Ottende kapitel: To kontrakter

«Det er altsaa aftalt, at jeg skal føre ordet, og at jeg har fuldmagt til at underhandle paa alles vegne?» – Scenen er det samme verandaværelse i Trafalgar hotel, hvor jeg allerede tidligere har indført læseren, og personerne – – – – ja, det er det samme uundgaaelige triumvirat af moderne vikinger, hvis eventyr mellem Europa og Afrika det har taget mig 300 sider at besynge. –

Monk saa spørgende paa Holt og mig.

«Ja, det er en aftale,» svarede jeg.

«Og du Holt, du giver mig ogsaa fuldmagt – eller foretrækker du selv at tale med greven?»

309«Nei, jeg vil helst, at du skal gjøre det; men – – – men – – –»

«Du behøver ikke at sige mere – hvad du mener, det er, at grundlaget for fredsunderhandlingerne maa være, at du beholder dine erobringer; var det ikke saa?»

Holt lo: «Jo, det var det, jeg mente – intet andet.»

Monk ringte paa tjeneren og bad ham vise den ventende herre op.

Grev Silva traadte ind med en verdensmands anstand, hilste os alle og tog derpaa den ham tilbudte plads. «Mit ærinde gjælder lystyachten ‘Frams’ eiermand; hvilken af mine herrer? – – –»

«Vi hører alle til kutterens besætning,» faldt Monk ind; «men jeg har bemyndigelse til at svare paa alles vegne, om hr. greven ønsker nogen oplysning af os.»

«Jeg skal gaa lige paa sagen» – greven talte fransk og med en parisers tonefald – «hvad jeg ønsker er, at min datter, som er mig frarøvet, udleveres mig.»

«Deres datter – eller rettere sagt Deres steddatter – har frivillig givet sig under vor beskyttelse, og det afhænger af hendes egen bestemmelse, om hun vil vende tilbage til Dem eller ikke.»

310«Jeg er i ethvert fald hendes lovlige formynder, og forlanger at faa hende i tale; hvor er hun?»

«Hun befinder sig som gjæst i den engelske admirals hus her i Gibraltar.»

Den fremmede syntes ubehagelig overrasket ved denne efterretning. Han reiste sig og tog nogle skridt bortover gulvet.

«Jeg skal gjøre sagen lettere for Dem, min herre,» fortsatte Monk. «Deres ærinde gjælder ikke saameget Deres steddatter, som det gjælder at faa rede paa, hvorledes vi agter at benytte vort kjendskab til forskjellige forholde, der angaar Dem – ikke sandt?»

«Det er muligt,» var det hurtige svar; «men i ethvert fald agter jeg at trække Eder, mine herrer, til regnskab for den maade, hvorpaa De har fundet det passende at blande Dem i mine affærer.»

«Grev Silva! De kommer ingen vei paa den maade,» var Monks rolige svar. «Har vi blandet os i Deres affærer, saa gjorde ialfald De begyndelsen ved at blande Dem i vore – vi nyder endnu erindringen om en nats behagelige samvær paa ‘Ocean’.»

«Aa, hvad bryder jeg mig om skibet ‘Ocean’ og de historier – der vederfores hverken Dem eller skibets besetning noget ondt – om end 311de folk i sin taabelige frygt forlod skibet – – – – Nei, hvad jeg taler om, det er, at De har sat Dem i besiddelse af en hemmelighed, der har betydning for mit fedrelands skjæbne – en hemmelighed, som – – – –»

Grevens ansigt var blegt af sindsbevægelse, og han gav sig til at maale gulvet med store skridt.

«Jeg fastholder, at det er Dem og Deres folk, der har begyndt med at øve vold mod vore landsmænd og mod os – mishandlet ærlige norske sjøfolk og ødelagt deres eiendom – – – – –»

Greven stansede og hævede haanden: «Tilfældet gjorde, at vi var nødt til at tage kommandoen over skibet. Vi søgte ombord paa det for saa hurtig som mulig at naa Afrikas kyst, da vort dampskib var gaaet under i aaben sjø – og om end de folk, jeg var sammen med, var noget raa og udisciplinerede, saa lovede dog deres anfører mig, at intet ondt skulde vederfares skibets besætning. Som jeg har sagt, det var dennes taabelige frygt, der bragte dem til at forlade sit skib. Da saa I kom ombord, gjorde jeg ligeledes alt for at forhindre blodsudgydelse; netop derfor fik jeg overtalt smuglerne – – – – jeg mener de folk, jeg var sammen med, til at skjule sig og overmande Eder om natten.»

312«Men Deres folk bemægtigede sig vor kutter ‘Fram’.»

«Det var to ulydige og selvraadige mænd, der gjorde det mod min befaling. Og de var allerede nede i kutteren, før jeg kunde forhindre det.»

«I ethvert fald foraarsagede De skibet ‘Oceans’ forlis. Det har bragt dets fører og eier fattigdom, da skibets assurandører negter at betale. De paastaar, at eieren har forladt skibet uden nødvendighed.»

Greven slog foragtelig ud med haanden: «Tror De, at jeg eller den høie og retfærdige herre, hvis sag jeg tjener, vil berøve brave sjømænd deres eiendom? I dette øieblik er der i en bank i Kristiania indbetalt 100 000 pesetas – saavidt jeg ved en god del mere end skibets værdi – med ordre til at udbetale dem til skibet Oceans eier og besætning.»

Vi nordmænd saa overraskede paa hverandre. Jeg hviskede til Monk: «Det er en gentleman, tag ikke for haardt paa ham!» og Holt nikkede sit samtykke.

Greven fortsatte: «Men hvad bryder vi os om de penge, skjønt gud skal vide, at Don Car – at vi har god brug for dem! Men forbandet være den dag, da vi satte vore ben ombord i det norske skib, og den time, der 313bragte os sammen med Eder, mine herrer – – – –!»

«De er ikke meget høflig, hr. greve!»

«Undskyld, det var ikke min mening at fornærme; men I ved ikke, hvad I har gjort! I har bragt en stor og retfærdig sag til at strande, I har forhindret en ædel monark i at sætte sig i besiddelse af sine fedres trone – i at rive Spanien ud af det aag – – – Maaske havde det været bedst, om jeg havde givet efter for Velascos raad, dengang vi havde Eder i vor magt ombord i skibet. «Lad os kaste dem overbord!» sagde han. «Det er en seig race; lader vi dem leve, saa under de sig ikke rist eller ro, før de har opsporet os og hævnet sig – de mennesker der langt nord paa, de er ikke dovne som vore landsmænd, de følger sit maal, om det er gjennem ild og vand – – – –»

Greven var bleg af sindsbevægelse og talte som en, der taler med sig selv: han saa ikke paa nogen af os, men lod sig falde ned paa en stol ved et lidet bord og holdt haanden for øinene.

Pludselig reiste han sig og stirrede Monk ind i ansigtet: «Har De allerede sendt indberetning til den spanske regjering?»

«Vi har endnu ikke fortalt nogen om vort eventyr paa den afrikanske kyst, svarede Monk 314alvorlig, med undtagelse den engelske admiral, og han har lovet at tie – indtil videre. Vi maatte finde et tilflugtssted for Deres steddatter og kunde ikke holde ham i uvidenhed, hvis han skulde efterkomme vor anmodning om at optage hende i sit hus.»

«Og hvad agter De at gjøre?» Grevens ansigt var roligt; men det kunde ikke skjule hans spænding.

«Vi er villige til at stifte en overenskomst, og det staar til Dem at antage den.»

«Lad mig høre betingelserne.»

«De, hr. greve, giver Deres samtykke til, at Deres steddatter og myndling ægter løitnant Holt, som staar der, en af vore hæderligste og dygtigste sjøofficerer. Vi paa vor side forpligter os til ikke at nævne Deres navn med en stavelse eller paa anden maade røbe Deres delagtighed i carlisternes foretagende.»

«Forlovelsen er vel allerede deklareret, og jeg skal give min velsignelse til ægteskabet» – greven smilede bittert; «men om jeg samtykker, hvad agter I at gjøre med hemmeligheden fra den afrikanske kyst?»

«Som jeg alt har sagt Dem, saa kjender den engelske admiral til sagen, og han kan ikke i længden skjule en hemmelighed, der sætter en venligsindet regjerings eksistence paa 315spil; men hvad vi kan love, det er, at Deres navn bliver fuldstændig udenfor. Tilflugtsstedet paa den marokkanske kyst maa De opgive!»

Greven gik bort til vinduet og stirrede en stund ud over bugten; saa vendte han sig om mod os: «Vel! jeg gaar ind paa overenskomsten; men tro ikke, at jeg gjør det for min persons skyld. Hvis det kunde hjælpe min høie herre og den retfærdige sag, saa skulde jeg naarsomhelst gaa i fængsel eller landflygtighed. Men saa er nu tilfældet, at det netop afhænger af, at jeg frit kan færdes i Spanien, om vor sag nogensinde i fremtiden skal vinde seier. Jeg vil ikke skjule for Dem, at vi for denne gang maa opgive forsøget. Al vor ammunition ligger ombord i den gamle bark, som De vel saa inde i den marokkanske sjø – kun en del af vaabnene har vi faaet iland i Spanien – og jeg forudser, at kaptein Santa Marina snart vil – – – –»

«Men kan De ikke forinden bringe sagerne bort med yachten?»

«Yachten! begge vore dampere er forlist!»

«Begge?»

«Ja, begge. Den ene sprang læk i aaben sjø, og vi maatte forlade den – det var den gang vi kom ombord i det norske skib. Den anden – ja, De kjender den jo – forliste for 316tre dage siden udenfor Mazighan. De forbandede engelskmænd narrede mig paa yachterne. De blev solgt til mig som nye fartøier med 14 knobs fart, og saa viste de sig som nogle gamle skrog, der knapt kunde drives op i 10.»

«De forliste altsaa efter at have forfulgt os?»

«Kjedlen sprang læk ved den forcerede fyring, og yachten drev iland paa stranden lige ved byen Mazighan – det var morgenen efter at – – – –»

«At De havde forsøgt at rende ‘Fram’ isænk.»

«De gjør mig uret! hør paa mig: den mand, som jeg hidindtil har været nødt til at bruge – – – – – smuglernes høvedsmand Ve – – – ja, navnet er ligegyldigt – – – og hans folk vilde rende Eders kutter isænk. Jeg gjorde, hvad jeg kunde for at hindre dem. I det øieblik, da de troede at kunne iværksætte sit forehavende, blev jeg bevogtet som fange i min egen kahyt – jeg lo dem ud, da de senere fortalte mig, at yachten kun havde passeret over en lanterne paa en stage – saa sagde de.»

«De er vistnok en hædersmand, hr. greve. Holt traadte frem og rakte sin haand ud mod ham. Modtag i ethvert fald mit løfte om, at Deres steddatter skal finde et hjem i det fjerne land, som hun nu har valgt til sit fedreland – 317og kan en mands kjærlighed og trofasthed gjøre hende lykkelig, saa skal hun blive det.»

Greven modtog den fremrakte haand og rystede den: «Vistnok har jeg hidindtil tænkt, at et pigebarns lykke maatte sættes tilside for større formaal. Men nu er jeg alligevel glad over, at jeg ikke skal have det paa min samvittighed at maatte opofre ogsaa hendes fremtid – – – – Farvel, mine herrer – – – – Havde min konge ti saadanne mænd som Eder i sin tjeneste, saa vilde Spanien snart have sin retmæssige hersker, og den frække tronrøverske være jaget paa porten – – – –»

Han reiste sig for at gaa.

«Vent et øieblik, min herre!» Monk tog sit ur op. «Benyt heller denne vei gjennem haven; ved at gaa hoteltrappen udsætter De Dem for at møde en af Deres landsmænd, som – – – – som De helst bør undgaa.»

«Er det kaptein Santa Marina?»

«Ja, det er kapteinen.»

En skygge af uro fløi over grevens ansigt: «Jeg har Deres
ord – – – –?»

«Ja, De har vort ord; kun er det bedst, at mødet undgaaes.»

Grevens ansigt antog igjen sit rolige udtryk: «Jeg tviler ikke; et løfte er helligere i norden 318end i syden – – – – De papirer, der angaar min steddatter og hendes formue, skal blive Dem tilstillet, saasnart jeg har hentet dem hos min bankier i Cadiz. Lev vel, mine herrer!»

Vi saa ham aldrig mer.

*

En tjener aabnede døren: «Kaptein Santa Marina!»

Kapteinen var i fuld uniform, de spanske sjøofficerers glimrende paradedragt.

Han rystede vore hænder: Jeg kommer fra den engelske admiral – mit skib ligger nu her paa reden – og han underrettede mig om, at de norske herrer vistnok havde en vigtig meddelelse for mig – saa at jeg tog mig den frihed at anmode om en samtale.»

«De forstaar vistnok, hvorom meddelelsen dreier sig?» – det var fremdeles Monk, som førte ordet.

Kapteinens mørke ansigt udtrykte spænding og forventning, og han reiste sig uvilkaarlig fra den stol, som vi havde budt ham:

«I har – opdaget carlisternes rede?»

«Om saa var?»

«Da er det Eders pligt at give mig som repræsentant for den spanske regjering fuld besked!»

«Vi er ikke i Spanien, og ingen kan tvinge os.»

319Sjøofficerens ansigt blev mørkt: «Jeg troede, at det var enhver gentlemans pligt at bidrage til, at røvere og komplotmagere fik sin fortjente straf – – – –»

«De kommer ingen vei paa den maade, hr. kaptein!» Monk blev rolig siddende i sin stol og røgte sin cigar. «Vi ønsker selv at afgjøre, hvad vi vil sige Dem, og hvad vi ikke vil sige Dem, og vi skal faa lov til selv at afgjøre, hvad der passer sig for os som gentlemen.»

Kapteinen havde igjen sat sig og stirrede mørkt paa gulvet. Endelig saa han op med et lidet smil:

«Jeg kjender Eders eventyr i San Roque. Naar jeg saa dertil lægger den omstændighed, at en ung spansk dame fortiden er gjæst i havneadmiralens hus, saa vil I forstaa, at I ikke ganske er herre over, hvad der kan skjules eller ikke skjules. Grev Silva – – – –»

«Hvis grevens navn oftere nævnes, saa er det slut paa vor samtale!» Monk saa roligt paa kapteinen.

«De vil altsaa hjælpe konspiratoren?»

«Vi vil ikke forvolde en mands ruin, om hvem vi intet ondt ved, kun at han kjæmper for en sag, som han selv tror er hellig.»

«Men det staar ikke til Dem at redde ham, han vil i heldigste fald blive en landflygtig for 320livet og hans eiendom i Spanien konfiskeret – – – hvad jeg ved, er nok til at faa ham dømt for høiforræderi.»

«Hvis De er en klog mand, vil hverken han selv blive erklæret landflygtig eller hans eiendom konfiskeret.»

«Hvorledes?» Spanierens selvbeherskelse forlod ham, og han stirrede raadvild fra den ene til den anden.

«Her er ingenting at skjule,» fortsatte Monk. «Vor ven løitnant Holt ønsker at ægte en ung spansk dame, at ægte hende med hendes paarørendes samtykke og uden at bringe ulykke over dem. Og ingen af os ønsker at benytte hemmeligheder, som vi tilfældigvis er komne i besiddelse af, til at ødelægge en mand, der selv tror at handle, som pligten byder ham. Vi er ikke angivere eller politiske spioner. Paa den anden side ønsker vi heller ikke at forholde den spanske regjering oplysninger, der kan værge den mod reaktionære forsøg, forsøg som vi nordmænd ikke kan sympatisere med. Kort og godt: De skal faa anledning til at ødelægge carlisternes rede paa Afrikakysten; men kun paa den betingelse, at grev Silvas navn ikke bliver nævnt – herpaa forlanger vi Deres æresord som spansk adelsmand og officer.»

«Det staar til mig selv at benytte, hvad jeg 321ved om greven,» svarede spanieren stolt, og har I kunnet finde røvernes tilflugtssted, saa kan ogsaa jeg gjøre det uden nogen hjælp.»

«Da kan De faa lov til at holde paa, til De bliver gammel og graa.» Holt havde pludselig reist sig og gik henimod spanieren med udstrakt haand. «Jeg gir Dem mit ord som sjømand paa, at kun det reneste tilfælde kan give Dem nøglen ihænde – saa god officer og sjømand De end er. Giv mig Deres haand paa, at der ikke skal vederfares greven noget ondt, og jeg skal vise Dem veien til reden.»

Der fløi et smil over spanierens ansigt: «Jeg forstaar, at det er ægteskabskontrakten, som her skal underskrives. Jeg havde aldrig anet, at jeg nogensinde skulde være med paa at bortgifte grev Silvas datter – – – – men, lad gaa! her har De min haand.»

*

«Den spanske regjering har i længere tid været vidende om, at der ogsaa i de sydlige provinser dreves carlistisk propaganda i stor stil, samt at ikke ubetydelige vaabenforraad indførtes for carlistisk regning, uden at den har været istand til at stoppe uvæsenet. I disse dage er det imidlertid lykkedes en energisk sjøofficer, i hvis haand regjeringen havde lagt 322sagen, at opdage carlisternes tilflugtssted, som med beundringsværdig kløgt var valgt i en hidtil ukjendt havn paa den marokkanske kyst. Store forraad af vaaben og især ammunition var der oplagt for lidt efter lidt at føres over til Spanien. En carlistisk reisning var sandsynligvis nær forestaaende.

Det lykkedes vistnok ikke at gribe hverken lederen eller de underordnede redskaber – men carlisterne antages dog, efterat vaabnene er konfiskerede, fuldstændig lammede i sine forsøg for lang tid. Den omtalte sjøofficer, hvis navn er Santa Marina, er af dronningen forfremmet til admiral som belønning for sin fortjeneste af regjeringen.»

Saa lød en notits paa første side af New-York Heralds pariserudgave for 25de sept. 18–, og et eksemplar at bladet kom nogle dage efter til Kristiania i en konvolut med Monks adresse. I konvolutten laa desuden et visitkort:

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.