Jeg vil ikke paastaa, at seiladsen over den biscayiske bugt var overvættes behagelig. Vistnok havde vi fint sommerveir – kun to gange en liden kuling af mindre end et døgns varighed – og næsten ikke regn. Men Atlanterhavets dønninger er ikke at spøge med, og de var der, enten det blæste eller var stille. Selv om sjøsygens egentlige plager er et tilbagelagt standpunkt, saa er det dog ikke behageligt aldrig at kunne bevæge sig uden at maatte klore sig krampagtig fast. Det er ikke behageligt enten at se fordækket 43og klyverbommen staa ende tilveirs mod himlen, saa man maa lægge sig dobbelt for ikke at deise bagover, eller at maatte tage spændtag med taaen for ikke at gaa forover, naar baaden ager kjælkebakke nedover en 40 fods grøn vandbakke. Det er ikke behageligt at faa stilla midt imellem dønninger høiere end mastetoppen, saa at man to gange i minuttet kjender fartøiet under sig glide udfor en 60 graders skraaning først til styrbord, saa til bagbord og saa til styrbord igjen – uden afbrydelse.
Men det gik ogsaa. Frem kom vi i gjennemsnit saadan en 80-90 kvartmil i døgnet, – og en vakker dag var havet ikke længere graat og grønt, men mørkeblaat, og solen forunderlig varm trods den friske bris. Vi skulde være paa høiden af kap Finisterre – Spaniens nordvestlige hjørne. Straks efter fik vi imidlertid taage og usigtbart veir, saa Holt ikke kunde faa observationer.
«Vinden er frisk fra nordvest, men vi faar nok ikke se Spanien dennegang,» sagde Holt, «under disse omstændigheder tør jeg ikke gaa under land. Vi faar holde hende godt ude i rum sjø og saa heller gjøre land paa Portugals kyst».
Men da nordvesten holdt op, sprang vinden om paa sydost eller saa omtrent, netop saa at 44der manglede en streg eller to paa at vi kunde ligge kurs sydover.
Til vor store ærgrelse maatte vi give afkald paa den glæde at seile langs kysten med «portugisernorden». Vi var for langt ude til at faa tag i den.
Saa seilede vi da i to dage syd eller sydvest over og fjernede os mere og mere fra land.
Den tredie dag gik vinden om paa syd, og til almindelig glæde blev «Fram» lagt østover for styrbords halser for at faa tag i kap St. Vincent. Vi kunde vel være en 150 kvartmil ret i vest for dette forbjerg.
Tilstanden ombord var paradisisk: sjøen smul, selv om det blæste noget, og passende varmt baade dag og nat.
Om morgenen tog vi vore bad paa bakken og om aftenen vor cigar og grog i skjortærmerne, mens morilden lyste som ildmørje rundt «Fram», og springere dansede i store flokker i mørjen.
Om dagen var sjøen mørke, mørke blaa. Undertiden kom stimer af fisk omtrent som store makrel og slog sig i følge med os, og langs siden gled «portugisiske orlogsmænd» med de spillende blærer som seil. Naar solen skinnede paa dem, straalede de i alle regnbuens farver.
*
45Det var morgenen den 20de august. Søndenvinden havde ført os østover hele natten: men udover dagvagten løiede den og gik saa om paa nord.
Endelig har vi da faaet «portugiseren», raabte Holt, han stod splitternøgen paa fordækket og styrtede den ene pøs vand over sig efter den anden, eftersom Henriksen halede dem op. «Men vi faar nok ikke beholde den længe; søndenfor kap St. Vincent pleier den ikke at staa».
«Jeg skulde ønske, vi fik land at se idag, sagde jeg og strakte mig velbehagelig paa dækket med snadden i munden og lod tobaksrøgen hvirvle ned under storseilet i læ. – Men er det ikke underligt, at vi ser saa faa skibe?»
«Det er ikke noget underligt,» var svaret. «Dampskibene og de seilere, som skal sydover, holder sig paa denne aarstid nærmere under land, og de, som skal nordover, seiler sig først langt vest, før de sætter kurs for Kanalen. Staar vinden, saa har vi land isigte ud paa aftenen, og imorgen, tænker jeg, du skal faa se nok baade af seilere, dampere og fiskerbaade – – – der har vi forresten en seiler forud – – – det ser ud til at være et stort skib, som ligger vestover.»
Monk og jeg sprang op og fik fat paa hver vor kikkert; vi var nysgjerrige som landkrabber, 46og siden vi forlod England, havde vi ikke seet over et halvt snes fartøier.
Der var forresten lidet at se af den fremmede endnu – kun toppene og de øverste seil.
«Har Dere lyst,» sagde Holt, «saa kan vi godt styre et par streger høiere, saa skjærer vi hans kurs og passerer klods forbi ham.»
Som sagt saa gjort; men det gik langsomt med at komme nærmere. Vinden var ikke videre frisk, den blæste med uregelmæssige blaf, og den fremmede syntes at være en dauseiler, som næsten ikke kom af stedet.
Den skuta maa drive som en høisæk, bemerkede Henriksen; han sad i styrerummet og spyttede eftertænksomt langt ud i sjøen. «Jeg synes, hun detter mer og mer ned i læ. Kanske ingeniøren vil tage roret saalænge, saa skal jeg gaa op og se, om jeg kan se noget mere fra masten.»
Henriksen var ikke netop den, som unødig pleiede at anstrenge sig; men hans sjømandsinstinkt sagde ham, at her var noget usædvanligt paa færde, og med paafaldende livlighed klatrede han op til toppen af vor staute mast.
«Forsørje mig ligger’n ikke bak og det med opgivne underseil! Den karen maa have god tid med at komme frem!» raabte han ned til os.
47Vi faldt atter af et par streger for hurtigere at komme opunder, mens allehaande gisninger blev fremsat om aarsagen til den fremmedes uvirksomhed.
«Kanske han ligger og fisker, som vi gjorde i Nordsjøen,» foreslog Monk.
«Han slipper at fiske paa 1000 favne vand,» – Holt tog atter kikkerten og gik op paa hyttetaget:
«Hvad fanden er det, som hænger under storraaen og fokkeraaen hans? driver de paa med at hænge mennesker derombord? – Nei, nu blev det borte! – – – – men jeg er sikker paa, at jeg saa noget dingle under storraaen hans!»
Endnu var ikke hele skroget kommet over horisonten, og det var først en god stund over middag, at vi var nær nok til at kunne vente at se mennesker ombord.
Det var gaaet i en fart med middagen, og Henriksen havde skyndt sig i en merkværdig grad med opvasken for uforstyrret at kunne betragte den besynderlige seiler.
Jo nærmere vi kom, des høiere syntes det at vokse, det svære sorte skrog, som sagtelig duvede op og ned paa de svage dønninger. Det var en bark paa en 800 à 1000 ton, 48malingen slidt, jernværket rødt af rust, og siderne graa af salt helt op til rækken.
Alle seil var tilsat undtagen bovenbramseilene, jageren, nogle stagseil, og underseilene, som hang opgivne i givtauge og gaardinger. Riggen var graa og slidt; men seilene saa ud til at være gode, og ikke et taug manglede. Rærne paa stortoppen var brast bak og mesanen halt til luvart. Fartøiet bevægede sig næsten ikke forover, men luffede ganske sagte op i vinden, faldt atter af – – – luffede, faldt og drev langsomt nedover i læ, det blæste nu en pen liden bris, men sjøen var smul og dønningen svag.
«Der staar folk og ser over bakken forud,» raabte Henriksen ivrig – han stod helt forud paa «Frams» bak og støttede sig til fokkestaget –; hidtil havde vi intet levende kunnet opdage.
«Hvor? jeg ser ingen»
«Nei, nu ser jeg heller ingen; men jeg skal bande paa, at det var to mand, som glante paa os gjennem svalkelemmen midtskibs.
«Du ser syner,» svarede Holt, «det er ikke levende sjæl at opdage ombord!»
Henriksen rystede bare paa hovedet, men tiede stille, da vi passerede langs siden af skibet, og Holt praiede ombord uden at faa svar.
49Vi havde heist vort flag og halede fokken bak, da vi løb rundt skibets agterende. Nysgjerrige stod vi alle fire paa bakken, da skibets agterspeil blev synligt for os.
En nordmand!
Med engang forgyldte, men nu halvt udviskede bogstaver læstes paa speilet: «Ocean af Grimstad».
Holt praiede:
«Ocean! høi»
Ordene gav gjenlyd under skibets gilling – vi gled forbi i faa favnes afstand – men – intet svar!
Vi vendte agtenom skibet og løb op paa luv side af det; men ikke et liv var at se, og ingen anden lyd hørtes end skvulpen af bølgerne, som slikkede langs skibssiden og ind i de brede nater, og en sagte knagen i blokker og rær, naar fartøiet løb op i vinden.
To gange til seilede vi rundt det. Paa læ laaring hang en leider af taug med jerntrin; forøvrigt var intetsomhelst usædvanligt at opdage.
Men stilheden ombord var uhyggelig.
«Alle mand maa være gaaet tilkøis for at sove derombord,» foreslog jeg; men jeg vidste, at min bemerkning var dum, og de andre gad ikke engang svare paa den.
50«Hvad mener du om dette, Henriksen?» spurgte endelig Holt; vi havde lagt «Fram» bak et par hundrede alen agtenfor skibet og kunde ikke tage vore øine fra det.
«Det maa være sygdom ombord, folkene maa være daue, eller de kan ikke komme op af køierne.»
«At ikke en af dem skulde kunne kræke sig op paa dæk – det vilde være besynderligt.»
Saa seilede vi endnu engang rundt skibet. Monk skjød to løse skud med geværet op over rækken, og Holt kastede et svært vedtræ ombord, saa vi hørte det falde ned paa storlugen og rulle over i læ med stor larm; men – – – – ingen lyd svarede os.
«Det er nok som jeg siger, Folka derombord maa ligge daue i køierne, for baatene er paa plads, saa di kan ikke ha forladt skibet, og desforuten, hvorfor skulde di gaa fra saa godt fartøi som det der?»
Der krøb en ækel gysen over mig ved disse Henriksens ord.
«Hvordan det nu er eller ikke,» svarede endelig Holt, «Vi kan ikke seile videre uden at have undersøgt sagen. Lad os hale jollen op og gaa om bord!»
Monk og jeg var straks villige; men Henriksen rystede paa hovedet: «Det kommer ikke 51noget godt ud af det. Vi kan saa ikke seile skuta i havn, og saa kan der gjerne være gul feber eller anden styggedom ombord. Lad os heller seile til nærmeste havn og rapportere’n!»
Forslaget var ikke saa galt. Saa godt som veiret var, vilde det ikke være vanskeligt at finde fartøiet igjen om et par dage, og til den tid maatte vi kunne faa tag i en dampbaad under kysten.
Men det faldt nu ikke i vor smag; især var Monk hidsig efter at gaa ombord.
Saa blev jollen halt op, slæberne kastet los, og aarerne langet ned. Monk sprang ned i kahytten og kom op igjen med de tre revolvere i haanden og en æske patroner.
Jeg studsede lidt, da han rakte mig min, men tog den dog.
Han rakte ogsaa Holt en. «Jeg kan gjerne tage den med, sagde Holt smilende; men det er noget andet, som er nødvendigere. Gaa ned i kahytten og lang op medicinkassen, Henriksen!»
Straks efter roede vi tre bort mod det underlige skib. Jeg kastede et blik tilbage paa «Fram»; Henriksen havde sat rorpinden fast i læ, halt fokken bak og stod ved masten og stirrede efter os.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Det hemmelighedsfulde skib er tredje bok om detektiven Karl Monk. Denne gangen er Monk til sjøs, nærmere bestemt ombord i lystseileren «Fram», som skal seiles fra Norge til Gibraltar. Underveis støter de på et mystisk skip, en ung spansk kvinne, «røvere» og en mystisk greve.
Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.
Se faksmiler av førsteutgaven (nb.no).
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.