Tredie kapitel: Grev Silva

214Heldigvis oprandt den næste dag med overskyet himmel, saa at varmen ikke var altfor trykkende.

Vi forefandt muldyrene opsadlede foran vertshuset, og verten ventede paa os med driveren – en brunstegt spanier i stribet skjorte og med silkeskjærf om livet, knæbukser og gule lædergamacher om de kraftige lægger; i ørene svære sølvringer, som skinnede frem blandt en overflod af sorte, fedtede krøller, som rullede ned fra hans isse, hvorpaa tronede en umaadelig straahat.

Pedro Nolasco blev os presenteret som dyrenes eiermand, og saa bar det afsted op mellem fjeldknauserne. Det blev bestemt, at veien skulde lægges først i nordvestlig retning, dels for at finde bedre stier, dels for at vi skulde faa se de smukkeste partier af omegnen. Naar vi saa efter en times ridt havde passeret «slottet», skulde kursen sættes nordostover mod San Roque – saa forklarede Don Pedro, mens han sprang mellem os og holdt sig fast i halen snart paa det ene dyr snart paa det andet. Havde vi lyst til at tage et trav eller endog en gallop, saa var 215der forresten intet iveien – han sprang gladelig omkap med sine dyr.

Jeg vil ikke prøve paa at beskrive turens skjønheder, dertil er min pen ikke smidig nok, omendskjønt alt staar for mit øie, som om det hændte igaar: egeskovenes mørke skygger, orangetrærne med sine gyldne frugter, de klare rislende fjeldbække, og, naar kløften aabnede sig sydover og østover, glimtene af det blaa hav – langt udover forbi strædet – eller af Afrikas blaa fjelde.

I bunden af en bred, vakker dal, hvorigjennem en elv slyngede sig, skimtede vi gjennem trærne de graa mure af et kjæmpemæssigt slot. Vi naaede ikke længere end did, hvor parken begyndte, og et vældigt jernstakit spærrede videre passage. Et lidet stykke bagenfor den rustne gitterport skimtedes mellem slyngplanter og ugræs, som syntes at vokse alt menneskeligt over hovedet, en liden portnerbolig.

Selve slottet saa endnu ud til at være en fjerdingvei borte.

Den vei eller sti, vi fulgte, tog her østover, gik en stund langs stakittet, som ødelagt og forfaldent heldede hid og did og paa lange strækninger bedækkede jorden med sine rustne stænger.

«Hvem eier slottet? – det er vel en rig og stor herre?»

216«Grev Silva, svarede Pedro. «Hans forfædre var provinsens generalkapteiner – søn efter far i lange tider. Men den nuværende greve er sjelden hjemme; han er fattig, siger man, og færdes i udlandet hos – – –»

Vor værdige fører stansede pludselig sin tale og syntes utilbøielig til at fortsætte. Vi havde naaet en klippeafsats ligeoverfor slottet og næsten i høide med dette – og blev staaende og stirre paa den ærværdige bygning. Føreren udstrakte sin haand: «Greven er hjemme, sagde han: se flaget er heist paa det østlige taarn!»

Der vaiede ganske riglig en fane fra et af taarnene; men afstanden var for stor til, at vi kunde skjelne farver og emblemer.

Monk, for hvem Pedros ord var blevet oversat, bad os spørge ham ud om greven. Men vor fører, der ellers var saa snaksom, viste sig nu taus og afvisende.

«Spørg ham,» sagde tilslut Monk, «om han tror, at greven vil besøge tyrefegtningen.»

«Visselig,» svarede føreren med stort alvor; «en god spanier forsømmer aldrig en tyrefegtning. Det maa være for dens skyld, at greven er hjemme.»

«Kan du udpege greven for os, naar vi kommer til San Roque?»

217«Hvis jeg træffer ham, kan jeg pege paa ham. For 10 aar siden traf jeg ham ofte; senere har jeg ogsaa seet ham – nu og da.»

«Hvilken vei drager han fra slottet til San Roque – den vi nu følger?»

«Nei, denne vei kan ikke længere kjøres. Der gaar en anden vei paa nordsiden af slottet – hovedveien mellem Cadiz og San Roque.»

*

Det ene muldyr var saa uheldigt at træde en spids sten ind under hoven, og rytteren maatte stige af. Vi besluttede at holde rast og se, om ikke haltheden skulde give sig.

Under en kjæmpemæssig korkeg strakte vi os i græsset, og flaskeforet og nisten toges frem af de rummelige sadelvæsker.

«Nu vil jeg spørge dig om en ting,» sagde Holt – han rakte efter afbenyttelse sin lærke med gammel lysholmer til vor brave fører, som intet havde imod at prøve «inglesernes» aqua ardiente – og vendte sig mod Monk. «Hvordan vil du bære dig ad med at gjenkjende vore venner fra ‘Ocean’ – om det skulde træffe sig saa heldigt, at nogen af dem idag kommer til San Roque?»

218«Før jeg svarer dig paa det, vil jeg selv gjøre dig et spørgsmaal: Hvad slags mennesker tror du, det er, vi er paa jagt efter?»

«Jeg har tænkt meget over den ting, og ikke rettere end jeg husker, saa var vi engang enige om, at det maatte være forbrydere, som havde bemægtiget sig lystyachten, og som af den grund ikke turde følge ‘Ocean’ i havn, men vilde iland paa en eller anden fredelig kyst.»

«Ja, det er rigtigt. Men nu tror jeg, eller rettere sagt, jeg føler mig overbevist om, at de ikke netop behøver at regnes til forbryderkasten; men at de paa anden maade er paa kant med øvrigheden. – Jeg tror, det er – carlister.»

Ved disse Monks ord sprang Holt og jeg op, og Pedro spidsede øren og kastede mistænksomme blikke paa os.

Det slog mig straks, at Monk havde ret.

«Ikke sandt,» fortsatte han, «det forklarer meget eller maaske alt. Som Dere husker af skipperens forklaring – det stod i Cadizavisen – saa begik de fredløse, vi kan jo kalde dem saa, ingen større voldsomheder, og skibets besætning blev ikke udplyndret. Man faar indtryk af, at de kun ønskede at manøvrere skibet didhen, hvor de selv vilde. Aarsagen til, at de skjulte sig, da vi kom ombord, kan ikke have været nogen anden end at faa leilighed til at 219overmande os uden blodsudgydelse. Du kan vide, at 8 mand kunde have hindret os i at komme ombord ved at bruge magt! Øieblikket for deres angreb paa os blev ogsaa valgt saa beleiligt som muligt med det samme maal for øie. Selv de, som kom ombord paa ‘Fram’, sparede Henriksens Liv, uagtet han greb til voldsomme midler for at blive dem kvit.

Alt tyder paa, at det er mennesker, som er paa kant med samfundet, men ikke forbrydere. Jeg læste nylig i en engelsk avis, at der i den senere tid er begyndt carlistisk propaganda ogsaa i de sydlige af Spaniens provinser – før har de holdt sig til de nordlige – og paa vor ven Capitano Santa Marina forstod jeg tydelig, at hensigten med kanonbaadenes stationering var at forhindre indførsel af vaaben fra carlisternes side. Ikke sandt?»

«Jo, naar du siger det, synes jeg – ogsaa, alt er klart. Men jeg kan bare ikke forstaa, hvordan du kan faa alle smaating til at hænge sammen paa den maade – – – –»

Holt saa med saa uforstilt beundring paa Monk, at jeg maatte le: «Du kjender endnu ikke Monk, det har jeg sagt dig før! Vær tryg, han skaffer dig nok din donna igjen!»

Bemerkningen gjorde Holt taus for en lang stund.

220«Jeg tror, du har ret, Monk,» fortsatte jeg; «en anledning som en tyrefegtning maa være ypperlig for revolutionære møder, og du har vistnok fundet betydningen af bogstaverne og tallene paa pergamentet. Men jeg maa fortsætte Holts spørgsmaal –: hvordan har du tænkt dig, at vi skal kunne kjende de folk, vi søger, selv om hele banden fra ‘Ocean’ idag er samlet i San
Roque? – – – –»

«Jeg skal tilstaa, at mine planer er noget ubestemte i saa henseende,» svarede Monk; «men det er min erfaring, at naar man kun holder sig paa stedet, hvor man ved, at noget er at finde, stadig holder øinene aabne og benytter det, man ved, i øieblikkets tjeneste saa frembyder der sig altid en anledning til at komme et skridt nærmere mod maalet.»

«Men du har da tænkt at følge en bestemt fremgangsmaade?»

«Min foreløbige plan er simpel nok: Vi gaar for englændere. Dere ved, at man i England nærer carlistiske sympatier – at mange englændere frivillig har kjæmpet i prætendentens rækker under hans tidligere forsøg. – Det er altsaa for spaniere intet underligt i, at englændere søger folk, som nærer carlistiske tendenser. Jeg vil, at vi i San Roque skal gjøre slet skjulte forsøg paa at komme i forbindelse med carlister. 221Det skulde da være underligt, om det ikke kom nogen af lederne for øre, og at de selv kom til os. Lad os begynde med vor brave fører og spørge, om han ikke kan skaffe os en carlistleder i tale. Enten er han carlist og kan være os til tjeneste, eller han er det ikke, og isaafald vil han sladre af skole og gjøre det bekjendt, hvem vi søger.»

«Men det kan blive os en farlig spas!»

«Jeg tror ikke, vi i værste fald risikerer mere end, at de spanske myndigheder i al venskabelighed fører os ombord i vor egen kutter og høfligst anmoder os om at forlade Spanien og aldrig mere komme igjen.»

Saa blev det da besluttet, at vi skulde fortsætte til San Roque og give os eventyret ivold.

Da vi atter skulde bryde op, viste det sig, at dyret med den skadede fod saa langt fra var blevet bedre, som det tvertimod var udygtigt til videre tjeneste. – Mindst en af os maatte altsaa fortsætte turen tilfods, og saa foretrak vi at gjøre det alle tre.

I det første hus, vi traf paa, blev muldyrene ført under tag, og føreren tog vor lille bagage paa nakken. Pedro Nalasco var glad til; ti han tvilede sterkt paa, at der i San Roque var tag over hovedet at faa for dyrene, og det saa ud til regn.

222Vi for vor part havde intet imod at gaa: men opholdet gjorde dog, at det led ud over dagen, før vi naaede San Roques porte.

Der strømmede mennesker til fra alle kanter udenfor den lille klippestads forfaldne mure. I porten, hvor der fandtes en vagtstue, og hvor nogle dovne, skidne soldater strakte sig paa stenbænkene med cigaretter i munden, var trængselen saa stor, at gaaende, ridende og kjørende sad fast. Foran os rullede en vældig gammel karosse i rødt og forgyldt paa kjæmpemæssige fjære og trukket af fire muldyr.

Paa bukken sad en tjener i jægerlivré, og da vi indhentede karossen lige foran slotsporten, bemerkede vi indeni en herre og en dame – begge klædt i sort, som spanierne ynder saa meget.

Herren var en vakker middelaldrende mand, med blaa øine og rødligt haar, hvad der ikke er saa ualmindeligt i Spanien, som man gjerne tror. Damen holdt en stor vifte op for ansigtet paa den side, der vendte mod os.

«Det kjøretøi maa være fra salig don Quixotes tider,» bemerkede Holt.

«Grev Silva,» hviskede Pedro i vore øren, og tog sin hat af med alle tegn paa ærbødighed.

Man skulde tro, at damen havde hørt Holts bemerkning, for hun lod hurtig viften falde og 223saa overrasket paa os. I samme øieblik udstødte hun et forbauset udraab, og en sterk rødme for over det skjønne ansigt.

«Det er hende – den spanske pige fra ‘Ocean’!» raabte Holt og banede sig vei blant menneskene, der omgav vognen. Vi fulgte ham, saa godt vi kunde.

Nu fik greven øie paa os. Han forandrede farve og saa et øieblik raadvild ud; saa reiste han sig og raabte: «Kjør paa, kjør paa! gjør plads der! I ved, hvem jeg er; jeg vil frem!»

Det lykkedes kusken at drive dyrene i trav, da vognen netop havde passeret den trange port, og farvandet blev mere aabent.

Men Holt sprang op paa vogntrinnet, holdt sig fast med den ene haand og raabte: «Jeg vil tale med den dame! lad Deres vogn stanse, hvis De vil undgaa skandale!»

Greven reiste sig bleg af raseri og hævede sin høire arm med en tung, sølvknappet stok.

Men Holt opfangede armen med den haand, han havde fri, og holdt den fast som i en skruestik:

«Den dame har allerede før givet sig under min beskyttelse, og jeg forlader hende ikke.» Holt tvang greven ned i sædet, men slap ikke hans arm.

224«Beskyttelse! min datter under Deres beskyttelse! Hvem er De? Hid, vagt! arrester denne røver!»

Under denne scene havde mængden pakket sig saa tæt sammen om vognen, at kusken maatte stanse hestene, og vi – Munk og jeg – naaede op til skuepladsen. En mand havde banet sig vei op paa vogntrinnet ved siden af Holt; jeg saa, at hans haand omfattede skaftet af en lang kniv. Han bøiede sig ned mod greven: «Skal jeg støde til?» Men greven vinkede afværgende med haanden:

«Nei, hent vagten! lad soldaterne komme – hurtigt!»

Jeg greb manden bagfra og slyngede ham ned paa stenbroen; ti han betænkte sig øiensynlig paa, om han skulde lyde greven. Det var vor fører Pedro Nolasco; han forsvandt blandt mængden.

Monk og jeg søgte forgjæves at mægle fred, men Holt var aldeles ustyrlig:

«Er det Dem, som kalder Dem hendes far, saa har vi et gammelt regnskab at gjøre op. Det er altsaa Dem, som agerer sjørøver, Dem, som – – – –»

Greven kjæmpede forgjæves for at komme løs; men Holt knugede ham ned i vognens puder. Jægeren og kusken begyndte at kravle 225ned af bukken for at komme sin herre tilhjælp. Jægeren lagde haanden paa sin hirschfænger; men baade Monk og jeg fik se det itide. Vi havde intet andet at gjøre end at kaste os over ham, hvis vi vilde frelse vor kammerats liv. Men det var en svær, sterk kar, og vi havde nok med at greie ham, vi to.

Pludselig slap Holt sit tag om grevens haandled, slyngede armen om den unge piges liv, løftede hende ud af vognen og sprang ned paa stenbroen med hende.

Greven reiste sig op, aldeles bleg af raseri. «Er I spaniere og ser paa, at en spansk adelsmand bliver saaledes forhaanet af fremmede banditter?»

Der skulde vistnok ikke saa meget til; halvhundrede knive blev trukne, og vi hørte en brølen omkring os.

Greven syntes imidlertid at besinde sig. «Rør dem ikke!» raabte han. «Der er soldaterne! lad vagten gribe dem,» og han sprang ud af vognen og stillede sig foran os.

Men en folkesværm er ikke saa let at berolige som at ophidse. I næste øieblik troede jeg, at det var ude med os. Heldigvis havde vi skaaret os nogle forsvarlige knortekjæpper i egeskoven, og dem brugte vi efter evne. Mangen en kniv faldt klirrende ned paa de knudrede 226gadestene, mens armen, som havde ført den, sank lammet ned. Jeg skal medgive, at greven efter evne søgte at beskytte os. Endelig kom soldaterne til, adsplittede sværmen og førte os mellem sig til vagtstuen. Holt forsvarede sig saa rasende, da man vilde føre ham bort fra den unge pige, at Monk og jeg maatte træde til for at styre ham.

Jeg skal ikke opholde mig større ved, hvordan vi tilbragte aftenen og natten. Forrevne, blodige og smudsige strakte vi vore værkende lemmer paa de slidte stenbænke. – Det vil sige Monk og jeg; for Holt spadserede frem og tilbage den hele tid. Sagde han noget, saa var det for at forbande sig selv og sin ubesindighed – og ikke i de skaansomste udtryk.

Imidlertid kom tilsidst morgenen og lyset med den.

«Dette gaar ikke længere,» sagde Monk; «vi faar tage det fra den gemytlige side. – Hvad tror du, vore venner og kjære i hjemmet vilde sige, hvis de saa os i denne forfatning?»

«Ja, Dere kan nok le! men jeg, som har været dum og bragt os i denne klemme, – hvad skal jeg gjøre?»

Holt satte et saa ynkeligt ansigt op, at vi fik os en god latter og fra det øieblik blev udsigten i virkeligheden ogsaa lysere.

227Der viste sig en sortsmusket officer, som spurgte, om vi ønskede at kjøbe noget mad; isaafald vilde en af hans soldater hente til os i nærmeste vertshus; ligesom han ogsaa sørgede for, at vi fik sæbe, vand og andre remedier samt vor lille bagage.

Penge havde vi nok af, og da vi havde vasket og fjelget os, saa godt vi kunde – soldaten tilbød endog at lade sin hustru sy sammen de værste rifter i vore klæder – og der stod et taalelig godt maaltid med tre store flasker vin foran os, steg humøret betydelig. Den skjæggede alferezForfatternote: Løitnant. havde ikke noget imod at deltage i maaltidet, og før det var slut, var vi de bedste venner. Kommandanten vilde snart besøge os, sagde han; selv vidste han ikke, hvad der vilde blive foretaget med os.

Udover mod middag viste ogsaa kommandanten sig – en liden, vindtør herre med graa moustacher, i en luvslidt majorsuniform og med cigaretten mellem læberne.

Grev Silva havde været ædelmodig nok, sagde han, til at frafalde at tiltale mod os og tillade, at vi sattes i frihed 24 timer efter vor arrestation. Derefter lod majoren et fint vink falde om, at soldaterne vistnok ventede en liden 228godtgjørelse for de blaa øine, Holt havde forskaffet dem.

En haandfuld skinnende, engelske guldpund gjorde ham yderst elskværdig; ja, han haabede endog at se herrerne i sin ringe bolig, før vi drog. Det kunde vi dog ikke tage i mod.

Derimod bad vi om at faa alcaden eller borgermesteren i tale, og denne hæderlige borger syntes meget glædelig overrasket, da vi skjænkede 500 pesetas til byens fattige. – Den skikkelige løitnant modtog alle de cigaretter, vi havde paa os, og lovede at besige os i Gibraltar.

Udenfor vort fængsel stod Pedro Nolasco med muldyrene og hilste, som om ingenting var hændt.

Da vi nærede en berettiget eller uberettiget frygt for, at vore gaver ikke skulde naa uformindskede ned hverken til de menige soldater eller byens fattige, sørgede vi for at stikke forskjellige myntsorter i de skidne næver, efterhvert som de udstraktes mod os, og forlod byen i den hjerteligste forstaaelse baade med den civile og den militære del af befolkningen.

Pedro Nolasco talte ikke saameget som den foregaaende dag, men førte an i taushed. Heller ikke fortrak han en mine, da vi tog af fra veien og red op mod grev Silvas slot – de par hundrede skridt til portnerboligen. Monk trak 229i det rustne haandtag paa klokkestrengen, og lyden af en klokke – omtrent som fra en almindelig norsk kirkeklokke paa landet – svarede.

En gammel mand med sølvgraat haar humpede ud af døren og ned til den svære gitterport. I haanden holdt han et brev, og det rakte han ud mellem jernstængerne uden at aabne porten.

«Hvordan ved De, at det er til os?» spurgte Holt.

«Greven sagde, at tre fremmede herrer – ingleser – vilde komme heriaften – og bad mig kun levere dette brev.» Han hilste og gik uden at se sig om.

«Han har været portner hos Silva’erne i 50 aar,» sagde Pedro.

Jeg brød brevet og læste – det var uden adresse og uden underskrift og skrevet paa fransk:

«Naar I modtager dette brev, er jeg og min datter ombord paa min yacht og langt fra Spanien. – Søg ikke efter os, hvis I har Eders liv kjært!»

Intet videre!!

«Greven reiste igaaraftes til Cadiz,» bemerkede Pedro; han betragtede opmerksomt vore ansigter, mens vi læste brevet.

230Naar vi senere talte til vor fører om veien og andre likegyldige materier, svarte han høflig og uden modvilje; men ethvert forsøg paa at tale om greven, carlister eller lignende mødte han med taushed.

Engang sagde jeg pludselig til ham: «Du vilde igaar have stukket ned den herre der – jeg pegte paa Holt – hvis greven havde givet sit samtykke.»

Manden trak paa skulderen. «Deres ven var angriberen, han maa prise sig lykkelig, at han slap saa godt fra det.»

«Du staar altsaa i forbindelse med greven?» – Intet svar. – «Men hvad borger os for, at du ikke nu leder os ind i et baghold for at hævne vor adfærd igaar, som vi forresten skal indrømme var upassende?»

«Jeg har lovet greven at bringe Eder i god behold til Algeciras.»

Mere var der ikke at faa ud af ham.

*

Senere, da vi atter var i god behold hjemme – og Monk og jeg passiarede om de begivenheder, som jeg nu har fortalt, ytrede jeg min forundring over Holts Adfærd ved den 231leilighed, han som altid er saa rolig – ja, som vi ansaa for et slags flegmatiker.

«Det er de uberegneligste mennesker,» sagde Monk, «netop de saakaldte sindige og rolige. Vi andre almindelige dødelige, vi kan blive heftige, bevægede og sinte; men naar saadanne mennesker som Holt kommer i oprør, da er det som at slippe vandet af en dam – det stopper ikke, før det er rendt ud. Forøvrigt er det jo den gamle historie; naar en mand først er forelsket, saa er ingen afgrund ham for dyb og intet taarnspir for høit – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –»

Da aftenen faldt paa, laa Algeciras og havbugten for vore fødder, og faa minutter efter stod vi paa «Frams» dæk, mens Henriksen ivrig forespurgte «aassen vi hadde hat det paa turen».

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.