Fjerde kapitel: Det hemmelighedsfulde skib

52Vi havde ikke mange aaretag at ro, før vi var under Oceans agterende og havde tag i leideren. Roret slog frem og tilbage, som om det ikke havde støtte af rat eller ratline. – Vi tog fanglinen med os og klatrede op.

Vi stansede alle tre helt agterud ved rattet og saa forover.

Halvdækket strakte sig til noget forenfor mesanmasten; det var forsynet med den almindelige hytte, som naaede en mand omtrent til livet. – Agterud var en nedgang til kahytten: dens dobbelte døre var lukkede, og kappen trukket over. Dækket agter var ryddeligt og ordentligt; alle ender fastgjorte, og ikke en lyd afbrød stilheden uden sjøens skvulpen og en sagtelig knagen i riggen, naar fartøiet satte ned med baugen.

Vi gik forover til hyttens forkant; den var forsynet med et pynteligt mahogny rækværk. Paa dækket forover var intet usædvanligt at opdage; det skulde da være mangel paa alt levende. Paa storlugen stod storbaaden. Forenfor 53denne kom ruffet; ude i borde laa varespirer surrede.

Holt satte foden paa øverste trappetrin for at gaa ned paa dækket – – – da afbrød endelig en lyd stilheden.

Men det var ingen behagelig lyd – et høit, klagende, menneskeligt skrig, i en eneste lang tone. Hvor det kom fra, var ikke godt at sige: det kunde ligesaa gjerne være ovenfra som fra skibets indre.

Vi lyttede spændt for at høre, om det skulde gjentage sig – – – – jo, ganske rigtig: der kom det igjen – og endnu en gang – og flere gange, endnu mere skjærende og uhyggeligt end det første. – Men det var ikke længer til at tage feil af: det kom fra kahytten, under vore fødder.

Monk var den første, som besindede sig; han sprang tilbage til nedgangen agterud ved rattet.

Dørene var laaset; men et kraftigt spark fik dem til at fare op. I samme sekund var kappen skjøvet tilside, og han stod allerede halvt nede i trappen, da han hurtig vendte sig, drog revolveren op af lommen og fyldte kammeret med patroner.

Han leverede æsken til os, og vi gjorde ligesaa, mens et nyt skrig, tydeligere end før, 54bragte os til at gyse, og vore fingre til at skjælve, mens de famlede med patronerne.

Endelig havde Monk forvisset sig om, at vi alle var færdige, og han steg ned ad trappen med Holt og mig i hælene paa sig; alle tre med revolveren i høire haand og fingeren paa aftrækkeren.

Vi gik gjennem en liden gang, hvor der hang oljetrøier og sjøklæder, og Monk lagde haanden paa kahytsdøren.

Den gik op, mens skriget for tredie gang fyldte vore øren med skjærende tydelighed – – – – –.

Vi styrtede ind i rummet, det var fuldt oplyst gjennem skylight, men stansede saa pludselig, mens vaabnene sænkedes, og noget, der lignede latter, banede sig vei over Monks læber.

«Aa, fanden! ikke andet!» hørte jeg Holt udbryde med en vis lettelse – jeg var bagerst og kunde intet se af rummet – men det næste øieblik gav forklaringen: midt paa et bord under skylightet med lampen i slingrebøiler sad en stor, sort kat. Den reiste sig paa alle fire og krummede ryg, mens den blinkede venlig til os med sine gule øine; saa hoppede den ned af bordet og begyndte at gnide sig op til vore ben med en velbehagelig maling. Den viste en usminket glæde ved at se os.

55Jeg klappede den, og den begyndte langsomt at gaa bortover mod den anden ende af kahytten. Der var en dør. Jeg fulgte efter og aabnede den. Den førte ind til spisesalonen. Et langt bord med voksdug og faste bænker med rygstød udgjorde møblementet. Paa bordet stod levningerne af et maaltid: smør, brød, en opsprættet boks preservet fløde og kaffekrus, foruden tallerkener og kniver. Katten hoppede op paa bordet og begyndte at spise af fløden.

Vi gik tilbage til kahytten. Den var stor og rummelig og ganske pent udstyret. Paa forreste skud stod en chiffonière fastskruet. Den var aaben og skufferne tømte, men for øvrigt saaes faa eller ingen tegn til uorden eller til, at mennesker i hast havde forladt stedet.

Om styrbord fandtes to døre og om bagbord tre. Vi begyndte at aabne dem. Den agterste om styrbord førte øiensynlig til førerens lugar. Det var et stort, godt rum med en bred seng paa agtervæggen. Mod skibssiden iborde stod en kommode med skuffer – tømte ligesom chiffonièrens.

Det andet rum om styrbord var et badeværelse: men badeindretningen saa ikke ud til at være brugt paa mange aar.

Dørene til de to agterste lugarer paa den anden side (om bagbord) var aabne. De lod 56begge til at være benyttede indtil for nylig. Køierne var opredte, men skufferne ogsaa her tømte. I det agterste lugar fandtes et par gamle klædningsplag for kvindfolk og i det andet en del barnetøi.

Paa et lidet bord i kahytten stod en symaskine med sømmen endnu i – et lommetørklæde, som skulde faldes.

Det forreste lugar om bagbord var aflaaset, og nøglen borttaget. Foreløbig lod vi det være og gik ind i spisekahytten igjen. Der var to lugarer paa hver side, det ene lugar paa bagbord side var øiensynlig stuartens; det var i samme tilstand som lugarerne i kahytten. Det forreste rum om bagbord var sterridsen: kopper, tallerkener, bakker, alt stod i sine hylder i den bedste orden. Noget salt kjød og flesk i et fad og en kaffekjedel i en krog.

Begge lugarer om styrbord – sandsynligvis styrmændenes – var tomme, der fandtes hverken køieklæder eller noget andet.

En forunderlig følelse greb mig og vistnok ogsaa mine kammerater ved synet af de tomme rum. Ingen af os havde mælet et ord, mens vi foretog vor undersøgelse. Katten havde spist sig mæt og fulgte os malende, hvor vi gik.

«Hvad siger du om dette?» spurgte jeg Holt.

57«Dette er Monks affære, ikke min», var svaret; «jeg er ikke skikket til at løse gaader.»

Vi saa paa Monk.

«Naar vi har gaaet skibet gjennem, saa faar vi vel opløsning,» svarede denne. «Hidindtil har vi ikke været forenfor kahytten.»

«Men kan du da ikke slutte noget af hvad du har seet?»

«Det skal jeg sige dig, naar jeg har seet alt; lad os nu gaa forover,» lød orakelsvaret.

«Men skal vi ikke først se at faa op den ene lugardør i kahytten» – jeg nærmede mig døren og gav den et dygtigt spark; men den holdt.

Monk prøvede nøgler fra de øvrige døre; men ingen passede.

«Det er formodentlig et lugar, som har staaet ledigt hele turen, og saa er nøglen kommet bort,» sagde Holt. «Vi kan forresten brække den op siden; men lad os giøre, som Monk siger, og gaa forover nu.»

Vi traadte ud gjennem døren i forkant af hytten. Dækket gjenlød af vore skridt. Skibet var som sagt ballastet – altsaa rummet under tomt henimod forenden og agterenden. Ballasten, der som oftest bestaar af sand eller sten, samles i en haug midtskibs under storlugen; paa denne maade faar skibet de mageligste bevægelser i sjøen.

58Vi passerede storbaaden paa vor vandring forover. Holt lod haanden glide over de surringer, der holdt den fast til dækket: «Den har ikke været løs paa flere maaneder, og – – – de andre baade er ogsaa paa sin plads.»

Vi fulgte retningen af hans blik: agterud mellem en trægalge og hytten laa 2 mindre baade, en gig og en jolle, og oppe paa ruftaget en pram med bunden iveiret.

I agterkant af ruffen var der indrettet to rum: et stort lugar med to køier – vistnok baadsmandens og tømmermandens – og kabyssen. I en liden tilbygning paa agterkant stod en dampkjedel – en saakaldt donkey-kjedel. Saadan bruges paa større seilskibe for at drive spillene for losning og lastning, ankerspillet, pumper o. s. v.

Ved dobbeltlugaren var der en omstændighed, som forekom os i høi grad paafaldende: døren – delt i en øvre og en nedre –stod aaben; men paa den ene side hang i nogle store, bøiede og fortrukne spigere en del bordstubber som om dørene havde været spærret, ved at der var spigret bord over dem, og saa var sprængt indenfra.

Monk gav sig til at undersøge bordene og spigerne, mens Holt og jeg gik ind i lugaret.

59Køierne var forsynet med køieklæder, men forøvrigt var lugaret omtrent tomt: kun et par gamle sjøstøvler, en sydvest og nogle andre slidte klædningsstykker laa henkastede paa dækket –eller dørken, som matroserne kalder gulvet i en kahyt eller ruf.

I donkey-huset og kabyssen var intet merkeligt at se. Komfuren var endnu lunken, mens en pøs med skrællede poteter stod ved siden og ligeledes en balje med salt kjød i vand.

Vi gik tause ud igjen og forover. Indgangen til mandskabets rum i ruffen vendte nemlig forover.

«Der har vi nok en seiler!» Monk pegte udover rækken i læ.

«Ja, det er en liden sneiseiler.» Holt gav sig til at stirre efter det nyopdagede skib, og som det syntes med stigende interesse. Udtrykket i hans ansigt blev underligt.

«Hvor er ‘Fram’?» raabte han. – –– –– ––

Den var intetsteds at se. Vi klatrede op paa ruftaget, og øinene søgte horisonten rundt – men uden at opdage andet end det lille seil i det fjerne.

«Det var det, jeg syntes! Det er jo ‘Fram’, som seiler der, et par kvartmil i læ. Hvad gaar der af Henriksen – – – –?»

60Monk sprang agterud og kom tilbage med en lang kikkert, som vi havde seet hænge i bøiler under kappen.

Den gik rundt mellem os.

«Nu har jeg aldrig seet magen,» sagde endelig Holt og saa fra Monk til mig og fra mig til Monk. «Der seiler ‘Fram’ fra os med vinden agterind og klyveren sprid om bagbord!»

«Kan du se Henriksen derombord?» spurgte Monk og rakte aller kikkerten til Holt.

Han benyttede den vel og længe; endelig tog han den ned og saa paa os med saa hjælpeløs en mine, at jeg ikke kunde lade være at le.

«Ja, du kan nok le, for det er den pudsigste historie, jeg nogensinde har oplevet; men neigu om det er behageligt. ‘Fram’ har sat det store topseil og render fra os saa fort, som hun kan løbe, – og det er ikke saa lidet fort med en pen bris som denne og smult vand.»

Monk gjentog sit spørgsmaal, om han kunde se Henriksen.

«Nei, det er ikke muligt at skjelne andet end seilene og lidt af skroget; det er forresten nok. Solen skinner paa baadens laaring, saa jeg kan se, at den er hvidmalet; men heller ikke andet – den er snart tre kvartmil borte!»

«Henriksen maa være blevet kjed af at ligge bak, og saa lager han sig en liden seiltur, mens 61han venter; vi faar nok snart se ham vende. Da vi gik ned i kahytten, saa jeg ham hale fokken fuld og løbe op paa luv side af skibet. Jeg troede, han vilde seile rundt fartøiet en gang til, mens vi undersøgte det.» – det var jeg, som kom med disse bemerkninger; men de syntes ikke at gjøre større indtryk hverken paa Holt eller Monk.

«Det vilde ligne Henriksen daarligt,» sagde Holt med bestemthed. «Den sidste ordre, han fik, det var jo at holde sig opunder ‘Ocean’, til vi kom ombord igjen eller gav anden besked. Allerede nu har han seilet sig saa langt ned i læ, at det vil tage ham mindst en time at krydse sig her op igjen. – Hvad siger du til dette, Monk?»

«Min forstand staar stille,» var svaret. «At være detektiv tillands, det kan gaa an; men tilsjøs – – – – – nei, det skulde fanden være. – Jeg har ingen anden forklaring, end at Henriksen er bleven gal – – – pludselig bleven rav, ruskende gal!»

Holt rystede paa hovedet og satte sig resigneret paa prammen, som laa med bunden i veiret.

En halv time sikkert blev vi paa ruftaget og fulgte «Fram» med øinene. Da dukkede dens skrog under horisonten, uden at der var forandring at se i dens kurs.

62Holt slog kikkerten sammen, og vi steg ned fra det ophøiede stade.

«Jeg skulde nærmest tro, at det er vi, som er bleven gale!» raabte han og stampede i dækket. «Her gaar vi og vaser ombord i en skute uden besætning, men i fuld stand fra fløiknappen til kjølsvinet, midt ude paa det aabne hav, og saa seiler kutteren fra os, som om den onde var i hælene paa den – – –eller drømmer vi kanske?»

«Alting faar en opløsning her i verden» – Monk begyndte atter at gaa forover paa dækket, «og ‘det gir sig vel i enden’, som rebslageren sagde.»

Under den beroligende virkning af disse filosofiske ord begyndte vi atter paa vore undersøgelser, og begav os til forkant af ruffen.

Denne var delt i to rum med to indgangsdøre forenifra. Et rum for styrbordsvagten og et for bagbords.

Det om bagbord var tomt; der fandtes hverken kister eller køieklæder.

I styrbords fandtes køieklæder og kister, men kisterne var tomme med undlagelse af nogle gamle klædningsstykker her og der.

Ved døren til det bagbords rum fandtes bordstubber og frabrukne spiger ligesom ved lugaret paa agterkant af ruffen.

63Ved spillet forud var en liden luge; der førte en trappe ned til baadsmandens rum. Lugen var lagt over. Vi tog den af og steg ned.

Gammelt og nyt tangværk, vareblokker, taljer, hager o. l. fyldte rummet, men intet andet! Det adskiltes i agterkant ved et træskod fra lasterummet.

Vi steg atter op paa dæk. De øvrige luger var skalkede.

«Kan vi ikke seile efter ‘Fram’?» spurgte jeg Holt.

«Ja, det var min første tanke,» svarede han; «men jeg ventede jo hvert øieblik at se kutteren dreie til vinden og krydse sig op igjen, og desuden fandt jeg det bedst, at vi undersøgte skibet, før vi foretog os noget. Nu er det for sent. Lad os peile pumperne og saa holde krigsraad.»

Som sagt saa gjort. I tømmermandens lugar fandtes peilstokken og kridt. – Der var kun nogle faa tommer vand i skibet, netop saa meget som pumperne ikke kunde tage. Det var altsaa tæt.

«Før vi braser fuldt og sætter kurs, maa vi se efter, at rorgreierne er i orden,» sagde Holt. «Jeg syntes, det slog mistænkeligt, da vi gik ombord; men saa glemte jeg at se nøiere efter, da det katteskriget kom.»

64Holt gik agterover, mens Monk paany gav sig til at undersøge rufdørene, de tømte kister og køier. –Jeg gik et par vevlinger op i vantet for at se efter «Fram»: den forsvandt som en hvid prik i horisonten.

«Ganske rigtig, der var noget galt fat med rorgreierne» – Holt kom igjen forover. «Jernaaget paa rorstammen er taget af og ikke til at finde: fartøiet kan ikke styres med det, som nu er.»

«Naa, der har vi altsaa forklaringen paa, at menneskene har forladt skibet!»

Holt rystede paa hovedet. «Nei, den skade var ikke vanskelig at reparere; her er jo smidie i donkeyhuset og alslags værktøi. Et mandskab forlader ikke sit skib for saa lidet – i saadant farvand og lint veir, naar skibet er i orden for øvrigt. Desuden ser jernaaget med rorpinden ud til at være fjernet med hensigt og af menneskehaand; men det findes hverken paa dækket eIler i smidien.»

Jeg saa paa Monks ansigt, mens han opmerksomt lyttede til Holts ord – «dette bliver alligevel noget for dig at finde opløsning paa,» udbrød jeg; «naar du ser saadan ud, ved jeg, at du allerede har gjort dig op en mening.»

«Jeg er ikke sjømand nok til at greie dette;» Monk vendte sig til Holt, – «tror du, 65at skibet har havt flere baade end dem, vi ser her?»

«Nei! det er jeg sikker paa. Tre baade og en pram er rundeligt for saadant fartøi som dette; og havde det havt flere, saa havde vi kunnet se pladsen efter dem – surringer og sligt.»

«Mandskabet har forladt skibet i morges; komfuren i kabyssen var endnu lunken, da vi kom, og mange andre omstændigheder tyder ogsaa herpaa,» fortsatte Monk. «Et andet skib maa have taget dem op med sin egen baad, ikke sandt?»

«Jo, det er den eneste forklaring, men hvorfor – hvorfor forlader de skibet, og hvorfor prøver ikke det andet skib paa at bjerge dette – det er dog værdt sine 50-60 tusind kroner?»

Holts øine vandrede fra Monk til mig, som om han ventede svar paa sit spørgsmaal; men ingen af os havde noget at svare.

Monk stirrede ret ud for sig og mumlede: «Noget har skræmt besætningen til at forlade skibet, og noget har skræmt Henriksen væk fra «Fram» – – – – – – men hvad?»

Jeg forblev taus og Holt ligesaa.

Holt saa paa sit ur og derpaa horisonten rundt og paa himmelen. Klokken var lidt over 6, og solen nærmede sig den vestlige havrand.

66Vinden var stilnet næsten helt af, og i nord taarnede der sig nogle skyer op.

Holt gik op i riggen, helt op til bramsalingen med kikkerten i en snor over skulderen. Der oppe blev han en 5 minutters tid, saa kom han ned igjen.

«’Fram’«’Fram’] rettet fra: «Fram’ (trykkfeil) er borte,» sagde han, og jeg ser ikke et seil horisonten rundt. Derimod ser jeg noget blaat i øst – det er vistnok Spaniens fjelde. Vi er ikke mere end en 70-80 kvartmil af land. Paa to steder ser jeg røg i den retning. Det er dampskibsrøg; men de passerer udenfor vor synskreds. Vi er netop udenfor alle ruter.»

«Hvad skal vi gjøre?» spurgte Monk. «Du faar tage kommandoen, Holt!»

«Ja, noget maa der gjøres, imorgen faar vi se at faa repareret rorgreierne, iaften kan vi ikke foretage os andet end at bjerge bramseilene og lade hende ligge bak, som hun ligger. Jeg tror, vi faar tordenveir og kanske vind til natten; men naar først bramseilene er bjerget, har vi intet at frygte. Kommer der en byge, saa kan vi lade mersseilene løbe; forresten varer en kuling ikke længe paa denne aarstid – i dette farvand.»

Hverken Monk eller jeg havde været tilveirs paa et stort fartøi, siden vi som gutter gjæstede skibene paa havnen; men vi fulgte dog Holt 67tilveirs og hjalp ham saa godt, vi kunde, med at beslaa bramseilene.

Vi var begge øvede turnere og med gode kræfter, saa jeg tror, vi gjorde vore sager ganske godt – ialfald sagde Holt saa.

Sikkert er det, at vi lagde godviljen til, og da vi først havde været paa den ene top og saa paa den anden, kastede vi os begge ned paa dækket og pustede som hvaler.

«Jeg havde aldrig troet, at jeg skulde begynde, eller kanske ende, som dæksgut i 38 aars alderen –» stønnede Monk, saasnart han fik sit veir igien.

«Gudskelov,» svarede jeg, «at Holt tager sig af kjøkkenvæsenet – – – – – –.»

Mens Monk og jeg hvilede ud, havde Holt fyret paa kabyssen, sat over poteter og kaffe og rodet frem smør og brød i steridsen.

Mørket var allerede indtraadt, – det kommer og gaar hurtig paa de lavere bredder. Det var et gemytligt syn at se den værdige sjøofficer sysle i kabyssen, blæse til varmen paa komfuren, bære ind kul og vand – alt med urokkeligt alvor og stor behændighed, som om han aldrig havde baaret de skinnende epauletter, men arbeidet hele sit liv som kok.

Monk og jeg sad paa storlugen og saa med beundring paa ham, som han færdedes derinde 68i det mørke hul, mens ilden kastede sit røde skjær paa hans godmodige ansigt med den store næse og de smaa, lyse, venlige øine, det var ikke skik ombord i «Fram» at lægge videre bret paa toilettet, og alle tre var vi klædt som vi stod og gik, da vi kom derfra; det vil sige: lærredsbenklæder, flonelsskjorte og seildugssko.

Ikke desto mindre føltes det varmt; luften var lummer, uagtet solen var borte.

Da Holt med øvet haand havde svunget den svære gryde med poteter over ilden, pustede han tungt og skyndte sig ud paa dæk for at rette sin lange krop og tørre sveden af panden.

«Hvad, sidder I der, I dovenkroppe, mens jeg arbeider i mit ansigts sved! Det er ikke hviletid endnu. Hal ned alle stagseilene undtagen stængestagseilet forud, mens jeg faar aftensmaden istand. Se der!» han pegte paa nogle fjerne lynglimt i nord «om en times tid eller saa har vi et tordenveir over os, og der følger altid vind med. Da er det godt at have stagseilene af hende.»

Vi gjorde som befalet. Alle stagseil blev bjerget med undtagelse af det forreste. Desuden blev ogsaa et andet arbeide udført ved fælles hjælp: Da roret ingen støtte havde af rorpinde og taljer, var Holt ræd for, at det skulde slaa sig istykker, om det blev nogen sjø. Derfor 69samlede vi sammen nogle svære plankeender, som fandtes paa dækket, og drev dem ned mellem rorstammen og rorhullets sider, saa at stammen kiledes fast.

Endelig heisede vi to lanterner, en for og en agter, for ikke at blive overseilet, og saa var vore forberedelser gjort for natten.

Skyerne i nord taarnede sig op, høiere og høiere, mens lynene furede dem paa kryds og tvers. Dog var uveiret endnu saa langt borte, at tordenen ikke hørtes. Havet laa som en sort, oljet masse, hvori nu og da en stor fisk trak en lysende stribe af morild. Dønningen var fremdeles svag, saa skibet næsten ikke bevægede sig.

Vi gik alle ned i kahytten for at spise.

Holt havde lavet en udmerket labskaus, og den skyllede vi ned med forsvarlige slurker genever og vand. En flaske genever havde vi nemlig fundet langt inde paa bunden af et skab. Forøvrigt kunde vi ikke opdage andre drikkevarer ombord end vand – og det var just ikke af bedste sort.

«Det er merkeligt», sagde Holt dybsindig. «Dette er jo et forunderligt skib idetheletaget, men at her ikke skal findes en flaske vin, øl eller brændevin ombord uden denne ene – det er rart: forresten er her fuldt op af provisioner.»

70«Hvad siger du forøvrigt om situationen?» Monk havde skuffet labskaus i sig en lang stund uden at snakke.

«Situationen er flau den: andet har jeg ikke at sige. Folk vil le af os, naar vi kommer hjem igjen.»

«Men naar kommer vi hjem?»

«Det kan jeg ikke sige; men det skulde da gaa til med fandens kunster, om vi skulde behøve at være længe herombord. Imorgen maa vi kunne reparere roret, saa at vi kan sætte kurs for land. Og ihvertfald maa her jo passere et skib en af de første dage. Om vi ikke netop er i en af de store ruter, saa er vi dog i de mere befærdede strøg af havet og i det høieste en 80–90 kvartmil af land.»

– –– –– – Et voldsomt tordenbrag rystede skibet, og lynet fyldte hele kahytten med sit lys trods lamperne.

«Hallo! Der har vi bygen. Vi faar op paa dæk og være klar til at lade mersseilene løbe!»

Vi var allerede borte ved døren, der førte til dækstrappen – –– –– –– –

«Stop lidt»! raabte jeg. «Der«Der] rettet fra: Der er nogen inde i lugaret om bagbord! – –– ––»

En sagte jamrende lyd trængte ud fra rummet. – Som jeg før fortalte, var døren laaset, 71og vi havde ikke senere tenkt paa at undersøge det.

«Er her flere katter ombord?» – – – – Jeg vil ikke negte for, at jeg følte en vis lettelse ved denne Holts bemerkning, og tager jeg ikke feil, saa var min kammerat ogsaa tilfreds ved ialfald foreløbig at kunne forklare sig lyden paa denne maade. Vi havde seet saapas underligt den dag, at vore nerver – selv Holts, og de tror jeg, er af bedste sort hamp – var noget irriterede.

«Jeg springer op paa dæk,» fortsatte Holt hurtig, «for at se, om noget maa gjøres der. Spræng Dere imidlertid døren og faa udyret ud.»

Han styrtede op ad trappen til dæk, mens Monk og jeg temmelig langsomt nærmede os lugaret.

«Hører du noget derinde?» – jeg havde lagt øret til døren.

«Jeg synes, jeg hører noget puste; men det er pokker ikke noget dyr.»

Monk famlede først i lommen; – jeg har en mistanke om, at det var revolveren, han søgte. – Saa støttede han skulderen mod døren og trykkede til. Men, nei, den holdt baade for hans og mine forenede anstrengelser.

Imidlertid viste Holt sig igjen i kahytten: End nu er det damstille,» sagde han. «Vi hører 72nok, naar vinden kommer. Kan Dere ikke faa døren op? Vent lidt! af veien der!»

Han lagde sin brede ryg op til døren, stemmede de lange ben mod bordet, som stod fastskruet i kahytsgulvet, og med et brag styrtede baade han og døren ind i lugaret.

Han krøb ud igjen af det mørke ruin og gned sine forstødte lemmer. Men ud af lugaret trængte svage skrig af en jamrende og bedende stemme – en menneskelig stemme.

Jeg tog en lampe ud af slingrebøilen og holdt den ind i rummet, mens Monk drog den sønderbrudte dør ud i kahytten.

Det syn, som mødte os, var det, vi mindst havde ventet: Derinde saaes en standkøie paa skibssiden iborde. Gardinet var trukket tilside. Midt i køien sad en kvinde – en ung, vakker pige. Det hvide linned var aabent i halsen og gledet ned over skulderen, det sorte haar faldt i store masser ned over brystet og skjulte delvis ansigtet. Hun støttede sig med den ene haand for at sidde opreist, med den anden skjærmede hun for øinene, da lysskinnet fra lampen trængte ind. Hun fjernede den et øieblik og stirrede rædselslagen paa os, mens læberne mumlede uforstaaelige ord af sagte jamren.

73Vi stod en stund som forstenede ved dette syn; men saa drog vi os sagtelig ud i kahytten, mens den ene saa paa den anden.

«Virgen santisima! – – – – misericordia – – – – –»

«Hun taler spansk!» udbrød Holt og jeg paa en gang.

«Hvis Dere forstaar, hvad hun siger, saa tal til hende.» Monk var den første, som besindede sig.

Jeg famlede efter nogle spanske ord; men til min store forbauselse traadte Holt hurtig hen til døren og forsikrede paa det mest flydende spansk, at hun intet havde at frygte. Hans stemme var saa blød som en mors, der taler til sit barn. Saa tændte han en liden lampe med mat glas paa lugarvæggen, mens han fortsatte med sine beroligende ord.

Endelig syntes pigen at blive roligere.

«Hvor er jeg?» mumlede hun.

«De er paa skibet ‘Ocean’ – og blant venner,» var Holts svar, «De har intet at frygte – – – –»

«Men De er ikke kapteinen! Hvor er den venlige don Antonio og donna Severina? – –– – de var saa gode mod mig og pleiede mig, da jeg var syg – – –»

74«Jeg ved ikke, hvem De taler om, frøken; vi kom ombord paa dette forladte skib idag, og – ––»

Hun syntes ikke at høre paa, hvad Holt sagde, men mumlede: «Er min fader og de andre mænd endnu her ombord?»

«Nei, her er ingen uden os.»

Hun sukkede, men det var ligesom et lettelsens suk, og sank saa tilbage paa puden med haanden for øinene. Men snart reiste hun sig atter op, saa paa Holt med øine, som syntes at ville granske hans inderste sjæl, og spurgte med svag stemme:

«De vil være venlig mod mig, sagde De, – og De ser god ud – vil De sætte mig iland hos mine venner i – – – –;» men saa syntes hun atter at betænke sig: «Hvor er don Antonio og donna Severina? og er det sandt, som De siger, at min fader og hans mænd ikke længere er ombord?»

«Her er ingen ombord uden os tre,» gjentog Holt. «Men De kan være tryg; vi skal beskytte Dem, og om nogle dage skal vi overgive Dem i Deres venners varetægt.»

«Men jeg forstaar ikke– –– –» den unge pige lagde sig atter ned paa puden og syntes at grunde over noget.

«Har De været syg, frøken?»

75«Ja, ja, meget syg, lige siden vi kom her ombord: men jeg forstaar ikke, hvor de er blevne af – – – – –.»

Oppe fra dækket trængte pludselig ned til os en sukkende, pibende lyd og raslen i taugværk og seil, mens skibet begyndte at krænge over mod bagbord.

«Der er ingen fare paafærde, frøken, vi skal være hos Dem om et øieblik.» Holt lukkede varsomt lugardøren, og alle tre styrtede vi op paa dækket.

En tordenbyge gik over os, lyn paa lyn og knald paa knald, som om alle Napoleons feltbatterier blev fyret af over vore hoveder, mens vinden peb gjennem riggen og kastede skibet haardt over i læ.

Vi lossede begge mersefaldene og halede gaardingerne for, saa godt vi formaaede. Men det var vanskeligt at faa rærne ned, vinden i seilene holdt dem oppe. Endelig gav bygen sig noget, fartøiet rettede paa sig, og vi fik rærne ned og gaardingerne halt for. Vinden var kommet saa pludselig, at sjøen ikke havde faaet tid til at «gro op» – som sjømanden siger, og fartøiet laa saa støt som en kirke.

Det var forresten kun en sommerbyge, og da regnet begyndte at falde, stilnede vinden af, 76og tordenveiret fortsatte sin vei sydover og østover.

«Lad os ikke bli gjennemvaade til ingen nytte,» sagde Holt. «Vi kan ligesaa godt gaa ned og se til vort nye reiseselskab; hun er maaske ræd for at være alene under denne helvedes tordenlarm, som her har været.»

«Ja,» svarede Monk, da vi famlede os agterover, snublende over lugekarmer og taugkveiler; ti det var mørkt som i en sæk, og regnen strømmede ned i stride, lodrette straaler, «noget bedre kan vi ikke gjøre. Den unge dame maa kunne give os en forklaring paa mysteriet ved dette skib. Hvad var det, hun sagde?»

Holt gjentog ord for ord hvad den unge pige havde sagt: «Var det ikke saa, Fredrik? Sagde hun mere, end hvad jeg har fortalt?»

«Nei, slet ikke mere: jeg syntes, hun bare mumlede om sin fader, donna Severina og don Antonio, eller hvad de nu hed – de helgener, hun omtalte.»

«Jeg kan desværre ikke spansk,» bemerkede Monk; «men jeg haaber, at Dere, som er dette sprog mægtig, snarest mulig faar ud af den unge dame, hvad hun har at gjøre herombord, og hvorfor her ikke er andre rette vedkommende tilstede.»

77Vor nyopdagede medpassager stirrede paa os med opspilede øine, da vi atter nærmede os lugardøren, og hun talte hurtig og afbrudt. Hendes kinder var røde som i feber, og sætningerne uden sammenhæng.

Da Holt traadte hen foran køien, greb hun hans haand, lagde den til sin kind og bad ham beskytte hende – mod hvem eller for hvad, kunde vi ikke faa greie paa.

Hun syntes ikke at bemerke min eller Monks nærværelse.

«Hun har feber og taler i vildelse; hvad kan vi gjøre for hende?»

«Vistnok forstaar jeg ikke spansk,» sagde Monk med et lunt smil, «men saa meget forstaar jeg, at ‘aqua’ betyder vand; det har hun nu mumlet flere gange, uden at ridderen Holt har rørt en finger i den anledning.» Han holdt et glas vand til den syges læber, og hun drak med begjærlighed.

«Havde det bare været et mandfolk, mumlede Holt raadvild, «saa vidste jeg nok, hvad jeg skulde gjøre. –»

«Sludder, hvad er det, du vaaser om! Enten det er et mandfolk eller et kvindfolk, saa faar vi se at gjøre, hvad vi kan for hende. Naa! hvad var det, du vilde gjøre?»

«Jeg mener, at vi maa faa hende ud af 78dette kvalme lugar saa fort som muligt, her er jo som i en bagerovn. Vi maa faa hende ud i kahytten; der er bedre.»

Holt syntes at have taget en beslutning, for pludselig trak han køiegardinerne helt tilside, viklede tæppet om den unge skikkelse, og løftede hende op som en stor dukke paa sine lange senefulde arme. Den syge gjorde ingen modstand; men saa den hele tid tillidsfuldt paa ham, som bar hende.

Hun blev forsigtig lagt paa den store sofa ved bordet midt i kahytten, skylightet og ventilerne aabnede, og den svale natteluft trængte ind med forfriskende kjølighed. Den syge trak veiret med øiensynlig lettelse.

Fra skipperens lugar hentede jeg en liden kiste, som vi havde aabnet under vor første undersøgelse af kahytter og lugarer.Det var skibets medicinkiste. Dog det, jeg søgte efter, fandtes ikke – kininæsken var tom.

«Hvad leder du efter?» raabte Holt. «Kinin–! det har vi selv med. Jeg tog jo ‘Frams’ apothek med.»

Han styrtede op paa dækket og kom tilbage med den lille kasse.

Den syge kastede sig frem og tilbage paa sofaen i vildelse. Feberen syntes at tiltage, og nu og da maatte vi bruge magt for at holde 79hende paa leiet. Vi gav hende en forsvarlig dosis kinin og et haandklæde dyppet i vand om panden; men det varede længe, før hun blev roligere.

«Vi faar sætte vagt,» sagde jeg endelig; ti dagen havde været rig paa hegivenheder, og jeg følte mig temmelig træt og søvnig. «To af os faar sove ude i den forreste kahyt og den tredie holde vagt over den syge.»

«Jeg gaar op paa dæk en tur for at se, om alting er i orden,» svarede Holt; «naar jeg kommer ned igjen, skal jeg tage første tørn, saa kan Dere sove. Jeg er ikke søvnig endnu.»

Monk blev igjen i kahytten; men Holt og jeg gik op paa dækket.

Det var en vidunderlig deilig nat – temmelig mørk, men millioner af stjerner tindrede og gav tilstrækkelig lys til at man skimtede skibets nøgne master og rær. Kun de underste mersseil var tilsatte.

Tordenveiret var drevet ned i horisonten i øst, og en frisk kjølig vind blæste stadig fra nordøst.

Sjøen var smul, og kun den svage dønning lod skibet sagte bevæge sig, saa mastetoppene beskrev smaa buer mellem stjernerne.

Under bygen havde vinden dreiet sig helt rundt, men heldigvis uden at springe, saa at vi 80fremdeles laa smukt tildreiet for styrbords halser med baugen pegende omtrent nordvestover og store mersseil bak.

Skibet gjorde ingen fart forover, men drev langsomt ned i læ – altsaa sydover.

Vi halte ud stormmesanen for at ligge bedre til vinden og saa efter, at alle ender var fastgjorte og opkveilede – Holt taalte ingen uorden ombord, selv under vore usædvanlige forholde.

Lanternen, som vi havde halt op under fokkestaget, brændte klart og kastede et blafrende lysskjær ned paa fordækket.

Vi gik forover langs læ række for at kveile op nogle taugender paa naglebænken ved fokkevantet.

Mit blik faldt paa den lille luge ved ankerspillet, den som førte ned til kabelgattet. Det forekom mig, at den stod halvt aaben.

«Det er bedst, at vi faar den over,» tænkte jeg, «at ingen skal falde ned i mørket» – jeg holdt paa med at gjøre op en smekker ende for at hænge den over naglerne.

Jeg fuldførte mit arbeide og gik forover for at lægge lugen over, men – – – den var lukket!

Lanternen over mit hoved svingede frem og tilbage og kastede snart lys, snart skygge over stedet.

81«Det er lyset, som har skuffet mig.» tænkte jeg, og dog – jeg skulde gjerne have aflagt ed paa, at lugen for et halvt minut siden stod aaben – – – –

Holt kom frem ved rufkanten om styrbord; han havde kveilet op taugenderne paa sin side.

«Kan du huske, om vi lagde denne luge over,» spurgte jeg hviskende, «dengang vi havde været nede og undersøgt kabelgattet?»

«Nei, saavidt jeg husker, la vi den ikke over. Det var saa varmt dernede, at jeg lod den staa aaben.»

«Men nu ligger den over.»

«Da maa vi alligevel have lukket den, jeg husker ikke saa nøie.»

«Men om jeg nu saa lugen halvaaben for et par minutter siden og senere ikke har rørt den?»

«Du vil da ikke fortælle mig, at der er endnu mere underligt i dette skib! jeg synes, vi har havt nok af det hidtil.» Han løftede forsigtig lugen af, og vi stirrede begge ned i det mørke hul.

«Se! se der! ser du lysskjæret der paa taugrullen – og hør!» En svag skrabende lyd hørtes virkelig; men saa blev det stille.

«Ja, jeg synes ogsaa, jeg saa et svagt lysskjær; men det maa have været fra lanternen over os.»

82«Men lyden?»

«Det er vel rotter eller katten.»

Vi stirrede ned i mørket og lyttede endnu en stund uden at røre os, men til ingen nytte.

«Jeg liker mig ikke herombord», sagde jeg: «dette er et forbandet skib.»

«Jeg skulde ogsaa ønske mig vel fra det,» svarede Holt eftertænksomt; «men det underligste er det med ‘Frams’ forsvinden. Hvordan kan det hænge sammen?»

«Jeg ved ikke; det gaar rundt for mig, bare jeg tænker paa det.»

Vi firede lanternen ned fra staget, fæstede den til en line og lod den synke ned gjennem lugen.

Lyset faldt paa taugrullerne, dyngen af gammelt seildug og alle de hundrede ting i et kabelgat; men noget nyt var ikke at se, og ikke en lyd hørtes.

Vi steg ned i rummet og undersøgte det, men med samme resultat.

«Tal ikke til Monk om dette nu i nat, sagde jeg. Hvis du det gjør, saa giver han sig ikke, før han paany har undersøgt hele skibet tomme for tomme og det straks. Jeg kjender ham. Uagtet han synes at tage det saa roligt, saa arbeider hans hjerne uophørlig med at løse det mysterium, vi er kommet op i. Men 83denne gang var det vistnok mine nerver, som spillede mig et puds.»

Vi halte atter lanternen op under staget og gik agterover.

«Der har vi en dampbaad!» raabte Holt og pegte udover hakkebrettet.

Ganske rigtig; det var toplanternen og den røde bagbords lanterne paa en damper, som dukkede frem af mørket for at passere os til luvart. I en hast fik vi gjort istand et blus af en drevdot med parafin paa, tændte den og svingede den paa en kjettingkrog; men damperen, der passerede saa omtrent en kvartmil af, syntes intet at se.

«Der laa nogle raketter og fyrværkerisager i kapteinens lugar; spring ned og hent dem op, mens jeg driver paa med blussingen.» Holt svingede blusset med fornyet iver, mens jeg hentede sagerne.

Endelig fik vi fyr i et blaalys, og det oplyste med sit spøgelsesagtige skin skibet og den nærmeste del af havet; men dampskibet ændrede ikke en streg i kursen.

Vi tændte alt, som lod sig tænde, af de gamle fyrværkerisager; men den røde lanterne forsvandt, derefter den blanke toplanterne, saa agterlanternen og endelig lysene i damperens kahyt. – Den tog ingen notis af os. Raketterne 84manglede svans, saa vi kunde ikke faa dem op i en fart.

«Er det ikke underligt, at et dampskib ikke stopper for saadanne signaler? – at brænde af et blaalys er jo det samme som at bede om hjælp, er det ikke saa i signalsproget?» – spurgte jeg.

«Jo vist er det saa,» svarede Holt, «men han kan ikke falde paa, at vi skal være i fare eller trænge hjælp her i det deiligste farvand og det smukkeste veir. Han tror antagelig, at vi bare morer os med at sætte op lidt fyrværkeri. Skibe har altid lidt fyrværkeri med, og naar det blir for gammelt ombord, saa brænder de det af ved en passende anledning.»

«Men han kunde da ialfald have gaaet op under os for at spørge!»

«Du kjender ikke ‘steam’-baadsskikken. Den største synd, en dampskibsfører kan begaa, det er at gjøre noget unødvendigt ophold eller styre ud af sin kurs og derved forsinke skibet, selv om det bare er en halv time. Man har endog exempler paa, at dampbaade – især engelske – har seilet klods forbi mennesker i havsnød uden at stoppe – bare for ikke at miste tid – saa det er ikke at undres paa, om denne ikke stopper.»

«Vi kan jo heller ikke siges at være i nogen fare,» bemærkede jeg.

85«Nei, det er sikkert,» lo Holt, «og det skulde være forunderligt, om ikke tre voksne mandfolk skulde kunne faa ‘Ocean’ sikkert tilankers i en eller anden havn. Ialfald maa vi imorgen kunne faa ud en af baadene og forlade skibet, om vi saa ønsker – –– – – Jeg er bare ræd for, at vi ikke skal kunne pleie den unge pige godt nok – og derfor skulde jeg ønske, vi kunde faa tag i en dampbaad.»

Da vi kom ned i kahytten, sad Monk i dybe tanker, mens vor patient fremdeles kastede sig frem og tilbage paa leiet med vidtaabne øine og i feberfantasier.

Holt var ikke søvnig, sagde han. Han tog derfor førstevagten, og Monk og jeg tørnede ind i styrmandslugarerne i forkahytten.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.