Femte kapitel: Skibsarbeider

Det var høilys dag, da jeg vaagnede, ved at Holt ruskede i mig: «Hys! gjør ikke nogen larm, og gaa ikke gjennem agterkahytten. Hun er netop nu sovnet, og jeg tror, hun er kvit feberen.»

86«Hvem hun!?» Jeg kunde endnu ikke greie situationen rigtig. «Hvor mange er klokken? skal jeg tage vagten?»

«Klokken er syv,» svarede Holt og smilte lidt forlegen. «Jeg var ikke søvnig, og saa lod jeg Dere ligegodt sove. Men kom nu ud paa dæk, vi maa se til at faa rorgreierne iorden.»

Baade Monk og jeg var først lidt skamfulde over at have sovet saalænge, men Monk trøstede sig selv og mig med, at Holt allerede var skinsyg som en tyrk og ikke vilde tillade nogen af os andre at stelle med den syge dame.

Toilettet var hurtig gjort; først i paradisisk nøgenhed ud paa dækket, hvor Holt ventede os med nogle pøser vand, saa benklæder, skjorte og seildugssko paa, og dermed var den sag expederet.

Holt havde fyret paa kabyssen, og en kop kaffe, sort og tyk som tjære, samt biskøiter og smør udgjorde vor frokost.

Det var en deilig dag. Sydens mørkeblaa himmel hvælvede sig skyløs over os. Solen skinnede varmt; men en frisk vind fra nordøst viftede kjølende om vore kinder, og bølgerne dansede lystigen langs skibets sider. Vi laa fremdeles bak med kun de nedre mersseil og stormmesanen til og drev langsomt nedover i læ.

87Oppe til luvart saaes bramseilene og mersseilene af to skibe, men de styrede ikke mod os, og ud paa dagen dukkede de atter ned under horisonten. Langt nede i læ saaes røgen af en dampbaad. Den passerede saa langt af, at vi ikke engang fik skroget at se.

Holt fortalte, at den unge pige havde raset værre og værre lige til ud paa morgensiden. Da blev hun roligere, og nu sov hun trygt som et barn.

«Hun kaldte mig flere gange don Antonio,» tilføiede han, «og bønfaldt mig om at beskytte sig. Men forøvrigt forstod jeg lidet af, hvad hun sagde.»

«Du taler forresten spansk som en indfødt. Hvordan har du lært det?» spurgte jeg.

«Som ganske ung officer var jeg saa uheldig at brække benet ombord paa ‘Nornen’. Det var omtrent paa disse høider. Da bruddet var temmelig ondartet og vanskeligt at helbrede ombord, løb vi ind til Cadiz, hvor jeg blev bragt iland. Vor konsul – dengang en spansk bankier – var saa venlig at modtage mig i sit hus, hvor jeg laa et par maaneder. Hans damer pleiede mig og lærte mig at tale spansk lettere end nogen skolemester kunde have gjort. Senere har jeg stadig opfrisket mine kundskaber – det er det vakreste sprog i verden og dertil let at 88lære; især, hvis man har læst latin –. Som du husker, terpede vi latinen ganske ordentlig paa Nissens skole i Rosenkrantsgaden.»

Monk gav sig neppe tid til at sluge kaffeen, saa begyndte han at snuse omkring i hele skibet. Især var lugarerne og ruffen gjenstand for hans undersøgelser.

Holt og jeg saa paa hinanden og smilte: «Det var jo ham, som havde lagt detektiven paa hylden, var det ikke saa – – –? Naa, Monk! har du opdaget noget? kan du gi os en forklaring paa, hvorfor vi er herombord?»

«Dette er til at ærgre sig grøn over,» var svaret. «Jeg kan pokker ikke forklare nogenting!»

Monk satte saa ærgerligt et ansigt op, at Holt og jeg brast i latter.

«Jeg kan ialfald intet forklare, saalænge jeg ikke faar lov at undersøge kahytterne og lugarerne nok en gang. Men Holt vogter som en Cerberus over donnaen derinde.»

«Gaa ind, saameget du lyster,» var det hurtige svar; «men gaa forsigtig, og væk hende ikke. Jeg har ikke mere med at vogte over hende, end du har.» – Denne gang var det Monks og min tur til at se paa hinanden og smile.

Monk aabnede sagtelig døren til kahytten 89og vi fulgte ham paa tæerne og med tilbageholdt aandedræt.

Intet kunde være skjønnere end det syn, som der mødte os, og nogen hver kunde føle sig fristet til at spille Cerberus over en saadan skat: Den unge pige laa paa sofaen midt i kahytten og i dyb søvn. Holt havde kastet over hende flere lag af et stort moskito-net, som vi havde fundet i et af lugarerne.

Det indhyllede hende i sine bløde folder fra hals til taa; men skjulte paa ingen maade de henrivende former. Ansigtet havde den gjennemsigtige, blege hudfarve, som saa ofte forekommer hos sydboerne, men som intet sygeligt har ved sig. De lange sorte øienhaar faldt ned over kinderne. Ansigtet var regelmæssig skjønt og som et barns, der netop er udviklet til jomfru.

Den ene bøiede arm havde hun lagt under hovedet, hvor den halvt skjultes af de sorte lokker, som i største overflod bølgede ud over det hvide stof, der omhyllede hende. Den anden laa med udspilede fingre over brystet, som sagtelig hævedes og sænkedes under de regelmæssige aandedrag.

Holt trak gardinet for skylightet, da solens straaler begyndte at trænge ind, og lagde nettet bedre op om hendes hals, mens Monk atter 90foretog en grundig undersøgelse af rummet og de tilstødende lugarer.

Saa trak vi os ud igjen af kahytten ligesaa sagte, som vi var komne.

Holt gik i taushed op paa hytten og kastede et ransagende blik rundt hele horisonten.

«Er der udsigt til, at noget skib kommer i vor nærhed?» spurgte Monk.

«Nei, ikke for det første ialfald. De seilere, som er isigte, er for langt borte til, at noget signal fra os kan naa dem, og heller ikke vil deres kurs bringe dem nærmere.»

«Men hvad skal vi da gjøre? Situationen synes mig at blive temmelig latterlig.»

«Vi faar se til at faa styregreierne i orden og sætte kurs for kysten.»

«Tror du, at vi magter at gjøre roret istand?» spurgte jeg.

«Det skal være gjort paa et par timer– saadan at det er til at bruge i magsveir,» var Holts svar. «Men værre bliver det for os tre at heise de øvre mersseil, vi bliver nødt til at slaa talje paa faldene; uden de seil faar vi neppe styrefart paa hende.»

«Ved du, hvor vi er?» spurgte Monk.

«Nogen observation har jeg ikke havt her ombord; men da vi kom ombord igaar, var vi omtrent 90 kvartmil misvisende vest af Kap St. 91Vincent. Siden den tid har vi stadig drevet sydvestover for vinden. Og da strømmen her sætter i østlig retning, saa antager jeg, at vi nu snart er midt i den tragt, som dannes af Spaniens og Afrikas kyster, og som snevrer sig sammen mod Gibraltarstrædet. Faar vi bare roret iorden og seil tilsat, saa skal vi nok finde en kyst og en ankerplads. Jeg har afsat den omtrentlige plads paa kartet, som ligger der.»

«Jeg skal sige Dere en maade at faa mersseilene heist!» raabte jeg. «Mens Dere gaar igang med at reparere roret, fyrer jeg op paa donkey-kjedlen; jeg tænker, dampwinchen nok skal heise seilene for os.»

«Det er udmerket! det havde jeg ikke tænkt paa.» Holt blev saa glad, at han begyndte at ryste min haand. «Men er du sikker paa, at du kan greie opfyringen og alt det?»

«Ja, vær du rolig; jeg er jo mekaniker af fag; og engang tog jeg endog hyre som fyrbøder for at komme fra Valparaiso til Montevideo. Det var dengang, det var daarligt med mig, og jeg likte det ikke; men nu ser det ud til, at det dog var godt for noget!»

Vi gik lystig igang med arbeidet; Holt og Monk med roret, og jeg med donkeyen. Til min overraskelse opdagede jeg snart, at det 92nylig havde været fyr paa kjedlen, at den var fuld af vand, og at winchen ved storlugen var smurt og iorden.

Det gik derfor glat med opfyringen, og da manometeret et par timer efter viste et tryk paa 60 pund, lod jeg fyrdøren staa aaben og ruslede agterover for at se paa arbeidet der.

Monk og Holt havde hugget den øverste del af rorkoppen flad paa bægge sider. Langs de plane flader surredes saa to svære træspager, som igjen blev forbundne ved tværstykker. Vi sparede ikke paa line til surringerne; men da de maatte paalægges med stor kraft og i mange parter, var arbeidet temmelig langvarigt.

Efterat det paa den maade var dannet en rorpind, blev ratlinen – en kjetting – fæstet, lagt i tørn om ratstammen, og styreapparatet var iorden.

«Faar vi ikke kuling og sjø,» sagde Holt, «saa skal dette holde saalænge, vi har brug for det».

Solen havde imidlertid passeret meridianen og kastede sine brændende straaler paa os, der vi arbeidede i vort ansigts sved.

«Arbeideren er sin løn værd,» fortsatte Holt, «og du skal ikke binde munden til paa den okse, som tærsker, – før vi gaar videre, maa vi have middagsmad».

93Det hænder vel, naar man midt paa sommeren drar sig gadelangs i en by, at varmen tager appetiten fra en; men det hænder ikke, naar man som vi havde arbeidet 5 timer itræk, og man efterpaa har faaet sig et styrtebad af den salte, friske sjø.

Labskausen – anden ret fandtes ikke paa vort spisekart – smagte fortræffeligt og skylledes ned med genever og vand, mens vi pratede om, hvad videre var at gjøre.

«Er dampen oppe paa donkey-kjedlen, og winchen klar til brug, sagde du?»

«Ja, alt er iorden,» svarede jeg, «paa 10 minutters varsel.»

«Da har jeg et forslag at gjøre,» – Holt strakte sig med snadden i munden paa hyttetaget under et baadseil, som vi havde strukket over mesanbommen for at skaffe skygge, og vi andre to afsluttede netop vort maaltid – som vi havde indtaget paa dæk – for deretter at hengive os til samme nydelse.

«Hvilket forslag?»

«At vi sætter ud barkassen – storbaaden. – Nu da vi har dampwinchen, er det en let sag.»

«Hvad! vil du, at vi skal gaa fra skibet?»

«Nei, ikke for det første; men om vi skulde møde et andet fartøi, saa er det godt at have en baad paa vandet. Desuden, om østenvinden 94skulde staa, saa kan ikke vi tre mand ligge og krydse med saa stort et fartøi. Da faar vi heller faa skibet tilankers paa Afrikakysten og forlade det.»

«Men er det da ikke lettere at sætte ud en af de mindre baade; der ligger jo to stykker paa galgerne. Den storbaad maa være noget tung at haandtere.»

«Under almindelige omstændigheder vilde jeg ogsaa have valgt giggen; men –» Holt pustede den ene røgsky ud efter den anden, og holdt blikket fæstet alle andre steder end paa sine kammerater.

«Men?»

«Vi er jo ikke alene,» fortsatte han hurtig, der er ogsaa den unge pige – hun er desuden syg; vi maa have lidt større farkost, naar det er tale om kvindfolk.»

«Naa, saaledes,» Monk fløitede paa en irriterende maade, «det er den kvindelige passager, du tænker paa: jo, du er en omsorgsfuld mand!»

«Jeg gir mig fanden i alle kvindfolk,» var Holts uhøviske svar; «men naar vi nu engang har hende ombord, saa faar vi vel se at faa hende vel iland.»

Saa blev det besluttet, at vi skulde sætte ud barkassen, mens vi endnu laa bak med smaa seil; og da piberne var udrøgte, gik vi igang 95med arbeidet. Imidlertid var Holt nede i kahytten og kom tilbage med den besked, at den syge fremdeles sov fast.

Havde arbeidet været stridt om formiddagen, saa var det ikke lettere om eftermiddagen.

Storraa og fokkeraa blev forstøttet med extra-taljer. De svære takler blev heist op under rærne og huget i barkassens for- og agterende og passende støttetaljer anbragt.

Endelig var alt klart, og ved afvekslende at kaste løberne til dampspillet, lettede vi baaden lidt efter lidt af krabberne og svingede den ud over rækken. Før vi firede den af, bragtes seil, aarer, proviant og to vandankere op i den, ligeledes kompas og et kart. Heldigvis var sjøen aldeles smul, og før aften laa barkassen agterud i en solid slæber. «Frams» jolle hev vi ombord med en af taljerne og satte den paa dækket.

Derpaa brasede vi fuldt ved at kaste braserne gjennem kasteblokker til dampspillet, lod fartøiet falde af, og endelig brasede vi rærne ind paa den anden baug og luffede til, indtil vi havde vinden omtrent tvers om bagbord. Vi laa da sydøst an. Vinden var fremdeles nordøstlig.

Endelig kastede vi mersefaldene til spils, del ene efter det andet, og strakte de øvre mersseil.

96Da mørket faldt paa, løb «Ocean» et par streger rumt og med en fart af 4–5 knob.

Bramseilene turde vi ikke bruge, da Holt var ræd for, at vi ikke skulde kunne bjerge dem, om der kom en byge som sidste nat; men klyver og den store mesan var sat.

Styregreierne virkede udmerket. Lanternerne blev tændt, pumperne peilet, skibet fundet læns, og den sydlandske nat sænkede sig over tre trætte mænd, som havde arbeidet mere med sine hænder paa en dag, end de ellers pleiede at gjøre paa et aar.

Fra nu af maatte en af os stadig staa ved roret, og det blev bestemt, at jeg skulde tage første tørn.

Holt gav sig atter til at stelle i kabyssen, uagtet vi forsikrede ham om, at vi intet varmt behøvede tilaftens. Monk hendte en stor lanterne og gav sig saa til at snuse rundt igjen i alle lugarer og kroger.

Vinden begyndte at løie af og kaste i uregelmæssige blaf.

Undertiden kom den mere forlig, saa de svære seil begyndte at slaa; men saa trak den sig igjen nordligere, saa jeg atter kunde luffe op paa kursen.

Skulde vi have styret ret paa Gibraltarstrædet eller saa nær som muligt, maatte vi vistnok have 97luffet op til bidevind – ost til syd, tror jeg, Holt sagde, kursen var – men isaafald vilde vi have gjort liden fart uden underseil og bramseil, og vi foretrak derfor at seile rumt og komme hurtigere frem. Med strømmen, som her altid sætter østover, paa læ baug, vilde vi paa denne maade hurtigst nærme os befærdede strøg.

Omtrent en time efter mørkets frembrud fik jeg øie paa en dampbaads lanterner. Den styrede saaledes, at den maatte passere os paa klods hold. Jeg raabte paa de andre, og snart stod Monk og Holt ved min side.

«Den kan da ikke undgaa os,» sagde jeg; «den kommer saa klods forbi, at vi maa kunne praie ombord, især hvis vi falder lidt af og styrer nærmere.»

«Det tror jeg ogsaa,» bemerkede Holt langsomt. «Men skulde vi behøve nogen hjælp nu? Skulde ikke vi tre kunne seile ‘Ocean’ i havn?»

«Gjerne for mig,» svarede jeg noget overrasket. «Men igaar aftes var du hidsig nok paa at faa praiet en damper!»

«Ja men nu har vi jo heldigen faaet repareret rorgreierne, og – – – – og saa tror jeg ikke længere, det har nogen fare med den unge pige i kahytten; hun har været vaagen og synes at være kvit feberen.»

98«Jeg er med paa alt,» sagde Monk, «og skulde nok have mest lyst til at blive herombord, til vi har faaet lys i affærerne; og naar Holt siger det, saa tror jeg ikke, vi risikerer noget ved at blive.»

Saa blev det besluttet, at vi skulde lade damperen passere uden signal.

Den kom nærmere og nærmere med sine tre ildøine – det røde og det grønne paa siderne og det blanke midt i panden. Eftersom det svære, mørke skrog ligesom hævede sig af havet, hørtes tydeligere og tydeligere brusen af baugvandet og stempelslagene i maskinen. Det saa en stund ud, som om den vilde gaa ret over os; men saa slukkede det røde øie, og kun det grønne lyste, mens skroget strakte sig ud i længden med en dobbelt rad lysende aabninger paa siden.

Vi hørte cirkulationsvandet fra maskinen sprøite ud gjennem skibssiden, saa mørke skikkelser paa kommandobrettet aftegne sig mod himmelen; et glimt gjennem de svære sideventiler viste os det dækkede bord i salonen med den hvide dug, sølv og krystal. – Ogsaa det grønne øie slukkede, saa de andre lys, og nogle minutter efter hørtes kun svagt lyden af vandet, der kastedes i veiret af propelleren under agterenden, mens skroget forsvandt i natten som en 99uformelig, sort masse … Endnu nogle minutter skinnede hæklanternen som en stjerne i horisonten – saa forsvandt ogsaa den.

Holt var borte. Monk stod endnu ved min side. Vi havde begge fulgt skibet, saalænge vi kunde øine noget af det. Det er et underligt syn at se et saadant løsrevent stykke af verden med sine hundreder af beboere fare forbi paa det uendelige hav.

«Svært, saa’n hast Holt fik med at komme ned i kahytten igjen.»

«Ja, du kan nok saa sige,» svarede Monk, og der var en dæmpet lystighed i hans stemme. «Ved du, hvad han er ifærd med? Jo, han har kogt sagovelling i sit ansigts sved, og nu holder han paa at traktere sin patient dermed. Du skulde bare have seet ham komme fra kabyssen, renvasket, med en ny skjorte paa – han har fundet den inde i styrmandslugaren – og en stor tallerken sagosuppe i haanden. – Den unge pige var vaagnet og saa noksaa fornuftig ud; men jeg kan jo ikke tale spansk med hende, og fransk synes hun ikke at forstaa – hun vendte bare ansigtet bort, naar jeg prøvede paa at gjøre mig forstaaelig. – Men saa kom Holt i sin nye og forbedrede udgave, og da var der lutter smil og venlige øiekast. Hun prøvede endog paa at spise noget af suppen; men det 100blev det nu ikke stort af. Jeg tror, hun har gjennemgaaet en svær sygdom.»

«Er Holt hos hende endnu?» spurgte jeg– Monks fortælling havde moret mig meget.

«Ja, han har fundet en flaske inde i sterridsen med noget, som han kalder ‘lime-juice’ og lavet en drik deraf, som hun tager med begjærlighed.»

«Naar hun er ved fuld bevidsthed, saa maa hun kunne give forklaring paa alt det underlige herombord.»

«Ja, jeg bad Holt om snarest mulig at spørge hende ud; men han forsikrede, at hun var for svag til at fortælle noget; og det er vistnok ogsaa tilfældet, saa før imorgen faar vi nok intet at vide.»

Straks efter kom Holt op gjennem agterkappen; han gik paa tæerne med udspilede fingre som en bjørn, der danser.

«Hys,» hviskede han. «Nu sover hun; hun har drukket en kop til.»

Monk og jeg holdt os alvorlige og spurgte, om han havde faaet vide noget om de øvrige mennesker, som i sin tid havde beboet skibet.

«Nei, jeg turde ikke spørge hende ud; hun er endnu for mat, hun er saavidt kvit feberen og maa sove, hvis hun ikke skal faa tilbagefald.»

101«Men jeg hørte jo helt herop, gjennem det aabne skylight, at hun talte med dig.»

«Hun kjendte mig igjen,» svarede Holt glad.

«Kjendte dig igjen? har du da seet hende andetsteds i verden?»

«Nei, men hun kjendte mig igjen fra inat af. Hun vidste, at jeg havde vaaget over hende; hun havde undertiden været ved bevidsthed og altid seet mig sidde der og skifte kjølende omslag paa hendes pande, sagde hun. Hun er forfærdelig ræd for, at vi skal forlade hende, og hun lod mig love, at jeg skulde tage hende med, naar vi forlader dette skib.»

«Og du lovede det!»

«Ja, naturligvis! Saameget fortalte hun, at hun sammen med sin far var kommen herombord, og at hun intet vidste om, naar eller hvordan alle de andre har forladt skibet. Hun maa paa den tid have ligget i feber uden bevidsthed. Hun vaagnede op, da tordenveiret begyndte igaaraftes. Hun synes forøvrigt ikke at bekymre sig meget om sin far, men bare om ‘don Antonio og donna Severina’. Mon ikke det skal betyde kapteinen paa dette skib og hans kone?»

«Det stemmer,» bemerkede Monk; han havde med dyb interesse fulgt forklaringen. «Jeg har fundet et stykke at et brev inde i en af lugarerne, 102og deraf fremgaar, at skipperen herombord hed Anton Antonisen og hans kone Severine; andet faar jeg forresten ikke ud af det –med undtagelse af, at skibet vistnok kommer fra Sydamerika og var paa veien til Norge. Men fik du ikke mere at vide?»

«Nei, da vi havde vekslet nogle faa sætninger, begyndte hun at bli saa forunderlig vild i øinene, og saa gav jeg hende en ny dosis kinin og fik hende til at prøve paa at sove. Det lykkedes. Nu sover hun igjen trygt.»

Vi stillede en tændt lanterne paa hyttetaget, og didop bragte vi aftensmaden. Monks undersøgelser havde bragt et par bokser med hermetik for lyset, saa at maaltidet denne gang var rigeligere end paa lang tid. Det var ganske anderledes behageligt at være paa dæk end i den kvalme kahyt; og desuden maatte nu stadig en af os passe roret, saa at vi ogsaa af den grund foretrak at være sammen i fri luft.

Efter endt maaltid tændte vi vore piber og begyndte paa de endeløse spekulationer over de underlige ting, vi var komne op i. Jeg behøver neppe at fortælle, at «Frams» pludselige forsvinden atter og atter kom tilbage i vore diskussioner, uden at nogen af os kunde foreslaa en rimelig løsning.

103Vistnok tager det ikke liden tid for mig nu at fortælle fra vore oplevelser fra den tid, da vi gik ombord i «Ocean»; men alligevel, naar jeg tænker tilbage paa det, som hændte os i de dage, forekommer det mig alt som en hurtig gjennemlevet drøm, hvor begivenhederne vekslede saa hurtig slag i slag, at tiden blev for knap til eftertanke.

Allerhelst vilde jeg forbigaa, eller ialfald kun i korthed nævne, hvad der videre hændte sig den nat, hvortil jeg nu er kommet; ti beretningen bliver kun en fortælling om min egen skjødesløshed og mangel paa paapasselighed, og hvordan denne skjødesløshed beredte mig og mine venner den mest ydmygende behandling, og lod os blive overlistet paa den skammeligste maade. – – – – – –

Liden trøst er det ogsaa, at mine kammerater bagefter forsikrer mig om, at det var bedst, at det gik, som det gik, og at jeg, om jeg havde opfyldt min pligt, kunde have udsat mit eget og deres liv for fare – til ingen nytte.– ––

Del er liden trøst, siger jeg, for en mand vil nu helst slaa et slag, før han giver sig, og ikke skylde sin egen sløvhed noget – selv ikke livet – – – – – –

Men det faar være, som det vil; jeg har lovet Monk og Holt at skrive denne historie 104med nøiagtighed og sanddruhed, og det skal være min straf.

*

Udpaa natten begyndte det at dugge sterkt, og de to af os, som havde frivagt, krøb nedenunder for at sove, det var Holt og jeg.

Klokken 1 stod Monk foran min køie og purrede mig ud. «Det er næsten damstille,» sagde han, «saa jeg behøvede ikke som aftalt at trampe i dækket for at purre dig. Hun styrer sig selv nogle minutter;» saa gik han igjen paa dæk.

Jeg klædte mig paa, om det ellers kan kaldes saa at tage skoene paa, og gik op.

Situationen var uforandret siden om aftenen; kun var vinden stilnet næsten helt af. Luften var passelig varm, himlen klar og stjernebesaaet, og morilden glitrede langs siden, mens fartøiet seg gjennem vandet.

«Vi styrer sydost,» sagde Monk, da jeg løste af ved rattet. «Holt skal purres kl. 5. Tror du ikke, han har siddet oppe hos den syge lige til for en liden stund siden, og det uagtet hun sover sødelig.»

105«Det tegner godt,» svarede jeg; «han er gaaet i fælden, før han har faaet suk for sig. – Forøvrigt intet at bemærke?»

«Det er ligegodt, jeg siger dig det», – Monks stemme forekom mig noget underlig – «men – – – alting er ikke, som det skal være her ombord – – –»

«Nei, det ved jeg nok; men har du da opdaget noget nyt?»

«Hør nu – for en stund siden gik jeg forover for at se til side-lanternerne, og da skulde jeg sværge paa, at jeg saa en skikkelse liste sig langs rufvæggen og ned i lugen til kabelgattet – – – men det kan jo have været sansebedrag – jeg er saa søvnig, at jeg knapt kan se.»

«Intet videre?»

«Jo, jeg har ogsaa to gange syntes at høre larm i rummet under dækket mellem agterlugen og storlugen.»

«Det er et forbandet skib,» udbrød jeg med overbevisning; og saa fortalte jeg, hvad Holt og jeg havde fornummet den foregaaende nat.

«Det var kjedeligt, at vi ikke fik undersøgt rummet ordentlig idag,» bemerkede Monk. «Jeg tænkte paa det den hele tid; men vi havde jo saameget at gjøre, at det blev umuligt, før mørket faldt paa.»

106«Vi kan ikke begge gaa fra roret, og purre Holt, det gjør jeg nødig; han sov ikke i hele gaar nat.»

«Nei, det gaar ikke an; desuden nytter det ikke at tumle om dernede med lanterner. Findes der folk ombord, saa kan de ikke have rent mel i posen, og vi kunde falde i et baghold.»

«Det har du ret i; forresten er det næsten utænkeligt, at her skulde holde sig mennesker skjult. Den larm, vi har hørt i rummet, maa skrive sig fra løse stene i ballasten eller fra katten, som jager rotter, jeg har ikke seet dyret i hele dag.»

«Jo, jeg saa den iaften, den holdt paa at sætte tillivs sagovellingen, som Holt havde laget istand til sin patient.»

Først forsøgte Monk at lægge sig paa dækket for at være i nærheden; men duggen faldt saa stærk, at vandet silede ned af hyttetaget, og saa opgav han det. Da kom vi til at tænke paa, at kapteinens lugar laa klods i agterenden af kahytten, og at et vindu derfra førte op paa dæk lige ved rormandens plads.

«Jeg lægger mig i lugaret,» sagde Monk. «Skulde der hænde noget, saa bare spark ruden ud, saa skal jeg være paa dæk «in less than no time», som engelskmanden siger. Har du 107din revolver paa dig – ikke? gaa ned og hent den og se efter, at alle løb er ladet.»

Jeg gjorde saa, og et kvarters tid efter trængte den regelmæssige lyd af Monks snorken op til mig fra lugaret. Vinden blaffede kun svagt, og det raslede og knagede i rær og blokker, hvergang fartøiet langsomt hev over fra styrbord til bagbord og fra bagbord til styrbord.

Vinden døde ganske af; seilene slog og raslede mod stængerne, da skibet faldt af med baugen og kastede sig tvers paa dønningen. Naar undtages disse lyd, var alt ombord saa stille som i en grav.

Jeg lagde roret helt ned, surrede rattet med en linestub og gav mig til at drive op og ned paa halvdækket. Men jeg var træt efter gaarsdagens uvante arbeide, og den korte søvn havde ikke været tilstrækkelig; jeg var lemster og mør i alle lemmer. Saa fandt jeg frem et stykke seildug, bredte det ud paa tralværket ved rattet, satte mig der og støttede ryggen mod kveilen af mesanskjødet.

For at holde mig vaagen tændte jeg snadden og knappede sjøtrøien til, da det begyndte at blive lidt kjøligere mod morgenen. Med høire haand kjendte jeg efter, at revolveren laa klar i den ydre lomme. 108Saa lænede jeg mig bagover, betragtede mastetoppene, som beskrev buer mellem stjernerne og – søvnede!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.