Første kapitel: Krigsraadet i Gibraltar

Det har ofte faldet i min lod at besøge strædet ved Gibraltar, og altid med den virkning, at jeg har længtet efter at komme der igjen.

Den maa i sandhed være sløv, som ikke gribes af egne følelser ved at seile gjennem den forunderlige portaabning mellem Middelhavet og Atlanterhavet, den dør, som i tusinder af aar førte ud fra det bekjendte til det ubekjendte, fra civilisationens lys til barbariets mørke.

Der har aldrig været nogen grænse for menneskenes videbegjærlighed og eventyrlyst, og saalangt vi kan øine tilbage i tiden, seilede fønikere og grækere gjennem strædet og langt, langt nedover Afrikas kyst; men hvad de der saa og hørte antog unaturlige dimensioner. Herkules’s støtter forblev portstolperne ved enden af de ordnede menneskesamfunds omraader.

162Men hvad der vækker end underligere følelser hos mig, naar jeg passerer strædet, det er tanken paa, at endnu den dag idag staar Gibraltarklippen som grænsepælen for den europæiske civilisation mod syd.

Vistnok er det saa, at rundt om paa yderkanten af det mægtige legeme, som vi kalder Afrika, har franskmænd, engelskmænd, portugisere og andre Europas folk hængt sig fast og gravet sig ind som orme i et kadaver – det kaldes at kolonisere; og de har forsynet kartet med røde, gule og blaa striber. Men fra kolonisation til civilisation er der et himmelvidt sprang – om disse to ting overhovedet har noget med hinanden at gjøre.

I ethvert fald er lidet, meget lidet udrettet, og i det store taget kan det vistnok siges, at Europa endnu ikke engang kjender sin søster Afrika.

Merkeligt er det forresten, at de strækninger af det uhyre land, som vi kjender bedst, det er de, som ligger længst borte fra os.

Staar du paa Gibraltarklippen med ansigtet mod syd og skuer ind over Afrikalandet – strædet er kun et par mil bredt – da kommer du uvilkaarlig til at tænke paa, at ikke længere end dit syn naar ind i landet, ja end ikke saa langt, naar europæisk indflydelse eller glimt af europæisk civilisation.

163I kystbyerne og i hovedstaden færdes vistnok en del europæere, de fleste i forretninger, nogle faa af nysgjerrighed; men hele landet forøvrigt er en lukket bog for os. Hele denne del af Afrika, der saa at sige ligger ret ud for vor dørtærskel, er mindre kjendt, mindre paaagtet, mindre oplyst af verdenslysets straaler, end tilfældet var for et par tusen aar siden.

Gjennem strædet passerer hver dag snese af skibe for seil og for damp: panserskibe, krydsere og kanonbaade af alle skikkelser og alle nationaliteter, pustende kolosser af fragtdampere, som slæber med sig millioner ton østover og vestover, skinnende skrog af transportskibe og passagerdampere med rum og udstyr som paladser, sirlige yachter med pyntede damer og herrer paa dækket.

Nogle mil søndenfor dem breder sig et land – rigt og gyldent fra naturens side: men med mennesker, der sukker under alle vankundighedens og barbariets forbandelser, under tyranni og udsugelser, menneskehandel og grusomhed af enhver art.

Lystseileren eller kjøbmandsskibet følger maaske, drevet af nysgjerrigheden, kysten af Marokko saa langt som til Ceuta – Spaniens vagtpost i Afrika, som skuer over til englændernes faste borg i Spanien – men længere end 164fæstningens kanoner rækker, vover ingen seiler at holde sig i nærheden af stranden, kjendt under navnet El Riff. Skulde vinden stilne af, kan det hænde, at før du ved ordet af, ligger der langs siden af dit skib nogle farkoster af en underlig skabelon og udrustning og fulde af skiddenbrune djævler, som aldrig har lært, hvad medlidenhed er; med rustne huggerter og flintelaas-pistoler, og hvis ærinde er ikke alene at berøve dig dit jordiske gods, men ogsaa at sælge dit legeme til slavehandleren, som venter bag de nærmeste klipper paa stranden.

*

Jeg ser, at min fantasi har ført mig for langt, og jeg er ræd for, at jeg maaske har opvakt falske forventninger hos læseren – forventninger om eventyr blandt Riff-piraterne og Marokkos slavehandlere. – Nei, i saa henseende kan jeg ikke staa til tjeneste: «Fram» blev ikke bordet af sjørøvere, og dens besætning blev ikke slæbt bort i fangenskab. Vi prøvede ikke engang paa det; tvertimod fra kap Spartel styrede vi tvers over strædet op under Spaniens kyst og fulgte saa denne, lige til «Fram» fredelig kastede sit anker ved Gibraltar indenfor den gamle molo, paa nordsiden af klippen og byen. Der laa vi godt i læ for alle vinde ved siden af 165smaafartøier fra Spanien, Italien, Frankrig, Tunis, Malta og mange andre lande og med alle Middelhavets tungemaal summende i vore øren.

Vort første ærinde gjaldt posthus og telegrafkontor.

Paa det første modtog vi en anselig pakke breve og aviser, og fra det sidste sendte vi vor hilsen til hjemmet med budskab om vor ankomst og «alt vel ombord», samt underretning til baron Francheville om vor ankomst.

Det var den 31te august; vi havde holdt vort ord og bragt «Fram» til Gibraltar inden 1ste september. Aftalen var, at baronen skulde forlade Paris, saasnart han fik vort telegram, og at vi skulde oppebie hans ankomst i Gibraltar, før vi vendte vore fjed hjemover. Vi havde saaledes mindst en 4–5 dage for os.

Samme dag bragte telegrafen os det mest tilfredsstillende svar fra Norge og en lang depeche fra baronen, saa lang, som jeg kun har hørt, krigskorrespondenter skal kunne sende dem.

Han beklagede meget, at han endnu ikke kunde forlade Paris paa en 3 ugers tid. Takkede os paa den mest smigrende maade, fordi vi havde bragt ham hans kutter til Middelhavet og foreslog os straks at reise nordover og besøge ham i Paris. Isaafald vilde hans agent i Gibraltar modtage «Fram» og drage omsorg for 166den. Foretrak vi at benytte kutteren saalænge eller seile den til en sydfransk havn i Middelhavet, saa stod den selvfølgelig til vor disposition.

*

Maanen stod bag Gibraltarklippen i øst, saa at dens skive var skjult for os; men over havbugten, der laa udbredt for vore fødder, kastede den sit trolddomslys – et glitrende, sølvklart lys, der naaede over til Algeciras hvide huse paa den anden side at bugten i vest og fulgte strandens krumning mod nord for at trænge lige op til San Roques gamle, graa mure blant de rødbrune klipper.

Hele den vestlige del af bugten straalede i sølvglansen; men Gibraltar-klippen selv, byen paa dens skraaning og sjøen ved dens fod laa indhyllet i mørkets skygger – skygger saa dybe, at intet blik kunde trænge igjennem. Kun nu og da trængte fjerne lyd op fra mørket – matrosernes opsang, naar en liden kystfarerskonnert lettede anker og før nattebrisen gled ud i maanelyset, eller klapringen af spillene ombord paa damperne, der fyldte kul fra de gamle skibsskrog paa havnen.

Det lange, mørke skrog af en lastedamper svinger om Punta d’Europa østenfra – dens grønne lanterne kan saavidt skimtes i 167maanelyset – den glider stille ind til en af kulholkene.

En anden har netop faaet sin forsyning, kaster los og stævner ud fra mørket og ind i maaneskinnet. Larmen af propelleren, som roder i vandet, stiger op til os, men taber sig snart, da skibet svinger styrbord over og sætter kursen vestover ud i strædet.

*

Vi havde plads paa en liden veranda udenfor vore værelser i hotel «Trafalgar», et stykke op paa fjeldets skraaning, midt i en terrasse af vin- og appelsinhaver.

Vi røgte vore cigarer udenfor i mørket, mens glasdørene bag os stod aabne til de oplyste værelser.

Monk og jeg havde ikke nølet med at flytte iland. «Frams» køier kunde være gode nok – de var vistnok fortrinlige i sit slags – men jeg skal ikke negte for, at hotelsengen smagte bedre, ialfald til en afveksling.

Holt derimod vilde ikke opgive kutteren som nattekvarter, og det var bra; for Henriksen var ikke altid saa sikker at træffe ombord om natten.

Han havde opdaget et venligt «public-house» straks indenfor murene og havde der sluttet 168intimt venskab med stamgjæsterne: engelske orlogsgaster, underofficerer, styrmænd fra alle nationers dampskibe og sjømænd fra alle verdens lande. Da havneporten med ubønhørlig strenghed bliver lukket hver aften klokken 8, saa hændte det nu og da, at Henriksen blev afskaaret retræten og maatte tilbringe natten iland – og isaafald vilde «Fram» have lagt der uden besætning, om ikke Holt havde været.

Løitnanten, som kjendte forholdene, havde straks erhvervet sig et pas fra guvernøren, som tillod ham at passere porten til alle døgnets tider.

*

«Naa, hvad sagde saa konsulen til din beretning?»

Det var Monk, som spurgte, og Holt svarede:

«Aa – ikke stort; han nedskrev, hvad jeg havde fortalt, lod mig underskrive og bad, at ogsaa Dere vilde komme op paa konsulatet og attestere med navns underskrift.»

«Hvad heder konsulen, sagde du?»

«Det er bankier Zaccone, den samme, som Villers baron har opgivet som sin kommissionær her paa stedet; en Maltheser, saavidt jeg ved, og en af de største forretningsmænd i byen. – Forøvrigt bestyrer han kun midlertidig konsulatet under ledighed. Han venter vistnok, at vi alle 169skal gjøre visit hos ham, og han indbød os til sit landsted ved Mayorga en mils vei herfra i bunden af bugten. – Det er en udmerket høflig og behagelig mand.»

«Og du fortalte kun, hvad vi var komne overens om at fortælle?»

«Ialfald ikke mere. Jeg berettede kortelig, at vi omtrent paa den og den bredde og længde havde truffet barken ‘Ocean’ af Grimstad, tilsyneladende forladt, at vi havde forsøgt at seile den i havn; men havde maattet forlade den, og at vi har seet den forlise paa Afrikas kyst.»

«Og han fæstede sig ikke ved udtrykket ’tilsyneladende forladt’?»

«Nei, han spurgte bare, om vi kjendte noget til mandskabets skjæbne. Dertil svarede jeg, at vi ingen kundskab har derom, og at vi er sikre paa, at ingen af dem var der ombord, da skibet drev iland paa kysten.»

«Jeg liker ikke rigtig,» bemerkede jeg, «dette, at vi ikke giver fuld oplysning; jeg vil nødig underskrive en beretning, som vistnok er korrekt efter ordlyden; men som kun giver halv besked – desuden er der vel ingen af os, som tviler om, at de kjæltringer, som først skjulte sig for os, har kastet den norske besætning overbord eller ekspederet den ud af verden paa anden maade. Hvis vi anmelder hele sagen, saa vilde 170maaske den engelske høistkommanderende sende ud et orlogsskib for at lede røverne op – vi risikerer, at de undgaar retfærdighedens sverd, ved ikke at tale ud; – det er for stort ansvar, vi paatager os.»

«Men da vi i formiddag talte om sagen, var du jo enig i, at om vi berettede alt, hvad der havde hændt os, saa vilde folk bare le os ud – tro, at vi var fulde, gale eller noget lignende; var det ikke saa?»

«Jo, det er nok saa; men jeg har tænkt mere over sagen senere. Det er vor pligt at anmelde alt – selv om vi udsætter os for at blive kaldt skrønemagere.»

«Det kan vi ogsaa være sikre paa,» faldt Monk ind. «Der færdes ikke sjørøvere i Atlanterhavet i vore dage – sjørøvere, som dræber hele skibsbesætninger.»

«Men alligevel – –– –»

«Tror du, jeg har opgivet sagen med dette?»

Dennegang var det Holt, som talte; han saa ikke paa os, men stirrede ud over det maanelyse stræde.

Jeg betragtede ham noget overrasket; Monk bare smilte.

«Nei,» fortsatte han, «jeg forlader ikke disse egne, før jeg har gjort, hvad jeg kan, for at faa 171opsporet de kjæltringer og faaet rede paa dem.»

«Eller rettere sagt paa den unge pige, din patient paa ‘Ocean’,» bemerkede Monk rolig.

«Nu ja, lad gaa! jeg negter ikke for, at jeg gjerne vilde se hende igjen. Jeg lovede hende ikke at lade hende i stikken, men at beskytte hende – det var den aften, da hun var ved bevidsthed –, aftenen før overfaldet. Hun var forfærdelig angst for atter at falde i de menneskers hænder, sammen med hvem hun var kommet ombord.»

«Men var det ikke saa, at hun fortalte, at hendes far havde været med blandt dem?»

«Jo, det var nok saa; men ikke desto mindre var hun ræd. Hun var saa svag dengang, saa jeg turde ikke spørge hende videre ud. Tvertimod, jeg gjorde, hvad jeg kunde for at faa hende til at tænke paa noget andet; jeg vilde vente til næste dag med at spørge. – Hvem kunde ane, at de kjæltringer samme nat skulde overfalde os paa en saa lumsk maade og – forsvinde!»

«Men hvad vil du da gjøre? har du alt talt med Monk om det?»

Løitnanten saa lidt usikkert bort paa Monk: «Nei, jeg har ikke talt til ham om det; men da jeg efter aftale skulde gaa til konsulen idag, tog han fat paa mig og advarede mig indstændig 172mod at fortælle noget om kjæltringerne og det puds, de havde spillet os – hvis jeg ønskede at se igjen den unge pige, lagde han til.»

«Ja, det var netop, hvad jeg gjorde, og jeg har mine grunde derfor, om jeg dengang ikke havde tid til at udvikle dem for dig,» faldt Monk ind.

«Men nu har du tid; lad høre!» Holt var ivrigere end jeg nogensinde havde seet ham.

«Stop lidt!» sagde jeg. «Du faar aldrig noget ud af ham ved at eksaminere ham, hvis han ikke selv vil tale. Du kjender ham ikke, Holt! Jeg er sikker paa, at han nu har greiet ud, hvordan alt er gaaet for sig paa Ocean, baade før og efter vi kom om bord,» – Monk vinkede afværgende med haanden; men jeg lod mig ikke stanse. «Skal nogen kunne sige dig, hvordan du atter skal faa din donna igjen, saa er det ham – jeg kjender ham.»

«Men Monk ved ikke mere end vi; han har ikke seet andet end, hvad vi alle tre har seet – – –»

Holt saa noget tvilende fra den ene til den anden.

«Jeg siger dig igjen. Holt, du kjender ham ikke! Han har seet tre gange saameget, som vi har seet – – – Naa, Monk! vær nu snil gut, og kom frem med, hvad du ved; sid ikke der 173som en hemmelighedsfuld mumie, som man maa vikle strimlerne af i timevis for at finde, hvad der er indi.»

«Det kan nok være,» tog Monk endelig tilorde, «at jeg har gjort mig op en teori; men jeg vilde helst vente med at komme frem med den til et senere tidspunkt, maaske i morgen –»

«Nei, nei, ingen slinger i valsen! frem med, hvad du ved. Det er ingen sag at være orakel senere, naar sagen maaske er opklaret. Lad os faa vide, hvad du tror at vide, og – afbryd ham ikke, Holt!»

Monk sukkede som den, der underkaster sig en haard og uafvendelig skjæbne, og drog op af sin lomme en liden pakke, som han lagde paa bordet.

«Her er alt, hvad jeg reddede fra ‘Ocean’. Denne lille pakke havde jeg heldigvis viklet ind i tjæret seildug og stukket ind paa brystet, før vi maatte hoppe overbord; men det er ogsaa alt. Vi fik jo ikke engang undersøgt skibet ordentlig, der var saa forbandet travelt ombord – – – –»

Jeg greb pakken og aabnede den. Den indeholdt kun en gammel bog med prædikener, bønner og salmer til brug ombord – saakaldt gebetbog – og en liden fin, russelæders tegnebog. I tegnebogen fandtes kun: i det ene rum en del spanske pengesedler og i det andet et 174lidet stykke seigt, sterkt papir med en del streger, punkter og figurer – for mig uforstaaelige. – Foran i gebetbogen stod skrevet med store klodsede bogstaver: Anton Antonisen. Bark «Ocean» af Grimstad den 5 april 18 –. Den var som sagt gammel, men saa ud til at være lidet brugt, og jeg kunde intet merkeligt opdage ved den.

«Dette skal vi ikke blive fede af! det maatte da være, at pergamentet der kunde udtydes paa en eller anden maade. Forstaar du, hvad de streger og figurer skal betyde?»

«Nei, endnu ikke; men gebetbogen siger os dog ikke saa lidet.»

Holt var ikke kjendt med Monks veie – naar jeg skal sige sandt, saa tror jeg ikke engang, han har læst mine lærerige beretninger om vore tidligere eventyr – og stirrede – efter ligesom jeg at have undersøgt bogen og brevtasken – paa Monk med uforstilt forbauselse.

«Det skal vi komme til senere,» fortsatte Monk. «Lad os begynde med begyndelsen: Barken Ocean af Grimstad seilede fra Santos i Sydamerika omkring 20de juni dette aar efter at have losset en kullast. Efter afseilingen brød der ud gul feber ombord, og den 1ste august var 5–6 af matroserne, tømmermanden og 2den styrmand begravet i bølgerne. – Da skibet forlod 175Santos, bestod dets hele besætning, fører og styrmænd iberegnet, af 16 mand samt to passagerer, førerens hustru og deres lille datter. Der var altsaa tilbage af hele besætningen 8 mand og de to kvinder – – – –»

«Men lever de endnu, og har du talt med dem?» spurgte Holt uskyldigt.

«Du er en idiot, Holt!» raabte jeg. «Alt, hvad Monk fortæller os, er kun hans teorier og frugten af hans kombinationer. Men forresten kan du tage gift paa, at de ikke er langt fra sandheden.»

«Det var som pokker,» mumlede Holt eftertænksomt og begyndte at tælle paa fingrene. «Men jeg tror nu ikke, at du har ret i, at der kun var 16 mand ombord: i hvert af de to ruf var 7 køier, det giver ialt 14; naar dertil kommer baadsmand, tømmermand, stuert, skipper og to styrmænd, saa bliver det ialt 20 mand – – – og hvorfor tror du, at de seilede fra Santos den 20de, og at de havde gul feber ombord, og at – – – – –»

«Jeg har mine grunde for alt,» svarede Monk. «Der var kun 10 mand ombord, ikke 20. Enhver kunde jo se, at to af køierne i hvert ruf ikke havde været brugte; de laa fulde af gammelt taugverk, korkefendere o. l. Forleden dag talte netop du og Henriksen om, hvor meget mindre 176mandskab man nutildags anvender end før i tiden. Ocean var mindst 20 aar gammel, saa der er al sandsynlighed for, at mandskabet var formindsket fra det oprindelige.»

«Videre da,» sagde Holt resigneret. «Jeg giver mig paa det. At fartøiet har losset en kullast et steds i Sydamerika er ogsaa rimeligt nok – kulstykker laa jo endnu igjen i rummet – men at det netop skulde være i Santos, og hvorfor fartøiet netop skulde have forladt havnen 20de juni eller deromkring, det forstaar jeg ikke. Jeg saa hverken skibsjournal eller andre papirer derombord. Og hvad passagererne angaar, saa er der liden udsigt til, at en skibsfører skulde tage hustru og barn med til det pesthul. Det er rimeligere, at det var tilfeldige passagerer.»

Monk tog en avis af den bunke, som laa ved siden af paa et bord – vi havde faaet dem hjemmefra med posten samme dag – og gik ind i lampelyset med den. Det var et nummer af «Morgenbladet».

«Her staar at læse under: ‘Handel og skibsfart: ‘Takket være de brasilianske myndigheders bestræbelser har Santos i de to sidste aar været næsten fuldstændig befriet for gul feber, ligesom havneforholdene der er betydelig forbedrede. Mange norske skibe har derfor i det sidste aar sluttet fordelagtige kulfragter for 177denne havn. Imidlertid er de aller sidste nyheder fra stedet af en sørgelig art. Feberen er igjen brudt ud og herjer med frygtelig voldsomhed, og losseforholdene forværres i tilsvarende grad. Alle skibe, som kan, flygter fra havnen.’

Dette var dette. Hvad afseilingsdagen angaar, saa husker du vel, at kronometerkassen stod igjen ombord i ‘Ocean’. Indvendig i kassen opunder laaget læste jeg paa en liden lap papir, som var klistret fast der: St. f. Gr. mt. md. 18/6 18 … o. s. v. (ɔ: stand for Greenwich middeltid middag o. s. v). Nu har du jo selv fortalt os under din navigationsundervisning paa ‘Fram’, at sjømanden aldrig forlader havn, uden at han har undersøgt sit kronometers stand. Sandsynligvis har ‘Oceans’ fører gjort det meget nær ind under afreisen, ikke sandt? – og betragtelig feil kan vi ikke gjøre ved at sætte afseilingen til den 20de to dage efter den 18de. Du er altsaa enig heri? – godt! lad os saa komme til den gule feber. Enhver kunde forstaa, der havde grasseret sygdom ombord – ikke sandt?»

«Bare fortsæt du, og gjør ikke nar af os!»

«Jeg har ikke andet at holde mig til, end hvad vi alle saa. Medicinkassen var tømt for de medikamenter, der benyttes mod feberanfald – f. ex. kinin, som Dere vel husker. Desuden var det ene ruf aldeles tømt endog for køieklæder. 178Hvad er vel rimeligere, end at dette ruf har været benyttet som lazaret, og da patienterne var døde eller tilfrisknede, saa har man kastet alle deres klæder overbord af frygt for smitten –»

«Men hvorfor skulde netop 8 mand være døde og begravede inden 1ste august?»

Monk tog gebetbogen og lagde den aaben paa bordet i lampelyset.

«Ved at blade den igjennem blev jeg opmerksom paa, at bogen har været hyppig aabnet paa dette sted. Her staar begravelsesritualet og bønnen, og desuden er her med blyant i margen optegnet otte navne, hver med et kors og en tilføiet dato – den sidste er 1ste august. – Skipperen har skrevet navnet ind for hver en begravelse, som er foretaget. Hvad skulde ellers være meningen med de navne? Har Dere noget at indvende?»

«Nei, bare fortsæt!»

«Ja, gaa videre!»

«Javel; jeg skal bare indskyde, at da tømmermandens og første styrmands lugarer fandtes tomme, saa bør disse to regnes blandt de døde – – – – – – – – – – – – – – – ‘Ocean’ har altsaa tilbragt otte uger paa sin sørgelige reise – – – – da faar man en vakker dag en baad isigte med 8 mand og en kvinde ombord – skibbrudne. Menneskene bliver taget ombord paa ‘Ocean’,
Og – – –»

179Her blev Monk afbrudt af Holt, som havde reist sig og maalte den lille veranda med lange skridt: «Naa, saa det er din forklaring paa, hvordan røverne er komne ombord – jeg for min part synes nu, det er rimeligere, at de har været med ligefra Sydamerika. Det kan forresten være det samme. Men desværre er der et andet punkt, som det ikke kan være tvil om: de kjæltringer har ialfald overfaldt skibets norske besætning og gjort det af med dem – – kvinden og barnet med,» tilføiede han mørkt – «det er en grund mere for mig til ikke at hvile, før jeg har opsporet skurkene!»

«Man kan som bekjendt gjøre en skjelm uret,» bemerkede Monk rolig, tændte sig en frisk cigar og strakte sig behagelig i den magelige straastol: «Jeg for min part har ikke saa daarlige tanker om de sydlandske herrer, som vi traf ombord i ‘Ocean’ – om de end behandlede os paa en noget ugenert maade.»

«Det forekommer mig, at spøg ikke er paa sit rette sted her,» tog Holt atter ordet. «Jeg taler ikke om os, men om ‘Oceans’ ulykkelige besætning, om kvinden og barnet – – – –. Havde der været gnist at menneskelig følelse hos morderne, havde de ialfald sat en baad ud og sendt dem afgaarde i den. Med det veir, som i de dage herskede, kunde en baad magelig have 180naaet kysten paa et par dage. Men som Dere selv har seet, stod alle skibets baade paa plads»

«Du tror altsaa, at veiret var gunstigt for at naa kysten?» var Monks svar.

«Ja, det er jeg sikker paa. Den lille tordenbyge, vi havde om natten, var ganske lokal, den har ikke naaet langt østover. Man kunde ro tillands i en sjægte fra det sted, hvor vi traf ‘Ocean’ – om det end vilde tage et døgn eller to – – – men – – – –»

Monk skulde netop til at svare, da Holt, som et øieblik syntes at være faldt i tanker, pludselig sprang op og stillede sig foran os med knyttede næver og bleg i ansigtet af sindsbevægelse: «Nu forstaar jeg, hvad det var, jeg saa i kikkerten, da vi nærmede os barken! Jeg syntes, jeg saa noget dingle under nokkerne paa stor- og fokkeraa – – – – saasandt jeg lever! skurkene har hængt de stakkars mennesker og slængt ligene overbord, straks før vi kom – – – – derfor gjemte de sig ogsaa – – – – man liker vel ikke at træffe fremmede straks efter et saadant arbeide!»

Holts ord gjorde mig ganske syg i hjertet; de bar altfor meget sandsynlighedens præg. Men efter gammel vane saa jeg paa Monk, før jeg sagde noget; og til min store beroligelse svævede et lunt smil paa alvorsmandens ansigt – et smil, 181som intet havde med hængning og død at bestille. Holt gav sig ikke tid til at undersøge virkningen af sine ord, men spadserede urolig op og ned med øinene fæstede paa gulvet.

«Monk!» raabte jeg, «hvorfor taler du ikke og befrir Holt fra hans pinlige frygt?»

«Hvilken frygt?»

«Frygten for at faa en svigerfar, som hænger mænd, kvinder og børn!»

«Din spøg er tarvelig og ilde anvendt, synes jeg,» – Holt var sint for alvor. «Jeg lader mig ikke længere afholde fra at give konsulen og de engelske myndigheder fuld besked om, hvad der er passeret ombord paa ‘Ocean’. Monk faar gjøre, hvad han vil.»

«Du kan jo først høre min mening» – Monk var meget sagtmodig i stemmen, «og hvad jeg støtter den til. – Jeg er nemlig af den formening, at hele den gjenlevende besætning fra ‘Ocean’ i dette øieblik er i god behold blant mennesker. –Tror du, norske sjøfolk lader sig hænge som katunger uden at gjøre modstand!? Men fandtes der tegn til nogen kamp ombord?»ombord?»] rettet fra: ombord?

«De kan være overrumplet og bundet isøvne, ligesom vi blev det. Jeg skal aflægge ed paa, at jeg saa noget dingle under raanokkerne! – Og, hvis de ikke er myrdet, hvor er de da? – du saa selv alle skibets baade paa plads?» – Holt 182talte hurtig og med et mørkt udtryk i sit ansigt.

«Ligefra du talte om det ombord paa ‘Fram’, funderede jeg paa, hvad det var, du havde seet dingle under rærne» – Monk havde kastet den ligegyldige mine og talte hurtig og bestemt – «men jeg kunde ingen opløsning finde lige til den dag, da vi ombord paa Ocean fyrede op paa donkeyen og satte storbaaden paa vandet med dampwinchen. Da vi den gang efter endt arbeide firede taklerne ned fra underrærne, gik det op for mig, at det var noget saadant, du havde seet i kikkerten. De firede ned taljerne, som havde været brugt til at sætte en baad ud, intet andet – – – – hvad siger du til det?»

«Har du mere at sige, saa sig det straks! jeg er for dum til at gjætte eller kombinere, skjønner jeg» – Holt satte et pudsig forlegent ansigt op.

«Vel, lad gaa: jeg skal komme med alt, hvad jeg har at sige om den ting. Nogle timer før vi kom ombord, var der sat en baad paa vandet fra ‘Ocean’, og det maa have været den samme baad, hvormed spanierne var komne ombord. Den var ved den anledning heist op paa dækket – derfor kaldte jeg spanierne for skibbrudne; det er det sandsynligste, at de det var. – Lad os saa gaa ud fra, at de efter at 183være kommen ombord har opført sig mindre passende – har bemægtiget sig skibet, eller tvunget føreren til at ændre sin kurs eller lignende; antagelig var de bevæbnede og kunde mestre den svage skibsbesætning. – – – – Lad os videre antage, at nordmændene er blevet lei af dette – maaske er de blevet truet paa livet – at de tager sig sammen, overrumpler spanierne og forlader skibet efter at have sat ud den fremmede baad, som staar nærmest til paa dækket. – Du vil spørge, hvorfor nordmændene ikke seilede skibet i havn og overleverede spanierne i retfærdighedens hænder – eller du vil foreslaa det alternativ, at spidsbuberne godvillig lod dem sætte baaden ud og fjerne sig. Til det første vil jeg svare, at de sandsynligvis ikke var sterke nok til baade at passe paa sine brydsomme gjæster og at manøvrere skibet; desuden var der jo en kvinde og et barn af deres egne ombord, og da er man ikke saa dristig, men trækker sig helst ud af faren. – Til det sidste vil jeg sige, at alle tegn tydede paa, at det styrbords ruf havde været benyttet som fængsel – husk paa bordstumperne, som var spigret over dører og aabninger!

Ialfald er jeg overbevist om, at det norske mandskab har forladt skibet i spaniernes baad, at den var forsynet med proviant og alt 184nødvendigt, ja, at de endog har taget sit tøi med – Dere husker vel, at kahytten saa ud til at være ryddet for de fleste nødvendighedsgjenstande, skibspapirer og karter, og at mandskabets tøi var borte, taget med i sækker, kisterne kunde de naturligvis ikke trække med sig, de stod igjen. De har forladt skibet hurtig, men i taalelig god ro. For ikke at blive forfulgt paa de første timer har de ødelagt roraaget, før de forlod skibet.

Saasnart nordmændene var væk, og spanierne kunde bryde ud af ruffet, har disse firet taklerne ned for at kunne manøvrere skibet. Da kom vi over dem; og saa – – – – Ja, dette kan vel være nok foreløbig; men er Dere ikke enig med mig i, at det er al sandsynlighed for, at de gjenlevende af ‘Oceans’ besætning er i sikkerhed i dette øieblik?»

Holts ansigt udtrykte en saa pudsig blanding af tvil, tilfredshed og ærgrelse, at jeg ikke kunde holde latteren tilbage.

«Ja, le du bare: men jeg maa ærgre mig, hvis jeg virkelig har taget taljer for mennesker og skal blive belært af en landkrabbe, som ikke har været mere end 4 dage ombord paa en raaseiler. – Forresten vilde jeg ønske, Monk havde ret, saa behøvede vi ikke at være urolige for de stakkarers skjæbne. Men siden du. Monk, synes at vide alt – fanden ved, hvorfra du ved det 185forresten; du har jo ikke seet andet end vi andre – saa kan du vel ogsaa fortælle mig, hvorfor nordmændene ikke tog den unge pige med sig?»

«Antagelig har hun været altfor syg, til at de vovede det: desuden – – – – –»

Monk blev afbrudt ved, at en opvarter traadte ind i værelset bag os: «Mr Holt? et brev til Dem.» Og han forsvandt igjen.

Holt havde taget brevet; han aabnede hurtig konvolutten, kastede et blik paa indholdet og læste saa høit. Brevet var paa engelsk fra vor konsul – og lød i oversættelse:

Ærede herre.

Min spanske kontorist, der havde i opdrag at afskrive Deres idag afgivne beretning om barkskibet «Oceans» forlis, hvortil De var øienvidne, forat den kunde sendes til autoriteterne i Norge, har gjort mig opmerksom paa en notis i bladet «Gazeta de Cadiz» for 31te august d. a. For det tilfælde, at De ikke læser spansk, tillader jeg mig at gjengive notisen i engelsk oversættelse. Jeg antager, at indholdet vil interessere Dem og Deres kammerater.

Bladet skriver:

«Fiskedamperen Tagus» indbragte for 4 dage siden 8 mand, en kvinde og et barn, som var paatruffet 10 mil af kysten i en skibsbaad. 186De opgav at være fra Norge og førtes til det norsk-svenske konsulat, hvor de forklarede at tilhøre barkskibet «Ocean» af Grimstad (Norge) paa reise fra Santos til hjemstedet i ballast.

Om aarsagen til, at de havde forladt skibet, afgav de følgende merkelige beretning: Efterat halvparten af mandskabet var død af gul feber under reisen, havde de i aaben sjø 200 mile nord af Madeira paatruffet en baad med 9 mand og 1 kvinde, der talte spansk og angav sig som skibbrudne. Disse mennesker blev taget ombord, men viste sig at være sjørøvere (sic!) der bemægtigede sig skibet.

Det lykkedes imidlertid skibets besætning, der frygtede for sit liv, at fraliste spanierne deres vaaben og stænge dem inde i ruffet, hvorefter baaden blev sat paa vandet, og besætningen med kapteinens hustru og barn roede mod kysten. Hvad sjørøverne senere foretog sig med skibet, vidste de intet om; før de forlod det, opgav de at have ødelagt roret for ikke at blive forfulgt.

Hvor utrolig end konsulen fandt denne beretning, undlod han dog ikke at indmelde sagen til generalkapteinen, som paa sin side straks beordrede kanonbaaden «Estramadura» at løbe ud og lede efter skibet. Kanonbaaden er idag vendt tilbage; men har, som man kunde vente sig, 187intet saadant skib seet paa de opgivne høider. Antagelig er det boret isænk af føreren.

Denne tilstaar nemlig at være hovedeier af skibet, der var temmelig gammelt, men godt assureret. Den hele besætning er af konsulatet under arrest sendt til Norge og autoriteterne der underrettet. – – – – – – – – – – –

Vistnok har vi eksempler paa, at den usle regjering, der fortiden udsuger det spanske folk ved ublu takster og skattepaalæg, har drevet befolkningen i enkelte provinser til at gribe til røverhaandværket; men vi har endnu ikke bragt i erfaring, at vore skikkelige sjøfolk har taget sin tilflugt til denne beskjæftigelse. – – – –» Saavidt avisen.

Jeg vilde være Dem meget forbunden, om De aflagde mig et besøg i morgen.

Jeg forbliver o. s. v.
I. Zaccane
fung. consul i Gibraltar for Norge og Sverige.

«Det maa være et radikalt blad, som skriver saaledes om hendes spanske majestæts regjering,» bemerkede Monk.

Aa, pokker tage hele den spanske regjering» – det var Holt, som udtalte sig saa uærbødigt – «men vi maa straks gjøre noget for de stakkars folk fra ‘Ocean’. De er ikke før slupne 188fra røverne, før de falder i retfærdighedens klør. Lad os øieblikkelig underrette konsulen om, hvad vi saa og oplevede ombord paa ‘Ocean’, saa han kan telegrafere til myndighederne i Norge.»

«Og hvad vil du saa gjøre?» Monk spurgte temmelig aandsfraværende som en mand, der tænker langt forud sit spørgsmaal.

«Jeg tager mig en tur ned paa den marokkanske kyst og undersøger hvert hul, hvor baaden med røverne fra ‘Ocean’ kan have landet – der er ikke mange havne, maaske en 6–8 stykker paa hele den marokkanske vestkyst, og udenfor dem er det umuligt at lande.»

«Hvordan vil du komme derned?»

«Om to dage gaar der en engelsk damper nedover til de kanariske øer, og den skal anløbe alle de marokkanske havne – jeg har undersøgt det idag.»

«Du har altsaa allerede gjort op din plan. –Du viser en stor og rosværdig iver i retfærdighedens tjeneste.»

Holt reiste sig hurtig ganske rød i toppen, saa at jeg fandt mig beføiet til at blande mig i samtalen:

«Hvis Holt reiser, saa reiser jeg med; men lad os først høre, om Monk har nogen anden og bedre plan. – Du maa indrømme, Holt, at alt, hvad han hidindtil har ‘antaget’, det har slaaet til 189til punkt og prikke; og er der nogen, som kan greie op i denne affære, saa er det ham.»

«Ja, hvad det angaar, saa skal jeg indrømme alt muligt, og jeg siger, efter hvad jeg har hørt idag, at fanden skulde være kjæltring og have ham paa sporet efter sig. Men jeg troede sandt at sige ikke, at nogen af Dere var saa ivrige som jeg efter at faa lys i sagen eller var villige til at forlænge opholdet paa disse kanter af den grund. Jeg for min part, jeg – – – – –»

«Ja, du er blevet den vandrende ridder, som opsøger sin dame, det ved vi nok; men i vore dage bør en ridder i saadant ærinde helst henvende sig til en detektiv. Naa, Monk! hvad bør Holt gjøre?»

«Han bør ikke tale til vor konsul. Denne herre vil ikke holde tæt, men finder det antagelig at være sin pligt at melde sagen til de spanske autoriteter. Min formening er, at de folk, vi søger, er komne iland paa den marokkanske kyst: men at de sandsynligvis i dette øieblik er i Gibraltar eller en anden havn i nærheden. – Blir vort eventyr offentlig bekjendt, vil de nok tage sig iagt, ialfald vil det bringe dem til at have sine øine henvendt paa os.

At reise ned paa Afrikakysten og besøge de havne, som ligger i nærheden af ‘Oceans’ strandingssted, er ingen daarlig plan. Ialfald kunde 190man da faa et udgangspunkt for videre undersøgelser, om de er komne iland – selv om de atter er forduftede til Europa.

Men at reise som almindelige reisende, det nytter lidet – de marokkanske autoriteter skal ikke netop være de hyggeligste mennesker at komme ud for, og nogen hjælp fra dem kan vi ialfald ikke vente. Husk paa, at vi ikke engang har seet de folk, som vi søger!»

«Men noget maa der gjøres.»

«Netop! og min plan er, at jeg først og fremst telegraferer til politimesteren i Kristiania og meddeler ham, at vi har paatruffet ‘Ocean’, etterat besætningen havde forladt den, og at vi har sikre beviser for, at deres fortælling er korrekt. Det vil foreløbig være nok til, at man lader de stakkars mennesker i fred. Samtidig beder jeg politimesteren, som kjender mig, om at holde sagen hemmelig indtil videre. – Dernæst søger vi imorgen den kommanderende engelske admiral her paa stationen og forelægger ham sagen; han er selv sjømand og vil snart forstaa, at vor beretning er sandfærdig.

Han har altid en kanonbaad til disposition, og jeg skulde anse det for meget rimeligt, at det lykkes os at bevæge ham til at sende kanonbaaden paa Afrikakysten og foretage de nødvendige undersøgelser. Englænderne har altid 191været stolte af at optræde som politi paa alle verdens have. Ingen sjæl uden chefen behøver at vide noget om ekspeditionens hensigt, mens konsulerne i de marokkanske havne ja, endog de stedlige autoriteter, vil stille sig til hans disposition hvad undersøgelsen angaar. Hvad synes Dere om den plan?»

«Den er udmerket!» raabte Holt. «Det er den bekjendte admiral Freemantle, som kommanderer i disse farvande. Jeg er sikker paa, han sender kanonbaaden, naar vi fremstiller sagen ordentlig for ham. – Men hvorfor fanden kunde du ikke have sagt dette straks, saa havde jeg sluppet at vrøvle saa meget!»

«Jeg maatte da have tid til at tænke mig om,» bemerkede Monk sagtmodig. «Det gaar ikke saa fort for mig; jeg er en sentænkt mand.»

«Du er en djævel,» sagde Holt med eftertryk, og dermed var den raadslagning tilende.

Jeg kan ligesaa godt straks tilføie, at næste dag blev telegramet sendt til Kristiania, og vi aflagde den engelske admiral vort besøg.

Denne herre blev ikke lidet forbauset ved at høre vor beretning; men det endte med, at chefen paa kanonbaaden «Plover» blev tilkaldt, og at kanonbaaden samme aften stak i sjøen – for at gaa til Portsmouth, hed det officielt. Holt fik tilladelse til at følge med paa ekspeditionen, 192der skulde udstrækkes langs Afrikakysten saa langt syd som til Mogador – henimod 400 kvartmil fra strædet.

Monk og jeg skulde tilbringe tiden i Gibraltar.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.