Sjette kapitel: Holt paa krigsstien

Det var nat – stjerneklar og mild; men et dybt mørke rugede over vandene.

Nu og da lød et langtrukket hyl fra en sjakal over til os fra landet, eller en vadefugls skarpe skrig over sjøen.

«Fram» var halt ud af sit skjul mellem piletrærne og laa en snes alen fra land med storseilet strakt og klyveren paa bommen klar til at heises. Bugten af en smekker trosse var 267kastet om nærmeste træstub. Man havde kun at kaste tampen los ombord, og kutteren vilde glide ud paa sjøens flade.

Der, hvor vi laa, var næsten ikke et vindpust at fornemme; men nattevinden suste i trætopperne og forkyndte, at var man først ude af trærnes ly, vilde «Fram» kunne løbe sine 4–5 knob.

I kahytten var lys tændt, men gardinerne omhyggelig trukne for alle aabninger, og trærnes skygge var saa dyb, at «Fram» maatte forblive skjult for hvemsomhelst, der passerede øen.

Paa dækket sad Monk og jeg; vi kunde saavidt skimte hinandens skikkelse i mørket. Alt imellem reiste en af os sig og stod lyttende og speidende ud i natten.

«Mon vi ikke gjorde galt i at lade ham faa sin vilje – hører du, Monk?»

«Kunde vi da andet? baade du og jeg gjorde vort bedste for at hindre ham; men mands vilje er mands himmerig, heder det; og som du ved, er Holt fortiden heftig angreben af en sygdom, som forhindrer ethvert fornuftigt ræsonnement med ham.»

«Din spøg er bra nok; men jeg begynder at blive ræd for ham. De maa have fanget ham.»

«Han lader sig ikke fange uden kamp, og 268da havde vi hørt hans revolver. Forresten er hans plan ved nærmere eftertanke ikke saa dum endda – dristig, men ikke dumdristig.»

«Hvis man kan kalde det en plan! at snige sig med jollen bort til røvernes etablissement, og saa lade det staa til, hvordan han skal faa tale med den unge pige!»

«Der var dog en god del beregning i det: Damen er sikkerlig alene i det stribede telt – vi saa hende flere gange gaa ud og ind der, før det blev mørkt. Ved 11-tiden blev det stille derover og alle lys slukket, saa sandsynlighed taler for, at de sover alle mand.»

«Men om de har vagter ude?»

«Vagter! tror du, folk gaar paa vagt for sin fornøielses skyld? Hvad skulde de holde vagt efter her, hvor de ikke kan ane, at nogen søger dem; her hvor de maa antage at være ligesaa uforstyrrede af mennesker, som om de var ved nordpolen eller i paradiset!»

«Men en af os burde have fulgt ham i jollen, to mand er bedre end en.»

«Nei, det er jeg ikke enig i. En modig mand udretter ofte mere end to, især hvor det gjælder om stilhed og behændighed. Holt er som en indianer paa krigsstien og sterk som en bjørn. Men det nytter ikke at tale om det; han vilde jo være alene om eventyret, og ingen 269overtalelse havde hjulpet; vi maatte have brugt magt for at holde ham tilbage.»

«Hvormange er klokken?»

«Klokken er halv to» –

Jeg reiste mig speidende og lyttende; men ingen lyd hørtes, og natten rugede som før over alt omkring os.

Der kjendtes et lidet stød mod baadens stævn og en skuring langs siden; men det var bare en træstamme, som strømmen førte med sig; den forsvandt i mørket agter.

«Strømmen sætter godt ud nu,» bemerkede Monk. «Naar var det, Holt mente, at maanen skulde komme op?»

«Ved halv tre tiden.»

Endnu en time forløb. Selv Henriksen syntes at blive urolig. Han sagde intet, men krøb omkring i mørket, ordnede en ende her og et skjøde der og brummede noget om, at det var godt «at have alt klart».

Himmelen i øst begyndte at faa et lysere skjær af maanen bag horisonten, og skyggen af trærne syntes at blive dybere, mens vandfladen antog et graaligt skjær – – – – – – –

Saa lød et skud – saa et til, endnu et og endelig to, der næsten faldt sammen – – – – – – – – – – – – – – – – –

Vi stod alle tre paa «Frams» lille fordæk 270og forsøgte trods mørket at læse i hverandres ansigter.

Der hørtes fjerne raab af en menneskelig stemme, derpaa af flere og en utydelig larm.

Det var pinlige øieblikke.

«Vi faar vel se at faa kutteren under seil – – – –?»

Henriksen nølede og ventede paa svar.

«Det er det bedste,» svarede Monk og sprang selv hen til klyverfald. «Tag roret, Henriksen!»

Klyveren blev heist og trossen halt ind. Strømmen førte baaden ud af trærnes ly. Vinden faldt i den bakke klyver og tvang forstavnen over i læ. Storseilet slog sagte, men fyldtes saa, og «Fram» gled fra skyggen ud paa sjøens sølvgraa flade.

Samtidig hævede maanen sin pragtfulde halve skive over trætopperne; men op under den store ø, som nu laa udbredt foran os, var skyggen saa sort, at intet kunde skjelnes.

Kun mastetopperne af de to skibe tegnede sig mod himmelen, deres skrog, stranden og skurene skjultes i mørket – ligesaa den lille ø, vi netop havde forladt. Vinden stod fra land, frisk og fugtig at duggen. Den blæste ret ud fra bugten, hvor skibene laa, og samme vei satte strømmen. Hvis vi vilde did, saa maatte vi krydse. Endnu laa dog «Fram» med klyveren 271bak en halv hundrede alen fra den mindre ø; op til den større kunde vel være en halv kvartmil eller saa.

En utydelig larm bares mod os af vinden; men intet lys var synligt. Det lød som trampen af fødder og lyden af aarer, der kastedes ud i en baad.

Vi lyttede anspændt efter lyden af aareslag eller Holts stemme; men intetsomhelst gav os nogen underretning om vor kammerats skjæbne.

«Hvis han er sluppen fra dem,» hviskede Monk, «saa holder han sig i skyggen af landet og søger ‘Fram’ paa dens tidligere plads. Vi bør derfor ikke krydse opover midt i maanelyset.»

«Nei, lad os heller vende og gjøre et slag indover.»

Klyveren blev halt over, roret lagt ned. Kutteren skjød op i vinden og faldt derpaa af over den anden baug. Atter omhylledes vi af skyggen fra trærne paa den lille ø.

Monk bøiede sig forover mod vandfladen og raabte: «Holt! Holt! Her er vi – – –»

Intet svar!

Der gik en fem minutters tid – vor spænding var stor. – Atter var «Frams» baug vendt sydover mod den maanebelyste sjø, mens vore øine prøvede paa at gjennemtrænge skyggen langs land. Derfra maatte han komme.

272Da naaede et svagt raab vore øren; det syntes at komme ude fra sjøen.

Henriksen var den første, som opdagede noget:

«Der! tvers ud! et par kabellængder borte!!!» – han pegte ud under storseilet om styrbord – «Salte min hat, er ikke det jollen! men no’e underligt er det ved agterenden paa’n.»

«Op med roret! hold ret paa’n!» Monk og jeg sprang til fokkefaldet og heiste seilet. Kutteren faldt af, mens Henriksen halte skjøderne om styrbord. Vi blev staaende paa fordækket og stirrede ud over baugen.

Jo, det var jollen – den drev hurtig udover for strøm og vind, og vi hørte lyden af uregelmæssige aaretag. Der skimtedes en skikkelse paa den midterste tofte og en anden agterud i den lille baad – eller rettere sagt agtenfor, ti det saa du, som om noget klamrede sig fast til baadens agterende. Dog var det vanskeligt at skjelne, hvad det var; ti baaden vendte snart siden til os, snart stævnen. Det saa ud, som naar børn morer sig og ror med en aare snart paa den ene side, snart paa den anden.

«Det nytter saa ikke at skjule os,» sagde Monk; «vi er midt i maaneskinnet, og de ser os tydelig fra bugten. Jeg kan ligesaa godt praie til ham. Og saa raabte han af al sine 273lungers kraft: «Holt! hører du? ser du os ikke? vi kommer – ro ikke fra os!»

Dennegang svarede en stemme os ganske svagt; jeg troede at kunne skjelne vor kammerats, og aaretagene hørte op.

Vinden var frisk, og kutteren gled hurtig gjennom vandet; men øieblikkene forekom os forferdelig lange.

Endelig var vi lige ved jollen. Skikkelsen ved aarerne havde forladt midttoften og bøiede sig over baadens agterende.

«Ikke for stor fart, Henriksen!» Men Henriksen behøvede ingen formaning i saa henseende. Hans haand laa paa rorpinden, og han maalte afstanden med øvet øie.

Kutteren løb lidt forbi og i læ af jollen. Gik saa over stag. Forseilene blev staaende bak og storskjødet slakket af. Som en hest, der lystrer tøilen og lydig sagtner sit løb, gled «Fram» sagtelig op mod den lille baad paa dens luv side og saa nær, at den skrabede langs siden. Sterke hænder tog tag og holdt den fast.

«For guds skyld, mine herrer, vær forsigtig – han er saaret og kan ikke komme op – – – –»

Først efter at disse ord havde naaet vore forbausede øren, kunde vi skjelne, hvordan det stod til i farkosten.

274Den, der talte, var en kvinde, og hun talte spansk. Hun vendte sit ansigt mod os, og vi gjenkjendte den unge pige fra «Ocean».

Hun stod i det agterste rum af den lille baad og bøiede sig ud over agterenden. Der hang en mand med legemet i vandet, kun skuldre og hovedet over og i høide med baadkanten. Den ene haand holdt med et krampagtigt tag i æsingen; hovedet var bøiet bagover, og øinene lukkede. Maanelyset faldt paa hans ligblege ansigt: det var Holt.

Nu først blev vi var, at baadens fangline var ført rundt hans legeme under armene og surret til jollens stævn.

Kutteren laa bak, og Henriksen havde forladt sin plads i styrelugen. Han bøiede sig med os ud over rækken.

«Forsørje mig, er der ikke et kvindfolk i baaten, og løitnanten hænger utabords dau!»

«Hold din kjæft saalænge! hent heller en strop, som vi kan slaa om livet paa ham og faa ham ombord.»

Henriksen tumlede forover og kom efter utrolig kort tid tilbage med en af de seildugsstropper, hvori pigfaldene huges, naar storseilet er nedfiret og lagt presenning paa.

«Er han død, signorita?» spurgte jeg, saa snart jeg kunde komme mig af min forfærdelse.

275«Nei, jeg tror ikke. Han talte for en liden stund siden. Han svarede, da I raabte, og bad mig holde op at ro. Hun bøiede sig atter over ham og prøvede paa at knytte sit lommetørklæde om hans venstre skulder. Skjorten var revet op og plettet af blod. Armen hang slapt ned.

«Lad mig hjælpe Dem ombord, min frøken. Saa tager vi ham efterpaa.»

«Nei, nei, lad mig være her saalænge og støtte ham, mens I løfter ham op i skibet!»

«Hun er ikke af de damer, som besvimer, naar de mest trænger sine sanser,» hviskede Monk til mig –. «Lad hende bare være i jollen, saalænge til vi har faaet Holt over.»

Endelig fik vi den brede seildugsstrop om Holts livløse legeme, hugede den underste blok af lænsetaklet i øiet og heiste ham forsigtig ombord som en kostbar vareballe. Saa rakte Monk og jeg os ud over rækken og løftede pigen ud af baaden og ind paa «Frams» dæk. Vi førte hende ned i kahytten, og did bar vi ogsaa vor bevidstløse kammerat.

«Han er ikke død,» sagde Monk; «et glas cognac vil bringe liv i ham. Han har et skudsaar i skulderen og har mistet en god del blod; men nu har det holdt op at flyde.»

Et par sekunder efter slog Holt øinene op og rødmen vendte tilbage til hans kinder.

276«Naa, hvordan gaar det?»

«Tak – nu gaar det bedre. Jeg tror, jeg besvimede,» han førte høire haand søgende op mod den venstre skulder – «ja, det er sandt, en af de slyngler affyrede alle fem skud i sin revolver paa os – men er ikke – var ikke – – – –?»

«Jovist var hun i baaden og er her nu.» Monk pegte paa den unge pige, som sad ved Holts hovedgjærde, men i skyggen. Han forsøgte at reise sig og at vende sig om; men hun traadte frem og tog hans haand – – – –

«En stor baad fuld af folk kommer ned paa os!» brølede Henriksen idetsamme ned gjennem trappegangen.

Holt forsøgte at reise sig; men jeg trykkede ham sagtelig ned paa sofaen.

«Hjælp ham at forbinde saaret, frøken,» jeg pegte paa medicinkassen, som Monk havde taget frem og aabnet. Saa styrtede vi op paa dæk.

Henriksen havde ret: Just der, hvor skyggen af trærne holdt op og afløstes af maaneskinnet, kom en baad tilsyne.

Den skjød god fart, drevet frem af en seks–otte aarer paa hver side. Vinden bar lyden af de hurtige aaretag og mændenes stemmer ned paa os. De kunde vel være en fire–fem kabellængder borte fra os.

277Henriksen sad alt i styrelugen. Han havde lagt roret op og halt storseilet over. Kutteren faldt af, vinden fyldte dens seil, og den begyndte hurtig at skyde over stævn.

«Gaa ned og hent op geværet og revolverne med ammunition; Henriksen og jeg greier kutteren saalænge.» Monk hoppede ned i styrerummet til Henriksen.

Jeg sprang ned i kahytten.

«Hold dig bare rolig; det vil vare længe, før de tager os, om de nogensinde gjør det.» – Ved min pludselige tilsynekomst i kahytten vilde Holt nemlig reise sig, og den unge pige prøvede forgjæves paa at holde ham paa sofaens puder.

Det lykkedes dog vore forenede anstrengelser at faa ham beroliget, og da jeg atter steg op trappen, belæsset med alle de vaaben, «Fram» førte, faldt mit sidste blik paa en scene, som altid vil forblive i min erindring:

Med halvlukkede øine og et forlegent smil paa det kraftige ansigt laa Holt tilbagelænet paa puderne. Ved hans side knælede den unge pige ivrig beskjæftiget med at anbringe bandage om den saarede skulder. Hun havde ordnet sin dragt og bundet det svære, sorte haar op i en skinnende knude – gud ved, hvordan hun havde faaet tid dertil! Hun vendte den vakre, kraftige profil mod mig. Hendes pande var bleg; men 278over kinder og hals var spredt den lifligste rødme. Ingen skulde tro, at hun for faa minutter siden havde arbeidet for sit liv og for en andens med; jeg kom til at tænke paa Monks ord om hende.

Vi fik senere høre af Holt, hvordan alt var gaaet til:

Han havde ubemerket roet op under den store ø og havde lagt tillands lidt østenfor skurene og teltet. Der gik han iland. Et par timer maatte han vente i skovkanten, før han turde nærme sig; ti folk færdedes endnu paa stranden.

Endelig forekom alt ham stille, og han nærmede sig teltet. Den unge pige var heldigvis ikke tilkøis endnu, og da han flere gange havde nævnt hendes navn, havde hun kjendt hans stemme. Med stor aandsnærværelse havde hun slukket lygten derinde og var gaaet ud af teltet.

Hvad der bevægede hende til saa hurtig at modtage Holts tilbud om at følge med ombord paa «Fram» og seile med os tilbage til Europa, det vil fremgaa af, hvad jeg senere har at fortælle. Nok af det – hun modtog hans tilbud, hentede en liden bylt med klæder i sit telt og fulgte ham til jollen. Han havde trukket den halvt op paa stranden et lidet stykke borte.

Men hvad enten der nu var udsat skildvagter, eller en hændelse har bragt nogen af banden til stedet – – – – – netop da de 279havde naaet stranden, blev de anraabt. Holt fik i hast pigen op i baaden og satte skulderen mod stævnen for at skyve den ud. Da styrtede der en mand frem og affyrede sin revolver paa ham. Holt følte sig truffet, men river en af jollens aarer til sig, vender sig om, springer ind paa manden og fælder ham med et ordentligt drag af det seige asketræ. Han havde ogsaa kraft nok til at skyve baaden ud; men det var ham umuligt med den lammede arm at komme op i den. Den unge pige tabte dog ikke besindelsen. Hun fik fanglinen om ham og gav sig saa til at karre jollen ud fra land med den ene aare, den anden havde Holt kastet fra sig.

Vinden og strømmen hjalp snart til, og saaledes fandt vi dem drivende – – – – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.