Det hemmelighedsfulde skib

av Fredrik Viller

Syvende kapitel: Jagten

Et sidste blik paa gruppen i «Frams» kahyt – og jeg styrtede op paa dækket med mine vaaben og lagde dem klar paa hytten.

«Fram» løb vestover med vinden nogle streger agterind om styrbord. Vi styrde ret mod det 280punkt, hvor kløften i sandbankerne angav sjøens udløb.

Det blæste en pen bris, og seilene var tætte af duggen, saa kutteren løb gjennom vandet med god fart. Men det første blik overbeviste mig om, at baaden agterud halede ind paa os. Det lod til at være en lang, letbygget gig, og vi kunde skjelne 6 aarer paa hver side.

Monk sad i styrerummet paa «Fram». Henriksen holdt paa med topseilet oppe paa hyttetaget. Jeg tog fat med, og et par minutter efter var det sat. Det var et stort seil, og med vinden paa laaringen trak det udmerket; det lagde mindst en knob paa farten.

«Det var det, jeg vidste,» mumlede Henriksen og gned sig fornøiet i hænderne. «Nu render vi fra dem!»

Det syntes ogsaa saa for det første; men vinden var ikke ganske stadig, og naar den indimellem løiede lidt, saa halede baaden atter indpaa os.

Saaledes gik en halv times tid, og naar alt kom til alt, var afstanden mellem os og sluppen bleven mindre – næsten formindsket med det halve.

Vi sad alle tre agterud og talte om vor stilling. En skikkelse dukkede op af kahytstrappen. Det var Holt; han kastede først et blik rundt 281paa sjøen, seilene og vore forfølgere; saa nikkede han til os med et fornøiet smil – skjønt ansigtet skinnede noget blegt i maaneskinnet.

«Bravo, Holt! er du alt saapas til kar? men tror du ikke, det er bedst, at du holder dig nede, – saa daarlig, som du var?»

«Var, ja; men nu er jeg det ikke længere – bare lidt mat i knærne; og saa er venstre arm ubrugelig. Men man greier sig langt med høire. Jeg hørte, Dere talte om, at vi blev forfulgt, og saa maatte jeg op – Jeg har faaet hende til at lægge sig paa sofaen; hun aner fred og ingen fare – – – –»

Der lød et skarpt knald og straks efter hørtes den hvislende lyd af en geværkugle. Den slog ned et stykke tilhøire og foran kutteren. Skuddet efterfulgtes af et brølende anraab fra baaden efter os. Ordene kunde ikke skjelnes; men meningen var tydelig.

«Det er godt, vi snart er ved udløbet,» bemerkede Monk, mens vi uvilkaarligen alle dukkede os i læ af skibssiden. Kun Henriksen, som atter havde taget roret, maatte nu og da titte op af styrelugen for at passe kursen.

Der kom forøvrigt ikke flere kugler. Forfølgerne havde nok bestemt sig til at vente endnu en stund med fyringen. Holt stak hovedet op og saa sig omkring: «Dette gaar ikke. Rigtignok 282er vi bare nogle kabellængder fra udløbet; men i det trange sund mellem sandbankerne er vinden løi, og inden et kvarters tid vil de kunne overhale os.»

«Skal jeg prøve et skud paa dem med riflen?» spurgte jeg.

«Nei, gjør ikke det! lad os ikke udgyde blod uden i høieste nød,» svarede Monk. «Desuden vil det bare gjøre dem desto ivrigere. Jeg ser paa Holt, at han har et forslag at gjøre.»

Bliv Dere siddende der i kokpiten og vær klar til at bruge vaabnene om nødvendigt – men ikke før,» svarede Holt og kravlede agterover og ned i styrerummet til Henriksen.

Vore forfølgere kunde nu være en 2-3 kabellængder agtenfor os; det vil sige omtrent 500 meter. Vi kunde tydelig skjelne roerne og et par mand agterud i baaden; de stod opreist.

Pludselig blev «Frams» ror lagt hart ned. Kutteren dreiede til vinden for styrbords halser, og skjøderne haltes klods. Vi løb afsted i en retning lodret paa den tidligere kurs mens fartøiet krængede langsomt over, og vandet rislede for baugen.

Forfølgerne holdt et øieblik op at ro; men saa faldt aarerne atter i vandet, og baaden dreiede op i skraa retning for at afskjære os retræten.

283Vi gjorde ikke fuldt saa stor fart bidevind, som vi havde gjort med vinden rum, og afstanden mindskede hurtig.

Pludselig lod Holt kutteren gaa over stag; seilene fyldtes over den anden baug: dens stævn pegte nu ret paa forfølgernes baad.

«Se ikke over rækken!» raabte Holt: han og Henriksen dukkede sig pludselig.

Et knald – saa et til og en hvislende lyd over vore hoveder, mens et svagt slag som af en liden hammer mod træ forkyndte, at den anden kugle havde boret sig ind i kutterens baug.

«Vil du rende dem isænk?»

«Nei, det vilde være for resikabelt; vi gjør ikke større fart, end at de fleste af dem kunde krabbe sig herombord under sammenstødet – – – – men jeg haaber at kunne spille dem et andet puds!»

Der kom ikke flere skud. De forstod vistnok, at kutteren var saameget høiere i baugen, at intet skud kunde naa os, der sad agterud.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Nu var vi ikke mere end 2–3 hundrede meter fra vore forfølgere.

«Se der!» Holt pegte ivrig. «Nu gjør de netop, hvad jeg havde haabet, de skulde gjøre!»

284Vi tittede op: vore fiender havde vendt sin baad med agterenden mod os og roede ganske smaat i samme retning, som kutteren løb.

Deres manøvre var listig nok; ti derved sattes de istand til at gjøre sammenstødet saa lempeligt, som de ønskede, eller helt at undgaa det, om de besluttede sig dertil. Som jeg før har sagt, stod det i deres magt at drive sin baad frem med noget større fart, end vi kunde gjøre.

Nu var der kun en 50 meter, som skilte os.

«Kast bak, og lad os komme ombord, hvis I vil beholde livet!» raabte en stemme paa spansk fra baadens agterende; der stod en mand opreist.

Intet svar – og han lod sine roere tage nogle tag for at faa fart paa baaden.

«Frams» baug pegte lige mod dens agterspeil. Ingen lyd hørtes uden vandets rislen for kutterens stævn – – – – Der lød et sagte kommandoord, og roerne i baaden lod atter sine aarer falde i vandet. Manden agter lagde dens ror styrbord, og den skar ud lidt til luvart af «Frams» kurs; en tre–fire mand i baadens agterende og ligesaa mange forud gjorde sine geværer klare: vi saa maanestraalerne spille paa vaabenernes blanke løb.

Der var kun nogle faa alen imellem os; baaden var nu paa «Frams» luv baug.

285Manden agterud syntes at faa en anelse om vor hensigt – ti Holt havde først lagt roret lidt op, saa kutterens seil stod godt fulde, derpaa lagde han det pludselig ned, og fartøiet dreiede til vinden med voldsom fart og spillende seil – han udstødte pludselig en befaling, og roerne forsøgte at lægge de tunge aarer ind – – – Men det var forsent: Langs baadens side skjød «Fram» op som en pil, knasende aare efter aare, mens roerne tumlede om mellem tofterne, og det smale fartøi krængede over, saa vandet fossede ind.

Nogle af mændene affyrede sine skydevaaben; men paa «Fram» var intet hoved at se over rækken, og kuglerne for uskadelige gjennem seilene eller borede sig ind i Archers gode egeplanker der staar de endnu, kutterens eier agter ikke at fjerne dem. En baadshage eller to naaede os i forbifarten; men de vristedes ud af deres hænder, som brugte dem, og blev hængende igjen i kutterens vanter – fortiden pryder de forstuen i mit hus.

«Livligt krabbefiskeForfatternote: «Fiske en krabbe» kalder sjøfolk det, naar en roer faar sin aare forkjert i vandet og bliver kastet ned af toften. der ombord!» bemerkede Henriksen med en klukkende latter. Han sad sammenkruget ved siden af Holt i styrerummet, mens Monk og jeg indtog samme stilling i kokpiten; ti nu og da for en kugle forbi os, 286afskudt i raseri; og de mest klangfulde eder og forbandelser fulgte os i rigeligt maal.

«Nu giver vi dem et ordentligt hurra til afsked,» sagde Holt – der laa allerede et langt stykke mellem os og vore fiender, og vi hørte kun utydelig støien af dem, mens de syslede med at lænse vandet af sin farkost og faa den iorden – og et ordentligt hurra fik de. –

Der blev ikke gjort flere forsøg paa at forfølge os med baaden, og det vilde ogsaa have været unyttigt med halvdelen af aarerne ubrugelige.

Til overflod friskede ogsaa vinden, og faa minutter efter stod «Fram» ud gjennem løbet for fulde seil og kraftigen hjulpet af strømmen.

I kahytten laa vor smukke gjæst i dyb søvn paa en af sofaerne – saa dyb, at hun da dagen kom, ingen idé havde om nattens sidste begivenheder.

Maanen var allerede halv i aftagende, og lyste saaledes ikke i sin fulde glans, men dagen begyndte at gyde sin rødme over den østlige himmel, og merkerne, der skulde vise os veien ud i det aabne hav, tegnede sig klart mod den lyse baggrund.

«Fram» passerede heldigen de skarpe rev og fandt porten i brændingerne aaben – det var paa høie tid; ti vandet faldt, og mange tommer var der ikke mellem kutterens kjøl og bunden midt i løbet.

287Den opgaaende sols straaler traf «Fram» et par kvartmil af land med alle seil til, styrende nordover ud fra kysten.

*

Vi havde lagt ny forbinding paa Holts saarede arm. Det viste sig, at revolverkuglen kun havde gjennemboret skuldermusklerne uden at beskadige noget ben, og han forsikrede, at ikke engang smertede ham større.

Vi sad agterud, mens Henriksen var ruslet forud for at tilberede sin yndlingsdrik – kaffeen.

Jeg havde taget roret. Vi havde netop drøftet nattens begivenheder, og Holt havde fortalt os om sit eventyr iland. Han kastede nu og da et uroligt blik tilveirs – vinden var ikke længere stø, og alt imellem slog seilene, naar kutteren rullede paa de lange dønninger – og derfra indover land, hvor palmeskoven og sandbankerne begyndte at synke i havet.

«Det var jo nordost, jeg skulde styre?»

«Ja, styr nordost, det bærer bra ud fra land, uden at vi dog fjerner os formeget fra kysten.»

«Hvorfor vil du ikke forlangt af kysten?»

«For vindens skyld. Landbrisen staar aldrig langt af land, isærdeleshed ikke paa denne aarstid – den synger forresten paa sit sidste vers for i dag.»

288«Det vilde være slemt,» faldt Monk ind, «for det tilfælde, at de skulde falde paa at forfølge os med dampyachten.»

«Vi vil ikke længe være i uvished i saa henseende,» svarede Holt og strakte sin friske arm ud mod kysten agterud paa styrbords laaring – – – –: Over palmetopperne hævede sig langsomt en tyk sort røg; den steg først lodret op i veiret for derpaa at trække ud over havet.

«Jeg vidste det,» fortsatte Holt. «Vi kjender altfor meget til deres hemmeligheder, til at de ikke skulde gjøre alt for at faa fat paa os.»

«Og dampen kan de have op om et par timer!» bemerkede jeg temmelig urolig; ti sandt at sige, var jeg aldeles uforberedt paa denne omstændighed.

«Hvor langt kan vi være borte fra sjørøverreden til den tid?» spurgte Monk.

«Aa – ikke stort længere end vi er i dette øieblik, for om en halv time er det stille.» Holt reiste sig og stirrede ud over havet.

«Og det vil igjen sige, at de om en 2–3 timer kan være paa siden af os – behagelige udsigter!» Monk hendte sig en cigar som trøst.

«Fuldt saa galt er det ikke. Før ved 12-tiden er der ikke vand nok paa baren for dampyachten. Den stikker sikkerlig sine 10 fod.

289«Men til middag kan vi ialfald gjøre regning paa dens behagelige selskab,» – jeg følte mig slet ikke tiltalt ved denne tanke, især da alt syntes at tyde paa, at den vilde realiseres: vinden var løiet næsten ganske af; seilene slog, og kutteren rullede paa en meget ubehagelig maade.

Strømmen satte, som jeg før har fortalt, stadig sydover, og «Fram» begyndte at drive tilbage mod det sted, hvorfra vi var kommet. Det kunde ikke gaa an, og vi stak derfor en smekker trosse paa et af ankrene og firede det tilbunds. Det fik bund paa 40–50 favne vand, og da vi havde stukket ud til næsten 100 favne paa trossen, svaiede «Fram» op og blev liggende.

«Det var uheldigt,» bemerkede jeg, «at landbrisen skulde løie saa tidlig af idag; havde den varet saalænge som igaar, vilde vi nu have været langt paa vei.»

«Jeg er ikke saa sikker paa, at det er uheldigt; kanske det er, fordi vestenvinden er i anmarsch. Hvad siger du, Henriksen?» Holt saa forventningsfuldt paa den adspurgte, der netop kom agterover med den rygende kaffekjedel i haanden. Henriksen satte kjedelen betænksomt fra sig paa en taugkveil; steg saa op paa hytten og undersøgte horisonten langsomt og omhyggeligt. Vi kjendte hans lange erfaring og ventede 290med spænding svaret. Endelig kom det ogsaa til ikke liden tilfredsstillelse for tilhørerne:

«Om et par timer har vi en bris af vestenvind, saasandt mit navn er Karl Henriksen! og det skulde ikke undre mig, om vi maatte tage ind et rev eller to, før dagen er slut.»

«Det vilde være heldigt, om du fik ret.»

«Ret! Ja, ret faar jeg, hvad vestenvinden anbelanger. Har Dere nogensinde seet saadan disighed over havet og med barometerfald atpaa – uden vestenvind? og se paa solen! har’n ikke en krans, som om’n skinte gjennem et vaadt skjorteflak?»

«Det er ganske rigtigt, barometeret har faldt betydeligt inat, og solen er ikke ganske klar – bare vinden vilde komme snart!» Holt kastede et betegnende blik indover landet, hvor røgen stadig væltede udover trætopperne i tykke bølger.

Henriksen fortsatte uforstyrret arbeidet med at dække frokostbordet paa dækket mellem styrerummet og kokpiten og kastede bare et flygtigt blik paa røgen – gjenstanden for vore bekymrede blikke: «La’ dem bare fyre op paa stimkutteren! De slipper ikke over baren paa mange timer endda, og før den tid er ‘Fram’ langt borte – – – – –»

Men den gamle sjømands spaadom syntes denne gang ikke at skulle gaa saa hurtig i 291opfyldelse. Klokken blev 10, og endnu laa «Fram» for sit anker, rullende og hivende, mens seilene slog uden pust af vind – – – – Endelig begyndte en mørk stribe at nærme sig fra vest, og det første fugtige pust af sjøbrisen strøg henover havet – – – –

«Der ser jeg dampyachten!» raabte Monk, han havde siddet med kikkerten for øiet næsten den hele tid, og straks efter kunde vi med det blotte øie skjelne de to master og den gule skorsten over sandbankerne.

«Den gaar ud i det ydre bassin», sagde Monk, «for at vente paa høivandet der. Endnu har vi en god time for os.»

Det første vindpust var atter døet hen; men den mørke stribe nærmede sig – – – –

«Jeg er en stor tosk!» raabte Holt pludselig og for saa hastig op, at smerten i den saarede arm aftvang ham en frygtelig grimase. «Vi har jo endnu de samme seil underslaaet, som da vi reiste fra Norge. I seilkøien findes et sæt seil, som er en halv gang til saa store. Vi maa faa dem under, og det straks!»

«Men er der nu tid til at skifte seil?»

Holt gav sig imidlertid ikke tid til at svare; han fik Henriksen paa dæk, og faa ord var nok til at sætte den gamle kutterseiler ind i situationen. Et par minutter efter laa de nye, 292prægtige seil paa dæk; de var fuldt ferdige til at slaaes under – med bændsler og alt iorden.

I kortere tid end det kan fortælles var storseil og fok firet ned og kappet fra gaffel, mast og stag.

«Synd paa de go’e bændslene!» hørte jeg Henriksen mumle, mens hans kniv for over dem som et lyn.

Heldigvis var baade Monk og jeg saapas øvet, at vi gjorde fuld nytte for os: Holts ene haand arbeidede for 10, og en tyve minutters tid, efterat vi havde begyndt vort arbeide, var de nye seil strakt. Vinden havde imidlertid naaet os for alvor, og dens første friske pust faldt paa en skinnende flade af den prægtigste seildug – – – – Kutteren laa endnu for anker, men ruskede og sled som en hund i sit kobbel.

Holt sprang ned i styrerummet og greb rorpinden: «Kap ankertauget, Henriksen, vi har ikke tid til at tage ankeret ombord!»

Henriksens skarpe kniv for hen over den spændte hamp. Det gav et lidet smeld, og «Fram» skjød med et kast frem over dønningen.

Henriksen vendte sig agterover, skyggede for øinene med haanden og pegte med den anden «Der gaar stimbaaten over baren – – – – – – –»

293Vi fulgte retningen af hans blik: Dampkutteren gled langsomt ud i aabningen mellem brændingerne, som helt og holdent skjulte dens skrog.

Men saa dukkede baugen frem, derpaa lidt efter lidt hele skroget, og trods afstanden kunde vi se det hæves og sænkes paa dønningen.

Faa sekunder efter havde den lagt sit ror bagbord og stævnede samme kurs som «Fram», mens en svær røgsøile forkyndte, at den fyrede under kjedlerne, alt hvad den kunde.

«Hvor langt er den fra os?» spurgte jeg Holt.

«Mellem to og tre kvartmil,» var svaret; «og frisker ikke vinden, saa er den paa siden af os om en times tid.»

Men vinden friskede, og efter en times forløb var den endnu mellem en og to kvartmil agterud.

Jeg tror ikke nogen af os havde mælt et ord, siden jagten begyndte; dertil var vi altfor optagne med at speide dels agterover efter forfølgeren, dels ud over havet til luvart for at se, om vinden viste tegn til at friske. Den blæste nu med en pen bris fra nordvest, men sjøen var endnu temmelig smul. Vi styrede nordost, altsaa lidt ud fra kysten, og med alle seil til – topseil og den svære sløreklyver. «Fram» krængede ikke lidet over, med en fos af hvidt skum under 294læ baug. Nu og da sprøitede det op til luvart og føg henover dækket som svære snedotter, der skinnede i solen.

Det var en lystig seilads; men ingen kunde tvile paa, at damperen halede ind paa os.

Henriksen havde løst Holt af ved roret; vi sad alle tre i kokpiten.

«Hvad siger patentloggeren, Henriksen?» Det var Holt, som endelig brød tausheden.

«Atten og en halv.»

«Det er næsten ni knob i den sidste time. Vi faar holde af en streg eller to, saa kanske vi faar en halv knob til; vi er saa langt fra kysten nu, at det ikke kan skade.»

Henriksen lagde roret lidt op, paa skjøderne blev firet nogle tommer, og kutteren fortsatte sit løb – nu parallelt med kysten. Men dampyachten agterud gjorde det samme: den var saa nær, at vi kunde se skummet foran baugen, naar den satte ned i sjøen, og mennesker paa den lille kommandobro foran skorstenen.

«Er her ingen havn, hvor vi kan søge ind?» spurgte Monk.

«Nei! Om et par timer er vi rigtignok tvers af Mazighan – vi har allerede kap Blanco i sigte paa læ baug – men der er kun en aaben led, hvor dampyachten kan følge os og overhale os saameget den lyster. Holt bøiede sig 295ned under storseilet i læ og pegte paa nogle lyse klipper, som steg op fra kystlinien.

«Hvor lang tid vil det vare, før den er paa siden af os?»

«Jeg antager, vi gjør 9 knob nu, mens den gjør 10; det kan altsaa ikke vare mere end et par timer i det høieste, før den er klods indpaa os – hvis alt gaar, som det gaar.»

«Kan vi ikke faa ‘Fram’ op i større fart?»

«Ikke meget mere; frisker vinden, saa bliver vi nødt til at mindske seil. Desuden vokser sjøen, og længe kan vi ikke føre den svære klyver. Jeg er ræd for, at vi snart maa bjerge den; knækker klyverbommen, saa er det forbi med os.»

Det gik som Holt havde forudsagt: vinden friskede til en liden kuling, og sjøen voksede. Vi maatte bjerge sløreseilet og sætte dagligklyveren. Topseilet maatte ogsaa ned.

Det blev en voldsom seilads: Det hvide skum laa jevnt med rækken i læ, og nu og da skyllede vandet ind over bakken og ud agterud; sjødrevet stod stadig over hele fartøiet.

Himmelen var bleven overtrukket af skyer, og vinden peb i riggen. Dampyachten rullede temmelig voldsomt; men den holdt sin kurs i vort kjølvand og halede stadig lidt ind paa os.

Det led ud paa eftermiddagen, og solen begyndte at farve skyerne i den vestlige horisont røde.

296Rorpinden var nu saa tung at haandtere, at Holt med sin ene arm ikke længere kunde løse af. Men Henriksen var ikke træt, forsikrede han. Time efter time stod han der i styrerummet: Et blik paa kompasset og den fjerne kystlinie paa læ baug, saa et op til luvart og op i seilene: snart gjaldt det med al kraft og legemets vegt at tvinge rorpinden op til luvart, for at kutteren ikke skulde løbe op i vinden; saa var det at støtte, for at den ikke skulde tage skjær og falde plat af: vinden var nemlig agtenfor tvers.

Baade Monk og jeg foreslog at løse ham af; men hverken Henriksen eller Holt vilde tillade det: «En øvet haand paa rorpinden gjør mindst en knob paa farten,» sagde Holt, «og jeg er sikker paa, at Henriksen gjerne staar der natten over, om det trænges.»

Situationen var imidlertid ikke behagelig. Om det vilde have hjulpet os noget, om vinden havde frisket yderligere, det ved jeg ikke; i ethvert fald gjorde den det ikke. Tvertimod, den syntes at løie noget, og sjøen blev kjendelig smulere, da strømraset omkring kap Mazighan var passeret.

*

Endnu en time var gaaet, og nattens skygger begyndte at falde paa. Stillingen var forøvrigt 297uforandret. «Fram» for gjennem sjøerne med læ række i vandet. Henriksen stod agter i styrerummet; han var den eneste, hvis blik søgte forover. Vi andre tog knapt øinene bort fra damperen agterud; den var nu kun en halv kvartmil fra os, og afstanden mindskedes langsomt, men sikkert. Vinden holdt sig stadig frisk, men heller ikke mere.

Vor samtale kom atter og atter tilbage til det samme punkt: Hvad vilde mændene ombord i damperen gjøre, naar de var naaet op paa siden af os – – – – –?

«De gjør sig vel knapt den umage at fiske os op.» Monk bøiede sig ned og fik fyr paa en frisk cigar.

«Nei,» svarede Holt – han og jeg var netop i færd med at styrke os paa en kjæks og et glas vin –. «Sandsynligst er det vel, at de render os isænk og fortsætter sin kurs; saa er de sikker paa, at vi ikke sladrer.»

«Jeg liker ikke de udsigter» – det var mig i det øieblik noget vanskeligt at faa kjæksen ned –. «Men er der da ingen udvei til at slippe fra dem?»

«Om en halv time er det mørkt – meget mørkt, for maanen kommer ikke op før ud paa morgensiden, og saa er det overskyet – maaske noget kunde gjøres da – – – – –»

298«Buenas dias, señores – – – jeg forstaar ikke, hvad De siger; men jeg aner, hvad det gjælder – –– –»

Vi vendte os alle forbauset; i den aabne kahytsdør stod den spanske piges vakre skikkelse.

Hun holdt sig last under slingringen med den ene haand, med den anden forsøgte hun forgjæves at samle sin mantille, som vinden rev og sled i, og den overflod af sorte lokker, der ligeledes søgte at gjøre sig fri.

Hendes blik hvilede forøvrigt i dette øieblik ikke paa nogen af os: det var rettet agterover mod dampyachten, som netop hævede sin baug paa en svær sjø, saa den røde bundmaling skinnede i det sidste aftenlys.

Monk var den, der først besindede sig; han sprang til og hjalp den unge pige op de faa trappetrinene fra kahytten til kokpiten og fik hende placeret i et hjørne, hvor vinden ikke føltes saa sterk. Hun takkede ham og skjænkede ham et venligt smil; men straks efter vendte hun sit blik mod Holt, der med uforstilt beundring stirrede paa hende og en rødme fløi over hendes vakre ansigt: «Tør jeg haabe, at Deres arm, min herre, ikke er farlig saaret? – – –» Denne gang benyttede hun det spanske sprog – og jeg har aldrig hørt det klinge smukkere.

299«Min arm vil snart være helbredet; kun maa jeg en tid undvære brugen af den – men jeg er bange for, at vi har været skjødesløse mod Dem – – – –. Et par gange har jeg seet ind i kahytten, og det forekom mig, at De sov; men maaske det ikke var saa – – – kan vi ikke skaffe Dem noget at spise?»

«Rigtignok sov jeg længe; men jeg har dog været vaagen i mange timer nu – jeg turde ikke gaa op paa dækket af frygt for at forstyrre; men saa kunde jeg ikke lade det være – – – – – tror De, den vil naa os?» hun pegte paa damperen.

«Det er ikke muligt at sige endnu – – – nu er det snart mørkt, og da kan vi kanske narre den paa en eller anden maade – – –»

«Nei, De maa ikke skuffe mig! jeg ser paa Deres ansigt – og de andre herrers – at dampskibet der snart vil have os i sin magt – – – hvorledes kunde jeg være saa letsindig og styrte andre mennesker i saadan fare!?»

Jeg saa, at Holt ikke rigtig vidste, hvad han skulde svare, og jeg fandt det bedst at komme ham tilhjælp med min kjendte veltalenhed:

«De har betroet Dem til os, frøken, og Deres tillid skal ikke skuffes. – Hvis vi er kommet i en vanskelig stilling, saa er det vor skyld og ingen andens; det var jo vor ven Holt, 300som paa egne og vore vegne foreslog Dem at gaa ombord i ‘Fram’, idet vi forstod, at De ikke med Deres gode vilje dvælede hos de mennesker derombord – – – – – De maa ingen bebreidelser gjøre Dem for vor skyld.»

Men, naar skibet der har indhentet os – – – – – I kjender nu hemmeligheden med havnen paa den afrikanske kyst, og de mennesker derombord tager intet hensyn. Selv menneskeliv har lidet at sige for dem, naar det gjælder at bevare deres hemmelighed – – –»

«Jeg kan kun gjentage, at vi vidste, at det var et farligt foretagende, vi indlod os paa, nu faar det staa til – – – –»

«Nei – – – – – jeg tror endnu at kunne redde Eder.»

«Hvorledes?»

«Tag seilene ned og gjør ingen modstand mod mændene i yachten; jeg tror at kunne udvirke, at man lader Eder fare i fred.»

«Men hvorledes vil det gaa Dem?»

«Jeg – – – jeg vil have at underkaste mig min stedfader, grev Silvas, vilje, intet andet.» Hun kastede et blik paa Holt og slog derpaa øinene ned, mens en dyb bleghed bedækkede hendes ansigt.

«Grev Silva er altsaa ikke Deres fader,» faldt Monk ind, og forstaar jeg Dem ret, saa 301ønsker han at tvinge Dem til noget?»

«Sandsynligvis til at gifte sig med en, hun ikke liker,» hørte jeg ham mumle for sig selv, «Saa gaar det altid for sig i den slags romaner, som vi nu er kommet op i!»

Den unge pige taug en stund, men slog saa øinene op og saa os ind i ansigtet.

«Jeg har ikke ret til at skjule noget for mænd, der saa ædelmodig har taget mig under sin beskyttelse. – Min stedfader, grev Silva, er i dette øieblik afhængig af smuglernes anfører – Don Velasco – han er ombord paa yachten nu, det aner jeg – det beror paa den mand, om carlisterne skal kunne udføre sine planer. Men denne mand har ogsaa stillet som betingelse – at – at – jeg ægter ham.»

«Og grev Silva?»

«Han elsker Don Carlos’s sag over alt – – – – – Tag seilet ned, og overgiv Eder. Jeg vil sige til Don Velasco, at jeg gaar ind paa hans forlangende, hvis han lader Eder fare i fred.»

Holt trængte sig frem, han vilde sige noget, men Monk skjøv ham tilside.

«Men om Don Velasco beholder baade Dem og os i sin magt?»

«Han ved, at jeg før dræber mig selv, end at han skal ægte mig mod min vilje.»

302Monk vendte sig til Holt: «Tal du og paa vore vegne: jeg ved, hvad du vil sige; men det er bedst, du siger det. Vi er enige.»

Holt gik frem de faa skridt, som skilte ham fra den unge pige.

Han, der ellers var saa keitet og forlegen, han tog nu og førte den unge piges haand til sine læber, som om det var den naturligste ting i verden, og sagde:

«Fra nu af er Deres skjæbne knyttet til vor. Saalænge der er liv tilbage i os, skal ingen sjæl af mændene derombord vove at lægge haand paa Dem. – Jeg byder Dem min haand ikke alene til forsvar idag, men for hele livet. De kan give mig svar nu, om De vil, eller De kan vente, til De har fulgt os tilbage til vort kjære Norge; jeg føler, at det skal lykkes os at naa det.»

Hun svarede intet; men lagde ogsaa sin anden haand i hans store næve. Han bøiede sig ned og kyssede dem begge.

Det tager sig underligt ud, naar jeg nu tænker paa og forteller om dette; men merkelig nok, i det øieblik var der ingen af os, som saa noget besynderligt i, hvad der foregik for vore øine. Paa havets vældige skueplads føler menneskene sig for smaa til at spille komedie, og Holts frieri for aaben scene syntes der den naturligste ting af verden. Naar det næste øieblik kan 303bringe enten liv eller død, kaster man fra sig alle de talemaader og omsvøb, hvori livets former ellers kræver, at vi skal tilhylle vore følelser.

«Det var ret, løitnant!» hørte jeg Henriksen mumle borte i styrelugen. «Saa’n skal’n ta’ kvindfolkene.» Det var for mørkt til at skjelne hans ansigts udtryk; men jeg tviler ikke paa, at resten af hans tale, der førtes bort af vinden uden at naa os, var en salvelsesfuld velsignelse af pagten – – – – – –

Vinden dreiede sig noget nordligere, helt op til tvers; men da den samtidig friskede lidt, gjorde det ingen forskjel paa kutterens fart. Det saa endog et øieblik ud, som om fienden vilde opgive forfølgelsen; ti trods mørket kunde vi tydelig se, at yachten sakkede lidt. Men det har vel kun været, mens man renskede op i fyrene; ti straks efter saa vi den røde lue slaa op gjennem damperens skorsten under den voldsomme fyring, og fra nu af syntes afstanden mellem os atter at aftage.

Det sidste dagslys var forsvundet, og nattens mørke herskede. Vore forfølgere gjorde dog intet forsøg paa at skjule sig – det kunde heller ikke have nyttet dem – og lysene skinnede klart gjennem ruderne i forkant af yachtens bestiklugar.

304Ombord i «Fram» var situationen uforandret. Henriksen stod fremdeles ved roret og passede sin dont uden at mæle et ord. I kokpiten sad vi andre – den spanske pige indhyllet i Holts store sjøtrøie.

Det var en smuk nat; morilden boblede som sydende metal langs den læ række, og nu og da for lysende draaber fra luvart over i læ eller faldt ned paa dækket som en regn af ild.

«Nu maa der snart gjøres noget,» mumlede Holt. «At vi ikke kan seile fra ham, det er sikkert nok!»

«Tror du, at de ser os?» spurgte Monk.

«Ja, det er jeg sikker paa,» var svaret. For at prøve har jeg et par gange ladet Henriksen forandre lidt paa kursen: men han merker det altid og kommer efter – det er vore svære, hvide seil, som gjør, at han kan holde os isigte.»

«Men jeg synes, at han nu burde have været paa siden af os. I den sidste halvtime synes jeg ikke, at han er kommet nærmere.»

«Det er muligt, at de vil holde det gaaende saaledes, til dagen bryder frem, eller maanen kommer op – enten han nu vil rende os isænk eller borde os, saa er det ikke saa let gjort i bælgmørke.»

«Findes der da ingen maade, hvorpaa vi kunde narre ham?» spurgte jeg.

305«Jeg har en plan,» sagde Holt; «men den er farlig; ti hvis den mislykkes, er vi straks i hans magt. Dog maa vi prøve den, dette gaar ikke længere – – – – Tænd lampen i nathuset!»

«Ja, men nathuset vender jo agterover – de vil kunne se lyset paa damperen.»

«Det er netop det, jeg ønsker – – – –»

«Har du læst ‘Sjøskummeren’ af Cooper?» faldt Monk ind. «Hvis saa er, vil du forstaa, hvor Holt vil hen.»

Holt lo: «Saa du har alt gjennemskuet mig – – – – du har ret! jeg vil prøve paa at lure dampyachten paa samme maade, som ‘Sjøskummeren’ lurte orlogsmanden.»

«Hvordan?»

«Nu skal du faa se!»

Lyset i nathuset blev tændt, og Henriksen, som stod agtenfor ved roret, fik ordre til at holde sig lidt til siden, saa at det altid kunde sees fra yachten.

Jeg har før fortalt, at «Fram» havde to baade: jollen – den havde vi kappet fra os, saasnart forfølgelsen begyndte – og saa et lidet «traug», som laa tversover bakken. Trauget tog vi agterud og lagde det agtenfor kokpiten – klar til at hives paa vandet. Midt i farkosten surrede vi et stykke af et skrubberskaft ret op og ned som en liden mast, fast til toften.

306Paa toppen af masten hængte vi en liden lanterne, som blev tændt, men foreløbig dækket med et stykke seildug.

«Lad os endnu vente en stund,» sagde Holt; «jo længere de stirrer paa lyset herombord, desto mere vil de vænnes til at se efter det og intet andet.»

Vi lod en halv times tid gaa hen. Saa blev klyveren bjerget, og alt gjort klart til at fire storseil og fok saa hurtig som muligt.

Lyset i nathuset blev slukket, og seildugen taget bort fra lygten i baaden. Monk og jeg tog fat i den og skjøv den forsigtig ud over læ række. Den sakkede øieblikkelig agterud og dansede op og ned i kjølvandet.

«Nu op med roret, Henriksen!»

Vi sprang alle tre op paa dækket, Holt til fokken, vi andre to til storseilet, og lod seilene gaa til dæks. Faa sekunder efter slingrede «Fram» mellem sjøerne med nøgen mast og uden spor af seil. Dog var vinden saapas frisk, at kutteren beholdt styrefarten og skjød temmelig hurtig ned i læ for takkel og taug med vinden ret agterind.

Lyset i det lille traug dansede muntert op og ned – vi var alt langt fra det: men ingen agtede længere paa det, vore øine var fæstede paa lysene ombord i yachten. Mon den havde 307opdaget knebet? – – – – – – «Nei, endnu ikke!»

Vistnok førte den ingen top- eller sidelanterne; men lyset fra ventilerne i skibets sider begyndte at komme frem, eftersom den lidt efter lidt vendte bredsiden mod os. – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Vi var flere hundrede alen i læ, og endnu intet tegn til, at den forandrede kurs. – – – –

«Lad os faa fokken op, raabte Holt. «Det er et seil, som ikke sees langt, desuden holder ingen mand derombord udkig i denne retning; de stirrer kun paa lygten i trauget.»

Fokken blev heist, og «Fram» slørede afsted i en retning næsten modsat af yachtens kurs. Ogsaa lysene i dennes sideventiler svandt; kun ilden fra skorstenen syntes nu og da og viste os, hvor den var.

Nu nærmer den sig lygten i trauget – – – – der forsvandt lyset! den har rendt farkosten isænk! det var altsaa den skjæbne, som var «Fram» tiltænkt!

Yachten maa have opdaget sin feiltagelse og stoppet; ti vi hører larmen af damp, der slippes ud under voldsomt tryk. Men snart dør ogsaa lyden bort – – – – intet var mere at se eller høre fra fienden.

Vi satte seil og lod kutteren luffe til vinden 308med to reb i storseilet og et i fokken, for brisen friskede til kuling.

Saa krydsede vi hele natten slag i slag ret op i vindøiet, og da morgenen kom, var kysten afsigte og intet at se horisonten rundt uden skumklædte bølgetopper.

Da blev kursen sat for Gibraltar.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Det hemmelighedsfulde skib

Det hemmelighedsfulde skib er tredje bok om detektiven Karl Monk. Denne gangen er Monk til sjøs, nærmere bestemt ombord i lystseileren «Fram», som skal seiles fra Norge til Gibraltar. Underveis støter de på et mystisk skip, en ung spansk kvinne, «røvere» og en mystisk greve.

Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.

Se faksmiler av førsteutgaven (nb.no).

Les mer..

Om Fredrik Viller

Pseudonym for Christian Sparre.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.