Det hemmelighedsfulde skib

av Fredrik Viller

Fjerde kapitel: Kaptein Santa Marina

Jeg sov som en sten den nat; men saa var vistnok ikke tilfældet med Holt eller Monk. Monk blev siddende oppe paa dækket for 232at «tænke», som han sagde. – Holt hørte jeg først kaste sig frem og tilbage i køien og derpaa slaa op for at slutte sig til Monk.

*

Vi sad ved frokosten næste morgen. Henriksen holdt paa at gjøre klar til letning, da vor bekjendt fra forrige aften, kaptein Santa Marina, lagde til siden i sin lille jolle og bad om at faa en samtale med os, før vi seilte.

Han blev ført ned i kahytten og havde intet imod at prøve indholdet af forskjellige hermetiske daaser, hvormed «Fram» var udrustet i overflod, og hvormed vort frokostbord var smykket.

«Jeg kommer for at foreslaa mine herrer en overenskomst,» sagde kapteinen – frokosten var ekspederet og cigaren eller cigaretten tændt.

Han saa paa Monk og fortsatte: «Saavidt jeg kan forstaa, jager vi det samme vildt – om end ikke med de samme hensigter.»

Holt og jeg betragtede ham forundret; men Monk svarede ganske rolig: «Ja, jeg antager ogsaa det, og maaske kunde vi hjælpe hverandre.»

«Netop min mening,» – spanieren talte med en livlighed, som vi ikke havde bemerket hos ham tidligere, «og jeg maa meget beklage, at jeg viste mig noget afvisende forleden aften.»

233«Ikke værd at tale om,» faldt Monk ind; «De antog maaske den gang, at vi var carlister og saaledes netop hørte til det vildt, De jagede?»

Spanieren syntes forlegen: «Jeg maa tilstaa – – – – – ja, jeg har ingen grund til at skjule noget for Dem. Aarsagen til, at jeg er stationeret paa disse kyster med en saa talrig eskadre, er, at her i den senere tid af carlister er indsmuglet en mængde vaaben og ammunition – ja, endog feltskyts. Selv efterat det kom regjeringen for øre, og efterat jeg fik i opdrag at stanse trafiken, har det lykkedes de kjæltringer at fortsætte i temmelig stor maalestok – – –»

«Men hvordan kan det gaa for sig,» spurgte jeg, «at man er vidende om det og dog ikke kan forhindre det?»

Spanieren smilte: «Det er underlige forholde her i Spanien, ser De! Regjeringen har mange spioner selv blandt carlisterne, og vi faar altid vide, naar en indsmugling har fundet sted – ja, ofte i forveien; men de karle har indrettet sig saa listigt, at det lidet hjælper os. – De arbeider paa tre forskjellige hold. Nogle bringer sagerne til kysten, andre modtager dem, og atter andre transporterer dem ind i landet.

Disse mennesker kjender ikke hinanden, saa at selv om der er forrædere iblandt dem, saa lykkes det os aldrig at følge traaden til 234enden. – Engang imellem opnaar vi at faa tag i en mindre portion vaaben; men det har aldrig lykkes os at faa vide, hvem der har bragt dem til kysten – eller hvorledes – og heller ikke, hvor de bliver af senere. Jeg har rigtignok i den senere tid – – –» han stansede og syntes at nøle.

«Tal kun frit!» sagde Monk; «vi giver vort æresord paa, ikke at benytte, hvad vi hører, til at modarbeide Deres planer.» Han saa spørgende paa Holt og mig; vi nikkede.

«Det er mig nok,» fortsatte kapteinen. «Hvad jeg vilde sige, det var, at regjeringen har bragt i erfaring, at vaabnene kommer fra Amerika; men jeg ved, at de ikke bringes hid til kysten i de samme fartøier, hvori de indlades der. Jeg tror af forskjellige omstændigheder at kunne slutte mig til, at de indsmugles her paa kysten fra dampskibe, som agerer engelske lystyachter; men hvor disse tager vaabnene ombord – det er os en gaade.»

«Og saa fik De forleden dag mistanke om, at vi hørte til komplottet?»

Kapteinen rødmede og saa noget forlegen ud: «Ja, jeg vil ikke negte, at noget saadant for mig gjennem hovedet. De gjorde nogle forunderlige spørgsmaal – – – –»

Vi maatte alle le.

235«Jeg maa beundre Deres skarpsindighed,» sagde Monk. «Men hvordan fandt De senere ud, at vi tvertimod jagede samme vildt – som De udtrykker Dem?»

«Det skyldes ikke min skarpsindighed; men at jeg er godt underrettet. Igaar var jeg en tur i Gibraltar, og jeg anstillede da undersøgelser om Dem og Deres kutter. – Enten De var englændere eller nordmænd, det kunde ikke jeg være sikker paa, og englænderne viser en besynderlig sympati for Don
Carlos – – –»

«De maa endelig ikke tro, at vi er fornærmede over Deres mistanke,» faldt Monk ind. «Jeg beder Dem tale frit!»

«Nuvel, vi har vore agenter i Gibraltar baade af den ene og den anden grand; men især for toldvæsenets skyld, og jeg tør sige, at der for tiden er liden udsigt for de stakkars smuglere til ubemerket at forlade frihandelsstaden. Jeg benytter selvfølgelig ogsaa det spanske toldvæsens agenter der, og fik hurtig greie paa, at den norske kutter havde været ude for et besynderligt eventyr i Atlanterhavet mellem Afrika og Spanien. Ja, at endog den engelske admiral havde stillet en kanonbaad til Deres disposition for at lede efter nogle spanske røvere paa sjøen. – Men hvor kanonbaaden havde været, kunde jeg ikke faa greie paa.»

236«Det er forbausende!» sagde jeg. «Vi har ikke talt et ord derom til nogen uden til den engelske admiral, og han lovede at holde tæt.»

«Kanonbaadens ekspedition kunde man ikke vente skulde blive nogen hemmelighed,» bemerkede Monk. «Men kjender De ogsaa vort og ‘Frams’ eventyr?»

«Jeg tør sige, at jeg kjender det;» der viste sig et eget smil paa spanierens ansigt. «I Gibraltar er der mangt et hyggeligt sjømandsværtshus, og ved et godt glas saa ‘spinder gjerne matrosen en ende’, som det heder. De har jo ogsaa en matros herombord – omend bare én mand – saavidt jeg ved?»

Det var altsaa forklaringen! Karl Henriksen havde sladret af skole, uagtet han paa det strengeste var tilraadet at holde sin mund.

«Jeg haaber, at jeg ikke er skyld i, at Deres matros falder i unaade,» fortsatte kapteinen. «Det blev mig sagt, at der maatte mange glas til, for at faa ham paa glid!»

«Nei, vær De ganske rolig,» det var Holt, som denne gang tog ordet. «Hvad der er hændt os, behøver vi ikke at holde hemmeligt; og jeg vilde være Dem meget taknemmelig, om De kunde sige os en maade, hvorpaa vi kunde komme i forbindelse med de mennesker, som vi leder efter.»

237«Jeg havde haabet, at De kunde give mig et vink,» svarede kapteinen; «for saavidt jeg kan forstaa, hører de folk, som De traf ombord i det forladte skib, – og som bemægtigede sig Deres kutter – til den samme bande, som smugler vaaben iland for Don Carlos. – Jeg kjender ogsaa til beretningen fra det mandskab, som maatte forlade skibet og kom iland i Cadiz. Jeg forstod straks, at de talte sandhed.»

«De er virkelig godt underrettet, hr. kaptein! man skulde næsten tro, at De havde faaet Deres opdragelse ved politiet,» bemerkede Monk smilende. «Men hvorfra har De Deres antagelse om, at carlisterne benytter sig af lystyachter under engelsk flag?»

«Ja, jeg har virkelig været nødt til at uddanne mig som detektiv i den senere tid,» svarede sjøofficeren halvt alvorligt halvt spøgefuldt. «Men lige lidet nytter det, og regjeringen begynder at blive utaalmodig, fordi jeg endnu ikke har kunnet gjøre ende paa uvæsenet. – Hvad min mistanke om anvendelse af lystyachter under engelsk flag angaar, saa skriver den sig fra, at det to gange er hændt, at saadanne fartøier har vist sig netop paa de steder, hvor vi senere har faaet underretning om, at vaaben har været ilandbragt. Andre fartøier har ikke været seet.»

238«Og det har ikke lykkedes at faa overhalet nogen af disse lystfartøier?»

«Nei, endnu ikke! det er desuden en farlig sag, især naar de farer under engelsk flag. Tager man feil, saa er fanden løs! Engang forfulgte forresten en af mine kanonbaade et saadant fartøi langt ned paa den afrikanske kyst; men der forsvandt det sporløst.»

«Forsvandt, siger De?» Holt bøiede sig ivrig frem.

«Ja, kanonbaadens chef fortæller, at det mistænkelige fartøi styrede ret paa land og forsvandt. Det var i tusmørket og lidt disigt veir, saa jeg antager, at det simpelthen har bøiet af langs kysten og undgaaet ham paa den maade.»

«Hvor var det?» Holt fæstede blikket spændt paa den fremmedes ansigt.

«Del var imellem kap Mazighan og Fedahlah – saa tror han ialfald; men han er ikke ganske sikker, for han kom under land i overskyet veir uden observationer og maatte straks søge ud igjen, da der røg op en storm.»

«Men fik han ingen landkjending?» Det var fremdeles Holt, som spurgte.

«Nei, man kan jo seile hundreder af kvartmil paa den kyst, uden at landet forandrer sig; og han kunde intet andet merke opgive end to kjæmpemæssige palmetrær.»

239«Palmetrær?»

«Ja, palmetrær!» bemerkede sjøofficeren med en liden latter. «Det var et deiligt sjømerke der, hvor der findes hundreder og tusinder af dem! Det var forøvrigt en ganske ung og uerfaren officer, og jeg satte liden tro til hans rapport. – Senere har jeg befaret kysten der mange gange, men ikke kunnet finde andre havne end de kjendte marokkanske byer; der er en 5–6 stykker af dem, ved De.»

«Det var en underlig historie!» Holt talte som en, der tænker paa et og siger et andet, og straks efter forsvandt han fra kahytten, og vi hørte ham skridte op og ned paa dækket.

«Det blev nok for varmt for Deres kammerat hernede,» bemerkede spanieren, «og jeg er bange for, at jeg kjeder mine herrer med mine beretninger?»

«Nei, slet ikke,» svarede Monk. «Men forstod jeg Dem ret, saa havde De endnu en grund til at mistænke lystyachterne?»

«Ja, – – – jeg behøver ikke at skjule det: Regjeringens agenter har bragt i erfaring, at carlisterne for et par aar siden har kjøbt to ældre dampyachter i England. Paa den anden side, saa ved vi ogsaa, at vaabenforraadene er udskibede fra Amerika i seilskibe. 240– –– – De maa omlades et steds – men hvor?»

«Det kan altsaa ikke være paa den marokkanske kyst?»

«Nei, der holder vore konsuler og agenter vagt i havnene: spanske orlogsmænd har i lange tider bevogtet Afrikakysten langt sydover tilligemed de canariske øer, Capoverderne og Madeira – – – – – – længere borte fra den spanske kyst kan det heller ikke være; ti yachterne er ikke skikkede til at passere de store have – – – nei, det er en gaade!»

«Vi kan desværre ikke give Dem nogen oplysning,» svarede Monk. «Skjønt ogsaa vi havde grund til at tro, at de karle var landet paa den marokkanske kyst, da de forlod os. Did gik ogsaa den engelske kanonbaad; men dens undersøgelser førte ikke til noget resultat. Heller ikke har vi seet nogen af de mennesker, og vi har intet signalement at give.»

«De røvere bemægtigede sig jo først Deres landsmænds skib, saa mandskabet maatte flygte – skjulte sig i lasten og overfaldt saa Eder midt om natten, tog skibsbaaden og forlod skibet – var det ikke saa?» Spanieren saa nysgjerrig paa Monk.

«Jo, og de sørgede for at binde os saa 241godt baade paa hænder og fødder og for øinene; at vi intet saa og intet kunde udrette, før de var ude af syne.»

«Jeg ved, I nordboer er seige folk,» spanieren betragtede os fremdeles nysgjerrig, «og jeg troede ikke, at I efter saadant traktement vilde hvile, før I havde sagt tak for sidst til kjæltringerne.»

Monk lo: «De tror os ikke rigtig, hr. kaptein! De har en mistanke om, at vi ved mere, end vi vil ud med?»

«Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro!» Spanieren rødmede merkbart og saa til siden.

Jeg følte Monks advarende blik hvile paa mig og forstod, at det var hans ønske, at jeg intet skulde sige om vort møde med grev Silva.

«Jeg maa bede meget om undskyldning for min paatrængenhed,» kapteinen reiste sig for at forlade kahytten; «og kan jeg være mine herrer til tjeneste paa nogen maade, saa er jeg til disposition.»

«De er en altfor klog og skarpsindig mand, min herre» – Monk reiste sig ogsaa – «til at vi ikke skulde tale aabent med Dem. Det er hverken min eller, saavidt jeg kan forstaa, mine kammeraters hensigt at opgive denne sag, før vi har fuld klarhed – saasandt det staar i 242menneskers magt – og vi kan have forskjellige grunde til at ønske det. – At vi har fundet en traad, som kanske kan føre videre, det vil vi heller ikke skjule For Dem. Men De maa undskylde, om vi fortiden ikke udtaler os nærmere derom – uagtet De paa Deres side har været saa uforbeholden mod os; vi har vore grunde ogsaa derfor. Men en ting skal jeg love Dem, og det er, at hvis vi gjør nogen opdagelse, der kan hjælpe Dem til at standse carlisternes revolutionære forsøg, saa skal De blive gjort delagtig deri – jeg tror ingen af os nærer nogen sympati med forsøgene paa atter at bringe Spanien i reaktionens og præsteskabets vold. Hvad De har sagt os om Deres opgave og anordninger, kan De være vis paa skal forblive en hemmelighed fra vor side.»

(Jeg maa derfor bede den ærede læser om ligeledes at holde tæt!)

Paa dækket stødte Holt til os; han var pludselig kommet i det mest straalende humør, og vi skiltes fra den spanske officer i den bedste stemning fra begge sider.

Neppe havde hans baad forladt «Frams» side før Holt trak os ned i kahytten og bredte ud paa bordet et stort sjøkart.

«Du har altsaa fundet ud, hvad figurerne paa pergamentet betyder?» sagde Monk rolig.

243«Hvordan fanden ved du det? Det er ingen moro at komme med nyheder til dig, du kjender dem bestandig paa forhaand! Naar det kommer til stykket, ved du selv, hvordan pergamentet kan tydes?»

«Nei, jeg har sagt dig før, at jeg ikke er sjødetektiv – jeg kunde ikke gjøre mere end sige dig, at det var en kartskitse. Jeg vidste nok, at du tilsidst vilde finde ud af den. – Du ved, at naar en mand – – – hm – interesserer sig for en dame – det var et pent udtryk, ikke sandt? – saa skjærpes hans opfindsomhed i en utrolig grad, naar det gjælder midlerne til at komme i hendes nærhed. Grev Silva og frøken Silva er vel fortiden i Marokko, og du vil vise os, hvor vi kan træffe dem – ikke sandt?»

Holt skulede stygt paa Monk; men taug klogeligen og fortsatte sine forberedelser ved at trække frem en stor, velbrugt bog i sterkt shirtingsbind, den han slængte paa bordet. Derpaa – –– ja, hvad der saa gik for sig, vil sees af det følgende.

Samme aften gik «Fram» under seil og styrede vest gjennem strædet og ud i Atlanterhavet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Det hemmelighedsfulde skib

Det hemmelighedsfulde skib er tredje bok om detektiven Karl Monk. Denne gangen er Monk til sjøs, nærmere bestemt ombord i lystseileren «Fram», som skal seiles fra Norge til Gibraltar. Underveis støter de på et mystisk skip, en ung spansk kvinne, «røvere» og en mystisk greve.

Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.

Se faksmiler av førsteutgaven (nb.no).

Les mer..

Om Fredrik Viller

Pseudonym for Christian Sparre.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.