Sjette kapitel: «Ocean» aabenbarer noget af sin hemmelighed

Min slummer var blid; men min opvaagnen var det ikke; der hvilede en frygtelig vegt paa mit bryst og noget blødt, ækkelt over ansigtet forhindrede mig i at puste. Jeg sad ikke længere, men laa paa ryggen med hovedet trykket bagover mod tralværket. Mine hænder og fødder klemtes fast mod underlaget, saa jeg ikke kunde røre et lem.

Jeg forsøgte at faa mine lemmer fri, at hæve hovedet, at skrige; men til ingen nytte. Mine anstrengelser forhøiede kun de kvælende fornemmelser.

Var det et afskyeligt mareridt? Nei! Dermed var jeg straks paa det rene. Halvkvalt, som jeg var, forstod jeg, at jeg var falden i et baghold, at det var mennesker, som havde taget magten fra mig.

109Mangel paa luft bragte mig snart til at holde op med mine forsøg paa at komme løs; jeg forstod ogsaa, at det var unyttigt.

Der kjendtes kraftige nævetag om mine ankler og haandled, og der lød en stemme i mine øren. Munden, som udtalte ordene, var saa nær, at jeg kjendte dens varme aande i mit ansigt – hviskende, men med eftertryk: «Lig stille og ikke en lyd, hvis De har Deres liv kjært!» Ordene blev sagt paa spansk, og jeg tviler ikke paa, at den kniv, som for at give ordene eftertryk kildrede min strube, stammede fra samme land.

Saa hørte jeg mumlen af flere stemmer, og man begyndte at binde mine hænder og fødder, mens nu og da knivsodden formanede mig til taalmodighed og taushed paa en meget overtalende maade. – – – Hvor jeg forbandede min søvnighed og uagtsomhed! – – –– Mon Monk og Holt blev behandlet paa samme maade? Hjernen arbeider hurtig og sikkert under saadanne omstændigheder. Et øieblik for den tanke gjennem mig: «Bare de vilde vaagne ved larmen og komme mig til hjælp!» Men næste sekund lod mig ønske det modsatte: af stemmerne hørte jeg, at der var mange mand om mig. Det kunde koste mine kammerater deres liv, om de styrtede op paa 110dækket til undsætning; jeg haabede, at de maatte overraskes, som jeg var bleven det.

Det var forøvrigt karle, som forstod sit haandværk: i løbet af faa sekunder var jeg surret sammen til en livløs masse. Et fugtigt klæde, viklet mangedobbelt om mit hoved, forhindrede ethvert skrig og lod netop saameget luft ind i mine lunger, at jeg ikke tabte bevidstheden.

Det blev stille omkring mig for en lang stund.

Saa hørte jeg atter lyd af stemmer og fodtrin op trappen og agterover dækket – denne gang ikke saa dæmpet; jeg hørte enkelte raa latterudbrud afbrudt af korte befalinger; men jeg kunde ikke skjelne ordene.

Jeg blev taget ved fødderne og skuldrene, baaret ned kahytstrappen og slængt paa gulvet i kahytten med en sidste advarsel om at forholde mig rolig og en ækkel prikken paa struben, saa jeg følte blodet flyde ned paa brystet under skjorten.

Saa forlod mændene mig, og nogen tid efter hørte jeg trampen af fødder paa dæk. Surringen om mine haandled – armene var bundne paa ryggen – og anklerne smertede forfærdelig. Jeg kunde ikke længere puste og – besvimede.

111Da jeg kom til mig selv igjen, følte jeg solens straaler falde varmt paa mit legeme; men jeg laa fremdeles i samme hjælpeløse tilstand, som da jeg faldt i afmagt.

Imidlertid var bindet over mit ansigt meget mindre stramt og tillod mig at puste uden vanskelighed. Solen, som alt i lang tid havde skinnet gjennem den aabne nedgangskappe, havde tørret det vaade klæde og gjort det slakt, saa det gled af, da jeg begyndte at gnide hovedet mod gulvet; Jeg laa i den agterste kahyt og var alene.

Det lykkedes mig at komme op i siddende stilling, og i et nu stod alt, hvad der var hændt om natten, tydeligt for min erindring.

Men hvordan var det gaaet mine kammerater? Jeg lyttede og syntes at høre svage støn fra den anden kahyt.

Jeg sled i mine baand; men de modstod alle anstrengelser – skar sig bare ind i kjødet og forvoldte frygtelige smerter – – – – – mit omflakkende blik faldt paa dørtærskelen med det slidte messingbeslag; det var revet halvt af, og de skarpe kanter af messingblikket stod ud – en af os havde netop snublet i det den foregaaende dag.

Ved nogle fortvilede kropsvridninger kom jeg der bort og vendte ryggen med de bundne 112hænder til – – – – – – – men det er ikke saa let at faa filet af en seks-otte tørn af god 12garns line. Nu og da fulgte lidt af hud og kjød med, og blodet randt bort over kahytsgulvet. Kun tanken paa, at mine kammerater maaske holdt paa at kvæles, gav mig kraft til at fortsætte. – Endelig sprang det sidste garn, og mine hænder var fri, om end forrevne og kraftløse.

Pennekniven havde jeg i lommen; men jeg erindrer, at mine hænder var saa ubrugelige, at det tog mig flere minutter, før mine fødder var befriet for baandene.

Jeg ved ikke, enten jeg skal le eller græde, naar jeg tænker paa det syn, som mødte mig ude i forkahytten:

Midt paa gulvet laa Holt i samme ynkelige tilstand, som nylig havde været min lod. Han var oprindelig kastet ind i et af lugarerne, men havde arbeidet sig gjennem den aabentstaaende dør og ud paa kahytsgulvet. Han kunde selvfølgelig ikke bruge hænder eller fødder, men sprat bortover gulvet som en lang loppe, da han hørte mine skridt. Bindet sad endnu over hans ansigt, men ikke strammere end, at han kunde udstøde hule og uartikulerede lyd; – de lød ikke som velsignelser! – Et par snit af kniven gav ham friheden.

113Inde i et af lugarerne fandt jeg Monk. Han laa aldeles stille, og et øieblik for en frygtelig tanke gjennem mig – mon han var død?

Imidlertid kom han snart til sig selv, da jeg havde faaet skaaret baandene over og styrtet en pøs vand over ham. For sikkerheds skyld spenderede jeg ogsaa en pøs paa Holt; men han syntes slet ikke at sætte pris derpaa, som han sad der paa hug midt paa gulvet og følte paa sine ankler og haandled.

Han var den første af os, som aabnede sin mund; han saa paa mig med et usikkert blik: «Hvor kommer du fra? jeg troede, de havde gjort ende paa dig – –– – –– – –; gudskelov, vi er alle ilive!»

«Jeg laa bundet derinde, men fik skubbet mig bort til terskelen og filet baandene af mod en skarp kant.»

«Og Monk laa der inde?»

«Ja, netop!»

«Men hvor er – –– – –– – – – den syge pige?»

«Ved ikke, har ikke seet hende»

«Hvad siger du? er hun ikke derinde? har de skurker taget hende?»

Holt forsøgte at springe op; men benene negtede ham tjenesten – surringerne havde været saa stramme, at ingen af os kunde gaa ordentlig paa den første halvtime.

114Han krøb imidlertid paa alle fire ind i kahytten og kom tilbage paa samme maade: «Hun er væk; men jeg skal faa tag i hende, om jeg saa skal lede hele Atlanten over! og de kjæltringer skal faa sin straf, saa sandt som – – – –»

«Kjæltringerne! ved du, hvor de er?» Monk talte for første gang. «Er de herombord endnu? Ved du noget, Fredrik?»

«Nei, jeg har ikke været udenfor kahytten, siden – –– – – siden – ja, siden jeg blev slængt ned.»

Vi saa ud gjennem døren paa forkant af hytten; men dækket var øde, og ingen lyd hørtes uden den vanlige knagen i riggen og bølgernes sagte skvulpen mod siden. Det var havblik, og seilene slog dødt mod stængerne.

Vi kravlede op paa halvdækket agter. Solen stod høit paa himmelen, og havfladen laa der som en stor riflet plade af glas.

Holt pegte i taushed agter over hakkebrettet: storbaaden var borte.

Monk saa paa sit ur: «Ni – hvor langt kan de ro paa en 6 timer?»

«Aa –, der var mindst en 6-8 mand af dem. Paa den tid kan de have roet en 15–20 kvartmil. Desuden ligger vi i havblik og kan ikke seile efter dem. Heller ikke ved vi, 115om de er roet i syd, øst, nord eller vest. Der er intet at se til dem; men alligevel – – –.»

«Men alligevel?»

Holt svarede ikke, og for en stund syslede hver af os med sine tanker; men snart gjorde andre krav sig gjældende; vore ankler og haandled var i en sørgelig forfatning. Linen havde skaaret sig helt ind i kjødet, og huden var afskrabet paa store stykker under anstrengelsen for at komme løs. Det var et tragikomisk syn at se os tre slukørede mænd siddende paa dækket ifærd med at pleie vore skrammer. Monk var den, som havde lidt mindst; han havde været fornuftigst og taget det roligst. Han var endog istand til at lægge passende forbindinger paa os andre; hvilket blev udført med megen færdighed.

Imens veksledes betragtninger over nattens hændelser; de var forresten af en temmelig ensartet natur. Alle tre var vi overrasket i søvne og behandlet med samme raskhed og kyndighed, saa at der ikke var tale om modstand. Monk var, efter at være bunden, slæbt ud i den forreste kahyt, formodentlig for ikke at være vidne til samtalen med den spanske pige.

Han hørte saapas, at hun tryglede om at faa blive ombord; men til ingen nytte.

«Bare hun staar det over,» mumlede Holt; 116«saa svag, som hun var, og saa bli’ slæbt ud i en baad paa det aabne hav.»

«Men hvad siger Dere om mig, som søvnede paa min post?» Jeg var inderlig skamfuld, men forsøgte at tage sagen fra den spøgefulde side.

«Aa, det kunde nok hændt os andre ogsaa, og desuden tror jeg, det var heldigst, at vi ikke fik gjøre modstand. Det kunde have kostet livet for mange.»

Jeg følte i lommen: «Min revolver er væk.»

«Min ogsaa.»

«Min ligesaa; det kan forresten ogsaa være det samme nu; vi træffer dem vel ikke saa snart igjen.»

Lidt efter lidt vendte humøret tilbage; vi fik os noget mad i livet og foretog en grundig undersøgelse af skibet.

Nede i kabelgattet viste det sig, at bag nogle svære taugruller var flere bord i skuddet paa agterkant løsnede og skaffede saaledes forbindelse med storrummet. I sandet, som dannede ballasten, fandtes spor af flere mennesker, og paa skraaningen af sandhaugen mellem fokkemast og stormast fandtes levninger af leiren: En del uldtæpper, proviantrester, tomme preservedbokser, o. s. v.

Monk viste os flere spor, som førte agterover helt til kjælderen under kahytten. Her var 117ligeledes en del bord løse i skuddet, og det var tydeligt, at mændene havde benyttet en stige, som førte op til kahytsrummene agter; man kunde paa denne vis stige op gjennem en luge i sterridsen. Lemmen over lugen var let at løfte nedenifra; ovenfra skjultes den af linoleet, som dækkede gulvet. Vi fulgte samme vei.

«De har havt let for at holde øie med vore bevægelser og vælge det beleilige øieblik til at faa os i sin magt uden kamp,» bemerkede Monk. «Hvad man nu end kan sige om de herrers opførsel, saa er det dog tydeligt, at de ikke har ønsket blodsudgydelse. Havde det været blodtørstige røvere, saa havde de forhindret os i at komme ombord eller angrebet os straks efter; jeg kan se, at der har været syv stykker af dem.»

«Men i himmelens navn, som det staar i romaner, hvad er grunden til, at disse mennesker er ombord i dette skib, at de skjuler sig ved vor ankomst og forlader os bundne paa hænder og fødder, at skibets øvrige besætning er væk, at her er en spansk pige ombord, og at – –– – – at –» «og at Karl Henriksen blir gal og seiler bort med ‘Fram’ lige for øinene paa os, midt paa havet» – fortsatte Holt.

«Opløsningen kommer nok,» svarede Monk med overbevisning: «men sig mig først og fremst, 118er Dere sikre paa, at vore behagelige verter ombord i dette skib var spaniere?»

«Jeg kan kun sige, at de ord, jeg hørte fra dem, var spanske – og det ægte, uforfalsket spansk, saavidt jeg forstaar.»

«Mere kan heller ikke jeg sige,» bemerkede Holt. «Men at pigen var spansk, det er sikkert nok.»

«Ja, det er ikke fordi jeg tviler,» svarede Monk; «men jeg vil gjerne have noget aldeles sikkert at gaa ud fra. Lagde nogen af Dere merke til, om sproget tydede paa dannede mænds tale?

«Det forekom mig, at jeg hørte mindst en stemme iblandt dem, der talte de høiere klassers sprog.»

«Den unge pige fortalte, at hendes far havde været ombord,» bemerkede Holt; «og hun tilhørte da ialfald de dannede samfundsklasser.»

«Du har ret,» sagde Monk, «og saa langt er vi da komne, at vi ved, at herombord befandt sig ved vor ankomst en skare mænd, sandsynligvis spaniere, hvoraf mindst en ikke er almindelig sjømand. At de havde grunde til ikke at have samkvem med os, ja, til ikke en gang at blive seet af os, og at de ønskede at komme bort fra skibet» – jeg puffede sagtelig 119til Holt og hviskede: «ikke afbryd ham nu, saa skal du høre, nu er han i det rette hjørne.»

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Men det var bestemt, at Monk skulde opsætte med sine slutninger til en anden gang.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

*

Den samtale, jeg nu har berettet om, blev ført i kahytten, hvor vi var naaet hen efter passagen gjennem skibsrummet. Pludselig begyndte fartøiet at krænge, mens solskinnet forsvandt, og det blev skummelt i rummet.

Vi skyndte os paa dæk. Skyer var trukket op fra øst, og en frisk bris fra samme himmelegn krusede vandet. Fartøiet havde løbet op i vinden, da roret var surret i læ, og seilene stod bak baade paa fortop og stortop. Med megen møie braste vi om og fik fuldt seil. Vinden blæste frisk fra nordost.

Udover eftermiddagen friskede den endnu mere og steg om aftenen til kuling. Vi maatte lade mersseilene løbe og beslog seilene ved at surre dem fast til rærne, saa godt vi kunde. Det var et haardt arbeide for tre mand, især da vore ankler og haandled var i en sørgelig forfatning.

Vi laa sydostover for bagbords halser hele natten. Østenvinden førte regn og taage med sig.

120Det var en ubehagelig nat. Sjøen voksede sig hurtig stor og krap, og vi fik kun den søvn, vi kunde lure os til paa dækket.

Et dampskib og et seilskib passerede os om morgenen; men de forsvandt begge i regntykke, før vi fik givet ordentligt signal – ialfald syntes de ikke at lægge merke til noget.

*

Klokken var 8 om morgenen den næste dag. «Jeg tør ikke staa sydover længere,» sagde Holt; «vi nærmer os altfor meget den afrikanske kyst. Desuden er vi helt ude af bestikket; jeg kan ikke sige, hvor vi er paa nærmeste 20–30 kvartmil.»

Saa blev det da besluttet at vende – heller ikke noget let arbeide for tre invalider.

Vi bestemte os til at kovende, lagde roret op og lod fartøiet løbe ret for vinden, mens rærne blev skjærpede paa den anden baug. Mens dette stod paa, maatte en af os være ved rattet. De andre to besørgede brasingen. Vi satte talje paa braserne og fik endelig skjærpet saa nogenlunde. Saa skulde vi luffe til over den anden baug.

Monk stod tilrors.

«Støt lidt! lad hende ikke luffe for voldsomt, vi kunde faa formeget vand over!» raabte Holt 121agterover, da skibet rendte baugen ind i en sjø. Vi fik forresten bare sjøskvætten over, da fartøiet var ballastet og laa høit paa vandet; men det gav ikke desto mindre en ordentlig rystelse i hele skroget, og der lød et smeld, som om noget knak tversover agterud.

«Jeg har længe været ræd for det – nu gik styregreierne vore.» Holt sprang agterover, og jeg fulgte. Ganske rigtig! vort møisommelige arbeide var tilintetgjort; spakerne var knækkede og surringen sprængt. Roret var løst og slog frygteligt.

Stormmesanen blev halt ud for at faa fartøiet til vinden og forre-stænge-stagseil bjerget, men fartøiet luffede kun op til tvers og slingrede voldsomt. Et kraftigt knæk hørtes, saa et til: rortapperne brækkede, og straks efter selve rorstammen lige under rorhullet.

«Det tegner til en glad jul,» sagde Holt. Han stod agterud paa hytten med tag i den ene gaffelgjærder og saa med bekymring paa de svære sjøer, som brølende slog mod skibssiden.

Fartøiet begyndte atter at skyde over stævn, og vi halede mesanen ind for ikke at luffe for pludselig op og faa bak seil.

Men det var for sent. Forre-mersseil, som ikke var ordentlig skjærpet, begyndte at slaa, og rærne rystede voldsomt. Vor beslagning af øvre mersseil havde vistnok ikke været, som den 122burde: En af seisingerne løsnede; saa en til; hele seilet blæste løs og begyndte aa slaa med forfærdelig kraft. Begge merserærne, først øverste, saa underste, knækkede som glas. Stumperne blev hængende og slænge i braser og toplenter. – – – – – –

Det blev en haard dag for os: at faa styregreien iorden var ikke at tænke paa. Vi maatte indskrænke os til at faa kappet væk den havarerede del af riggen og faa halt ud saamange stagseil og gaffelseil som muligt for at støtte fartøiet, der laa dødt – tvers paa sjøerne.

Snart faldt det flere streger af og begyndte at gjøre fart, saa løb det op i vinden, indtil sjøen atter slog baugen ned i læ. Vinden gik om paa nord og udpaa aftenen om paa nordvest.

Heldigvis blæste det ikke nogen radikal storm; men det var hvad sjømænd kalder kuling, saapas som det blæser om sommeren paa de kanter. Vi nærede ingen bekymring for skibet; det var tæt og godt; men derimod begyndte vi i betænkelig grad at nærme os Afrikas kyst – saavidt vi kunde forstaa.

Vi havde ingen observationer havt, siden vi kom ombord i Ocean med undtagelse af en middagshøide den anden dag. Instrumenter og tabeller fandtes rigtignok ombord: men kronometeret var væk, saaledes at længdeobservationer 123var udenfor vor rækkevidde. Holt havde nok ført etslags bestik, saa godt han kunde; men som læseren vil have bemerket, saa havde tilværelsen ombord paa «Ocean» været noget afvekslende og ikke netop egnet for regelmæssigt bestikhold.

Udover natten løiede dog vinden noget, og det blev klart og stjernelyst.

Da morgenen brød frem, fik vi land isigte i sydost – høie fjelde og en lavere kyst udenfor.

Vi skulde da omtrent være paa 34° bredde, og landet skulde isaafald tilhøre den afrikanske kyst fra kap Mazighan og nordover.

«Hvor langt er vi af kysten?» spurgte jeg.

«Knapt 20 kvartmil fra stranden,» svarede Holt; «vi ser endnu ikke den yderste kystlinie, den er saa lav her paa disse kanter.»

«Men da kan vi jo risikere at drive paa land!»

«Ja, det er sikkert! og endnu før aftenen, hvis ikke vinden springer om eller løier helt af.»

I virkeligheden havde det ogsaa løiet betydeligt; men det blæste endnu en frisk bris fra nord-nordvest, og den syntes at ville staa, da luften var klar.

«Vi faar se til at faa en baad paa vandet,» foreslog Monk. «Naar vi greiede barkassen, saa maa vi vel kunne greie en af de to andre, som ligger paa galgerne.»

124«Vi faar den aldrig hel paa vandet i denne sjø,» svarede Holt; «men i ethvert fald faar du prøve paa at fyre op paa donkeyen, du Fredrik!»

«Hvad vil du da gjøre?»

«Vi faar gjøre ankrene klare og lade dem falde, saasnart vandet grunder op. Nordenvinden løier altid udover aftenen, saa der er et haab om, at hun vil ligge for ankrene.»

«Er her da nogen havn i læ?»

«Nei; ialfald kan ikke vi styre mod nogen; men paa disse kanter falder havbunden jevnt af fra land, saa at der i en afstand af et par kvartmil fra stranden kan paaregnes en passende dybde og sandbund; men jeg vil ikke negte for, at hvis ikke sjøen lægger sig, saa er der lidet haab om, at kjettingen vil holde.»

«Og derefter?»

«Ja – derefter strander vi, og fartøiet slaar sig istykker mod klipper eller begraves i sandet.»

«Og vi?»

«Vi faar bjerge os, saa godt vi kan, eller sætte livet til, om det skal være saa.»

«Men vi faar da haabe, at her kommer en dampbaad forbi.»

«Det vilde være det rene tilfælde. Dette er den mest ugjæstmilde kyst i verden. Vistnok anløber enkelte af de større ruters dampere de marokkanske kystbyer Tangier, El Arich, Mogador 125og hvad de nu heder – nogle fæle hul er det altsammen – men der kan gaa mange dage mellem hvert anløb.»

Der var ikke raad for andet end at give sig til at arbeide paany – trætte og udasede, som vi var. Noget pynteligt skue afgav vi heller ikke, uvaskede og forrevne, med tykke saltskorper i ansigtet efter sjøskvætten, og næverne røde og opsvulmede; men – «nød lærer nøgen kvinde at spinde»: Trods slingring og alskens hindringer fik jeg dampen op paa donkey-kjedlen. Saa heiste vi taklet op paa fortoppen og bragte løberen tilspils, kastede surringen læs paa ankerne paa bakken, og endelig efter mange timers usigelig møie – fartøiets heftige bevægelser gjorde arbeidet meget vanskeligt – hang ankerne udenbords i røst og pertyrline, klar til at falde.

Saa stak vi en ende paa bugten af kjettingen, kastede enden tilspils og halede paa den maade op af kjettingkassen 60–70 favne kjetting til hvert anker. Det var et sent arbeide, og vi maatte etterhvert surre kjettingparterne paa dækket, for at de ikke ved slingringen skulde komme i vase.

Klokken 6 om eftermiddagen var alt klart; men da havde vi ogsaa nærmet os kysten saa meget, at vi kunde se skummet af den frygtelige brænding paa stranden. Den var ikke mere end en 5–6 kvartmil af.

126Vi kastede loddet og fik bund paa 50 favne.

Heldigvis løiede vinden jævnt, eftersom solen dalede, og sjøen aftog kjendelig.

Klokken 7 havde vi 30 favne vand, og en halv time efter lod vi styrbords anker falde paa 24 favne. Fartøiet var da kun 2–3 kvartmil af brændingen, og midtveis ind til land ragede store klippestykker op over sjøen.

Straks før ankeret faldt, havde vi heist forre-stænge-stagseil, saa at skibet faldt af og begyndte at skyde fremover; saa stak vi ud paa kjettingen, og da den viste godt agterover, halte vi seilet ned og lod bagbords anker falde.

Skibet stoppede op – det var som om en kjæmpehaand tog et tag i baugen og dreiede den op mod vinden. – Saa begyndte det at sakke agterover, og vi stak ud paa begge kjettinger alt hvad vi kunde.

Fartøiet løftede baugen, som en fnysende hest løfter hovedet; men stak den saa ned midt i den meste sjø, saa vandet styrtede ind over bakken – kjettingerne strammedes, det gav et ryk, saa vi tumlede om hverandre paa dækket, men – –– de holdt. Næste sjø fik saavidt sendt sit skum over bakken, og de følgende naaede blot op under sprydet – foreløbig var vi frelst; ti vinden stilnede, og sjøen lagde sig for hvert minut.

127«Det var et haardt arbeide,» sagde Holt – vi kastede os pustende paa storlugen; anstrengelse og spænding havde udtømt vore kræfter; «men jeg tror nok ogsaa, at det kan siges at være godt gjort, naar tre mand forankrer et 1000 tons fartøi udfor Afrikakysten i saapas sjø som dette.»

«Den, som havde et godt glas vin eller brændevin! I vor stilling tror jeg, den største afholdsapostel vilde have taget sig en dram – om han havde havt en.»

«Her maa have været en meget afholdsvenlig besætning ombord,» bemerkede jeg. «Jeg har ikke seet andet af spirituøse drikke end den ene genevertflaske, som vi har tømt.»

«Ja, stop lidt,» Monk hævede sig paa albuen med et eftertænksomt udtryk i ansigtet – «nu har jeg det; der nede i røverleiren paa ballasthaugen laa jo flasker i massevis og ikke alle tømte, saavidt jeg husker.»

Han skyndte sig til forlugen og kom triumferende tilbage med en flaske i haanden.

«En hel flaske rum og en halv flaske portvin har de slyngler levnet.»

Aldrig tror jeg, at en dram har smagt mennesker bedre end den, vi tog paa «Oceans» storluge den aften – maaske lige saa godt, men aldrig bedre.

128Den gjengav os baade humør og kræfter, og faa minutter efter saaes Holt at sysle foran en munter ild i kabyssen, saa rolig som om han aldrig havde gjort andet hele sit liv end at skrælle poteter til labskaus.

Enhver fare for at drive paa land var foreløbig forsvunden. Kjettingerne hang i bugt fra klydsene og straktes saavidt, naar den svære dønning hævede baugen. Det var næsten stille, og den sydlandske nat sænkede sig over tre mætte og taknemmelige mænd, der sov den retfærdiges søvn, Nogen vagt var der ikke tale om den nat. – Skibet hev og rullede svært i dønningen; men det lod os kun sove desto bedre.

*

«Tørn ud, og faa dig kaffe. Vi maa se til at faa baad paa vandet og komme afsted jo før jo heller.» – Holt stod foran min køie.

«Naa, det var en hyggelig opvaagnen! jeg drømte netop, at jeg gik opover Karljohan, forbi universitetet og – – – hvad er paa færde?»

«Der er intet andet paafærde, end at det er begyndt at blæse igjen og ser ud til uveir – dennegang fra nordvest.»

129«Saa skulde da ogsaa – ––» jeg tumlede søvndrukken vid af køien.

Holt havde desværre ret – det saa jeg, saasnart jeg kom paa dæk. Solen skinnede, men gjennem en ækkel, seig disighed, og i nordvest var luften gulgraa og skidden. Der blæste allerede en bris ret mod land.

Monk og Holt syslede med taljer og andre greier og gjorde baaddaviderne agterud om bagbord klare.

«Jeg tviler paa, at vi faar baaden og os selv helskindede paa vandet,» bemerkede Holt, og det var første gang, jeg hørte noget af utaalmodighed i hans stemme. «Men der er ikke raad for andet, og vi maa skynde os. Tager først nordvesten paa at blæse, vil vi faa en ganske anden sjø at se end den, vi havde igaar.»

Skibet, som svaiede om for vinden, blev liggende tvers paa dønningen og slingrede paa en maade, der gjorde vort arbeide næsten uoverkommeligt.

Efter megen møie havde vi endelig faaet baaden, som før havde ligget paa galgerne, under daviderne og firet den ned i høide med rækken. Vi skulde netop lange ind endel proviant, tæpper og andre sager, da fartøiet tog en ordentlig overhaling mod bagbord. Baadens surring til rækken sprang, og den reves ud af vore hænder. Skibet 130rettede sig og faldt saa over mod styrbord. Baaden svingede tilbage som en perpendikel og – knustes som glas mod skibssiden. Kun stevnene hang igjen i blokkene under daviderne.

Holt mælede ikke et ord, men kastede et blik rundt paa havet. – Vinden friskede stadig, og sjøerne væltede sig store som hus langs skibssiden. Saa gik han taust til den anden baad og begyndte at gjøre den klar. Det var en lang, smal farkost, større end den første; men den saa ud til at ligge lavt paa vandet og ikke at være bygget for seilads paa aaben sjø.

«Nytter det egentlig at tumle med dette utyske af en baad?» spurgte Monk. «Selv om vi skulde faa den paa vandet, saa kan vi ikke holde den flydende i saadan sjø, hvad? –»

«Det tror heller ikke jeg,» svarede Holt; «men det er ens pligt at gjøre, hvad en kan.» – Saa tog vi tause fat paa arbeidet; fik baaden lempet agterover og ned paa hytten. Det gik langsomt, ti stadig maatte vi holde den mellem to dørhalte taljer, forat den ikke skulde slippe ud af vore hænder under overhalingerne. Vi skulde allerede huge taljerne fra daviderne, da baaden pludselig tog raus paa det glatte hytteværk. Den bagbords talje sprang, og farkosten gled ned mellem hytten og rækken om styrbord, altsaa paa den modsatte side af den, hvor 131daviderne befandt sig – den sidste times arbeide var spildt!

«Lad os opgive den forbandede baad! raabte Monk. «Vi bare maser os ud til ingen nytte. Desuden ser det jo ud til, at kjettingerne holder –»

«De holder saalænge, til de springer,» svarede Holt. «Se der!» og han pegte udover havet, hvor en svær grøn sjø kom anstigende fulgt af tvende kammerater – de gaar altid tre i følge, den slags karer.

Den nærmede sig brølende og hvæsende og sluttede fartøiets baug i sin favn, saa vandet fossede ind over bakken, og helt agter til halvdækket, og det rykkede i kjettingerne, saa masterne skjalv fra rod til top.

Saa kom den anden og gjorde ligesaa; men den tredie naaede ikke op – – – – fartøiets baug gjorde ikke længere modstand; den faldt af, og sjøen maatte i sit afmægtige raseri nøie sig med at hæve den høit iveiret og saa slynge den ned i afgrunden. – – – –

Kjettingerne var sprængt, og fartøiet drev hurtig ind mod stranden.

Forandringen i skibets bevægelser var kjendelig nok, og ingen af os var i tvil om, hvad der var skeet – om der end ikke blev sagt noget.

132Holt svang sig op i mesanvantet og gik nogle vevlinger opover. Derfra gav han sig til at stirre ind mod kysten.

Jeg fulgte ham; men Monk blev staaende paa hytten.

Der var intet andet at se end hav paa den ene side, paa den anden side klipper, sand og brænding, saalangt øiet kunde naa.

«Hvor længe vil det vare, før skibet strander?» spurgte jeg.

«En halv times tid,» var svaret. «Lad os gaa ned og bære ‘Frams’ lille jolle op paa hytten. Hvis skibet skulde strande særdeles heldigt, saa er der en udsigt til, at vi kan redde os i den – –– –– –– i læ af skroget.»

«Men hvad er det!» raabte jeg pludselig. «Er det en maage eller er det en baad?» Solens straaler spillede paa en skinnende flek oppe paa en bølgekam en 2-3 kvartmil borte. – «Nu er det borte! nei der er det igjen.»

«Det er en baad!» skreg Holt. «Saasandt jeg lever, det er en baad!»

Monk hørte vore udraab, og det næste øieblik stod han i vantet ved siden af os.

«Det er underligt,» hørte jeg Holt mumle; «– en lodsbaad i disse farvande!»

«Hvad siger du? lodsbaad?»

133«Ja, ialfald et fartøi af den sort, omtrent som ‘Fram’.»

«Da er det vel ‘Fram’,» bemerkede Monk tørt; «det er rimeligere det end noget andet.»

«Javist er det ‘Fram’,» Holt kastede sig bort i bardunen og lod sig slure tildæks; styrtede bort i kahytstrappen og var faa sekunder efter tilbage med kikkerten: «Jo, det er ‘Fram’ med 2 reb inde i storseilet, og Henriksen i styrelugen med gul sydvest og sort skjæg.»

«Ser du ingen anden ombord?»

«Nei, ikke en sjæl!»

Det var ogsaa paa høie tid hvis der endnu var tid. «Ocean» drev hurtig ned mod klipperne i læ. Lyden af brændingen begyndte allerede at fylde vore øren med sin tordenlignende larm.

«Fram» skjød som en fugl fra bølgetop til bølgetop, medens skummet væltede sig i en tyk krans foran baugen, og den korte, staute mast svingede mod den lyse himmel bagenfor. – –– –

Nu er den saa nær, at vi kan skjelne mandens ansigt – hans, som staar i styrelugen.

Ja, det er Henriksen, ham og ingen anden – han river sydvesten af hovedet og svinger den. Vi vinker igjen med vore luer og opløfter 134et hurra, som ikke naar frem – vinden bortfører det paa halvveien.

Hvem vil først naa frem – «Fram» til os eller vi til brændingen?

Vi har kun et par kabellængder igjen, mens den dobbelte afstand skiller os fra kutteren.

«Kast trøie og sko!» raaber Holt. Selv gjør han det samme; han kapper løs tre redningsbøier fra rækværket rundt hytten, og lægger dem klar paa dækket ved vore fødder. «Vi kommer til at maatte hoppe overbord; selv ikke Karl Henriksen kan borde os i saadan sjø.»

Nu er ikke «Fram» langt borte; men brændingen er endnu nærmere.

«Klar til at springe!» raaber Holt. «Vi maa ikke vente, til hun rører grunden. Men pas paa at hoppe, naar hun sætter ned med agterenden.»

«Ocean» vipper med stjerten som en fugl paa en gren. Undertiden nærmer sjøen sig til nogle faa fod fra rækken, saa sænker bølgevolden sig, og vi ser ned fra en høide som fra 3die etage paa et hus.

Vi staar alle tre paa rad agter paa hakkebrettet med vor redningsbøie i haanden.

«Vent et øieblik! lad os hive jollen paa vandet.»

«Frams» jolle farer ud fra skibssiden, slynget 135af sterke hænder. Den flyder som en kork paa vandet og driver nedover i læ – –– –.

Kutteren er bare et par hundrede alen borte; det er ingen sag for svømmekyndige, kraftige mænd at holde sig oppe, til den kommer, især med hver sin redningsbøie.

«Lad gaa ved næste sjø,» siger Holt. «Jeg er ræd for, at hun snart tager grund. – Men hop saa langt fra skibssiden som muligt.»

Sjøen kommer nær op under vore fødder, og vi springer til – –– –– –– –– – men min ene fod vil ligesom ikke følge med – –– – det er som om en tog mig om ankelen med et ækkelt greb – –– jeg rykker til, men forgjæves – – – mit hoved hænger nedover, og blodet strømmer mig til hjernen, saa det suser for mine øren og tusinder af stjerner danser for mine øine – –– –– – sjøen viger tilbage, jeg hænger frit i luften; men saa kommer den igjen og slynger mig mod skibets haarde planker op under agterenden. – Jeg ved, at jeg er under vand; men dog maa jeg aabne min mund – –– –– jeg føler, hvordan vandet strømmer ind i mig i en tyk straale – og saa svinder al erindring.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.