Femte kapitel: Mellem kap Blanco og kap Cantin

244Fire døgn er forløbne, og «Fram» har ufortrødent arbeidet sig sydover og vestover langs den afrikanske kyst.

I to dage kjæmpede vi med en kuling af vestenvind; men saa gik vinden om paa nord, og de to sidste dage har «Fram» løbet langs kysten for affirede skjøder og med al den seilmagt, som den kan bære.

Nordover og vestover ruller det vældige Atlanterhav sine evige dønninger lige til horisontens rand; mod øst strækker sig en rødbrun vold af land – lave strande kantet af en bred, graahvid sandstrimmel, uregelmæssige klipper og høider bevokset med kratskov, kun nu og da sees en palmelund eller et enkelt træ. Bagenfor kratskoven de fjerne, blaa bjerge. Det er Afrika.

Saadan fortsætter kysten mil efter mil, mil efter mil. Brændingen tordner mod stranden og bræmmer sandfladen med en hvid bord, dag efter dag og aar efter aar.

Vi seiler ikke længere fra stranden end, at larmen fylder vore øren med sin traurige, ensformige musik.

I vest sænker solen sin store, glorøde skive 245mod horisonten, mens vinden stilner af og begynder at kaste i uregelmæssige blaf. Dog sætter strømmen paa disse kanter kraftig sydover langs kysten, og «Fram» lægger mil efter mil bag sig af den ensformige strand.

Endelig merkes nogen forandring: en bred flodmunding aabner sig, og et stykke længere frem stikker et forbjerg ud i havet.

Paa den sydlige flodbred ligger en samling af huse, det er den marokkanske by Azamor; lige ved forbjerget en anden – det er Mazighan.

«Fram» kunde maaske flyde ind over sandbanken foran flodens munding og der finde en fredelig havn, eller den kunde tage en ankerplads indenfor de rev, som dækker Mazighans red, og ligge trygt for natten; men intet af dette stemmer med vore planer.

Tvertimod, Holt lægger roret ned, saasnart forbjerget kommer isigte, og lader «Fram» styre et par streger mere ud fra land.

Vi agter ikke at have noget med kysten at gjøre – endnu.

Vi passerer kap Mazighan saa langt af, at intet nysgjerrigt blik fra land kan genere os, og saa bærer det igjen sydvestover langs den øde kyst, nu kantet med sorte, ildevarslende skjær og smaaklipper, hvorimellem brændingen brøler og syder, hvid af raseri.

246Paa bagbords baug dukker det lyse fjeld op, som giver kap BlancoForfatternote: Ikke at forveksle med det bekjendte kap Blanco flere hundrede mil længere syd. sit navn, og nu lægger Holt roret styrbord og løber ind under land.

Søndenom forbjerget skjærer en bugt sig ind i landet. Det er en kummerlig ankerplads for større skibe, som ikke kan gaa langt ind; men «Fram» seiler dristig ind mellem nogle smaa, klippige holmer, mens loddet holdes gaaende.

Brændingen udtømmer sit raseri mod revene, indenfor er det smult som i en dam, kun dragsugen hæver og sænker vandet i regelmæssige drag.

Skjønt der endnu er mange favne dybt, ser vi tydelig den hvide sandbund under os, oversaaet med store skjæl og her og der en sten med favnelange sjøplanter. Fiske i alle regnbuens farver skvætter tilside, idet vort anker falder og sætter sin klo i det fine tæppe af sand.

Solen synker i havet.

«Det var heldigt, vi kom saalangt, før det blev mørkt,» siger Holt. «Strømmen sætter svært sydover, og vi kunde have risikeret at drive forbi vort bestemmelsessted i løbet af natten.»

247«Men vi skulde jo endnu have en 8 – 10 mil igjen,» bemerkede jeg.

«Ja, efter kartskitsen, og hvis vor udtydning er den rigtige; men det er jo ikke sikkert, at stedsbestemmelsen er saa paalidelig. Fra nu af maa vi undersøge hver tomme af kysten sydover, og det kan vi kun gjøre om dagen.»

Det var saa stille, at vi kun behøvede at bjerge klyver og fok, storseilet lod vi hænge oppe.

Mens røgen fra Henriksens kabys steg lodret op i veiret, og en behagelig duft forraadte, at der den aften vilde vanke ekstraforpleining, sad «Frams» øvrige besætning paa dækket og nød aftenpiben eller cigaren, mens en grog saalænge maatte berolige de ventende maver.

De af mine læsere, der har tilbragt flere dage itræk ombord i en kutter paa det aabne hav, vil vistnok med mig prise lyksaligheden ved atter at komme i en rolig, stille havn, at kunne faa ordentlig fyr paa kabyssen, at kunne indtage en magelig stilling uden at klamre sig fast, at kunne sætte sit glas fra sig, hvor man ønsker – kort sagt atter at føle sig som herre over sig selv og sine omgivelser. Man kan være saa sjøstærk, man vil, og man kan føle den største glæde ved en rask seilads; men har man nogle dage itræk tumlet omkring i et lidet skal af en baad paa det aabne hav som et legetøi 248for hver en sjø eller dønning, da er det toppunktet af nydelse at lade «dræggen dratle» i en lun bugt og strække sin sammensunkne krop. Og der findes ikke den lods eller bankfisker som ikke tænker det samme.

Paa de bredder falder mørket paa, med det samme solen er under horisonten; men aftenen var deilig. Varme pust strøg hen over os fra den solstegte strand og blandede sig med aftenens friskere kjølighed. Mod havet skinnede i stjernelyset den hvide stribe af brændingen, der skummede mod de beskyttende rev.

Den sukkede og brummede, mens altimellem et svagt hyl lød ud til os fra sjakalen, som ledte efter fisk paa stranden. Kutteren hævedes langsomt og sænkede sig atter paa dragsugen, ankerkjættingen strammedes og slakkedes og raslede for hver gang svagt i klydset.

Lyset fra lampen i kahytten faldt gjennem den aabne dør ud paa vore solbrændte ansigter, mens Henriksen raslede med kjedler og pander forud og nu og da stak hovedet op af kappen for at tørre sveden at sin pande og kjøle sit glødende aasyn.

Vi havde længe siddet tause og nydt tilværelsen, da jeg endelig fandt for godt at bryde stilheden:

«Sig mig, Holt, hvordan gik det egentlig til, 249at aanden kom saa pludselig over dig? – jeg mener i Algeciras, da du fik den idé med pergamentet?»

«Det var, da spanieren kom til at nævne palmetrærne; saa gik det op for mig, at de underlige figurer paa pergamentlappen ikke var drægger, men trær. Jeg gik straks op paa dækket med lappen i haanden for at se paa den i enrum. – Da jeg gik op trappen, kom jeg til at holde lappen høit, saa at solen skinnede gjennem den, og jeg saa stregerne paa bagsiden. Saa stod det for mig i samme nu, at naar man saa tegningen fra den side, saa kunde den godt forestille en skitse af en indseiling paa den marokkanske kyst.»

«Men kunde den ikke det, selv om den sees fra den side, hvorpaa stregerne er tegnet?»

«Nei, kom her, skal jeg vise dig.»

Vi gik ned i kahytten, og Monk fulgte. Vistnok havde vi debatteret dette spørgsmaal før; men jeg havde ikke tidligere givet mig tid til rigtig at følge Holts forklaring.

Han bredte lappen ud paa bordet foran os.

Med en naal havde han stukket huller langs efter stregen paa forsiden, dernæst forbundet hullerne med linier paa bagsiden, saaledes at der fremkom en tegning som denne: 250

«Du ser,» sagde han, «at skulde tegningen forestille en hydrografisk skitse, som Monk foreslog – og han havde naturligvis ret – saa burde den tykke skraalinie betegne kystlinien, og bølgelinien en række af skjær eller sandbanker. Men isaafald kom kystlinien at gaa i nordvest og sydost, og landet til at ligge vestenfor havet; med andre ord, det maatte være en 251del af Afrikas østkyst. Desuden kom de figurer, som jeg absolut vilde skulde være drægger, til at ligge paa land, og det var der ingen mening i.»

«Det har du ret i; men nu, da du ser det fra bagsiden, er da alt iorden?»

«Ja, da stemmer alt. Da gaar kystlinien i nordost og sydvest saaledes som tilfældet er paa disse kanter. Hvis bølgelinien betyder en række sandbanker eller en bar foran en flodmunding, saa betegner den prikkede linie indseilingsmedet, som det kaldes; det vil sige, at man maa holde sig i den linie, som dannes af palmetræet og den anden figur der – sandsynligvis et gammelt taarn – for at seile midt i løbet. Den anden prikkede linie viser, hvordan man skal styre, efterat baren er passeret. Du ser, den er trukket mellem et andet palmetræ og en figur, som antagelig skal betyde en liden bakke eller høideryg.»

«Og det skulde være nok til at lede et fartøi trygt ind mellem brændinger og banker?»

«Ja, hvis mine antagelser er rigtige, saa er det tilstrækkeligt.»

«Der er ikke tvil om, at vi er paa ret spor!» bemerkede Monk; «isærdeleshed efter hvad Holt viste os i den engelske bog om Afrikakysten. At vi nu har nøglen til at finde carlisternes rede, derom er jeg overbevist; men hvad vi kan udrette der, det er en anden sag.»

252«Lad mig faa se bogen endnu engang.»

Holt lagde for mig den tykke bog, som jeg allerede tidligere har omtalt: «Slaa op paa side 57 om kysten mellem kap Blanco og kap Cantin.»

Jeg tog den; det var en ældre udgave af «Africa Pilot, Part 1», en af de bøger, som det engelske admiralitet udgiver til veiledning for sjømændene hele verden over.

Paa den angivne side læste jeg:

«Her, – mellem kap Blanco og kap Cantin – skal efter sigende findes en stor indsjø, som staar i forbindelse med havet; men baadene fra hendes majestæts skib «Raven» kunde under sine opmaalingsekspeditioner i 1835 ikke finde indløbet. Det skjultes antagelig af den svære brænding, som bryder paa denne ugjæstmilde kyst – – – – –»

Jeg leverede bogen tilbage: «Det er merkeligt; men paa kartet findes ingen antydning.»

«Nei, ingen; men det kommer vel af, at opmaalingsfartøiet intet kunde opdage.»

«Og de romerske tal paa kartskitsen skulde betyde breddeparallelerne?»

«Ja; hvis man ser tegningen fra bagsiden, saa staar over stregen 32 – og under stregen 50. Det maa være 32° og 50′ nordlig bredde. 253– Se her paa kartet! den breddeparallel løber netop 25 kvartmil søndenfor det sted, hvor vi nu ligger til ankers.»

Der var ikke mere at sige om den ting.

*

Saasnart det lysnede af dag, satte vi seil og hev vort anker ind. Det blæste en pen bris af landvind, og «Fram» gled ud mellem skjærene for atter at rulle paa de svære dønninger. Eftersom vi fjernede os fra bugten, fik strømmen sin magt over fartøiet, og vi løb raskt sydover, idet vi passerede mil efter mil af den ensformige kyst.

Vi styrede langs landet et par kvartmil af stranden med det uendelige blaa hav om styrbord og den endeløse hvide stribe af brændingen om bagbord.

Landvinden døde af, og det blev forferdelig varmt, mens kutteren rullede paa de svære dønninger, og seilene slog af mangel paa vind.

Til vor store glæde viste der sig snart i horisonten mod vest den mørke stribe af sjøbrisen, som nærmede sig. Snart kjendte vi de friske, salte pust, seilene fyldtes, og saa bar det igjen mod syd.

Endelig begyndte landet at forandre sig noget. Kysten blev fladere, og paa bagbords baug begyndte palmetopper at dukke op af sjøen.

254Klokken blev tolv, og Holt tog sin sekstant frem og maalte solens høide. Beregningen var hurtig udført. «32 grader og 48 minutter,» sagde han; «vi skulde altsaa allerede være 2 kvartmil søndenfor stedet – have passeret det!»

«Kan du sige det saa nøiagtig?»

«Det er muligt, jeg kan tage feil paa 1 minut eller 2, men heller ikke mere: dette ser noget underligt ud – her er ikke spor af indseiling at se – heller ikke skov eller enkelte palmetrær – uden langt ind i landet.»

Vi styrede nu saa nær under land, som vi paa nogen maade fandt raadeligt; men brændingen rasede mod den faste strandlinie af fin sand, og bagenfor sandet reiste sig en vold af rødlige klipper.

«Vi har ikke andet at gjøre end at fortsætte,» sagde Monk. «Den, som har tegnet kartet, kan have gjort en feil ligesaavel som du.»

«Vi maa luffe lidt og holde mere ud fra land» raabte Henriksen – han stod forud og holdt sig i fokkestaget.

Det maatte vi ogsaa; ti grænsen for brændingen begyndte at skjære lidt ud fra kysten.

Holt klatrede op i masten: «Hurra!» raabte han ned; «her kommer en banke eller et rev! jeg ser smult vand indenfor!»

255Han lod sig atter glide ned paa dækket: «Nu begynder det at se mere lovende ud! mellem brændingen og kysten er der allerede en bred stribe af smult vand – og se der! er ikke det et gammelt taarn?»

«Jo, det er ruinerne af et taarn – det begynder at skille sig ud fra den mørke baggrund» – Monk havde sat kikkerten for øiet.

Ingen mælte et ord; der herskede en aandeløs spænding ombord paa «Fram». Paa bagbords baug steg de graa stene af et halvt forfaldent taarn op af horisonten, mens palmeskoven stadig syntes at trække sig indover. Det var tydeligt, at der mellem den og kysten fandtes et bredt belte af lavt sandet land uden trær.

«Det var da et overhændigt svært træ,» bemerkede Henriksen og spyttede filosofisk mod land.

«Hvilket træ?»

«Der oppe paa sandhausen vel!»

Jo, nu saa vi det alle: en vældig palme staaende ensom paa en liden bakke. Dens krone hævede sig lidt efter lidt over den fjernere skov – eftersom vi nærmede os; tidligere havde den ikke skilt sig ud fra baggrunden.

«Og der har vi det andet træ, lidt længere syd!»

Ja, trærne var tydelige nok. Men 256brændingen, som rasede et par hundrede favne i læ af os, viste ingen afbrydelse, den laa som en bøjg om det forjættede indløb – om der fandtes noget!

Stadig løb kutteren sydover – men intet brud paa ensformigheden!

«Det hjælper lidet at se trær og trær, naar her ingen aabning er,» bemerkede jeg skuffet.

«Bare vent!» Holt havde stillet sig ved siden af Henriksen forud. «Vi har endnu en halv kvartmil igjen, før merkerne er overet. – – – – Saa, nu er de der straks!» han sprang agterover og tog rorpinden ud af min haand. «Hal ind paa storskjødet! vi maa være klar til at gibbe.»

Vinden, en frisk solgangsbris, blæste ret ind mod stranden, og vi løb langs denne med afslakkede skjøder.

Endnu ingen aabning! – – – – Jo, der synes brændingen at aabne sig!

«Nu er vi i medet!» – Holt lagde roret op. Jeg halte ind paa storskjødet, og «Fram» lagde sig over mod styrbord, idet vinden passerede agterind og fyldte seilet fra den anden side: men tydeligere og tydeligere blev det, at her var en aabning – om end trang. Det var forresten intet under, at vi ikke før havde seet den, ti rækken af banker eller rev nordenfra laa lidt 257længere fra stranden end rækken søndenfra, saa at aabningen vendte sydover og skjultes af de yderste braat – saaledes som kartskitsen antydede.

Baade ruinen og trærne aftegnede sig smukt mod himmelen, og «Fram» løb som en veddeløbshest i linien; mens Holts sterke haand laa om rorpinden og lod den ikke vige en grad ud af kursen.

Jeg siger, der var en aabning i muren, som brændingen dannede: men selv midt i denne aabning sydede og skummede vandet som i en foskogende gryde. Larmen var saa sterk, at jeg maatte raabe ind i Holts øre for at gjøre mig forstaaet:

«Er du sikker paa, at her er dybt nok? Husk paa, at ‘Fram’ stikker 8 lod: jeg synes, brændingerne fra begge sider gaar i et!»

«Ja, men her er en aabning, det er tydeligt, og der hvor det ikke bryder nu med denne dønning, der flyder ‘Fram’. Bed Henriksen kaste loddet, naar vi er midt i løbet: og vær du og Monk klar med skjøderne; vi kommer til at gibbe paany, straks efter at vi er kommet igjennem.»

Monk mælte ikke et ord. Men jeg tror nok, at han – og jeg med for den sags skyld – var noget blegere end sædvanlig.

258Endelig skjød «Fram» ind mellem fossefaldene paa begge sider, kløvende det hvide skum med sin skarpe baug. En tordnende larm fyldte vore øren, mens en fin regn af salte draaber fyldte luften – men endnu før vi kunde tænke os om, skjød kutteren ind i smult vand, mens aabningen bag syntes at lukke sig.

«Fjorten fod vand paa baren,» sang Henriksen ud, han halte linen med loddet ind.

«Det er godt: men klar til at gibbe!» raabte Holt: «nu er vi snart i det andet med – træet om styrbord overet med sandhaugen inde i landet – Se der!» han pegte ud over læ række. Nogle fod under vandfladen strakte sig en uhyggelig række af spidse koraltopper – skarpe som kanten af et østersskal.

«Nu forstaar Dere nytten af det med. Det tjener ikke alene til at vise indløbet, men ogsaa til at angive kursen det første stykke indenfor. Men nu er vi klar af det – pas paa!»

Træet og sandhaugen om styrbord var kommet i linie. Holt lagde roret op, og «Fram» snurrede atter rundt som en top ligesom for at tage tilløb i den anden retning. Den nye kurs var omtrent lodret paa den tidligere og pegte mod en sænkning i sandbakkerne forud.

«Fir piken og hal op i store hals,» raabte 259Holt. «Det er ikke værdt at gjøre saamegen fart her mellem disse stene.»

I virkeligheden seilede vi paa et bassin mellem stranden og revet udenfor. Det kunde vel være en kvartmil eller to bredt og strakte sig sydover i kystens retning, saalangt vi kunde se. Sjøen var her smul som i en dam og krusedes kun af den friske havbris.

Vi kastede loddet igjen; der var jævnt en 3 favne; men nu og da dukkede truende koralspidser op paa begge sider af fartøiet.

Vi lystrede befalingen og mindskede seil; dog løb «Fram» endnu sine 4–5 knob i det smule vand. Holt stirrede ud under bommen i læ og flyttede ikke sit blik fra merkerne forud eller sin haand fra rorpinden, og renden, som vi seilede i, blev bredere og bredere, indtil ogsaa sandbakkerne forud aabnede sig og lod tilsyne en passage – flere hundrede alen bred. Indenfor denne udbredte der sig et nyt vandspeil, som i det fjerne begrænsedes af skov, der syntes at stige op af vandet.

«Nu rækker ikke kartskitsen længere,» sagde Holt med et fornøiet smil, «og det betyder vel, at vi kun har at holde os midt i farvandet.»

Koralspidserne viste sig heller ikke længere, under os skimtede vi kun den fine, hvide sandbund.

260Strømmen var os gunstig, og faa minutter efter laa ogsaa sandbakkerne bag os, og det skjønneste skue udbredt for vore øine:

En bred sjø strakte sig syd – og østover saalangt øiet kunde naa. Dens eneste forbindelse med havet syntes at være den smale rende, hvorigiennem vi var komne. Skov af kjæmpemæssige trær kransede bredderne og syntes i det fjerne at slaa med sin rod i selve sjøen; pilekrat bedækkede den nærmeste strand til høire og venstre. Talrige øer med den frodigste vegetation syntes at flyde paa sjøens overflade. Langt borte i det nordostlige hjørne steg bredden terrassevis opover og tabte sig i blaanende fjelde. Store flokke af pragtfulde fugle af andeslægten bedækkede vandets overflade og fløi skrigende og larmende op ved vor ankomst, mens sneppefugle og vadefugle langs de sivbekransede bredder forstyrredes i sin middagslur og blandede sine skrig i den almindelige konsert.

En lang stund sad vi tause – betagne af den forunderlige overgang fra havets ensomhed og tunge brusen til det smilende liv og den skrigende virksomhed paa den pragtfulde indsjø.

«Kommer vi ligesaa let ud, som vi kom ind, da er vi isandhed heldige!» det var Monk, som brød tausheden med denne praktiske bemerkning.

261«Vi kommer ialfald ikke ud før om 12 timer,» var Holts tørre svar. «Vil vi ud før, saa maa vi vende straks. Nu er det høivande, men vandet er allerede begyndt at falde, og om nogle timer vil revet ligge næsten tørt, og aabningen ud til havet være lukket for alt, som ikke kan flyve.»

«Her ser ikke ud som nogen sjørøverrede,» bemerkede jeg. «Muligens har vi gjort en stor geografisk opdagelse; men det var ikke netop det, vi havde haabet!»

Holt havde grebet kikkerten og gik forud paa bakken, hvor Henriksen stod tankefuld og saa paa fiskene, som skvat tilside for baugen: «Den som bare hadde noen gode skjæl,» mumlede han, «saa maatte det vel være raad for at faa op en af de karene!»

Vi havde igjen strukket storseilet op og gled sagtelig ind over sjøens overflade. Havbrisen havde fulgt os, om den end ikke var saa frisk som udenfor – paa langt nær.

Paa styrbords baug laa to øer, en større og en mindre; mod disse havde Holt rettet sin kikkert.

Vi lod Henriksen tage roret og sluttede os til ham.

«Der ligger fartøier, saasandt mit navn er Holt! Se der! bag den mindste af øerne – i sundet mellem dem!»

262Jeg tog kikkerten, ganske rigtig: over trætopperne strakte sig de slanke stænger og bramrær paa en raaseiler; mens lidt tilhøire glinsede de forgyldte knapper paa to lavere master.

«Hvad skal vi gjøre? er der endnu tid til at seile ud samme vei, vi kom?» Munk saa spørgende paa Holt.

Denne trak sit ur frem: «Neppe! Ialfald ikke med denne vind, som dør af mere og mere. Vi maatte isaafald bault os frem – – – – Nei! før til natten slipper vi ikke ud.»

«Hvad raader du da til?»

«Jeg foreslaar, at vi seiler videre, men saaledes, at vi stadig holder øen mellem os og skibene, og at vi tager vor beslutning, naar vi kommer nærmere op under dem.»

«Vi betænkte os ikke længe paa at seile ind i denne musefælde!» raabte jeg; «og nu begynder vi alt at raadslaa om, hvordan vi skal komme ud!»

«Er der da noget usædvanligt i, at mennesker handler saaledes?» svarede Monk filosofisk. «Det gjør millioner af mennesker i verden hver dag – i stort som i smaat. Hvorfor skulde vi danne en undtagelse?»

«Dine dybsindige bemerkninger er ilde anvendt. Du burde overtænke, at faar de mennesker 263der ombord paa skibene se os – hvadenten de nu er sjørøvere eller carlister – saa vil al deres bestræbelse i den nærmeste fremtid gaa ud paa at faa os ekspederet ind i en anden verden, og det saa hurtigt som muligt.»

«Det skal nu ikke gaa saa let ialfald» – Holt skjøv kikkerten sammen og gav en ordre til Henriksen ved roret. «Fram» forandrede kurs og styrede paa skraa tvers over sjøen mod det nordlige land.

Da vi kom op under den lille ø, var vinden næsten løiet ganske af; vi maatte lægge aarerne ud for at faa kutteren helt op under stranden.

Der bjergede vi seilene, satte en trosse iland og halede saa fartøiet ind mellem trærnes grene, som hang ud over sjøen. Vi valgte et sted, hvor to svære piletrær strakte sig langt udover med næsten horisontale stammer, og mellem disse fortøiedes «Fram». Stammen af det ene træ tjente som landgangsbret.

Vi stak vore revolvere til os og overlod «Fram» til Henriksens varetægt. Han havde faaet fiskesnøret frem og lovede at skaffe os fersk fisk til kveldsmad – «saasandt ikke fisken paa disse kanter er sluere end al anden fisk!»

At vi befandt os i nærheden af en fiende syntes ikke at gjøre mindste indtryk paa Karl 264Henriksen. «Løitnanten» og hans øvrige overordnede greiede nok de braser – det var ikke hans affære. Han var i besiddelse af den disciplin, som aldrig læres ved nogen «soldaterundervisning», knapt nok paa nogen ekserserplads eller ekserserskib – den disciplin, som kun sjømænd og veteraner er i besiddelse af, og som udspringer af fuldkommen tillid til officererne og aarelang erfaring for, at paa et skib eller i kamp afhænger alles sikkerhed af, at én kommanderer, og de andre lyder. En disciplin, som intet har med korrekt hilsning at gjøre, og som ikke ytrer sig ved, at den, der skal lyde, til enhver tid taaler uretfærdig behandling uden at kny. Nei! det er en anden sort disciplin – kunstig og uægte, og den glipper, naar det kommer til alvor og den skal staa sin prøve. – – – – Vi kravlede iland over pilestammen og banede os med store anstrengelser vei gjennem det krat, som opfyldte rummet mellem trærne paa den lave ø.

Den var vistnok ikke mere end en kilometer bred; men det tog os dog en god time, før vi naaede det anden bred og kunde titte ud over vandet mellem piletrærne, som ogsaa her kransede bredden.

Kun et smalt sund skilte os fra den store ø.

265Denne var ogsaa skovklædt, men skoven var hugget bort nærmest stranden, som vendte mod os, og en klodset brygge af utilhugne træstammer sprang ud i vandet.

Ved denne improviserede kai laa fortøiet to skibe – en middelstor bark af gammeldags kluntet bygning og et mindre dampskib med to master uden rær og gul skorsten. Damperens skrog var sortmalet med en forgyldt list og syntes at tilhøre en af de almindelige engelske lystyachter af middels størrelse, som – alle af samme udseende – kan sees i snesevis eller hundredevis i Middelhavet og de norske fjorde.

Paa stranden var opført en to–tre lange skure af smekre træstammer og seildug, mens der længere oppe mod skovkanten laa et par hytter af lignende let materiale. Lidt til siden og afsides stod et smukt rødt og hvidt stribet telt.

En del mennesker saaes i virksomhed med at losse kister og kasser fra barken og over i dampyachten.

Det led mod aftenen, og solen stod lavt mod horisonten bag os i vest. Skyggen af trærne paa vor ø naaede næsten helt over sundet, mens solstraalerne spillede paa scenen ligeoverfor.

Lyden af menneskelige stemmer naaede over til os. Folkene, som lossede, pludrede paa 266sydlændingers vis under arbeidet. Deres skjærf og farvede skjorter skinnede i solglansen.

Holt tog et kraftigt tag i min arm: «Ser du? der udenfor teltet!»

Jeg tog kikkerten af hans haand: ud af teltet traadte en kvindelig skikkelse i lyse klæder. I kikkerten kunde jeg se, at hun skyggede for øinene med haanden og syntes at stirre ud mod havet.

«Kjender du hende?»

«Ja, jeg kjender hende igjen! det er den unge pige fra ‘Ocean’ og – fra San Roque.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.