Andet kapitel: Under seil

Frokosten kom i en fart paa bordet eller rettere sagt paa dækket, for ingen falder paa at spise nede i en kahyt, naar man kan have den klareste himmel over sig og et drag af den salte havluft mellem hver bid.

Imidlertid blev maaltidet hurtig bragt til ende, ti Holt forkyndte, at han nu agtede at 24sætte kurs for Kanalen, saasnart vi bare havde undersøgt, om alt var iorden og intet glemt, af hvad vi skulde have med. Hvis saa var tilfældet, kunde vi endnu anløbe Kristiansand.

Saa drog han en noticebog af usædvanlige dimensioner op af sin rummelige trøielomme. Jeg har aldrig seet Holt uden i den trøie, saa snart han kun var udenfor byen og ikke i tjeneste, det være sig paa opmaaling, jagt, seilads eller andre friluftsexpeditioner. Den var oprindelig graabrun og af vadmel; nu spillede den i alle regnbuens afdæmpede farver og syntes impregneret af mangeslags forskjellige ingredienser, saasom fedt, saltvand, tjære, krudtslam, hareblod og meget mere. Den havde et utal af lommer og skjulte en samling af de mest forskjelligartede og nyttige ting, saasom tobak, spiger, patroner, knive, piber, lommelærke, smaa kveiler af seilgarn og taugværk, pudsegarn foruden meget mere.

Medens Holt læste op af sin fortegnelse, aabnede vi andre efter Henriksens anvisning alle gjemmer og saa efter, at sagerne var der. Henriksen var ansvarlig for, at alt var stuet forsvarlig mod slingring.

«Hvad har vi nu med af vaaben,» spurgte Monk.

«Jeg har mit dobbeltløbede gevær, det ene 25løb rifle, det andet for hagel, og en revolver. Jeg haaber, Dere har taget Deres revolvere med, som jeg bad om? – Godt. Naar saa Henriksen har vedøksen til disposition, er du da fornøiet?» svarede Holt. – Ja, Monk var fornøiet. –

«End medicin?»

«Vi har et helt skibsapothek med, Henriksen! vis dem apotheket! Min ven, marinelæge Thaulow har selv udtaget og undersøgt sagerne, saa du kan være tryg»

«Vi har jo dobbelt sæt seil, er det ikke saa?»

«Jo, vi har mere end to sæt,» forklarede Holt. «Foruden de store seil af let dug, som hører til ‘Fram’ som lystyacht, og som ligger bortstuet i seilkøien, har vi nu underslaaet et sæt seil af meget sværere dug og mindre areal. Du ser, storseilet klæder ikke helt ud hverken paa gaffel eller bom, og fokken er i samme forhold. Det kan komme vel med baade i Nordsjøen og Biscayeren. Desuden har vi endnu en fok som denne i reserve. Et fartøi som ‘Fram’ kan til nød krydse for bare fokken. For øieblikket fører baaden ikke større seil end en almindelig lodsbaad. De lettere seil er næsten en halv gang til saa store.»

«Men tror du virkelig, at vi kan slæbe den lille jollen saa langt over havet?»

26Jeg pegte paa en liden baad, som slæbte agterud i to slæbere, en fra hver laaring af kutteren.

«Ja, det tror jeg. Den er forsynet med dobbelte sider og bund, saa at den ikke rummer meget vand, selv om den fyldes; og gjør vi nogen større fart, saa tømmes den af sig selv. De to slæbere er af hvalline, saadanne som hvalfangerne bruger i harpunen. Det hænder, at hvalen slæber dampskibet efter en saadan line med 8–10 knobs fart, saa du kan forstaa, at de holder baaden selv i den værste sjø.»

«Kan den bære os alle fire, hvis der er noget sjø?»

«Ordentlig sjø kan den vistnok ikke taale uden at staa i fare for at fyldes; men synke kan den ikke, og iethvertfald maa den være tilstrækkelig til vort brug. Desuden har vi i reserve ‘trauget’, som ligger der tversover bakken med bunden op. Jeg tog det med for det tilfælde, at vi paa en eller anden maade skulde miste jollen, det kan altid skaffe os forbindelse med land, naar vi løber ind i en havn.»

«For hvor lang tid har du saa beregnet provianten?» spurgte Monk.

«Brød, smør og hermetik for 4 maaneder, drikkevarer for 8,» svarede Holt med stort alvor.

Monk og jeg slog en vældig latter op.

27«Skader ikke at være forsigtig,» fortsatte Holt. «Da jeg var ude som kadet med ‘Nornen’ i 1880, traf vi midt om sommeren i Kattegat en Rostockerbrig, som heiste faget i sjau. Da vi sendte baad ombord, fortalte skipperen, at de havde været 3 maaneder underveis fra Spanien og havde været madlænse i flere dage. Vi maatte overlade dem proviant – baade salt kjød og brød. – Men ved Dere, hvad det er, som ligger langs hyttekanten – seilet der med de to rundholter?»

«Er det ikke et topseil? Jeg troede, at det var et reserve-topseil; men nu ser jeg, at det har to rundholter. Hvad er det?»

«Alligevel er det et topseil, men ikke et gaffeltopseil. Det er et lænseseil med ræer, som jeg har anskaffet for turen. Den farligste seilads, ved Dere, for et fartøi som dette er med vinden agterind. Under bidevindsseilads eller knap vind, kan ‘Fram’ seile saalænge noget fartøi kan vake paa sjøen, det vil sige, saalænge vi ikke fører mere seil, end hun taaler. Men skulde vi faa en storm af god vind, da er det vanskeligt at styre denne slags fartøier med almindelig seilføring. Da kunde det hænde, at vi med den svære sjø i Biscayeren var nødte til at dreie til, og det vilde være ærgerligt. Men sætter vi raaseilet – det er ikke stort – saa kan vi lænse undaf i det længste.»

28«Og ankergreier? Jeg synes, du talte om, at du vilde anskaffe noget extra godt ogsaa i den retning?»

«Ja, det har jeg gjort. Vi har med os to temmelig store ankere med 60 favne god kjetting til hvert; saa vi kan gjerne ligge til ankers paa aaben red, om det blæser en liden storm. Har Dere lyst til at høre videre, hvad vi er forsynet med, saa kan jeg fortælle, at vi har ombord to bølgedæmpere og et fad olie, desuden – – – –»

Det vilde blive for langt at følge opregningen af alt, hvad vi førte med som frugten af Holts forsynlighed. det kan være nok at fortælle, at løitnanten syntes at have forudseet og forberedt sig paa alle mulige farer, som kan møde en veifarende paa sjøen. Jeg maatte tilstaa, at Klara ikke havde bygget sit hus paa sand, naar hun satte sin lid til mandens kundighed og omsorg.

«Men, hør nu her, mine gode herrer,» sagde tilslut den betænksomme sjøofficer da undersøgelsen var tilende, og han havde strakt sit lange legeme tvers over hytten og tendt den uundgaaelige snadde med stærkeste sort «Liverpool smoking tabacco» – «har nu ogsaa Dere sørget for Deres del af udrustningen? har vi penge, saa vi kan tage landeveien hjem igjen 29fra Gibraltar? Jeg har aldrig reist længer vei paa jernbane end fra Kristiania til Horten; jeg skulde nok like at kjøre gjennem hele Europa.»

«To hundrede engelske pounds i guld har jeg i den lille haandkuffert,» svarede jeg. Og saa har Monk et kreditiv paa ti tusind francs, som kan hæves i omtrent alle Europas byer.»

«Saa mange penge paa en gang har jeg hverken seet eller hørt tale om før,» bemerkede Holt eftertænksomt; «jeg havde engang sparet op to maaneders gage, det var næsten 300 kroner: men det er længe siden, – jeg husker ikke længere, hvordan saa mange penge ser ud. Men har Dere bra med papir og blyant med, for kjender jeg Dere ret, skal vel Monk ‘opdage’ noget paa turen, og du, Fredrik, lyve sauce paa det og lave en roman af det.»

«Det er sandt, jeg har tidligere skrevet to ‘romaner’, som du kalder det, om Monks og mine bedrifter; men begge er de nærmest kjærlighedshistorier,» svarede jeg. «I den første blev jeg forlovet og gift, i den anden gik det ligedan med Monk. Vi oplever vel ogsaa noget paa denne reise, og da bliver det din tur, Holt, til at indgaa i den hellige ægtestand.»

Løitnanten spyttede langt ud i sjøen: «Da vil jeg haabe, vi driver iland paa Afrika, før vi naar Gibraltar, og at jeg bliver spleiset til en 30negerinde eller et andet stykke farvet menneskekjød. Nogen hvid kvinde tager jeg aldrig i min wigwam – hvad siger du, Henriksen?»

«Før vilde jeg ligge ombord i en fisker paa Doggerbank for resten af min levetid, før nogen skulde faa mig gift for tredie gangen,» var det eftertrykkelige svar. «En sjømand skulde aldrig sætte foden paa fast land, saa faldt han ikke i fristelse. Men matrosen blir gælen, naar han kommer iland, ser De, især fra langfart da, – og kvindfolka kan gjøre me’ en, hvad di vil. Den første gang, jeg giftede mig, da kom jeg fra Ostindietur, den anden gang havde jeg været paa Ishavet gudskelov, di er daue begge to – – – –»

Hvorlænge Henriksen vilde have belært os med sin ægteskabsfilosofi ved jeg ikke; foreløbig bragte en lattersalve ham til fornærmet at tie stille.

«Sig mig, Henriksen, sagde Holt endelig for at bringe manden i godt humør, og lagde ansigtet i alvorlige folder igjen, skjød du nogen isbjørn deroppe paa Ishavet?»

«Jeg har bare skudt en,» var svaret; «men jeg har seet mange, og skipperen og styrmanden skjød flere af dem. Det største svin jeg har seet af en bjørn – den var større end en hest, tror jeg – den skjød kokken vor; – – – det var en ualmindelig betænkt kar, den kokken.»

31«Kokken? gaar han ogsaa paa jagt! jeg troede, han havde nok med at koke,» bemerkede jeg.

«Ja, men det gik saan for sig, at skipperen og alle mand var ude i en svær fangst, saadan en halv mils vei borte, mens skibet laa fortøiet ved fast iskant. Ombord var bare kokken og bødtkeren – det var i den tid, man brugte fadeværk til at fylde tranen i –. Disse to karene tog med sig en gammel muskedonner af en bøsse, som laa igjen ombord, og gik saa bort til en liden klare i isen nogle hundrede alen fra skuta for at skyte en sæl, som de saa laa der og dukked. Men da de kom rundt et iskoss, staar der en svær rug af en bjørn lige foran dem. Bødtkeren, som bar bøssen, turde ikke skyde; for naar en bjørn er saaret, saa flyer’n paa den, som har skudt, ser De. Gi mig børsa, sa kokken uten betænkning, og saa skaut han bjørnen dau paa flekken.»

«Modig kar, den kokken!» bemerkede Monk.

«Ja, aassaa saa betænkt, da,» faldt Henriksen ind. «Skipperen spurgte, da han kom tilbars, aassen han trudde det havde gaat, om bjørnen bare var blit ska’skudt.»

«Aa, jeg havde nok tænkt paa det aassaa, jeg,» sa kokken.

«Ja, hva’ vilde du da ha’ gjort?» spurgte skipperen.

32«Jo, da hadde jeg spændt beina under bødtkeren aa flyi da, sa kokken: – – – – Mere betænkt kar fandtes ikke ombord i skuta, enda han bare var 18 aar.»

«Tror du virkelig han vilde have gjort det, da?» spurgte Monk spændt.

«Gjort det ja!» svarede Henriksen med overbevisning. «Paa Ishavet faar en nok greie sig som en kan; det er ikke der som paa Bjørvika eller opefter Akerselven.»

*

Solen steg høit paa himmelen; men landvinden løiede ikke, den friskede heller og lovede os en virkelig bris af nord for resten af dagen.

Saa blev det ogsaa. «Fram» løb for affirede skjøder sine 6–8 knob hele dagen, og da aftenen kom, var alt, som lignede land, sunket ned under horisonten.

Det blæste da en frisk bris, og den, der stod tilrors, havde nok at gjøre med at passe paa, at baaden ikke tog skjær i den krappe sjø.

Nu blev vagten fordelt: Holt og jeg paa styrbords vagt – eller kongens kvarter – Monk og Henriksen paa bagbords eller dronningens kvarter.

33Hele natten løb vi med god fart, men udover formiddagen næste dag løiede vinden, og «Fram» begyndte at slingre ubehageligt.

Tilslut døede vinden ganske af. Vi var da en 30 mil syd af Næset, fortalte Holt. Han havde taget sin længdeobservation om morgenen og breddeobservationer om middagen.

Monk og jeg havde straks begyndt at tage navigationsundervisning hos Holt, og før turen var tilende, kunde vi begge bruge kartet, lage peilingen, sætte ud kurs, med meget mere – ja, endog tage en middagshøide. Saa langt som til længdeobservationer kom vi ikke. – Vi lærte dog teorien ogsaa for denne observation, og jeg skal forklare læseren saameget, som jeg selv forstaar deraf.

Solens høide over horisonten om middagen afhænger ene og alene af aarstiden og hvor langt nord eller syd jeg er paa jordens overflade. Hvis jeg derfor med et instrument, som kaldes oktant eller sekstant, maaler hvormange grader solen er over horisonten, naar den staar paa sit høieste om middagen, saa kan jeg ogsaa ved at slaa op i mine tabeller finde, hvor mange grader jeg er nord eller syd for Ekvator, – Det er bredden.

Maaler jeg solens høide om formiddagen eller eftermiddagen, kan jeg ligeledes ved at slaa 34op i tabeller og udføre et lidet regnestykke finde, hvormeget klokken er paa det sted, hvor jeg befinder mig. Nu ved man, at klokkeslettet i et bestemt øieblik ikke er det samme overalt paa jorden, men er en time forskjellig for hver 15 grader jeg kommer østover – eller vestover. Hvis jeg derfor i det øieblik, da jeg ved at maale solens høide har fundet ud, hvormange klokken er paa det sted, jeg befinder mig, ogsaa kunde vide, hvad klokken er f. eks. i Kristiania, saa vidste jeg dermed ogsaa, hvor langt jeg var øst eller vest for Kristiania. – Det er netop det, jeg faar vide af kronometeret, som ikke er noget andet end et godt ur.

Naar jeg, dengang jeg reiste ud fra Kristiania, stillede mit kronometer efter Kristiania-tid, og jeg ved, hvormeget det sagtner eller fortner, saa kan jeg jo til enhver tid, og hvor jeg end befinder mig, se, hvad klokken er slagen i Kristiania.

Forat finde bredden behøver derfor sjømanden kun sin sekstant og sine tabeller, men for at finde længden, maa han desuden have et kronometer ombord.

Et godt kronometer koster imidlertid flere hundrede kroner, og det er sjeldent, at mindre fartøier, som ikke skal seile lang vei, har 35saadant ombord. Ombord paa «Fram» var der dog kronometer, og det af første sort.

*

Jeg var kommen til den 26de om aftenen: Det blev aldeles stille og havet glat som et speil. Men i syd begyndte uhyggelige skyer at trække sig op, og endnu før frivagten var gaaet tilkøis, begyndte det at smaaregne, mens det blev saa mørkt, som det kan blive i de sidste dage af juli.

Endnu var det blik stille, men «sønnavinden er ikke langt vække.» mumlede Henriksen, da han gik forover for at faa oljeklæderne paa. – Barometeret faldt hurtig.

«Vi kan ligegodt tage ind et reb, mens alle mand er paa dæk,» sagde Holt; «at vi faar frisk bris eller kuling om en times tid, er sikkert nok.»

Som sagt, saa gjort. Vi tog et reb i storseil og fok og skiftede den store klyver med et stormseil.

Det varede heller ikke længe, før søndenvinden kom pibende – hurtigere end den pleier at komme paa denne aarstid.

«Det var det jeg vidste,» bemerkede Holt, mens han lagde roret ned og lod «Fram» løbe op i vinden. «Naar det begynder at regne med stille, saa ender det med kuling.»

Før hundevagten var forbi, havde vi ogsaa en veritabel kuling, og ud paa dagvagten øgede 36den til en pen, liden sommerstorm. Ingen af os sov stort om natten. For det første havde vi mindsket seil to gange, – Holt sagde, det var bedst, at alle mand var med til øvelse og desforuden saa skal jeg ikke negte for, at sjøen krævede sit offer baade af Monk og mig.

Da dagen brød frem, sad vi noget blege og forfrosne i kokpiten bag kappen, mens Holt befandt sig i styrerummet, og Henriksen kogte kaffe forud.

Luften havde en skidden, graagul farve blandet med noget rødt i øst. Over den jevnt mørke bund, hvori ingen bevægelse var at se, for lysere skyer – ligesom løsnede fra horisonten i syd – med forfærdelig hast nordover. De saa ikke ud til at være mange hundrede fod fra mastetoppen. Vi kunde blot se nogle faa kabellængder rundt os, og den snevre horisont var takket af bølgetopperne. Hver en sjø – nogle lidt lysere, andre lidt mørkere, men alle grønne som flaskeglas – havde en hvid kant af skum, som krøllede sig og lossede nedover hulingen mod nord.

«Fram» laa klods bidevind med 3 reb inde i fok og storseil og en liden slump af en stormklyver langt inde paa klyverbommen.

Sjøerne drog forbi os, den ene efter den anden, med skumtopperne omtrent i halv høide 37af masten – en maatte bøie hovedet bagover for at følge dem med øinene – og brølede saa smaat i forbifarten. Skummet drev stadig over os; men det var sjelden, vi fik vand paa dækket. Naar en sjø lidt større end de andre nærmede sig, lod Holt baaden luffe til, og saa satte «Fram» sin brede men skarpe baug midt i skavlen og kløvede den, saa skummet røg til begge sider.

«Saapas ser jeg,» raabte han til os fra styrlugen, «at ingen storm skal kunne drive os paa nogen lægerval. Vi gjør sikkert 4 knob næsten uden drift, og hvis det kneb, saa taalte hun godt, at vi stak ud et reb. Dette er en veritabel redningsskøite saa god som nogen.»

Saa kom Henriksen krabbende agterover med kaffekjedlen.

Med en kop af den glohede drik og en stor skibskjeks i livet begyndte Monk og jeg at sætte mere pris paa tilværelsen, og heldigvis var den nats ubehageligheder ogsaa vore sidste erfaringer om sjøsygen – vor læretid var udstaaet.

Saadan laa vi vestover hele dagen, mens sjøen stadig voksede. «Fram» vippede op og ned som en barkebaad i et elvestryg, og nu og da fik vi ogsaa lidt salt vand over os; men det havde intet at sige.

«Med denne farkosten kan vi gjerne seile rundt kap Horn,» erklærede Henriksen.

38Mod aftenen sprang vinden om paa vest, og vi lagde «Fram» sydover med styrbords halser. Det løiede, og vi stak ud et reb; men næste dag var vinden atter ret syd, og det blæste igjen, som om det skulde være ved jevndøgnstider.

Endelig den tredie dag gik vinden helt om paa nordvest og derpaa nord. Solen brød frem, og skyerne rulledes lidt efter lidt sammen i en bunke i syd.

Vi stak rebene ud af storseil og fok, satte en mellemklyver og slørede saa sydover, mens Holt og Henriksen skiftede til at styre, og de grønne sjøer med skumkanterne stod mange alen høit over vore hoveder agter.

Vinden havde vistnok løiet noget; men det var dog en haard tørn at passe roret.

Vi fik en temmelig svær sjø ind, som fyldte styrerummet og kokpiten, og Holt og Henriksen talte allerede om at dreie til igjen: men saa løiede vinden for alvor, og sjøen lagde sig hurtig.

To dage seilede vi sydover for en frisk bris af nord-nordost, passerede barker, brigger og skonnere samt store flaader at engelske fiskere – kjøbte fersk fisk for tobak og brændevin – og fik saa Englands kyst isigte – et fladt land med den ene smaaby ved siden af den anden 39og en gulhvid sandstrand. Vandet var ikke længere blaagrønt, men gult og graat, og satte snart den ene vei snart den anden over sandbankerne, eftersom tidevandet skiftede.

Vi gjorde land i nærheden af Lowestoft og seilede derpaa ned renden langs landet forbi Oxfordness og vestenfor Gabbarder og Galloper fyrskibe ud i den engelske kanal.

Vinden trak sig østlig med klarveir. Stor søvn blev der ikke paa «Fram» det døgn. Om natten passerede vi Thamesmundingen mellem hundreder af lanterner. De store postdampskibe fra Holland strøg forbi os med 20 knobs fart, mens vi faldt af for svære lægtere med sorte seil og matte lanterner. Etsteds laa en stor passagerbaad fra Ostindien eller Amerika til ankers og saa ud som en hel by med hundrede lys i hver etage. Vi seilede klods agtenom den, saa pianomusiken fra salonen lød tydelig ud til os.

Da det gryede af dag, havde vi North Forelands fyrtaarn i sigte. Lidt disigt var det paa den tid; men saa brød solen igjennem og skinnede paa de kridhvide klipper, badestederne med de pyntelige huse og de grønne marker.

Sydosten strammede sig op til en frisk bris, og saa gik det vestover med en 8 knobs fart den hele dag. Ingen af os havde tid til at være 40et minut under dæk. Snart seilede vi forbi svære firemastede seilskibe, som kvitterede slæbebaaden og satte seil til paa alle fire master, snart kom en orlogsmand eller en lang, skarp yacht med gul skorsten og skinnende officerer paa broen strygende forbi os. Vi mødte linjedampere saa høie som hus med solseil over hele dækket, og vi mødte stønnende kuldragere med afstumpede master og rødnæsede skippere paa broen.

Ved Dungenes laa en hel liden flaade af seilskibe tilankers; de ventede paa, at vinden skulde gaa om paa vest, mens engelske, franske, tyske, hollandske og belgiske lodser i sine store kuttere laa bak for at vente paa bytte.

Ettersom vi passerede fiskerbyerne paa kysten, for lange, smale, skrøbelige joller med et stort luggerseil ud fra stranden og hugede sig fast i os for at tilbyde sig som budbringere iland. Vi rystede af os en 8–10 stykker: men da den 11te kom, rev Monk ud et blad af lommebogen, skrev nogle ord om, at alt var vel ombord i «Fram», la det i en konvolut og adresserede det til sin frue i Kristiania. Dette fik den lurvede kar, som sad forrest i baaden, stukket i næven tilligemed et engelsk guldstykke og en flaske brændevin.

41Han var ikke sen med at kaste los, og saa strøg vi fra dem, mens de inspicerede myntstykket og flasken med kjendermine og raabte hurra for de «norske lorder» – de karer kjender nok flaget!

«Mon de gjør sig den uleilighed at bringe brevet paa posthuset?» spurgte Monk.

«Ja, det kan du være sikker paa,» svarede Holt. «Sjøfolkene kalder dem ‘sharks’ (haier), og noget røverpak er det, som lever af rov og aadsel i Kanalen; men seile kan de i sine skrøbelige farkoster, og har du givet dem betaling for at bringe et bud eller brev iland, saa kan du ogsaa være tryg for, at det kommer frem. Det er vistnok deres eneste æresforpligtelse mod medmennesker.»

Vi fortsatte vestover med godveir og østenvind, men en havn havde vi besluttet at anløbe, før vi gav os Biscayeren ivold, og saa løb vi næste aften ind og ankrede op paa Portsmouths red lige ud for byen Ryde paa Isle of Wight.

Vistnok havde vi ikke været saa længe i sjøen; men for Monk og mig var det længe nok, og vi syntes, vi var komne i Edens have, da vi spadserede om paa den deilige ø med de tusind villaer og haver.

Den 6te august i graalysningen lettede «Fram» anker med friskt vand ombord, grønsager og 42fløde, og et stykke is i «kjelderen», og stod du i Kanalen gjennem «The Needles» paa den anden side af øen.

Ved Start Point slap vi Englands kyst, – med et fartøi som «Fram» havde vi ikke nødig at staa længere vestover – og saa begyndte vi paa den del af vor reise, der skulde bringe os hændelser og overraskelser, som ingen af os havde drømt om.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.