XII. «Mit navn er Knoph!»

Da Bleng fra sit kontorværelse kom ut i venteværelset, var det første, hans øie møtte, madam Jessesens pompøse figur. Det store, røde ansigt var idag litt blekt. Hun var iført en svær sort silkekjole for anledningen og tronet paa en stol med armene overkors og brynene rynket. Av og til kastet hun misbilligende skraablik hen paa de tre andre personer, som befandt sig i venteværelset – begripeligvis, fordi hun forstod, de ogsaa hadde noget at meddele – og derved følte sin egen betydningsfuldhet forringet.

– Værs’god madam Jessesen, jeg ventet Dem, sa Bleng med et smil og lukket hende ind paa kontoret.

Bleng moret sig siden over at fortælle om, hvor hjertegripende skuffet madam Jessesen var blit, da han gjættet hendes erende. Derved var hele bouqueten tat væk, men hun tok sit igjen med en hæseblæsende og rystende skildring av liket, som hun hadde været nede og set paa, graden av rædselen, hun da følte, og styrken av sin overbevisning om at morderen nok engang vilde komme for dagens lys. Denne sidste forvissning underbygget hun med en række slaaende bibelsteder, og satte sig idetheletat i respekt hos Bleng, som ikke hadde drømt om, at madam Jessesen nogen gang hadde været i berøring med den hellige skrift.

– Jøsses, sa madam Jessesen, idet hun for aapen dør seilet gjennem venteværelset. – Jøsses, at je’ skulde opleve dette, og hun forsvandt gjennem ytterdøren, efterlatende som tilsigtet de øvrige i den tro, at dér gik hovedvidnet.

Bleng var glad over at bli hende kvit, for han brændte efter 51at faa avhøre de andre. Den næste, som blev lukket ind til ham, var en liten tynd kontorist.

– Mit navn er Eng, kontorist Eng, sa han bukkende. Jeg er ansat paa grosserer Andorsens kontor. Jeg kommer i anledning av politiets opfordring om at gi oplysninger om A. Knoph – –

– Grosserer Andorsen? Bleng kvak til. Til den dypere anelse, han hadde om sammenhæng med Sahlesaken, og som ingen visste noget om, føiet der sig her en ny, uventet, ydre. Grosserer Andorsen var Sahles kollega i a.s. «Kvarts»! Han følte sig gjennemrislet av en sterk kraftfølelse.

– Fortæl, sa han.

– Det var bare det, at avdøde Knoph for litt over en uke siden paa kveldssiden kom ind paa vort kontor og spurte efter min chef, grosserer Andorsen. Grossereren var netop den kveld i generalforsamling, og jeg sa, at han fik komme igjen næste dags formiddag, hvorpaa den fremmede mand gik sin vei. – Det var ikke noget særlig meget dette her, men jeg tænkte allikevel, det var bedst at underrette politiet. Kontoristen kræmtet forlegen.

Bleng tænkte bare paa en eneste ting.

– Det var for mindre end en uke siden, sier De? Er De ganske sikker paa det? Tænk Dem godt om – det er meget avgjørende dette. Kunde De, f. eks. huske datoen præsis?

– Den husker jeg meget godt. For det første var det den dag grossereren var til generalforsamling. Men specielt erindrer jeg det paa grund av en ting. Da jeg hadde sagt, at grossereren ikke var at træffe, saa manden et øieblik paa mig og spurte saa: Det er jo den 3dje idag, ikke sandt? Jo, sa jeg. Vil De saa si, at jeg har været her kl. 6 og spurt efter chefen, sa manden. Mit navn er Knoph, la han til. Han stavet det enddogenddog] rettet fra: enddag (trykkfeil) for mig, da jeg skrev det ned paa blokken. Her har De lappen, jeg gjemte den i min kontorskuffe.

Bleng strøk sig under kontoristens sidste forklaring ustanselig med haanden over panden. Tankerne strømmet ind paa ham.

For det første konstaterte han, at Knoph altsaa endnu levet den 3. april kl. 6 om eftermiddagen. Direktør Sahle kunde saaledes ikke ha begaat mordet paa denne mand – med hvilken han allikevel stod i en mystisk forbindelse? Sahle blev nemlig indsat i arrest den 1. Nu, da han visste det, forundret 52det ham heller ikke – han hadde hele tiden betragtet det som en vild hypotese.

Men der fremgik mere av kontorist Engs forklaring.forklaring.] rettet fra: forklaring, (trykkfeil) Den unge Sahles uskyldighet var derved ogsaa bevist. Hvis Knoph hadde været paa grosserer Andorsens kontor torsdag den 3dje april kl. 6, var det med ubønhørlig nøiagtighet utelukket, at den unge Sahle kunde ha myrdet ham paa Bygdø, for Bleng hadde selv reist sammen med ham med 6,35 toget til Moss. Bare at komme ut til mordstedet vilde ta over en halv time, selv om det urimelige kunde tænkes, at den unge Sahle og den myrdede var reist i automobil sammen derut! Bleng maatte smile ved det vilde i den tanke, saa alvorlig han end var.

Hans fantasi arbeidet hurtig. Han følte sig nu forvisset om, at den mand, den unge Sahle med slik dødsangst flygtet for den 3dje april om kvelden, netop hadde været den samme Knoph, der nu laa som et uformelig lik under gasblusset paa Ankerløkkens likhus. Netop den samme eftermiddag hadde denne mand været i bevægelse med en skjæbnesvanger hemmelighet – hadde søkt at sætte sig i forbindelse med direktør Sahles med-aktionær – ja hadde sandsynligvis endog stræbt den unge Sahle efter livet. Av hvilken art kunde en slik hemmelighet være, der samtidig trængte ind paa det forretningsmæssige og hadde dødstruslen til sin raadighet – uten at den truede hadde turdet tilkalde politiets hjælp?

Blengs pande blev aldeles klam, naar han tænkte paa alt dette. Han holdt paa at faa et svimmelhetsanfald.

– Tak, De kan gaa, hr. Eng, sa han og puttet mekanisk blokbladet med Knophs navn ned i sin tegnebok. Eng bukket og gik.

Bleng maatte summe sig et øieblik, før han lot næste komme ind. Det var en mager, ældre dame med kopiblæk paa fingrene og lang næse. Hvad hun fortalte Bleng, var kun en bestyrkelse av hans opfatning.

Hun het frøken Eriksen og var ansat paa ingeniør Froms (A/S «Spatt») kontor. Klokken ett kvarter over 6 var der kommet en spinkel, mørkt utseende mand med slængkappe og bred hat ind i kontoret. Han satte sin kuffert fra sig utenfor og spurte efter chefen, som imidlertid hadde været bortreist i flere maaneder. Vil De minde chefen om, at jeg har været 53her idag, sa manden. Mit navn er Knoph. Jeg skrev datoen og navnet.

– Og det var den 3dje klokken kvart over seks?

– Ja.

– La De forøvrig merke til noget ved mandens ydre?

– Jeg husker han lot til at være meget ophidset, han skalv sterkt paa haanden. Dertil husker jeg, at han blev aldeles hysterisk, da han ikke kunde finde sin haandkuffert igjen – en av vore kontorister hadde set den ute i entreen og i distraktion flyttet den til side. Jeg trodde, manden skulde blit gal! Og da han saa efter et par minutters leden fandt den, for han ut og nedover trapperne som en raket! Vi fandt det alle meget underlig.

Bleng noterte.

– De hadde altsaa indtryk av, at den haandkuffert indeholdtindeholdt] rettet fra: indholdt (trykkfeil) noget – særlig? Noget av særlig betydning for Knoph?

– Ganske sikkert!

– – – – –

Den næste, som blev indlatt til Bleng, var en ældre kvinde ved navn fru Hegge, som hadde et privathotel i Dronningens gate.

– Denne Knoph, som er fundet paa Bygdø har bodd hos mig i vel 14 dage, sa fru Hegge. Er dette mord, da skjønner jeg ikke det hele. Knoph omgikkes jo ingen!

– Kunde De nøiagtig anføre datoen, da Knoph forsvandt? sa Bleng. Jeg skulde anta, det var – la mig si, den 4de april? Var det ikke?

– Den 4de april? Aa, langt ifra! Knoph reiste fra mit hotel om eftermiddagen den 27de mars, han, det har jeg endda opført i min fremmedbok! Men det var maaten, han reiste paa, som jeg finder saa besynderlig.

Saken er den, at Knoph var gaat ut tidlig paa formiddagen, uten at ha sagt et ord om nogen ting. Jeg har aldrig set en saa indesluttet mand. Jeg tror ikke, jeg har talt 10 ord med ham paa de 14 dages tid, han var her.

Men som sagt – han var gaat ut om formiddagen. Hans kuffert stod igjen paa værelset, og jeg hadde lagt regningerne ind der, slik som jeg pleier at gjøre det en gang om uken.

Saa ringer det ved syvtiden samme dag op i telefonen. Det var Knoph. – Hvor stor er regningen – sa han ganske kort. 30 kroner, sa jeg. Jeg sender Dem 35 imorgen, sa han saa. 54Vil De sende min kuffert til Kongsvinger station? Jeg reiser ikveld! – Jeg blev meget paff og lidt fornærmet over denne korte besked, men gjorde da, som han bad om. Næste morgen fik jeg ganske rigtig 35 kroner sendende!

Siden har jeg ikke set et glimt av ham! Men synes ikke De, hr. Bleng, at dette var en kuriøs fremgangsmaate?

Bleng fandt ikke egentlig det – det hænder jo saa ofte, at man pludselig bestemmer sig for en reise!

– Ja, men han hadde sagt til mig et par dages tid i forveien, at han ganske vist kom til at være i byen endnu en tid, sa fru Hegge. Derfor syntes jeg, det kom som en bøtte koldt vand over mig, at han pludselig vilde bort.

Og nu er han altsaa myrdet, sa hun med et dypt, tragisk suk, som om hun tænkte – saadan gaar det – hvorfor reiste du egentlig bort fra mig, din dumrian!

– – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.