XIV. Der handler om en beskeden ung mands paatrængenhet

Den dag, som nu oprandt, blev en travl dag for Bleng. Han stod meget tidlig op, og var ikke til at faa et ord av, skjønt hans snakkesalige vertinde surret rundt ham som en spyflue.

Da han ved 10-tiden kom paa kontoret, møttes han av et eiendommelig syn. Hadde venteværelset dagen i forveien indeholdt værdifulde vidner, saa maatte det idag simpelthen bli en sukces for saken, om oplysningernes værdi stod i forhold til vidnernes antal. Værelset var omtrent fuldt av mands- og kvindepersoner av forskjellige aldre. Blengs skarpe blik kunde øieblikkelig henføre dem alle til den bestemte og egenartede 58kategori: Hotelvertens. Og med et suk tænkte han, at dette nok vilde bli en skuffelse.

Han fik paa en bedrøvelig maate ret. 3 timer kastet han bort med at forhøre 20 mennesker, som alle hadde en sterk mistanke om at ha logert den myrdede i det førbemeldte tidsrom. Det lot aldeles ikke til at affisere dem, at vedkommende mandsperson «mørk, med gulagtig hud, slængkappe og bred hat», aldeles ikke lød navnet Knoph, men derimot Andersen, Pettersen, Eriksen, Jensen osv. osv. i rik variant. Alle var de fast overbevist om, at vedkommende hadde opgit falsk navn – og at de allerede da hadde hat en mistanke om, at saa var tilfældet. Ved at vise frem Knophs portræt fik Bleng antallet av de mistænksomme redusert til 15 – 5 opgav nemlig da sin teori. De øvrige 15 lot sig ikke rokke – ja, var snarere bestyrket i sin opfatning. Forøvrig hadde de ikke den fjerneste formening om, hvorfor den avdøde nu ikke hadde tat ind under rigtig navn – skjønt ingen magt i verden kunde rokke dem i den opfatning at saa var tilfældet.

Av disse 15 hotelverter og -vertinder var der to, der ogsaa hadde leiet værelse bort til en mand av ovennævnte beskrivelse, men ikke hadde faat hans navn optegnet.

Bleng var allerede med en gang paa det rene med, at alt dette var bare hysteri. Han kunde nemlig ikke gaa med paa den tanke, at Knoph skulde ha været nødt til at ta ind under falsk navn. Nu – der var en liten mulighet – under forutsætning av, at han hadde følt sig forfulgt av nogen.

For allikevel altsaa ikke at tape en mulighet for oplysning, om aldrig saa liten, lot Bleng alle de opgivne navns bærere efterlyse gjennem telegramburaaet – likesom han ogsaa lot efterlyse de to ubekjendte, som det og det tidsrum hadde tat ind paa de to hoteller uten at opgi navn.

Resultatet av dette viste sig snart. I løpet av et par dage oversvømmedes igjen opdagelsesavdelingens venteværelse av mørkladne mænd i forskjellige aldre og stillinger, som alle indignerte forespurte, hvilken interesse politiet kunde ha av at lære dem at kjende. Andersen, Pettersen, Eriksen, Jensen osv. osv. var deres rette navn, det stod de ved, og de hadde lov til at færdes, hvor de vilde. Til den allerede kjendte række av navne føiet der sig et nyt, lærer Zachariassen, som indignert viste sig at være den ubekjendte fra det ene av de to hoteller. Den anden ubekjendte kom imidlertid aldrig tilsyne.

59Det er unødvendig at fortælle, at likheten mellem de 19 herrer indbyrdes og med Knoph i særdeleshet, indskrænket sig til, at ingen av dem var blonde.

Det hele staahei redusertes til, at der altsaa endnu ikke forelaa en eneste oplysning om Andreas Knophs tilværelse mellem den 27. mars og 3. april – det skulde da være den tomme luke, som det 20de hotel ikke hadde formaadd at utfylde. Da dette var et hotel i Vaterland, kunde det, mente Bleng, muligens allikevel være noget i det – Knoph var jo set i denne bydel sammen med Strauss engang. Men hvor det allikevel var ubetydelig, dette spor!

– – –

Vi har foregrepet begivenheternes gang – og vender tilbake til Bleng efterat han i 3 timer hadde maset med de 20 hotelverter. Han tok sig nu en halv times hvil, som han tilbragte nede paa «Gjeita» i Lille Grænsen sammen med 3 pølsesmørbrød og en vældig kop rykende kaffe.

Skjønt det var et tinende, vidunderlig vaarveir ute og fugler for frem og tilbake med smaa hyl gjennem luften av glæde, var der kun spænding og nervøsitet i Blengs hjerte.

Han sat i fødselsveer. En stor, ny «teori» var under fremvekst i hans hjerne. Men mellem denne teori, og hans overbevisning hang der ligesom en eneste mulighet og dinglet frem og tilbake som en pendul.

Bleng tænkte nemlig:

Kunde det allikevel ikke tænkes, at den unge Sahle, skjønt han kvelden den 3dje reiste ut til Moss med 6,35 toget, allikevel kunde være reist tilbake til byen den næste dag, og da begaaet dette mord? Hvis Knoph har kjendt til en grufuld hemmelighet om den gamle Sahle, saa var det jo allikevel tænkelig, at sønnen har strammet sig op og gjort, hvad han trodde var en redningsdaad. Det var en mulighet!

Følgen av denne mulighet var, at vi finder Bleng paa eftermiddagstoget til Moss. Ved 5-tiden indfandt han sig ved arkitekt Strandberg, Sahles svogers villa – det sted, hvor den unge Sahle hadde tat ophold efter at være rømt fra byen.

Og her fik han greie paa mange rare ting.

For det første var den unge Sahle allerede samme morgen reist til byen efter at ha mottat et brev fra sin far. Men dette var ikke nok. Da piken igaar kom ind paa Fredriks værelse, 60fandt hun ham liggende besvimet paa gulvteppet foran bordet. Bleng fik høre det av pikens egen mund.

– De la vel ikke tilfældigvis merke til, hvorvidt dagsnummeret av «Dagslyset» laa paa bordet – eller paa gulvet? Bleng spurte rolig, mens hans hjerte slog som en liten torpedobaat – – hvis saa var, saa var her endnu en ydre forbindelse.

– Jo, der laa et nummer av «Dagslyset» paa bordet.

– Saa – Bleng pustet dypt. Hvad gjorde dere saa videre med den unge Sahle?

– Aa, arkitektens kom op og fik lagt ham paa sofaen. Han blev badet med eddike i ansigtet og doktoren blev budsendt. Men det var en rasende dyp besvimelse – det varte en hel time, før han kom til sig selv igjen.

– Uttalte han selv noget om grunden til denne besvimelse, jomfru?

– Ja, han sa rigtignok, at den var kommen av heten fra centralopvarmningen, og at han ikke taalte den tørre luft. Men han var idetheletat saa forvirret og tøiset, og saa saa angst ut, at vi nok trodde, der laa noget dypere under – – kanske har det været noget med hans forlovede, Di – –?

– Muligens – ja, sandsynligvis, sa Bleng. Han er jo paa en maate reist fra hende, ser De. Det er netop ogsaa i den anledning, jeg kommer. Har De lagt merke til de ganger, den unge Sahle er reist til byen i denne tid?

– Om jeg har! Ja, det har ikke været vanskelig det, kan De tro. Man’n har jo været saa ræd for at reise til byen, saa det har været en gru. De kan tro, arkitektens ikke har været blie for dette. Fruen skulde hat slegtninger her, og vi har bare et gjesteværelse. Det har han hat hele tiden. I begyndelsen sa de ingenting til ham, for de trodde, han vilde reise av sig selv efter et par dage. – De syntes jo synd i ham. Saa begyndte de slik pø om pø at la ham skjønne, at han nu burde fordufte. Men han! Han lot som han ikke skjønte det, han – han bare saa idiotisk paa dem og blev boende. De har forsøkt alle mulige midler – de har endog sagt det like til ham. Da protesterte han likefrem – han vilde bli boende. Tilslut blev det aldeles latterlig, ser De – – Fruen som er litt prippen paa det, er reist ned til hotellet her, og manden er reist til byen av ærgrelse. Men tror De, han rokker paa sig da? Gang paa gang har de forsøkt at lokke ham ind til byen med teater og andre fornøielser, men den er ikke gaat, ser De – 61– – det er akkurat, som om han har hat paa følelsen, at hvis han kom til byen, vilde der ramme ham en ulykke.

Ogsaa har det været saa underlig, at han likesom paa en og samme gang har været menneskesky og ikke kunnet være undav os. Vi har set ham fra kjøkkenvinduet i timevis sitte oppe bak ruten sin og stirre ut. Aldrig har det været os mulig at faa ham til at gaa nogen længere tur. Nei, han holdt sig omkring husene som en kat, men snakket aldrig til os, ser De. Og saa forpint han har set ut! De skulde set, aassen han magret av herute! Slikt kalder en landophold!

– Han har altsaa ikke været i byen en eneste gang, siden han kom hit ut den 3dje med kveldstoget?

– Jo, det har han. En gang –

– En gang? Bleng kvak til.

– Ja, da han var inde ved direktørens forhør.

– Ja, det er jo sandt! Bleng bet sig i tungen av ærgrelse over, at han hadde glemt det.

– Men selv da var han artig, ser De. Han hadde git Adolf, gutten her, 2 kroner for at bli me’n ind til byen, følge me’n hele tiden, vente utenfor raadstuen, mens han var deroppe, og følge me’n ut igjen. Han orket ikke at være alene derinde, sa han. Adolf fulgte ham trutt, han. Og det er sikkert, at hvis hr. Sahle var bange for nogen, da gjorde han ret i at ta Adolf med – for han er sterk som et fjeld.

– Dette er altsaa den eneste gang, han har været i byen?

– Den eneste gang, det kan vi bevidne alle sammen herute, som har hat ham efter os som klister.

Bleng nikket for sig selv. Hans oprindelige og naturlige teori om den unge Sahles uskyldighet var nu befæstet.

– Tak skal De ha, jomfru, sa han. Men der var endnu et par spørsmaal. Hvad foretok den unge Sahle sig, efter at han var kommen sig av sit besvimelsesanfald?

– Han sperret sig inde paa sit værelse og var ikke at se førend den næste morgen, da jeg var inde med et brev til ham. Da laa han likblek i ansigtet og stirret paa mig.

– Var brevet fra Kristiania?

– Ja.

– De skulde vel ikke tilfældigvis ha konvolutten et eller andet sted? Den kaster man jo som regel fra sig.

– Jo, det er rigtig det – konvolutten laa igjen paa gulvet, da han reiste i dag. Jeg skal hente den.

62Piken kom tilbake med en lang, graa konvolut, som hun rakte Bleng.

Bleng saa paa den og nikket. Utenpaaskriften kjendte han. Den var direktør Sahles.

– Tok han saa farvel og reiste? spurte Bleng.

– Ja, det var noksaa hjerteskjærende, for det første graat han og var elendig, fordi han hadde plaget arkitektens, og saa sa han, at han vilde reise til utlandet og vel aldrig fik se Norge mer. Vi var rørt allesammen herute, skjønt vi jo egentlig var saa inderlig lei ham.

Bleng takket atter for oplysningerne og reiste til byen med næste tog.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.