XX. Guld! Guld!

79Der dampet et tog langs den svenske kyst og nordover. I en fangekupé sat rentier Freundlich alias indbrudstyven Friedrich Strauss. I en anden klasses kupé sat Hans Bleng og saa alt andet end fornøiet ut.

Og dog var meget bragt paa det rene med dette kup.

Kun en ting hadde været særdeles bedrøvelig for Bleng at opdage:

Personen Strauss, hvorpaa han hadde bygget sin mistanke, var aldeles værdiløs for saken.

Allerede det første øieblik, da Bleng blev konfrontert med Strauss, fór det gjennem ham en stor skuffelse. Han hadde ventet at finde en farlig og intelligent forbrydertype. Han fandt en liten vimset skræddersvend, med skraa, lure øine, men uten præg hverken av særlig intelligens eller særlig kraft. Allerede ved det første blik fik Bleng derfor en mistanke om, at han hadde grepet feil her.

Og ved eksaminationen viste det sig ogsaa.

Først og fremst blev Strauss’ alibi med al tydelighet bevist. Strauss var sammen med Sofie Strøm ankommet til Hamburg den 27de mars (samme dag som Knoph forsvandt) – og han var hele tiden siden observert først i Hamburg og siden i Bremen. Han hadde nemlig kjøpt møbler og kunde i over et aar spille rentier derute i forstæderne. Hverken han eller hans husholderske Lorenze Mayer, bestilte Guds skapende gran.

Saa gik Bleng ham paa klingen for at faa greie paa hans forbindelse med Sahle-saken. Og her fik han ikke alene bekræftelse paa sin opfatning av Sofie Strøm som straafigur, men ogsaa paa Strauss’ virkelige stilling til saken. Hvorvidt denne forklaring stod til troende eller ikke, var Bleng ikke paa det rene med, men den lød som følger:

Omtrent i midten av mars blev Sofie Strøm, der allerede i Norge hadde været Strauss’ elskerinde, en kveld tiltalt av en ældre herre nede paa Jernbanetorvet. Denne herre hadde tilsynelatende været meget ophidset og hadde erklært, at han nu i længere tid hadde iagttat frk. Strøm, da han fandt, at hun mindet ham saa sterkt om en forlængst avdød kjæreste, og 80insisterte paa, at frk. Strøm maatte stifte bekjendtskap med ham – hun skulde ikke angre paa det.

Frk. Strøm, som, saavidt Bleng kunde skjønne av Strauss’ forklaring, ikke personlig hadde næret nogen betænkeligheterbetænkeligheter] rettet fra: betænheligheter (trykkfeil) ved dette, blev imidlertid først negtet av Strauss at indlate sig med vedkommende herre, – indtil saken tok en anden vending. Den fremmede mand hadde opsøkt frk. Strøm en gang til, og bedt om at faa tale med hendes elsker. Det var da kommet til et møte mellem dem, hvor den fremmede hadde talt om sin store interesse for Sofie, og formelig tryglet ham – Strauss – om at maatte faa hjælpe hende ut av hendes fattigdom. Strauss hadde da ikke længer hat nogen betænkeligheter, tvertom – han lovet at trække sig tilbake foreløbig, hvis bare Sofies «understøttelse» blev stor nok. Han hadde endog et par ganger søkt den fremmede, hvis navn var direktør Sahle, paa hans kontor, for om mulig at faa litt forskud.

Paa Blengs forespørsel, om disse smaa besøk ikke var at opfatte som mindre forsøk paa pengeutpresning, svarte Strauss meget diplomatisk, at vistnok fandt han direktørens hele forhold mystisk, og vistnok hadde han ogsaa hat den opfatning, at der var ugler i mosen med den pludselige kjærlighet – – men det gode forhold mellem ham og direktøren var ikke paa nogen maate blit molestert ved hans smaa besøk. Tvertom hadde han indtryk av, at direktøren med levende glæde hadde forært ham de par hundredekronesedler, han var i beknep for.

Paa Blengs spørsmaal om, hvilke ideer Strauss muligens hadde dannet sig ved direktørens handlemaate, erklærte Strauss, at dette altid hadde ligget og fremdeles laa i mørke for ham. Han hadde grublet frem og tilbake i det aar, som var gaat, siden han reiste fra Norge. Og allerede fra første stund hadde han søkt at danne sig en forklaring. Han hadde snust i nærheten av kontoret, og forsøkt at pumpe forskjellige folk ut om Sahles forhold, men var ingen vei kommen.

Et var han imidlertid sikker paa: Direktør Sahle hadde en stor og vægtig interesse i, at Sofie Strøm og for den saks skyld ogsaa Strauss, forsvandt fra landet. Strauss gav her en humoristisk skildring av de grublerier, han hadde ødslet paa sin egen og Sofies person for muligens at utfinde, hvad der kunde være for noget merkelig ved dem.

– Da direktøren efter sin tredje, ganske korte sammenkomst 81med Sofie overrakte hende 20 000 kroner i kontanter, mot at hun skulde forlate landet for altid, var vi et øieblik som forstyrret av glæde og forbauselse, fortalte Strauss, Sofie var kommen til den opfatning, at manden var splitter gal. Dette bygget hun paa, at trods der ikke et eneste øieblik hadde været nogen virkelig erotik mellem dem, saa motiverte direktøren sin gave med, at han ansaa det som sin pligt mot hustruen at rive sig løs fra denne forbindelse. Har man hørt noget saa galt! «Rive sig løs» fra en forbindelse, som ikke strækker sig utover tilsammen tre timer! Sofie trodde som sagt, at han var gal, men De aner ikke, hvormeget bry jeg i al stilhet hadde med undersøkelser av hendes daapsattester og slegtskapsforhold i de dage. Jeg hadde nemlig til syvende og sidst dannet mig den opfatning, at Sofie i virkeligheten var intet mindre end hans datter.

Dette viste sig dog at være umulig, og Sofie Strøm og jeg reiste den 24de mars om kvelden – jeg under paatat navn, da jo politiet desværre aldrig blir saa humant, at det kan glemme en hæderlig borger hans noget plettede fortid – – Strauss myste her arrig hen paa Bleng. Han blev pludselig taus.

– Det er indbrudstyverierne i Akersgaten, som er overført Dem, sa Bleng.

– Tro, om det er bare derfor, De har knepet mig, sa Strauss og saa atter fult bort paa Bleng. – Jeg har en mistanke om, at De har bruk for mig mot denne hersens Sahle. Er han kommen i heisen nu?

Det vilde være forbandet, la han til – Sofie har betinget sig aarlig 2000 mark i understøttelse foruten startpengene.

– Pengeutpresning altsaa, sa Bleng skarpt.

– Aa tøis! Pengeutpresning! Hun bare skriver til ham og sier, at hun ønsker at se sit elskede fædreland igjen. Straks indløper der brev med protester og forestillinger og blide spørsmaal om, hvad hun ønsker – – – han tør ikke se hende igjen, ser De, aa, han er saa svak og kunde saa let atter bli lokket ut fra pligtens vei stakkar – –!

– Vet De, hvor den pligtens vei har været for ham?

– Nei.

– I tugthuset, Strauss.

Strauss maapet av forbauselse.

– Hvorlænge har han sittet der? Og hvorfor?

82– Han har sittet der et aar, fordi han underslog de 20 000 kroner, Dere har smauset op derute!

– Nei, nu har jeg aldrig – – Strauss slog haandjernene sammen i stor forbauselse.

– Et aar? fortsatte han. – Aa, nu forstaar jeg, hvorfor han sa, at hvis vi vilde ham noget, maatte vi ikke skrive til ham før om vel et aar.

Han skulde paa en utenlandsreise, sa han.

Strauss formelig jublet av glæde over disse kabaler.

Men Bleng la nøie merke til det sidste Strauss fortalte. Midt i al denne sorte modløshet, som var krøpet over ham ved at se Strauss reducert til en ubetydelig bifigur, fik han her et nyt eiendommelig moment. Sahle hadde forutset sit fængselsophold. Hadde han allerede da bestemt sig til at gaa i fængsel? Av rædsel for Knoph?

Hadde – – hadde han – kanske stjaalet pengene og git dem bort i fleng, bare for at bli tat i forvaring mot en hensynsløs fiende –?

Denne tanke hadde aldrig slaat Bleng før.

Men Knoph? Hvem var egentlig Knoph? Han visste jo nu, at det ikke var Strauss, som hadde dræpt ham. Strauss hadde ogsaa forklaret, at der ingen pengeutpresning var foregaat mot Sahle. Men hvilken plads indtok da denne fremmede, myrdede mand i dette mysterium? Løi allikevel Strauss, idet han fortiet Knophs forhold i denne sak?

Og Bleng bestemte sig til at gaa Strauss videre paa klingen.

– Jeg kan hilse Dem fra Deres ven, bøhmeren Andreas Knoph, sa han og saa stivt paa ham. Vet De, at han er myrdet?

– Min ven, bøhmeren Andreas Knoph? sa Strauss og saa spørgende paa Bleng. Hvad er det, De mener? Det er meget beklagelig for den herre, at han er gaat hen og blit myrdet – men min medfølelse er ikke istand til at bli til venskap, da jeg aldrig har truffet ham.

– Aha, tænkte Bleng – nu begynder vi at faa tak i aalens hale. Han negter.

– De er allikevel set sammen med ham, sa han rolig. Hvorfor tør De ikke vedstaa det?

– Er jeg?

– Ja, De!

83– Enten er De eller jeg bløt, svarte Strauss paa sin nonchalante maate. Hvad var det, De kaldte den ulykkelige?

– Knoph, Andreas Knoph. Skap Dem nu ikke, Strauss, men tilstaa. Det er jo allikevel ikke Dem, som har myrdet ham – desværre, hadde jeg nær sagt.

– Dette er for latterlig, sa Strauss. Først kommer De her og overfører mig venskap med en mand, jeg aldrig i mit liv har set, og saa utstøter De til paa kjøpet hjertesuk, fordi jeg ikke har myrdet ham. Herregud, manden er jo, som De sier, myrdet – da kan det vel være det samme, hvem som har gjort det –?

– Spøk nu ikke, sa Bleng og begyndte at bli arrig. De er set sammen med ham hos madam Jessesen i Kristiania. Der er vidner paa det.

– Hvor ofte? spurte Strauss lakonisk.

Bleng prellet mot dette spørsmaal. Det var egentlig første gang han tænkte over, at en gangs samvær var litet at bygge en mistanke paa.

– Mer end én gang, sa han let hen og løi. Men han følte allerede ved dette, at troen paa hans store teori led nok et grundskud.

– Det var specielt én kveld, la han til. De kom ind i sjappen med Knoph og satte Dem ved vinduet.

Nu begyndte det pludselig at dæmre for Strauss. Og med et ansigt, der viste alle tegn paa oprigtig glæde over at ha fundet ut av det, ropte han:

– Aa – hvad kaldte De ham? Knoph – Knoph – jo, De har saamen ret! Det vil si – en eneste gang har jeg været sammen med ham. Nei, saa han er blit slaat ihjel, den raringen! Hvem har gjort det da?

Bleng saa mistænksom paa Strauss. Han følte sig som en hund, der gik omkring en rævs hule.

– Vil De fortælle mig, hvorledes De saa traf denne Knoph, sa han.

– Med glæde. Det var paa en av mine smaa ekspeditioner op til direktør Sahle, at jeg møtte denne fyren i trappen. Sahle kunde ikke ta imot mig da, og jeg gik ned igjen. Nede paa gaten saa jeg Knoph staa og gruble. Nu var jeg, unter uns, svært graadig efter at faa vite noget om denne mystiske direktørs private forhold, som De jo kan forstaa – herregud, man maa nytte sine kort – nok av det, jeg gav mig i samtale 84med fyren, som lot til at være en faamælt og tver krabat. Jeg pumpet ham da saa smaat om Sahle – men det merkelige var, at manden visste omtrent likesaa litet som jeg, og nok ogsaa hadde lyst til at pumpe litt.

Bleng stod som bedøvet og hørte paa dette. Det virket som et jordskjælv paa hans sirlig opførte teorirækker. Strauss kjendte ikke Knoph, Knoph kjendte ikke Sahle noget videre – kort sagt, alle tilknytninger raknet fra hverandre.

Men Hans Bleng var i besiddelse av en aldeles ukuelig energi. Han lagret de nye oplysninger op med en bi’s taalmodighet, skjønt han uavladelig var blit plyndret. Han var gaat fra teori til teori og bestandig hadde han tat feil. Det eneste uforandrede i ham var den uutryddelige mistanke om, at denne sak hadde en underbund.

Men han blev dypt mismodig, da han saa tilbake paa den teori, som nu revnet for ham, og i selve rakningen viste ham, hvor løst den var laget.

– Dere gik altsaa ind i madam Jessesens kafé? spurte han videre.

– Ja, da vi hadde drevet en stund, inviterte jeg ham paa en flaske øl inde hos madam Jessesen. Det var koldt ute den aften, og fyren snakket tysk likesom jeg – og desuten hadde vi jo dette fælles emne, som interesserte os begge.

– Hvad fik dere saa ut av det emne?

– Intet. Knoph spurte mig, om jeg kjendte noget til Sahle, men forøvrig gik han som katten om den varme grøt – det var øiensynlig noget, han ikke vilde fortælle. Jeg, som var blit spændt ved, at han var saa eingetogen, begyndte efterhaanden at kjede mig, og efter en halv times tid skiltes vi.

– Kan De huske, om den fremmede paa nogen maate uttalte sig om direktøren?

– Han fortalte bare, at han hadde forretningsforbindelser med ham.

– Saa det hadde han?

– Ja, og saa sa han i samtalens løp, at han syntes, det var en meget mystisk herre. Det var ogsaa jeg enig i, men det lykkedes ingen av os at komme til klarhet over, hvad den anden mente.

Jeg hadde et levende indtryk av, at denne Knoph ogsaa, likesom Sofie og jeg, var gjenstand for en mystifikation.

Men vi skiltes som sagt efter en halv times tid – for aldrig 85at sees mere, efter hvad jeg hører, sa Strauss patetisk. Hvem tror De forresten har slaat den stakkars fyren ihjel? Direktøren?

– Nei, desværre, sa Bleng og smilte halvt. Saken er nok ikke saa let, min gode Strauss. Knoph er blit myrdet adskillige dager efter at direktøren kom i fængsel. Av hvilken grund skulde direktøren forresten ha gjort det?

*

Bleng var nu paa reise op gjennem Sverige med Strauss i fangekupéen. Der var ikke sten paa sten tilbake av hans store teori. Men han sat og formet en ny teori i hodet.

Strauss kunde anvendes til at true Sahle med, det forstod han. Sahle hadde ikke rent mel i posen, derover var han ganske klar. Det vilde sandsynligvis ikke bli nogen behagelig overraskelse for ham, om han fik vite, at en av de mennesker, han paa en saa mystisk maate hadde holdt væk fra landet, pludselig var kommen tilbake til Kristiania. Skjønt Bleng stod midt i et kaos av nye gaader, hadde han paa følelsen, at ved Strauss kunde han kanske faa fat i en snip av sandheten. Sofie Strøm hadde han foreløbig efterlatt i Bremen som et værdiløsere bytte.

*

Det var sent paa kvelden, da Bleng, efter at ha avlevert sit bytte paa Møllergaten 19, atter stod i sit værelse. Han kunde ikke finde fyrstikker, gjorde adskillige forsøk paa at tænde lampen med cigaren, men maatte opgi det.

Paa bordet syntes han, der laa en utbrettet avis.

Ganske rigtig, det var en av aftenens aviser. Bleng kunde se det fra lyktelyset, som faldt ind gjennem vinduet.

Men hvad var det! Midt i avisen saa han 3–4 tykke overskrifter, og under dem hadde hans bror Peter til overflod streket med blaablyant.

Bleng læste:

VÆLDIGE GRUBEFUND I VESTDALEN.
Kvarts à 75 gram guld pr. ton.
A/S «Kvarts», Direktør J. C. Sahle.
Mange millioners værdi?

– – –

Avisen faldt Bleng ut av haanden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.