XXI. Gaaden løses

86Bleng sov ikke meget den nat. Ut paa morgenkvisten stod han op og svelget ned et pulver veronal, for han vilde være uthvilt til den næste dag.

Da Peter henved 1-tiden kom op, fandt han Hans Bleng sittende i sine pyjamas ved telefonen. Foran ham laa utbredt en morgenavis.

– Det er altsaa enestaaende her i landet, hørte Peter ham si. Tak for oplysningen, hr. professor.

Om jeg er blit berginteressert i det sidste? Spørsmaalet var en replik til den, han talte med i telefonen. Ja, det kommer av, at jeg interesserer mig for alt, som er dulgt for det menneskelige øie. Det er jo ogsaa en art grubedrift, jeg praktiserer.

Mange tak, hr. professor.

Bleng ringte av.

Peter kom interessert til.

– Hvad nu? spurte han.

– Hvad der nu kommer til at ske, vet jeg ikke helt, svarte Bleng, som saa forvaaket og anstrængt ut. Det er fandens interessant, dette med guldfundene. Se her! Og han pekte paa morgenavisen, som laa foran ham.

Der stod der en nøiagtig geologisk beskrivelse av de nysopdagede millionfelter. Den var ledsaget av pittoreske smaa naturbeskrivelser fra det merkelige land. Der fortaltes ogsaa om, hvorledes direktør Sahle ved et rent tilfælde hadde opdaget, hvilke virkelige værdier hans nyindkjøpte skogtrakter indeholdt, og øieblikkelig hadde optat skjærp paa sit og selskapets vegne.

Sahles fortid var selvfølgelig ikke nævnt i avisen. Mot saa meget guld sees ikke en sort plet. Og det fremgik ogsaa av artiklen, at Sahle vilde faa løvens part av skatten, for han hadde i det sidste aar, støttet paa forskellige laan, indkjøpt hovedmassen av aktierne. Men holdt foretagendet, hvad det lovet, vilde ogsaa de andre aktionærer faa et udmerket utbytte.

Bleng sat tankefuld.

Da hørtes der trin utenfor.

87Det ringte paa entreklokken. Husholdersken kom ind med et visitkort:

JOHN KNOPH,
Handelsskoleelev.

– Det er Knophs adoptivsøn, som jeg har sendt bud efter, sa Bleng.

Den unge mand kom ind.

– De undskylder nok, at jeg har brydd Dem med dette, hr. Knoph. Men De forstaar jo sagtens, at Deres besøk her har med de sidste dages begivenheter at gjøre. Bleng pekte paa bladet foran sig.

– Ja, jeg er selv meget forundret over alt dette, sa den unge Knoph.

– Og vel en del ærgerlig? spurte Bleng. Det dreier sig jo her om millioner, som De faktisk har mistet ved salget av Deres stedfars grund.

– Aa ja, det er saa, sa Knoph jun. Skjønt paa den anden side vilde jeg vel neppe ha opdaget dem, endsi hat indsigt og evne til at utnytte felterne. Jeg er jo ikke bergmand, min far opdrog mig nærmest som skogmand.

– Men Deres far var bergmand, hr. Knoph – ikke sandt?

– Jo, han hadde været det i sin ungdom, ja, han hadde efter det lille, jeg har hørt, været meget fremragende paa det felt. Han var utdannet i Amerika, og skal ha hat et meget øvet og skarpt instinkt for, hvor guldet kunde findes i fjeldet. Senere, efter at han hadde kjøpt eiendommen oppe i Vestdalen, ofret han sig mere og mere for skogdrift.

– Det virker ikke paafaldende paa Dem, hr. Knoph at Deres far aldrig opdaget de vældige guldfelter, som han saa at si hadde under føtterne daglig?

– Nei, egentlig synes jeg ikke det. Jeg kan ikke forstaa andet, end at man maa være i træden for at kunne holde en saadan evne vedlike.

– Og det har aldrig faldt Dem ind, at Deres far kanske kan ha visst om guldleierne? Bleng saa visst paa den unge Knoph.

Knoph saa yderst forbauset ut.

– Hvordan skulde han det? Da hadde han da fortalt det iallefald til mig, som skulde være hans arving, og derved forhindret mig i at gjøre det ufordelagtige salg!

88– Det kunde jo tænkes, at han nok vilde ha sat Dem ind i saken i sin tid, men at –

Bleng stanset et øieblik.

– Men at han blev forhindret ved det uhyggelige – ulykkestilfælde paa Bygdø.

Den unge Knoph, som ikke lot til at ane undertonen i Blengs sidste bemerkning, nikket eftertænksomt.

– Det kan være, sa han.

– Og da er det pokkers saa ærgerlig, la han til, litt friskfyragtig.

– Fortæl mig nu tilslut, hr. Knoph, hvordan salget kom istand mellem Dem og direktør Sahle.

– Jo, direktør Sahle kom derop paa inspektionsreise for et halvt aar siden. De vet, at a/s. «Kvarts», hvis direktør han jo er, har sine kvartsfelter deroppe i Vestdalen, grænsende like op til min fars eiendom – kvartsfelter, som forøvrig er saa litet guldholdige, at der ikke kan være tale om nogen guldutvinding.

Saa var det en dag, jeg sat hjemme og sturet. Jeg hadde netop været en tur ute i den ødslige, triste skog, som hørte til gaarden min, og som var endnu tristere, siden min pleiefar var død – skjønt han ikke heller var nogen solstraale, Gud bedre!

Saa kommer en av gaardskarene ind og sier, at en fremmed mand, en bykar, var utenfor og vilde snakke med mig. Jeg gik ut.Jeg gik ut] rettet fra: Jeg ut (trykkfeil) Herren præsenterte sig som direktør Sahle. –

– De kjendte ham altsaa ikke?

– Nei, bare av omtale gjennem min stedfar. Han hadde kjendt ham, jeg tror sogar like fra Amerika, og hadde ogsaa truffet ham en del ganger heroppe i Vestdalen.

Nuvel – direktør Sahle presenterte sig, og spør mig ret og slet, om jeg vilde sælge gaarden min, med utmark og al ting.

Det hadde længe været i min tanke at bli kvit den fæle ødslige gaarden deroppe mellem stenrøiserne. Jeg længtet efter at komme ut i lysere forhold.

Derav kom det sig, at efter en times forhandling med direktøren, var gaarden med utmark og skog solgt til ham – d. v. s. til a/s «Kvarts» – for 80 000 kroner! Vilkaaret var, at jeg straks skulde fraflytte gaarden, da aktieselskapet ønsket at ombygge hovedbygningen til en moderne, velindrettet arbeiderbolig 89for minearbeiderne deroppe. Skogen skulde ogsaa hugges ut og brukes paa forskjellig maate.

Jeg har kjøpekontrakten paa mig, la den unge Knoph til. Hvis det kan interessere Dem.

Han trak et sammenfoldet papir op av inderlommen. Det var tydelig, at han paa en eller anden maate hadde følelsen av, at Bleng kunde utrette noget for ham.

Bleng læste kontrakten høit igjennem. Pludselig saa han op fra papiret.

– Østli? sa han spørgende. Det er altsaa Deres egentlige navn?

Knoph nikket. – Østli var min fars navn, sa han. Jeg blev tat i søns sted av Knoph, med forpligtelse til at bære hans navn – John Østli Knoph.

Bleng kunde ikke faa dette «Østli» ut av hodet.

Han gik hen til sit chatol, og tok frem en stor foliokonvolut, hvorpaa der med blaablyant var skrevet «Sahle». Det var alle dokumenter og notiser, som paa engere eller fjernere maate stod i forbindelse med Jens Christian Sahles navn.

Han lette længe i avisutklippene. Endelig hadde han fundet, hvad han søkte.

– Her er notisen om salget, sa han. Hans ansigt bar præg av den dypeste fundering.

– Den er ganske merkelig redigert, la han til med et underfundig smil. Kan De huske, hvad her staar?

Den unge Knoph kunde ikke helt erindre, hvordan notisen var avfattet, skjønt han i sin tid hadde set den.

Bleng læste:

– A/s «Kvarts» har idag ved direktør J. C. Sahle for 80 000 kroner indkjøpt gaarden Ring i Vestdalen med tilliggende skog av hr. John Østli. – – Gaarden og skogen agtes anvendt til – – ja, resten interesserer ikke.

Knoph saa spørgende paa Bleng.

– De finder det underlig, at kun mit første navn er anvendt? Ja, det slog ogsaa mig det første øieblik.

– Jeg finder det meget underlig, sa Bleng stille. Da jeg klippet denne notis ut, gjorde jeg det kun, fordi J. C. Sahles navn var nævnt i den. Jeg har nemlig en særlig interesse for den mand. Men hadde jeg visst da, at navnet Østli dækket over navnet Knoph, – ja da hadde den været en av mine kosteligste notiser.

90– Det er ikke mig, som har indsendt den, sa den unge Knoph næsten undskyldende. Han forstod ingenting, men følte sig litt urolig.

– Det vet jeg nok, sa Bleng. Notisen er indsendt til telegrambyraaet her i byen, for jeg husker, den stod likelydende i alle blade. Et øieblik –

Bleng slog paa telefonen og fik telegrambyraaet.

Ganske rigtig. Notisen var indsendt av hr. direktør J. C. Sahle. Assistenten paa kontoret kunde meget godt huske det.

– Udmerket! sa Bleng og ringte av.

Den unge Knoph, som blev mere og mere desorientert ved disse forblommede bemerkninger, tok nu farvel.

*

Bleng sat længe hen og tænkte.

Det var – ut fra hans tankegang – umulig at skjønne andet, end at Sahle bevisst hadde fortiet den unge mands adoptionsnavn. Og da kun, for at ingen indiskret tanke skulde kunne slutte sig til en sammenhæng mellem den gamle A. Knophs død og Sahles pludselige opdagelse av guldfelterne.

Og dog, dog hadde jo ikke Sahle myrdet Knoph, heller ikke den unge Sahle kunde være morderen. Det beviste jo alle data. Men dette nye, som var kommet til, det talte jo det klareste sprog om, at forbrydelsen allikevel var utgaat fra Sahle. Hvem var saa morderen?

Dette spørsmaal var et nødskrik i Blengs overanstrengte tanke. Det hadde fuldstændig suget marven ut av ham, dette stadig tilbakevendende, fuldkommen uløselige spørsmaal. Det hadde tat hans dages ro og hans nætters søvn.

Her var der begaat en forbrydelse. Og Bleng saa forbryderen. Han bar Sahles haarde, haanlige ansigt. Men da han vilde strække haanden ut for at gripe ham, ramte haanden likesom en glasvæg, som stod mellem ham og forbryderen. Der var intet bevis. Beviset kunde ikke føres.

Bleng fortvilte. Han tænkte: Ja, hvis min hypotese er urigtig paa trods av saa mange sandsynlighetsbevis, da er det ikke umaken værd at gruble og tænke her i verden. Da ramler alt. Da kan de, som vil det gode, komme til at gjøre den forfærdeligste uret.

91Men han strammet sig op, han vilde ikke gi sig. Næsten mekanisk tok han hele foliokonvoluttens indhold ut, og bredte det utover bordet. Det var alle hans momenter i den dunkle sak, avisutklip, brever, notater.

Han memorerte hele saken. Han gjennemgik atter alle sine teorier. Intet var tilfredsstillende. Tilsidst sat han og saa ut over alle disse smaa papirer, som en fortvilet mand, der ikke kan faa en kabal til at gaa op, og som speider forvildet efter det eneste kort, der kan hjælpe.

Men som Bleng sat slik og stirret, trodde han pludselig ikke sine egne øine. Peter, som sat ved vinduet og kikket i aviserne, saa med et sin bror reise sig, med et litet papir i haanden. Han var graa i ansigtet av bevægelse. Et øieblik stod han aldeles som stivnet. Saa satte han i et eneste sprang bort til skrivebordet, grep Knoph juniors visitkort og kastet et blik paa det.

Og med en høi, overspændt latter, som klang uhyggelig i sin triumf, faldt Hans Bleng ned i lænestolen.

Kabalen var gaat op –!

*

Det var længe stille i stuen. Peter vilde snakke, vilde spørre. Men Hans Bleng bare vinket av og hysset. Nu vilde han tænke i fred, bare i to minutter. Nu var det bare at lægge sammen. Og Blengs fingre og øine for fra papirlap til papirlap, han sammenlignet og konfererte data. Alt stemte. Hans øine straalte, hans kinder var røde av spænding.

Og efter nogen minutter reiste han sig.

– Dette er det utroligste, sa han lakonisk.

– Fortæl, sa Peter bønlig.

– Du kan tro nei, svarte Bleng. Gaa nu ned og kjøp en flaske champagne, Peter. Nu skal vi jubilere!

– Er morderen funden?

– Spør mig ikke, sa Bleng med indædt jubel i sin røst. Jeg sier bare med Shakespeare:

Mord – om det end er skjult, vil tale

med høist vidunderlig organ!!

Peter mere sprang end gik. Og Bleng satte sig hen til telefonen og ringte.

– 3870!

92Er det grosserer Andorsens kontor?

Er det kontorist Eng?

*

Da Peter kom tilbake med champagnen sat Hans Bleng med et stort ark foran sig. Dette ark var ved en lodret linje delt langsefter og ved en masse vandrette linjer tversover. I de felter, som fremkom paa denne maate, var der paa den ene side skrevet en datum, paa den anden enten en sætning eller spørsmaalstegn. Sætningernes antal var overveiende.

– Dette er min kalender, sa Bleng. Den indeholder hele det tidsrum, som nu interesserer mig i verden. Jeg agter nu ikke mere at leve i det nærværende, før alt er opgjort.

Tidsrummet ligger, som du vet, mellem 15. mars og 3. april i forfjor.

Alt er utfyldt i dette tidsrum. Det er kun et par data, som endnu mangler.

Jeg har i dette øieblik konferert med kontorist Eng hos grosserer Andorsen. Han gav mig en meget vigtig oplysning.

Men jeg er endnu ikke færdig med telefonen!

Han ringte op til fængselsdirektøren.

– Var det mulig at faa oplysning om, hvor den slutteren Waage opholder sig, som i mars og april i forfjor gjorde tjeneste i fængslet? Han var da bare ansat som vikar, og har siden hat en post som lensmandsdreng paa Hurum. Er han der endnu?

– – –

– Saa! Han er kommen til fængslet. Det var udmerket!

Vil direktøren tillate, at opdagelsesbetjent Hans Bleng faar tale med ham, helst straks?

– – –

– Han kommer om en halv time? Mange tak, hr. direktør!

Bleng ringte av.

– Det var nu det, sa han tilfreds. Jeg gaar nu ut en halv times tid for at undersøke en anden ting. Skulde denne manden komme før, maa du endelig ikke la ham gaa, før jeg kommer tilbake, for han kan være et meget værdifuldt vidne!

Og Bleng gik.

*

93En halv time efter var han tilbake. Slutteren var endnu ikke kommet.

– Forbered dig nu, Peter, sa Bleng smilende, idet han tok frakken av. Nu kommer du til at bli forbauset!

– Det har jeg været hele tiden, sa Peter.

– Men ikke som nu. For nu optrær der en ganske ny herre paa skuepladsen. Nemlig en mand, der heter hr. proprietær Haug. Hør nu efter!

Peter saa dumt paa ham.

Bleng tok atter telefonen.

– 4001!

– – –

– Er det frk. Hegges hotel?

– – –

– Maa jeg faa tale med frk. Hegge selv?

– – –

– Det er proprietær Haug, frk. Hegge. Ja, De hører vel det.

– Jovel, ha ha ha!

– Ja, det var bare det, frk. Hegge, at jeg gjerne vilde ha byttet mit værelse ind mot gaarden med et ut mot gaten. Kan jeg faa det?

Mange tak, mange tak, frk. Hegge! Farvel!

Peter sat yderst forbauset under denne samtale. Men han fik ikke tid til at gruble, for det ringte i samme øieblik. Det var slutteren.

– Vær saa god at sætte Dem ned, sa Bleng forekommende. Han drog endnu paa smilet fra den rare samtale i telefonen. Men hans ansigt blev straks spændt og alvorlig.

– Har De en god hukommelse, hr. Waage?

– Aa ja, ikke saa allerværst.

– Kan De huske de dage, De bevogtet direktør Jens Christian Sahle, dengang han sat i varetægtsarrest?

– Vel kan jeg det, sa Waage sikkert.

– Kan De huske, at en dag blev Sahles medaktionærer i a/s «Kvarts», grosserer Andorsen og juveler Printz sluppet ind til ham?

Waage saa baade ærgerlig og forlegen ut.

– Jo, jeg husker nok det. Jeg fik en reprimande for det. Men jeg var jo bare vikar og kjendte noksaa litet til reglementet den gang – –

94– Vel, vel, De var bare vikar, det er jo saa. Og allikevel – uten at ville saare Dem, hr. Waage – tror jeg at kunne si, at hadde de to herrer ikke sluppet ind den dag – da hadde vi nu forlængst hat klarhet over en frygtelig forbrydelse – –

Waage saa meget nedtrykt ut.

– Ta Dem imidlertid ikke nær av det, hr. Waage, De er ikke budsendt for at faa bebreidelser.

– Kan De saa huske, at dagen efter fik Sahle besøk av sin søn i fængslet? Og kan De huske, at Sahle fik anledning til at mumle nogen tal til sin søn? I Deres rapport stod der, «at De hadde hørt nogen forvirrede tal!»

Bleng reiste sig.

– Kan De saa huske disse tal, Waage? Hvis De visste, hvor meget der avhænger av dette! At De lot Andorsen og Printz slippe ind i cellen uten tilhører har gjort saken dunkel. Men kunde De huske disse tal, saa gjør De galt godt igjen.

Bleng var nu meget nervøs.

Waage saa fornøiet og glad ut.

– Jeg husker meget godt tallene, sa han. Det var et slags klokkeslet.

– Et slags klokkeslet?

– Ja, grunden til at jeg rapporterte, at tallene var forvirrede, stak netop i, at det bare var et slags klokkeslet.

– Kom med klokkeslettet, skrek Bleng ute av sig selv av forventning.

– Seks kvarter over seks, sa Waage.

Og det synes jeg var en noksaa idiotisk maate at uttrykke halv otte paa, la han til smilende.

Men Bleng maatte ved Waages ord vende ryggen til, saa overvældet var han av seirslykke. Han gik hen til vinduet og saa ut. Det faldende bløte sneveir beruste ham, tankerne føiet sig mykt og smidig i hverandre. Ogsaa dette stemte! Nu var han sikker.

Saa vendte han sig om til Waage.

– De har ret i det, Waage. Det var en høist bizar maate at uttrykke halv otte paa.

Bleng blinket med disse ord inderlig fult til Waage. Hvorpaa han gav ham haanden til farvel.

*

95Peter hadde under denne samtale sittet som i en drøm. Alt gik rundt for ham, navne og skikkelser og begivenheter. Hvem var proprietær Haug? Var han da morderen? Hvad var det med Hegges hotel i Storgaten nu igjen? Var det der, mordet i sin tid blev begaat? Hvorfor utgav hans bror sig for proprietær Haug, og hvorfor – – nei, nei, det var ikke til at holde greie paa.

Og saa siden, under brorens samtale med Waage. Hvad var det, som hadde gjort Andorsen og Printz’s besøk i fængslet saa skjæbnesvangert for sakens opklarelse?

Peter blev blek av sindsbevægelse. Skulde det være mulig, at to hæderlige borgermænd, Andorsen og Printz – –? Nei, nei.

Peter skjøv tanken fra sig som for skrækindjagende.

Men allikevel hadde han, da hans bror vækket ham av hans spekulationer, en serie paa fire mulige mordere:

En viss proprietær Haug.

En hæderlig spidsborger Andorsen.

En do. do. Printz.

Og en nittenaarig gymnasiast John Knoph.

– – –

Peter var nemlig ikke begavet.

*

– Nu tar vi os fri. Bleng slog sin bror paa skulderen. Ingen grubling nu!

– Det kan du sagtens si, som vet det altsammen, sa Peter. For det gjør du jo?

Bleng nikket tre ganger betydningsfuldt.

– Den unge Knoph blir allikevel millionær, sa han.

Om et par dage gaar det løs. Alle forarbeider er nu ordnet. Om et par dage begynder aktionen.

Da slipper jeg en hund løs paa vildtet, som nok skal drive det i fælden.

– Hvad heter den hund?

– Den heter Strauss, sa Bleng lakonisk.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.