Obduktionen av det døde legeme paa Ankerløkkens likhus var berammet til næste dags formiddag. Som vi vet, var lægerne ved en tidligere, løselig undersøkelse kommen til det resultat, at liket maatte ha ligget i kalkgraven i mindst 8 dage. Lægernes foreløbige teori var imidlertid fuldstændig omstyrtet ved kontorist Engs og frøken Eriksens vidnesbyrd – et vidnesbyrd, som blev end yderligere bestyrket ved at disse to vidner konfrontertes med det tilveiebragte fotografi og øieblikkelig erklærte, at den mand, fotografiet fremstillet og manden fra kontoret den 3dje april var identisk.
Obduktionen blev dog foretat av 3 læger. Som et bevis paa, hvorledes en læge allikevel kan hildes i sin egen teori og suggereres av sin første antagelse, blev det siden anført, at dr. med. Holte paa trods av al bevisførelse holdt paa, at Knoph mindst maatte ha været død i 8 dage. Dette utledet han dels ad medicinsk dels ad kemisk vei, idet han paastod, at de liksafter, som fandtes utviklet i den bevarede haand, ikke kunde ha været der, hvis manden kun hadde været død i 4 dage – likeledes søkte han gjennem den fremskredne kalkforbrænding at bevise samme paastand.
De andre to læger hævdet med stor styrke, at uten at ville hefte sig ved det logisk absurde ved paastanden, kunde de gjennem de og de medicinske erfaringer, klart bevise det umulige i dr. Holtes opfatning. De efterviste ogsaa dette med megen skarpsindighet.
63Nu kom det interessanteste ved obduktionen: undersøkelsen av, hvorvidt liket var tilføiet nogen molest.
Her hændte imidlertid det merkelige, at alle tre læger var enige om en ting: liket bar, saavidt der kunde eftervises, intet tegn paa ydre molest. Der kunde intet knivstik, intet brudd av kraniet eftervises.
Det harmelige skedde saaledes, at lægerne paa trods av Blengs forestillinger, hans paavisning av, at liket maatte ha været bevisstløs, idet det kom ned i graven og at muld var øst ut over liket av en anden ukjendt haand, indsendte en betænkning til politikammeret, hvis væsentlige indhold var, at avdøde Knoph for en 4 dage siden – sandsynligvis ved en besvimelse – maatte være faldt ut i kalkgraven og druknet der. Der var – ifølge lægernes betænkning – meget, som talte til støtte for denne opfatning – bl. a. den ting, at avdøde Knoph av bekjendte erklærtes at ha lidt av epilepsi, en ting, som ogsaa ved undersøkelsen av hjernen var bragt paa det rene.
Bleng oplevet saaledes den ærgrelse, at denne opfatning fæstnet sig, saavel hos politiet som i den offentlige opinion. Samtidig kunde han selv ikke rykke ut med sin mistanke, da den jo svævet aldeles i det blaa. Han bestemte sig derfor ogsaa her – likesom ved Sahlesaken – til at holde sine traade hemmelige. Ved det retslige forhør omtalte han derfor bare de ydre iagttagelser, han hadde gjort – hævdet sin opfatning av at manden ikke var død en naturlig død, men erklærte sig forøvrig ikke istand til at gi nogen forklaring om, hvorledes dette mord var foretat.
Man smilte meget av Bleng i de dage – de ældre opdagere var som aldrig før tilbøielige til at klappe ham litt paa skuldrene. Opdagelseschefen, som Bleng til en viss grad – dog med fortielse av sammenhængen med Sahlesaken – hadde sat ind i sine betragtninger, lot ham endog tilslut høre, at han var en fantast, som mere egnet sig til at skrive forbryderhistorier end til at opdage forbrydere.
– Det er nu anden gang, De maler fanden paa væggen, kjære Bleng, sa han paa sin gemytlige maate. De husker Sahlesaken og Deres – ærlig talt – litt hysteriske mistanke der. Dersom De bare kunde komme med en ordentlig teori, kjære ven – men det er jo altid bare bruddstykker med Dem. De skulde arbeide mere praktisk, mere nøkternt. Se paa Deres 64kollega Asbjørn Krag, som opdager den ene forbrydelse efter den anden.
Bleng stod meget benauet foran sin chef. Saa saa han op og sa:
– Vel, jeg er rede til at la hele min mistanke falde, hvis De bare vil tillate mig endnu en ting.
– La os høre, la os høre, sa chefen jovialt og tændte sin cigar. At love Dem noget paa denne maaten, Bleng, det kan være meget farlig – ingen vet, hvad De kan finde paa.
– Jeg skal faa indfinde mig her imorgen, sa Bleng. Da skal chefen faa høre mit «sidste ønske» i denne sak.
Og han forlot opdagelseschefen, som sat igjen i sin store, grønne kontorstol og smilte.
– Hvad pokker er det, han nu har fundet paa, tænkte han.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Spenningsromanen Mit navn er Knoph kom ut i 1914 og var Olaf Bulls eneste roman.
Direktør Jens Christian Sahle blir arrestert for underslag og tilstår uoppfordret. Men er saken så enkel som den ser ut til ved første øyekast? Og hvem er den mystiske Knoph som er blitt sett sammen med direktør Sahle? Mysteriet tar stadig nye vendinger. Hans Bleng i oppdagelsespolitiet får den vanskelige oppgaven med å finne svar på gåten(e).
Se faksimiler av 2. opplag fra 1919 (nb.no).
Olaf Bull har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie. Innenfor norsk og nordisk lyrikk plasserer han seg i overgangen mellom det tradisjonelle og det moderne.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.