XXII. Vildtet nedlægges

96Bleng forhastet sig imidlertid ikke. Det var øiensynlig en eneste vigtig ting, han avventet, før han skred til aktion.

Peter kunde ogsaa skjønne paa ham, at den ting, han ventet paa, ikke indtraf. Fra dag til dag blev Bleng nervøsere og ærgerligere.

– Er saken da ikke bragt fuldstændig paa det rene? spurte Peter spagt. Nu trodde han, at Bleng vilde rykke ut med sin trumf.

– Jeg kan knipe morderen, hvad dag jeg vil, sa Bleng. Men hænder ikke det, som jeg haaber, saa kan jeg kun føre et indiciebevis – et sterkt og graverende indiciebevis vistnok, men det er ikke nok for mig.

Da Bleng hadde ventet en uke, kom han en middag hjem, mer end almindelig amper.

– I eftermiddag handler jeg, utbrøt han og slængte en avispakke rasende henover bordet. Nu kan jeg ikke vente længer.

– Det har været en visergut med et brev til dig her, sa Peter, der som sedvanlig hadde indfundet sig for at faa høre nyt.

Bleng brøt brevet ivrig.

– Gudskelov, utbrøt han glædesstraalende. Det passer udmerket. Nu kan jeg sandsynligvis slippe for at føre bare indiciebeviser for min anklage. Da passer det endnu bedre, at jeg handler i eftermiddag.

Mens Hans Bleng et øieblik var inde i kabinettet for at vaske sig til middag, grep Peter brevet graadig og lot sine nysgjerrige blikke løpe henover siden. Kanske kunde han her faa vite noget, som tilfredsstillet hans videbegærlighet.

I brevet stod dette:

Hr. Hans Bleng!
Jeg har idag mottat et telegram fra min søn, hvori han meddeler mig, at han ankommer til Kristiania iovermorgen eftermiddag fra utlandet.

Da jeg for en uke siden gav efter for Deres forestillinger og indvilget i at sende min søn et brev, hvori jeg ber ham komme hjem, skedde det under Deres erklæring om, at denne hjemkaldelse ikke kunde bringe ham nogen skade. De 97ønsket kun av ham at faa oplysning om et vigtig punkt i Sahlesaken.

Jeg vil tilstaa for Dem, at mit brev til min søn likesaa meget, om ikke mere, var besjælet av ønsket om atter at se ham igjen, som av lysten til at gjøre Dem en tjeneste. Jeg mener med dette at si, at jeg stoler paa Deres løfte om at han i enhver henseende intet ondt vederfares, saa jeg kan ha den glæde av ham, som jeg særlig tiltrænger.

Deres
Julie Sahle.

Peter sat med dette brev i haanden, da Hans Bleng kom ind.

– Din skurk! Har du læst brevet! ropte den sidste.

– Kunde ikke la være, sa den anden lakonisk. Du sa jo, det var saa overvældende vigtig.

– Du skjønner ikke noget av det allikevel, sa Bleng og la brevet i sin jakkelomme.

– Ikke noget videre, sa Peter. Men la mig spørre dig om én ting:

Kan du holde det løfte, som du der har git den gamle dame?

Peter saa urolig og bekymret ut. Hans Bleng gik et slag over gulvet og hen til vinduet. Han saa længe ut paa gaten. Peter saa paa ham, at han stod og kjæmpet med en slags bevægelse.

Men Bleng tok sig sammen.

– Ja, sa han koldt, idet han snudde sig. Den unge Sahle kommer ikke til at vederfares noget ondt.

Den smerte, jeg muligens kunde ha bibragt ham, har han hat hele tiden fra den dag han reiste, og til dette øieblik.

Hvad jeg ikke forstaar er bare – at han ikke har tat livet av sig!

Men snak ikke mere til mig om dette, sa han pludselig brysk. At jeg maa skaffe mig den unge Sahles vidnesbyrd er det, som er mig mest pinlig ved alt dette.

Men nu lar jeg mig ikke stanse!

*

Fra klokken fire til syv om eftermiddagen samme dag 98stod der tre mænd og ventet i det portrum, som laa vis-à-vis Sahles nye kontor i Dronningens gate.

De tre mænd var Hans Bleng, detektiv Hagen og – indbrudstyven Strauss.

De to førstnævnte var meget paapasselige. Men deres opmerksomhet var aldeles ikke samlet om den forbryder, de hadde i sit selskab, og som Bleng samme dag efter en timelang konferance med politimesteren hadde faat «utlaant» fra varetægtsarresten.

De stirret alle mot indgangsporten til J. C. Sahles kontorer.

Kl. 7 kom Sahle mørk og tilknappet ut av porten.

Øieblikket var kommet.

Der for et humoristisk glimt over Strauss’ banditfjæs, han rettet paa sit slips, spyttet spøkefuldt i næverne og skraadde gravitetisk over gaten.

Forbigaaende kunde høre ham si til Sahle, der var stanset som forstenet:

– Guten tag, herr direktor. Ich bin Friedrich Strauss – –

Og etpar sætninger til sa den gode indbrudstyv.

Hvad var det, som gjorde, at J. C. Sahle pludselig rykket tilbake og blev saa blek, at Bleng og Hagen kunde se det tvers over gaten?

De saa ham svare noget og saa atter Strauss si noget. Den sidste hadde en fræk, utfordrende holdning.

Sahle svarte atter, idet han saa sig sky omkring. Saa forlot han Strauss hastig.

Strauss slentret plystrende over gaten. Det var tydelig, at han kjækket sig over at være i ledtog med politiet.

– De sa, hvad jeg instruerte Dem? spurte Bleng ivrig.

– Ja, all right! Jeg forlangte tyve tusen kroner, ellers gik jeg op paa politikammeret og fortalte hele historien, sa jeg.

Bleng lo. – Det er første gang i mit liv, at jeg iverksætter en veritabel pengeavpresning, sa han. Blev jeg arrestert i dette øieblik, saa kunde jeg komme til at sitte net i det.

Naa, hvad sa han saa?

– Han blev forfærdet og protesterte, men sa da tilslut, at jeg skulde komme op paa hans kontor iovermorgen, saa kunde vi tale sammen om saken.

– Iovermorgen? spurte Hagen.

– Ja, for han reiser nemlig til utlandet imorgen kveld, 99sa Bleng og gned sig i hænderne. Og hvis lykken er god, kan vi da arrestere ham foreløbig for en anden og lettere forbrydelse – –

*

Kl. 11,15 den næste dags aften blev direktør Jens Christian Sahle arrestert paa Kristiania banegaard, idet han besteg utenlandstoget. Han var atter anklaget for besvigelse av a/s «Kvarts» kasse. Han fulgte sløv med. Ved eftersyn viste det sig ogsaa, at han hadde lommeboken fuld av franske og tyske pengesedler, som han hadde tilvekslet sig den samme dags formiddag. Summen var omtrent 100,000 kr.

Medaktionærerne, som den næste dags morgen fik meddelelsen, blev aldeles lamslaat af forbauselse. Det var ikke plads engang til at bli rasende, i den grad fyldtes de av forundring. Denne mand, der hadde hovedstillingen i foretagendet, som selv hadde opdaget millionfelterne, han stikker avgaarde med lumpne hundretusen kroner, som selskapet ved ny aktietegning hadde skaffet sig for at faa driften igang!

Grosserer Andorsen blev grepet av en skrækkelig anelse. Febrilsk ringte han op til ingeniørboligen i Vestdalen. Han spurte ingeniøren skjælvende, om det var faktisk fastslaat, at felterne var av den værdi, som var opgit – –. Kunde der allikevel ikke foreligge en feiltagelse? Han, Andorsen, hadde jo kun været ledet av Sahles utsagn og skjøn, og Sahle – ja, tænk Sahle var igaar arrestert for underslag av driftskapitalen!

Ingeniøren blev forstenet ved denne efterretning. Men paa Andorsens spørsmaal svarte han ganske rolig, at intet var sikrere i verden, end at de nyindkjøpte felter var av næsten uvurderlig værdi.

Aktionærerne stirret uforstaaende paa hverandre. Hvad betydde det hele?

*

Med eftermiddagstoget fra utlandet ankom samme dags eftermiddag en blek, ung mand, hr. Fredrik Sahle.

Istedetfor at møte sin mor, som hadde faat et krampeanfald ved at læse om sin mands sidste forbrydelse, møttes han av to herrer, hvorav han øieblikkelig kjendte den ene og ravet tilbake.

100Hans Bleng var selv meget blek. Det hadde allikevel tat paa ham, dette, at de uskyldige mennesker skulde lide saa meget. Men han hadde tænkt saken over, og der var ingen vei utenom.

Fredrik Sahle blev næsten viljeløs kjørt i en vogn op til politikammeret. Her strammet han sig litt op. Han blev ført ind i Blengs privatkontor sammen med to detektiver. Efter en stiv klokketime aapnedes atter døren, og Bleng kom alene ut.

– Telefoner efter en læge, sa han og tørret koldsvetten av panden.

*

Næste dag kom.

Jens Christian Sahle sat sløv i sin celle. Klokken 1 skulde han forhøres.

Kl. 11 aapnedes pludselig døren. Fangen saa forundret op.

Den lille celle fyldtes langsomt med mennesker, hvis ansigter alle var alvorlige og mørke. Det mindet om det øieblik, da den dødsdømte skal føres til skafottet.

Først kom opdagelseschefen, saa Hans Bleng med et stort dokument i haanden. Saa fire mænd, som Sahle ikke kjendte. Det var medlemmer av opdagelsesavdelingen. Tilsidst kom Blengs bror, Peter Bleng.

Hans Bleng tok ordet:

– Direktør Sahle, sa han med fast stemme. De blev igaar arrestert for et nyt underslag av a./s. «Kvarts»s penger.

Fangen saa op. Han nikket. Men da han saa de mørke, alvorlige ansigter, snek der sig en ængstelig skygge over hans ansigt.

– Denne tiltale vil komme til at falde bort, fortsatte Bleng. Det vil si – den vil ikke komme til at spille nogen rolle.

De vil nemlig bli tiltalt for i slutten av mars 19– at ha myrdet bøhmeren A. Knoph paa Bygdø ved at slaa ham i svime med en sandpose og bakefter vælte ham ned i en kalkgrav.

Sahle sank ved Blengs første ord fuldstændig sammen. Der fór ogsaa et voldsomt sæt gjennem de fire opdagelsesbetjente, som intet kjendte til historien og kun var tat med som vidner. De saa forvirret paa Bleng og rykket nærmere.

Da rettet Sahle sig haard, ukuet. Han lo tre kolde latterstøt.

101– Raser De? spurte han rolig. Men saa betok et pludselig raseri ham. Han for imot Bleng og vilde ha rammet ham i ansigtet med et slag, hvis han ikke i samme øieblik var blit overmandet.

– Slip ham! sa Bleng. Jeg skal nok faa ham til at forholde sig rolig.

– Har De noget reelt at indvende mot denne beskyldning, sa han tørt til Sahle.

Sahle gjennembølgedes av en stor ophidselse. Man saa, at han kjæmpet med sig selv om, hvad han nu skulde svare for at redde sig.

Omsider bestemte han sig, svarte – og gik i fælden.

Han sa nemlig:

– De vet meget godt, at jeg ikke kan ha begaat det mord.

Bemerkningen kom haanlig, men en smule usikker.

Hans Bleng gik ved disse Sahles ord like indpaa ham og saa ham i ansigtet.

– Hvad mener De? spurte han, idet han smilte let.

Sahle turde ikke svare. Men man saa paa ham, at han ventet paa Blengs bevisførelse.

– Jeg skal si Dem, hvad De mente, sa Bleng. De mente, at Deres alibi kan bevises.

Sahle nikket.

– Men hvorav vet De det saa nøie? Bleng la sterkt eftertryk paa de sidste ord. Hvorfra kjender De saa nøie den datum, da Knoph blev set for sidste gang?

Det forholder sig nemlig aldeles rigtig det, at De sat i fængslet den gang Knoph kom op paa Deres medaktionærers kontor.

Men det burde De, direktør Sahle, være svært forsigtig med at vite. Det hadde været fornuftigere av Dem, direktør Sahle, ikke at ha visst noget om, hvor let Deres alibi kunde bevises. Hadde vi ikke hat andre beviser i hænde, vilde allerede dette git os en mistanke om, at Deres alibi var arrangert.

– Hvordan kan jeg arrangere et alibi? spurte Sahle tonløst. Var det da ikke mig, som sat her i fængslet, den gang Knoph viste sig for sidste gang? Han var nu dødblek og støttet sig til væggen.

102De fire uindviede medlemmer av opdagelsesavdelingen rykket nærmere av spænding.

Skulde det virkelig være mulig – –?

Men Bleng svarte rolig:

– Jo – det var Dem, direktør Sahle.

Men da bøhmeren A. Knoph den 3. april om eftermiddagen kl. 6 og 6¼ indfandt sig paa Andorsen og Printz’s kontorer, da hadde selvsamme A. Knoph været død allerede i 6 dage.

– – –

Sahle kunde ikke mere svare.

– Det var Deres søn, direktør Sahle, som dengang indfandt sig paa disse kontorer. Han var forklædt som Knoph. Er De enig?

Sahle svarte ikke.

– Knoph henvendte sig her i byen til Dem angaaende disse guldfelter, han alene kjendte. Han vilde ha forretningsmæssig hjælp av Dem.

De bestemte Dem til at slaa ham ihjel. De gjorde dette, men De var samtidig saa slu at la Dem sætte ind for en lavet forbrydelse, for at kunne bevise Deres alibi, den gang, De lot den falske Knoph optræde!

Og Bleng traadte tilbake. Sahle svarte ikke. Stille forlot mændene cellen, en for en.

*

Da Jens Christian Sahle kl. 1 skulde føres fra fængslet og over i retten, saa han sit snit til at slite sig løs midt paa den svimlende høie bro over fængselsgaarden. Før slutteren fik tak i ham, hadde han kastet sig ut.

Han knuste hodet mot stenbrolægningen og døde saaledes uten tilstaaelse.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.