X

X] Arbeidsmanuskriptet: Kap V Renskriftfragmentet: V.

Ole havde netop sagt hende, før han gik ud i Snedrevet i Eftermiddag, at Tusmørke ikke kommer af noget, som har SammenhængSammenhæng] Arbeidsmanuskriptet: berøring med TuskTusk] en sort akvarellfarge (Salomonsen 1927, b. XXIII) eller Skorstenssot. Men ganske enkelt betød den Time, hvor TurserneTurserne] tussene (NAOB) – Troldfolket, – var ude.

Og nu, Hanny sad ved Ovnsmundingen og duppede søvnig, vokste og rørte og listede sig alskens utydelig formede Skikkelser frem derinde i Halvmørket.

Arbeidsmanuskriptet og renskriftfragmentet har her en ekstra setning: Den øverste Del af Kroppen syntes mere eller mindre Sopelimer eller Ris.

Det var, som de truede og førte saadan Angst med sig.sig.] Arbeidsmanuskriptet: sig …

Hun vak pludselig op og ligesom 96feiede om sig med Haanden,Hun vak … Haanden,] Arbeidsmanuskriptet: Hanny ^Hun vak plutselig op. / ^{Ikke N.L.} Hun feiede ligesom om sig med Haaden og Trolleriet var forsvundet …

Men Sorgerne og Bekymringerne sad igjen.igjen.] Arbeidsmanuskriptet: igjen …

Der laa Slagterregningen og der Skrædderregningen paa Oles Vinterfrakke, og der Afdragskravet paa Bureaupulten, som blev kjøbt i deres korte Overflødigheds Tid, og Summen nu medgaat til et praktisk Eksperiment. Der laa Slagterregningen […] praktisk Eksperiment.] Arbeidsmanuskriptet: Der laa Slagterregningen. Og der Afdraget til Bureaupulten, som ble kjøbt i deres korte Overflødighets Tid, og nu var medgaaet til et praktisk Eksperiment. Og skrædderregningen paa Oles Frakke. Alle riktig og net ved Siden af hinanden. Renskriftfragmentet har samme tekst som arbeidsmanuskriptet, men med ellipse til slutt i stedet for punktum.

Men dog, – dette var forMen dog, – dette var for] Arbeidsmanuskriptet: Og dog, – alt dette ^var for hende intet imod Sorgen og UroenSorgen og Uroen] Arbeidsmanuskriptet: Sorgen og Bekymringen Renskriftfragmentet: Bekymringen ^Uroen for Ole, som mere end nogensinde kjæmpede for sit Livs og sin Begavelses Sag, mellem stigende Uheld og Vanskeligheder. – Saa graadløst hjertetungt …hjertetungt …] Arbeidsmanuskriptet: hjertetungt.

Legetøislokomotivet raslede støiende gjennem Værelset, for hver Gang det blev trukket op og udsendt til sin Station.

Hanny stod og saa ud af Vinduet. Tankerne vilde ikke slippe hende idag.

Der faldt en og anden Sneflænge paa Ruden, som indbød til at kjøle Panden.Panden] Arbeidsmanuskriptet: Panden ved 97Paa den anden Side af Gaden laa en svær SnefondSnefond] Arbeidsmanuskriptet: vældig^mægtig Snefond Renskriftfragmentet og renskriften: svær Snefond udover Sprinkelværket. Den tog Form og Omrids af en vældig Isbjørn, med en hængende mægtig Lab …

Det var næsten som hun havde noget usnakket med denne Skikkelse, der saadan mystisk beklemmende strakte sig ud af Mørket, – som hun kjendte Livet knuget og tynget under denne Lab, – Ole og hans Evner og Geni nedkvalt.

Det blev for hendes dybt oprørte Tungsind, som kunde den række sig gjennem Ruden og ind i Stuen.

Hun gjøs …gjøs …] Arbeidsmanuskriptet: gjøs.

Arbeidsmanuskriptet har ikke nytt avsnitt her.Hun følte en pludselig Trang til at komme ud af disse Fantasterier,af disse Fantasterier] Arbeidsmanuskriptet og renskriftfragmentet: af dette og tændte Lampen. –

Aah, – dette pludselig at kunne se klart, – alt tilbunds og komme fra de graa Angester.Angester.] Arbeidsmanuskriptet: Angester …

Nu hørte hun OleOle] Arbeidsmanuskriptet: Oles Stemme ringe paa Entrédøren –

Ja, hvor oftehvor ofte] Arbeidsmanuskriptet: hvor mange Gange havde hun ikke sat op et muntert Ansigt for at ta’ imod ham!

98Hun skyndte sig ud og hjalp med at ryste Sneen af Yderfrakke og Paraply.

Han kjendte hendes Fingre gjennem sit vaade Haar …

«Rigtig et Subbeveir Du har havt idag.»

«Ja, – og Subbetanker jeg har gaat i ogsaa!ogsaa!] Arbeidsmanuskriptet: ogsaa!» udbrød han.

Hvad er det egentlig for en Fyr, jeg er Du!» – henslængte han, som han kom ind i Stuen. «Det er paa høi Tid, at gjøre sig op den Ting …Ting …] Arbeidsmanuskriptet: Ting. Det forlød engang, at Ole Stjernø var en oprindende Stjerne, – genial … Ja hvad var han ikke altsammen! Og nu –. Jeg synes imellem, jeg er som en ribbet Hane. Den galte saa mægtig i Morgenstunden og fløi med slig Glans i Vingefjærene.»

«Kjære Ole,» – afbrød Hanny med Taarer i Øinene.Kjære Ole,» – afbrød Hanny med Taarer i Øinene.] Arbeidsmanuskriptet: Kjære Ole, afbrød Hannie, hun satte sig paa hans Knæ, – «Opgi Dig ikke selv! – Du maa ikke tabe Troen,Du maa ikke tabe Troen] Arbeidsmanuskriptet: Du maa ikke miste Troen hører Du. Du, som altid har kaldtkaldt] Arbeidsmanuskriptet: sagt, kaldt det en Bølge, der skal rides af.»

«Men naar Bølgen taarner sig langt og høit som selve Livet, saa én aldrig 99kommer over,» – lød det mørk forstemt.

«Og Du, som siger, at den første,den første] Arbeidsmanuskriptet: den første Profet Renskriftfragmentet: den første Profet der maa tro paa én, er én selv.»

«Ja, ser Du,» – nikkede han, – «Maskineriet er saa ganske iorden. Den gode, snille Verden napper bare en Fjær af Gangen. Den ene og den anden og den tredie overstaas,overstaas] komme (heldig) igjennom (NAOB) – menoverstaas, – men] Arbeidsmanuskriptet: overstaas og sluges en for en, og^men Renskriftfragmentet: overstaas og sluges en for en, men hver slider et Stykke af din Tro og din Selvtillid.din Tro og din Selvtillid] Arbeidsmanuskriptet: din Tro Naar Du saa har faat Nap paa Nap længe nok,Nap paa Nap længe nok] Arbeidsmanuskriptet: Nap paa Nap i Troen paa dig selv saa slaar Profetsikkerheden Brist.»

Han svang sig rundt paa Hælen, som til en Afslutning …Afslutning …] Arbeidsmanuskriptet: Afslutning.

«Man kan tilslut forfalde til at fabrikere fikse Idéer. Jeg har grebet mig i at pønse paa, om det kunde være nogen af mine Kollegaer? –Kollegaer? –] Arbeidsmanuskriptet: Kollegaer …

For nogen maa det jo være, som fylder Stuen med al denne Usikkerhed og Ængstelse.Usikkerhed og Ængstelse] Arbeidsmanuskriptet: Ængstelse og Usikkerhed Det er som ingenting er fast mere, – Grunden løs …løs …] Arbeidsmanuskriptet: løs.

Bare iforgaars, – man havde meldt 100mig, at jeg var foreslaat som en af de tre, der skulde revidere Apothekerne. Jeg turde ikke fæste Lid til det, vilde ikke sige Dig det, for ikke at risikere en ny Skuffelse. Det var jo en ubetydelig Sag, som burde gaa. Men jeg gik i Spænding paa det i Sneslasket ieftermiddag. Og ganske rigtig! Paa Sygehuset mødte mig den Besked, at en anden var antat.

Aa Hanny, Hanny, det er som Stuen skulde være undermineret … Men af hvem? – af hvem» –

Han sad og saa ned i Gulvet, med Albuerne støttet paa Knæerne …

Arbeidsmanuskriptet har her tre overstrøkne avsnitt:
Hanny gled ud af Stuen …
Hun vendte tilbage med Gutten lystig rørende Trommestikkerne –
«Er det ikke friskt Mod, vi skal lære Odd op til?

«Og sat udenfor netopOg sat udenfor netop] Arbeidsmanuskriptet: Og netop sat udenfor i en Tid, da den medicinske Videnskab staar i sin høieste Søgen paa alle Felter!» – brød han ud. «En Tid fuld af svimlende Begyndelser. Opdagere og Gjættere indover Naturens ukjendte Dybder.Felter!» – brød han ud. «En Tid fuld af svimlende Begyndelser. Opdagere og Gjættere indover Naturens ukjendte Dybder.] Arbeidsmanuskriptet: Feldter, Opfindere og Opdagere og Gjettere indover Naturens ukjendte Dybder, en Tid fuld af svimlende Kræfter! Jeg føler svimlende Begyndelser! Jeg føler ubevidste, dunkle Kræfter i mig, som under Tidsaandens Magt kunde afsløre sig, som ny uanede Love. Det ubekjendte kan ligge lige nær for Foden. 101Men her sidder man tvunget og drevet ind i et Musehul.»

Del kom saa mørkt fortvilet, og Hanny tog ligesom et Redningsgreb i hans Frakkekrave.

«Man kunde jo indrette sig, som saa mange andre,» – lød det bittert,som saa mange andre,» – lød det bittert] Arbeidsmanuskriptet: som de fleste,» – sa han bittert Renskriftfragmentet: som de fleste andre,» – kom det koldt – «GadetærskereGadetærskere] tærsker: foreldet form av tresker i Livets forskjellige Fag! – Der kunde kanske leves lykkeligerelykkeligere] Arbeidsmanuskriptet og renskriftfragmentet: lykkeligt paa det Vis! – ialfald vel saa komfortabelt. Hvad Du? Transportere et saadant ideelt udsnydt Lys, hvoraf man faar Osen i Næsen, – gjennem et Liv!»

Han reiste sig heftig –

«Nei, siger jeg. Nei siger jeg, – aldrig gi’r jeg op!»

Hanny gled ud af Stuen …

Hun vendte tilbage med Gutten lystig rørende Trommestikkerne –

«Er det ikke friskt Mod, vi skal lære Odd op til?

Eller vil Du, vi skal slaa Retræt?»

«Pokker heller!heller!] Arbeidsmanuskriptet: heller … Naar Du bare kunde sige mig, hvor Fienden stikker. Men 102det er jo bare Damp og Gaader, jeg har at gjøre med. Jeg vil sige, vi bor i et Hus, hvor der stadig ryster en Smule Jordskjælv.Jordskjælv.] Arbeidsmanuskriptet: Jordskjælv … Og, naar man gaar i Gaden, er det ikke som man helst vil kline sig op ad Husvæggene, for ikke at møde nogen. Det er især éns gamle Venner, man er ømfindtlig for.»

«Ole Stjernø menneskesky,» – raabte Hanny. «Da er der rigtignok ikke meget igjen af Dig som spreller! – Men min Mening er nu, at det ikke er Dig, som skal kline Dig flad op ad Husvæggene; men de andre, som skulde gjøre det, – dine gamle Venner.

Du gaar her alene, Ole, bare i dit, og trænger til at møde Mennesker og Folk, Du kan ta det op med.»

«Ja Du, jeg skulde ha Lyst til igjen at sætte en af dem op mod Væggen – aandelig talt,» – brød han ud. «Jeg er paa det sidste rent kommet fra den Sport. Det er saa længe siden, jeg har tilladt mig et lidet Kraftlag, – en ordentlig 103Disputats, saadan helst paa Næven … Luft, Luft!» –

Han gik formelig og nød sig paa Gulvet, halv strakte, halv manøvrerede med Armene.

«Jeg har studeret og boret mig ind i adskilligt paa mit eget Felt i denne Tid, og Gang paa Gang fundet Stadfæstelse paa mine Theorier. Saa jeg er fuldladet!»fuldladet] Arbeidsmanuskriptet: fuldladet

«Trænger Du at holde en liden Mønstring paa dine gamle Venner, Ole, saa gaar vi for en Gangs Skyld ned i Sandbanken iaften. Der er Møde sidste Lørdag i Maaneden, véd Du …

Mangen god Dag, siden vi var der,» – nikkede hun for sig selv.nikkede hun for sig selv] Arbeidsmanuskriptet: nikkede hun «Baade Du og de gamle Vennerne kan trænge at se hinanden igjen paa nært Hold …»

*

Arbeidsmanuskriptet har her to overstrøkne avsnitt og et par lengre ustrøket avsnitt som ikke er med i renskriften/førsteutgaven:
Der kom en vis Glans og behersket straalende Udtryk i Blik og Miner, da Doktor Stjernø og Hustru viste sig i Salen paa Sandbanken. Det var som det ene Ansigt tændte og smittede det andet, eftersom de strøg opover.
– Har Du hørt Øgennavnet ‹…› hviskede Adjunkt Thorsen til Paul Vigten – «Feiltagelsen … Ikke daarligt du»
«Jeg vil snakke med Mennesker ikvæld, Hanny, da det elektriske Lys strømmede imod dem ud fra Sandbanken. Jeg føler det ordentlig som et Gjæstebud, jeg gaar ind i, – saalænge jeg nu har været borte fra sligt. Hvad du? – faa meddele sig til nogen aandeligt interesseret eller som ialfald ‹…› gjemmer noget af den store Drøm i Brystet. Og saa slippe at levere nogen Regning for Konsultationen. Aan Aandeligt Brød skulde altid være gratis. Jeg er sjæleligt sulten Du! Aandeligt Brød skulde altid være gratis.»
«Jeg siger bare, vær nu forsiktig, Ole! Du ved selv, hvilket Barn, Du er, naar Du slipper Dig løs … Giv dem ikke noget at hænge Kritikken paa.»

Der kom en vis Glans og behersket smilende Udtryk i Blik og Miner, da Doktor Stjernø og Hustru viste sig i 104Salen paa Sandbanken. Det var som det ene Ansigt tændte og smittede det andet.

… «Har Du hørt Øgenavnet,» – hviskede Adjunkt Ringdal til Paul Vigten, – «’Feiltagelsen’ … Ikke daarligt, Du.»

Oles skarpt sigtende Øie ledte rundt Bordene og opover i Salen, som de traadte ind.

Hans Blik mødte Prosektorens, hvis trillende runde Fugleøine blinkede ved Gjensynet.

«Hvad? Er det virkelig Manden med det frydefulde Gesicht,Gesicht] Arbeidsmanuskriptet: Ansigt Renskriften: Ansigt^Gesicht jeg skal møde her igjen iaften.iaften] Arbeidsmanuskriptet: iaften Jeg vilde gjerne tappe lidt mere af din Freidighed. Men,» – han saasaa] Arbeidsmanuskriptet: saa saa Ole forskende ind i Ansigtet, – «De maa have sat overstyr et betydeligt Kvantum af den dyre Livets Saft, Freidighed, at dømme efter visse smaa Indgravninger ved Øinene …

Sig mig,» – henvendte han til Hanny, – «en stor Kraft, en stor Tro, hugget som af en eneste enkelt Sten, – passer 105det til at smyge sig behændig baade over og under Gjerderne paa denne Klode, mener De, Frue?»

«Man faar en Følelse af,Følelse af,] Arbeidsmanuskriptet: Følelse af, ^{yttrede Ole} at noget er sprukket indvendig i én, ved at høre paa en saadan mystisk Vismand,» – mente Ole leende … «Gravluft!» lød det, som han styrede hen mod Wilse.Vismand,» – mente Ole leende … «Gravluft!» lød det, som han styrede hen mod Wilse.] Arbeidsmanuskriptet: Vismand … Gravluft! – sa Ole^{lød det} Men der er Adler og der Observator og der Bergendahl. Han styrede didhen – lød det, som han styrede hen mod Wilse.

«Hvad, Observator,»Observator] Arbeidsmanuskriptet: Hr. Observator – hilste han, – «skyet Veir, tyk Sneluft, – umuligt at sætte Kikkerten i den.»

«Ja saamæn», – bekræftede Observator. «Saa tyr man til Sandbanken og studerer NebuleserneNebuleserne] nebulus: (lat.) sky, kosmisk gass- og støvtåke der, – besigterbesigter] Arbeidsmanuskriptet: besigtiger de jordiske Besynderligheder.»

Ole Stjernø stod og saa sig om hensunken i behagelige Erindringer …

«Sandbanken har beholdt sin Stemning!» – nikkede han.nikkede han] Arbeidsmanuskriptet: sa han nikkende «Det er som der altid flyver nogen løssluppet Kanarifugl under Loftet …

Ja, mine Damer,» – hilste han hen til dem,hilste han hen til dem] Arbeidsmanuskriptet: nikkede han ^{hen til dem} – «man maa lytte lidt til, hvad den synger.»

106Fruerne om Bordet sad i ivrig Passiar og affærdigede ham med en liden Gjenhilsen, nippede til Limonaden, og ivrede videre, saa han isoleredes.

Stjernø saa Bjerkaas og Bergendal staa sammen, og styrede sin Kurs hen til dem.

«Altid lige original,»Altid lige original] Arbeidsmanuskriptet: Altid original – bemærkede Fru Bergendal, som hun vendte sig og saa efter ham. «Jeg havde ingen Lyst til at ta’ det op med ham iaften.»

«Nei, det er jo lidt latterligt at tænke paa, hvordan vi dyrkede og feterede ham i sin Tid,» – henkastede Fru Adler. «Og, stakkars liden Hanny, hun klagede enda altid over, at han ikke kom til sin Ret. Hun ser saamæn meget lykkeligere ud nu, Manden er dalet ned til at bli’ som en af os andre Dødelige. Hun staar derhenne og ler og nyder Prosektoren.»

«Du fik ikke noget større Udbytte af Passiaren med det store Geni,»med det store Geni,] Arbeidsmanuskriptet: med Doktor Stjernø? – forhørte Fru Augusta sin Mand. «Han 107var da vel gnistrende fuld af nye Idéer,gnistrende fuld af nye Idéer] Arbeidsmanuskriptet: gnistrende Aandfuld som altid?»

«Oprigtig talt,» – svarede Observator, – «jeg havde ikke Lyst til at høre paa hans BetragtningerBetragtninger] Arbeidsmanuskriptet: Klagemaal over denne Jordens Uretfærdighed iaften, – som om hele Verden skulde konspirere mod ham, og saa lod jeg Passiaren gaa istaa … Permanent Stormandsgalskab!»Passiaren gaa istaa … Permanent Stormandsgalskab] Arbeidsmanuskriptet: Paassiaren gaa istaa. – Det er jo bare ondt at se et Menneske, som aldrig finder sig selv … Permanent Stormandsgalskab!

«Bare Blæst,Bare Blæst] Arbeidsmanuskriptet: Bare saadan en Blæst der hvirvler op Sand i Gaden, og lader os faa det i Øinene,» – bekræftede hans Frue …

– – Og deroppe blandt de gamle Venner kom nu Hanny ogsaa til.blandt de gamle Venner kom nu Hanny ogsaa til] Arbeidsmanuskriptet: blandt Fruerne og de gamle Venner var nu Hanny kommet til

Hilsener og Smil faldt kanske noget stivt, ialfald ikke med den vanlige Naturlighed …Naturlighed …] Arbeidsmanuskriptet: Naturlighed.

«Staar bra til hjemmehjemme] Arbeidsmanuskriptet: derhjemme, vel?» lød det lidt en passant, uden at oppebie Svaret.

Det som pinte Hanny var, at StemmenDet som pinte Hanny var, at Stemmen] Arbeidsmanuskriptet: Det pinte Hanny at Stemmen var var Fru Jutta Bergendals.

Passiaren slog ind paa den ene Oplevelse efter den anden, som hunhun] Arbeidsmanuskriptet: Hanny ikke 108havde været med paa, saa hun følte, hun var kommet ordentlig udenfor. Hun havde jo saa længe bare levet i sit eget!

Af og til kom en forbeholden høflig liden Henvendelse til hende, – den pure Ligegyldighed … Hun var bare glemt mellem dem.

Lokalet blev saa underlig glat og koldt, syntes hun.

«Gaar Du Hanny,» lød en Stemme, da hun omsider gjorde Mine til at reise sig.

Hun nikkede kort smilende, og gik rolig ligegyldig hen mellem Klyngerne.

Hun dukkede op nede i Salen i Passiar med Bibliothekar Paul Vigtens unge Frue.

Arbeidsmanuskriptet har her (s. 38a og [38b]) mange overstrøkne avsnitt, som dukker opp senere i teksten.

Der havde dannet sig forskjellige Klynger i Sandbanken ikvæld.

Derhenne sad Overlærer Bergendal, Dr. Bjerkaas og et Par andreet Par andre] Arbeidsmanuskriptet: nogle andre i lun Passiar, da Ole Stjernø kom til, ladet og bredfuld af Tanker og Idéer, som 109han havde Trang til at faa sat under Diskussion.

Men Bergendal var optat af at puste og blæse ud sin Snadde, saa han var utilgjængelig. Og Bjerkaas fulgte ham lakonisk med fulgte ham lakonisk med] Arbeidsmanuskriptet: fyldte hans Yttringer med et jaja fulgte ham med Renskriften: fulgte ham ^lakonisk med ét:

«Jaja, – jaja … Videnskaben bringer saa meget nyt nu fortiden, Stjernø! saa man gjør kanske bedst i at oppebie, hvad der bringer Resultater,» – forlød det, som han slentrede væk.

Arbeidsmanuskriptet har her (s. 39a) flere avsnitt med overstrykninger, blant annet: Bjerkaas skraade over Gulvet hen til Bordet med Tidsskrifter og Aviser hvor Gylcke der sad i Tanker med en Journal over Knæeet … og: … til Gylcke der var faldt i Tanker over en udenlandsk Avis

Ole Stjernø saa høist ligegyldig efter ham som efter en Knag, der ikke lod sig hænge noget paa, og kastede sig saa ind i en Passiar med de mere fremmede Herrer.

Bjerkaas skraade over Gulvet hen til Gylche, der sad i Tanker med en Journal over Knæet …

«Forlod min gode Ankerplads,» – forklarede han, – «som Doktor Stjernø indfandt sig med hele sit Veir, – Nervernes Capriser, hypnotiske Fænomener etc.!etc.] Tilføyd i renskriften. – Man kan læse sig til 110det altsammen, og Hr. Stjernø har hidtil ikke vidst at paapege noget nyt.»

«Ubegribeligt, ubegribeligt ja,» – mumlede Gylche lige ud af sin Tankegang. «Jeg kan sige, Ole Stjernø er den største Skuffelse i mit Liv! Naar jeg husker paa de Afhandlinger, han begyndte med! – Naar jeg tænker paa, hvordan vi hang ved ham og syntes, vi fik Gløt paa saamange Muligheder for vor Videnskab. Den Frodighed paa Idéer, der i sin Følelse af Overflod lod Guldskoen ligge igjen paa Veien. –

Og saa alt dette mundende ud i en kneben, tarvelig Lægepraksis …Lægepraksis …] Arbeidsmanuskriptet: Lægepraksis.

Det er noget, jeg aldrig kommer til at begribe, – et helt elektrisk Lys slukket ud for mig.»slukket ud for mig] Arbeidsmanuskriptet: slukket

Gylche faldt tilbage igjen i sine Drømmerier …

– I den hyggelige Krog, hvor Muren endnu stod igjen, med en Hvælving efter det gamle Etagesystem for Opvarmingen, 111havde Stadsfysikus sammen med nogle andre gjort sig det lunt ved Whisky og Cigarer.

Det gamle haanddrevne Sølvetui vandrede opslaat rundt Bordet, med ekstra fine Cigarer, direkte hjemkomne fra Manilla med Broder Konsulens Skib.

William Adler sad henslængt med Benene overkors, og vippede let med det fine Fodtøi, – en destingveret Herre med sit ypperlige Raceansigt.

Det var med en halv grætten Mine, han af og til laante Øre til Samtalen henne fra Oles lille Leir.

Han prøvede at udbrede sig over Cigaren, dens Ægthed og kridhvide Aske; men sank snart igjen tilbage i Stolen, og Vippen med Fodspidsen, til de lidt for lange Ben, – en Familieegenhed – blev hurtigere og utaalmodigere. Han maatte, enten han vilde eller ei, kontrollere og passe paa, naar den ene eller den anden sluttede sig til Oles Kreds.

112Og nu saa han under Øienlaagene, at et Par fra hans eget Bord reiste paa sig, og som ligegyldig slentrede henover til Gruppen paa den anden Side.

Prosektoren drevdrev] Arbeidsmanuskriptet: slentrede om med Haanden paa Ryggen. –

«Forløsende at høre Ole Stjernøs Røst igjen! – knivhvast og altid skjærende lige gjennem Kjernen,» – yttrede han, som han gik forbi.

Adler rettede sig i Stolen –

«Vor kjære Ole,» – smilte han hovedrystende, – «en Videnskabens Navigator,Navigator] Arbeidsmanuskriptet: Henri Mercator (kan henspille på Gerardus Mercator (1512–1594), nederlandsk geograf, grunnleggeren av moderne kartografi) – forunderlig Evne til at sætte Folk Blaarsætte Folk Blaar] kaste blår i øynene på noen; føre noen bak lyset; lure (NAOB) i Øinene,» – mumlede han. «Saa gnider man dem ud igjen. Det er jo vor Vens Historie her paa Stedet» …

Prosektoren vendte sig rask med et eget Gløt fra sine Fugleøine.Fugleøine.] Arbeidsmanuskriptet: Fugleøine …

– – Det var saa underligt iaften, syntes Hanny …Hanny …] Arbeidsmanuskriptet: Hanny.

Nu kom hun netop fra en liden afsnuppet Passiar med Fru Wilse. Og 113saadan var det gaat den hele Tid; hun var aldrig blevet hængende ved nogetsteds. Fra den ene til den anden, – lidt overfladisk Passiar om Vind og Veir.

Hun havde med let Ansigt og UroUro] Arbeidsmanuskriptet: Spænding i Hjertet fulgt Ole, – ikke tabt ham afsyne, spændt paa, hvem han kom til at indlade sig med.

Der havde i hendes Forestilling svævet noget som en Mulighed for, at der dog iaften kunde hænde noget, – helst udgaaende fra Ole selv – med noget, som en Susen fra alt hans aandelige Veir.

Men det, som skede, var bare noget hjerteondt, tungt, skuffet. Ole var kommet der saa opstemt, – vilde for én Gangs Skyld ud af alt det tunge trykkende, og faa sig en af de gamle gode, hyggelige, humørfyldte Sandbanksaftener!

Men hun saa, hvorledes han hele Tiden mere og mere afstumpedes. Hun 114kjendte jo saa vel Udtrvkket, naar han var oppe og naar han faldt sammen.sammen.] Arbeidsmanuskriptet: sammen. Nei, man skulde aldrig gi sig over, ikke tabe Modet.

De var kommet saa rent udenfor. Menneskene var saa glemsomme, – ikke trofaste.

Da hun nu saa Ole sidde alene henne ved Avisbordetalene henne ved Avisbordet] Arbeidsmanuskriptet: henved Bordet Avisbordet fordybet i et Tidskrift, – han som før samlede alle om sig, føltes det næsten – han som før samlede alle om sig, føltes det næstenTidskrift, – han som før samlede alle om sig, føltes det næsten] Arbeidsmanuskriptet: Tidsskrift, var det som Belysningen blev rødlig sennattes for hende. Det føltes næsten som en Kvalme som en Kvalme. Belysningen blev rødlig, sénnattes for hende.

Hun gik pludselig hen til Damerne, de gamle Venner, hilste og sa, at Lillegut ventede. Han var saa lidt vant til at være alene.

Prosektoren havde promeneret omkring for sig selv og udstødt sin Undren i allehaande Interjektioner, – alle skurrende.– alle skurrende] Arbeidsmanuskriptet: – og alle skurrede de Han saa nærmest ud, som han havde en for stor Nød at knække.

Med ét pilede han over Gulvet og ud efter Stjernø og Frue, som forsvandt i Entréen.

De hastede med at ta Reisetøiet paa …De hastede med at ta Reisetøiet paa …] Mangler i arbeidsmanuskriptet og tilføyd i renskriften.

115Prosektoren la pludselig sin Haand paa Stjernøs Arm og standsede ham. Han prikkede ham betydningsfuldt med Fingeren mod Brystet.Prosektoren la pludselig sin Haand paa Stjernøs Arm og standsede ham. Han prikkede ham betydningsfuldt med Fingeren mod Brystet.] Arbeidsmanuskriptet: Prosektoren trykkede^prikkede gjentagende betydningsfuldt med Fingeren mod Stjernøs Bryst.

«Sig mig,» – lød det, – det var som Hornlygterne kom frem med noget Fund fra Dybet … «Sig mig, kjender De den Satans øverste Sport, som heder Menneskejagt?

De smiler Mand! Og dog kan jeg sige Dem, den gaar for sig i fuld Parforce,Parforce] par force: med makt og dyb Forborgenhed,Forborgenhed] det å være forborgen/bortgjemt/skjult (NAOB) i vore nærmeste Omgivelser … Hjertet blir koldere og koldere, grusommere og grusommere, Villien til at modstaa mere og mere afmægtig, Nydelsen vildere og vildere, til al Følelse bundfryser. –

Stikordene De, – giftige Pile fra Dybets Værksteder, – det er Vaabenet man haandterer. De paafører sine troskyldige Medmennesker de forønskede Meninger og dominerer baade i By og Land. Har det aldrig faldt Dem ind, at De kunde være med paa en saadan 116Jagt!» – spurgte han rydt.rydt] grov; ubehøvlet (NAOB) «Jeg mener naturligvis som Offret?Stikordene De […] spurgte han rydt.] Arbeidsmanuskriptet: ^{De paafører sine troskyldige Medmennesker de forønskede Meninger og regjerer} Stikordene De, – disse giftige Pile fra Dybets Værksteder, – der gir Folk deres Meninger og regjerer^dominerer baade i By og Land, – ^{Det er Vaabenet man haandterer.} har det aldrig faldt Dem ind, at De kunde været med paa en saadan ‹…›idsende Jagt! –Jeg mener naturligvis som Offret, spurgte han rydt.

Hm, – de lykkelige Mennesker for hvem intet er brustet.» Han rystede paa Hodet … «De ser og hører heller ingenting, – in–gen–ting.»

Stjernø stod ubevægelig. Ordene ligesom gnistrede for ham.

Pludselig saa han, som i en Vision, hele Salen derinde for sig, Mand for Mand, Kvinde for Kvinde, til han i Forfærdelse standsede foran William Adler …

Det var William, – var William, denne smukke, noble Skikkelse.

Men Blikket! – isende, stikkende grønligt, som en Snog.

Ole Stjernø holdt Hænderne for Øinene. Det svimlede for ham, lagde sig som et Kjældermørke om ham, medens han instinktiv skyndte sig ud. – –

– De vandrede tause hjemover i Vinternatten, Ole og Hanny.

Han var som faldt op i et Syn.

117Aarene, de fem, seks sidste, han havde stridt her i Staden, oprullede sig for ham med en underlig Klarhed. Mangt, mangt sprang nu frem med ny Sammenhænge.

Han saa Vennen altid stille nedstemmende, og stadig formørkende al hans Tro.

Den Tanke, at det hele Venskap kun havde været et træsk Spil, vilde ikke fæste sig hverken i hans Hjerte eller Hjerne. Det var som den hvide Snefond, der stak ud af Mørket, stadig tog det bort.

Men saa dukkede Virkeligheden igjen op med den bittre, stenhaarde Erkjendelse: Det var sandt!

Han gik taus med Hanny under Armen og kjendte, hvordan hun klemte sig op til ham …ham …] Arbeidsmanuskriptet: ham.

Han eftergik med stigende Fart den ene utrolige, svigefulde Udnyttelse af hans intimeste Betroelser efter den anden. Det skede med en Følelse 118af Nummenhed, – af ikke at ville forstaa.

Det hele blev ham saa overvældende modbydeligt, at han pludselig standsede og stampede med Foden …

«Jeg siger Dig, Hanny,Dig, Hanny] Arbeidsmanuskriptet: Dig, Hanny er Verden slig, vil Ole Stjernø ikke leve i den!

Ikke indsér jeg, hvorfor jeg skulde tro Dig mere end ham,» – kom det kort og tørt.kort og tørt.] Arbeidsmanuskriptet: kort^.og tørt.

«Men saa er vel ikke Gutten vor hjemme Løgn,» – mentemente] Arbeidsmanuskriptet: lo Hanny …

«Jeg forstaar jo, det er William Adler, der saa skrækkelig har skuffet, ja kanske rentud forfulgt Dig.Dig] Arbeidsmanuskriptet: Dig, indflueret baade her og der,» – sa Hanny^hun eftertænksom – Jeg synes mangen Gang, han har talt mere end underligt om Dig. Men det maatte, maatte jo være i godgod] Arbeidsmanuskriptet:bedste^god Mening. For han var evig og altid din ældste, bedste Ven.din ældste, bedste Ven] Arbeidsmanuskriptet: «din ældste, bedste Ven og Kammerat».

Men, Ole, «– ivrede hun, – «derfor er da ikke hele Verden falsk.»

«Ja ja,» sa Ole og standsede.standsede] Arbeidsmanuskriptet: stansede pludselig «Hvad skal vi saa sige om det der er mødt os iaften. Alle de gamle Vennerne ligesom veg tilside, svandt bort.»bort.] Arbeidsmanuskriptet: bort …

119«Om dem skal vi sige,» – afbrød Hanny hidsig, – «at de er svage Mennesker, som lader sig lede. Det er vist ikke mange givet at ha Dømmekraft. Der er nok et eget Værelse i Hjernen for den Ting. Og neimæn, om det saa ud til, at dine lærde VennerVenner] Arbeidsmanuskriptet: Venner og Videnskabsmænd har det Værelse besat!» forlød det harmfyldt.

«Kjære, hvor verdensklog Du er blet da,» – slængte han af sig … Jeg forstaar ikke, forstaar ikke alt dette, – grublede han, – «har aldrig levet i denne Verden med Bagtanker og Bagveie.»

Han standsede af og til paa Fortoget med et og andet halvt Ord ud af sine arbeidende Tanker.

Gjennem det snetætte, kniplingagtige Vinterveir saaes Skikkelserne ude i Gaden kun dunkelt.

Et Par Konstabler geleidede en vrøvlende, drukken Mand til Arresten.

En BrandvognArresten. / En Brandvogn] Arbeidsmanuskriptet: Arresten og en Brandvogn durede ringende forbi …

120Kun en Pibebrand, forlød det.

Sporvognene afgav deres dæmpede Signaler i det linde Snefald …Sporvognene afgav deres dæmpede Signaler i det linde Snefald …] I arbeidsmanuskriptet er dette avsnittet plassert tre avsnitt tidligere.

Hjemme hørte Hanny OleOle] Arbeidsmanuskriptet: ham vandre op og ned inde i Soveværelset.

Bedst at lade ham ha Ro, til han kommer lidt over det, mente hun.

Med engang rev han Døren voldsomt op –

«Jeg siger Dig, Hanny, han skal faa betale Legen! Der gives noget, som heder Sandhedens Dynamit.»

Døren smeldte i, og hun hørte ham igjen vandre og trave derinde.trave derinde] Arbeidsmanuskriptet: trave paa Gulvet

Og nu, – hun sad der alene, og rækkede op gjennem Aarene, fra det ene til det andet, og undrede sig, om kanske Adlers Finger havde været med i Spillet ogsaa der, steg en stedse mere trykket Følelse op i hende af, hvor ond og hvor mægtig Verden var.

Der gaves altsaa nogen, som glædede og frydede sig, naar de kunde finde det, som gav sviende Salt og Taarer i Øinene.

121Og da, – sa Hannys gode raske Hode hende, – og da gjør Offrene naturligvis klogest i at tie og lade som de intet mærker.

Hun huttrede. Der trak en kold raa Vind gjennem Værelset.

Det passede just til, hvad hun følte, – hvor ubeskyttet og udsat den Rede var, hvor de byggede, – hun og Gutten og Ole.

Det blev hende for tungt. Hun listede sagte ind i Soveværelset.

Det var dunkelt derinde, Lampen nedskruet.

Ole var gaat træt, havde lagt sig.

Hun gik hen og satte sig paa Sengekanten hos ham.

… «Saadanne Tillidsbrud, Du,» – yttrede han,yttrede han] Arbeidsmanuskriptet: yttred han, halvt for sig selv – «slaar dybe Sprækker, saa én ser ned i Afgrunden, – skimter noget af hvert …hvert …] Arbeidsmanuskriptet: hvert.

Og, selv om jeg kunde operere ham ud af mig igjen ved et lykket Snit fra Kirurgens Haand, – det blev dog bestandig 122for mig, som en hel Væg er løftet ud af min Tilværelse.

Arbeidsmanuskriptet har her et avsnitt som ikke er med i renskriften: Var der noget nyt i mine Tanker, hvem havde jeg at meddele det til uden først og fremst til William …

Det er at bryde Naturens Love!» udstødte han.Det er at bryde Naturens Love!» udstødte han.] I arbeidsmanuskriptet er denne setningen plassert nest sist i kapittelet.

«Jeg blir egentlig vanskelig kvit ham Du,» – lød det betænkt, – «kommer til som en automatisk Dukke at dreie mig uafladelig rundt efter ham …ham …] Arbeidsmanuskriptet: ham. Vi var saa forskjellige, som to Mennesker kunde være; men det blev dog altid ham, jeg vendte mig til for at se mine Tanker gjenspeilte. De var som ikke rigtig helt født til Liv, før jeg havde lyst dem i hans Speil. Han brød sig ikke saa farligt om dem, – det var mig, han var glad i! …i! …] Arbeidsmanuskriptet: i!

Sig mig, saa Du de Øinene, Hanny?» udbrød han pludselig og reiste sig paa Albuen. –

Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.