Andet kapitel: «Fotografien kan ikke lyve»

Andet] rettet fra: Tredie (feilnummerert i førsteutgaven)

Statsadvokaten har begyndt at oplæse spørgsmaalene, som lagretten skal forelægges, da han afbrydes af en underlig larm i salen.

Det er tilhørerne, som mumler og reiser sig for bedre at kunne se.

Hvad er det som foregaar?

Et retsbud har trængt sig frem til forsvareren og rakt ham et brev med nogle ord, som de 191nærmeste hører: «Budet sagde, at advokaten maatte læse det straks; det angaar sagen, som idag er fore.»

Forsvareren river konvoluten op, læser, farer med haanden over panden og læser igjen.

Han krøller papiret sammen i haanden, gaar hurtig nogle skridt frem, og da statsadvokaten holder inde, henvender han sig til lagmanden: «Jeg maa anmode om, at der bevilges min klient en times udsættelse; til den tid tror jeg at kunne forelægge mine herrer vidnesbyrd, som vil kaste et nyt lys i denne sag.»

*

En time er gaaet, maaske lidt til. Retten er atter sat. Salen er om muligt endnu fuldere af mennesker; ingen har villet opgive sin plads, og nye er kommet til.

Den taushed der raader, vidner om den spænding, der behersker alle – – –.

Forsvareren anmoder om endnu engang at maatte afhøre opdagelseschefen.

Den unge politimand træder frem med sine vanlige rolige, elastiske skridt, om end forundring staar præget i hans ansigt.

192Forsvareren: «De har tidligere oplyst, at dengang da De aflagde prokurator Jürgens Deres besøg og paa en saa behændig maade fik ham til at rykke ud med diamanten, da gav prokuratoren Dem den oplysning, at han havde kjøbt den af tiltalte – Evelina Reiersen. Ikke sandt?»

«Jo.»

Forsvareren: «Syntes han at være i nogen uvished om, hvem han havde kjøbt diamanten af?»

Politimanden rødmer merkbart ved dette spørgsmaal; men hans svar er fremdeles lige utvungent og roligt :

«Nei, han gav indtryk af at være sikker paa, at det var tiltalte.»

Forsvareren: «Nævnte han ingen anden person som den, der muligens kunde have solgt ham diamanten?»

Monk: «Han kom i begyndelsen med noget forvirret tøieri for at undskylde sig, men uden betydning for sagen.»

Forsvareren: «Jeg ønsker alligevel, at De nævner det eller de navne, som prokuratoren satte i forbindelse med diamanten.»

Man kunde se, at politimanden var sint over det nærgaaende forhør, og han maatte gjøre vold paa sig for at svare roligt:

193«Prokurator Jürgens syntes i begyndelsen meget forskrækket over følgerne af sin handling, og for at undskylde sig kom han først med noget vrøvl om, at han havde kjøbt diamanten af – af en person, som staar hr. Frik meget nær, og som skulde have faaet diamanten som foræring af denne.»

Forsvareren: «Hvad gjorde De for at faa ham til at tale sandhed?»

Politimanden nølede et øieblik, og rødmen blev sterkere paa hans ansigt; endelig svarede han fast og tydeligt:

«Han nævnte først frøken Frik, som den der havde solgt ham diamanten og havde sagt, at hun havde faaet den til foræring af sin onkel. – Dette var det samme som at erklære den unge dame, for hvem jeg nærer – – nærer den største høiagtelse, for en tyv og løgner, idet tyveriet var anmeldt af hendes onkel, og jeg glemte mig derfor selv et øieblik, saa at jeg greb fat i den gamle mand – men ogsaa kun for et øieblik!»

Forsvareren: «Det var, da De atter havde sluppet ham, at han opgav Evelina Reiersen?»

Monk: «Ja, men som De forstaar, kan – –»

Forsvareren (afbrydende): «Jeg har for nærværende intet mere at spørge Dem om.»

194«Naa, saa skulde da ogsaa – –,» høres pludselig en vældig stemme. Det er Gamle Frik, som reiser sig, rød som en kalkun i ansigtet; lagmanden maa selv skride ind for at faa ham beroliget.

Opdagelseschefen bliver fremdeles staaende med sammenbidte tænder. Frøken Frik betragter ham med forundrede blikke – hun aner endnu intet ––

Men folks opmerksomhed afledes snart af et nyt vidne, som af forsvareren føres frem. – Det er en høi, svær mand, med sort haar og skjæg, med brede, runde skuldre og klædt i en blank, luvslidt, sort dragt.

Afhørelsen paabegyndes af lagmanden; vidnet synes kun modvillig at lade sig udspørge.

«Deres navn?»

«Abraham Abrahamsen.»

«Hvor gammel er De?»

«53 aar.»

«Hvad er Deres næringsvei?»

«Pantelaaner og kommissionær.»

«Deres bopæl?»

«Bispegaden no. –»

«Kjender De noget til den sag, som i dag behandles for lagmandsretten?»

195«Jeg har læst om den i aviserne.»

«Er De kommen i berøring med nogen af personerne i denne sag, eller har De paa anden maade faaet kjendskab til ting, der kan have betydning for denne sag?»

«Jeg kjender flere personer her af udseende» – vidnet lader sine skarpe, mørke øine under de svære bryn løbe rundt i salen – «men jeg troede ikke, jeg kunde give nogen oplysning, som retten kunde have brug for, lige til jeg blev sendt bud efter for en halv time siden.»

Lagmanden trækker sig tilbage og overlader eksaminationen til forsvareren.

Forsvareren: «Kjender De den unge pige her, Evelina Reiersen?»

Vidnet: «Hun har været et par gange hos mig i forretninger.»

Forsvareren : «Hvad slags forretninger?»

Vidnet (uvilligt) : «Pantsat nogle smaating.»

Forsvareren: «Hvad slags smaating?»

Vidnet: «Saavidt jeg husker, var det nogle ringe og et par øredobber.»

Pludselig høres frøken Friks stemme, – ikke sterk, men klar og tydelig:

«Ringene og øredobberne har hun faaet af 196mig. Det var foræringer, og hun kunde gjøre med dem, hvad hun vilde.»

Lagmanden tilholder frøkenen venligt, men bestemt ikke at tale, uden naar hun bliver spurgt, og den unge dame sætter sig rødmende.

Forsvareren: «Havde De besøg af den unge pige nu sidste 10de mai?»

Vidnet: «Ja, kanske.»

Forsvareren: «Kanske? Vær saa god at forklare Dem nærmere; eller skal det betyde, at De ikke erindrer noget om den dag?»

Vidnet: «Naa ja, jeg kan nok forklare, hvad jeg mener, jeg har intet at skjule, loven og politiet har jeg altid agtet og respekteret» – en ironisk stemme fra tilhørerne:

«Der sa’ du et sandt ord, Abrahamsen!» efterfulgt af en skraldende latter.

Vidnet fortsætter med et haanligt blik op til den kant, hvorfra afbrydelsen kom: «Nei, jeg har nok ingenting at skjule. Den 10de mai kom der en dame op til mig og spurgte, om jeg vilde laane hende penge paa nogle smykker; det var en hel del baade ringe, broscher og armbaand af guld med ædle stene. – Hun havde et slør for ansigtet; men jeg troede at gjenkjende den unge pige, som De kalder Evelina Reiersen.»

197Forsvareren: «Var det da ikke den unge pige, som sidder her?»

Vidnet: «Det ved jeg ikke.»

Forsvareren : «Ved ikke?»

Vidnet: «De faar give mig tid, saa skal De høre. – Jeg sagde straks, at saa kostbare sager kunde jeg ikke indlade mig med, medmindre hun sagde, hvem hun var. Dertil svarede hun, at hvis vi kom til enighed, saa skulde hun baade sige, hvem hun var, og bevise, at hun var eierinde af smykkerne. Jeg saa da paa sagerne og sagde, at hvis alt viste sig at være i orden, saa skulde jeg laane hende 2000 kroner paa dem. Hun vidste, at sagerne var værd 5000 kroner, sagde hun, og hvis jeg vilde give 4000, saa skulde jeg faa kjøbt dem. – Da maatte jeg have tid til at lade dem undersøge, svarede jeg. Men det vilde hun ikke, hun syntes at være paa graaden og bad mig for guds skyld give hende 4000 straks, saa skulde hun gjerne give mig endnu flere smykker senere eller betale mig noget tilbage. Da syntes jeg, sagen saa muggen ud, og vilde nødig have mere med den at gjøre, og saa gik hun.»

Forsvareren: «Gjorde De intet forsøg paa at opdage, enten det var den unge pige Evelina Reiersen eller ikke?»

198Vidnet (efterat have nølet en stund med svaret): «Jo, jeg gjorde, for jeg er en lovlydig mand, som gjerne giver politiet en haandsrækning – – –»

Forsvareren: «Ja, det ved vi; men hvad foretog De Dem?»

Vidnet: «Jeg sendte en gut, som jeg har paa kontoret, efter hende. Han satte sig opbagpaa vognen –– for hun var kommen i en droske, som ventede udenfor, –– og han saa hende gaa ind i et hus paa Drammensveien.»

Forsvareren: «Var det ‘Gamle Friks’ hus?»

Vidnet: «Ja, saa sa’ gutten.»

Forsvareren : «Men det skulde jo for Dem være et bevis paa, at det virkelig var Evelina Reiersen.»

Vidnet: «Ja, men jeg er ikke sikker paa, om det var hende alligevel, for hun havde slør for ansigtet; og saa kjender jeg jo heller ikke Evelina Reiersen saa nøie.»

Forsvareren: «Hvordan var damen klædt?»

Vidnet: «Hun havde en grøn hat med en fjær i og en kufte med en mængde snorer baade fortil og paa ryggen.»

Forsvareren: «Husker De dette tydeligt?»

Vidnet: «Ja, jeg er ikke saa uvant med at bruge mine øine, og saa tænkte jeg, at det var 199bedst at lægge merke til dragten, om politiet skulde spørge mig ud senere.»

Forsvareren: «Hvormange var klokken, da damen besøgte Dem?»

Vidnet : «Den maa have manglet 10 minutter paa halv seks, da hun kom, for hun var hos mig et kvarters tid, og da hun gik, var den 5 minutter over halv seks.»

Forsvareren: «Var det ogsaa af hensyn til mulige spørgsmaal fra politiet, at De saa paa klokken, da damen gik fra Dem?»

Vidnet: «Ja.»

Forsvareren: «Klokkeslettet er De altsaa aldeles sikker paa?»

Vidnet: «Ja, aldeles sikker; jeg konfererede med min kontorist.»

Saa langt var man kommen, da en voldsom bevægelse i salen afbryder eksaminationen. Det er vel overflødigt at nævne, at de to sidste vidners eksamination havde gjort et dybt indtryk paa alle, som overvar denne forunderlige sag, og bevægelsen blandt tilhørerne steg, efterhvert som afhørelsen skred fremad.

Pantelaanerens sidste ord faldt vistnok under lydløs taushed, men kun for at efterfølges af mumlen og larm.

Uroen stiger endog til forvirring, da man 200pludselig hører et udraab: «Hun besvimer!» Der har dannet sig en tæt gruppe omkring frøken Frik. Gamle Frik sees midt i gruppen ivrigt gestikulerende, medens den unge dame læner sig bagover paa bænken med lommetørklædet for ansigtet. – Man ser opdagelseschefen hr. Monk trænge sig frem til hende, hvorpaa han med lagmandens samtykke fører hende ud af salen.

Den næste handling fra rettens præsident er at bringe ro tilveie. Det tager ham heller ikke lang tid; trudselen om at lade salen rydde virker øieblikkelig; ingen har lyst til at gaa glip af den sidste del af skuespillet.

Forsvareren ønsker ikke at afhøre pantelaaneren videre. – Statsadvokaten har imidlertid intet at bemerke, og ordet gives atter til den unge advokat.

Han begynder med at takke retten, fordi den gav ham den forlangte udsættelse – en udsættelse, der har sat ham istand til ikke alene at erholde værdifulde vidnesbyrd, men som endog har givet ham andre positive midler ihænde til at bevise hans klients uskyldighed i tyveriet af diamanten. Han fortsætter:

«Hvis man tror, at min hensigt med afhørelsen af vidnet Abrahamsen og med de nye 201spørgsmaal, jeg forelagde detektivchefen, var at vælte skylden for tyveriet over paa en anden, da tager man feil. Vistnok er det uundgaaeligt, at paa samme tid som min klients uskyld kommer for dagen, paa samme tid vendes opmerksomheden til en anden kant, og retfærdighedens haandhævere har maaske allerede fundet et nyt maal i sin søgen efter den skyldige; men det er noget, som ikke vedkommer mig i min opgave. Den gaar kun ud paa at vise, at den unge pige, hvis forsvar er mig overdraget, ingen skyld har, at de indicier, der synes saa sterke mod hende, tvertimod taler det modsatte sprog, naar de sees i det rette lys.

Hensigten med min sidste afhørelse af opdagelseschefen og vidnet Abrahamsen var kun at vise, at der kan tages feil, og i dette tilfælde er taget feil i retning af tiltaltes person. Prokurator Jürgens siger først, at det er en anden, som har solgt ham diamanten, og det er kun, efter at opdagelsescbefen har optraadt paa – lad mig kalde det en ubehersket maade ligeoverfor den gamle mand, at han nævner tiltaltes navn. Vidnet Abrahamsen tror, at han samme dag, som tyveriet fandt sted, har modtaget besøg af tiltalte. Det viser sig imidlertid, at den dame, som han har antaget for min klient, er iført 202klædningsstykker, som hun først er i besiddelse af senere paa dagen. Vi har frøken Friks beedigede vidnesbyrd om, at hun selv benyttede den med snorer besatte kufte i tiden mellem kl. 5 og 6 og først forærede tiltalte disse klædningsstykker ved 6-tiden.

Det er som sagt ikke min hensigt at ville kaste beskyldningen over paa nogen anden, og jeg vil renoncere paa undersøgelsen af, om det var frøken Frik selv, som den dag besøgte pantelaaneren; min hensigt er kun at vise, at hvis prokurater Jürgens feilagtig har taget en anden kvinde for at være min klient Evelina Reiersen, da er det ialfald ikke første gang, at hun den dag er ude for en skjæbnesvanger forveksling.

Alene hvad jeg nu har fremført, burde være nok til at forandre lagrettemændenes opfatning, hvis de hidtil har anseet min klient for skyldig. Men jeg er i den heldige stilling at kunne bevise, at hvad hidtil har syntes det vægtigste indicium mod min klient, det er tvertimod det klareste bevis paa hendes uskyldighed. Jeg sigter til den omstændighed, at vidnet mr. Howell har erklæret, at han paa en tid, da tyveriet maa være udført, har seet tiltalte foran diamantens opbevaringssted, – ja, at han endog har fotograferet vedkommende 203i denne stilling. Fotografiet, hvorpaa alle vil gjenkjende min klient, befinder sig nu her i retten. Naar jeg siger at kunne bevise, at dette indicium er falskt, da mener jeg, at ogsaa her foreligger en forveksling, og at jeg kan bevise, at den person, som her er fotograferet (han tager det skjæbnesvangre fotografi i haanden) ikke er og ikke kan være tiltalte. – Beviset er simpelt, om jeg end maa tilstaa, at kun et tilfælde har sat mig istand til at føre det – –» – den unge advokat trækker et stort forstørrelsesglas op af lommen og leverer det tilligemed fotografiet til lagmanden – «Vil mine herrer medlemmer af retten og lagretten, og jeg beder min kollega statsadvokaten gjøre det samme, gjennem forstørrelsesglaset betragte fotografiet. De vil da se, mine herrer, at den person, som er fotograferet, paa venstre haands ringfinger bærer en ring.

Vil mine herrer derpaa undersøge anklagedes haand. Hun har som liden pige under et fald brukket venstre haands ringfinger. Benet er groet forkjært sammen, saaledes at der nu findes en fortykkelse, som forbyder hende at faa en ring ind paa denne finger.» – Advokaten løfter den unge piges haand op, saa alle kan se den, hvad hun rolig lader ske, dog uden 204at hæve blikket fra gulvet og uden at røre en mine i det voksblege ansigt. – «Enhver vil selv kunne overtyde sig om, at det er som jeg siger, der behøves vistnok ikke nogen lægekyndig erklæring herfor. – Og lad forstørrelsesglasset vise Eder endnu en ting, mine herrer. I vil se straks til venstre for damens hoved en gjenstand paa gesimsen over; det er den lille elfenbenselefant med uret i, som tidligere er forekommet i vidneforklaringerne. Forstørrelsesglasset, mine herrer, vil sætte Eder istand til ikke alene at se uret i elefantens pande, men til tydelig at skjelne visernes stilling. Hvad viser uret? – Det viser 10 minutter over halv seks. –

Hvor var min klient paa den tid? – Derom har ogsaa vidneforklaringerne givet besked. Hun var endnu ikke kommet hjem, hun kom først ind gjennem haveporten 5 minutter før 6. Og i ethvert fald kan hun ikke klokken 10 minutter over halv seks være iført den kufte, som hun først faar af frøken Frik klokken 6 eller lidt over!

Mine herrer, naar I selv har forvisset Eder om rigtigheden af, hvad jeg her har sagt, saa vil I maaske tænke over, hvad vidnet den udmerkede fotograf Rodin udtalte her i retten:

«Fotografien kan ikke lyve!»

Jeg vil tillade mig at udsætte med, hvad 205jeg videre kan have at sige, til man har forvisset sig om, at alt er saaledes, som jeg har sagt.» – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

For det første halve minut hjælper hverken lagmandens stemme eller klubbe; han maa overlade salen til tilhørernes lydelige bravo- og bifaldsraab til den unge advokat, som bukker og smiler som en skuespiller, der fremkaldes.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Men – en avis’s spalter er ikke uendelige, og jeg maa afslutte mit referat saa hurtig, som jeg kan:

Undersøgelsen af fotografiet tager nogen tid, da samtlige baade rettens og lagrettens medlemmer personlig havde at forvisse sig om, hvad fotografiet kunde fortælle, men al sandsynlighed taler for, at alle fandt sig tilfredsstillede ved, hvad de under forstørrelsesglasset kunde se.

Baade den «udmerkede fotograf» Rodin og en anden ligesaa udmerket fotograf, der tilkaldes som sagkyndig, udtaler sig med største bestemthed om, at man kan stole paa fotografiets vidnesbyrd som paa virkeligheden selv, og da en tilkaldt læge erklærer, at ingen ring af nogenlunde vanlige dimensioner kan trædes paa tiltaltes finger, er sagen afgjort.

Lagretten forsvinder kun for straks at vende tilbage, og lydelig er formandens stemme, da 206han oplæser svaret «Nei» paa spørgsmaalet «Skyldig?» efterat statsadvokaten til overflod har frafaldt sin paastand.

*

Saavidt vor referents beretning om, hvad han træffende kalder et af de moderne retsforhandlingers skuespil. Ingen kan tvivle om, at der ogsaa vil opføres et efterspil, der sandsynligvis vil nærme sig tragedien.

Foreløbig kun den efterretning, at igaaraftes, straks efter at lagrettens forhandlinger var afsluttede, arresteredes frøken Sigrid Frik som sigtet for tyveriet af sin onkels diamant.

Allerede paa dette stadium kunde denne sag give anledning til mangehaande bemerkninger om det retssystem, hvormed vi er blevet velsignet; imidlertid skal vi vente, til ogsaa efterspillet er forbi.

Morgbl. Red.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.