Niende kapitel: Fotografiet

135Næste dag sad jeg netop paa mit kontor og skrev en billet til mr. Howell – det var den dag, han skulde komme hjem – for at udbede mig en samtale med ham, da vagthavende betjent kom ind med et visitkort: En herre ønskede at tale med mig.

Mr. Reginald Howell
Villa «Ballarat», Christiania.
«The Travellers club, London»

læste jeg.

‘Før ham ind.’

Mr. Howell rystede min haand med sin engelske, skjødesløse hjertelighed.

‘Glæder mig at se Dem.’

‘Iligemaade; velkommen tilbage.’

Han havde meget hurtig lært sig norsk, og vi talte det altid sammen.

‘Jeg skrev netop en billet til Dem, mr. Howell, for at udbede mig en samtale med Dem; De er kommet mig i forkjøbet; maaske netop i samme anledning?’

136‘Ja, – antager det,’ svarede englænderen smilende, ‘jeg vilde gjerne sige Dem nogle ord i fortrolighed angaaende diamanttyveriet hos mr. Frik.’

Han saa sig omkring, som for at forvisse sig om, at vi var alene.

‘De kan tale frit, vi er alene; jeg ønskede netop at gjøre Dem nogle spørgsmaal i den anledning. De var jo i huset den dag lige til henimod kl. 7?’

‘Netop; sig mig, hr … Monk, vil jeg blive indkaldt som vidne i denne sag?’

‘Naar sagen kommer for retten, er der al sandsynlighed for, at De vil blive indkaldt som vidne.’

‘Men er jeg forpligtet til at møde frem og svare?’

‘Ja, det er De. Jeg haaber, De ikke har noget derimod?’

Der var noget eget i mandens væsen, som gjorde, at jeg fæstede den allerstørste opmerksomhed ved hans ord og opførsel.

‘Men kan sagen komme for retten, før man har faaet fat i tyven?’

‘Saasnart man har faaet tilstrækkelig beviser mod en eller anden, vil denne blive sat under tiltale og ført for retten.’

137‘Men før dette sker, behøver jeg altsaa ikke at besvare spørgsmaal i den anledning?’

‘Naar politiet, der leder efterforskningerne i sagen, spørger Dem, bør De ubetinget svare. At negte at svare vilde være meget paafaldende, ja kan endog lede til ubehageligheder for Dem.’

‘Tak for Deres oplysninger,’ svarede mr. Howell; han havde reist sig og gik urolig op og ned paa gulvet. ‘Det er ikke behageligt for en gentleman at bidrage til en stympers ulykke; men maaske er det umuligt at undgaa?’

Af de ord, der var vekslet mellem os, fik jeg følgende indtryk: Den unge engelskmand kjender ikke til Evelinas arrestation. – Som du vil erindre, havde jeg ogsaa anmodet Gamle Frik og Sigrid om ikke at omtale denne omstændighed. – Han har ved min besvarelse af de spørgsmaal, han har gjort mig, ikke kunnet faa høre noget, som han ikke vidste før; saa grøn er han ikke. Altsaa har han kun gjort mig de spørgsmaal paa skrømt i en eller anden hensigt. Han kjender til noget af vigtighed for afsløringen af diamanttyveriet, det kan enhver forstaa …

Jeg besluttede pludselig at underrette ham om Evelinas arrestation, men ikke om hendes tilstaaelse. Det skulde da være underligt, om 138han ikke kom til at forraade, hvorvidt det, han vidste, pegte i samme retning eller ikke.

‘Forresten,’ sagde jeg, ‘behøver De vistnok ikke at være bange for, at Deres vidnesbyrd skal være af afgjørende betydning. Vi har allerede faaet diamanten tilbage, og den skyldige er arresteret. – Det er kammerpigen Evelina. Indicierne er saa stærke, at en tilstaaelse er unødvendig.’

‘Vel,’ sagde mr. Howell rolig – ‘da kan jeg jo ligesaa godt først som sidst fortælle, hvad jeg ved: Det var den eftermiddag, da diamanten kom væk, efterat den gamle raring Jürgens havde spist middag paa villa Ballarat. Straks efter at vi havde drukket kaffe i museet, gik jeg op paa mit værelse og gjorde istand nogle patroner, for jeg skulde paa en jagttur i Østerdalen, ved De.’

‘Ja, jeg kjender forholdene i huset den eftermiddag. Fortsæt De bare!’

‘Well! da jeg var færdig med patronerne, gik jeg ned i haven for at røge en cigar. – De øvrige husets folk var nok gaaet paa sine værelser, for jeg saa ingen af dem. – Da jeg gik forbi museet, syntes jeg, at døren ikke var lukket, og da jeg tog i den, gled den helt op. De ved, det er en svær jerndør, men saa godt afballanceret og smurt, at den bevæger sig aldeles lydløst 139. – Godt! jeg kaster et blik ind i museet, og der faar jeg se en dame staa foran skabet paa væggen ligeoverfor med ryggen mod mig. Med den ene haand holdt hun jernlemmen i veiret, og i den anden havde hun en gjenstand, som hun syntes netop at have taget ud af skabet, og som hun bøiede sig over. Det faldt mig ikke ind andet end, at det var frøken Frik; jeg troede at kjende den lyse vaarkufte med alle de mørke snorer paa.’

Jeg saa pludselig op og mødte mr. Howells blik; han havde ikke tiltalende øine, og det forekom mig, at blikket var mørkt og lurende.

‘Fortsæt,’ sagde jeg hurtigt, og som jeg tror, noget barskt.

‘Well! De ved, mr. Monk, at jeg er svært glad i at fotografere, og at jeg gjerne gaar med et lidet øiebliksapparat. – De kjender det jo – vi har ofte havt løier paa villa Ballarat med at fotografere folk, naar de mindst ventede det!’

Jeg nikkede.

‘Ja, jeg havde apparatet paa mig, og saa fik jeg den idé, at jeg skulde fotografere miss Frik, som hun stod der, uden at hun vidste om det. – Jeg gik hurtig og lydløst indenfor døren, lod apparatet virke og gik saa ud igjen, uden at hun saa mig. Hun stod ligesom og 140betænkte sig paa, hvad hun skulde gjøre med det, hun havde i haanden – –.’

Engelskmanden gjorde en pause, ligesom for at jeg kunde ytre mig. Men da jeg ikke engang saa op, men tegnede figurer paa papiret foran mig, med saa ligegyldig en mine som muligt, fortsatte han:

‘Senere om aftenen tog jeg en droske udenfor og kjørte til stationen. Paa veien leverede jeg en del plader ind til fotografen, deriblandt ogsaa det billede, jeg netop har omtalt, da der var nogle iblandt dem, som jeg gjerne vilde have fremkaldt til min hjemkomst. – Kommen hjem igjen fra Østerdalen, hører jeg, at diamanten er forsvunden, og kommer saa til at huske paa fotografiet. Jeg sagde naturligvis intet om det til mr. Frik eller hans niece, men afhentede fotografierne. Vil De se det fra museet?’

Dette var anden gang, at Sigrids navn blev sat i forbindelse med diamantens forsvinden.

Det vakte de ubehageligste fornemmelser hos mig; men da jeg følte mr. Howell’s blik hvile forskende paa mig, lod jeg fuldstændig rolig og tog imod, hvad der blev rakt mig.

Det var et ganske lidet fotografi paa tyndt, prepareret papir og anbragt mellem to glasplader, holdt sammen af en gummiring.

141Jeg tog det med mig bort til vinduet forat undersøge det nøiere.

Det var som sagt et lidet billede, kun 2–3 tommer høit og temmelig smalt, men meget tydeligt.

En ung pige stod foran det velkjendte skab i Gamle Friks museum. – Stillingen var ganske som mr. Howell havde beskrevet den:

Den ene haand holdt døren aaben, den anden holdt en gjenstand, der skjultes af skulderen, hovedet og nakken lidt bøiet i beskuelsen af gjenstanden.

Det var en rank, smuk figur i spadserdragt med lys kufte, besat med mørke snorer.

Forøvrigt var der ikke meget at se af værelset. Man saa et stykke af skabet paa begge sider, en stol, armen af en anden stol, men ellers intet. Over skabet omtrent i høide med den unge piges hoved løb en gesims. Et stykke af denne gesims eller hylde, hvorpaa forskjellige smaa kunstgjenstande havde sin plads, var kommet med paa billedet.

Et blik var nok til at overbevise mig om, hvem den unge pige var.

Jeg vendte mig om til mr. Howell: ‘Det er kammerpigen Evelina, som jeg formodede.’

‘Ja, selvfølgelig; jeg bare forbauses over, at jeg kunde tage hende for frøken Frik, da jeg 142først saa hende. Det maa have været spadserdragten, som narrede mig. Frøken Frik har gaaet med den i hele vaar.’

‘Ja, det ved jeg,’ svarede jeg tørt; det var irriterende stadig at komme tilbage til Sigrid i denne sag.

‘Godt; i den anledning har jeg ogsaa spillet lidt detektiv, mr. Monk. Jeg har listeligen udspurgt de øvrige tjenestefolk og faaet vide, at frøken Frik netop samme eftermiddag havde foræret Evelina spadserdragten. De ser, alting er greit i saa henseende.’

‘Vil De lade politiet beholde fotografiet, mr. Howell, og er det noget andet, De kan oplyse i denne sag?’ – min tone var nok lidt kort.

‘Vent lidt,’ var svaret, ‘jeg haaber, De nu forstaar aarsagen til de spørgsmaal, som jeg gjorde Dem i begyndelsen af vor samtale.’

«Ja, De vilde nødig optræde som vidne, saavidt jeg kunde forstaa.’

‘Netop; og som De selv har sagt, er jo vedkommende allerede fængslet, og indicierne saa stærke forøvrigt, at mit vidnesbyrd ikke gjør noget fra eller til. Naar saa er tilfældet, var det da ikke muligt, at jeg kunde slippe at optræde for retten; at De kunde betragte, hvad jeg her har sagt, som konfidentielt, saaledes at jeg fik 143fotografiet tilbage og tilintetgjorde det? Jeg kommer ellers til at staa som en spion, en tyvetrækker, mr. Monk, og det er mig modbydeligt at skulle vidne mod en ulykkelig kvinde!’

‘Deres udtalelser gjør Dem al ære, mr. Howell; men jeg kan desværre ikke forhindre, at De bliver indkaldt som vidne. Jeg kan naturligvis ikke beholde fotografiet mod Deres vilje; men jeg maa omtale det i min rapport og paa det alvorligste tilholde Dem at bevare det. Hvad De har sagt paa mit embedskontor angaaende en sag, hvis efterforskninger ledes af mig som politimand, kan jeg heller ikke betragte som konfidentielt.’

‘Well, mr. Monk, jeg ser, at dette ikke kan forandres, og jeg burde kanske heller rent ud have negtet at kjende noget til denne historie. – Men De er ialfald mit vidne paa, at jeg høist nødig optræder; jeg vilde gjerne, at baade den ulykkelige unge pige og den Frik’ske familie skulde forstaa det.’

‘Jeg kan kun konstatere, hvad De selv siger, mr. Howell,’ svarede jeg stivt; thi jeg blev stadig sikrere paa, at manden spillede komedie for mig. ‘De efterlader altsaa fotografiet i politiets hænder?’ fortsatte jeg.

‘Ja, jeg faar jo ligesaa godt gjøre det; jeg kan 144ikke se, at jeg kan gavne nogen ved ikke at gjøre det. – I politimænd har en egen maade at tage folk paa – man taler og handler netop som I vil, og det uden at I hverken beder eller befaler os.’

‘Tillad mig et spørgsmaal, mr. Howell’ – jeg havde igjen taget fotografiet i haanden – ‘dette fotografi er meget smalt, det ser ud som om det er beklippet paa siderne. Har fotografiet oprindelig været bredere, altsaa omfattet mere af værelset?’

‘Ja, det var oprindelig bredere; men kun midtpartiet var klart og tydeligt. Det der kom længere ud mod siderne, var af en eller anden grund temmelig taaget; saa klippede jeg det af, for at faa billedet til at passe til de to glasplader. Jeg havde heller ingen interesse af andet, end hvad man nu kan se. Den unge pige er jo hovedpersonen,’ – han sukkede medlidende.

‘Hvormange kunde klokken være, da De tog fotografiet?’

‘Ja, det spørgsmaal kan jeg ikke besvare saa nøiagtig. Jeg tænkte jo den gang ikke paa, at jeg nogensinde skulde blive spurgt derom, men – lad mig nu se – det kan ikke have været langt ifra kl. 6, for ikke saa svært længe efter reiste jeg til jernbanestationen, og det var ved syvtiden.’

– – – – – – – –

145I næste øieblik var mr. Howell borte, og jeg sad tilbage ved min pult i dybe tanker.

Engelskmandens besøg havde gjort et ubehageligt indtryk paa mig, og jeg kunde ikke komme paa det rene med, hvad egentlig hans hensigt var.

At manden ønskede at komme frem med sit vidnesbyrd, det var jeg sikker paa – alt andet var kun forstillelse; men i hvilken hensigt? hvilke var hans bevæggrunde?

Jeg brød mit hoved dermed den gang, og jeg gjør det endnu – –»

*

Under hele sin lange fortælling havde Monk bevaret sin ro; han havde fortalt jevnt og lidenskabsløst, som om han skulde afgive en tjenestlig rapport. Men nu forandredes hans mine og udseende. Han begyndte at gaa op og ned paa gulvet med sammentrukne øienbryn, og jeg saa at sveden perlede paa hans pande.

«Du ser forundret paa mig, Fredrik! Efterhvad du har hørt, synes sagen dig klar og grei – den vil forresten synes dig endnu klarere, naar du har hørt mig nogle minuter længere – og du kan ikke forstaa, hvorledes den kan blive 146til nogen gaade! Ja, en gaade, som jeg vilde give mit halve eller hele liv for at kunne løse! – Men vent lidt! naar jeg har fortsat min fortælIing en halv times tid til, saa vil du med mig spørge: Hvem stjal Gamle Friks diamant? Og du vil ligeledes forstaa, at af det spørgsmaal har min skjæbne fra den dag været, afhængig, ja er det endnu. – Men jeg skal ikke mere tage paa vei paa den maade; jeg skal fortsætte saa rolig og upartisk, som jeg formaar. Af at jeg det gjør vil maaske afhænge, hvorvidt du eller nogen anden kan hjælpe mig, – selv kan jeg det ikke. Jeg, som var saa stolt af min skarpe forstand og evne til at trænge ind der, hvor andre ingen vei saa! – Nei, afbryd mig ikke. Vi skal tales ved siden, naar jeg er færdig med min fortælling.»

Og Monk fortsatte:

«Jeg var kommen saa langt, at Evelina var arresteret, og mr. Howell havde været hos mig med fotografiet. Forsaavidt var alt i orden: den mistænkte havde tilstaaet, og tyvegodset var skaffet tilveie; men det var umuligt at skaffe rede paa, hvor de 5000 kroner havde taget veien. Evelina negtede paa det mest bestemte at sige et ord udenfor sin tilstaaelse, og da det ikke var muligt paa anden maade at skaffe bevis mod dem, blev 147baade skuespilleren og madame Reiersen sat paa fri fod.

I det Frik’ske hus stod det ikke godt til. Sigrid led af nervøs hovedpine lige siden flere dage før diamanttyveriet. – Gamle Frik var rasende og tilbragte hele dagen med at bande menneskenes falskhed og upaalidelighed. Jeg tror forresten, at medlidenhed med den stakkars Evelina var den virkelige aarsag til hans vrede. Den unge piges arrestation havde idetheletaget bragt en mørk og trist stemning ind i det hele hus. Einar Frik var fremdeles fraværende i forretninger, og mr. Howell besluttede at reise til Spitsbergen, saasnart sagen mod Evelina var foretaget.

Det ærgrede mig, at jeg ikke kunde finde rede paa pengene eller faa noget bevis for skuespillerens delagtighed, og jeg ansaa det for givet, at det havde lykkedes den slu krabat at faa dem sikkert anbragt i Gøteborg, før han blev arresteret.

Men uagtet vi havde en dygtig betjent dernede og fik al mulig assistance af det svenske politi, lykkedes det dog ikke at faa noget saadant konstateret, og saalænge Evelina ikke vilde tale, kunde vi ikke komme videre.

Saadan stod sagen, og jeg tror, at alle medspillere 148i denne tragedie kun ønskede saa snart som muligt at faa den afsluttet ved lagretten.

Da faar jeg en dag en forbausende efterretning: Evelina har forlangt at blive ført for forhørsdommeren, og for ham tilbagekalder hun sin tilstaaelse helt og holdent; erklærer, at hun dengang hun tilstod, havde været fra sig selv, at hun i virkeligheden var uskyldig og intet kjendte til diamanttyveriet. Mere vilde hun ikke sige og negtede at besvare nogetsomhelst spørgsmaal forøvrigt.

De, der kjendte til sagen, rystede naturligvis kun paa hovedet over dette uventede skridt, og man begyndte at tvivle om hendes forstand. Lægerne, som undersøgte hende, mente forresten ikke at kunne opdage noget spor af sindsforvirring.

Beviserne var forøvrigt saa sterke mod hende, og da det ikke saa ud til, at noget nyt i sagen vilde komme frem, blev den bestemt til at fremmes ved første lagmandsret.

Jeg besøgte den unge pige i arresten og fandt hende ordknap, nedslaaet og bleg; men ogsaa paa mig gjorde hun indtryk af at være fuldstændig normal. Jeg forsøgte indtrængende og venligt at bevæge hende til at vende tilbage til sin tilstaaelse og afgive en fuldstændig forklaring 149; men hun smilte kun sørgmodig og bad om at faa være alene.

Hvad kunde have bevæget hende til at tage tilstaaelsen tilbage? Jo mere jeg grublede herover, desto sikrere blev jeg paa, at dette skridt maatte være frugten af en tilskyndelse udenfra, at hun maatte have modtaget et eller andet budskab eller meddelelse. Hun havde ikke villet modtage noget besøg i sin celle. Kun moderen havde faaet tilladelse til at besøge hende en gang, og da havde samtalen, der varede ganske kort, fundet sted i overvær af en politibetjent.

Moderen havde da, indtil hun blev afbrudt af politibetjenten, forsøgt at fortsætte med sine bebreidelser mod datteren, fordi hun havde tilstaaet ‘noget, som hun ikke havde gjort’.

Men datteren havde med foragt vendt sig fra hende, og straks efter blev madamen ført bort, uden at tyveriet mere blev berørt dem imellem.

Jeg følte mig sikker paa, at disse bebreidelser fra moderen, som datteren nærmest syntes at afsky og foragte, ikke havde havt nogen virkning, og at forklaringen maatte søges andetsteds.

Ved skarpt at udeksaminere slutteren, fortalte endelig denne, at han en dag troede at 150have overrasket den unge pige med et lidet stykke papir i haanden; men at hun straks vendte sig bort og vistnok havde stukket papiret i munden og svælget det. Manden erklærede dog, at alt var gaaet saa hurtig for sig, at han ikke var ganske sikker paa sagen, og Evelina tog som sædvanlig, da jeg spurgte hende, sin tilflugt til en haardnakket taushed.

Min mistanke om, at Evelina handlede efter andres tilskyndelse, bestyrkedes. Hvorvidt denne omstændighed kan have nogen indflydelse paa din opfatning, naar du har hørt mig tilende, ved jeg ikke. For mig er alting mørke; men jeg skal forsøge at fortælle saaledes, at intet af hvad jeg selv ved, bliver skjult for dig.

Forresten er jeg heldigvis nu kommet saa vidt i min fortælling, at jeg ialfald for en stund kan lade andre tale for mig. – Den næste store begivenhed i min historie er nemlig behandlingen af Evelinas sag ved lagmandsthinget, som fandt sted en tre ugers tid efter hendes arrestation.

Forhandlingerne for lagmandsretten findes saa udførlig beskrevne i omtrent alle de større aviser fra den tid, at du vil faa et fuldstændigere indtryk af sagen ved at læse en af disses beretninger, end om jeg mundtlig giver min fremstilling.»

151Monk aabnede en skuffe i sit skrivebord. Deraf tog han ud en mappe med laas og, efterat have aabnet den, atter en stor graa konvolut. Konvoluten viste sig at indeholde flere udklippede spalter af «Morgenbladet», som Monk lagde foran mig.

«Men,» indvendte jeg hastig, «jeg vilde meget heller høre beretningen af din egen mund. Paa denne maade kommer jeg jo til at savne dine egne iagttagelser, som for mig har meget mere værd end en avisreporters idiotiske sidebemerkninger. Og selv om han kan referere de nøgne fakta, saa kan det umuligt være ligesaa godt som din egen fortælling.»

«Der er forskjel paa avisreferenter,» var Monks tørre svar. «Som du vil se, har ‘Morgenbladet’s mand ikke alene refereret nøiagtig og med kritik; men hans bemerkninger er baade upartiske og vidner om forstand og iagttagelsesevne.»

«Det kan være bra nok; men jeg stoler dog mere paa din iagttagelsesevne.»

«I denne sag kan du ikke gjøre det. Har nogensinde en opdager gjort en stor fiasko, saa har jeg gjort det den gang, det vil du selv erfare. Forstaar du ikke, at jeg netop er ræd for at du skal begynde at se med mine øine paa 152begivenhederne; jeg er ræd for at narre dig ind i den labyrint, som jeg selv gaar og vaser i, og som jeg sandsynligvis selv har bygget op!»

Det slog mig, at Monks ræsonnement maatte være rigtigt, og jeg forsøgte ikke at gjøre flere indvendinger.

«Kun et spørgsmaal,» sagde jeg, «har du noget imod, at Klara faar høre din historie?»

«Nei, tværtimod, det var min hensigt at bede dig fortælle hende alt, naar vi er færdige. Jeg haaber paa hjælp fra hendes side; baade er hun en ualmindelig intelligent dame, og saa har kvinderne meget finere følelse – instinkt, eller hvad du vil kalde det, i mange ting end vi.»

«Da har jeg et forslag at gjøre dig: vi fortsætter ikke iaften; men jeg fortæller Klara alt, hvad du nu har fortalt mig; derpaa læser vi avisreferatet sammen, Klara og jeg, og saa taler vi igjen med dig.»

«Jeg modtager dit forslag med glæde,» sagde Monk lidt tøvende; «men skulde jeg bede Eder om en venskabstjeneste, saa var det den, at du læste avisreferatet op i mit nærvær. Rigtignok har jeg læst det, ikke en, men ti gange for mig selv uden resultat; men nu har jeg sat mig i hovedet, at jeg maaske kunde faa en god idé, 153naar jeg hørte en anden læse op en nøiagtig beretning om, hvad der passerede ved det skjæbnesvangre lagmandsthing.»

«Ja, med fornøielse,» raabte jeg, «jeg lover, at saa skal blive tilfældet, baade paa mine egne og Klaras vegne. Du har engang reddet hendes lykke, og jeg ved ikke, hvad der er størst, hendes nysgjerrighed efter at høre din historie – for hun har længe skjønt, at du har en historie – eller hendes lyst til at gjøre dig til et lykkeligt menneske!»

Monk smilte; men det var ikke egentlig noget forhaabningsfuldt smil.

Han trykkede imidlertid min haand varmt og spurgte, om Klara og jeg vilde komme op til ham en af dagene, naar jeg havde sat hende ind i, hvad jeg nu havde hørt af ham.

«Du vil formodentlig foreslaa, at jeg heller skal komme til Eder – i Eders hyggelige hjem,» fortsatte Monk; «men det tror jeg ikke er værdt. Lad os kalde dette en forretning og sysle med den i mit arbeidsværelse. Her var det, at den pukkelryggede skriver var saa venlig at skaffe din frue det kostbare papir –– kanske det er et godt varsel ogsaa for min sag.»

«Da har du os her imorgen,» svarede jeg raskt, og saa skiltes vi for den aften eller rettere 154sagt nat, for klokken var over halv to, da jeg naaede mit hjem.

Jeg havde havt meget at gjøre den dag, og den spændte interesse, hvormed jeg havde lyttet til Monks beretning, havde gjort mig træt. Jeg længtede efter intet andet end snarest muligt at kunne sove. – Men saa hændte noget, som en mere erfaren mand end jeg kanske kunde have forudseet:

Da jeg kom hjem, sad Klara endnu oppe og ventede paa mig. Saa underrettede jeg hende saadan ganske løselig om, at hun næste dag skulde faa høre en underlig historie om Monk, – en historie, hvis fortsættelse vi skulde læse sammen. Ja! –– hvordan videre det gik til, det husker jeg ikke, men sikkert er det, at klokken var over fire den nat, før jeg fik sove, og da havde Klara hørt alt, hvad læseren nu kjender af Monks historie.

«Pyt, det er ikke vanskeligt at forstaa, hvordan enden paa historien bliver! Den væmmelige engelskmanden faar naturligvis lavet det saaledes, at Sigrid Frik bliver mistænkt for at have stjaalet sin onkels diamant; og – – – –»

Det var de ord, jeg hørte fra Klaras mund, inden søvnens gud tog mig i sin bløde favn. – «Ja, en skurk skal der jo være i skuespillet; 155Klara har kanske ret i, at det i dette tilfælde er engelskmanden, som spiller den rolle,» tænkte jeg med den sidste kraftanstrengelse, før mine sanser fuldstændig omtaagedes.

*

Den næste dag sad vi tre sammen i Monks arbeidsværelse, og Klara lod sit blik tankefuldt svæve omkring, indtil det stansede ved den blanke magazinovn. Jeg vidste, hvad hun tænkte paa – hun tænkte paa det øieblik, da vi tre for et aarstid siden stod sammen foran samme ovn og saa paa askefnugene af et stykke papir, der dansede over de glødende kul.Forfatternote: Her sigtes til en begivenhed i forfatterens tidligere fortælling: «Pantelaanerens frak». Jeg tænkte paa, hvor underligt det var, at den ubetydelige begivenhed, som vi dengang bivaanede, – tilintetgjørelsen af et lidet stykke papir – kunde forandre flere menneskers skjæbne. Og den, der læser denne historie tilende, vil se, at følgen af hin aftens begivenheder ikke stansede med at berede min og Klaras lykke; men at det venskab, som fra den tid af forenede os tre, tilslut ogsaa skulde forandre Monks skjæbne og andres 156med hans. Den aften, jeg nu fortæller om, stod vi alle tre – Monk og med ham hans venner – paa tærskelen til et nyt afsnit i vor tilværelse. Hvorvidt nogen af os dengang anede det, skal jeg ikke sige.

«Men vi maa ikke miste tiden,» sagde Klara og ryddede med megen færdighed tilside theen og de lækre smaakager, hvormed Monks venlige vertinde havde trakteret os. – «Husk paa, Monk, at denne gang er rollerne forandret. Nu er det Dem, som spørger om raad og hjælp, medens Fredrik og jeg repræsenterer opdager-firmaet. – Vel! – vi var kommet saa langt, at sagen skulde foretages for lagmandsretten, – min mand har fortalt mig alt – og her er avisernes beretning derom, som De vil, Fredrik skal læse høit; var det ikke saa? – Godt, begynd da, Fredrik!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.