Fjerde kapitel: Den sorte skildpadde igjen

62Om de maaneder, som fulgte efter denne søndagsmiddag hos Frik paa Drammensveien, har jeg lidet at berette.

Den unge mr. Howell blev boende i huset, forelskede sig i ‘Skisporten’ og lærte selv kunsten paa forbausende kort tid.

Han besluttede paa Friks indstændige anmodning at blive i Kristiania til sommeren, da han skulde besøge Finmarken og Spitsbergen.

Einar Frik og Reginald Howell blev til onkelens glæde gode kamerater – trods aldersforskjellen. De var altid sammen, og jeg tror nok, onkelen i den anledning saa noget gjennem fingre med brodersønnens kontorarbeide.

En politimand faar imidlertid vide meget, og jeg bragte snart i erfaring, at de to unge mænd ikke altid dyrkede de uskyldigste fornøielser. Selv i Kristiania findes der altid mindst et dusin unge døgenigter, der har penge til disposition og intet at bestille. Einar og mr. Reginald blev faste gjæster i denne kreds, hvor det i den senere tid var blevet mode at spille hazard, og ikke saa ganske lavt.

63Jeg saa paa dette med bekymring, og en dag tog jeg Einar Frik i enerum og advarede ham alvorlig.

Af den unge mands rødmen og frimodige tilstaaelse saa jeg, at hans sjæl endnu ingen skade havde taget. Forøvrigt sagde han, at han i den senere tid havde faaet rigeligere lommepenge af onkelen og ikke spillet høiere, end han havde raad til. Mr. Howell havde flere gange afholdt ham fra at spille høit. Han lovede ogsaa helt at trække sig ud af spillecirkelen, hvad ogsaa mr. Howell hayde ytret lyst til.

Dette beroligede mig, og idethele maatte jeg indrømme, at mr. Reginald Howell’s opførsel i alle dele var en gentleman’s. – At jeg trods dette nærede en skygge af uvilje eller mistro mod ham, er af de ting, der ikke kan forklares.

En ting kan jeg ikke springe over i min fortælling, og det er, at da jeg en vakker dag tog mod til mig og gjorde frøken Frik det store spørgsmaal, fik jeg saa tilfredsstillende svar, som nogen mand kan ønske sig.

Hun vilde, at vi indtil videre skulde holde forlovelsen hemmelig, da hun kviede sig for at fortælle det til sin onkel, der neppe vilde tage udsigten til at miste hende med ro. Gamle Frik 64var ogsaa uhyre glad i sin broders børn. Den gamle mand havde levet et liv paa flere menneskealdre uden at have følt andet ømhedens solskin end kameratskabets; nu saa han ud til at ville tage revanche i det kjærlige forhold mellem ham og de to unge mennesker, der var knyttet til ham med blodets baand.

Forresten har jeg en mistanke om, at den gamle ræv nok havde lugtet lunten, hvad angik Sigrid og mig; men jeg tror ogsaa, at det paa samme tid havde lykkedes mig at vinde hans agtelse, saaledes at naar galt skulde være, saa gav han heller sin niece til mig end til nogen anden.

*

Det var den 10de mai, en vakker vaardag; vaaren var kommen svært tidlig det aar, og trærne stod allerede med løv.

Mit dagverk var forbi. Det havde været en lang og besværlig dag, og jeg stod netop i min bolig og overveiede, om jeg ikke som belønning skulde tage mig aftenen fri og tilbringe den paa villa Ballarat. Jeg havde ikke faaet tid til at besøge Sigrid paa flere dage.

65Det ringede paa telefonen:

‘Er det Dem, Monk?’

Det var gamle Friks stemme; jeg kjendte tonefaldet igjen, det var det samme, som for næsten 8 maaneder siden, da jeg første gang blev opfordret til at komme til villaen.

‘Ja, det er mig.’

‘Kan De komme hidud straks? Her er hændt noget!’

‘Jeg skal være derude om ti minutter.’

Paa St. Olafs plads tog jeg en droske; jeg vilde ikke tabe et minut.

En uhyggelig følelse af, at en ulykke vilde hænde eller var hændt, kom over mig. Jeg ved ikke, om det er saa, at mennesker virkelig kan have forudfølelser uden materiel aarsag; i dette tilfælde var jo følelsen tilstrækkelig begrundet i Gamle Friks knappe ord.

Ved gitterporten stod Frik selv og lukkede op for mig. Han laasede porten omhyggelig efter os, stak nøglen i lommen og sagde saa, idet han stillede sig foran mig med hænderne i lommen:

‘Den sorte skildpadde er borte igjen.’

‘Borte?’

‘Borte, ja! – stjaalet, siger jeg,’ og han hævede stemmen.

66Jeg bad ham tale sagte og forklare sagen. Det var en lettelse for mig at høre, at det ikke var noget værre; lidet anede jeg, at stort værre kunde det ikke være.

‘Her er ingen, som hører os,’ fortsatte Frik, ‘her midt i haven. – Det er som jeg siger; den sorte skildpadde er stjaalet og det i løbet af de sidste timer – siden kl. 5.’

Jeg saa paa mit ur; det viste nøiagtig fem minutter over halv otte.

‘Hvordan ved De, at det er skeet efter kl. 5? Laa ikke den sorte skildpadde i skabet med jernlemmen i museet?’

‘Jo, nu skal De høre: gamle prokurator Jürgens, De kjender nok ham med samlingerne, den gamle idiot; han spiste middag hos os. Derpaa drak vi kaffe ude i museet, som vi ofte pleier at gjøre. Kl. 5. reiste Jürgens, og vi gik alle op i hovedbygningen. – Af en aarsag, som jeg siden skal oplyse Dem om, glemte jeg at laase af døren til museet og skabet. Det kom jeg til at huske paa for en halv time siden. Jeg kastede da et blik i skabene, før jeg laaste dem, og merkede saa, at skildpadden var borte.’

‘Ved De, at den var der kl. 5?’

‘Ja, vi saa netop paa den, straks før vi alle 67forlod museet; jeg var den sidste, som gik ud, og satte den paa plads, før jeg gik.’

‘Har De underrettet andre om, at skildpadden er borte?’

‘Nei, det første, jeg gjorde, da jeg var sikker paa, at saa var tilfældet, det var at telefonere til Dem; jeg har siden i egen person passet paa, at ingen er gaaet ind eller ud gjennem porten.’

Et langt liv rigt paa afvekslinger og handling havde lært den gamle mand snarraadighed og aandsnærværelse.

Han havde baaret sig fuldstændig korrekt ad, og hans oplysninger og svar var klarere end ni tiendedele af dem, politimanden pleier at faa under lignende omstændigheder.

‘Er frøken Sigrid eller Deres brodersøn tilstede?’

‘Nei, Einar reiste til Hamburg i forretninger for mig iforgaars; han kommer til at være der en ugestid, og Sigrid gik ud for at spadsere for en halv times tid siden. – Det var, da jeg havde fulgt hende til porten, at jeg kom til at tænke paa, at døren til museet ikke var laast.’

‘Savner De intet andet i museet end skildpadden?’

68‘Ikke, saavidt jeg har seet; ialfald staar der en hel del smaa og kostbare sager igjen, som vilde være meget lettere at realisere end skildpadden. Nogen almindelig tyv kan det ikke have været, eller ialfald en ualmindelig dum en!’

‘Har den sorte skildpadde for Dem eller nogen anden et særegent værd udenfor den værdi, som guldet og stenen har?’

‘Nei, det kan jeg gladelig sværge paa! – De mente vel, om det er med denne diamant, som med forskjellige lignende ting i engelske detektivfortællinger, saaledes at sorte og gule mennesker sniger sig omkring og maa have fat i vedkommende tingest. Nei! det er ingen af den slags hemmeligheder her. Vi fandt den i hulen, som jeg fortalte Dem, sammen med alle de andre diamanter. Mennesker havde vist ikke sat sin fod der i aartusinder; og de negre, som bor deromkring, bryder sig ikke en døit om diamanter. Derfor lod de ogsaa Davis beholde posen, saa han kunde rende afsted med den om natten. Det er først, naar negrene har lært civilisationens velsignelser at kjende, at de faar smag for diamanter.’

‘Det er en ting, som maa gjøres,’ sagde jeg, ‘medens det endnu er lyst. Vil De passe paa, at ikke nogen gaar ud eller ind gjennem 69porten, saa skal jeg imidlertid undersøge, om nogen er kommet ind i haven over stakitet.’

Som allerede nævnt var hele Friks eiendom, den kunde vel indbefatte saadan en ti-femten maal, udlagt som have, indgjærdet med et høit jernstakit.

Afstanden mellem stængerne var saa knap, at selv et barn ikke kunde smyge gjennem. At en dristig og behændig mand trods piggerne oventil kunde klatre ind, var derimod ikke udelukket, om det end var meget vanskeligt.

Det var forresten let at faa greie paa, om nogen var kommet denne vei. Det havde i den senere tid regnet meget, og grunden baade paa indsiden og udsiden af stakitet var blød. Intet fodtrin kunde derfor undlade at sætte spor, især paa udsiden, hvor der overalt var nypløiet mark.

Jeg gik hele haven rundt: intet menneske var kommet den vei.

Gamle Frik patruljerede frem og tilbage ved porten, da jeg vendte tilbage.

‘Intet menneske har passeret stakitet idag,’ sagde jeg.

‘Nei!’ svarede han eftertænksomt, ‘det er det jeg har troet hele tiden; vi har nok desværre tyvene inde i huset – men der kommer jo Sigrid!’

70Ganske rigtig, der kom den kjære pige med raske skridt mod porten.

Rigtignok fór en varm rødmen over hendes ansigt, da hun saa mig; men den forsvandt hurtig, og jeg lagde merke til, at hun var meget bleg og saa anstrengt ud.

Vi aabnede porten for hende, og jeg gav Frik et vink om, at jeg ønskede først at tale til hende.

Jeg gik hende i møde, tog hendes haand og hviskede først nogle ord, som intet havde med tyveriet at gjøre. – Da vi kom i nærheden af onkelen, ytrede jeg høit og saa skjødesløst som muligt:

‘Deres onkel kan ikke finde den sorte skildpadde; han tror, han har forlagt den et eller andetsteds.’

Min hensigt hermed var at vække hendes eftertanke for det tilfælde, at diamanten virkelig skulde være forlagt.forlagt.] rettet fra: forlagt Jeg var ræd for, at hvis jeg med en gang nævnte noget om, at den kunde være stjaalet, vilde hun blive altfor bevæget til at kunne tænke rolig efter.

‘Kjære, staar den ikke i skabet? jeg saa jo selv, at du satte den paa plads, før vi fulgte prokurator Jürgens gjennem haven.’

Jeg kunde ikke lade være at lægge merke til, at Sigrid talte paa en aandsfraværende 71maade; hun saa træt ud som et menneske, der har havt en stor legemlig eller aandelig anstrengelse.

Vi bad hende foreløbig ikke nævne noget til tjenestefolkene om diamantens forsvinden, og saa gik hun ind i huset for at sørge for aftensmaden. Det var paafaldende, hvor lidet sagen syntes at interessere hende.

Det næste, jeg foretog, var at telefonere til politikammeret og beordre to af mine folk til straks at møde op ved villa Ballarat. Dernæst bad jeg Gamle Frik spadsere med mig i haven saalænge, indtil de kom; vi vilde paa den maade kunne holde øie med, at ingen uden vort vidende gik ud eller ind i huset.

‘Hvor er mr. Howell?’ Jeg kom pludselig til at tænke paa, at jeg hverken havde seet eller hørt noget til denne herre.

‘Aa, han reiste med jernbanen til Østerdalen i eftermiddag; han var inviteret af en skogeier deroppe, som hedder Væringsaasen, tror jeg. De skulde skyde tiur paa spil; det var kun fire dage igjen, syntes jeg han sagde, før fredningstiden begynder.’

‘Naar i eftermiddag reiste han?’

‘Han havde sendt sin bagage ned paa stationen før middag; men toget skulde ikke 72gaa før ved 6- eller 7-tiden. Vi kan faa høre af Iversen, naar han gik. Forøvrigt ved De, enhver gaar og kommer, som han vil, her i huset.’

Iversen var Friks betroede mand. Det var en forhenværende underofficer, en ualmindelig paalidelig og dygtig mand, som Frik havde taget i sin tjeneste paa min anbefaling. Hans officielle titel var vistnok gartner. Men forøvrigt skiftede han med kusken om portnertjeneste, holdt gaarden iorden, var snedker, smed med meget mere og modtog af Gamle Frik en meget rundelig gage.

Baade han og kusken var ugifte; de boede nede i et ganske lidet portnerhus ved stakitporten, men spiste oppe i huset.

Imidlertid mødte mine to betjente op ved porten; og jeg gav dem mine instruktioner. Den ene skulde holde vagt udenfor villa Ballarat og lade sig afløse, saa at huset og haven aldrig forblev ubevogtet. Hvis diamanten endnu var indenfor jernstakitet, saa vilde vel vedkommende med det første se at faa den ud.

Den anden betjent fik ordre til at lægge besked hos alle pantelaanere og andre, hos hvem diamanten kunde tænkes at ville blive frembudt tilsalgs, om at de isaafald uopholdelig 73maatte underrette politiet og iethvertfald sørge for, at vedkommende sælger blev fulgt og udspioneret.

Ved aftensbordet fik jeg af Gamle Frik og Sigrid en meget detaljeret beretning om alt, hvad der var foregaaet i huset den dag. Deres opgaver over klokkeslet og lignende faldt fuldstændig sammen. Sigrid havde forresten hovedpine og saa daarlig ud. Baade Frik og jeg raadede hende til at gaa tilsengs, hvad hun ogsaa straks efter gjorde.

Derefter havde jeg en konferance med Iversen – kusken havde fri den dag for at besøge sin familie paa Moss.

Endelig havde jeg en samtale med stuepigen og kokkepigen. Sigrids pige Evelina havde havt fri om eftermiddagen for at besøge sin mor. Hun havde dog været indom villa Ballarat om eftermiddagen ved 6-tiden, men var gaaet igjen straks og var endnu ikke kommet tilbage.

Hvilke resultater eller formodninger jeg kom til ved disse undersøgelser, skal jeg senere komme tilbage til; foreløbig kan jeg tilføie, at de ikke var meget tilfredsstillende, og at jeg begyndte at faa en anelse om, at denne sag skulde volde mig mere hovedbrud, end nogen anden sag hidtil havde gjort.

74Før jeg skiltes fra Gamle Frik, lod jeg denne skrive en officiel anmeldelse til politikammeret; uden dette kunde jeg vanskelig for alvor tage mig af sagen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.