Fjerde kapitel: Monk bliver forhørt

Fjerde] rettet fra: Femte (feilnummerert i førsteutgaven)

233«Nu har jeg ikke meget mere at fortælle,» fortsatte Monk. «Faa dage efter reiste Sigrid til sin broder i Hamburg, hvorfra de begge fortsatte til Amerika; jeg har ikke seet nogen af dem siden. Hvad min tilværelse i disse aar angaar, da kjender du, Fredrik, den ligesaa godt som jeg selv. Naar jeg ikke forlod landet, da var det, fordi en uimodstaaelig drift tvang mig til stadig at kredse omkring stedet, hvor min lykke og mine forhaabninger styrtede sammen, og atter og atter prøve paa at faa opklaret det mysterium, der har ødelagt saa mange menneskers lykke.

Min virksomhed som privat opdager har skaffet mig midler baade i økonomisk og anden henseende til at fortsætte mine forsøg, – forsøg, som hidtil desværre intet, absolut intet resultat har bragt.

Jeg havde i begyndelsen mange vanskeligheder at kjæmpe mod, før jeg kunde naa den stilling, som jeg nu indtager. Min rolle i diamanthistorien udsatte mig for publikums uvilje, og alle mine venner raadede mig til at forlade landet.

234Dog, – publikum tænker ikke det samme idag som imorgen. Ophidselsen lagde sig lidt efter lidt. Jeg tror, der ligesom sneg sig en anelse over folk om, at baade jeg og andre i denne sag var rammet af en tung og uforskyldt skjæbne; jeg var heldig med opklaringen af et par dunkle affærer, kort sagt, jeg kan ikke længere klage over mangel paa sympati fra publikums side; ja, man har endog i det sidste aar tilbudt mig ansættelse i statens tjeneste.

Jeg har ikke andet at tilføie, end at jeg fremdeles betragter som mit livs opgave at skaffe lys i mørket. Jeg har gjort det modsatte af at følge den gode politimesters raad, og saaledes vil jeg fortsætte, om det er nødvendigt, til mine dages ende:

Alle de personer, der har spillet en rolle i de begivenheder, som jeg har fortalt Eder om, følger jeg personlig eller ved mine agenter – undertiden synes jeg, at jeg havde ret til at fortvivle, thi som jeg har sagt Eder, hidindtil har jeg intet resultat at opvise. Men saa siger – ikke mine anelser, men min forstand og erfaring mig, – at opløsningen engang vil komme, og maaske før jeg aner det; thi intet mysterium kan bestaa som saadant i evighed.»

«Men hvorfor vil du saa pludselig reise 235til Amerika?» Denne gang var det jeg, som spurgte.

«For faa dage siden,» var svaret, «modtog jeg efterretning om Einar Friks død. – Jeg vil endnu engang tale med Sigrid. Jeg har ting at spørge hende om; maaske hun nu vil svare mig.»

Det blev taust i værelset. Monk gik bort til boghylden og begyndte at rette paa nogle bøger, som stod uordentlig i reolen.

Klara reiste sig og gik hen imod ham; men han vendte sig ikke, uagtet han maatte høre hendes skridt. Heller ikke vendte han sig, da hun lagde haanden paa hans skulder:

«Men endnu har De ikke fortalt os alt?»

«Jo, alt som kan være af interesse for andre.»

«Nei, De tager feil, Monk,» sagde min hustru venligt og tog ikke sin haand bort fra hans skulder. «Var det ikke saa, at De vilde bede os hjælpe Dem?»

«Jo, det var.»

«Ja, og hvor underligt det end høres, saa tror jeg, at en af os to smaa mus dennegang skal kunne hjælpe løven. Men saa maa De ogsaa sige os alt. Da frøken Frik reiste, hvorfor reiste ikke ogsaa De med? Kanske ogsaa 236De dengang troede, at hun havde stjaalet diamanten?»

«Nei, jeg troede ikke – – – ja, hvordan skal jeg forklare mig, De vil ikke kunne forstaa mig – – Jeg tror paa hende, og dog gives der øieblikke da – –»

«I mænd er nogle elendige stakkarer, naar det gjælder om at tro,» sagde Klara med salvelse; «De, Monk, kan staa og forsikre – ja, du, Fredrik, kunde forresten godt gjøre det samme – at De agter og elsker en kvinde over alt i verden; men bare der kommer frem et elendigt fotografi eller nogle tilfældigheder af sammentræf, saa tror I samme kvinde istand til at begaa den laveste og gemeneste forbrydelse – ja, jeg taler ikke saameget om tyveriet, som om, at hun, hvis hun var skyldig, jo har villet lade en anden lide i sit sted! – Lad mig fortælle Dem, hvordan det gik for sig mellem Dem og Sigrid, og sig mig saa, om jeg har ret.»

Monk nikkede blot med halvt bortvendt ansigt, og min strenge hustru fortsatte:

«De gik til Sigrid og forsikrede hende om at De troede paa hendes skyldfrihed trods alt og alle, og De foreslog, at I skulde gifte Eder og reise af landet?»

Monk nikkede igjen.

237«Men hun svarede Dem, at hun læste tvivlen paa bunden af Deres sjæl, og at det var bedst, at Eders veie skiltes; er det ikke saa?»

«Jo,» svarede Monk og vendte sit ansigt mod os; – han var forfærdelig bleg. – «Jeg trængte ind paa hende for at faa hende til at sige, hvorfor hun den dag havde forsøgt at skaffe sig penge hos pantelaaneren. – ‘Hvis det kunde opklare det hele og vise min skyldfrihed,’ sagde hun, ‘saa skulde jeg gjøre det; men som sagen staar, kan det intet nytte, kun bringe skam over en anden.’

‘Det var for at fri din broder fra et eller andet,’ raabte jeg.

‘Det hjælper intet at tale derom,’ sagde hun. ‘Det vil ikke borttage tvivlen af din sjæl. Selv om du tror, den er borte, saa vil den komme igjen – en anden gang. Og tror du, vi kan flygte fra folks snak og ondskab? Nei, dertil er verden for liden! Og om vi giftede os og – fik børn, kunde vi da være sikre paa, at de aldrig fik vide noget om sin moders fortid? Jeg har ogsaa en pligt at opfylde mod min broder; den kunde du ikke dele med mig. Han vilde altid staa for dig som den, det havde forgiftet vor tilværelse – –’

238Saaledes, omtrent saaledes var hendes ord. Jeg følte, at jeg kun havde tomme og flaue ord at sige derimod, og saa skiltes vi.»

«Ja, var det ikke det, jeg sagde,» udbrød Klara, «det er Deres egen tvivl, som har gjort Dem svag i Deres arbeide. Det er grunden til, at De ikke har kunnet gjennemtrænge mørket.»

«Deri tror jeg dog, at De tager feil, frue,» svarede Monk sagtmodig; «men arbeidet har overgaaet mine kræfter – jeg tror, det vilde have overgaaet enhver mands kræfter! Nævn noget, jeg burde have gjort, og jeg tror, jeg kan svare Dem, at det allerede er forsøgt.»

«Bliv ikke sint,» var Klaras næste ord og dennegang ligesaa sagtmodige som Monks. «Jeg ved, at De har ligesaamegen følelse som forstand, og kanske mere følelse end de fleste; men hos Eder mænd seirer tilslut altid forstanden – sent eller tidlig – og De kan jo ikke forandre Deres natur. – Nu faar vi se til at hjælpe Monk, Fredrik, naar han ikke kan hjælpe sig selv, ikke sandt?»

«Jo,» svarede jeg saa muntert, som det var mig muligt, «det skulde være underligt, om ikke vi tre, naar vi lagde vore hoveder iblød, skulde kunne greie ud hele floken! Her har du, hvad du hidtil har savnet, Monk, sagkyndigheden paa 239flere felter, repræsenteret af mig, og saa den kvindelige list og instinktet, repræsenteret af Klara. Men til en begyndelse maa Monk selv forhøres. Har du noget at spørge Monk om, Klara, saa kan du gjøre det først; dernæst kommer jeg.»

«Ja, jeg skal nok begynde,» svarede Klara og saa venlig paa Monk ligesom for at gjøre godt igjen, om hun havde krænket ham ved sine udbrud. «Sig mig, var ikke engelskmanden, Howell hed han jo, forelsket i Sigrid – gjorde han ikke kur til hende og blev afvist?»

Monk trak lidt paa smilebaandet: «Jeg tror, han forsøgte lidt i begyndelsen; men at han nok saa, at jeg blev foretrukket, og saa rømmede han marken med gode miner. Havde han gjort virkelige tilnærmelser, saa tror jeg Sigrid havde sagt mig det.»

«Er De saa sikker paa det?» svarede Klara noget overlegent. «Man er da ikke sin forlovedes skriftebarn, vel? Men kan De da sige mig nogen anden grund til, at han skulde hade Eder begge?»

«Er det sikkert, at han hadede os?»

«Ja, det er ialfald jeg sikker paa; det var jo ham, som skabte hele ulykken. Fotografiet var naturligvis bare noget humbug.»

240Monk smilte resigneret: «Fotografiet var desværre altfor egte.» «Men saa var det den væmmelige skuespilleren,» fortsatte Klara; «han reiste jo, straks før Evelina tog livet af sig. Har De hørt mere om ham senere? Det var naturligvis for hans skyld, at den stakkars pige dræbte sig. Jeg tror, at han først narrede hende til at stjæle diamanten, og saa forlod hende. Det var grunden.»

«Det har ogsaa været min tanke,» var Monks svar, «og jeg har ladet ham udspionere, fra han forlod Kristiania. Han reiste først til Gøteborg og senere til Kjøbenhavn. Men der er svært liden sandsynlighed for, at pengene, som Jürgens betalte for diamanten, nogensinde har været i hans hænder. Han levede hele tiden fra haanden og i munden, somoftest i den største usseldom, fordrukken og forranglet, som han var.»

«Er du ganske sikker paa det?» faldt jeg ind; «det at skuespilleren ikke skulde have pengene, kuldkaster alle mine teorier.»

«Ja, ikke sandt?» Monk smilede igjen paa samme resignerede maade. «Og den samme erfaring vilde du have gjort, ikke paa et, men paa ti punkter af sagen, hvis du havde vendt den og dreiet den i dit hoved saa længe, som jeg har gjort.»

241«Men en theori maa da være rigtig,» indvendte jeg. «En maa jo have stjaalet diamanten!»

«Ja, det er det frygtelige,» stønnede Monk, at der kun findes en theori, som passer paa alle begivenhederne, men den passer ogsaa fuldt ud, og det er,» – her sænkede han stemmen næsten til en hvisken, «og det er, at – – at Sigrid tog diamanten for at hjælpe sin broder, blev fotograferet af mr. Howell, solgte den til prokurator Jürgens – – Nei! sig ikke, hvad De nu har lyst til at sige, frue, tænk heller paa, at det er min faste beslutning om nogle dage at reise til Amerika og atter tilbyde Sigrid min haand. Kan jeg bedre vise min tro paa hende?» Klara svarede intet.

«Hvor er skuespilleren nu?» spurgte jeg.

«Han er død af delirium paa et offentligt hospital i Danmark. Jeg havde en agent dernede i lang tid, som prøvede paa at faa noget ud af ham, men til ingen nytte. Agenten fik det indtryk, at skuespilleren intet vidste om diamanttyveriet – intet af betydning for os.»

«Og madame Reiersen, har du prøvet med hende?»

«Ved alle mulige midler gjennem trediemand. Mig vil hun ikke se. Hvis jeg viser mig for hende, raser hun og skjælder mig ud 242for at have forvoldt datterens død. Gamle Frik giver hende en aarlig pension; men da hun fuldstændig har overgivet sig til drik, saa slaar denne selvfølgelig ikke til, og mellem hver kvartalsudbetaling, og deraf følgende sus og dus, lever hun i største elendighed.»

«Og mr. Howell?»

«Mr. Howell har jeg heller ikke tabt af syne, skjønt det ofte falder vanskeligt nok at holde ham i kikkerten. Han fører et liv som saamange formuende englændere: tilbringer sæsonen i London, høstmaanederne paa en eller anden herregaard og resten af aaret paa reiser. Han er eier af en yacht og har flere gange besøgt Norge om sommeren. Han har forresten i alle disse aar kun en tre–fire gange været i Kristiania og blot for kortere tid. Han har da boet paa villa Ballarat hos Gamle Frik. Min agent i England oplyser, at han er bekjendt som en spiller og en mand, som bruger flere penge end han har raad til. Han har i mange aar aflagt hyppige besøg paa en herregaard i Yorkshire – Ashton Hall – hos en rig landadelsmand, mr. Ashton. Man tror, at han tilsidst vil gifte sig med dennes eneste datter, en dame lidt op i aarene. Hvad aarsagen er til, at hans kurmageri varer saalænge, det er 243det ingen som ved. Man gjætter paa, at han ikke vil bide i det sure æble, før han er nødt dertil. – Folk her i byen tror, at han er Gamle Friks udseede arving. Kanske det er grunden til, at han trækker sit frieri i langdrag. Maaske kunde Gamle Friks død atter bringe hans pengeaffærer paa fode og lade ham slippe for at gifte sig med damen fra Yorkshire.»

«Du synes ikke længere at have noget tilovers for engelskmanden?»

«Jeg har aldrig havt noget særdeles tilovers for ham, og som jeg fortalte tidligere, saa forekom hans optræden mig endog mistænkelig; ja, jeg kan ikke rigtig gjøre mig rede for aarsagen, men jeg mistror ham. Jeg har en følelse af, at han har spillet en rolle, som jeg ikke kjender, i dramaet. Jeg tror, din frues instinkt tilsiger hende det samme.»

«Instinkt!» gjentog Klara, «altid faar vi høre, vi kvinder, naar vi paa en eller anden maade er kommen til en rigtig slutning, at det er vort instinkt, som har ført os did. Hør her, Monk! jeg siger, at mr. Howell har forfalsket fotografiet for at styrte Sigrid i ulykke. Det kan jeg ræsonnere mig til:

Hvis alt hang rigtig sammen med det fotografi, saa maatte jo Sigrid den dag have havt 244diamanten i haanden. Men det nægter hun jo bestemt – – – Nei, forsøg ikke at undgaa mig, Monk! De kvier Dem for at sige til mig, at jeg nu er ulogisk som alle kvinder – er det ikke saa det hedder? – og saa vil De ikke engang se paa mig. Men jeg er ikke færdig endnu: Sæt, at Sigrid kunde og vilde lyve; hvad havde været lettere for hende end mod sandheden at indrømme, at hun den eftermiddag tilfældigvis havde været inde i museet, betragtet diamanten og atter lagt den paa plads. Ingen kunde have sagt et ord til den forklaring paa, hvordan fotografiet blev til. Nei! – Sigrid var ikke dum, og De maa da indrømme, at hvis hun vilde lyve, saa er det ikke rimeligt, at hun skulde lyve paa den dummeste maade af verden. – Indrøm, at jeg har ret, Monk! Al sandsynlighed taler for, at Sigrid har sagt sandhed. Hun har ikke sat sin fod i Friks museum den dag mellem 5 og 7½ og – fotografiet var forfalsket!»

Monk kunde ikke lade være at smile; men det var det samme smil – det haabløse smil, hvormed kjæmpen, der forgjæves har prøvet at løfte en byrde, ser dvergen prøve paa at løfte den for ham.

Han gik bort til et lidet jernskab i hjørnet af værelset og kom straks efter tilbage med en 245gjenstand, som han lagde paa bordet foran os. Det var et lidet fotografi, anbragt mellem glasplader, der holdtes sammen af to gummibaand.

«Er det fotografiet?»

Baade Klara og jeg rakte samtidig haanden ud, og Monk plaserede det paa bordet mellem os tilligemed et aflangt forstørrelsesglas af ualmindelig størrelse.

«Der vil I selv kunne se. Hvad der ikke er synligt for det blotte øie, vil være tydeligt gjennem forstørrelsesglasset.»

Klara og jeg skiftedes til at benytte det.

«Det er min gamle velynder politimesterens skyld, at jeg er i besiddelse af fotografiet,» fortsatte Monk. «Paa min indstændige bøn overlod han mig det, men først to aar efter den sidste lagmandsret, som jeg har fortalt om. Han tog forresten det løfte af mig, at jeg skulde opbevare det i et ildfast rum og vise den største omhyggelighed for det. – Naa! det havde han vist ikke behøvet at opfordre mig til.»

Fotografiet svarede til den kortfattede beskrivelse, som Monk tidligere havde givet af det. Det var en tre à fire tommer høit, men meget smalt, saaledes at lidet andet saaes end den kvindelige figur foran det aabne skab med hylder. Disse hylder var bedækkede med alskens 246rariteter, der var fremkaldt paa pladen med beundringsværdig tydelighed. Idetheletaget var fotografiet ualmindelig klart og vellykket.

«Se paa kvindens venstre haand,» sagde Monk.

Jeg holdt forstørrelsesglasset over fotografiet: «Ja, jeg ser. Hun har en ring paa ringfingeren.»

«Ja, og fingeren er fuldstændig normal, ingen deformitet?»

«Nei, den er fuldstændig veldannet.»

«Du ser den lille elefant paa gesimsen over skabet og uret i dens pande? Hvad viser det?»

«Lad mig se! jeg skal sige dig det paa minuttet: den er 9 minutter over halv seks. Tallene er ikke gode at skjelne, men visernes stilling er tydelig nok.»

«Ja netop, og det uagtet elefanten i virkeligheden er knapt tre tommer høi; den tilligemed de andre smaating paa gesimsen over skabet er mesterværker af en elfenbenskjærer i Neapel. Du ser f. eks. en liden kopi af Venus fra Milo ved siden af?»

«Ja, jeg ser den. Men sig mig en ting, Monk, hvem ligner kvinden paa fotografiet – frøken Frik eller Evelina?»

«Evelina! – Vistnok var jeg vant til at se Sigrid i den dragt, den snorebesatte jakke og den lille hat med rugdefjæren, saa ved første 247øiekast, kunde jeg nok betænke mig; men ved nøiere eftersyn vilde jeg aldrig have betænkt mig paa at sige, at det var Evelina – hun og ingen anden – hvis ikke det med fingeren var kommet til.»

«Fotografiet blev jo undersøgt, var det ikke saa?»

«Hvis noget fotografi i verden har været undersøgt, saa er det dette. Som du kanske husker, afgav fotograf Rodin og en anden sagkyndig sin erklæring ved den første lagmandsret. Senere har det været undersøgt ved universitetets fysiske kabinet. Alle er enige om, at der ikke er foretaget noget forsøg paa eller gjort nogen forandring ved dette fotografi – hverken ved retouchering eller paa anden maade.»

Medens jeg fortsatte samtalen med Monk, bemægtigede Klara sig billedet. Jeg rakte hende forstørrelsesglasset, men hun skjøv det fra sig og gav sig til at stirre paa fotografiet uden at se op en eneste gang.

«Du er kanske træt,» sagde jeg til Monk, «og kjed af alle vore spørgsmaal, men hvis det ikke er dig altfor ubehageligt at svare, saa vilde jeg gjerne eksaminere dig lidt.»

«Nei tvertimod; jeg vil intet heller end at høre dine bemerkninger. Hvad jeg ønsker, er 248netop at komme ud af den ‘circulus vitiosus’, hvori mine tanker nu har kredset i 6 aar uden at finde nogen udgang.»

«Har man nogen sikkerhed for,» spurgte jeg, «at dette billede netop er taget den eftermiddag –– den 10de mai mellem kl. 5 og 7½?»

«Ja, altfor god sikkerhed; men ‘Morgenbladets’ referent har kanske ikke refereret saa nøiagtigt, at det staar tydeligt for dig. – Hør her: det øiebliksapparat, som blev benyttet af mr. Howell, har en rul indvendig, hvorpaa præpareret papir til 10 billeder er oprullet. Ja, du har vist seet disse apparater. For hvert nyt billede man skal tage, maa man dreie paa en liden skrue udvendig, og derigjennem rullen, saalænge til et nyt tal kommer frem. Naar rullen er opbrugt, kan den tages ud for at faa billederne fremkaldte, og en ny rul indsættes. Paa bagsiden af dette fotografi vil du finde no. 10 trykt. – No. 9, som ligeledes blev fremlagt i retten, var en gruppe, som mr. Howell tog inde i museet før prokurator Jürgens’ bortgang. Det næste – altsaa no. 10, maa være taget i tiden mellem dette og det øieblik, da rullen blev overleveret til fotografen – altsaa mellem 5 og 7. Du ser, at selv om mr. Howell vilde have begaaet noget falskneri, saa var det umuligt. Ikke sandt?»

249«Jo, det er vist altfor sandt. Da har jeg ikke andet at spørge om, end om uret i elefantens pande ikke kan være stillet frem eller tilbage af en eller anden – tilfældig eller i en bestemt hensigt?»

«Du gjør mig de samme spørgsmaal, som jeg har gjort mig selv i mange aar. – Hvad man ved, det er, at uret viste rigtig kl. 5, og at det viste rigtig kl. 7½. At det kan have været forandret i mellemtiden, er umuligt. Sagen er den, at glaspladen, der dækker urskiven, ikke sidder i noget løst laag. Skal uret stilles, maa hele verket udtages nedenfra ved at fjerne en liden metalplade under elefantens bug. Ved at undersøge elefanten to dage efter Evelinas frifindelse fandt man, at der ingensomhelst merker fandtes i det tynde lag af støv, som havde lagt sig i pladens sammenføining med elfenbenet under dyrets bug.»

«Men saa har vi klokkeslettet igjen. Det beviser jo, at frøken Frik ikke kunde være tilbage fra pantelaaneren til den tid, som uret paa fotografiet angiver. Saavidt jeg forstod dig, var det alene den omstændighed, som reddede hende ved lagmandsretten?»

«Jeg skal oprigtig sige dig min mening. Det var den omstændighed, som reddede hende, forsaavidt 250som den gav lagretten et paaskud til at svare sit ‘Nei’ paa spørgsmaalet: Skyldig? – eller rettere sagt en undskyldning for ikke at svare ‘Ja’. – Jeg tror ikke, der fandtes et menneske i lagretten, som ikke i sit hjerte troede, at Sigrid var skyldig. Men forsvareren betonede meget listig den uklarhed, som svævede over den hele sag, og muligheden af, at de kunde dømme feil, og at sandheden siden kunde komme for en dag. De valgte derfor –– eller rettere sagt fem af dem valgte – saa gaar ialfald rygtet, og jeg tror det har ret – at svare ‘Nei’ for alle tilfældes skyld, om jeg saa maa sige, idet uoverensstemmelsen med uret gav dem anledningen. – Du forstaar, hvad jeg mener?»

«Ja, jeg forstaar; men hvad er din personlige mening om den uoverensstemmelse i tiden?»

«For mig staar den som et bevis blandt alle de andre paa, at der er noget mystisk i hele sagen, noget, som jeg har forsøgt at udgrunde i 6 lange aar, men uden resultat. Men jeg kan heller ikke negte for mig selv, at den, som tror paa Sigrids skyld, har ret til at sige: Forudsætter man, at kusken har kjørt noget hurtigt, bliver uoverensstemmelsen ikke større end en 5 minutters tid, og der er vist intet iveien 251for, at denne tidsforskjel kan bero paa, at urene i de forskjellige bydele gik forskjelligt.»

«Faar jeg laane fotografiet med mig hjem?»

Det var Klara, som afbrød os. Hun havde siddet og nidstirret paa billedet, og nu stod hun foran Monk med det skjult i haanden.

Monk betænkte sig et øieblik:

«Hvis De vil love mig at gjemme det i Fredriks jernskab, naar De ikke selv holder det haanden.»

«Jeg lover alt,» var Klaras svar; «deriblandt ogsaa, at jeg skal bevise Dem, at fotografiet er falskt!!!»

Det var en saadan overbevisning i min frues stemme, at blodet for op i Monks kinder af sindsbevægelse. Denne gang saa jeg intet til det haabløse smil. Han fik forresten ikke tid til at svare, for Klara begyndte meget hurtig at tage paa sig kaabe og hat.

«Kom nu, Fredrik, klokken er jo over 3 om natten, og i morgen har vi atter en dag.»

«Godnat, Monk!»

«Godnat!»

«Vent lidt! to ting maa De sige mig, før vi gaar. Hvor bor madame Reiersen nu?»

«Hun bor i sin gamle hule i Russeløkveien no. 44.»

252«Hvor findes De klæder, som Evelina bar den dag, da tyveriet blev begaaet – jeg mener den hat og kufte, som hun er iført paa fotografiet?»

«Sandsynligvis har madame Reiersen dem endnu, hvis hun ikke har solgt dem. De var fremlagte i retten, men blev selvfølgelig senere leverede tilbage til den ulykkelige piges mor; men hvorfor spørger De derom, De ved jo, at – – –»

«Det bliver foreløbig min sag. Godnat igjen!»

Denne sidste samtale førtes mellem Klara og Monk. Jeg hørte forbauset paa dem. Hvorialverden vilde Klara hen med sine spørgsmaal?

Da jeg vandrede hjemover i det deiligste maaneskin med Klara under armen, forsøgte jeg at faa ud af hende, hvad hensigt hun havde havt med sine sidste spørgsmaal til Monk:

«Du agter vel ikke at besøge madame Reiersen?»

«Det agter jeg ikke at fortælle dig,» var svaret; «men om jeg saa gjorde, saa var der vel ingen fare derved?»

«Nei, nogen fare tror jeg ikke egentlig der er; men efter Monks beskrivelse var der ikke noget videre tiltrækkende ved madamen for 6 253aar siden, og i løbet af de aar har hun vist ikke forandret sig til sin fordel.»

«Lad os ikke snakke mere om det. Husk paa, at jeg har været hos mindre tiltrækkende personer før end idag og i hemmelighedsfuldt erinde. – Husker du dengang, da jeg havde aflagt mit frugtesløse besøg hos pantelaaneren og saa i min fortvivlelse fandt paa at gaa til Monk?»

«Ja, dengang var du heldig,» svarede jeg oprømt, «hvis du ikke den dag var kommen til Monk, saa havde du aldrig truffet mig, og saa var du kanske aldrig bleven gift.»

«Jeg skal lære dig at forhaane en dame!» og Klara anbragte, om end ikke altfor eftertrykkelig, den haand, hun havde fri, under mit venstre øre. Dette kunde kun straffes paa en maade, men da rev damen sin arm løs og forsøgte at flygte bortover Drammensveien.

Gud ved, hvorlænge jagten kunde have varet, hvis ikke pludselig en konstabel var traadt frem af husenes skygge og syntes at betænke sig paa, om han ikke burde skride ind mod denne forstyrrelse af den offentlige ro. Saaledes kom atter Klaras arm ind under min, og vi fortsatte vor ensomme vandring.

«Jeg vil ikke have nogen hemmeligheder for dig, hverken store eller smaa,» sagde Klara. 254«Det er virkelig min hensigt at gaa til madame Reiersen imorgen; men du skal ikke følge mig. For det første tror jeg, at det tjener mine hensigter bedst, at jeg gaar alene. – Hun er naturligvis mistænksom overfor mandfolk og kunde gjerne kjende dig af omtale som Monks ven. – Og saa er det det, at jeg vilde saa forfærdelig gjerne sætte min lille plan igjennem ganske alene. Tænk, om jeg kunde hjælpe ham, ligesom han hjalp mig med pantelaaneren, – hvad? det vilde være en triumf!»

De, der har læst mine fortællinger om «Karl Monks oplevelser», vil forstaa, hvortil Klara hentydede. De, der ikke har læst dem, kan kjøbe bogen i hvilkensomhelst boghandel og gaa hjem og læse den, saa jeg behøver ikke nærmere at forklare mig derom.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.