Monk holdt ord. Fredag reiste han til Amerika; men vort haab, at han skulde komme snart tilbage, gik ikke i opfyldelse.
285Da han kom frem til New-York, fandt han Sigrid liggende i en haard sygdom. Sorg og overanstrengelse ved at pleie broderen havde kastet hende paa sygeleiet. Jeg tror, at kun Monks telegram, som vi sendte straks opdagelsen ved fotografiet var gjort, frelste hendes liv.
Imidlertid var hun endnu ved Monks ankomst, om end i bedring, dog yderlig svag.
Først en maanedstid senere kunde de gifte sig, men paa reise over Atlanterhavet var der ikke at tænke, saalænge vinterstormene rasede.
Endelig i begyndelsen af mai fik vi underretning om, at de havde indskibet sig, og 14 dage efter modtog vi dem i Kristiania.
Det var en overordentlig vakker dame, jeg saa ved Monks arm paa dampskibets dæk; og overordentlig lykkelig saa hun ud, om end sorg og gjenvordigheder havde givet hendes ansigt et alvor, som aldrig vil forlade det. – Klara sprang ombord, før landgangen var ordentlig lagt, og tog hende i sine arme, hvad de begge syntes var den naturligste sag af verden, uagtet de aldrig havde seet hinanden før.
Gamle Frik stavrede urolig omkring paa bryggen, som en stor hund, der har gjort noget galt og ikke rigtig ved, om den er tilgivet eller ei.
286Han kunde heller ikke faa et ord frem, da broderdatteren lagde sine arme om hans hals og vædede hans hvide haar med glædens taarer. – Men saa var hans veltalenhed desto større, da vi samledes om aftenen paa villa Ballarat, – der skulde de nygifte foreløbig bo.
*
Det kunde vel være en ugestid efter hjemkomsten, da Monk kom til mig med et ansigt, alvorligere end det i denne tid pleiede at være. «Jeg har endnu en pligt at opfylde i den sorte skildpaddes tjeneste,» sagde han. «Du vil vel ikke følge mig til Stavanger i morgen? Jeg haaber der at træffe mr. Howell eller rettere sagt mr. Davis junior.»junior.»] rettet fra: junior.
«Monk! Monk!» Jeg truede til ham. «Er nu opdageren ude igjen? Vil du forlade din frue allerede nu?»
Monk rødmede svagt:
«Nei, dennegang er det ikke opdageren. Men det er min pligt mod retfærdigheden og mod min hustru at gaa helt tilbunds i diamanthistorien. Husk paa, at mere end halvdelen af, hvad vi tror at have opdaget, det er kun frugter af gjetninger og kombinationer.»
287«Du har ret, jeg skal følge dig. Tør jeg spørge, hvordan du vil tage sagen op med engelskmanden? Der er vel ikke saa mange beviser tilstede, at du kan faa en arrestordre mod ham?»
«Nei, jeg er ræd for det, og jeg har ikke mine planer rigtig færdige endnu. Men jeg tror, at vi i ethvert fald maa nøie os med at tvinge ham til at give os fuldstændigt bevis for Sigrids uskyldighed i tyveriet, mod at han faar slippe videre ubehageligheder. Det er haardt; men Sigrid er endnu meget nervøs og gyser ved den blotte tanke paa atter at optræde for retten og deslige ting.»
«Godt, saa reiser vi imorgen aften med vestlandsbaaden, jeg skal være færdig. Men du er vel sikker paa at træffe ham der?»
«Ja, min agent i London skriver, at han allerede er seilet fra England med sin yacht ‘Deerhound’ og skal ind i Ryfylkefjordene for at fiske laks; men at han i Stavanger skal afvente et selskab, som kommer med rutedampskibet did om nogle dage.»
*
Det var en morgen i begyndelsen af juni, at dampskibet gled ind paa Stavanger havn. Vi 288havde havt regn og søndenvind hele veien, og natten udfor Jæderen havde været alt andet end behagelig, om end ikke hverken Monk eller jeg var plaget af sjøsyge.
Men ud paa morgenen sprang vinden om til nord og rullede regn, taage og skyer foran sig ned i Nordsjøen. Solen skinnede paa en mængde krusede smaabølger, som lystig plaskede omkring mellem de brogetmalede jagter og sjøboder paa havnen.
Den brede landtunge, som skiller Byfjorden fra havet i vest, laa der saa grøn, at en maler for 20 aar siden ikke havde turdet male noget saa grønt, medens østover – bortenfor den brede fjord – blaaagtige fjelde stak sine snedækte toppe op gjennem taage–skyerne, der klamrede sig fast for ikke at føres afsted af vinden.
Blandt skibene paa havnen var der to, som fængslede vort blik. Det ene en vakker, engelsk kutter – det blaa flag vaiede fra dens agterende.
Den havde kun en mast, uagtet den vel kunde maale sine 50 ton; men den høie undermast og den svære bom forraadte, at den paa denne ene mast førte et seil, hvis storskjøde ikke var let at hale, naar vinden faldt i det. Den saa ogsaa ud til at have en ganske talrig besætning 289i forhold til sin størrelse; thi en 6–8 mand saaes i travel bevægelse ombord med at heise de vaade seil til tørring. Den red for sit ene anker og havde begge sine baade opheiset, medens kun en liden jolle svømmede under agterspeilet.
Det andet var et langt, lysegraat skrog med skarpe linier og en svær, lysegul skorsten. Det norske orlogsflag vaiede agterud, og i baugen læstes navnet «Viking».
«Lykken er med os!» raabte Monk. «Der har vi kanonbaaden ‘Viking’. Chef derombord er kaptein Holst; du kjender ham jo – Trygve Holst?»
«Ja, jeg kjender ham; men hvad kan det hjælpe? du vil vel ikke faa ham til at skyde engelskmanden isænk?»
«Ikke netop det; men ikke desto mindre skal han komme til at gjøre os nytte.»
Monk havde atter taget ledelsen. Jeg var sunken ned til min beskedne rolle som historiograf og lod ham raade.
Vor første handling efter at have forladt dampskibet var at aflægge et besøg paa kanonbaaden og hilse paa officerene.
Monk gik med chefen ind i dennes kahyt, hvor de tilbragte et kvarters tid sammen.
Jeg vidste, de var gode venner fra gamle 290dage, og jeg kunde godt forstaa, at han ønskede paa tomandshaand at oplyse vennen om den nye vending, hans skjæbne havde taget.
Derpaa gik vi iland, gav os god tid med at bese den uundgaaelige domkirke og det endnu uundgaaeligere brandvagtstaarn.
«Skal vi da ikke besøge mr. Howell?» spurgte jeg.
«Jo, men ikke før kl. 12,» var Monks svar.
«Hvorfor ikke?»
«Er det ikke saa, at du liker spændende scener?»
«Jo – men –»
«Da bør du ikke spørge mere, saa kanske du kan opleve noget af den sort.»
Endelig var klokken 12, og en enøiet, vindsur gammel fløtmand roede os ud til yachten.
Agter paa dækket stod en høi, vakker mand med en svær, sort moustache.
Monk steg først ombord og gik lige hen til yachtens eier – thi ham var det. Jeg fulgte efter.
Mr. Howell – vi faar endnu kalde ham saa – syntes ikke behagelig berørt ved besøget. Han traadte uvilkaarlig flere skridt tilbage, og hans ansigt blev mørkt; dog kun for et øieblik. I næste sekund smilte han og udbrød paa godt norsk:
291«Hvilken overraskelse! skal jeg endelig se Dem igjen efter saa mange aar, mr. Monk?»
«Ja, der gives mange overraskelser i verden, mr. Howell,» var Monks tørre svar, idet han ikke lod til at se den haand, som engelskmanden rakte ud mod ham. «Maa jeg faa lov til at presentere min ven, ingeniør Fredrik Viller – mr. Howell.»
Engelskmanden bukkede stivt og sendte mig et undersøgende blik. «Ingeniør?» gjentog han spørgende; i sit stille sind tilføiede han vistnok – «mon ikke politifunktionær?»
«Ja, ingeniør. Her i Norge er vi alle noget; vi er ikke bare gentlemen.»
Engelskmanden syntes ikke at sætte pris paa Monks spøgefuldhed. Han rynkede tvertimod panden og svarede ikke.
«Vi har nogle ord at sige Dem,» sagde Monk rolig; «er det Dem beleiligt at tage os ned i Deres kahyt?» – han kastede et betydningsfuldt blik paa et par matroser, som syslede i vor nærhed.
Engelskmanden syntes at betænke sig et øieblik, kastede et blik ud over sjøen og op paa yachtens rig. Derpaa greb han en liden sølvpibe og satte den for munden. En mand, der saa ud til at være hovmester eller tjener, viste sig.
«Vis disse herrer ned i kahytten. – Jeg 292kommer straks; jeg har kun et par ordre at give skipperen. Han skal holde udkig efter Englandsdamperen og lade hente mit reiseselskab derombord.»
Det forekom mig at være noget tvungent og besynderligt i mandens væsen. Jeg kastede et spørgende blik paa Monk; men da denne syntes fuldstændig sorgløs, havde jeg ikke andet at gjøre end med ham at følge hovmesteren nedenunder.
Vi kom først gjennem en gang med to lugarer paa hver side; derpaa gjennem en liden salon, som optog hele skibets bredde, og saa ind i en liden kahyt med et lugar paa hver side. Rummet oplystes af et skylight i dækket af mat glas.
Det var øiensynlig eierens egen kahyt. Skibets størrelse tillod ikke særdeles store dimensioner; men rummet var meget komfortabelt udstyret og gav god plads for en fire–fem personer siddende.
Yachtens eier kom straks efter ned; hans ansigt var smilende og venligt:
«Noget at drikke, gentlemen? Skal jeg lade hovmesteren lave en cocktail – jeg forsikrer, at han er en mester i kunsten – eller foretrækker De et glas iset champagne?»
293Vi afslog enhver forfriskning, hvilket engelskmanden optog med et resigneret smil.
«Vi skal ikke opholde Dem længe,» begyndte Monk og saa engelskmanden lige i ansigtet. «Det vil ialfald afhænge af Dem selv, enten underhandlingen bliver lang eller kort.»
«Er De maaske kommen for at hilse mig fra den gamle, kjære Frik, hans fortryllende niece eller den muntre Einar?»
«Ja, jeg er kommen for at hilse Dem fra alle disse; men – – –»
«Tag Dem en cigar!» engelskmanden reiste sig, greb en kasse paa en hylde og rakte os. «Ikke engang en cigar? da tillader De ialfald, at jeg tænder en. Sig mig, I nordmænd, som kjender det norske veir, tror De, vi vil faa godt veir i den nærmeste fremtid? Jeg og mit følge har tænkt os ind i Ryfylkefjordene, og …»
«Det bliver til Deres egen skade, hvis De udhaler tiden,» Monks stemme var skarp og truende. «Hør heller paa, hvad jeg har at sige, og svar hurtigt, det vil blive bedst for Dem selv.»
«Er De kommen herombord for at true mig? De er vistnok en gentleman, mr. Viller, sig dog til Deres ven, at han ikke bør være ubehagelig mod en engelskmand ombord paa hans eget skib!»
294Jeg overlod klogelig Monk at svare for sig selv, og saa kun foragtelig paa manden; tanken paa, hvad han havde gjort, bragte vreden til at stige op i mig. Helst havde jeg taget ham i nakken og givet ham en god dragt prygl.
«De slipper os ikke, mr. Howell,» fortsatte Monk uforstyrret. «Vi er komne for at gjøre op et regnskab med Dem; og vi gaar ikke herfra, før det er gjort.»
Et eget smil for over mr. Howells ansigt ved disse Monks sidste ord.
«Fortsæt da,» sagde han; «jeg maa ialfald vide, hvad det dreier sig om. Jeg ved ikke at have noget udestaaende med privatdetektiven Monk; for De er jo ikke længere i politiets tjeneste, er De vel?»
«Hvad jeg er eller ikke er, kommer ikke sagen ved. – De erindrer diamanttyveriet hos Gamle Frik i Kristiania for seks aar siden? – Godt! ved et skammeligt bedrageri lykkedes det dengang at kaste mistanken over paa frøken Frik – hun er nu min hustru – – –»
Engelskmanden afbrød ham med en lang fløiten. Rødmen steg op i Monks ansigt, og et øieblik troede jeg, at han vilde kaste sig over kjeltringen; men derpaa fortsatte han roligen: «Nei, De behøver ikke at famle i bordskuffen 295efter revolveren. Jeg er ikke saa dum, at jeg vil give Dem anledning til at skyde mig som selvforsvar fra Deres side! det vilde passe altfor godt i Deres kram.»
Engelskmanden udstødte en afskyelig ed, og vi hørte en tung gjenstand falde tilbage i skuffen.
«Fortsæt endnu en stund da,» skreg han; «men jeg skal ved gud lære Dem, hvad det koster at fornærme mig ombord i min egen yacht – – – hører De? fortsæt!»
Jeg fik det indtryk, at hans støiende vrede var en god del paataget; medens Monk fortsatte, syntes han at lytte efter noget ganske andet.
«Vi forlanger af Dem,» sagde Monk, «at De afgiver en fuldstændig beretning om det bedrageri, som ved den leilighed blev forøvet, og at De sætter os istand til at bevise min hustrus uskyldighed.»
«Jo, jeg skal give Dem fuldstændig besked, det kan De tage gift paa, De elendige politispion, som vil forsøge at kujonere en gentleman! Det er vel ikke mere, De ønsker? De har endnu ikke nævnt noget om, hvor stor pengesum De havde tænkt at afpresse mig!»
Han reiste sig op og slog i bordet, saa cigarkasserne og askebægerne dansede.
296«Hvorfor gjør De al denne støi?»
«Støi? skulde jeg kanske ikke kunne gjøre, hvad jeg vil herombord? Vent lidt, saa vil De se noget, som kanske vil overraske Dem, i denne retning.»
Engelskmanden slog op en triumferende latter og reiste sig.
Jeg reiste mig ligeledes. En mistanke var kommet over mig – en mistanke om, at vor vert paa yachten, om jeg saa maa kalde ham, havde ondt isinde mod os. Jeg havde alt længe følt, at fartøiet bevægede sig; først tilskrev jeg det virkningen af smaabølgerne, den sjø, som de forbiilende dampbaade satte. Men i de sidste minutter var det tydeligt, at yachten jævnt og stadigt hældede over til den ene side, og da baade engelskmanden og jeg reiste os, hørtes tydelig den rislende lyd af vand, naar det trænges tilside af et skib i bevægelse, og krængningen tiltog.
«Hvad tror I nu, mine herrer?» –– engelskmanden rev døren op til lugaren om styrbord, aabnede ventilen i skibssiden og pegte ud.
Det var, som jeg havde anet. Yachten havde lettet og seilede ud af havnen, østover mellem øerne, idet vinden ikke tillod den at lægge kursen nordover. Vi var allerede næsten en kvartmil fjernet fra ankerpladsen.
297«Næste baut ligger vi Tungenæs forover,» fortsatte mr. Howell, «og da ved I selv, hvor langt det er til havet!»
Jeg saa paa Monk, og det var ikke frit for, at hjertet bankede noget raskere end sædvanligt hos mig. Men Monk smilte tilbage paa en maade, som tydelig sagde, at noget uventet ikke var hændt.
– – – – – – – – – – – – – –
Et frygteligt, hvinende brøl gjennemskar luften og ligesom trængte ind gjennem den aabne ventil i kahytten. Monk nikkede venligt til engelskmanden:
«Hvad tror De, det var?»
«Det var den graa kanonbaad, som prøver sin dampsirene; men jeg lover for, at vi ikke længe skal generes af dens fordømte brøl; vinden frisker.»
Engelskmanden kastede sig velbehageligt i en stol.
«Dette gaar ikke længere, mr. Howell,» sagde Monk, og dennegang var hans stemme atter skarp og alvorlig. «Det anede mig, at De vilde forsøge at spille os denne streg og derved forværre Deres stilling, derfor tillod jeg det – –»
«Hvad i djævelens navn – –»
«Ti stille, og hør paa mig! det er paatide, at vi kommer til den alvorlige del af forretningen: 298det brøl, som vi hørte, kom ganske rigtig fra kanonbaaden, og det var et signal, som for mig betyder, at den i dette øieblik letter og sætter kursen efter denne yacht. Naar den er paa siden af os, vil den med det gode eller onde tvinge Dem til atter at vende tilbage til Stavanger havn. Med denne vind gjør yachten en 5–6 knob, medens kanonbaaden gjør 16, saa De kan selv regne Dem til, hvor længe det varer, før vi har den paa siden af os.»
Det var en nydelse at betragte engelskmandens ansigt under disse Monks ord; det blev aldeles grønblegt af raseri og skuffelse. Men endnu forsøgte han at holde positionen.
«Vil De indbilde mig, at et norsk krigsskib tør vove at stanse en engelsk yacht, der intet ulovligt har begaaet. Det vilde koste chefen hans stilling, om ikke mere, det ved De ligesaa godt som jeg.»
«Kl. 9 idagmorges,» svarede Monk roligt, «var jeg ombord i kanonbaaden, og paa min forestilling gav chefen ordre til at fyre op. Kl. 12 kunde dampen være oppe, og til den tid fastsatte jeg besøget paa yachten. Jeg underrettede chefen om at vi havde forretninger her ombord; men at det ikke var udelukket, at vi jo kunde blive udsat for voldelig 299medfart. Det blev aftalt, at hvis vi ikke havde forladt yachten inden to timer, skulde kanonbaaden sende en baad ombord for at hente os; og hvis yachten lettede, uden at vi var gaaet fraborde, skulde kanonbaaden gaa efter og tvinge den til at vende tilbage. – Tror De, chefen behøver at betænke sig paa at stanse yachten, naar han er vidende om, at to norske undersaatter holdes tilbage derombord med magt? Giv ordre til at vende, og lad yachten atter gaa tilankers, saa vil kanonbaaden ogsaa holde sig rolig. Det er den eneste maade, hvorpaa De undgaar skandale! Har De forstaaet mig?»
Engelskmanden svarede først ikke et ord, men hans ansigt fortrak sig uhyggeligt. Efter en liden pause rev han med heftighed i en klokkestreng, som hang over hans stol, og yachtens fører kom ind med sin guldsnorede hue i haanden.
«Lad hende vende næsen indover igjen og gaa tilankers, hvor vi før laa, kaptein Watkins. Disse herrer har glemt noget; vi opsætter seiladsen til imorgen.»
«Det er godt, at De begynder at komme til fornuft, mr. Howell. De har ved dette forsøg paa at bortføre min ven og mig gjort Deres stilling daarligere. Jeg vil aabent tilstaa, at jeg 300ingen arrestordre har mod Dem; men denne lille udflugt vil gjøre, at hverken chefen paa kanonbaaden eller det stedlige politi vil betænke sig paa at holde Dem tilbage, indtil en saadan kan erholdes fra Kristiania.»
«Hvad forlanger De af mig?»
«Jeg har sagt Dem det før: en klar og grei beretning om alt, hvad De kjender til angaaende diamanttyveriet i Friks hus for seks aar siden?» Det blev atter en pause paa nogle sekunder. Da kastede engelskmanden cigaren med en ed bort paa gulvet: «Spørg mig, og jeg skal svare. Men det er altsaa en aftale, at De intet foretager mod mig i anledning af, hvad jeg har havt med sagen at gjøre?»
«Det er klogt af Dem at sætte den betingelse. De har ført retten bag lyset og aflagt falsk ed. Det vilde koste Dem mange aar af Deres frihed, om lovens arm naaede Dem. Men vi lover, at ingen anmeldelse vil blive gjort fra vor side, hvis De skaffer os beviser for, at daværende frøken Frik intet havde med tyveriet at gjøre.»
«Godt, jeg er rede. Spørg, og jeg svarer!»
«Hvem var det, som De fotograferede i museet foran skabet med den sorte diamant i haanden – jeg mener det fotografi, som De senere overleverede i rettens hænder?»
301«Det var kammerpigen – Evelina Reiersen var det nok, hun hed.»
«Og De saa, at hun tog diamanten og gik bort med den?»
«Ja.»
«Var det tilfældigt, at De kom til at tage det fotografi? Det er jo taget i et speil?»
«Ja, det er taget i et speil. Jeg kom tilfældigvis ind i museet, og hun var saa optaget af at se paa diamanten, at hun ikke bemerkede min nærværelse, før jeg havde fotograferet hende i speilet. Jeg forstod, hun havde noget galt fore, og tænkte, at det aldrig kunde skade at fotografere hende.»
«Hvorfor vendte De Dem mod speilet, istedetfor at tage billedet direkte? De stod jo bag hende, gjorde De ikke?»
«Jo» – engelskmanden fæstede et mistænksomt blik paa Monks ansigt; men dette var ubevægeligt – «det gjorde jeg, det var en ren grille af mig at vende apparatet mod speilet.»
«Hvordan faldt De paa den djævelske ide at anvende fotografiet mod frøken Frik?»
«Djævelsk eller ikke djævelsk, hun havde fornærmet mig – det kan være ligegyldigt hvorledes – og jeg hævnede mig. – Jeg havde aldrig fotograferet i speil før, og saa undersøgte 302jeg billedet med et forstørrelsesglas. De ved, jeg interesserer mig meget for øiebliksfotografering.»
«Ja vel! og saa blev De opmerksom paa det med uret, høire og venstre haand og alt det?»
«Netop! det faldt mig ind, at det kunde blive ubehageligt nok for frøken Frik. Saa ventede jeg, til sagen kom for retten, og saa sendte jeg en billet til forsvareren, som sagde ham, hvorledes han kunde faa sin klient frifunden.»
«Hvordan vidste De, at frøken Frik havde været hos pantelaaneren? – Ud med sproget! jo før vi bliver færdige, desto bedre!»
«Jo, jeg vidste, at unge Frik var kommet i vanskeligheder – den grønskolling vilde absolut spille høit med mig og mine kamerater – og at han havde skrevet sin onkels navn paa en veksel paa 4000 kroner.»
«Og De hjalp ham ikke? Det var jo en let sag for Dem.»
«Det kommer ikke sagen ved. Jo før vi er færdige, desto bedre! var det ikke saa, De sagde? Nuvel, han skrev fra Hamburg til sin søster og bønfaldt hende om at indbetale de 4000 kroner hos en bekjendt diskontør. Derfor søgte hun at reise penge paa sine smykker. Det gik ikke, og saa henvendte diskontøren sig til Gamle Frik, som uden at sige et ord betalte 303vekselen. Han forstod jo straks, at brodersønnen havde efterskrevet hans navn.»
«Hvordan holdt De øie med alle disse begivenheder?»
«Aa, det kommer heller ikke sagen ved. Det faar være nok for Dem, at jeg havde mine interesser at varetage, og at man altid finder hjælpere, naar man bare har mynten.»
«Saa var det Deres forbindelse med kammerpigen Evelina. Hvordan hænger det sammen hermed?»
«Til helvede med Deres spørgsmaal! Behøver De at vide mere? Naa, lad gaa: Jeg kjendte til hendes forhold til skuespilleren; jeg overraskede dem engang i haven paa Ballarat. – I arresten fik jeg sendt hende et brev, hvori jeg tolkede min dybe medfølelse med hendes stilling og sagde hende, at hvis hun kun vilde negte og tie stille, saa skulde jeg sørge for, at hun blev frifunden og kunde blive gift med sin skuespiller.»
«Det var altsaa for at skaffe ham penge, at hun stjal diamanten?»
«Skuespilleren havde naturligvis forført hende; men negtede at gifte sig med hende, medmindre hun skaffede penge, saa at de kunde forlade landet. Han narrede hende to gange. Jeg tror 304forresten, at det mere var for at give det barn, hun skulde sætte ind i verden, en far end for sin egen skyld, at hun holdt saa ihærdig paa at faa gifte sig med den karl.»
«Han fik altsaa de 5000 kroner. Hvad gjorde han med dem?»
«Han fik lykkelig deponeret dem hos en velvillig kamerat i Gøteborg, før han blev arresteret. Men da han kom igjen anden gang, var nok vennen forsvunden. Ialfald skrev han noget herom, da han senere forsøgte at slaa mig for penge. Jeg lod ham naturligvis reise fanden i vold.»
«Vil De nedskrive, hvad De her har fortalt, og sætte Deres navn under? Husk paa, at vi maa have et positivt bevis for min nuværende hustrus skyldfrihed. Det var betingelsen for, at vi skulde lade Dem gaa uden at blande det norske politi op i sagen.»
Der hørtes larm og trampen af fødder paa dækket og straks efter kjettingens raslen, da ankeret faldt.
Vi laa atter paa Stavanger havn. – Straks efter lød en sterk skraben langs skibssiden og lyden af mange aarer, som samtidig lagdes ind.
«Der lægger baaden fra orlogsmanden til siden,» fortsatte Monk. «De har ikke lang tid til at betænke Dem.»
305«De skal faa beviset. Jeg har noget, som er ligesaa godt som min erklæring.»
«Vent lidt,» sagde Monk hurtigt, «jeg gaar op paa dækket og beder baaden vente. Hvis ikke kvartermesteren ser os i god behold, vil han uden tvivl ransage yachten. Kjender jeg min gode ven kaptein Holst ret, saa har han givet bestemte nok ordre i saa henseende.»
Monk gik op paa dækket.
«Deres ven detektiven synes vist, han er en allerhelvedes karl, siden han dennegang har overlistet mig,» knurrede engelskmanden, da vi var alene; «men en gang kanske vi træffes igjen, – naar partiet er mere lige –, og da skal jeg nok betale ham.»
«Monk ved nok at forsvare sig,» sagde jeg uvillig; jeg væmmedes ved den koldblodige skurk. «De burde heller ønske, at De aldrig mere fik ham at se.»
Gjenstanden for vor samtale viste sig imidlertid atter i kahytten:
«Nu, mr. Howell, frem med det bevis, De talte om. De er forhaabentlig bleven enig med os i, at jo før vor sammenkomst er endt, desto bedre.»
Engelskmanden aabnede et skab paa kahytsvæggen, rodede en stund i en skuffe og 306kom saa tilbage til bordet med noget, der lignede et sammenfoldet brev, i haanden.
«Alting kan komme til nytte, derfor brændte jeg det ikke. Her er et brev fra kammerpigen, skrevet samme dag, som hun hængte sig. Det vil være Dem nok. – Men det var jo saa, at ingen hindringer lægges iveien for min afreise fra landet, hvis jeg leverer Dem beviset?»
«De har vort æresord paa, at der ingen anmeldelse sker til politiet, og at der ingen hindringer lægges iveien for Deres afreise, hvis De skaffer os et fuldgyldigt bevis.»
Engelskmanden slængte brevet bort paa bordet. Monk aabnede det og læste:
Kjære hr. Howell!
De er den eneste, som har vist mig venlighed i min ulykke; men al Deres venlighed er spildt paa et væsen, som kun er født til fordærvelse. De advarede mig allerede tidlig mod den usling, som jeg troede saa blindt. Men der maatte mere til for at aabne mine øine.
Først narrede han mig til at stjæle for at skaffe midler til vor forening og rømte saa fra mig med frugten af mit tyveri. Alligevel greb jeg med glæde Deres tilbud om at skaffe mig fri og anledning til at egte min elsker, ikke 307saa meget af hensyn til mig som af hensyn til – – –
Da narrede han mig atter; jeg ved, at han igaar er reist fra landet. Og samtidig faar jeg at vide, at min velgjørerinde frøken Frik er anklaget for den forbrydelse, som jeg har begaaet.
Vistnok ved jeg, at De ikke vil lade hende lide uskyldig, De, som er hendes og familiens ven. Men hvorledes kan De bevise hendes uskyldighed uden at aabenbare, at De førte retten paa vildspor for at hjælpe mig, en stakkars pige, som De nærede deltagelse for?
Jeg forstaar mig ikke meget paa den slags ting; men jeg forstaar, at mit liv er unyttigt, og at der er en maade, hvorpaa jeg kan bevise frøken Friks uskyldighed uden selv at blive slæbt i fængsel.
Naar De faar høre, at jeg ikke længer lever, da klip af det nederste stykke af dette brev, og send det til retten. Min moder stoler jeg ikke paa. Hun aner, at det var mig, som stjal diamanten, og plager mig hver dag om at sige hende, hvor pengene er blevet af.»
Nederst paa siden var skrevet med store, men uregelmæssige bogstaver:
Jeg og ingen anden stjal Gamle Friks diamant og solgte den til prokurator Jürgens for 3085000 kroner. Jeg og ingen anden skal lide for min synd!
Evelina Reiersen.
Den – juni 18..
Jeg kunde ikke styre mig længere: «De er den største skurk, som gaar i to sko, mr. Howell eller Davis, hvad De nu kalder Dem!» raabte jeg og styrtede hen imod ham. Jeg tror, jeg havde slaaet ham i dækket, hvis ikke Monk hurtig havde lagt sig imellem. Jeg behøvede forresten ikke at slaa ham, thi ved mine ord vaklede han som beruset og støttede sig til væggen.
Monk greb ordet:
«De kan takke min ven for, at De er advaret, mr. Davis. Det havde ellers været min hensigt at lade Dem selv gjøre den opdagelse, at Deres falsknerier er afslørede.»
Engelskmanden var dødbleg. Han aabnede med skjælvende hænder et skab, trak ud en flaske og skjænkede sig et stort glas brændevin.
«Har du mere at sige ham? Hvis ikke, lad os gaa, jeg taaler ikke længere at se paa den skurk.»
«Nei,» svarede Monk, og vi gik hurtig op ad kahytstrappen og ned i kanonbaadens slup, som ventede os.
309«Du vilde altsaa ikke have fortalt ham, at alle hans slyngelstreger er opdagede?»
«Nei, jeg vilde have ladet ham løbe i armene paa det engelske politi. Gamle Frik har faaet sig tilsendt fra Australien fotografi af den virkelige mr. Howell junior. Dette tilligemed en skrivelse fra Gamle Frik er i dette øieblik i det engelske politis hænder. Men nu vogter han sig nok for mere at betræde engelsk grund.»
«Da burde du have underrettet mig paa forhaand.»
«Det er ikke noget at angre paa. Han vil for resten af sit liv være en landflygtig stymper, uden penge og uden venner; jeg ved, han har allerede ruineret sin fader, den gamle Davis. Han eier nu intet andet end sin yacht. Det var med nød og neppe, at han dennegang slap fra sine kreditorer i England.»
*
Nogle maaneder senere læstes følgende notis aviserne:
Nok et offer for spilledjævelen.
Den bekjendte yacht «Deerhound», som sidst vandt dronningens pokal i regattaen ved Isle of 310Wigth, ankom nylig til Monaco. Eieren – en vis mr. Howell – solgte der yachten, da han havde tabt sine sidste penge ved det grønne bord! Han har senere fortsat at spille med det resultat, at han den –de ds. fandtes i spillehusets park med knust hoved og en afskudt pistol i haanden.
*
Det var fuld sommer, og frugttræerne stod hvide af blomster i haven paa villa Ballarat.
Et selskab paa fem personer sad i museets kjølighed, medens den varme sommerluft prøvede paa at trænge ind gjennem den aabne dør.
«Den evige retfærdigheds arm naaede ham hurtigere, end vi havde ventet,» sagde jeg, da Monk havde læst disse linier høit.
«Fred med hans støv,» sagde Gamle Frik med salvelse. «Gamle Davis var en stor kjæltring; men jagu’ tror jeg, sønnen var værre.»
«Men hvad vil I nu gjøre,» bemerkede Klara, «kan ikke sagen atter bringes for retten? Jeg synes det er saa skammeligt, at ikke hele verden skal vide, hvordan alt dette er gaaet for sig; især alle de, som i sin tid kastede sten paa Sigrid.»
311«Ingen blev dømt,» svarede Monk, «og da tror jeg ikke, det gaar an at faa sagen taget op igjen, desuden – – –» han saa bort paa sin hustru.
«Alle de, hvis dom jeg sætter pris paa,» svarede fru Monk sagte, «kjender jo min historie ligesaa godt som jeg selv, og jeg gyser tilbage for atter at se retten samlet omkring mig.»
«Jeg har et forslag,» raabte jeg, «som løser alle vanskeligheder. Jeg skriver en roman om Gamle Friks diamant! Den vil hele Kristiania læse, tror I ikke det? Og saa faar alle greie paa historien!»
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Gamle Friks diamant ble første gang gitt ut i 1898 og er andre bok i serien om privatdetektiven Karl Monk.
Den eksentriske Bartolomæus Frik, også kalt Gamle Frik, har blitt frastjålet en sjelden diamant. Monk tar opp jakten på tyven(e).
Handlingen er lagt til Kristiania på slutten av 1800-tallet. I tillegg til detektivhistorien inneholder boken skildringer av byens gater, bygninger og kultur.
Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no) (nb.no)
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.