Min beslutning var fattet – jeg vilde ufortøvet hjemsøge prokuratoren. Vanskeligheden laa i at faa den gamle til at rykke ud med 104sproget, hvis han virkelig var besiddelse af den sorte skildpadde.
At bruge for kraftige midler det turde jeg ikke; det var jo en svagelig olding, jeg havde med at gjøre, og at lure ham var heller ikke saa let. Han var i besiddelse af ikke liden sluhed, og hans standhaftighed, naar det gjaldt om at bevare nogen af sine skatte, var rent utrolig, det vidste jeg fra før af.
Prokurator Jürgens kjendte mig godt. Jeg havde havt med ham at gjøre i embeds medfør et par gange, da man havde forsøgt at bestjæle ham. Desuden havde vi flere gange truffet hinanden hos Frik, og endelig kom jeg som saa mange andre interesserede mennesker i byen nu og da indom ham, for at se, om ban havde faaet nogen merkelig forøgelse i sine smukke samlinger. Ja, du kjender jo de jürgenske samlinger i nationalmuseet? det er en hel afdeling for sig. Allerede før sin død forærede han det offentlige altsammen.
Medens jeg var hjemom hos mig selv og skiftede klæder, lagde jeg min krigsplan.
Den var hverken særdeles fint anlagt eller listig – kun et almindeligt kneb, som du vil se; men – som du ogsaa vil se – den var god nok for anledningen.
105Jeg ringte paa hos Jürgens i Munkedamsveien 13. Han boede i 2den etage.
Til gaarden laa et kjøkken og et pigeværelse, der beboedes af hans kokkepige eller husholderske; paa den anden side af entréen var et værelse, der beboedes af tjeneren. Selv boede Jürgens i et værelse til gaden, og de øvrige tre værelser, som ligeledes vendte til gaden, afgav plads for hans samling af antikviteter og andre merkværdigheder.
Paa mit raad havde han truffet en del foranstaltninger for at beskytte sig mod tyvehaand. – Der var anskaffet sterke døre med dirkefri laase, jernstænger for vinduerne og nogle ildfaste jernskabe til opbevaring af de kostbareste sager.
Tjeneren aabnede døren for mig. Aarsagen til at prokurator Jürgens havde tjener var, som jeg før har fortalt, den, at han var næsten lam i benene. Han kunde vistnok bevæge sig alene omkring i sine værelser, om end med vanskelighed, men maatte paa gaden rulles i rullestol. Forresten var prokurator Jürgens en nøisom mand og trods sin store formue meget sparsommelig. Det vil sige, i alt muligt undtagen hvad angik hans samlinger. I saa henseende var han som før nævnt ligetil utilregnelig ødsel.
106Den gamle prokurator stavrede op fra sin lænestol og vaklede mig imøde.
Et skaldet hoved med kalot, stor næse, slappe gammelmandskinder og en rynket hals presset ind mellem to vældige fadermordere, et kalvekryds gulnet af spildt snus, en ældgammel, sort bonjour, graamelerede benklæder og under disse blankpudsede skaftestøvler.
Det var hovedindtrykket af oldingen. Hans øine var rindende og blikket oftest lidt mat; men til sine tider blinkede de listigt og forraadte, at den gamle prokurator i sin tid havde været en gløg kar og ikke var saa let at lure den dag idag.
Han rakte mig den ene haand, famlede med den anden ved en lang guldkjede, som han bar rundt halsen, og som forsvandt i urlommen, og begyndte selv samtalen.
Der var nogen skjælven i hans stemme, og noget urolig syntes han ogsaa at blive ved at se mig; men det var ikke godt at sige, om disse symptomer var en naturlig følge af mandens alder, eller om han havde noget at skjule og følte sig ængstelig ved mit komme.
‘Nei, se, hr. Monk,’ sagde han, ‘det er længe siden, jeg havde den ære, at se Dem hos mig; skal jeg kanske faa den fornøielse at vise 107Dem nogle rare ting, som jeg nylig har faaet fat paa. – De har forresten bestandig saadan skammelig liden tid, saa jeg tror, at De aldrig har seet min samling ordentlig.’
Disse ord overbeviste mig om, at hvis den gamle havde diamanten i sit eie, saa havde han den ialfald i et sikkert skjulested, og dem var der nok af. De gamle møbler var fulde af de utroligste gjemmesteder – hemmelige rum, skuffer og lignende.
‘Mange tak, hr. prokurator,’ svarede jeg oprømt, ‘men denne gang er jeg her paa embeds vegne og har endnu mindre tid end sædvanligt.’
‘Det gjør mig ondt,’ gryntede oldingen, lod sig falde ned i stolen og tog sig med skjælvende hænder en pris, ‘ikke snus? nei, unge herrer snuser jo ikke nutildags; men tag plads, hr. politifuldmægtig, tag plads!’
‘Tak!’ Jeg trak stolen hen foran oldingen og bøiede mig over ham. ‘Sagen er, at her i byen er begaaet et frækt tyveri; en usædvanlig kostbar gjenstand er stjaalet, og politimesteren har anmodet mig om at spørge – –’
‘De tror da vel ikke, at jeg kjøber tyvegods, høistærede?’
Prokuratorens øine glippede, og hans haand 108med de indskrumpede fingre fôr op og ned paa urkjeden.
‘Nei, selvfølgelig, hr. prokurator; men De ved, at det er hændt et par gange før, at tyvegods har været buden Dem tilsalgs, og at De har været os til uvurderlig nytte ved at opgive os tyvenes signalement; derfor –’
‘Nei, dennegang kan jeg ikke hjælpe Dem, nei slet ikke! –’
‘Men De har jo endnu ikke hørt, hvad det dreier sig om.’
‘Nei … men – men – jeg har ikke kjøbt noget paa lange tider, ikke noget af betydning, eller som – – som kan være af interesse for Dem.’
‘Det var kjedeligt – – høist kjedeligt! – – der glap vort sidste haab; bare ikke armbaandet bliver ført til udlandet, da er det meget vanskeligt, at – –’
‘Armbaand, siger De, var det armbaand De sagde?’
‘Ja, det var et armbaand, et ualmindelig pragtfuldt armbaand, besat med ædle stene, det forsvandt fra Adelina Patti’s paaklædningsværelse i teatret igaar. – De ved, hun optræder her i disse dage; hun havde faaet det af keiseren af Brasilien.’
109‘Nei, det var da sørgeligt! men som sagt, ingen har forsøgt at sælge noget saadant til mig i denne tid.’
Det var umiskjendeligt, at oldingen følte sig lettet; han fik tag i klokkestrengen og befalede tjeneren at sætte ind vin og cigarer.
‘Drik et glas vin med mig, hr. politifuldmægtig; baade gammel og ung trænger til et godt glas vin, og bedre faar De den ikke end denne. Jeg har selv faaet den hjem fra Oporto i 1847.’
Vi drak et glas, og jeg skal indrømme, vinen var god.
Prokuratoren havde hurtig forladt emnet om det stjaalne smykke og var begyndt paa forskjellige interessante skildringer fra aar 1820 eller lignende.
Men det laa ikke i min plan at lade ham dø i synden; jeg havde aabnet min løbegrav og skred til stormen:
‘Det er væmmeligt,’ sagde jeg, ‘med alle disse tyverier af smykker og kostbarheder, som foregaar her i byen nu om dagen; ingen ved, hvormeget bryderi det skaffer politiet.’
‘Jeg kan forstaa det,’ sagde prokuratoren uvillig ved atter at komme ind paa det tema og skjænkede med rystende haand i glassene.
110‘Ja,’ fortsatte jeg, ‘alle mennesker, som eier saadanne sager, burde paalægges at være ligesaa forsigtige som Gamle Frik paa Drammensveien.’
Ved at høre Gamle Friks navn nævne hoppede oldingen næsten i stolen, men jeg fortsatte ubarmhjertig:
‘Ja, det er en kostelig historie, dette sidste tyveri hos Gamle Frik!’ Dernæst slog jeg op en hjertelig og langvarig latter, der øiensynlig angreb prokurator Jürgens’ nerver paa en yderst ubehagelig maade.
‘Har De ikke hørt det? Jo, ser De: Gamle Frik eier en hel masse rariteter, hvoraf mange er af guld, sølv og ædle stene og meget kostbare. Der kommer ogsaa mange mennesker tid om anden, dels som husets gjæster, dels for at bese hans samlinger. Gamle Frik blev kjed af altid at maatte passe saa nøie paa, og saa lader han gjøre efterligninger af alle sine kostbareste gjenstande: forgyldt messing istedetfor guld og glas istedetfor ædelstene. – Dette er forresten en dyb hemmelighed, saa at ikke engang hans bedste venner ved andet end, at det er ægte sager, de ser, medens disse ligger vel forvaret i bankens kjelder.’
‘Nei, hvad siger De?’ – den gamle prokurator strakte hals som en grib.
111‘Jo, nu skal De høre: her forleden dag forsvinder det kostbareste af alle hans stykker; jeg tror, det var en sort diamant i guldindfatning, – man kaldte den endda for den sorte skildpadde. – Vi antager, at tyven er reist til udlandet med sin skat – – – ha! ha! akkurat for 50 øre i messing og 2 kroner i slebet glas!’
Jeg slog atter op den larmende latter. Den gamle mand sank sammen, men forsøgte at reisesig, og snappede efter veiret. – Jeg troede, at han skulde faa slag, fik i en fart halstørklædet af ham og ringet paa tjeneren.
Vi fik imidlertid snart bragt ham iorden igjen; det var et seigt stykke gammelt læder, det skal indrømmes.
Jeg vidste nu, hvad jeg behøvede at vide: prokuratoren havde diamanten i en af sine gjemmer. Det vanskelige var at faa ham til at udlevere den, uden at være nødt til at gribe til ubehagelige midler.
I den anledning tog jeg afsked, saasnart jeg saa, at han var kommet over sit ildebefindende, og uden at tale noget om, hvad aarsagen kunde være.
Tjeneren fulgte mig ud i entréen for at lukke mig ud.
Kommen did ud spurgte jeg hastig: ‘De ved jo, hvem jeg er?’
112‘Ja – De er politifuldmægtig Monk,’ svarede manden forbauset nølende.
‘Godt, lad mig saa blive her i entréen, men luk døren op og i, saaledes at prokuratoren kan høre det og tro, at jeg er gaaet.’
Manden nølede fremdeles og saa tvivlende paa mig.
‘Hurtigt! hvad jeg gjør, gjør jeg i lovens navn; men jeg har ikke tid til længere forklaring – nu.’
Han gjorde, som jeg sagde, og gik atter ind til sin herre.
Alt gik som jeg havde forudseet. – Tjeneren kom straks efter ud igjen, bortsendt af prokuratoren og forsvandt paa et vink af mig ind til sig selv.
Jeg trak mine sko af og aabnede lydløst døren til prokuratorens værelse. Som jeg ventede mig, var han gaaet ud i et af værelserne, der optog hans samlinger.
Uden at gjøre støi fulgte jeg ham.
I det inderste værelse stod oldingen ved den aabne dør til et af jernskabene. Hans rystende hænder var beskjæftiget med at sætte et par gammeldagse briller med runde glas paa næsen.
Jeg gav mig tid, indtil han af et hemmeligt rum havde faaet gravet frem en gjenstand, som 113han førte tæt op til sine øine. Da laa min haand paa hans skulder, og straks efter laa den sorte skildpadde vel forvaret i min lomme!
Jeg ledede oldingen forsigtig bort i en stol. Han havde ikke mælet et ord.
Han blev siddende og gispe efter veiret med halvlukkede øine og de visne hænder dansende op og ned i fanget.
Jeg fik ham til at drikke et glas vin, og lidt efter lidt fik han talens brug igjen.
‘Hvad ret har De til at lure Dem ind her og tage min eiendom? Diamanten er min – jeg har ærligen kjøbt den – –,’ og han strakte haanden ud ligesom for at faa den igjen.
‘Diamanten er tyvegods,’ sagde jeg, ‘og vil af mig blive leveret i rettens hænder. – Det gjør mig ondt, at jeg har maattet narre Dem, for at faa den fra Dem; men jeg forstod jo straks, at De ikke frivillig vilde udlevere den.’
‘Jeg har kjøbt den og betalt den, og det er ikke tyvegods – – Deres opførsel skal blive Dem en dyr affære, Hr. Monk, De – –’
‘Ikke mere snak om det, om De behager, hr. Jürgens,’ sagde jeg bestemt. ‘Af hvem har De kjøbt diamanten?’
‘Diamanten har jeg kjøbt af – – af frøken Frik, og hun har faaet den af sin onkel – –’
114Mere fik oldingen dengang ikke sagt; thi mine hænder laa om hans hals. Det varede dog kun et øieblik; jeg besindede mig og slap ham, men stod dirrende af raseri foran ham.
‘Hvad vover De at sige om den unge dame, om Sigrid, om min – jeg mener om hr. Friks niece? Hr. Frik har selv anmeldt tyveriet, og naar De siger, at frøken Frik har solgt diamanten til Dem, da siger De med det samme, at hun har stjaalet den. Tak De til, at De er en gammel mand, ellers – –’
Oldingen rakte haanden ud som for at ringe; men ingen klokke var i nærheden. Hans øine flakkede vildt omkring.
Det gik op for mig, at jeg næsten havde skræmt livet af ham, og jeg blev med en gang aldeles rolig.
‘Vær fornuftig, hr. prokurator, og tag tingen med ro. Det var uforsigtigt af Dem at kjøbe den diamant, men alle ved jo, at De gjorde det i god tro. Dog er det nødvendigt, at De giver en sandfærdig forklaring af, hvorledes De har faaet den – og af hvem. Hvis ikke, kan det blive Dem en ubehagelig historie. Det forstaar De vel selv?’.
‘Jeg forstaar bare, at jeg har kjøbt diamanten af en ung dame og givet 5000 kroner for den. Mere forlangte hun ikke’ – sagde gamlingen 115skjælvende, medens der begyndte at komme liv i hans øine … ‘Naar De siger, at det ikke var frøken Frik, saa var det vel heller ikke hende; men saa var det vel den anden unge pige der i huset; jeg tror, de kalder hende Evelina – ja, hende var det, naar De absolut vil vide det.’
‘Ja, det er nok rimeligere det, hr. prokurator,’ sagde jeg opmuntrende; thi jeg skammede mig over min ubeherskede opførsel mod den gamle mand; ‘og De faar undskylde mig, om jeg var lidt barsk mod Dem.’
Jeg ringte selv paa tjeneren og gav i dennes nærvær prokuratoren en kvittering for skildpadden, som jeg tog med mig og gik.
*
Politimesteren blev ikke lidet forbauset, da jeg lagde diamanten foran ham paa bordet; og da jeg havde aflagt min rapport, lykønskede han mig med resultatet og komplimenterede mig for den maade, hvorpaa jeg havde grebet sagen an.
Jeg fandt det unødvendigt at omtale prokurator Jürgens’ elendige forsøg paa at undskylde sig med, at det var frøken Frik, som havde solgt ham diamanten.
Politimesteren lagde ogsaa liden bret paa den del, Jürgens havde i affæren:
116‘Manden maa jo straks gjøres umyndig og sættes under ordentligt opsyn. – Forøvrigt vil han naturligvis af retten blive erklæret utilregnelig, om statsadvokaten sætter ham under tiltale.’
Ja, deri var jeg enig. Saa gav jeg politimesteren en udførlig beretning om mit besøg hos madame Reiersen, om hvorledes skuespillerens navn var nævnt og om mit flygtige møde med denne.
‘Forstaar jeg Dem ret,’ sagde politimesteren, ‘saa har De en mistanke om, at der bestaar et forhold mellem den smukke kammerpige og den bedaarende skuespiller?’
‘Ja, jeg har.’
‘Og De gaar endnu videre, De søger her aarsagen til, at den ulykkelige pige har begaaet tyveriet, ikke sandt?’
‘Jo, jeg kan ikke negte, at noget saadant er faldt mig ind; kun forekommer det mig underligt, at en pige som Evelina, der ikke alene har det bedste skudsmaal af frøken Frik, som en brav og ordentlig pige, men som efter alt, hvad jeg har kunnet bringe i erfaring, ogsaa skal være i besiddelse af karakter og sandhedskjærlighed, kan have forelsket sig i et saadant menneske eller givet sig i hans magt!’
117‘Nei, ved De hvad, min kjære Monk,’ faldt politimesteren ind med et smil, som kunde faa dem, der ikke kjendte ham, til at tage ham for den hjerteløseste cyniker, ‘nærer De endnu efter saa mange aars tjeneste i politiet illusioner med hensyn til det smukke kjøn? De tror da vel ikke fremdeles paa de pene bøger, som fortæller os om, hvorledes heltens ‘mandige aabenhed’, ‘ligefremme ærlighed’, eller hvad det nu hedder, fortryller kvinden?’
‘Nei, jeg har jo i de senere aar seet en del –’
‘Ja, De har seet en del, som viser Dem, at de største Don Juan’er ogsaa er de største løgnere, og at en mand med et glat ansigt, som kan smigre og lyve, har større magt over det smukke kjøn end en hvilkensomhelst ærlig mand, ikke sandt?’
Jeg var vant til min foresattes spøgefulde overdrivelser og kunde forresten ikke negte, at mine erfaringer som politimand i en betænkelig grad gik i samme retning. Heller ikke havde jeg godt for at modsige ham i dette stykke, da jo mine mistanker med hensyn til Evelinas bevæggrunde for tyveriet udsprang af et lignende raisonnement.
‘Godt,’ fortsatte politimesteren, ‘naar De har gjort tjeneste ved politiet i en menneskealder 118til, saa vil De vist ikke have stor respekt tilovers for kvindernes idealer. Men lad os komme tilbage til vor diamanthistorie: De skal straks faa en fængslingsordre, og saa er det bedst, at De arresterer den unge pige saa snart som muligt. Jo før det gjøres, desto større udsigt er der til at faa fat paa pengene, som hun har faaet af prokuratoren.’
‘Undskyld, hr. politimester,’ svarede jeg, ‘Evelina er vistnok i dette øieblik i Friks hus og vil forblive der natten over. Det vilde være meget ubehageligt for Friks, om arrestationen foregik der i huset. – Har De noget imod, at jeg venter dermed til imorgen? Sandsynligvis vil hun da besøge sin mor. Man kan saa benytte anledningen og foretage en husundersøgelse paa samme tid. Hvis madame Reiersen er medvider, kunde det maaske lykkes at overraske hende og faa hende til at rykke ud med pengene. Det er ligesom jeg har det paa følelsen, at hun vil være lettere at overraske end datteren.’
‘Men er De da ikke bange for, at en af dem kan benytte tiden til at faa pengene af veien? – hvis de ikke allerede er bragt et eller andetsteds hen.’
‘Jeg tror tværtimod, at det kunde være nyttigt at lade dem være i fred iaften. Jeg skal 119lade dem bevogte af nogle af mine bedste folk saalænge.’
‘Og skuespilleren?’
‘Han er allerede i gode hænder. Opdagelsesbetjent Kolstad har ordre til at følge ham som en skygge og arrestere ham, hvis han skulde forsøge at forlade byen.’
‘Naa, det er bra. Gjør De som De vil, hr. Monk; jeg tror nok, De er den bedste detektiv af os to. Skulde De træffe Gamle Frik iaften, saa hils ham fra mig, og sig, at jeg kommer til at beholde hans diamant, saalænge til retten har behandlet sagen; men at den er i gode hænder.’
Det var forresten ikke med noget let hjerte, jeg den aften vandrede ud over Drammensveien efter at have givet min betjent de fornødne ordre. Jeg vidste; at det budskab, jeg havde at bringe, vilde bedrøve baade Gamle Frik og Sigrid dybt.
Kommen el stykke paa vei, faldt det mig imidlertid ind, at jeg slet ikke havde noget at gjøre paa villa Ballarat den aften. Det burde jo ikke blive bekjendt der i huset, at diamanten var funden – ikke saalænge Evelina var der. Gamle Frik og Sigrid vilde naturligvis spørge mig, om der var kommet noget nyt frem, og jeg vilde nødig lyve for dem og skjule, hvad der var passeret.
120Saa stor min lyst end var til at se Sigrid, saa tog jeg dog fornuften fangen, vendte om og efter at have spist min aftensmad paa en kafé, gik jeg lige hjem i min bolig.
Jeg telefonerede til politikammeret og spurgte, om der var noget nyt fra de betjente, som skulde bevogte de tre personer, som før er nævnt.
Nei, der var intet nyt. Evelina var ganske rigtig paa villa Ballarat, og huset blev bevogtet.
Jeg tændte mig en cigar og gav mig til at overtænke dagens begivenheder. Alting var lykkedes for mig, og dog følte jeg mig lidet tilfreds; det maatte vel være tanken paa den stakkels Evelina, og den del hendes herskab vilde tage i hendes skjæbne, som foraarsagede dette. Eller – – –?
Hvis du tror paa forudfølelser eller paa, at store ulykker – uden at vi kan paavise aarsagen – kaster sin skygge foran sig, faar du tilskrive det en saadan aarsag. – Nok af det, jeg følte mig uvel og trykket, og da jeg havde lagt mig, varede det længe, før søvnen vilde komme.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Gamle Friks diamant ble første gang gitt ut i 1898 og er andre bok i serien om privatdetektiven Karl Monk.
Den eksentriske Bartolomæus Frik, også kalt Gamle Frik, har blitt frastjålet en sjelden diamant. Monk tar opp jakten på tyven(e).
Handlingen er lagt til Kristiania på slutten av 1800-tallet. I tillegg til detektivhistorien inneholder boken skildringer av byens gater, bygninger og kultur.
Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no) (nb.no)
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.