Sjette kapitel: Et morgenbesøg

89Jeg undlod ikke at lægge mig politimesterens kloge ord paa sinde. Straks efter diamantens forsvinden undersøgte jeg hele villa Ballarat paa det omhyggeligste.

Tjenestefolkene tog sagen med mønsterværdig fatning og tilbød selv at aabne alle sine gjemmer. Jeg tog mig endog den frihed at undersøge mr. Howells værelser. Alle hans gjemmer var ligeledes aabne, men frembød intet af interesse. Mine undersøgelser bragte ogsaa paa det rene, at denne herre havde begivet sig direkte paa stationen den dag, diamanten forsvandt, og derfra med toget til Elverum.

Jeg ved ikke, hvad det kom af; men der vendte altid en liden tanke tilbage hos mig, om at den unge engelskmand kunde have noget med diamantens forsvinden at gjøre. Det var maaske den omstændighed, som gjorde det, at jeg havde en bestemt følelse af, at ingen af os igrunden kjendte den unge mand, tiltrods for at han nu i flere maaneder havde 90boet paa villa Ballarat. Hans væsen var frit og aabent; men – man lærte ham ikke at kjende.

Gartneren Iversen og de to piger, kokkepigen og stuepigen satte jeg hurtig ‘hors de concours’. Den førstnævnte havde i mange aar vist sig som den skikkeligste og paalideligste mand. Han var ungkarl, havde en smuk liden sum i banken, og det var let at faa rede paa hans «antecedentia», da han som ganske ung – søn af velstaaende bondefolk i Smaalenene – var gaaet ind paa underofficersskolen og fulgt den militære løbebane, ligetil han traadte i Friks tjeneste, og altid med de bedste vidnesbyrd.

Tilbage staar kammerpigen Elvina; og hvis du aner, at hun kommer til at spille en hovedrolle i de sørgelige begivenheder, som nu raskt følger slag i slag, da bedrager ikke dine anelser dig.

Ligefra den første eller rettere sagt den anden dag, jeg betraadte Gamle Friks hus, havde den unge pige været mig paafaldende. Der var noget hemmelighedsfuldt ved hende, sandsynligvis foraarsaget ved hendes mutte, noget indesluttede væsen. Sigrid bekræftede ogsaa, at hun var taus, tausere end de fleste unge piger af naturen pleier at være. Hun troede, at hun besad megen karakter 91, og likte hende trods hendes taushed meget godt.

I den senere tid havde hun været endnu mere indesluttet end tidligere og gav ikke indtryk af at være frisk, skjønt der var liden forandring at merke i hendes ydre paa grund af hendes naturlig blege ansigtsfarve.

Den eftermiddag, da diamanten forsvandt, havde Evelina tilbragt paa følgende maade – hendes forklaring faldt fuldstændig sammen med andres udsagn – : Hun havde straks efter middagen, da herskabet var gaaet ned i museet, serveret kaffeen der.

Da hun var færdig med dette, havde hun forladt villa Ballarat for at besøge sin syge moder, det var straks før prokurator Jürgens havde forladt huset.

Ved 6-tiden havde hun været en tur indom villa Ballarat igjen for at hente noget, hun havde glemt, og havde samtidig skiftet dragt, saasom veiret havde forandret sig, men havde neppe opholdt sig i huset mere end en halv time.

Det var paafaldende, at Evelina pludselig var bleven livligere, end jeg nogensinde før havde seet hende, og Sigrid syntes ogsaa, at hun saa bedre og muntrere ud siden den dag, da diamanten forsvandt.

92Angaaende Evelinas mor, madame Reiersen, da bragte jeg i erfaring, at hun levede nominelt af vask og strygning samt af at leie ud et par værelser; men at det ikke var frit for, at hun drak, og at hendes hovedindtægt vistnok bestod i, hvad hendes datter forærede hende. Frøken Friks gavmildhed satte denne istand til at yde sin mor en temmelig rigelig understøttelse.

Madame Reiersens specialitet var at tale om gamle dage, da Reiersen levede og var en velstaaende garvermester paa Grønland, ‘hun havde ogsaa havt sit eget hus og baade hest og trille’.

Som du ser, havde jeg ikke opnaaet noget ved mine undersøgelser; men mine tanker angaaende diamantens forsvinden begyndte dog at tage en bestemt retning, en retning der gjorde det ønskeligt for mig at gjøre madame Reiersens bekjendtskab.

*

Kl. 9½ næste morgen – maisolen skinnede varmt – traadte en herre ind i gaardsrummet til Russeløkveien no. 44.

Herren var ikke svært sirlig antrukken: frakken lidt luvslidt, benklæderne ikke fri for fryndser nedentil; men antagelig gjorde han dog 93et ganske agtværdigt indtryk – som en ældre fattig studerende f.eks., der ikke har langt igjen til den theologiske embedseksamen.

Saaledes haaber jeg ialfald, at mit udseende var; thi det var den rolle, jeg havde lagt an paa at spille.

I gaardsrummet stod en kone og skyllede klæder under en vandpost.

Jeg spurgte efter madame Reiersen og var ogsaa saa heldig at faa svar: ‘3die etage, tilhøire i trappegangen.’

‘Ja, jeg mener hende, som vasker for folk.’

‘Aa, vaskingen er det vel ikke saa stort bevendt med; men her bor naa bare en madame Reiersen her i gaarden da!’ var det tvære svar.

‘Jeg tror, De har ret i, at det ikke er stort bevendt med vaskingen; ialfald var det ikke mere end halvvasket det tøi, jeg fik fra hende sidst,’ bemerkede jeg.

Konen følte sig øiensynlig tiltalt ved mine nedsættende udtalelser om hendes medlogerendes verk; thi hun værdiges at slippe det vaade tøi, hun holdt i haanden, og vende sig om mod mig.

‘Jassaa naa! saa hu har vaska for Dere; aa Dere liker ikke vaskinga hennes; nei, Dere er nok ikke den første som si’er det; men spot 94aa skam er det, at slik e’ fyllekjærring ska ta brøe fra andre aa leve i herlighet og glæde.’

‘Jeg for min part har nu tænkt at sige hende op som min vaskekone.’

‘Ja, si henner op Di’ – den værdige kone opslog en haanlig latter – ‘aa bryr hun sig om det? – Saalænge hu har den fine datteren i kondition hos Gamle Frik paa Drammensveien, saa kan hu leve i herlighet og glæde uten aa vaske filla. Men jeg tænker naa de tar en ende med forfærdelse med henner aassaa – – ; naar dem begynner aa renne etter skuespillere, saa ska di ha tak!’

Dermed var vor korte, men behagelige samtale tilende.

Jeg forsøgte at faa mere at vide om skuespilleren, som saa pludselig var optraadt paa scenen, men blev strengt afvist af konen, der ‘ikke fôr med sladder, aa slet ikke tel fremmendes folk’.

Der var ikke mere at udrette, og jeg steg op til 3die etage.

Paa en liden entredør med glasruder stod to visitkort. Jeg læste: Ludvig Fredriksen, skuespiller. Thv. Herstad, stud. med.

Tilvenstre fandtes en almindelig kjøkkendør. Da jeg bankede paa denne, viste der sig en fyldig 95kvindeskikkelse. Madame Reiersen var klædt i et, hvad jeg vil kalde enkelt, morgentoilette.

Klædningsstykkernes art og udseende kan jeg desværre ikke beskrive for dig; alle syntes de forresten at være for trange for hendes svulmende yndigheder og at have seet bedre dage.

Jeg lettede paa en stor, bredbræmmet, lavpullet theologhat, og oplyste derpaa, at hensigten med mit besøg var at anmode madamen om at vaske for mig.

Hun syntes meget overrasket over, at nogen frivillig vilde betro hende sit tøi til renselse, og spurgte noget mistroisk, hvem der havde anbefalet hende.

‘Kanske vi kunde gaa indenfor saalænge,’ sagde jeg, ‘jeg vilde gjerne sidde ned lidt; jeg har et tilfælde, ser De, og ondt for at gaa i trapper.’

Hun brummede noget om ‘gjerne for mig’, viste mig ind gjennem et kjøkken og saa ind i et uappetitligt værelse indenfor med beklumret luft. Det dannede hendes dagligstue og soveværelse.

Jeg satte mig tungt og lagde haanden paa hjertet.

Hun syntes forresten ikke at være plaget af noget medfølende gemyt; thi jeg hørte hende 96mumle noget om: ‘offer fa’en folk gaar i trapper, som ikke aarker aa gaa i trapper – –’

‘Men hvem har vist Dere op til mig da?’ fortsatte hun.

Jeg forstod, at det vilde falde mig vanskeligt, om ikke umuligt, at komme i passiar med den uappetitlige kjærring, især da hun øiensynlig endnu ikke havde faaet sin morgenstyrkning og saaledes var uimodtagelig for gemytlig paavirkning.

Jeg besluttede at slaa et slag:

‘Frøken Frik har anbefalet mig at gaa til Dem, hvis jeg ønskede en dygtig vaskekone – frøken Frik i huset hos Gamle Frik paa Drammensveien.’

Konen satte sig i en stol ligeoverfor og saa noget forbauset paa mig:

‘Kommer Di i huset hos Frik, Di da!’ var det lidet smigrende svar, medens hun kritisk beskuede mig.

Jeg angrede paa det tarvelige antræk, som jeg havde troet skulde have passet for mit angivelige ærinde; men derved var nu intet at gjøre; jeg fik hjælpe mig, som jeg bedst kunde.

‘Jeg er theolog,’ sagde jeg med værdighed, ‘og sekretær i den kvindelige indremission, og vi har som oftest bestyrelsesmøder hos frøken Frik.’

97‘Jassaa naa!’ – pludselig glimtede det i konens øine, hun havde øiensynlig ogsaa faaet en ide; thi fra nu af var tonen sød og indsmigrende – ‘Jassaa naa, saa Di studerer til præst; det skulde den ældste sønnen vor aassaa ha gjort. Reiersen vilde, han skulde bli doktor; men jeg svor paa, han skulde bli præst. Ja, da træffer Di nok mange fine damer da; ja! Traf Di datter mi derude hos Frik?’

‘Deres datter, hvordan – –’

‘Ja, ja, det kan være det samme,’ – hun fandt det nok ikke opportunt at underrette mig om datteren, naar jeg ikke selv kjendte til hendes forhold i Friks hus. – ‘Men naar Di kommer hos Gamle Frik, saa har Di vel hørt no’ e om den store diamanten hans, som er blit borte for’ en?’

Jeg vidste jo, at byen allerede var begyndt at tale om diamanttyveriet; men det kom aldeles uforberedt paa mig at høre konen tale derom… Vilde hun høre, hvilke mistanker man nærede i det Frik’ske hus? Kjendte hun noget dertil? Havde hun selv sine mistanker? Eller var det bare nysgjerrighed?

‘Jo, heldigvis har man nok faaet fat paa tyven.’

‘Nei, hvad sier Di!’

98Paa dette interessante punkt af samtalen hørte vi kjøkkendøren gaa op.

Madame Reiersen lod mig sidde og begav sig straks derud.

Der begyndte en lav samtale næsten hviskende; men døren var gissen og min hørelse skarp: det var madame Reiersens stemme og en fremmed kvindestemme – –. Jeg kjendte den, det var datterens!

‘– ikke hjemme? – ikke kommet hjem endda, siger du – været ude i hele nat – –’

Jeg hørte moren mumle noget om, at ‘han’ maatte vel snart komme.

‘Og han har ikke givet nogen besked engang? – – han lovede jo, at jeg skulde træffe ham kl. 10 idag – – –. En fremmed herre, siger du, som frøken Frik har anbefalet at gaa til dig …?’

Moderen havde vistnok omtalt min nærværelse; men datteren syntes at nære en berettiget mistro til anbefalingen fra frøken Frik. Sandsynligvis var hun nysgjerrig efter at se det fænomen, der tilbød madame Reiersen vask; thi døren aabnede sig straks, og jeg stod ligeoverfor kammerpigen Evelina.

Hun stod der høi og rank, smukt og smagfuldt klædt som altid. Da hun gjenkjendte mig, 99blev hendes blege ansigt end blegere, og jeg syntes, hun vaklede lidt. Men saa kneb hun de tynde læber sammen og hilste mig roligt.

‘Er De her, hr. politifuldmægtig?’ hun saa paa min dragt og smilte lidt haanligt.

Ved disse ord trængte madame Reiersen sig forbi sin datter og betragtede mig forbitret.

‘Polti, sier du, er han polti? Ja, jeg skulde skjønt det, da Di lurte Dere ind her og begyndte aa snakke om stjaalne diamanter aa saant noe.’

Jeg saa paa datteren; men der var ingen bevægelse at opdage i hendes ansigt; enten havde hun intet med diamanttyveriet at gjøre, eller hun havde en kraftigere vilje end de fleste mennesker.

‘De glemmer vist, madame Reiersen,’ sagde jeg, ‘at det var Dem, som begyndte at tale til mig om tyveriet hos hr. Frik.’

Skuffede jeg mig, eller var det saa? Jeg syntes at se den unge piges blik for et sekund eller to med uvilje rettet mod moderen.

‘Ja, begyndte jeg aa snakke om det, saa var det ialfald Dere, som narret mig til det,’ for madame Reiersen op; ‘hvorfor kom Di ellers hid? – tror Di kanske, at vi har stjaalet Friks diamant? værsgod se efter selv, om den fins i mit hus!’

100Den værdige dame begyndte at trække ud komodeskuffer, aabne skabdøre og lignende, medens munden gik med forbausende hurtighed.

‘Jeg har slet ikke tænkt at foretage nogen husundersøgelse hos Dem, min kjære madame,’ sagde jeg saa beroligende som muligt. ‘Jeg kom forresten egentlig for at høre lidt om Deres logerende – skuespiller Fredriksen.’

Dennegang strakte datterens selvbeherskelse ikke til – for nogle sekunder fløi en blussende rødme over hendes ansigt, og hun gik bort og gav sig til at se ud gjennem vinduet.

‘Fredriksen er gammel nok til at svare for sig selv,’ lød det tvert fra madamen. ‘Han er forresten ikke hjemme nu, og naar han kommer, det ved ikke jeg.’

Jeg havde for øieblikket ikke mere der at gjøre. Jeg tog min hat, nikkede til konen og gik uden mange ceremonier. Den unge pige stod fremdeles ved vinduet og vendte sig ikke om, da jeg gik. Enten lagde hun ikke merke til det, eller ogsaa ønskede hun ikke at vise sit ansigt.

Kommen en trappe ned, hørte jeg tunge trin komme opover. Paa trappeafsatsen dukkede op, først en pjusket floshat, dernæst et blegt, forsviret ansigt med glatragede kinder, yppige polkalokker i fugtige krøller under hatteskyggen, en 101sort diplomatfrak af ulasteligt snit, men med plettede silkeopslag, lyse benklæder med stropper – noget frynsede nedentil – og sprukne laksko med store sløifer.

Skikkelsen stirrede paa mig med et sløvt blik og forsvandt saa i den lille entré ovenpaa. – Det var Ludvig Fredriksen, bekjendt som liden skuespiller, men stor Don Juan, nu noget paa retur, men ligefuldt tilbedt af det smukke kjøn saavel af monden som demimonden.

Han saa ud til at have den lykkelige gave nogenlunde hurtig at kunne glemme ubehageligheder. Thi i dette øieblik kjendte han mig øiensynlig ikke, medens vi dog for mindre end en maaned siden havde havt en noksaa kjedelig samtale paa mit kontor.

Aarsagen til denne samtale var et ærbødigt laaneandragende fra kunstneren om nogle tusind kromer, stilet til en af vor bys grosserere.

Dette dokument fandt vedkommende grosserer helst at burde overlevere i politiets hænder, trods at den bedaarende kunstner havde tilbudt som pant at deponere flere rosenrøde, opopnaks-duftende billetter fra grossererens egen datter stilede til polkalokkernes eiermand.

‘Vi kommer maaske til at have os nok en behagelig samtale,’ tænkte jeg, idet jeg med øinen 102fulgte kunstnerens fortryllende skikkelse opover, til han forsvandt; ‘men ikke nu.’

Sagen var, at i den sidste halve times tid havde visse ideer, som allerede tidligere var begyndt at dæmre hos mig, antaget fastere form og haget sig sammen, saa de dannede en kjede.

Jeg troede at have tag i kjedens ene ende og vilde prøve at famle mig frem til den anden, eller maaske var det bedre med et raskt tag at prøve at gribe den tiden famling?

Kjeden havde forresten begyndt at lænke sig sammen saaledes: da jeg gik ud af madame Reiersens stue, havde den tanke sat sig fast hos mig: Evelina ved noget om diamanten, kanske ogsaa hendes mor.

Idet jeg passerede ud gjennem det lille kjøkken, rørte min albue ved noget skiddent kaffestel, som stod der – en kande og et par kopper med indtørket grud i bunden. Denne tilfældighed var nok til at sætte igang et lidet tankeverk, som vistnok stod fuldt opstillet i mit hoved; men som maaske aldrig vilde have kommet igang, hvis ikke madamens ækle kaffekopper havde staaet der.

De bragte mig til at tænke paa en tirade i Evelinas forklaring forleden dag:

‘Jeg gik hjem til min mor, saasnart jeg havde serveret kaffeen i museet – –’

103Hun serverede kaffeen i museet – hun saa, at diamanten blev vist frem – hun saa prokurator Jürgens’ sindssvage gridskhed efter at eie den – hun hørte ham byde 10000 kr. for den! Senere passerer hun museet, da alle har forladt det, ser døren staa aaben og ved, at hun kun behøver at udstrække sin haand for at eie en stor sum penge. Maaske havde hun et eller andet brug for dem, som jeg endnu ikke kjender – men som jeg aner.

Hvis denne tankerække var rigtig, da sad prokuratoren nu med diamanten i sit eie. Usandsynligheden af, at den gamle hædersmand skulde have gjort sig til hæler, anfegtede mig ikke. Jeg vidste, at af samlermanien feies alle moralske betænkeligheder væk som avner for vinden, især naar alderdomssløvheden allerede har begyndt at omtaage sindet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.