Hvad «Morgenbladet» skrev i bladet for 2den Juni 188. under overskrift: Den sorte skildpadde for lagmandsretten var følgende:
At retslokalet idag var fyldt indtil trængsel, ja at mange maatte gaa uden at komme ind, er noget, som enhver kunde vente sig.
Tyveriet af den sorte diamant hos «Gamle Frik» – vor høitærede medborger undskylder vistnok, at vi bruger denne familiære titel – har jo været ivrig drøftet og udførlig behandlet af pressen i de sidste uger.
Vistnok tegnede ikke sagen til at blive synderlig vanskelig eller indviklet, om man end vidste, at tiltalte havde taget sin tilstaaelse tilbage – dertil syntes indicierne for stærke og klare – 160men gjenstanden for tyveriet var jo af en saa usædvanlig art og værdi, og personerne, der skulde optræde i sagen, saa vel kjendte og paa et saadant trin i samfundet, at det var at forudse, at retsforhandlingerne vilde overværes af saamange, som lokalet kunde rumme.
Men havde publikum kunnet ane, hvilken uventet vending sagen under selve behandlingen vilde tage, en vending, hvis rækkevidde for flere personers vedkommende man endnu ikke kan udtale sig om, og at der vistnok vil følge et efterspil, som, hvad sensationel interesse angaar, maaske vil overgaa selve stykket –, da vilde der ikke have været mange mennesker i Kristiania igaar, som ikke havde ønsket at kunne overvære Oslo lagmandsrets forhandlinger.
Imidlertid giver vi ordet til vor referent:
Hvilke meninger man end kan have om den rettergangsordning, som vedtagelsen af juryloven for faa aar siden begavede os med – jeg vil ikke negte for, at jeg i saa henseende deler opfatning med det blad, i hvis spalter jeg har den ære at skrive – saa maa man dog indrømme, at hvad angaar theatralsk effekt, staar forhandlingerne ved en lagmandsret i en «celeber» sag ikke tilbage for nogen anden forestilling i verden. Og forsaavidt maa vi pressens mænd 161være taknemlige, det giver os en rig kilde til interessant læsestof for vore abonnenter landet over.
Intet under heller, at retslokalet i Kristian den 4des gade igaar var fuldt, ja overfyldt.
Kunde man tænke sig noget sørgeligt interessantere end den dødsblege vakre unge pige paa de anklagedes bænk med sin forsvarer ved siden, den spidsskjæggede unge advokat med de livlige brune øine og den rappe tunge – ung af aar, men allerede bekjendt i vor lille kreds som den dygtigste defensor. Ser De lagrettemændenes alvorlige ansigter? De fleste af dem ser sig – ligesom forlegne om, uvante som de er til dommerens rolle, de skikkelige borgere!
Hvor gjerne lader man ikke blikket hvile paa rettens sindige ansigter, men aller helst paa lagmandens værdige skikkelse. Ja – kan præsidentens person og optræden bidrage noget til, at retfærdigheden sker fyldest, saa maa man føle sig tryg under lagmand Steens præsidium, derfor borger den brede tryghed, der karakteriserer ethvert af hans ord og enhver af hans bevægelser, det kraftige, kloge ansigt og det hurtige, skarpe blik.
Og endelig blandt vidnerne vor nabobs, «Gamle Friks» velkjendte figur, ved hans side broderdatterens yndige skikkelse.
162Der har vi den unge politimand, Monk, midlertidig chef for opdagelsespolitiet, allerede en velkjendt og populær skikkelse i vor by, lige meget skattet for sin skarpsindighed og dristighed i handling som for sin taktfulde og vindende optræden i politimandens vanskelige stilling.
Den mørke distinguerede mand ved frøken Friks side maa være engelskmanden mr. Howell, han, der som alle ved, gjennem tilfældets underlige veie er nødt til mod den anklagede at fremlægge et af de merkeligste vidnesbyrd, som vel nogensinde er fremlagt i nogen ret. – Engelskmanden ser ikke ud til at være særdeles tilfreds med sit hverv. Efter hvad der siges, skal han ogsaa have forsøgt at unddrage sig fra sin vidnepligt, men til ingen nytte. Nei, det kan heller ikke være noget behageligt hverv at skulle være den, der fælder den unge kvinde paa de anklagedes bænk … Men dette ser jeg bærer galt afsted; jeg er ikke sendt i retten for at passiare med læserne, men for at «referere».
Altsaa:
Sagen er paaraabt, statsadvokaten og forsvareren har udskudt de mænd, de ønsker, af lagretten, retten er dannet og har taget sæde. Lagmanden oplæser tiltalebeslutningen og forelægger 163tiltalte de sædvanlige spørgsmaal om navn, alder o. lign.
Hun ser ikke op, men svarer med taalelig lydelig stemme. Derpaa kommer spørgsmaalet, om hun erkjender sig skyldig i tyveriet.
Man venter med spænding paa svaret.
Hendes stemme er dennegang saa lav, at lagmanden bøier sig mod hende og anmoder hende om at tale tydeligere.
Det er saa stille, at svaret, uagtet det ikke lyder som stort andet end en hvisken, høres over hele salen: – «Nei.»
Havde publikum ventet andet? Maaske – maaske ikke …
Saa kommer lagmandens alvorlige henvendelse til jury-mændene, om ikke at have forbindelse med udenverdenen, før sagen er afgjort, og opfordring til ed: «Lover og sværger
I, o. s. v.»Eden er aflagt, lagrettemændene har valgt sin formand, og statsadvokaten faar ordet.
Den forbrydelse, som han ved denne anledning i embeds medfør havde at paatale, var ikke af nogen særlig indviklet natur, hvad angik spørgsmaalet om, hvorledes eller af hvem den var begaaet. En anden sag var det, hvad angik motiverne og de ledsagende omstændigheder, og han skulde indrømme, at der i saa henseende 164herskede noget, om ikke absolut mørke i sagen. En usædvanlig gjenstand, en gjenstand af stor værdi, nemlig den sorte diamant, som nu laa paa lagmandens bord, blev den 10de mai stjaalet fra hr. Bartolomæus Frik, som her befinder sig som vidne i retten. Politiet blev straks underrettet om tyveriet, og det lykkedes ikke alene at bringe den stjaalne gienstand tilbage, men at skaffe saadanne oplysninger tilveie, at paatalemyndigheden saa sig istand til for retten at give fuldstændigt bevis, baade for hvorledes tyveriet blev udført, af hvem, og hvorledes tyven har forføiet med den stjaalne gjensland.
Han vilde ved vidner bevise, inden hvilket tidsrum tyveriet maatte have fundet sted, at tiltalte i dette tidsrum havde opholdt sig mindst en halv time i huset, at hun i denne tid havde adgang til rummet, hvor diamanten var opbevaret, og uden at denne var laaset inde. Han kunde bevise, og det ved et middel, som sjelden faldt i paatalemyndighedens lod at kunne benytte, at tiltalte i det tidsrum, inden hvilket tyveriet maatte have fundet sted, havde været inde i rummet, ja aabnet det gjemme, hvor diamanten befandt sig. Dernæst kunde han bevise, at tiltalte paa et tidligere tidspunkt samme dag havde anledning til at høre en forsikring fra en rig mand, om 165at han vilde betale en stor sum penge for at komme i besiddelse af diamanten. – Hun vidste altsaa paa forhaand, at hun kunde faa tyvegodset solgt uden vanskelighed.
Endelig havde han beviser for, at diamanten samme dag af tiltalte virkelig var solgt netop til den omtalte mand.
Forsaavidt var bevisernes kjæde saa fuldstændig som nogen beviskjæde kunde være, og for at konstatere tiltaltes skyld havde det ingen betydning, at hun havde tilbagekaldt sin engang afgivne tilstaaelse og hidtil havde nægtet at afgive nogensomhelst forklaring; enhver erfaren dommer vidste, at intet er sikrere end et godt indiciebevis, det er ligesaa godt, ja sikrere end tilstaaelse.
Hvad der endnu stod uopklaret tilbage, det var, hvor den pengesum havde taget veien, som tiltalte havde modtaget for diamanten, og om de nærmere motiver til den forbryderske handling –.
Maaske vilde oplysninger herom komme frem under vidneførselen; men hvis ikke saa blev tilfældet, vilde paatalemyndigheden være nødt til at holde paa, at lovens strengeste straf kom i anvendelse. Statsadvokaten vilde derfor slutte med at anmode lagmanden om at rette 166en indstændig opfordring til tiltalte om at forklare sig. Hvis hun fremdeles fastholdt sin vægring ved at forklare sig, vilde hun derved skade sig selv og – maaske retfærdigheden.
Det var saa stille i salen, da statsadvokaten satte sig, at man kunde høre en naal falde, som man siger.
Lagmanden reiser sig og henvender sig til den unge pige. I rolige, hensynsfulde ord gjør han hende opmerksom paa, at hun i ethvert fald har ret til at gjøre, som hun lyster – tale eller tie, og ingen vil trænge ind paa hende, allermindst med opfordring til at tilstaa. Saameget fandt han det imidlertid som sin pligt at sige hende, at hun vistnok ikke handlede i sin egen interesse ved at opretholde sin taushed. Var hun uskyldig, hvad han endnu havde ret til at haabe, da maatte hendes egne forklaringer kunne bidrage til at vise det, og hvis hun var skyldig, maatte de kunne sætte retten istand til at anse hende paa mildeste maade.
Der fandtes ikke et øie i hele salen, som ikke var henvendt paa den stakkars pige, men hendes ansigt forblev som en billedstøttes: Læberne sammenpressede og øinene nedslagne.
Forsvareren bøier sig ned over hende og hvisker noget i hendes øre. Hun hæver ikke 167blikket; en svag bøining af hovedet er det eneste svar.
«Jeg maa bede,» tager den unge advokat ordet, «at min klient ikke mere besværes med opfordring om at tale. Hun har taget den beslutning intet at sige, og jeg ved, den er urokkelig. Hvorvidt denne beslutning er klog eller ikke, og hvorvidt den er fattet med eller mod mit raad, er noget jeg ikke for øieblikket vil drøfte. Det faar være nok at sige, at flere opfordringer til hende om at udtale sig om tyveriet, hvor velmente de end maatte være, kun kan forhale sagen.»
Neppe er advokatens ord døet hen, før en mumlen gaar gjennem tilskuernes rækker, det er udtrykket for omtrent alle de følelser, der bevæger menneskenes hjerter: Frygt for, at tiltalte skulde skade sig selv, beundring over hendes standhaftighed, dadel, forbauselse over hendes frækhed, forundring, bifald, overraskelse.
Derpaa kommer bevisførelsen. Jeg skal ikke trætte bladets læsere med alle vidneforklaringerne.
Sagen er, at aviserne allerede har seet sig istand til at bringe detaljerede beretninger om, hvad der tildrog sig paa villa Ballarat den dag, da tyveriet fandt sted.
Det kan derfor være nok at sige, at samtlige 168vidners forklaringer faldt fuldstændig sammen og kun tjente til at slaa fast, hvad publikum allerede kjender til, takket være reporternes utrættelighed.
Det lod ogsaa til, at forsvareren indsaa det haabløse i at bryde paa den del af heviskjæden.
Vistnok søgte han at faa sandsynliggjort en mulighed for, at nogen fremmed person kunde have sneget sig ind i villaens have mellem kl. 5 og 7½ om eftermiddagen, men ogsaa dette forsøg strandede paa gartnerens bestemte forsikring om, at porten havde været laaset den hele tid, og paa opdagelseschefens vidnesbyrd om den undersøgelse, han havde foretaget af havestakittet og jordbunden omkring.
Heldigere var forsvareren i sine forsøg paa at skaffe tiltalte gode vidnesbyrd i retning af karakter og vandel. Især var hr. Frik og hans niece utrættelige i at rose den unge pige.
Det vakte megen bevægelse, da frøken Frik paa forsvarerens spørgsmaal udtalte:
«Evelina har i flere aar havt alle mine smykker og værdifulde eiendele i sit verge – takket være min onkels godhed har jeg meget mere af den slags ting, end jeg trænger – og det vilde have været en let sag for hende at bemægtige sig hvilkensomhelst af disse ting 169uden fare for opdagelse. Hendes blotte forsikring, om at tingen var kommet bort, vilde have været nok … Nei! – hun er ærligheden selv! Hun har aldrig stjaalet min onkels diamant, det er jeg overbevist om, hvormeget end skinnet er imod hende! …»
Stor bevægelse herskede, da mr. Howell blev opraabt som vidne. Enhver kjendte jo til, ved hvilken besynderlig hændelse denne mand er trukket ind i sagen.
Han begyndte med at spørge lagmanden om han ikke kunde slippe at vidne. Lagmanden bad ham opgive sine grunde for dette ønske. Mr. Howell udtalte da, at han var, hvad man i hans hjemland kaldte en gentleman og ingen politispion. Ved et tilfælde var han kommet til at spille en rolle i denne sag, en rolle, som ikke behagede ham. Han havde tidligere afgivet sin forklaring for politiet og haabede, at det kunde være nok.
Lagmanden svarede hertil, at retten ikke af disse grunde kunde fritage ham for at vidne. Man maatte respektere hans følelser, men da ingen lovlig grund forelaa, maatte man kræve hans mundtlige vidnesbyrd i retten.
Mr. Howell, der til fuldkommenhed benytter det norske sprog, afgav da, idet han bøiede sig 170for nødvendigheden, en grei og kortfattet beretning, om hvorledes han var kommet til at fotografere tiltalte, saa at sige «in flagranti».
Ogsaa denne episode har aviserne allerede tidligere udbasuneret, saa at jeg her ikke skal gjentage hans vidnesbyrd «in extenso». Jeg skal bare hidsætte af eksaminationen:
Statsadvokaten: «Hvad gjorde De med pladen, efterat De havde taget fotografiet?»
Vidnet: «Jeg gik lige op paa mit værelse, udtog pladerne af apparatet og bragte samtlige til fotografen for at fremstilles. Jeg var indom fotografen paa veien til jernbanen.»
Statsadvokaten: «De paastaar altsaa, at det er tiltalte, som De har fotograferet – forøvrigt uden Deres vidende. Er De sikker paa, at det er tiltalte?»
Vidnet: «Enhver, der kun nogle gange har seet tiltalte, vil se at hun er personen paa fotografiet.»
Statsadvokaten (tager en gjenstand fra lagmandens bord): «Er dette det omhandlede fotografi, og som af Dem blev overgivet til politiet?»
Vidnet (tager fotografiet i sin haand og betragter det nøie): «Netop.»
Statsadvokaten erklærer sig tilfreds, og Forsvareren begynder: «Nu er De altsaa sikker paa, at De ved den leilighed fotograferede tiltalte, 171men dengang, da De tog fotografiet, antog De hende for at være en anden, nemlig frøken Frik? Er det ikke saa?»
Vidnet: «Jo, jeg tror allerede at have erklæret mig tilstrækkelig tydelig derom.»
Forsvareren: «Jeg forstaar ikke, hvordan De nu kan være saa sikker paa, at billedet forestiller min klient, medens De troede noget andet, da De havde den levende person for Dem. Hvad er grunden hertil?»
Vidnet: «Som jeg før har forklaret, havde jeg ved den anledning hastverk; jeg vilde se at komme bort, før vedkommende vendte sig om, det var som sagt en spas fra min side. Desuden troede jeg at gjenkjende frøken Friks kufte, hun pleiede at gaa med en kufte med snorer paa. Senere har jeg imidlertid faaet høre, at frøken Frik samme dag havde foræret sin kammerpige kuften, og ved at se paa fotografiet blev jeg vis i min sag.»
Forsvareren: «Godt! Er De ogsaa sikker paa, at det billede, som her vises Dem, er det samme, som det, De tog ved den anledning? Pladen har jo i mange dage været ude af Deres besiddelse og i andre hænder?»
Den unge engelskmand synes noget utaalmodig ved denne eksamination: «Hvis ikke pladen 172er forfalsket hos fotografen,» udbryder han raskt, «saa er dette billedet af, hvad jeg den dag saa i museet. Og enten den er forfalsket eller ei, saa ser jeg her for mig den samme person i den samme stilling og i det samme værelse – nu faar andre afgjøre, hvor sandsynligheden ligger.»
Han tager endnu engang billedet, undersøger det nøie og leverer det saa tilbage til statsadvokaten.
«Jeg har kun villet vise,» sagde forsvareren rolig, «at selv De engang har tvivlet paa den persons identitet, der er fotograferet foran hr. Friks skab. Jeg har nu kun et par andre spørgsmaal at gjøre Dem:
«Hvad var klokken, da De tog fotografiet?»
Vidnet: «Omtrent 6.»
Forsvareren: «Kan De ikke angive det nøiere? Kunde den ikke ligesaa godt have været halv syv?»
Vidnet: «Nøiagtig kan jeg ikke angive klokkeslettet; jeg fæstede dengang ikke større opmerksomhed ved tildragelsen. Da jeg havde taget fotografiet, gik jeg op paa mit værelse, og syslede der en stund, før jeg reiste. Da jeg gjorde det, var klokken omtrent 7, saa deraf slutter jeg, at fotografiet blev taget omkring 6-tiden.»
173Forsvareren: «Kan ikke klokken have været lidt over halv syv?»
Vidnet: «Nei! Jeg kan temmelig sikkert sige, at den ikke var over halv syv.»
Forsvareren: «Kunde De se, at personen holdt diamanten i haanden? Paa fotografiet er den gjenstand, som hun holder, skjult af skulderen.»
Vidnet: «Straks jeg fik øie paa vedkommende, holdt hun diamanten – jeg er sikker paa, at det var den, hun holdt i haanden – noget høiere, saa at jeg kunde se den, senere sænkede hun armen noget, og i den stilling blev hun fotograferet.»
Forsvareren er tilfreds.
Derefter fremkaldes som vidne fotograf Rodin.
Vor velkjendte kunstner har ikke aflagt sit behagelige væsen, der har skaffet ham saa mange kunder og velyndere i denne by.
Han bukker for lagmanden og retten, og de sædvanlige formaliteter iagttages, derpaa besvarer han de spørgsmaal, som statsadvokaten forelægger ham, hurtigt og sikkert.
Statsadvokaten: «Gjenkjender De dette fotografi? Og har det tidligere været i Deres hænder?»
Vidnet: «Ja, pladen blev tilligemed andre plader givet mig til fremstilling af mr. Howell 174den 10de mai om aftenen, saadan mellem syv og halv otte.»
Statsadvokaten: «Og De er sikker paa, at dette fotografi er en nøiagtig giengivelse af, hvad pladen tidligere har optaget?»
Vidnet (smilende): «Fotografien kan ikke lyve, hr. statsadvokat. Selv om jeg havde ønsket det, havde jeg ikke kunnet faa andet frem, end hvad der befandt sig foran apparatet i det øieblik, da det aabnedes til fotografering.»
Statsadvokaten er færdig, og Forsvareren kommer med sine spørgsmaal:
Forsvareren: «Kan De være sikker paa, at dette fotografi er det samme som det, De for flere uger siden fremkaldte for hr. Howell? I mellemtiden har det jo ikke været i Deres besiddelse?»
Vidnet: «Ja, aldeles sikker, hr. advokat; som De selv kan se, staar mine initialer skrevet paa bagsiden; se her: O. R. 10/5. H. 10. Det er for det første forbogstaverne til mit navn, dernæst datoen, da det blev modtaget, saa forbogstavet til mr. Howells navn, af hvem jeg modtog det, og endelig nummeret i serien. Den rulle, som han den dag leverede mig, indeholdt 10 plader; dette er nummer 10, altsaa det sidste fotografi, som han havde taget.»
175Forsvareren: «De kan dog ikke være absolut sikker paa, at dette er det samme billede, som mr. Howell bragte Dem; under arbeidet kan nogen af Deres folk have blandet mr. Howells billeder sammen med andre folks plader, ikke sandt, det kan tænkes?»
Vidnet: «Nei, hr. advokat; jeg besørger egenhændig fremstillingen af alle mr. Howells billeder. Han er meget nøie paa det, men ogsaa meget liberal, hvad godtgjørelsen angaar. Som De vil se, er dette billede meget klart og tydeligt, og jeg smigrer mig med, at samtlige billeder, som har gaaet gjennem mine hænder, er det – vel at merke, naar en saa behændig øiebliksfotograf som mr. Howell har taget dem.»
Forsvareren: «Er der noget iveien, hr. fotograf, for at fotografere først et værelse, dernæst en person, og saa faa personen overført paa det første billede, saaledes at der fremkommer et billede af personen i værelset?»
Der havde hersket stor, ja meget stor stilhed i salen under hele forhandlingerne; ved dette spørgsmaal blev stilheden endnu dybere og forventningsfuld. Enhver forstod, hvor forsvareren vilde hen, forstod, at hvert af hans spørgsmaal var et greb efter et halmstraa for hans klient; men alle forstod ogsaa, at endogsaa halmstraaene 176gled ud af hans haand et for et. Saa gjør ogsaa dette: Vidnet svarer uden at betænke sig: «Det er muligt, hr. advokat, men enhver erfaren fotograf vil straks kunne sige Dem, at saa ikke er gjort i dette tilfælde.»
Den unge advokat ser skuffet ud, han gjør en bevægelse, som den der vasker sine hænder, og lader vidnet træde af.
Fotografiet gaar rundt mellem rettens og lagrettens medlemmer, medens det næste vidne bliver opraabt. Det er den unge chef for opdagelsespolitiet, politifuldmægtig Karl Monk. Han bliver af publikum modtaget med en bifaldende mumlen, hvilket ligesaa meget maa tilskrives hans vindende ydre, som det ry han allerede har vidst at erhverve sig som politimand. Hans vidnesbyrd er roligt, greit og consist, som det anstaar sig en politimands, men ikke desto mindre lytter alle med aandeløs opmerksomhed til fortællingen om, hvorledes den unge opdagelseschef selv har paataget sig detektivens rolle og ikke hvilet, før Gamle Friks diamant er i politiets hænder. Da hr. Monk i sin beretning kommer til besøget hos prokurator Jürgens og om den list, han der har anvendt for at føre oldingen paa glatis, begyndte tilhørerne eller rettere sagt det mere umiddelbare element inden 177disse at klappe i hænderne og raabe bravo. Lagmandens hele autoritet maa til for hurtig at bringe stilhed tilveie.
Saadan er publikum, eller rettere sagt saaledes er vi: uagtet der neppe findes et menneske i salen, som ikke ønskede, at den unge pige paa de anklagedes bænk skulde slippe fri, saa klapper dog de samme mennesker ved beretningen om den behændighed, hvormed garnet er trukket sammen om hende og hendes forbrydelse.
Forøvrigt synes det sidste haab for den tiltalte at svinde ved opdagelseschefens forklaring.
Forsvareren har heller ikke mange spørgsmaal at gjøre. Han prøver vistnok paa at faa frem, at hun baade ved arrestationen og ved hr. Monks første besøg i hendes moders hjem havde været i en tilstand af utilregnelighed, og i den hensigt er det vistnok ogsaa, at han afhører hendes moder og forlovede, skuespiller Fredriksen.
Begge disse personer erklærer, uagtet det forhold, hvori de stod til tiltalte, gjorde deres vidnesbyrd til en frivillig sag, at de intet havde imod at udtale sig om, hvad de kjendte til. Imidlertid bringer deres vidnesbyrd ingen nye 178momenter frem. Begge forsikrer ivrig om den unge piges uskyldighed og beder, at man ikke maa tro hende, selv om hun atter skulde tilstaa. Hun har altid været af et nervøst temperament og ofte lidt underlig af sig.
Ingen af disse vidner, hverken den snaksomme kone med den altfor friske ansigtsfarve eller den pomadiserede hjerteknuser, som nok skal være vel kjendt her i byen ved flere mindre tækkelige historier, gjør noget godt indtryk, og forsvareren afbryder ogsaa temmelig hurtig deres afhørelse. Man faar indtryk af, at han engang har tænkt paa at lægge sit forsvar an i retning af at bevise sin klients utilregnelighed, men at han under forhandlingen for retten atter har opgivet det – – – – – – – – – – –
Som man ser, har jeg kun medtaget enkelte episoder af den vidtløftige vidneførsel, og aarsagen hertil er for det første, hvad jeg tidligere har berørt, at alt avislæsende publikum i Kristiania allerede kjender de nærmere omstændigheder ved tyveriet paa villa Ballarat; men hovedsagelig er aarsagen den at, som alle mennesker ved, der igaaraftes hørte avissælgernes raab paa gaden – enkelte af vore kollegaer viste sin nidkjærhed ved at udsende ekstrablade – fik sagen 179en afslutning, som ingen havde anet, en afslutning, som gjør, at man uvilkaarlig iler forbi alt det øvrige, ligesom man skynder sig med et kjedeligt forspil, for at komme til det egentlige skuespil.
Saalangt var jeg kommen i min oplæsning, da jeg stansede og saa paa mine tilhørere: Klara lyttede – jeg kan ikke lægge skjul derpaa – med aaben mund og syntes ikke at ville taale nogen afbrydelse. Monk havde sat sig i en lænestol i den mørkeste krog af værelset, og man hørte ikke en lyd fra ham.
«Skal jeg fortsætte,» spurgte jeg, «eller tillader du, at jeg gjør et spørgsmaal?»
«Jeg vilde helst, at du skulde læse avisreferatet tilende først,» var Monks svar, og jeg hørte paa tonefaldet, at han var i en ikke sædvanlig sindsbevægelse.
«Ja, læs videre og lad os engang faa høre, hvordan det gaar,» faldt Klara ind og gjorde mine til at titte over min skulder i referatet. Jeg læste videre:
… Bevisførelsen er endt, og statsadvokaten faar ordet. Hans tale er kort og fyndig:
180Han troede, at alle maatte være enige i, at hvad han havde paastaaet, det var til fulde bevist ved vidneførselen.
Hvad tiltaltes tilregnelighed angik, da troede han ogsaa, at denne var hævet over al tvivl: lægernes udtalelser var bestemte, og de vidnesbyrd, hvormed man havde søgt at afsvække disse, kunde kun tillægges liden vegt. Han troede ikke engang, at forsvareren vilde søge for alvor at drage tiltaltes tilregnelighed i tvivl. At følelsen af at have begaaet en stor forbrydelse, og at maatte staa til ansvar herfor gjorde tiltaltes opførsel underlig og i nogen grad selvmodsigende, var en naturlig ting.
At tiltalte havde tilbagekaldt sin første tilstaaelse, og senere nægtede at give nogensomhelst forklaring for retten, var noget der maaske kunde forbause enkelte, men som ikke paa nogen maade kunde svække de klare og tydelige beviser paa hendes skyld. Man kunde beklage, at det ikke var lykkedes politiet att faa sikkerhed for, hvor pengene for den stjaalne gjenstand havde taget veien, idet denne omstændighed forhindrede, at mulige medskyldige – og lige skyldige som tiltalte – blev draget til ansvar. Ligeledes kunde man beklage, at motiverne til forbrydelsen ikke tydelig kunde belyses 181; men tiltalte har vistnok selv den største skyld herfor ved sin haardnakkede taushed. Ialfald burde ingen af disse omstændigheder have nogen indflydelse paa lagrettens besvarelse af spørgsmaalet skyldig eller ikke skyldig.
Forsvareren faar derefter ordet. Han synes først noget uvis med sig selv, men tager saa sin beslutning:
Han vilde ikke lægge skjul paa, siger han, at han stod i en meget vanskelig stilling, og den, der gjorde hans stilling aller vanskeligst, det var hans klient.
Alle havde hørt, at den unge pige, som her var tiltalt for at have stjaalet den diamant, der nu laa paa rettens bord, først havde tilstaaet, men dernæst tilbagekaldt sin tilstaaelse, og forøvrigt havde vægret sig for at give nogensomhelst oplysning i sagen. Men hvad formodentlig ikke alle kjendte, det var, at hun ogsaa ligeoverfor ham, hendes forsvarer og raadgiver, havde overholdt den samme taushed. Det havde ikke lykkedes ham at faa et ord af hendes læber udenfor forsikringen om, at hun intet vilde sige, intet spørgsmaal vilde besvare og ingen oplysninger give. «Jeg har troet det rettest,» fortsætter den unge advokat, «at give denne aabne erklæring, for at ikke min mangel paa evne til at give oplysninger 182, der kunde tale til min klients fordel, skal mistydes. Man skal ikke tro, at jeg vel har modtaget oplysninger af hende, men at jeg ikke har fundet det fordelagtigt for hendes sag at bringe dem frem.
For mig staar det saaledes, og jeg haaber, mine herrer dommre er enige heri, at den ulykkelige pige, lammet af det mistankens forfærdelige slag, som har rammet hende, og i følelsen af den frygteligste haabløshed ved at se skinnet tale saa stærkt imod sig paa næsten alle hold, har grebet til den udvei at trække sig tilbage i sig selv og sin taushed, ligesom det jagede vildt trækker sig tilbage til sin hule, selv om døden der venter det. Ingen har ret til at opfatte min klients taushed som en art tilstaaelse eller som fremgaaet af skyldsbevidsthed.
Jeg siger, at skinnet taler imod den unge pige, men heller ikke mere. Det er et langt sprang herfra og til, som min ærede kollega statsadvokaten har gjort, at paastaa, at hendes skyld er bevist.
Diamanten blev stjaalet i tidsrummet mellem kl. 5 og 7½ eftermiddag. Af disse 2½ time tilbragte min klient kun en halv times tid inden villa Ballarats mure, medens mange personer opholdt sig der den hele tid. Det er bevist, 183siger statsadvokaten, at ingen fremmed i den tid kan have havt adgang; men er det saa sikkert? – En behændig mand kan klatre over stakitet, det vil ingen benægte. – Politiet har undersøgt marken omkring, og intet spor blev fundet, indvendes der. Men man ved, at dygtige forbrydere ofte er dygtige i at udviske sine spor; og ingen vil vel paastaa, at politiet er saa ufeilbar, at et spor ikke kan have undgaaet det.
Der skal ikke stor skarpsindighed til for i dette øieblik at gjætte mine herrer dommeres tanker: «Hvad hjælper alt dette? Hovedbeviserne mod den anklagede staar endnu urokkede!» Men, – lad os da se lidt paa disse beviser, der efter min ærede modstander statsadvokatens sigende skal være saa stærke, at de endog er paalideligere end en tilstaaelse. – Den gamle mand, der kjøbte diamanten, har selv sagt, at han kjøbte den af den unge pige, som jeg har den ære at forsvare – ja, at han det har sagt, derom nærer jeg ingen tvivl, skjønt manden ikke har mødt i retten som vidne, vi har opdagelseschefens vidnesbyrd derfor, og det faar være tilstrækkeligt i saa henseende. Men – ogsaa her er et «men», ligesom der er et «men» ved alle de saakaldte ufeilbarlige indicier mod den 184tiltalte – er da en aandssløv mands ord fuldt paalideligt, en mand, der straks efter bliver gjort umyndig, en mand, der er saaledes opfyldt af sin mani, at han, hvis hæderlighed forøvrigt er udenfor al tvivl efter et liv, tilbragt i uplettet retskaffenhed, kjøber en diamant, som han ved maa være tyvegods!! Skal en saadan mands vidnesbyrd kunne afgjøre et menneskes livsskjæbne? Og desuden – er denne mands vidnesbyrd upartisk? – Vi har af opdagelseschefens fortælling hørt, at oldingen søgte at skjule sin erhvervelse af diamanten; i sin aandssløvhed ved han dog, at han har gjort noget galt, og er til en vis grad listig og paa sin post. Hvad er da rimeligere end at han, da han ser sig opdaget, dog har sluhed nok til at give en forklaring, der gjør det nogenlunde sandsynligt, at han var i god tro, da han erhvervede diamanten? Hvem tør paastaa, at den stakkels olding ved denne leilighed talte sandhed? Der er dog ligesaa meget, ja maaske større sandsynlighed for, at han greb til den første den bedste usandfærdige udflugt?
Og hvor er det blevet af de kr. 5 000,00, som han siger at han har givet for diamanten?
Det har ikke lykkedes at faa rede herpaa, siger min modpart; men han tager sig forøvrigt 185denne omstændighed meget let. Det forekommer mig, at den omstændighed, at der ikke er opdaget ringeste spor af pengene, er en ganske betydningsfuld omstændighed. Vi ved, at de dygtigste politimænd har søgt efter dem; min klients forlovede blev i den anledning endog arresteret i Kjøbenhavn; baade hun selv og hendes moder har været bevogtet med argusøine – og dog intet spor. Er dette betydningsløse omstændigheder? Er det ikke meget mere et bevis paa, at politiet har været paa feil spor, at tyven er en anden end den, der blev arresteret, og at man har søgt paa en kant, hvor der intet var at søge efter?
Men, kan der siges, endnu staar hovedbeviset urokket: tiltalte er jo ved et forunderligt tilfælde fotograferet midt i udførelsen af tyveriet, det kan dog ikke nægtes eller bortforklares. Jo! jeg vover at paastaa, at man heller ikke heri har noget bevis paa tiltaltes skyld. Jeg indrømmer, at det rimeligvis er den unge pige, som er fotograferet paa denne plade. Den hat og den jakke, som hun bærer, er hende foræret af frøken Frik samme dags eftermiddag omtrent kl. 6, det ved vi af vidnesbyrdene, ligeledes at hun bar de samme klædningsstykker, da hun mellem halv syv og syv viste sig hos 186sin moder. Jeg indrømmer, at en sandsynlighed, der grænser til vished, taler for, at det er min klient, som her paa fotografiet staar foran hr. Friks skab i det saakaldte museum. Enhver kan ogsaa se, at hun holder en gjenstand i sin haand. Ja, jeg gaar saa vidt, at jeg indrømmer, at det sandsynligvis ogsaa er den sorte diamant, hun betragter. – Men fra nu af ophører mine slutninger at falde sammen med statsadvokatens.
Hvorfor skulde heraf følge, at hun ogsaa har fjernet sig med diamanten?
Hvad om min klient gaar gjennem haven, ser døren aaben til museet, gaar indom af nysgjerrighed, betragter den sorte diamant, som det var saamegen tale om blandt herskabet, da hun serverede kafeen efter middagen, lægger den atter fra sig og gaar videre ud gjennem haven og hjem til sin moder? Hvad om hun senere faar høre om tyveriet, forstaar, at hun har baaret sig uforsigtigt ad, og saa gjør noget endnu uforsigtigere ved at lægge skjul paa sit besøg i museet, og tilsidst næsten knust under skammen og frygten ved arrestationen handler, som hun senere har gjort?
Jeg spørger ethvert menneske med hjerte og forstand, er dette mere usandsynligt, end at 187denne unge pige, der altid har vist den mest eksemplariske ærlighed, skulde begaa det frækkeste tyveri uden noget særeget motiv; denne unge pige, der ikke kjender nød, som hos sit herskab har fundet et hjem næsten som et barn i huset, denne unge pige, der ved, at om hun i et særeget øiemed bad om penge, vilde hendes unge herskab ikke nægte hende selv en betydelig sum!
Er dette sandsynligere, end at hendes nærvær i museet skyldes en betydningsløs tilfældighed, og at tyveriet er udført senere af en anden? – –»
Her afbrydes advokaten paa en for ham meget smigrende maade; fra tilhørerpladsen lyder mere end et hjerteligt «bravo», medens en hæs stemme med inderlig overbevisning udbryder: «Det har’en ja’gu ret i!»
Men stilhed er snart skaffet tilveie, og forsvareren ender sin tale saaledes: «Det er en gammel erfaring fra retssalene, at den beviskjæde, der synes stærkest og hvor ledene synes at hage sig smukkest sammen og passe bedst i hinanden, den kjæde er oftest den svageste i virkeligheden. Det vil jeg bede lagrettemændene om at have for øie. Og jeg tror idetmindste at have vist eder, at i statsadvokatens kjæde, der 188synes saa smuk, findes der ikke et led, som kan kaldes feilfrit.»
Forsvareren sætter sig, og tilhørerne gjør et forsøg paa at klappe; men lagmanden faar hurtig bragt stilhed tilveie, og statsadvokaten tager ordet:
Han havde med interesse og bifald, siger han, fulgt forsvarerens foredrag, et bifald forøvrigt, som udsprang fra samme følelse, der vistnok havde dikteret tilhørernes applaus, nemlig beundring over advokatens evne til at gjøre noget af intet eller en ubekvem materie. Her nikker han i al gemytlighed over til forsvareren, som smiler tilbage. –
Han fandt idetheletaget sin beviskjæde saa lidet svækket af hvad modparten havde bemerket, at han ikke troede det nødvendigt paany at gjennemgaa den. Han havde saa stor tillid til dommernes skarpsind, at han vilde gaa ud fra, at de ogsaa uden hans paavisning var opmerksomme paa, at hvor han havde fremført fakta eller sandsynligheder, der grænsede ind paa fakta, der havde forsvareren kun stillet muligheder, ja usandsynlige muligheder imod. Dermed overgav han sagen i lagrettens hænder.
For sidste gang tager forsvareren ordet:
Statsadvokaten havde selv indrømmet, at 189der var muligheder for, at sagen ikke var gaaet for sig, saaledes som af paatalemyndigheden paastaaet; hvor sandsynlige eller ikke sandsynlige disse muligheder var, det blev det lagrettemændenes sag at afgjøre; han vilde kun tilføie, at naar der til disse muligheder kom hans klients uplettede vandel og gode vidnesbyrd fra alle hold – ikke en havde udtalt noget andet – og den omstændighed, at ingen havde kunnet paavise noget særegent motiv for, at den unge pige pludselig skulde gjøre sig til forbryder, og endelig, at det ikke havde været muligt selv for det dygtige politis ihærdigste anstrengelser at paavise, at hans klient havde været i besiddelse af eller disponeret den pengesum, der skulde være frugten af forbrydelsen, hvorfor hun var sigtet – da tvivlede han ikke paa, at lagrettemændenes samvittighed maatte hindre dem i at udtale det skjæbnesvangre «ja» paa spørgsmaalet: Skyldig?
Forsvareren sætter sig, men ingen bifaldsraab høres dennegang fra forsamlingen, dertil er alle for grebne af den tanke, at alle anstrengelser fra forsvarerens side er forgjæves. Tiden nærmer sig, da lagrettemændene skal trække sig tilbage. Alle ved, at deres raadslagning vil blive kort og deres «Ja» enstemmigt.
190Hvad hjælper en advokats veltalenhed eller listigste udflugter mod beviser og fakta saa klare som de statsadvokaten har ført frem – –?
Lagmanden spørger tiltalte, om hun har noget yderligere at bemærke. Hendes forsvarer bøier sig over hende, han synes indtrængende at opfordre hende til noget. Men hun ryster kun paa hovedet som før, og den unge mand sætter sig resigneret.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Gamle Friks diamant ble første gang gitt ut i 1898 og er andre bok i serien om privatdetektiven Karl Monk.
Den eksentriske Bartolomæus Frik, også kalt Gamle Frik, har blitt frastjålet en sjelden diamant. Monk tar opp jakten på tyven(e).
Handlingen er lagt til Kristiania på slutten av 1800-tallet. I tillegg til detektivhistorien inneholder boken skildringer av byens gater, bygninger og kultur.
Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no) (nb.no)
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.