Ottende kapitel: Arrestationen

121‘Skuespilleren er væk, hr. fuldmægtig!’

Det var de ord, hvormed jeg blev vækket kl. 7 næste morgen.

Foran sengen stod min betroede betjent Kolstad med et ansigt, som var betydelig længere end i dagliglaget.

‘Hvad siger De? Har De ladet ham slippe fra Dem? det var – –’

‘Ja, men hvem kunde naa tro, at – –’

‘Godt, gaa De ud i det andet værelse saalænge og faa Dem en kop kaffe; jeg skal skynde mig at faa klæderne paa mig, og saa skal vi tales ved.’

En politimands liv er ikke af det roligste, og mine betjente havde ordre til aldrig at tage i betænkning at søge mig i min private bolig, naar de havde en melding af vigtighed at afgive, det være sig til hvilkensomhelst tid af døgnet. Det var saaledes ikke første gang, at jeg blev taget paa sengen paa den maade; men da det ikke er godt at modtage en melding med tilbørlig værdighed, naar man selv ligger, og der 122staar en lang betjent foran en, saa afbrød jeg paa denne maade forhandlingen, til jeg var færdig med min paaklædning. Det varede imidlertid ikke længe, før vor underhandling fortsattes.

Min vertinde havde vistnok i mellemtiden forsøgt at forsyne den værdige betjent med kaffe og andre ingredientser til en styrkende frokost; men skuffelsen havde nok betaget ham appetiten, ialfald var det umuligt at faa ham til at fortsætte maaltidet efter min indtræden.

‘Det er ligegodt, at jeg giver rapporten med en gang, hr. fuldmægtig, og fortæller, hvor skammelig jeg er bleven narret – – ja, at slik en elendig jentefut og pomadeslikker skulde narre mig, som har været i politiets tjeneste i 27 aar –’

‘Bryd Dem bare ikke om det, min kjære Kolstad,’ faldt jeg beroligende ind; thi manden var saa bevæget, at han øiensynlig havde ondt for at udtrykke sig; ‘Vi faar nok fat paa ham, hvis vi vil have ham. Jeg er sikker paa, at det ikke er Deres skyld, at han foreløbig er forduftet; tag Dem en kop kaffe til, og lad os saa høre.’

‘Tak, mere kaffe skal jeg ikke have; men her har De min rapport, hr. fuldmægtig: De husker, at det var igaar ved middagstider, at jeg fik ordre til at passe paa skuespilleren og 128arrestere ham, hvis han skulde ville reise af byen. – Ja, det var ikke vanskeligt at passe paa ham de første timer, for da sad han i et kabinet i anden etage i Tivoli restaurant sammen med en 8–10 andre skuespillere og skuespillerinder. De spiste den fineste middag, de kunde faa, og drak saameget champagne, at det ordentlig var stygt at se alle tomflaskerne, som blev baaret ud. – Jeg kjender oberkelneren der, ser De, og var oppe og talte med ham; medens gastereringen gik for sig. – Fredriksen betalte det alt sammen – –’

‘De er sikker paa, at han betalte?’

‘Ja, det er jeg. Oberkelneren viste mig regningen; den var paa 142 kroner; da skjønte jeg, at hr. fuldmægtigen nok var paa det rette spor som sædvanlig. Havde bare ikke jeg været saa dum – – ja, De faar undskylde, hr. fuldmægtig, om jeg er lidt alterert – det er første gang, det har hændt mig – –; men –’

‘Ja, nu faar De holde Dem til sagen, min gode Kolstad,’ svarede jeg med paatagen strenghed, som det bedste middel til at faa ham paa ret kjøl.

Det hjalp ogsaa; thi han rettede sig op og forsøgte senere ikke at komme ud af den rapportmæssige fortællings tørre stil.

124‘Javel, hr. fuldmægtig! – Jeg telefonerte til stationen og fik til assistance en af de nye folkene vore. Vi skiftede til at holde vagt, medens skuespillerne spiste og drak. Efter middagen fik de kaffe og alslags likører og holdt paa saadan ligetil kl. 6 om eftermiddagen. Saa gik skuespiller Fredriksen hjem i Russeløkveien no. 44, og der var han til kl. 9. Han har vel sovet i den tiden, for han saa fuldstændig ædru ud, da han igjen kom ud paa gaden, medens han ikke var lidet beruset, da han gik hjem fra kalaset paa Tivoli. Han havde en stor haandkuffert i haanden, men intet andet reisetøi og de samme klæder, som han havde havt paa sig hele eftermiddagen.’

‘Var haandkufferten ny?’

‘Ja, den var flunkende ny; nu skal De bare høre, hvor slu den karen var:

Han gik op til holdepladsen paa hjørnet af Drammensveien; der tog han en droske. – Jeg og den unge betjent tog en anden droske og kjørte efter ham. Om han skjønte, at nogen fulgte ham, eller ikke, det skal jeg ikke sige. Vi maatte jo holde os et godt stykke bagenfor for ikke at gjøre ham mistænksom.

Han kjørte lige til Viktoria hotel, og der saa vi ham gaa ind porten og drosken kjøre 125tom videre. Straks efter gik jeg ind til portieren og spurgte ham, hvad den herre hed, der nylig var kommen til hotellet, og hvilket værelse han havde faaet. Portieren, som var en ny mand, der ikke hører til mine bekjendte, svarede, at tjeneren for øieblikket var oppe med navnebogen, men at den reisende havde faaet no. 47. Han havde ikke sagt noget om, hvorlænge han agtede at blive, eller andet af betydning.

Nu var jeg foreløbig sikker paa fuglen. Ved at oplyse om, hvem jeg var, fik jeg portieren til at love at telefonere til mig, hvis den fremmede skulde gjøre tegn til at reise; saa satte jeg den unge betjent som vagt udenfor, og gik hjem for at faa mig en lur.

Klokken var vel saa omtrent halv elleve, da ringede portieren op og sagde, at nu havde herren paa no. 47 netop forlangt en vogn, for han vilde reise med nattoget til Sverige. Som fuldmægtigen ved, gaar toget kl. 11,05, saa jeg havde ikke mere end tid til at klæde mig paa og gaa ned paa stationen; men jeg var jo sikker paa, at den unge betjent skulde følge efter skuespilleren, saa at vi sammen kunde arrestere ham. Jeg kom paa stationen 7 minuter før 11; men der var ingen betjent og ingen skuespiller.

126Et minut før toget skulde gaa, gik jeg for sidste gang gjennem alle vognene og havde en jernbanebetjent med. Der var ingen skuespiller! I 1ste klasse sad kun en passager; det var minister D… fra Paris, sagde jernbanebetjenten. Jeg gik ind og saa paa ham – ganske rigtig, det var ham.’

‘Kjender De da minister D…?’

‘Javist kjender jeg ham af udseende, det er jo ham, som ser ud som Per Gynt paa theatret, ja, ikke i begyndelsen af stykket, men saadan ude i 3die–4de akt –’

Jeg kunde ikke lade være at le. ‘Der kan De se, Kolstad! det er ikke greit at have med skuespillere at gjøre. Det var altsaa ved at spille sin gamle rolle som Per Gynt i 4de akt, at skuespilleren narrede Dem?’

‘Javist var det saa, men hvem pokker skulde da ogsaa tro – –’

‘Nei, det kan De have ret i; men hvoraf kom det, at Deres medhjælper ikke fulgte ham fra hotellet?’

‘Ja, det gik saadan til. – Betjenten saa, at der blev vinket paa en vogn fra holdepladsen. Han gik da bort til tjeneren, som vinkede, og spurgte, hvem der skulde reise. Det var minister D…, svarede denne, og da betjenten saa 127en pen gammel mand med graa bakkenbarter stige ind i vognen, saa anede han intet, men vedblev rolig at holde sin vagt udenfor.’

‘Dette er godt og vel; men jeg forstaar ikke, at mandens haandkuffert ikke forraadte ham. Den kjendte I jo godt, baade De og Deres medhjælper. – Desuden syntes jeg, at portieren maatte blive forbauset ved at se en yngre, glatraget mand komme ind i hotellet og saa forlade det som en ‘pen, gammel mand’, som De siger, – ‘med graat kindskjæg.’

‘Jeg har ikke fortalt Dem alt endnu, hr. fuldmægtig! Nu skal De høre, hvor udspekuleret den kjæltringen var. Indi den store haandkuffert, som han bar med sig, havde han en ny dragt, løsskjæg og alle sine apparater, foruden en mindre reisevæske til at bære i haanden. Det var inde i vognen, at han gjorde sig om til ministeren – presenningen var trukket over, da det regnede saa smaat ––. Portieren i hotellet havde derfor kun seet ham som den ældre mand den hele tid; og vi, som kun saa ham stige ud af drosken med ryggen mod os og paa flere hundrede alens afstand, vi havde ingen idé om, at han havde skiftet udseende. Det faldt os ikke ind at spørge portieren om, hvordan den mand saa ud, som vi havde fulgt den hele tid.’

128‘Men den store haandkuffert?’

‘Ja, den lod han blive i vognen og gav kusken ordre til at bringe den tilbage til hans logis. Jeg fik endelig idag tidlig fat paa kusken og fik høre, hvordan alt var gaaet for sig. Han syntes nok, det var lidt rart, at manden forklædte sig under kjøreturen; men saavidt jeg kunde forstaa, var han nok lidt fuld ved anledningen, og da han fik to kroner i drikkepenge, antog han, at det ikke var noget, som kom ham ved. – Nu har De hørt alt, hr. fuldmægtig, og ser, hvor kapitalt jeg blev luret af den skuespillerslusken; bare – –’

Jeg lod ikke manden udbrede sig videre over dette emne, men sendte ham væk. Jeg havde hørt nok.

Det kan ogsaa være tilstrækkeligt for denne fortælling, naar jeg oplyser, at skuespilleren samme dag efter telegrafisk anmodning fra os blev arresteret i Gøteborg, hvor han var ankommet om morgenen; men at han ved arrestationen kun var i besiddelse af en ubetydelig sum penge. Han blev ført til Kristiania, og det kom paa det rene, at han vistnok havde været eller var forlovet med Evelina, ligeledes at han dagen før sin afreise havde ruttet med penge; men det var ikke muligt at paaføre ham 129nogensomhelst deltagelse i tyveriet, og han blev efter nogle dages forløb sat paa fri fod. Dog med tilhold om ikke at fjerne sig fra byen, da han vilde have at møde som vidne i sagen mod kammerpigen.

*

Imidlertid faar jeg komme tilbage til beretningen om, hvad der videre forefaldt den dag, som begyndte med det bedrøvelige syn af den narrede opdagelsesbetjent foran min seng.

Som jeg før har fortalt, var det min hensigt den dag at lade Evelina arrestere. Der var ikke længere noget at vente efter, nu efterat skuespilleren var rømt; og da jeg desuden ved melding fra en af mine folk fik underretning om, at hun havde forladt villa Ballarat for at besøge sin mor, besluttede jeg at benytte anledningen. – Som før sagt, vilde jeg nødig lade fængslingen foretage i Friks hus.

Den slags arbeide er eller var jeg ingen ynder af; men for denne gang besluttede jeg dog selv at udføre det, og det af flere grunde:

Det forekom mig udenfor al tvivl, at Evelinas bevæggrund til tyveriet maatte søges i hendes forhold til skuespilleren. I ethvert fald følte jeg 130mig overbevist om, at hun fortjente medynk, og jeg ønskede derfor selv at foretage arrestationen, for at kunne gjøre denne saa lempelig og hensynsfuld som muligt.

Det forekom mig ligeledes sandsynligt, at madamen kunde være medskyldig eller ialfald vidende om forbrydelsen og om, hvor prokurator Jürgens’ penge befandt sig. At faa tag i disse var jo nu min hovedopgave, og jeg haabede ved en overraskelse at faa den gamle til at forraade sig.

Klokken var derfor ikke mere end 9 om morgenen, da jeg sammen med en civilklædt betjent kjørte ud til Rusløkveien i en droske.

Drosken lod jeg holde udenfor porten, betjenten tog post i gaarden, og jeg gik alene op.

Jeg stansede udenfor madame Reiersens dør og lyttede. Stemmer hørtes indenfor, men meget utydeligt. Da jeg aabnede døren, viste det sig ogsaa, at det forreste værelse var tomt; derimod hørte jeg nu stemmerne tydeligere i det indre værelse, om end døren var lukket.

‘Du kunde gjort, som mor din sa’ dig, du uløkkelie barn, saa kunde vi ha’t det saa godt som noen – men –’

Det var madamens skingrende, vredladne stemme; den afbrødes af en undertrykt stønnen 131og derpaa af en ungdommelig røst, som lidenskab og sorg gjorde hæs. Jeg traadte nær hen til døren og lyttede, om end min følelse for øieblikket nærmest lignede væmmelse ved mit hverv.

‘Tal ikke mere til mig, mor! du ved, at det, du vilde have mig til at gjøre, det havde jeg aldrig gjort, aldrig i verden, og hvad jeg alt før havde gjort, det kan ikke forandres. Nu har jeg ikke andet at gjøre end at tage livet af mig – – bare jeg havde kraft til det – –’

Her afbrødes den ulykkeliges tale af en høi hulken og nogle vrede udraab fra moren.

Straks efter gik døren op, og paa tærskelen havde jeg det stygge syn af den gamle kvinde, medens datteren indenfor saaes at ligge tværs over en seng med hovedet begravet i puderne.

Jeg har sjelden følt mig saa uhyggelig tilmode.

Madamens skingrende forbandelser over politiet i almindelighed og mig i særdeleshed gled upaaagtede forbi mine øren; jeg saa intet andet end det frygtelige syn af den unge piges ligblege ansigt, da hun hævede det mod mig, og det haabløse udtryk i hendes øine.

Imidlertid boede der hos hende en kraft, som kun faa er i besiddelse af. Hun reiste sig 132hurtig, strøg haaret tilbage fra ansigtet og var selv den første, som talte.

Hendes stemme var lav, men nu forbausende rolig, medens alt blod syntes at være veget fra hendes læber.

‘De er kommen for at arrestere mig, hr. Monk, fordi jeg har stjaalet Friks diamant. Ja, jeg har ventet det baade igaar og idag. Igaar havde jeg formodentlig negtet, men idag gjør jeg det ikke. Jeg har taget diamanten! lad mig bare komme i fængsel saa snart som muligt og blive dømt – bare gjør det hurtigt!’

Moren var bleven purpurrød i ansigtet ved datterens tale og forsøgte flere gange at afbryde hende; men der var en ulykkens værdighed i datterens ord og holdning, som stansede endog denne kvinde.

‘Tab ikke modet, Evelina,’ sagde jeg, og jeg haaber, at medfølelsen prægede sig i min stemme. ‘Der er sandsynligvis formildende omstændigheder tilstede, som gjør, at Deres brøde er mindre end den synes. Hvis De kun er aaben og tilstaar alt, vil Deres straf blive mindre, ja, det kan endog – –’

Den unge pige afbrød mig: ‘Tak for Deres venlighed, hr. Monk; De er en brav mand; men jeg ønsker ikke, at min straf skal blive forringet. 133Jeg har sagt Dem, at jeg har stjaalet diamanten. Nu! mere vil jeg heller ikke sige, om De saa lagde mig paa pinebænken.’

‘For Guds skyld, tag det ikke paa den maade, Evelina! – –’

Men nu kunde madamen ikke styre sig længere :

‘Aa er det du sier, Evelina, din fordømte tosse! nei – at en skal høre sit eget kjød og blod lyve sig selv til doms! Dere kan da vel forstaa, fuldmægtig, at hu’ er gælen og ikke ved, hvad hu’ selv sier?’

‘De burde passe Dem selv, madame Reiersen, og heller hjælpe til, at her blev aflagt en fuldstændig tilstaaelse, og at pengene kom tilrette. Diamanten er solgt for 5000 kroner, og pengene har De kanske selv.’

Jeg vil ikke trætte dig eller pine mig selv med at gjenkalde det optrin, der paafulgte. Det er nok, naar jeg siger, at madamen rasede som en furie og negtede at vide nogetsomhelst hverken om diamanten eller pengene. Den unge pige mælede ikke et ord fra nu af, og indtil hun blev ført i varetægtsarrest. Jeg lod moderen følge med i drosken, hvad hun forresten ikke havde større imod.

Hos forhørsdommeren gjentog omtrent den 134samme scene sig. Den unge pige tilstod, at hun var skyldig i tyveriet; men negtede at give nogensomhelst videre forklaring. Hun bad kun om at blive dømt hurtigt. –– Moren erklærede datteren for gal og negtede at kjende noget til sagen.

Ved husundersøgelsen hos madame Reiersen fandtes intet spor af pengene.

Ved et brev underrettede jeg Friks om, at diamanten var funden, og om Evelinas arrestation og tilstaaelse, idet jeg bad dem indtil videre ikke nævne det for mr. Howell, som paa denne tid ventedes tilbage.

Prokurator Jürgens blev af sine slegtninge saa hurtigt som muligt gjort umyndig, og paatalemyndigheden afstod derfor fra at sætte ham under tiltale for kjøbet af tyvegodset.

Det blev oplyst, at pengene for diamanten var bleven betalt i tusindkronesedler. Næste dag havde en mand vekslet fem saadanne i en af byens banker. Men kassereren havde ikke lagt videre merke til personens udseende. Han erklærede, at det muligens var skuespiller Fredriksen; men at han intet sikkert kunde udtale herom.

Andet spor var ikke at opdage i den retning.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.