Gamle Friks diamant

av Fredrik Viller

Tredie kapitel: Mr. Reginald Howell

Hr. politifuldmægtig Monk!

Min onkel beder Dem spise middag hos os imorgen kl. 5. Han venter idag en engelskmand, 46en søn af en af hans gamle Australie-kamerater, og vil gjøre Dem bekjendt med ham.

Deres
Sigrid Frik.

Det var intet kjærlighedsbrev, ja ikke engang en venskabelig epistel. Det var den mest konventionelle billet, som nogen kunde modtage; og dog forvoldte det mig en stor fryd, naar jeg modtog den slags skrivelser med den fine, raske haandskrift, som jeg kjendte saa godt.

Det var en lørdag faa dage før jul. – Tiden, fra jeg første gang saa Sigrid Frik og til nu, havde jeg anvendt til at forelske mig saa grundig, som nogen mand kan gjøre det.

Kjærlighed gjør blind, siger man; men saa blind havde den ikke gjort mig, at jeg ikke saa, at mine forsøg paa at behage den unge dame slet ikke syntes at være hende ubehagelige. – Mere kan ingen mand forlange, før han med klare og tydelige ord har spurgt sig fore, og det var netop det, jeg agtede at gjøre med det aller første; men som jeg stadig udsatte i et forfængeligt haab om, først at faa lidt større sikkerhed for udfaldet.

At jeg modtog indbydelsen til den næste dags middag følger af sig selv.

47Ved min ankomst til villa Ballarat fandt jeg Gamle Frik i et straalende humør.

‘Her har De ham, Monk, her har De ham: Reginald Howell, søn af min gamle ven Howell, den bedste mand og den mest trofaste kamerat i hele verden. Jeg tror ikke, min gamle ven, selv da han var ung, havde et saa godt udseende som sønnen her; men hans hjerte var som guld, og han var som klippen at stole paa – –’

Det var vanskeligt for Gamle Frik at komme bort fra erindringen om Gamle Howell. Men det lykkedes tilslut hans broderdatter at faa ham saapas tilbage til nutiden, at jeg kunde blive presenteret for den unge englænder.

Det var en høi, vakker ung mand omtrent paa min alder og af den mørke engelske type.

Han havde rigtignok formeget af de engelske skraa skuldre og usymmetriske lemmer; men hans holdning var utvungen og sikker, som den pleier at være hos englændere af det gode selskab.

Hans øine var vakre, meget mørke, næsten sorte, men uden varme; og noget særlig tiltrækkende var der ikke i hans ansigt. Han viste forøvrigt mindre af den kolde stivhed ved første møde, end tilfældet pleier at være hos hans nation, og var mere indsmigrende i sit væsen end 48de fleste af sine landsmænd, dog slet ikke paa nogen ubehagelig maade.

Jeg lærte efterhaanden at synes ganske godt om ham.

Det er saa, at han i begyndelsen kastede temmelig varme blikke paa frøken Sigrid, og jeg følte i den anledning ikke liden lyst til at kvæle ham. Men da dette kun var gjentagelse af, hvad jeg i de forløbne maaneder havde følt ligeoverfor et halvt dusin andre unge mænd, der færdedes paa villa Ballarat, var jeg fornuftig nok til kun at give disse følelser en forbigaaende plads. – Han tog snart sine øine til sig; formodentlig merkede han, hvor landet laa, som sjømanden siger.

Hvad der i høi grad talte til den unge englænders fordel, var hans øiensynlige beskedenhed.

Da hans fader for et aar siden døde – han havde indtil den tid boet i Australien – besluttede sønnen at reise til Europa og indskibede sig paa et seilskib – han havde altid interesseret sig for seilads, sagde han –– ; men skibet var kommet i brand i aaben sjø. Mandskab og passagerer maatte gaa i baadene. Kun en af disse baade kom til land; nemlig den hvori Reginald Howell med otte andre befandt sig. Men den knustes mod koralrevene og mr. Howell 49befandt sig tilsidst som den eneste reddede paa en liden ø. – Han traf der paa nogle venlige indfødte og blev et par maaneder efter optaget af et skib, der bragte ham til Europa.

Det er sjelden, folk undslaar sig ved at fortælle, naar de har en saapas interessant oplevelse at opvise. Men det var først efter gjentagende opfordringer af Gamle Frik, at mr. Howell var at bevæge til at give en meget nøgtern og kortfattet beretning om den eventyrlige reise.

Det var tydeligt, at han havde opført sig meget koldblodigt og kjækt under de frygtelige begivenheder, og at han kun havde sin besindighed og mod at takke for sin redning. – Dog omtalte han næsten slet ikke sin egen person og altid i de mest beskedne udtryk.

Han havde idetheletaget den egenskab – hvad enten den var erhvervet ved opdragelse, eller det var hans natur – sjelden eller aldrig at tale om sig selv, – en egenskab, der aldrig undlader at gjøre et fordelagtigt indtryk.

Da den unge mand ankom til England, afgav han selvfølgelig for øvrigheden en nøiagtig beretning om ‘The Queen of the East’s forlis og besætningens skjæbne. Beretningen havde 50staaet optrykt i de fleste engelske blade, og han tilbød sig leende at skaffe os nogle af disse blade, hvis vi fandt hans mundtlige beretning for lidet udtømmende.

Mr. Reginald Howell var kommet til Norge efter Gamle Friks udtrykkelige indbydelse.

Da denne havde erfaret sin gamle ven, den ældre Howell’s død, havde han straks skrevet og opfordret sønnen til at komme til Norge. – Den yngre Howell havde modtaget Friks brev, netop som han stod i begreb med at afseile fra Australien – han havde allerede paa forhaand bestemt sig til at besøge Europa – og havde meldt sin afreise pr. telegraf.

‘Du gjorde ret, Reginald, i at komme saa snart som muligt til din fars gamle ven! Du har vel tænkt at tilbringe vinteren hos os? her kan du lære at gaa paa ski; det er sport, kan du tro! – Du maa bo hos os; jeg har gjort to værelser istand til dig her i villa Ballarat!’

Mr. Howell troede nok, han vilde benytte sig af indbydelsen ialfald for et par maaneder; han var en ivrig sportsmand og havde for lang tid siden besluttet engang at se og prøve skisporten.

‘Det var ret!’ brølede Gamle Frik og stødte sit champagneglas mod engelskmandens. ‘Hele 51huset og alt, hvad jeg eier, staar til disposition for sønnen af min gamle ven – efter middagen skal I faa høre, hvad jeg skylder ham –. Skjønt penge tror jeg ikke egentlig, jeg behøver at tilbyde dig; i sit sidste brev til mig skrev din far, at han vilde efterlade dig alt, hvad han eiede – din mor døde jo, da du var liden gut, og selv er du jo eneste barn! –– Saa svært rig var din far vel ikke; men jeg tror, han skrev noget om 1200 £ om aaret?’

‘Ja, saa omtrent,’ bemerkede den unge mand godmodigt og smilede til den velvillige oldings snakkesalighed, ‘Og det er mere end nok for mig.’

‘Da er det kanske bedst, at jeg stryger dit navn af mit testamente? det har hidindtil staaet saa pent ved siden af Sigrids og Einars!’

Vi lo alle hjertelig og brød op fra middagen.

Da vi sad ved kaffeen og havde faaet vore cigarer tændt, tog Gamle Frik fat paa fortællingen om sit kameratskab med Howell den ældre og de begivenheder, som havde knyttet disse to mænd sammen.

Rigtignok forsøgte jeg først at slippe fri i det haab at faa en passiar paa tomandshaand med Sigrid; men det lykkedes ikke og efter at 52have hørt Gamle Friks fortælling, maa jeg tilstaa, at kun en forelsket mand kunde drømme om noget interessantere end denne beretning.

Jeg skulde ønske, jeg kunde gjengive den i alle enkeltheder og med Friks egne ord. Men det kan jeg ikke, og jeg faar indskrænke mig til at lade dig faa hovedpunkterne og gangen i fortællingen – – :

Bartolomæus Frik havde rømt tilsjøs og forladt Norge omkring aar 1830; det var hans lyst til eventyr og lede ved skolebænken, som drev ham afsted.

Først flakkede han i mange aar omkring i den østlige verden: Ostindien, Sydafrika og Australien; dels som sjømand, dels som jæger og eventyrer paa land.

Endelig i slutningen af 40-aarene befandt han sig i sidstnævnte verdensdel, da guldfeberen begyndte at gribe om sig.

Et selskab paa 3 personer brød op fra Melbourne for at begive sig til gulddistrikterne. Det var Frik, som var den ældste af dem, og saa to engelskmænd Howell og Davis.

Bekjendtskabet mellem disse 3 mænd – de var alle eventyrere, men af god familie – var ikke gammelt; men det ud viklede sig i de følgende aar til venskab og trofast kameratskab.

53De førte i mange aar guldgraverens sædvanlige tilværelse: var undertiden heldige; men reiste saa til Melbourne og gjorde ende paa pengene i en fart.

Endelig efter syv aars afvekslende tilværelse, kom de over et rigt guldfund og tjente sig en formue hver i løbet af faa maaneder.

Nu opløstes kompagniskabet: Howell, der var den roligste og besindigste af dem, kjøbte sig et stort stykke land og tog fat paa faareavl. Det lykkedes ham paa den maade at bevare sin formue, ja forstørre den noget, om han end ikke var af de heldigste.

Frik og Davis derimod syntes ikke, de havde nok. – De erhvervede penge satte dem istand til at realisere en plan, som Frik havde udkastet, og som de længe havde sværmet for at bringe til udførelse.

Midt i 30-aarene havde Frik som ganske ung mand været i Sydafrika. Han fulgte da de boere, som drog nordover over Orangefloden, og havde været med paa streiftog over floden Waal og endnu længere mod nord.

Paa disse expeditioner havde Frik selv fundet diamanter og hørt eventyrlige fortællinger af indfødte om rige forraad af disse stene, som skulde befinde sig i bjerghuler af en ganske egen beskaffenhed 54, der ledede tanken hen paa forladte bjergverker.

Frik havde faaet beretningen paa en maade, der ikke lod ham tvivle paa, at der laa ialfald nogen sandhed til grund; og angivelsen af stedet var ogsaa saa nogenlunde brugbar. Men han kunde dengang ikke faa ledsagere paa nogen expedition, da det angivelige sted laa langt inde i ørkenen og blokeret af vilde, fiendtlige negerstammer. – Dengang havde han heller ikke midler til at udruste en expedition alene og maatte derfor foreløbig opgive tanken. Disse diamanter var det, Frik og Davis besluttede at opsøge.

‘Davis forekom mig netop at være den rette mand,’ bemerkede Gamle Frik, da han var kommen saa langt i sin fortælling, ‘han var mindst dobbelt saa grisk efter at finde diamanterne som jeg.’

De to staldbrødre reiste fluksens til Caplandet, kjøbte sig en fortrinlig udrustning og leiede folk til en stor expedition.

Den del af deres penge, som ikke gik med til udrustningen, sendte de til en bank i London.

Det var Davis, som greiede med det; han var den mest forretningskyndige.

55Denne expedition naaede til Waal, men kom ikke tilbage, og det gik saaledes til.

Da den var kommen saa langt, at der efter Friks og Davis’s antagelse kun skulde være en dagsreise igjen til diamanthulerne, lod man de indfødte og oksevognene slaa leir, hvorpaa de to eventyrere alene fortsatte reisen.

Det lykkedes dem at finde, hvad Frik paastod maatte være Salomos forladte gruber, og fylde en hel liden sæk med diamanter. – Men komne tilbage til leiren, fandt de denne plyndret og hele expeditionens mandskab dræbt af en fiendtlig negerstamme.

Frik og Davis blev ogsaa fanget efter en haard kamp.

Om natten lykkedes det dog Davis, der var uskadt, at flygte. Frik, der havde faaet en pil gjennem laaret, kunde ikke følge ham.

Davis tog med Friks billigelse posen med diamanterne med sig og lovede, straks han naaede civilisationen, at reise en ny expedition til Friks befrielse.

Imidlertid slæbte negrene denne med sig længere og længere ind i landet, hvor det var ham umuligt at tænke paa flugt; og saa levede han da hos dem i 3 aar.

Endelig dukkede en skare europæiske pionerer 56op helt inde i det mørke fastland, hvor stammen levede; og før de sorte endnu havde tænkt paa at bevogte Frik, havde han forenet sig med de hvide og fulgte dem til beboede egne.

Antagelig havde negrene efter saa lang tids forløb vænnet sig til at betragte Frik fuldstændig som en af sine egne. – Han havde ogsaa maattet gifte sig iblandt dem og tage ikke mindre end tre hustruer.

‘Det var det mindste antal, jeg kunde slippe med, saa flink jæger, som jeg var,’ bemerkede Gamle Frik i sin fortælling, ‘saa forskjellig er opfatningen i Afrika og her. – Stammens to ældste – det var nok præsten og hans medhjælper – foreholdt mig, at det vilde være rent uanstændigt, om en mand som jeg havde mindre end 3 koner.’

Kommen tilbage til folk, spurgte Frik naturligvis først efter sin ven Davis.

Jo, denne var velbeholden kommen tilbage til Capkolonien, men havde ikke nævnt et ord om nogen hjælpeexpedition efter Frik. Tvertimod havde han fortalt, at Frik var død, og var saa reist sporenstregs til England; det var sluppet ud af ham, at han nok havde nogle diamanter med sig; men han havde ikke vist dem til nogen.

57Frik blev ikke videre glad ved denne besked. Han havde dog nogle smaa diamanter, som han havde fundet under sit ophold blandt negrene. Disse solgte han for et par hundrede pund og strøg saa efter Davis til England.

Her viste det sig, at Davis havde hævet pengene i banken, solgt alle diamanterne, kjøbt et stort herresæde og nu levede som jord-drot i Yorkshire. Frik reiste da ud til herresædet, men fik ikke engang komme ind til eieren. Davis negtede rent ud at levere ham nogensomhelst del hverken af pengene, som havde været deponeret i banken, eller af dem, som var komne ind ved salget af diamanterne.

Da Frik blev rasende og med magt vilde bane sig vei til kjæltringen, blev han sat paa dør af tjenerne.

Nu henvendte Frik sig til politiet; men dette henviste ham til rettens vei. Han maatte faa tag i en sagfører for at procedere med sin gamle kamerat.

En sagfører var ikke vanskelig at finde, hverken en eller flere; men ingen af dem vilde sætte sagen igang, med mindre Frik kunde garantere salær og omkostninger. Davis var rig og mægtig og vilde naturligvis bruge alle de midler, som den engelske rettergangsordning i saa rigt 58mon stiller til raadighed for den, der har faa skrupler og mange penge.

Frik raste en stund som en løve i bur; men heldigvis tog han sig sammen og indskibede sig til Australien, før han endnu var bleven ‘gal af sinne’, som han udtrykte sig.

I Australien blev han venlig modtaget af det tredie medlem af det fordums kompagniskab, og da Howell fik historien at vide, blev han ligesaa forbitret over Davis’s slyngelagtighed som Frik selv. – Det var forresten et uheldigt tidspunkt for Howell. Hans farm var netop hjemsøgt af en svær oversvømmelse, og størstedelen af hans faareflokke havde sat livet til.

Men Howell gav sig ikke. Han brød sig intet om Friks modforestillinger, men reiste med megen vanskelighed et laan paa 5000 £ paa sine eiendomme. Disse penge truede han paa Frik, og da denne saa, at vennen ikke vilde tage imod raison, nølede han ikke, men reiste med pengene til England.

Nu var der ingen vanskelighed ved at faa sagen igang. En dygtig sagfører blev engageret, og sagen blev forfulgt med al mulig kraft mod Davis.

Frik troede dog selv, at det aldrig skulde lykkes at faa has paa denne. Han havde vidst 59at bruge tiden til at gardere sig godt og benyttede alle midler til at udhale sagen. – Friks 5000 £ svandt hurtig, da hans sagfører var heldig nok til at opdage visse mørke punkter i Davis’s liv før den tid, Frik havde lært ham at kjende.

Disse punkter var af den art, at Davis, der imidlertid var bleven valgt til M. P. i sit grevskab, for enhver pris maatte sikre sig mod, at de kom for offentlighedens øine og øren. Han maatte derfor bekvemme sig til at afslutte processen ved mindeligt forlig og udbetale Frik halvdelen af sin formue, hvad der ogsaa rettelig tilkom denne.

‘Tilslut fik jeg saa godt tag paa kjæltringen,’ tilføiede Gamle Frik, ‘at han ikke alene tilbød sig at betale alt, hvad jeg forlangte; men han skrev endog et ydmygt brev til mig og bad mig for Guds skyld ikke offentliggjøre sagen. Det vilde fuldstændig ruinere ham, skrev han.

Da Davis havde sat næsten alle pengene i godset, var det vanskeligt at faa kontanter. Men affæren blev dog tilsidst ordnet, og jeg har ikke omtalt historien for andre mennesker. Noget løfte isaahenseende gav jeg forresten ikke; men det er jo lige godt, at dere, som nu har hørt 60den, ogsaa holder tæt. Kan det hjælpe skurken til i ro og fred at angre sine synder for resten af sin levetid, saa er jo det det bedste.

Det var ikke muligt at faa din far, mr. Reginald, til at modtage andet end de 5000 £, som han havde laant mig; uagtet jeg nu var meget rigere end han. Nei, han var stolt som bare fanden, ligesaa stolt som han var trofast.’

Vi havde alle med spændt interesse lyttet til Gamle Friks lange historie; alle med undtagelse af mr. Reginald Howell. Trods hans velopdragenhed havde hans utaalmodighed flere gange været paafaldende, endog for fortælleren selv.

Denne bemerkede ogsaa:

‘Ja, du har vel hørt historien flere gange af din far, Reginald, saa for din skyld behøver jeg ikke at fortælle den. Men jeg vil, at de, som staar mig nærmest i verden nu, skal vide, hvilken ven din far var for mig.’

Mr. Howell smilte lidt forlegent: ‘Ja naturligvis har jeg hørt historien af min far baade to og tre gange. Men De kan forstaa, han lagde ikke saadan bret paa den hjælp, han ydede Dem. Det var ikke mere, mente han, end en mand pligter at gjøre for en ven; og det synes jeg ogsaa.’

61‘Han er sin fars søn!’ raabte gamle Frik og gav sig ikke, før han havde faaet fat paa englænderens haand og rystet den kraftig, hvo beskedent end denne søgte at trække sig bort.

‘Har De senere hørt noget om Davis?’ spurgte han efter en pause.

‘Nei, ikke meget,’ svarede Gamle Frik; ‘han var allerede gift, da jeg drev processen med ham. Men det skulde nok ikke være saa svært lykkeligt egteskab; hans kone besørgede vist en god del af den afstraffelse, som han saa vel fortjente. – Senere har jeg ogsaa hørt, at han har ondt for at drive den store eiendom, efterat han har maattet trække saa megen kapital ud. – Naa! det faar blive hans sag; vi kan gudskelov snakke om noget andet end den kjæltring! – En ting glemte jeg forresten at nævne: da Davis blev nødt til at levere mig tilbage min halvdel, overtog jeg den sorte diamant i indfatning; den som vi kalder skildpadden. Jeg overtog den for 2000 £; det skal nok omtrent være dens værdi i usleben tilstand. – Vi fandt den, som den er, oppe i Salomos bjergverker. De, som min gode ven Rider Haggard senere har skrevet om. – Det var den eneste af vore diamanter, som Davis ikke havde solgt.’

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Friks diamant

Romanen Gamle Friks diamant ble første gang gitt ut i 1898 og er andre bok i serien om privatdetektiven Karl Monk.

Den eksentriske Bartolomæus Frik, også kalt Gamle Frik, har blitt frastjålet en sjelden diamant. Monk tar opp jakten på tyven(e).

Handlingen er lagt til Kristiania på slutten av 1800-tallet. I tillegg til detektivhistorien inneholder boken skildringer av byens gater, bygninger og kultur.

Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no) (nb.no)

Les mer..

Om Fredrik Viller

Pseudonym for Christian Sparre.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.