Tredie kapitel: I mørke

Tredie] rettet fra: Fjerde (feilnummerert i førsteutgaven)

Jeg lagde avisudklippet ned paa bordet og saa paa mine tilhørere. Klara sad med hagen 207hvilende paa de foldede hænder og albuerne paa bordet, stirrende ret ud for sig. Monk, som igjen havde trukket sig tilbage til den mørkeste krog af værelset, kom nu frem. Han var meget bleg; men hans stemme var rolig, da han sagde:

«Nu skal jeg fortsætte. I faar undskylde, hvis resten af min historie bliver tør og forretningsmæssig; men det er den eneste maade, hvorpaa jeg kan overvinde mig til at tale om disse begivenheder. Det er forresten ikke langt igjen.»

«Ja, men sig mig en ting, Monk, var Sigrid – frøken Frik vilde jeg sige – –»

Det var Klara, som ivrig reiste sig og gik henimod Monk.

«Nei, undskyld, frue, lad mig nu faa lov at fortsætte, ialfald en liden stund, ellers kommer jeg maaske aldrig til at tale om disse ting, som jeg ikke har nævnt til noget menneske paa 6 aar. I har jo lovet at høre mig for om muligt at raade og hjælpe mig; da maa I ogsaa bære over med mine egenheder og ikke afbryde mig netop nu. Senere – det lover jeg – skal jeg besvare spørgsmaal. – – –

Godt –, der er flere ting, som forefaldt i retssalen, men som referenten ikke har nævnt. Dog tror jeg ikke, at hans referat sammenlagt med, 208hvad jeg selv tidligere har fortalt, har ladet Eder gaa glip af noget, der kan være til hjælp ved opklaringen af det mysterium, som for mig blev enden paa diamanttyveriet hos Gamle Frik.

Der er bare en ting, som jeg maa nævne, da Morgenblads–referenten ikke har taget det med: Da lagmanden holdt sin retsbelæring, greb han anledningen til at dadle politiets optræden i sagen – han sigtede dermed, sagde han, til opdagelseschefens optræden ligeoverfor prokurator Jürgens. Vistnok var han overbevist om, at han aldrig havde havt til hensigt at øve pres paa den gamle mand, men han havde dog i hidsighed lagt haand paa ham, en omstændighed, som ved den vending, sagen havde taget, kom til at staa i et meget uheldigt lys. Dernæst havde opdagelseschefen begaaet en anden feil ved ikke at omtale optrinet, da han aflagde vidnesbyrd i retten. Lagmanden var nødsaget, sagde han, til at udtale, at denne hans optræden kunde have medvirket til at fælde en uskyldig.

Enhver kan forstaa, i hvilken pinlig situation jeg befandt mig; det værste var, at jeg selv maatte indrømme, at lagmanden havde ret – sørgelig ret; og saa tanken paa, at min handlemaade bidrog, ja bidrog i høi grad til at kaste en forfærdelig mistanke over paa den, jeg havde 209kjærest i verden. I saa henseende oversaa jeg forøvrigt endnu ikke følgerne af den vending sagen havde taget. Den var jo ogsaa saa overraskende, at man næsten ikke fik tid til at tænke, før dommen var faldt.

Jeg gik straks hjem til mig selv og forsøgte at overtænke min stilling; men allerede dengang saa jeg kun mørke omkring mig. Saa tog jeg mig sammen og gik ned paa politimesterens kontor. Han sad der endnu tiltrods for, at det var sent om aftenen. Han var meget alvorlig.

‘Jeg er allerede underrettet om, hvad der er foregaaet i retten,’ sagde han, ‘og det gjør mig meget ondt at høre, hvad der er hændt. Min hensigt med disse ord er at spare Dem beretningen derom; vent! jeg har en ting at sige Dem, før De svarer – en ting, som De bør vide snarest. Jeg har givet ordre til at arrestere frøken Frik!’

Jeg havde anet, at noget saadant maatte komme, og det lykkedes mig at paatage mig en ro, som jeg slet ikke var i besiddelse af.

‘Jeg vidste, at saa maatte ske, hr. politimester,’ svarede jeg; ‘og jeg har heller ikke tvivlet om, hvad jeg bør gjøre; jeg er kommen for at anholde om afsked fra politiets tjeneste. Min skriftlige ansøgning har jeg endnu ikke 210faaet skrevet; men den skal foreligge allerede imorgen, og jeg beder Dem betragte det, som om den allerede var i Deres haand.’

Politimesteren saa venlig paa mig, trykkede min haand og sagde:

‘Det gjør mig ondt, mere ondt end De maaske aner; men jeg hverken kan eller vil bede Dem tage ansøgningen tilbage. Hvad De nu har sagt, var netop hvad jeg ventede mig af Dem.’

‘Kjender hr. politimesteren til alt, hvad der foregik i retten idag?’ spurgte jeg.

‘Ja, jeg har faaet en nøiagtig beretning af politiadjutanten, som var tilstede den hele tid.’

‘Og hvad er Deres mening?’

‘Min mening? – jeg forstaar, De taler ikke længere om Dem selv, De tænker paa den unge dame, som jeg har været nødt til at arrestere; – ja, hvad skal jeg sige Dem? Hvis jeg siger, at ingen anden end frøken Frik kan have taget diamanten, da bliver De sint paa mig; og siger jeg det modsatte, da vil De straks forstaa, at jeg taler mod min overbevisning – ikke sandt?’

Han havde ret, og jeg taug.

Da jeg skulde til at gaa, tog politimesteren atter min haand:

‘Der har mødt Dem en stor ulykke, Monk; 211– en liden uforsigtighed fra Deres side, en bagatel, som i 99 af 100 tilfælde vilde været uden følger, har paa grund af omstændighedernes magt drevet Dem ud af Deres virksomhed, som De havde viet saa stor kraft og dygtighed. Og hvis jeg ikke tager feil, saa er der overgaaet en person, som er Dem kjær, en endnu større ulykke; ialfald synes saa at skulle blive tilfældet. Hvad det første angaar, da er De en kraftig mand, og jeg behøver ikke at opfordre Dem til ikke at miste modet; De har intet ondt gjort, og verden er stor og lønsom at arbeide i. – Hvad det sidste angaar, da findes der ogsaa raad for det – med tiden. Jeg læser tydelig i Deres ansigt, hvad De nu agter at gjøre – De vil lægge al Deres kraft, al Deres energi i forsøget paa at bevise den dames uskyld, mod hvem alt nu synes at tale, og det være langt fra mig at ville afholde Dem derfra – maaske vil det lykkes; saapas erfaring har jeg, at jeg ved, at intet er umuligt. Men skulde det ikke lykkes, da ødelæg ikke Deres liv for en kvindes skyld, som saa mange har gjort, – bryd da overtvert jo før jo heller – før det er for sent – og prøv ikke paa at gjøre det umulige ud af en ting, der allerede er bleven til støv – – –. Kan jeg hjælpe Dem nu eller senere, saa kom til mig naarsomhelst.’

212Disse var min foresattes venlige og faderlige ord. I de aar, som er forløbne, har jeg kun talt med ham en gang senere om denne sag.

*

Jeg var dengang kun 27 aar gammel, og da den næste dag oprandt, var mit mod og min energi vendt tilbage.

Politimesteren havde ret, naar han havde læst hos mig en beslutning om at sætte alt ind paa at bevise min forlovedes uskyldighed – thi dengang var hun endnu min forlovede. Men jeg skulde ikke gjøre mange skridt, før jeg opdagede, baade at min daværende stilling – jeg stod ikke længere i spidsen for et stort politis opdagelsesvæsen –– gjorde alt mit arbeide besværligt og ulønsomt; men det var ogsaa, som en ubønhørlig skjæbne havde bestemt, at stykket skulde spilles tilende som det var begyndt, og at ingen menneskelig indgriben vilde taales.»

«Talte De ikke straks med Sigrid?» spurgte Klara pludselig.

«Nei, det var mig umuligt. Hør nu, hvordan min stilling var: straks den følgende dag begyndte omtrent alle byens aviser at 213tage fat paa ‘politiets optræden’, som det hed. Enkelte forlangte endog, at jeg skulde sættes under tiltale, da min fortielse af sandheden nær havde bevirket en uskyldigs domfældelse. Nu, dette gik forholdsvis hurtig over, da jeg øieblikkelig fik afsked ifølge min ansøgning. Men følgen var ialfald, at jeg mangesteds blev modtagen med mistro, og at politimesteren, med hvem jeg korresponderede derom, ikke paa nogen maade turde give mig adgang til den unge dame, der sad i varetægtsarrest.

Her har jeg nogle dagbogsoptegnelser fra den tid; lad mig heller læse dem op. Det hører ikke egentlig til mine vaner at skrive dagbog, den slags neddykken i sig selv har altid været mig imod; men dengang gjorde jeg det af rene professionelle hensyn – for at have optegnelserne at støtte mig til i mit arbeide.»

Monk trak frem en liden, tyk noticebog, som han begyndte at blade i.

«Uf, nei da!» udbrød Klara ved synet af den, «læg væk bogen og fortæl heller!»

Monk kunde ikke lade være at smile: «Jeg skal ikke bruge bogen længe, frue; men jeg tror, det er bedst jo før jo heller at faa ende paa historien, og det vil spare megen tid, om jeg kan faa lov til at læse op bare nogle sider.»

214Saa gav Klara sit samtykke, og Monk læste:

23de juni. Ikke muligt at faa adgang til Sigrid! – forsøgte derfor at faa tale med Gamle Frik. Syg! kunde ikke tale med mig – jeg tror ikke noget paa den sygdom.

I eftermiddag var jeg atter oppe hos advokaten, Evelinas forsvarer for lagretten, og spurgte ham ud angaaende det brev, som blev ham leveret i retten, dengang da han forlangte udsættelse. Han negtede atter at give mig nogensomhelst oplysning om brevet og dets indhold; han var forpligtet dertil, sagde han. – Af dette brev tror jeg meget afhænger; der findes en person, som har givet advokaten vaaben ihænde, ikke alene til forsvar for Evelina, men mod Sigrid. Hvem er det? Hvad er bevæggrunden og hvad er hensigten? Jeg fik tag i retsbudet. Han havde faaet brevet af et bybud med tilhold om at levere det til forsvareren uden ophold. Jeg skal nok faa fat paa bybudet, men det vil vistnok tage nogle dage – imidlertid gaar tiden –

25de juni. Nu har jeg tilbragt to dage med at faa bybudet opspurgt. Jeg begyndte med no. 1, først da jeg kom til no. 87, var det den rette mand. Han havde faaet brevet af en liden avisgut fra Grand café, saavidt han huskede. Endelig fik jeg ogsaa tag i avisgutten. Han havde 215faaet det af «en herre»; men enten herren var gammel eller ung, lys eller mørk, kunde han ikke erindre – overhovedet intet. Der staar jeg!

Jeg forsøgte atter at faa tale med Gamle Frik. Han negtede sig hjemme, men har i eftermiddag sendt mig følgende brev:

Ærede hr. Monk!

Jeg vil sige Dem rent ud, at jeg ikke tror, at vi to længere vil have nogen glæde af hinandens selskab.selskab.] rettet fra: selskab (trykkfeil) Hverken Einar eller Sigrid Frik vil mere sætte sin fod i mit hus, og deres navn vil aldrig blive nævnt der.

Deres rolle, hr. Monk, under de sidste tiders begivenheder kjender jeg ikke saa nøie og agter heller ikke at forske mere derefter.

Det er mig nok at vide, at De var med paa at ville dække over mine broderbørns forbryderske færd. At der for Dem kan findes undskyldende omstændigheder, ved jeg nok; men i ethvert fald kan jeg ikke forstaa, hvorfor vi skulde mødes eller tales ved.

Bartholomæus Frik.

Monk saa op fra sine noticer: «Siden den tid har jeg aldrig talt med Gamle Frik.»

216«Men du prøvede da vel paa at faa en forklaring med ham?»

«Prøvede, ja, men det var lettere sagt end gjort. Siden den tid har han næsten ikke talt med et menneske og allermindst med mig, han er stivnakket som en gammel gjeit. – Men lad mig gaa videre; jo før jeg kommer tilende med disse sørgelige optegnelser, desto bedre.

28de juni. Jeg tilbringer tiden med at holde øie med skuespilleren, Evelina og hendes mor – en vanskelig sag nu, da jeg maa savne mine dygtige betjente og udelukkende stole paa mig selv eller nogle ynkelige leieredskaber. – Evelina gaar aldrig ud, skal være syg. – Madame Reiersen er ofte beruset, nyder sin rolle som martyr paa datterens vegne og skal have modtaget en anseelig pengesum fra Gamle Frik. – Skuespilleren fortsætter sit smukke liv, han synes at have lidt mynt, men dog ikke til overflod.

Jeg har talt med mr. Howell. – Han opførte sig og talte som en gentleman – men … jeg tror ham ikke. Han udtalte sin største beklagelse over at være kommet op i historien. Intet skulde faa overbevist ham, sagde han, om at det ikke var Evelina, som han havde fotograferet foran skabet med diamanten i haanden. – (Ja, hvad hjælper det, naar klokkeslet og klædedragten 217siger noget andet!!) – Han vilde reise til England om nogle dage, sagde han, hvad saa end politiet sagde. Han vilde ikke møde nok engang i lagretten; man havde jo hans vidnesbyrd fra den forrige retsforhandling.

Jeg spurgte, hvad Gamle Frik havde mod sin brodersøn Einar. Mr. Howell kunde ikke forstaa det; havde forgjæves forsøgt at tale gamlingen tilrette, sagde han. –– Mr. Howell snakker tilsyneladende saa aabent; men jeg har intet nyt faaet at vide af ham. Ved han intet? eller skjuler han noget?

5te juli. En hel uge er gaaet, og jeg har intet udrettet. Tiden nærmer sig, da sagen atter skal for lagmandsretten, og alle er enige om, – det er forfærdeligt at skrive det – at Sigrid vil blive dømt!

Jeg har skrevet til Einar Frik i Hamburg – endog to gange – men intet svar faaet, uagtet jeg gjennem telegram til og fra hotellet ved, at han opholder sig der og har faaet mine breve.

Det er som om jeg overalt støder hovedet mod en mur eller rettere sagt en seig, uovervindelig hindring. – Er det skjæbnens vilje, at tragedien skal spilles tilende?

Jeg har været hos pantelaaner Abrahamsen. Først traf jeg bare en pukkelrygget skriver, som 218betragtede mig med et spottende smil; og derpaa kommer Abrahamsen selv. Han sagde, at han havde sagt alt, hvad han vidste, i retten, og ikke havde tid til at tale mere med mig – det er ikke som da jeg var chef for opdagelsespolitiet!

Iforgaars hændte en vigtig ting: skuespiller Fredriksen reiste med nattoget til Kjøbenhavn. Jeg kunde ikke holde ham tilbage, og politiet vilde ikke stoppe ham. Og dog aner det mig, at med ham forsvandt en af de faa muligheder for at faa en opklaring paa diamanttyveriet.

6te juli. Alle morgenaviser meddeler i dag med fede typer den nyhed, at Evelina Reiersen har begaaet selvmord. Hun har hængt sig i sit eget værelse hjemme hos sin mor. Alle er enige om, at hun har begaaet selvmordet i vanvid. Efterat hun havde været arresteret og nær var bleven dømt uskyldig, skal hun flere gange have vist tegn paa sindsforvirring, som tilslut resulterede i den sørgelige handling –– saa lyder beretningerne. Alle aviser taler i beklagende ordelag om det forefaldne, og «Sandhedsfakkelen» med flere andre kan ikke blive træt af at udbrede sig over det ansvar, som den «virkelig skyldige og politiet» maa paatage sig for, hvad der er indtruffet …

219Jeg forstaar næsten ikke, hvordan jeg i længden skal holde dette ud, saa afmægtig som jeg er til at kunne gjøre noget.

7de juli. Jeg var idag oppe hos madame Reiersen for om muligt at faa greie paa, om ikke den afdøde havde efterladt sig noget budskab eller bekjendelse. Som jeg forresten havde ventet mig, blev jeg modtaget af den værdige kone med en storm af forbandelser og skjældsord. Det var umuligt at udrette noget der.

Gamle Frik skal være fuldstændig overbevist om sin broderdatters skyld og taaler ikke at høre hendes navn nævne. Dog har han engageret Kristianias dygtigste advokat til hendes forsvarer. Mon det hjælper noget?

9de juli. Kun tre dage igjen til lagmandsretten, og endnu intet udrettet! Jo, jeg har gjort noget. Jeg har talt med den advokat, som skal føre Sigrids sag. Han underrettede mig om, at frøken Frik for ham havde opgivet, at det virkelig var hende, som den eftermiddag besøgte pantelaaneren for at laane penge paa sine smykker; at hun ligeledes agtede frit at bekjende dette i retten, men ikke agtede at oplyse om, hvortil hun skulde bruge pengene. Advokaten havde indtrængende foreholdt hende, at hun ogsaa maatte forklare sig i saa henseende, hvis 220hun ikke vilde bestyrke mistanken mod sig; men at den unge pige var ubøielig paa dette punkt.

Hvad skal dette betyde?

Hvad skulde Sigrid med 4000 kroner, og hvorfor vil hun ikke forklare, hvad hun vilde bruge pengene til? Dette har givet mig meget at tænke paa.

Imidlertid spurgte jeg advokaten, om han var opmerksom paa, at pantelaanerens opgiven af klokkesletterne gjorde det omtrent umuligt, at frøken Frik kunde være tilbage i villa Ballarat til det klokkeslet, som fotografiet udviste. Efter pantelaanerens sigende kjørte hun derfra 5 minutter over halv 6, og uret paa fotografiet viste 10 minutter over halv 6. Veien fra Bispegaden til villa Ballarat kan ikke tilbagelægges paa 5 minutter.

Advokaten lovede at have sin opmerksomhed henvendt paa dette punkt – – – Men hvad skulde Sigrid med de 4000 kroner? Hvad har hun at skjule?

Monk lukkede noticebogen.

«Ja, saa langt gaar foreløbig mine optegnelser, og resten er hurtig fortalt:

Tre dage efter kom sagen for lagmandsretten. Jeg var selv indkaldt som vidne; men mine 221erindringer fra den dag er meget faa. Jeg følte mig, som om jeg gik i søvne – i en væmmelig drøm. Havde jeg selv været den tiltalte, da vilde jeg været rolig og aandsnærværende, det ved jeg, – nu var jeg ikke tiltalt, men skyldig, skyldig i, at den unge pige, som jeg elskede høiere end mit liv, stod der anklaget for et smudsigt tyveri fra sin velgjører. – Først senere fik jeg ved at læse i aviserne et nogenlunde klart overblik over, hvad der gik for sig den dag i lagmandsretten.

De samme vidner, omtrent, som var optraadte i sagen mod Evelina, var ogsaa indstevnede her. Noget nyt fremkom heller ikke, saa jeg behøver ikke at gaa mere end høist nødvendigt ind paa denne forfærdelige dags begivenheder.

Da jeg afgav min forklaring om mit besøg hos prokurator Jürgens, forsøgte tilhørerne at tilraabe mig skjældsord og forhaanelser. Rigtignok fik lagmanden snart bragt ro tilveie, men jeg maatte dog taale de fornærmeligste øiekast, mens jeg fortalte historien om min egen dumhed.

Sigrid lagde intetsomhelst skjul paa sit besøg hos pantelaaneren, men negtede at forklare sig, om hvad hun skulde bruge pengene til. Derimod benegtede hun paa det bestemteste 222at have sat sin fod i museet mellem kl. 5 og 7½.

Statsadvokatens foredrag gik hovedsagelig ud paa følgende:følgende:] rettet fra: følgende;

Tiltalte havde selv indrømmet, at hun den dag, tyveriet fandt sted, havde foretaget temmelig usædvanlige skridt for at komme i besiddelse af en større pengesum, men at dette ikke var lykkedes hende hos pantelaaneren, skjønt alle maatte forstaa, at det var af høieste nødvendighed for hende at komme i besiddelse af mindst 4000 kroner den dag, og at enhver anden udvei syntes at være hende stængt.

Hun var en af de faa, som uden at det vakte opsigt, kunde gaa ind og ud i museet, hvor diamanten opbevaredes.

Saa var der af mr. Howell taget et fotografi af hende, staaende med diamanten i haanden kl. 10 minutter over halv 6 den eftermiddag. At fotografiet forestillede frøken Frik, uagtet hun selv negtede at have besøgt museet i den tid, derom var der ikke længere tvivl efter undersøgelsen med forstørrelsesglasset.

Endelig havde man den daværende opdagelseschefs vidnesbyrd for, at prokurator Jürgens fra begyndelsen havde udtalt, at han havde kjøbt diamanten af tiltalte. Først senere havde den 223gamle mand, skræmmet ved opdagelseschefens utilbørlige optræden, forandret sit udsagn.

Det var kortelig statsadvokatens fremstilling, og jeg behøver ikke at tilføie, at efter vidneførselen og hans foredrag fandtes der vel ikke et menneske i salen, som tvivlede om, at frøken Frik var skyldig.

Forsvareren havde ikke andet at holde sig til end det punkt, som jeg omtalte i mine dagbogsoptegnelser; men dette blev ogsaa af ham udnyttet over forventning : Det viste sig, at tidspunktet, da frøken Frik forlod pantelaanerens hus, kunde konstateres paa minuttet ved den tilfældighed, at pantelaaneren ved denne leilighed havde taget sit ur op og spurgt kontoristen, om ikke klokken var 5 minutter over halv 6. Kontoristen havde da lænet sig ud af vinduet, seet paa klokken i kirketaarnet og svaret bekræftende.

Dernæst havde forsvareren ladet afhøre vognmandsgutten, som havde kjørt frøken Frik – jeg har vist glemt at fortælle, at jeg imidlertid havde faaet denne person opstøvet – og han kunde med sikkerhed erindre, at han for anledningen havde kjørt ganske som sædvanlig – hverken hurtigt eller langsomt.

224Forsvareren havde derpaa ladet flere prøver foretage med samme hest og samme droske, og det viste sig, at turen under vanlig kjørefart aldrig var foretaget paa under 15 minutter og selv med meget hurtig kjøring ikke under 10 minutter.

Han havde dermed bevist, mente han, at naar frøken Frik var den dame, som havde forladt pantelaaneren klokken 5 minutter over halv 6 – og det maatte jo kaldes et faktum – saa kunde det ikke være hende, som var fotograferet med diamanten i handen klokken 10 minutter over halv 6! – at det lille ur i elefantens hoved gik rigtig paa minuttet, var jo bevist ved Gamle Friks vidnesbyrd.

Herimod indvendte statsadvokaten, at det var noget, som enhver vidste, at urene i byen ofte gik flere minutter forskjelligt.

Forsvareren holdt paa, at saa stor forskjel, som den, der her maatte til, nemlig cirka 10 minutter, neppe var tænkelig. Idetheletaget udnyttede han denne omstændighed til det yderste og henvendte sig paa en saadan maade til lagretten, at da denne trak sig tilbage til sit raadslagningsrum, herskede der uvished om, hvad udfaldet vilde blive. Han havde endt sin tale saaledes:

Monk aabnede noticebogen, frem tog et avisudklip og læste:

Mine herrer dommere 225og lagrettemænd! Det vilde være dumt af mig at paastaa, at jeg har bevist, at min klient ikke er skyldig i det tyveri, hvorfor hun er tiltalt. Men jeg har ret til at spørge: er det nogen, som mener, at paatalemyndigheden har bevist hendes skyld? Saameget har jeg dog bevist, at for at paatalemyndighedens paastand i et og alt skal holde stik, saa maa den unge dame, hvis forsvar jeg har den ære at føre, have opholdt sig paa to steder paa en gang. Har hun været hos pantelaaneren paa den tid, da alle vidnesbyrd er enige om, at hun har været der, da kan hun ikke være den person, som af mr. Howell er fotograferet med den stjaalne diamant i haanden.

Jeg indrømmer, at der er vegtige indicier imod den unge dame; men har jeg ikke vist, at der ogsaa er vegtige indicier, som staar imod disse igjen? Dette er ingen sædvanlig sag, det vil alle indrømme. Dette tyveri, som nu er behandlet ved to lagmandsretter i form af to forskjellige sager mod to forskjellige personer, vil forblive et mysterium, hvordan saa end lagrettens kjendelse idag falder ud. – Jeg tør paastaa, at hvordan end Eders dom bliver idag, saa vil imorgen af ti mennesker, der har fulgt disse forhandlinger, de fem sige: lagretten kjendte 226ret! de øvrige fem vil sige: nei, den kjendte urigtig!

Sagen er og vil forblive et mysterium, hvorom menneskene ikke vil være enige – forblive en gaade, indtil tiden muligens løser den.

Jeg gjentager, denne sag er ingen almindelig sag; thi for hver en omstændighed, som synes klar, er der to uklare.

Enhver, der var tilstede ved den anden sags behandling for retten – man kunde forresten ligesaa godt sige den samme sag – vil erindre, at da sagen næsten var tilende, straks før lagrettemændene skulde gaa ind til raadslagning, fandtes der vel neppe en blandt retten, lagretten eller tilhørerne, som ikke var overbevist om, at sagen var grei som faa, og at ingen anfegtelse behøvede at formørke dommernes sind eller gjøre dem uvisse om at udtale sit «Skyldig»; – en time eller to senere var alle enige om, at de med ligesaa let sind havde at udtale sit «Ikke skyldig». Mon ikke det samme kunde hænde idag?

Vistnok er jeg ikke saa heldig som min kollega, forsvareren i den første sag; ialfald har det ikke hidtil lykkedes mig at bringe omstændigheder for dagen, som tvinger selv paatalemyndigheden til at tage sin anklage tilbage – 227men det har dog lykkedes mig at bevise, at hvis alt skulde være saaledes, som statsadvokaten paastaar, da maatte min klient være et overnaturligt væsen! …

Ja, min hensigt med dette er kun at vise, at indprente jer, mine herrer dommere og lagrettemænd, at endnu hersker mørket i denne sag:

Gaa hen og besvar spørgsmaalet: «Skyldig?» med «ja», og I vil straks efter kunne sige til Eder selv : «vi kunde lige godt have sagt: «nei». Eller besvar det med «nei», og I kan sige til eder selv: «hvorfor svarede vi ikke ligesaagodt: «ja»?

Forsaavidt angaar udsigten til at træffe det rette, da kan det vistnok være ligegyldigt, hvordan Eders svar bliver, og jeg vil ikke lægge skjul paa, at for mig staar det, som om udsigten kan være lige stor, enten I svarer saa eller saa. Men der er en anden side ved dette, og det er, at her dreier det sig ikke om at gjette mellem «høire» og «venstre» – sort eller rødt, eller at spille hazard om «effen» eller «ueffen». Nei! her skal afgjøres mindst en menneskeskjæbne. Spørgsmaalet er ikke om spader eller hjerter, men om liv eller død, eller det som er et menneske ligesaa dyrebart!

228Den af Eder, mine herrer lagrettemænd, som besvarer spørgsmaalet: «Skyldig?» med «Nei», han vil maaske engang i tiden, naar denne sag opklares, maatte sige til sig selv: «Jeg har altsaa været med paa at frikjende en skyldig, at fri hende, om ikke fra straf, saa dog fra lovens arm.»

Men den af Eder, mine herrer, som i dag besvarer spørgsmaalet med «Ja», hvad kan han engang i fremtiden blive nødt til at sige til sig selv? Det kan hænde, han maa sige til sig selv:

«Jeg dømte en uskyldig; jeg har ødelagt et menneskes liv! I blind tillid til min egen skarpsindighed tog jeg ikke i betænkning at bruge det sverd, der var lagt i min haand; jeg slog til og – fældede et uskyldigt medmenneske!»

Der gives tilfælde, mine herrer dommere og lagrettemænd, da menneskene hverken tør eller bør dømme; og det forekommer mig, at skulde der nogensinde gives en sag, hvori dommerne sagde til sig selv: vi tør ikke, vi kan ikke træffe afgjørelsen, – da er det denne; og det gives ingen anden maade at gjøre dette paa end ved at udtale Eders: «Ikke skyldig!» – – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

«Lagretten raadslog i tre timer,» fortsatte Monk, «og da den endelig atter traadte ind i retssalen, lød dens svar paa spørgsmaalet ‘Skyldig?’: 229‘Nei’.»‘Nei’.»] rettet fra: ‘Nei.»

Ved det lettelsens suk, som samtidig undslap baade Klara og mig, saa Monk op med et underlig sørgmodigt smil.

«Ja, jeg forstaar. Den samme følelse kom ogsaa over mig, da dommen faldt. Det første indtryk var en uendelig glæde og lettelse. Men det skulde ikke vare længe. Kjendelsen blev modtaget med dyb taushed af tilhørerne; og da Sigrid var sat i frihed og skulde forlade retslokalet, blev hun modtaget med hujen og piben af en menneskemasse, som i utrolig kort tid havde samlet sig udenfor. Der blev kastet sten ind i hendes vogn, og det var med nød og neppe, at politiet fik bragt hende bort.»

«Det var da forfærdeligt,» stønnede Klara; «hvor kunde folk have hjerte til at pine den stakkars pige endnu mere? Troede man da, at hun var skyldig?»

«Skyldig!» Monk smilte atter mørkt. «Jeg tror ikke, at der den næste dag fandtes ti mennesker i Kristiania, som ikke var overbevist om, at Sigrid Frik havde stjaalet sin onkels diamant, at hun havde mørke hemmeligheder i sit liv, som gjorde at hun trængte penge; og saa bar hun dertil skylden for Evelina Reiersens selvmord!

230Alle byens aviser havde artikler om, hvad der den foregaaende dag var forefaldt i retten. ‘Morgenbladet’ og andre blade, som vilde juryinstitutionen tillivs, udtalte med al ønskelig aabenhed, at her var fældet en kjendelse, som allerede i folkets øine vilde være nok til at prostituere en rettergangsordning, som knapt var traadt ud i livet. – Hvad der var foregaaet den foregaaende dag viste, hvorledes en behændig advokat ved at lokke og true – specielt ved at true lagrettemændene med det ansvar, de paatog sig, kunde faa en forbryder frikjendt.

Selv de liberale aviser forsvarede ikke kjendelsen. De nøiede sig med at udtale, at landets borgere endnu ikke havde vænnet sig til som lagrettemænd at bære dommerens ansvar, og at saadanne ting forhaabentlig ikke vilde gjentage sig, naar institutionen var bleven ældre hos os.

Ingen syntes at tvivle om, at den frikjendte var skyldig. Det var især Evelinas selvmord, som ophidsede gemytterne. Man var nemlig overbevist om, at det skyldtes – som jeg før har nævnt – den behandling, hun havde været udsat for som uskyldig tiltalt.

‘Sandhedsfakkelen’ – dette ‘upolitiske organ for de smaa i samfundet’, – organet er senere afgaaet ved døden af mangel paa 231abonnenter havde en rasende leder med overskrift: ‘Er loven lige for storfolk og smaafolk?‘ Bladet vævede spalte op og spalte ned om den fattige unge pige, der tjente hos den rige dame. Om hvorledes den rige dame stjal diamanten for at bruge pengene til – – – ja, jeg kan ikke gjentage udtrykkene –. Om hvorledes den fattige pige blev fængslet af politiet, pint fra forstanden og drevet til selvmord. Hvorledes politiet, der nok stod paa en fortrolig fod med den rige dame, søgte at dække over hendes forbrydelse, o. s. v. og hvorledes det endelig lykkedes rigdommen endog at faa frikjendt den rige forbryderske.

Følgen af denne artikel var, at en stor pøbelhob næste dag drog ud til Friks løkke – man troede nemlig, at Sigrid opholdt sig der – foranstaltede pibekoncert og slog ind alle vinduerne med stenkast.

Gamle Frik blev selvfølgelig aldeles rasende, og bevæbnet med sin revolver og rytterpalask, gjorde han alene et anfald paa hoben, som omringede huset.

Han troede vistnok, at han stod i spidsen for en styrke bestaaende af kusken og gartneren; men disse mere forsigtige krigere fulgte ham ikke længere end til gitterporten.

232Gamle Frik kastede sig alene mod hele sværmen. Heldigvis havde han glemt at lægge patroner i revolveren, saa at han ingen større ulykke fik gjort. Han blev straks omringet og klemt op mod sit havestakit. Dog brugte han palasken, om ikke med færdighed, saa dog med et saadant raseri, at det varede længe, før nogen kunde komme ham nær.

Det havde endog lykkedes ham at tappe ikke lidet blod af forskjellige hel- og halvfulde slamper, der forsøgte at komme ham ind paa livet, da tilslut en opfindsom kutorvsgut fandt paa at angribe ham under en havebænk som skjold. Gamle Friks palask satte sig fast mellem bænkens træmmer. Han blev afvæbnet, slaaet i hovedet med tomflasker og kastet til jorden. Endelig optraadte en liden afdeling ridende politi. De sprængte ind blandt mængden, befriede gamlingen, og saa gik folkemassen temmelig rolig hjem.

Gamle Frik havde imidlertid ved slaget faaet en hjernerystelse. Han svævede i flere dage mellem liv og død og har senere paa grund af lammelse i benene ikke kunnet forlade sin stol uden hjælp.»hjælp.»] rettet fra: hjælp.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.