Femte kapitel: Hos politimesteren

Den næste formiddag kl. 11 stod jeg i politimesterens kontor; han havde tilsagt mig at møde til den tid.

Jeg havde i nogle uger fungered som chef for opdagelsesafdelingen under min foresattes feriereise. Denne søgte sig forresten over i et andet embede, og jeg havde politimesterens bestemte tilsagn om at blive udnævnt i hans sted. ‘Jeg har allerede talt med statsraaden derom, og De kan anse sagen som afgjort,’ var de ord, hvormed min høie foresatte for nogle dage siden havde afsluttet en for mig meget behagelig samtale. Det var straks efter, det havde lykkedes mig at faa rede i det berygtede 75Bjørnerud-mord og faa gjerningsmanden grebet.

Politimesteren havde altid været meget venlig mod mig og behandlede mig, især i den senere tid, næsten med kameratslighed, forsaavidt som hans gammeldags værdige og høitidelige væsen kunde tillade noget saadant.

Han rakte mig haanden, straks jeg kom ind:

‘Godmorgen, hr. fuldmægtig, værsgod tag plads.’ – Han gav en betjent, der stod stiv i en krog, et vink, og denne skubbede en stor lænestol bort til mig. ‘Ja, nu kan De gaa ud i forværelset saa længe, betjent Strukstad! jeg har noget at tale med opdagelsesschefen om. – –

De er en heldig mand, hr. Monk, nu har De jo atter faaet en interessant sag under behandling; jeg mener diamanttyveriet hos Gamle Frik paa Drammensveien. Ja, jeg ønsker mig mangen en gang tilbage til de tider, da jeg ogsaa syslede med den slags ting. Jeg skal sige Dem, jeg var i sin tid en ganske dygtig detektivchef; det var før kontorstøvet havde fyldt mine øine og øren.’

‘Men, hr. politimesteren har da ogsaa et interessant arbeide. At staa i spidsen for en saa stor administration som denne, maa være ligesaa 76interessant som ansvarsfuldt. Af den maade, hvorpaa politimesteren efter publikums dom røgter sit vigtige embede, kan man ikke netop slutte sig til mangel paa interesse – –.’

‘Nei, nei! man faar jo hænge i sælerne, saa godt man kan. Men hvori tror De nu, det egentlig bestaar, det som baade De og andre mennesker kalder at ‘staa i spidsen for en stor administration’, – ved De, hvad jeg arbeider med saadan en 8–10 timer om dagen? – ved De, hvad jeg har tiden optaget med idag f. eks.? – Jo, først skal jeg konferere med en af borgermestrene om en paragraf i vedtægterne, den om daglig tømning af søplekasserne; saa kommer theaterchefen for at tale med mig; han er ræd for, at der skal blive pibekoncert ianledning det nye stykke: ‘Folketribunen’. En saadan pibekoncert i theatret koster mig mere bryderi end hele Grünerløkkens politiordning. At jeg faar nogle af aviserne paa nakken, det ved jeg; men hvis jeg ikke er listig som en slange, kan jeg risikere at faa dem alle over mig. Saa maa jeg skrive en lang redegjørelse i aviserne; De ved, at ‘Aftenbladet’ for igaar har beskyldt mig for at have favoriseret de moderate ved sidste storthingsvalg her i byen; idet baade venstres listebærere og høires fik prygl, men ingen af de moderates. – 77Saa skal jeg have en ‘konference’ med en af vore større politikere – han er formand i en kommission og ønsker at konferere med en ‘autoritet paa politivæsenets omraade’, som han skriver. Vistnok ved jeg, at den egentlige hensigt med konferencen er at faa en slabedask af en søn ansat som politiassistent; men ligefuldt kan jeg ikke undslaa mig for at kaste bort et par timer paa manden. – Jo, det er en nydelig ting ‘at staa i spidsen for en stor administration’. Men nu vil jeg rekreere mig, hr. fuldmægtig, ved at høre lidt om Gamle Frik og hans diamant. Kjender jeg Dem ret, har De allerede gjort Dem op en mening om sagen. Efter hvad jeg har bragt i erfaring, hører De ogsaa til familiens venner; ja, hvis jeg ikke er feil underrettet, er det ikke bare diamanterne, som trækker Dem til huset.’

Unegtelig blev jeg lidt overrasket ved, at politimesteren kjendte en hemmelighed, som jeg i lighed med alle andre forelskede troede saa vel forvaret.

Jeg indlod mig dog ikke videre paa den del af sagen, hvad min foresatte heller ikke syntes at vente; men begyndte saa kortfattet og greit som muligt at sætte ham ind i husets og dets beboeres forhold.

78Derefter tog jeg fat paa selve gaarsdagens begivenheder:

‘Som De ved, hr. politimester, var der en gjæst i huset igaar til middag. Det var gamle prokurator Jürgens. De kjender jo ham, hans samlinger og hans samlermani. Jeg har bragt i erfaring, at hans slægtninge forsøger at faa gjort ham umyndig. Han er temmelig alderdomssløv, og holder paa at sætte sin store formue overstyr ved af kjøbe op alverdens rariteter.

Han er endnu saapas skarp, at ingen faar narret noget juks paa ham; men er det en ting af virkeligt værd paa en eller anden maade, saa betaler han de største summer uden at blunke.

Han var altsaa til middag hos Frik; han kommer der naturligvis kun for at se dennes samlinger og plager næsten livet af Gamle Frik ved sine paatrængende anmodninger om at faa kjøbt dit og dat.

I middagen deltog Jürgens, Frik, frøken Frik og mr. Howell. Den unge hr. Frik har været bortreist allerede et par dage. I huset befandt sig forresten kokkepigen, stuepigen og gartneren. Kusken var paa besøg hos sin familie paa Moss. Jeg har allerede telefoneret med politiet der og faaet bekræftelse paa, at han ankom 79did om morgenen og forlod byen med aftentoget kl. 8.

Frøken Friks pige Evelina var ogsaa borte fra efter middagen; hun havde faaet tilladelse til at være hjemme hos sin mor, som ligger syg.

Efter middagen gik man ned i museet, som man der i huset kalder den bygning, som jeg for en tid siden fortalte Dem om, den som hr. Frik efter mit raad har opført ude i haven mellem hovedbygningen og Drammensveien.

Naar der er fremmede tilstede, pleier man ofte paa villa Ballarat at drikke kaffe i museet, især naar gjæsterne ønsker at bese rariteterne.

Prokurator Jürgens havde da for tyvende gang ønsket at se den sorte skildpadde og indtrængende opfordret Frik til at sælge den.

‘Jeg betaler 10000 kroner kontant!’ raabte oldingen.

‘For det første er den værd over 30000, min kjære Jürgens,’ havde Frik svaret, ‘og desuden sælger jeg den ikke for nogen pris.’

Jürgens maatte da endelig give sig paa diamanten, men fortsatte at trygle om at faa kjøbt andre af rariteterne. Især fæstede han sig ved en liden elefant, udskaaret af elfenben og med et ur i panden. Urverket ligger inde i dyrets krop, og snabelen danner urets pendel. Den 80svinger saaledes altid frem og tilbage og gjør et pudsigt indtryk.

Han havde dog ikke mere held med sig med elefanten end med skildpadden, og det var ikke til liden lettelse for familien, da den trættende olding blev afhentet af sin tjener. – De ved, han har ondt for at gaa og bliver transporteret i en rullestol skjøvet af tjeneren.

Frik tog afsked med hr. Jürgens og holdt netop paa med at laase skabene efter at have sat alt paa plads, da man hørte skrig udenfor.

Det var den klodsede tjener – han havde sandsynligvis lidt i toppen – som holdt paa at vælte oldingen i et af blomsterbedene.

Alle styrtede fra museet og ud i haven.

Efterat have faaet Jürgens paa ret kjøl igjen og ud af porten, begav samtlige sig op i hovedbygningen. Saaledes gik det til, at Gamle Frik glemte at aflaase baade skabet med jernlemmen og døren til museet.

Klokken var da akkurat 5 om eftermiddagen.

Gamle Frik gik saa op paa sit værelse og tog sig en middagslur. Frøkenen gik ud for at spadsere; hun havde hele dagen havt hovedpine.

81Kl. 6 mødtes de igjen; hun var allerede kommet tilbage for et kvarters tid siden og ventede paa sin onkel med eftermiddagsteen i dagligstuen.

Disse to sad da sammen til kl. 7; de drak te og gjennemsaa frøkenens husholdningsregnskab.

Kl. 7 gik atter den unge dame ud for at spadsere; hovedpinen vilde ikke give sig.

Da Frik havde fulgt hende til porten, kom han til at tænke paa, at døren til museet vist ikke var laast, og saa gjorde han den opdagelse, at diamanten var væk.

Portneren Iversen havde tilbragt tiden mellem 5 og 7½ i det lille portnerhus; han holdt paa med noget snedkerarbeide og stod ved det vindue, der vender ud mod veien og porten.

Jeg spurgte ham om, hvem der havde passeret ud og ind i den tid. – Nøglen til porten hænger nemlig i det værelse, hvor han arbeidede, og han havde selv laast alle ud og ind.

Jo – først var det frøkenen, som gik ud kl. 5 og kom hjem en halv time à tre kvarter efter.

Omtrent kl. 6 kom Evelina hjem, men gik atter ud kl. 6½.

Ved 7-tiden gik mr. Howell ud; han havde gevær og jagttaske og tog en droske i nærheden.

82Straks derefter gik frøken Frik atter ud, ledsaget til porten af Gamle Frik.

Kokkepigen og stuepigen havde opholdt sig i kjøkkenet og pigeværelset den hele tid.’

‘Det maa jeg sige var et mønster af en foreløbig rapport, hr. Monk; De har det alt sammen i hovedet og noterer det ikke engang ned?’

‘Jeg tror, jeg har en egen evne i saa henseende, hr. politimester; jeg blir bare forvirret, hvis jeg noterer andet end høist nødvendigt. Jeg ser det meget tydeligere for mig, naar det kun staar i hovedet.’

‘Ja, ja, hver har nu sin maner! det er ialfald en meget nyttig evne for en detektiv. – Men sig mig en ting; hvorledes er De sikker paa alle de klokkeslet, som De regnede op? Det er ikke altid man har saa nøiagtig rede paa klokken i et hus!’

‘Tilfældigvis findes der flere støttepunkter i saa henseende:

Gamle Frik har et udmerket godt lommekronometer, og han er stolt af bestandig at holde det rigtig paa minuttet.

Straks før prokurator Jürgens gik, blev der gjort en bemerkning om, hvor paalideligt det var, det lille ur i elefantens hoved, – den staar 83paa en hylde lige over skabet, hvor diamanten havde sin plads. – Uagtet det ikke havde været stillet paa lange tider, viste det dog rigtig paa minuttet; det blev konstateret ved en sammenligning med kronometret.

Derved har vi et sikkert udgangspunkt – klokken fem minutter over fem.

Dernæst faar Frik sin eftermiddagste præcis kl. 6 hver dag. Pigerne har vænnet sig til at være yderst nøiagtige isaahenseende, da gamlingen er svært nøie paa det.

Endelig saa Iversen paa klokken, da mr. Howell gik, for at se, om han var tidsnok ude for toget. Mr. Howell havde, da han blev lukket ud, gjort den bemerkning, at klokken allerede manglede 10 minutter paa 7, hvilket netop stemte med Iversens ur.

Som De ser, kan ikke de klokkeslet, som jeg har opgivet, være synderlig feilagtige, høist et par minutter.’

‘Nei, jeg ser det … – Deres forespørgsler hos pantelaanere og juvelerer har vel været uden resultat?’

‘Ja, hidindtil har de været uden resultat, og jeg tror, de vil være det for altid.’

Politimesteren nikkede. Ingen af os sagde det; men vi var begge enige om, at en tyv, der 84stjæler en saa vanskelig realisabel gjenstand som skildpadden, medens han har nok af salgbare gjenstande at vælge imellem, maatte have sine egne grunde og ikke vilde styrte sig i fordærvelse ved at søge tyvegodset afsat paa den maade.

‘Jeg ved jo,’ sagde politimesteren livligt, ‘at De paa langt nær ikke har afsluttet Deres undersøgelser; men det kan jo være morsomt at fantasere lidt om, hvem der kan have taget diamanten. Jeg er som en gammel stridshingst, der hører trompeten og faar lyst til at prøve mig. – Hvem kan have taget diamanten efter Deres mening?’

Jeg saa, at min høie foresatte havde lyst til at diskutere sagen; og jeg kunde jo ikke undslaa mig, om jeg end havde liden lyst paa det trin af undersøgelsen.

‘Saavidt jeg nu kan se,’ svarede jeg, ‘er der kun fem personer, som kan have taget diamanten: gartneren Iversen, mr. Howell, kammerpigen Evelina, kokkepigen og stuepigen. Alle disse personer havde i tiden 5–7½ adgang til haven og saaledes ogsaa til museet’

‘De glemmer to personer, hr. Monk!’

Jeg stirrede paa ham.

‘De glemmer Gamle Frik og frøken Frik!’

85Politimesteren smilte, og jeg forsøgte ogsaa at smile; men smilet ligesom frøs fast, og der krøb en egen ubehagelig følelse over mig.

Politimesteren lagde formodentlig merke hertil:

‘Ja, jeg taler naturligvis fra et rent theoretisk standpunkt. Det hører jo til en politimands ABC, at han bør mistænke alle, saalænge den skyldige ikke er opdaget.’

‘Ikke alle, hr. politimester!’ Jeg følte, at jeg talte med et alvor, som slet ikke passede til situationen eller min foresattes gemytlige tone; men jeg kunde ikke faa bugt med det fysiske ubehag, som nævnelsen af Sigrids navn havde gjort paa mig.

‘Kanske De har ret, hr. Monk, ialfald vil vist ikke denne sag bevise det modsatte. Men sig mig, hvad mener De egentlig om mr. Reginald Howell?’

Politimesteren vilde øiensynlig saa hurtigt som muligt bort fra det tema, som jeg havde været klodset nok til at tage paa en ugemytlig maade, og jeg følte mig lidt skamfuld over min mangel paa bøielighed.

‘Det er naturligt, hr. politimester, at De henleder min opmerksomhed paa ham. Han har i tiden fra kl. 5 til 10 minutter før 7 havt 86anledning til naarsomhelst at bemægtige sig diamanten og fjerne sig med den fra huset. Det vilde intet risikabelt være for ham at gaa ind i museet; om nogen af tjenerne havde seet ham gjøre det, saa vilde det ingen opmerksomhed have vakt; han er som et lem af familien Frik.

Det er den side af sagen. Den anden side er, at mr. Howell i et og alt gjør indtryk af at være en gentleman, at han ved venskabets baand er knyttet til den Frik’ske familie, og endelig at han er saaledes situeret i økonomisk henseende, at han ikke skulde behøve at stjæle hverken diamanter eller andet.’

‘Er De sikker herpaa?’

‘Jeg dømmer efter hans egne og Gamle Friks udsagn; desuden var jeg idag morges kl. 9½ indom hos bankier Wendel – jeg har selv i sin tid anbefalet mr. Howell dette respektable bankierhus – og spurgte chefen i fortrolighed, hvorledes mr. Howell’s konto stod.

Han underrettede mig om, at denne for øieblikket havde mellem £3 og 400 staaende paa folio. Det var resten af en sum penge, han havde medbragt i kontanter og deponeret hos bankieren, samt at der desuden var indløbet ordre fra d’hr. Hambro & søn, bankierer i London 87, om for deres regning at aabne mr. Howell en kredit paa indtil £2000.’

‘Naa, jeg vilde ønske, jeg havde en lignende konto i banken. Det gjør det ikke meget sandsynligt, at engelskmanden skulde have forgrebet sig paa diamanten. – Forresten skal jeg ikke opholde Dem længere, hr. Monk. Grib sagen an, som De selv finder tjenligst. De har jo endnu ikke havt nogen tid til undersøgelser, og jeg burde maaske ikke have spurgt Dem ud paa et saa utaknemligt stadium; men De maa nærmest betragte denne vor samtale som en liden forfriskning, jeg tager mig imellem søplekasserne og pibekoncerten. – Lykke til! og lad mig faa høre, saasnart De har noget interessant at berette.’

Politimesteren rakte mig haanden.

‘Strukstad! lad theaterchefen komme ind!’ lød det resigneret, da jeg gik ud gjennem bagdøren.

Senere paa dagen overraktes mig en billet fra politimesteren, betegnet som ‘privat’ og saalydende:

«Kjære hr. Monk!

Jeg har ikke kunnet lade være at tænke paa Gamle Friks diamant. – – Kunde det ikke 88tænkes, at den paa en meget naturlig maade er kommet bort: faldt paa gulvet, lagt i en feil hylde eller paa en eller anden lignende maade kommet paa vildstraa?

Tænkes kan det ogsaa, at en for moro skyld har gjemt den, for at spille Gamle Frik et puds.

Jeg indrømmer, at det ikke er sandsynligt; men næsten usandsynligere er det jo, at nogen skal have stjaalet den, – netop den vanskeligst salgbare gjenstand af alle de kostbarheder, som efter Deres sigende laa i skabet.

Jeg beder Dem tage dette under overveielse og anvende den største forsigtighed i Deres undersøgelser.

Diamantens forsvinden vil snart være et almindeligt sladreemne i byen.

Det er af største vigtighed, at ikke politiet ‘prostituerer’ sig, som folk kalder det. Det vil sige, at det ikke lader sig føre bag lyset af folks uudgrundelige dumhed.

Jeg kjender Deres konduite, og sandsynligvis er disse linier overflødige.

Deres
o. s. v.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.