«Naa maa Dere staa op! Frua sa, at jeg maatte faa Dere op til klokken halv ti!»
255Jeg slog forbauset øinene op, – : I døren stod vor rødmussede stuepige fra landet og nikkede gemytlig til mig:
«Men hvor er frua da?»
«Frua gik ud klokken halv ni og sa’, at jeg skulde faa Dere op og ha’ frokosten færdig til kl. 10.»
Naa, –– det var greie ord for pengene, og jeg skyndte mig op lidt skamfuld over min søvnighed.
Ikke før var jeg paaklædt, før det ringer paa entréen, og ind træder Monk med et meget alvorligt ansigt.
Han var ikke af de folk, som det synes meget paa, om de vaager en nat eller to; men den dag saa han paafaldende træt og forvaaget ud.
«Du har vist ikke sovet godt inat? det blev ogsaa temmelig sent; vi skulde ikke have opholdt dig saa længe!»
«Det var vist heller jeg, som opholdt Eder. Men hvor er din frue henne?»
«Klara gik ud klokken halv ni, siger pigen; men hun kommer nok snart igjen. Hvorfor spørger du efter hende?»
«Hun telefonerede efter mig for et kvarter siden. Jeg troede, hun telefonerede herfra. Hun 256bad mig komme hjem til Eder straks, da hun havde en ting af vigtighed at sige mig.»
«Hun maa have telefoneret etsteds ude i byen da,» svarede jeg forbauset.
«Din frue kom med nogle besynderlige udtalelser om fotografiet igaar,» sagde Monk nølende. «Har hun sagt mere derom?»
«Monk!» svarede jeg leende, «du kommer altsaa for at consulere privat-detektiven Klara Viller?»
Monk fik ikke tid til at svare, for ind traadte den netop omtalte person, rød i kinderne af den skarpe morgenluft og klædt i den aller koketteste skindkantede kufte og baret. I haanden holdt hun en styg, uregelmæssig pakke i graat papir.
«Undskyld, Monk, at jeg har ladet Dem vente; men jeg maatte indom pølsemageren for at faa noget lækkert til Fredriks frokost. De ved, han er en stor gourmand; hans gud er bugen. Til Dem har jeg noget andet. Men sæt Dem nu ved bordet og faa en kop kaffe; jeg skal bare faa tøiet af mig og levere skinken og sauciserne ud i kjøkkenet. Om et minut skal de være i panden og om ti minutter paa bordet!» Hun sprang ud af værelset ligesaa hurtig, som hun var kommen.
257Monk og jeg satte os til frokostbordet, og Klara sluttede sig snart til os. Baade Klara og jeg gjorde anretningen ære; men Monk legte kun med sin kniv og gaffel.
Da vi var færdige, bad Klara mig om nøglen til jernskabet i mit kontor.
Hun kom tilbage med fotografiet og forstørrelsesglasset og lagde det foran Monk paa bordet.
Monk og jeg saa paa hende med forbauselse. Hun plaserede ogsaa pakken i det brune papir i nærheden:
«Igaar lovede jeg Dem at vise, at fotografiet var falskt. Jeg kunde have gjort det allerede dengang; men jeg vilde gjerne kunne gjendrive alle de indvendinger, som jeg vidste, De og Fredrik vilde komme med, og derfor har jeg ventet til idag. – Det er snart gjort: Den dame, som staar der paa fotografiet, har en liden hat med fjær i paa hovedet. Paa hvilken side sidder fjæren?»
Monk kastede et blik paa billedet: «Paa høire side.»
«Ja, ganske rigtig; men tror De, at nogen dame bærer hattefjæren paa høire side?»
«Nei, – – naar jeg tænker over det, saa bærer vistnok damerne i almindelighed hattefjæren paa venstre side,» Monk saa noget uvist paa os begge.
258«I almindelighed, siger De. Nei! ingen dame bærer fjæren paa høire side.»
«Det kan være meget i, hvad De der siger, frue,» – Monk var fremdeles noget usikker i stemmen; «men dette er jo kun en liden rugdeving, og Evelina – – frøken Frik – – jeg mener vedkommende dame paa fotografiet, kan jo for en gangs skyld have sat den paa høire side.»
«For ikke at tale om,» faldt jeg ind, «at damen i hastverket kan have sat hatten forkjert paa.»
«Det er netop de indvendinger, jeg havde ventet mig!» raabte Klara triumferende. «Egte mandfolke-ræsonnement; men se her! her er selve hatten, som Evelina og Sigrid bar den dag, diamanten blev stjaalet. Nu kan I selv se!»
Hun rev papiret af den brune pakke og rakte en liden grøn filthat med brune fjær hen mod Monk.
Monk sprang op og greb hurtig efter hatten. Hans haand skjalv af sindsbevægelse.
«Jeg har idag kjøbt den af madame Reiersen,» fortsatte Klara. «Jeg fandt paa noget om en rig engelsk dame, som samlede paa merkværdigheder fra berømte retssager. Og saa var det heldigvis langt ude i kvartalet, kunde jeg 259forstaa, for madamen var øiensynlig i stor nød for penge. Hun var endog ædru.»
Monk sad med hatten i haanden og stirrede paa den; jeg gik hen til ham.
«Fjæren er syet fast,» mumlede han, «og der er ingen merker efter, at den nogensinde har staaet paa den anden side.»
«Men om hun har sat hatten forkjert paa da?»
Klara lo lystig:
«Her skal du se!»
Hun snappede hatten ud af Monks haand og satte den paa sit hoved.
Jeg sank sammen:
Fjæren heldede bagover, hvis hatten sad rigtig paa – det gjorde den paa fotografiet – men hvis man satte den bag frem, saaledes som Klara nu gjorde, saa heldede den forover paa en latterlig maade.
Der var ingen feiltagelse mulig: fotografiet var forfalsket!
«Er I overbeviste?» raabte Klara.
«Ja,» svarede jeg, «det er fusk og fanteri alt sammen.»
«Det er en forunderlig ting,» sagde Monk og gav sig paany til at stirre paa hatten, som Klara atter havde lagt foran ham.
260Jeg tog imidlertid fotografiet og forstørrelsesglasset og begyndte paany at undersøge det.
«Skulde der være andre lignende ting at opdage?» tænkte jeg.
Pludselig lagde jeg forstørrelsesglasset fra mig og lænede mig tilbage i stolen under en frygtelig skoggerlatter. De to andre troede vist, at jeg var bleven gal.
«Det var dog et stivt stykke,» skreg jeg; «den, som har lavet istand dette fotografi, maa være frækheden eller uvidenheden selv; tænk, at saadant ikke tidligere er opdaget! se paa Venus fra Milo! ha, ha, ha – – ha. Kjender du Venus fra Milo, Monk?»
«Mener du den lille kopi af elfenben, som staar i Friks museum, og som er kommet med paa det fotografi, du holder i haanden?» Monks stemme var rolig nok; men jeg saa paa hans ansigt, at spænding og forventning fyldte hans sind.
«Lad mig se!» Klara trængte sig frem og rev fotografiet og forstørrelsesglasset ud af min haand.
«Hvad underligt er der da ved denne Venus? Saavidt jeg af fotografiet kan se, maa den lille elfenbenskopi være et fuldstændigt kuntsverk; men andet merkeligt kan jeg ikke opdage.»
261«Nei, fordi hun ingen hat eller klæder har paa. Men hør her» – jeg vendte mig til Monk – «hvormange arme har Venus fra Milo?»
«Kun en halv arm paa høire side og ingen paa venstre – – –»
«Men denne har en halv arm paa venstre side og ingen paa høire, det forstaar jeg ikke,» faldt Klara ind; hun havde beholdt billedet, men rakte det nu over til Monk, og saa paa mig med tvivlende blik.
«Der kan du se,» sagde jeg triumferende, «naar en dame har anbragt hattefjæren paa høire side, da opdager du det straks; men at en dame har anbragt sin eneste arm paa venstre side istedetfor paa høire, det lægger du ikke merke til – – men hvad gaar der af Monk?»
Denne havde et øieblik betragtet billedet gjennem forstørrelsesglasset; saa slap han begge dele og reiste sig fra stolen. Han opførte sig næsten, som om han skulde have forekommet i en roman – vistnok slog han sig ikke for panden, som man der pleier at gjøre; men han førte den ene haand op for øinene og holdt den længe der. Da han atter lod den synke, stirrede han ret ud i rummet, og saadan blev han staaende og mumle: «Jeg min dumrian, min idiot, jeg vil agere detektiv, og saa er jeg blind – 262komplet blind! Jeg forsøger at lede andre, og saa kan jeg ikke se foran mine egne fødder! Jeg er ikke værd at leve, jeg er ikke værd det støv, jeg æder – – –»
«Nei, ved du hvad!» raabte jeg leende, «du æder pokker ikke noget støv, du lever, kan vi sige, tarvelig men godt. Du mener vel det støv, du betræder?»
Til min store forbauselse blev Monk fremdeles staaende og stirre ud i rummet, medens han gjentog: «det støv, jeg betræder.»
Jeg tænker ofte paa denne scene og paa, hvor forunderlig vort legeme ofte opfører sig, naar hjernen rigtig arbeider. Monk har senere fortalt mig, at han ingensomhelst idé har om, hvilke ord hans mund dengang udtalte; men i de faa sekunder, som forløb, gik hele historien, som havde optaget aar af hans liv, paany gjennem hans hjerne, ikke i den gamle skikkelse, men i en ganske ny form, under et nyt lys, som lod ham se klart gjennem alle de slør, som hidtil havde skjult sagens kjerne.
Men nok af det, Monk blev snart sig selv igjen eller rettere sagt en forbedret udgave af den nedstemte og resignerede mand, vi havde seet i de sidste dage. Hans øine straalede, og hans læber skjalv af glad sindsbevægelse, da 263han stod foran Klara og mig og afvekslende trykkede vore hænder.
«Alt er greit nu! Jeg kan bevise, at Sigrid er uden skyld, det er saa klart som dagen; og jeg kan ogsaa vise» – her for en mørk skygge over hans ansigt – «hvem den kjæltring er, som har sat det elendige bedrageri i scene!»
«Men hvordan –?»
«Det er hurtig forklaret,» svarede Monk; «sig mig, hvorfor blev Evelina frikjendt? Hvordan blev det bevist, at det ikke kunde være hende, som forekommer paa fotografiet – husker du det?»
«Ja, selvfølgelig! først og fremst bærer damen paa fotografiet en ring paa sin venstre haands ringfinger, medens kammerpigen paa grund af en beskadigelse som barn ikke kunde faa en ring ind paa denne finger – –»
«Rigtig – og saa?»
«Dernæst viser uret paa fotografiet 9 minutter over halv seks, en tid, da Evelina bevisligen var hjemme hos sin mor.»
«Ganske rigtig; men som du og din frue har vist mig, saa findes der paa fotografiet anbragt en hattefjær paa høire side, uagtet den skulde sidde paa venstre, og Venus fra Milo har faaet en arm paa den side, hvor hun ingen 264har, men derimod ingen der, hvor hun skulde have en. Om nu damen paa fotografiet ligeledes har faaet sin venstre arm paa høire side og omvendt, da er det jo intet bevis det med ringen, er det vel? Da er det jo hendes høire haand, som bærer ringen …!»
«Ja, det har du ret i, men klokkeslettet? uret i elefantens pande?»
Istedetfor at svare gik Monk bort til et lidet vækkeur, som stod paa mit skrivebord.
Først gav han sig til at stille paa viseren, medens han omhyggelig vendte skiven bort fra os. Derefter nikkede han til os, at vi skulde følge ham, og gik saa bort til et stort væggespeil paa den anden side af værelset. Han skjøv Klara og mig hen foran speilet. Selv stillede han sig bag os og holdt uret i veiret.
«Se nu i speilet og sig mig, hvormange klokken er!»
«Ni minutter over halv seks,» svarede Klara og jeg i munden paa hinanden.
«Snu Eder saa om og se efter uden at bruge speilet. Naa, hvad siger I til det? Den mangler ni minutter paa halv syv, gjør den ikke?»
Nu var det min og Klaras tur til at blive eftertænksomme: «Du mener altsaa, at hele 265billedet er forfalsket? Ligesom dreiet om saaledes, at høire blir venstre og venstre høire?»
«Jeg mener,» svarede Monk livlig, «at alt er i orden med dette fotografi. Den person, som her er fotograferet, er Evelina Reiersen. I det øieblik, hun blev fotograferet, bærer hun hattefjæren paa venstre side; i sin venstre haand holder hun diamanten, og paa den høire haand bærer hun en ring. Klokken mangler i det øieblik ni minutter paa halv syv – –»
«Men hvordan – –?»
«Det skal jeg snart sige. Hele hemmeligheden ligger i: at fotografiet er taget i et speil!»
«I et speil?»
«Ja, i et speil.»
«Det har du ret i, det forklarer alt!»
«Ja, alt; og endnu lidt til, som du kanske ikke har tænkt paa endnu. Gudskelov, skjællene er faldt fra mine øine, og jeg er atter seende!»
«Her er ikke tid til at tale i bibelske ordelag, min kjære Monk; lad os faa høre, hvad du mener med ‘lidt til’?»
«Nei, du har ret, jeg bør tale i et mere moderne sprog. Godt! saa langt er vi komne, at vi ved, at, billedet er taget i et speil; men i hvilket speil?»
266«Ja, det faar du finde ud; vi har gjort vor pligt, baade Klara og jeg.»
«Det skal være vist, at I har, og jeg skal nok greie resten, – tror jeg. – Paa væggen ligeoverfor skabet i museet – det som forekommer her paa fotografiet – er der ganske rigtig et speil, et temmelig stort speil, og det er i dette speil, at fotografiet er taget.»
«Men da maa jo vedkommende, som tog billedet, have staaet lige ved siden af Evelina, og han kan vel ikke have undgaaet at faa sig selv med paa fotografiet.» Det var Klara, som kom med denne bemerkning.
«Ganske rigtig, frue; men han har staaet saa langt til siden, at han selv ikke er kommet indenfor speilets ramme. For ogsaa at undgaa at faa med disse rammer paa billedet, har han beklippet det paa begge sider. Derfor er billedet saa smalt.»
«Alt dette er smukt nok,» fandt jeg mig beføiet til at bemerke; «men en ting kuldkaster hele din smukke theori: er der nogensomhelst sandsynlighed for, at Evelina har ladet en person staa lige ved siden af sig og fotografere i et speil, medens hun holder paa at stjæle en diamant, eller rettere sagt, at hun giver sig til at stjæle en diamant netop, medens hun bliver fotograferet?»
267«Ja, det var netop det, som voldte mig mest vanskelighed nu for en liden stund siden, da jeg opstillede min theori. Men det spørgsmaal har jeg heldigvis løst, og løsningen aabner endnu videre udsigter for os.»
«Dengang du opstillede din theori, siger du! Mener du de sekunder nu for en liden stund siden, da du stod med stirrende øine og mumlede om at æde støv?»
«Det er muligt, at jeg opførte mig besynderligt,» lo Monk, «og jeg har ikke idé om, hvor lang tid jeg var borte fra denne verden. Men om det kun var nogle sekunder, saa har ialfald disse været tilstrækkelige til at vise mig, hvad der virkelig er foregaaet bag de skuffende kulisser, som jeg hidtil har holdt for virkelighed. – Hør her! hvis I husker noget af min beskrivelse af det lille hus i Friks have, af hvilket museet danner en del, saa vil I erindre, at der fra museet gaar en dør ind til det ildfaste rum. Denne dør befinder sig lige ved det skab, som vi atter og atter kommer tilbage til. Den eneste maade, hvorpaa man ubemerket i speilet kan fotografere et menneske, som staar foran skabet, det er ved, at man befinder sig inde i det ildfaste rum og forsigtig aabner døren til museet paa gløt.»
268«Du mener, at engelskmanden har været inde i Gamle Friks skatkammer? Døren did stod da vel ikke aaben?»
«Nei, det er en svær jerndør, hvortil kun Gamle Frik havde nøglen; men for en dygtig mand, som havde tiden for sig, lod det sig nok gjøre at skaffe en falsk nøgle. Husk paa, at Howell havde havt adgang til museet, naar han vilde, i mange maaneder.»
«Men hvad havde da engelskmanden at gjøre derinde? Det maa have været en stor kjæltring, og det er jo ikke noget iveien for, at han vilde stjæle. Men rede penge fandtes der vel ikke noget af, og heller ikke har du fortalt noget om, at Gamle Frik blev bestjaalet.»
«Du har ret. Jeg kan endnu ikke udtale mig om, hvad han har havt at gjøre i Gamle Friks ildfaste rum; men en ting kan du være forvisset om: han var der ikke for det gode. – Paa en eller anden maade maa vi faa Gamle Friks tilladelse til at undersøge hans skatkammer, som du kalder det; jeg tror, at vi der vil finde – nøglen til mysteriet. Men hvordan skal vi faa adgang til ham? Mig vil han ikke se, og jeg er ræd for, at han har hørt om vor venskabsforbindelse, saa at han ogsaa negter at tage imod dig, FredrikI»
«Jeg skal nok trænge ind til Gamle Frik,» 269raabte Klara, «og skaffe Eder adgang med. Men jeg skammer mig over Dem, Monk, har De alt glemt Sigrid?»
«Glemt Sigrid!» svarede Monk rød som en pion i ansigtet.
«Ja, glemt hende, siger jeg – –– hvad har klokken i virkeligheden været, naar fotografiet er taget i et speil?»
«Den maa have manglet 10 minutter paa halv syv.» «Og hele tiden mellem 6 og 7 sad jo Sigrid inde hos sin onkel og drak the med ham; var det ikke saa?»
«Jo netop.»
«Da er jo hendes uskyldighed bevist, hvad enten engelskmanden har været i Gamle Friks skatkammer eller ikke. Hvorfor telegraferer De ikke til Sigrid straks – hvorfor har De ikke gjort det for en halv time siden? Før jeg skulde gifte mig med en detektiv, før skulde jeg – –»
Monk forsøgte at svare paa denne frygtelige salve, men blev haanlig afvist.
Saa blev det da bestemt, at Klara skulde gaa til Gamle Frik saasnart Monk og jeg havde telegraferet til New-York, skulde vi ligeledes begive os til villa Ballarat, men vente udenfor, til Klara gav os et vink om, at fæstningen havde kapituleret.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Gamle Friks diamant ble første gang gitt ut i 1898 og er andre bok i serien om privatdetektiven Karl Monk.
Den eksentriske Bartolomæus Frik, også kalt Gamle Frik, har blitt frastjålet en sjelden diamant. Monk tar opp jakten på tyven(e).
Handlingen er lagt til Kristiania på slutten av 1800-tallet. I tillegg til detektivhistorien inneholder boken skildringer av byens gater, bygninger og kultur.
Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.
Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no) (nb.no)
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
