Gamle Friks diamant

av Fredrik Viller

Første kapitel: Monk vil reise til Amerika

«Fredag i næste uge reiser jeg til Amerika.»

«Reiser til Amerika?»

«Ja, jeg gjør; det er mit ramme alvor. Med dampskibet «Johanna» gaar jeg til Rotterdam, og derfra med «Zaardam» til New-York.»

«Er det virkelig dit alvor? Reise til Amerika i slutningen af november maaned! Det maa være vigtige forretninger, som driver dig. Kan du ikke sende en anden? Du ved, Klara vil ikke anse sin førstefødte som ordentlig døbt, hvis ikke du staar fadder til ham. Den operation skulde gaa for sig næste søndag.»

«Desværre – det er vigtige forretninger, meget vigtige forretninger, som kun jeg kan besørge. Hvor ondt det gjør mig at svigte din frue, saa maa jeg afsted – – –.»

4Denne samtale fandt sted i Monks stue, og de samtalende var Monk selv og jeg. – Som sædvanlig kom jeg fra mit kontor ved syvtiden og var gaaet opom Monk for at slaa en passiar af og maaske faa ham med mig hjem.

De, der har læst «Karl Monks oplevelser», kjender tilstrækkelig baade til Monk og mig selv til at kunne forstaa det følgende; for andres skyld skal jeg kortelig oplyse:

I en ung alder forlod jeg mit fødeland; som mand kom jeg tilbage, efter at have tjent mig en formue som ingeniør i fremmede verdensdele.

Det skeede nogle aar før denne fortælling begynder.

Jeg gjensaa da min barndomsven Monk; traf ham beskjæftiget paa en underlig maade: som opdager – et slags privat detektiv.

Saavidt jeg kunde forstaa, udøvede han sin kunst ligemeget af interesse for sagen som for at tjene sit brød og havde allerede vundet sig et anseet navn ved sin skarpsindighed, ærlighed og uegennytte.

Dog rystede folk forundret paa hovedet over ham; thi han havde flere gange afslaaet fordelagtige tilbud om at indtræde i statens tjeneste og førte en særlings og eneboers liv. Han omgikkes absolut ingen med undtagelse af mig og 5mine, og desuagtet ansaa baade min frue og jeg det som en stor triumf, naar vi en sjelden gang kunde bevæge ham til at besøge vort hjem.

De, der i «Karl Monks oplevelser» har læst fortællingen om «Pantelaanerens frak», ved, hvorledes Klara –– jeg mener min hustru – skylder ham sin lykke, og kan forstaa, hvorledes hun tog del i hans skjæbne, saavidt en mand som Karl Monk tillod andre at tage del deri.

«Kan du ikke forstaa,» saa var hendes ord, «at Monk engang i sit liv har lidt en stor skuffelse og derfor er bleven menneskesky? Lad os for enhver pris se at trække ham ud af ensomheden, enten han vil eller ei; kanske han en dag vil takke os derfor.»

Om jeg end savnede den kvindelige ømheds skarpe blik for andres sorger, saa forstod jeg dog, at hun her havde ret, og vi gjorde vort bedste for at trække ham til vort hjem.

En anden ting forstod jeg ogsaa, og det var, at skulde Monk nogensinde tage mig eller min hustru ind i sin fortrolighed, hvad angik hans eget liv og dets skuffelser, da maatte det ske fuldstændig frivillig fra hans side. Der skulde ikke stor menneskekundskab til for at forstaa, at Monk var den sidste af alle mænd, i hvis fortrolighed nogen kunde trænge sig ind med magt.

6«Han har engang havt en ulykkelig kjærlighedshistorie, det er jeg forvisset om,» sagde Klara en dag, vi forgjæves havde ventet Monk om aftenen, «og den historie er ikke slut endnu. Bare det vilde gaa godt med ham!»

Jeg saa forbauset paa hende. Hvad den første del af hendes tale angik, da havde jeg nok selv undertiden tænkt mig noget lignende – – «men hvor du har det fra, at historien endnu skulde være gaaende, det forstaar jeg ikke. Saameget kjender jeg til Monks liv, at jeg ved, at han næsten aldrig taler med en dame uden i embeds medfør, og saa har været tilfældet i de aar, jeg har kjendt ham.»

Klara blev helt ivrig:

«Jeg skal vise dig, at vi kvinder ogsaa kan drage logiske slutninger og ikke bare er henvist til det kvindelige instinkt, som mændene altid taler saa meget om. – Hør her: har du ikke lagt merke til, at Monk i den senere tid atter er bleven mere menneskesky og tilbagetrukken, uagtet vi en tid syntes at have ham godt paa glid til at bli et almindeligt menneske? Det kommer af, at historien endnu ikke er slut, siger jeg dig. Jeg skulde bare ønske, at jeg vidste, hvad det var, saa kunde jeg kanske hjælpe ham.»

7Det lader sig ikke negte, at min frue havde slaaet mig af marken, og at det ikke var første gang, at det hændte. – Mange dage skulde ikke gaa hen, før jeg fik vished for, at Monks «historie» ikke var slut.

*

Monks tale om at reise til Amerika forbausede mig i aller høieste grad; han havde tidligere ikke nævnt et ord derom.

«Er det en ny sag, du har faaet?» spurgte jeg.

«Nei, det er ingen ny sag!»

Jeg saa tvivlende paa ham: det var ikke den Monk, jeg var vant til at se staa rolig foran mig med det smukke, aabne ansigt og de kloge, graa øine mødende mit blik.

Han, der ellers var saa behersket i sin optræden og udmerkede sig ved de rolige og harmoniske bevægelser, der følger et kraftigt og veldannet legeme, han travede nu uroligt op og ned paa gulvet.

Det krøllede haar faldt uordentlig ned over den brede, noget lave pande, og fingrene famlede ved de korte mustacher, som skjulte den veldannede mund.

Han standsede foran mig, der jeg sad i en stor lænestol: «Kan du bli hos mig iaften?»

8«Ja, med glæde,» svarede jeg; «Klara er i theatret med en veninde fra sin hjemby; veninden fik min billet; da der var udsolgt. Jeg er saaledes ledig. – Det var netop min hensigt at foreslaa dig, at vi skulde tilbringe aftenen sammen.»

«Det er godt; lad os spise straks; jeg har en sag at tale med dig om, og før jeg har gjort det, har jeg ingen ro paa mig.»

Monk ringede, og straks efter tog vi plads ved et godt aftensbord. Min vert spiste næsten ikke; rigtignok forsømte han ikke sine vertslige pligter, men kunde knapt skjule sin utaalmodighed efter at faa maaltidet tilende. – Det var tydeligt, at noget usædvanligt var paafærde, og saa sluttede ogsaa jeg min spisning saa hurtigt som muligt, uden at der veksledes mange ord.

Da vi atter kom ind i stuen, plaserede Monk mig i en af sine bedste stole, satte foran mig whisky og vand samt cigarer. Selv tændte han sig en cigar, men kastede den straks efter ind i kaminen.

«Du vilde tale med mig om noget, sagde du, Monk.»

«Ja, hvis du har taalmodighed til at høre paa mig.»

9«Selvfølgelig! – har du nogensinde merket, at jeg har manglet taalmodighed i retning af at høre paa dig?»

Et svagt smil gled over Monks mørke ansigt:

«Der gav du mig en velfortjent pille. Jeg har vist altfor ofte sat din taalmodighed paa prøve med mine docerende foredrag om detektiv kunst, logik, slutninger og lignende; men det er ikke noget saadant, jeg vil komme med iaften. – Har du lyst til at høre en historie om mig selv, historien om hvorfor jeg i dette øieblik er den mand, jeg er, eller fører det liv, jeg fører?»

«Kjære Karl,» svarede jeg, «jeg vil mere end gjerne høre din historie. Det er jo noget, som enhver kan forstaa, at der engang i tiden er hændt dig noget, som har kastet skygge i din tilværelse; men som du kan forstaa, – man spørger ikke sine venner om den slags ting; man venter, til de selv kommer.»

«Du har ret, og jeg burde vistnok for lang tid siden have fortalt dig alt sammen; især da der for mit vedkommende intetsomhelst er at skjule. – Ja, det er galt af en mand, at han gjør sig mere alene, end han i virkeligheden er, og i dette tilfælde er jeg ræd for, at det er dobbelt dumt af mig ikke at paakalde en klog vens 10bistand. Mine øine er blevet dumme af at stirre i min egen sag og kun finde mørke.

Det er forresten uegentlig af mig at kalde sagen min sag, da jeg ikke engang spiller en hovedrolle i den; men ialfald angaar den en person, der var mig lige saa kjær som mit eget jeg. – Er du beredt til at høre paa mig et par timer itræk, saa tror jeg nok, at du skal kjende ligesaa meget til min historie som jeg selv.»

«Fortæl, Monk! fortæl! Kan en ærlig mand og en klog kvinde hjælpe dig noget, saa har du dem i Klara og mig.»

Jeg rakte haanden frem; Monk greb den og rystede den kraftig. Tvivlraadigheden og uroen var veget fra ham.

Naar jeg nu gjengiver hans fortælling, vilde jeg ønske, at jeg kunde gjøre det i hans eget klare sprog og med hans træffende ord.

At gjøre det fuldt ud er desværre umuligt; jeg faar gjøre det saa godt, jeg kan. – Skulde fremstillingen blive kjedelig eller mangle klarhed, da er det min og ikke Monks skyld.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gamle Friks diamant

Romanen Gamle Friks diamant ble første gang gitt ut i 1898 og er andre bok i serien om privatdetektiven Karl Monk.

Den eksentriske Bartolomæus Frik, også kalt Gamle Frik, har blitt frastjålet en sjelden diamant. Monk tar opp jakten på tyven(e).

Handlingen er lagt til Kristiania på slutten av 1800-tallet. I tillegg til detektivhistorien inneholder boken skildringer av byens gater, bygninger og kultur.

Boken er skrevet av Christian Sparre, men utgitt under pseudonymet Fredrik Viller.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1898 (nb.no) (nb.no)

Les mer..

Om Fredrik Viller

Pseudonym for Christian Sparre.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.