Sjette kapitel: GamIe Frik igjen

Sjette] rettet fra: Syvende (feilnummerert i førsteutgaven)

270Gamle Frik havde, som Monk nævnte, i mange aar været lam i benene og bundet til sin stol.

Hvem beskriver derfor Monks og min forbauselse, da vi kom ind paa villa Ballarat, efter at være hentet fra vor post udenfor af en tjener, og fandt husets herre staaende midt i sit værelse, medens Klara sad smilende i en stol.

Jeg behøver ikke at beskrive optrinet mellem ham og Klara, uagtet min hustru dengang gav en fuldstændig beskrivelse af det.

Det faar være nok at fortælle, at hun dristig var trængt ind i løvens hule og uden store forberedelser begyndte at bebreide hulens eier hans haardhed ligeoverfor broderbørnene.

«Har Deres brodersøn feilet,» sagde hun, «saa var han dengang ung og i slet selskab, det kan jeg garantere;» – hun tænkte uden tvivl paa mr. Howell – «og hvad Deres broderdatter angaar, saa har De, som hele den øvrige verden, dømt hende paa mistanke uden hensyn til hendes karakter forresten.»

271Gamle Frik blev ved disse ord ildrød ansigtet og begyndte ligesom at sprelle i arme og ben.

Klara var vistnok lidt ræd for, at gamlingen skulde faa slag, men ihukommende ordsproget «glæde dræber ikke», fortsatte hun uanfegtet: «Der er imidlertid hændt noget, som De aldrig havde fortjent, hr. Frik. Monk og to venner, min mand og jeg – har gjort opdagelser, som viser, at hun er ganske uden skyld i diamantens forsvinden, og at det er den kjæltring, mr. Howell, som har sat alt i scene. – Der er saaledes udsigt til, at De om kort tid kan faa Deres broderdatter tilbage, og anledning til for resten af Deres liv at angre og gjøre Deres feil god igjen.»

Det lod til, at Klara havde en lykkelig haand eller ialfald en lykkelig tunge; thi det var saa langt fra, at Gamle Frik fik noget slag, at han tvertimod pludselig reiste sig, stavrede henimod Klara og stammende bad om nøiere forklaring. Sindsbevægelsen havde helbredet hans lamhed. Fuldstændig brug af sine lemmer gjenvandt han ikke; men fra nu af kunde han ialfald bevæge sig omkring ved egen hjælp.

Heller ikke skal jeg dvæle længe ved mødet 272mellem Gamle Frik, Monk og mig. Det varede ikke mange minutter, før han syntes at have kjendt mig i mange aar. Klara havde han faaet en respekt for, som jeg tror vil følge ham til hans livs ende.

Kun de allernødvendigste forklaringer blev givet, – heldigvis var Monk mand for at udtrykke sig med al ønskelig korthed og tydelighed – og saa blev det besluttet at sætte kursen til «museet» i haven. Gamle Frik stak til sig et vældigt nøgleknippe, som laa paa et bord ved siden af hans rulle-stol, hvilken han nu tilkastede et haanligt blik; ligesaa tjeneren, som mødte frem for at kjøre sin herre. Der trængtes ikke flere øine end vore; tjeneren blev sendt bort – til sin store forbauselse – og idet Frik støttede sig til Monks og min arm, satte toget sig i bevægelse.

Det var med egne følelser, at Klara og jeg saa skuepladsen for de begivenheder, som i flere dage alene og ganske havde optaget vore tanker. At Monk og Gamle Frik var ligesaa bevægede, tvivler jeg ikke paa, om end deres følelser var af en hel anden art.

Vi betraadte pavilionen i haven og skred gjennem museet. Det var uforandret, sagde Gamle Frik og Monk, som for seks aar siden.

273Gamle Frik ledte frem en nøgle og aabnede døren til det ildfaste rum.

Som efter en stiltiende overenskomst stillede Klara sig foran skabet paa samme væg, – det var ligeledes aabnet af Gamle Frik, og blandt de andre sager der skinnede den sorte skildpadde os imøde – medens vi andre gik ind i rummet og trak døren næsten til efter os: Ganske rigtig! gjennem sprækken faldt vort blik uvilkaarlig paa det store speil ligeoverfor, og i speilet saa vi billedet af skabet med sine hylder, gesimsen over med den lille elefant, Venus fra Milo – og Klaras skikkelse med ryggen mod os.

«Gud fordømme mig!» skreg Gamle Frik, – – jeg kan ikke negte for, at han brugte et saa formasteligt udtryk – «det er sandt, som Monk siger! den kjeltringen har staaet herinde og fotograferet hende!»

Klara maatte ogsaa se; hun gik ind i rummet, medens jeg indtog hendes plads.

Men saa tillod Monk os ikke længere at fortabe os i disse betragtninger.

«Har De savnet noget fra det ildfaste rum, hr. Frik?» spurgte han. «Engelskmanden maa have havt en hensigt med at skaffe sig en nøgle og trænge derind.»

274«Nei,» svarede Gamle Frik efter at have betænkt sig en stund. «Herinde blev jo ikke opbevaret andet end dokumenter og papirer, som kun kan have betydning for mig. Rede penge lagde jeg altid i jernskabet i kontoret.»

«Her findes to jernskabe,» sagde Monk.

«Ja,» svarede Gamle Frik; «i dette store skab opbevarer jeg gamle familiepapirer o. l., som ingen værdi har forøvrigt. I det lille der – det er jo ikke stort andet end et jernskrin, men med en ualmindelig kunstfærdig laas findes mit testamente og fortegnelsen over min formue.»

Det store skab blev aabnet og en lampe bragt ind fra museet. Skabet saavel som indholdet blev nøiagtig undersøgt; men intet usædvanligt var at opdage.

«Nu kommer turen til skrinet,» sagde Monk, «vil du hjælpe mig med at bringe det ud i museet, Fredrik?» Skjønt hele apparatet ikke var mere end 16–20 tommer i firkant, var det dog saa massivt, at vore forenede kræfter maatte til for at faa det ud i det lyse værelse.

Det var et smukt staalarbeide og prydet med indhugne arabesker paa de fire sideflader og laaget.

Gamle Frik kom frem med en nøgle af underlig form.

«Vent lidt, hr. Frik,» Monk holdt hans arm tilbage; «naar blev dette skrin aabnet sidste gang?»

«For seks aar siden,» sagde Frik langsomt; «jeg forandrede da mit testamente – –. Gud være lovet, at jeg kan forandre det en gang til!»

«Kjendte mr. Howell noget til testamentet?»

«Javist. Jeg gjorde ham jo til enearving af alt det, som ikke skal gaa til stiftelser, legater og andet saadant. Det er omtrent en halv million. Først havde jeg delt dette ligelig mellem Sigrid, Einar og ham; men saa – – saa, ja, jeg behøver vel ikke at forklare mere, saa kom den historien paa, og saa strøg jeg Sigrids og Einars navn.»

«Og han vidste, hvor De opbevarede det?»

«Ja, det var et par dage, før han reiste; jeg læste det op for ham her i museet og lagde det i skrinet, saa han saa paa det.»

Monk holdt imidlertid paa at underkaste skrinet en nøiagtig undersøgelse paa alle kanter, og det varede en stund, før han svarede.

«Det var nok det jeg vidste,» udbrød han med sit gamle lune smil; «se her!»

Vi bøiede os alle ned for bedre at se. Han 276havde veltet skrinet om, saa at den side, som inde i rummet havde staaet op mod væggen, kom frem. Der fandtes en hel del kunstfærdig sammenslyngede cirkler indgraverede i staalet. Med pennekniven skrabede han rusten og smudset ud af en af dem – den kunde være saadan en 5–6 tommer i diameter. Der viste sig en hel del smaa runde pletter. Han tog en knappenaal, satte spidsen mod en af pletterne, trykkede til, og til vor store forbauselse syntes naalen at synke ind i staalet.

«Er her en hammer?» han saa sig omkring og fik øie paa en gammel økse fra broncetiden : «Denne kan vel gjøre det.»

Et kraftigt slag i midten af cirkelen – og til vor grænseløse overraskelse forsvandt den runde staalskive ind i skrinet.

«Naa, saa skulde da pokker ogsaa!» skreg Gamle Frik; «men hvor ialverden – –?»

«Det er simpelt nok; men ikke destomindre dygtigt arbeide,» svarede Monk tørt. «Mr. Howell kunde ikke faa bugt med den laas, og saa har han boret en hel del smaa huller i cirkelen og bagefter med en uhrfjærsag saget igjennem mellemrummene. Han har været en flittig haandverker, det kan ikke negtes. Da han havde gjort, hvad han havde at gjøre med indholdet, 277saa har han sat stykket paa plads, kittet hullerne og smurt rust og smuds over.»

«Da har han vel stjaalet obligationerne!» Gamle Frik trængte sig frem og stak sin store næve gjennem hullet i skrinet. «Nei, her er ialfald begge konvolutterne!» Det lykkedes ham, om end med nogen møie, at hale ud to konvolutter – den ene svært tyk, den anden noget tyndere.

«Nei, her er testamentet,» mumlede han og pegte paa den tynde pakke, «og her er obligationerne. Begge med mit segl ubrudt.»

«Seglet er let at bryde og faa iorden igjen,» svarede Monk; «men svar mig paa et spørgsmaal, før vi undersøger pakkerne. Har nogen anden end mr. Howell seet testamentet og fortegnelsen over Deres formue?»

«Nei,» erklærede Gamle Frik med bestemthed. «Alle prokuratorer har fanden sendt til verden for at stifte ufred; dem vil jeg ikke have noget at gjøre med. Jeg gik til byfogden og fik ham til at sætte op formularerne for mig, og saa skrev jeg testamentet selv. Det vidste jo ogsaa Howell, fanden annamme ham! – – at saadan far kan ha’ en saadan søn!» fortsatte han, men i et ganske andet tonefald.

278«Ja, saa faar vi aabne pakkerne da,» sagde Monk, «vi vil nok se flere spor af mr. Howells fingre.»

Den lille pakke blev aabnet, og vi bøiede os alle over testamentet.

Det var opsat i alle lovlige former og lød kortelig paa, at Frik testamenterede sine kuriositeter og samlinger til staten, sin rørlige formue – rede penge, bankaktier o. l. til mr. Reginald Howell, faste eiendomme, panteobligationer, hypotheker o. l. til universitetet; videnskabsselskabet, legater m. m.

Alt var nærmere specificeret og summerne enten nøiagtig opgivne, eller der var henvist til en vedlagt fortegnelse.

«Nei her er s’gu alting iorden; det er akkurat, som jeg selv skrev det. Kusken og gartneren har underskrevet som vitterlighedsvidner. Jeg gav dem hver 5000 kroner kontant, saa slap jeg at føre dem ind for legater.»

«Er De aldeles sikker, hr. Frik?» Monk bøiede sig over papiret. «Her er et tal, som ser ud til at være raderet paa.»

«Faa se! ja, hvad fanden er det? – Mine faste eiendomme, hypotheker og obligationer o. s. v.,» læste han, «som ifølge fortegnelse beløber sig til circa kr 1000 000 – ja’gu eier jeg 279da nærmere 1900 000, det er næsten det dobbelte, og det skrev jeg ogsaa – – –»

«Se det! vi kommer nok til det lidt efter lidt,» sagde Monk med sit luneste smil. Jeg havde ikke seet ham i saa godt humør paa lang tid. Han var som en fisk, der længe har ligget paa land, men endelig er kommen i sit element igjen og nyder at kunne bugte sig mellem de mørkeste sjøplanter uden at tage feil af veien.

«Men jeg forstaar ikke – –,» brummede Gamle Frik. «Hvad fornøielse kan han have af at lyve mig fattigere end jeg er? Han faar jo ikke de 900 000, som han har raderet bort!»

«Lad os se paa fortegnelsen og obligationerne,» svarede Monk lige lunt. «Vi kommer nok til opløsningen.»

Den anden konvolut blev aabnet.

Jeg læste op af fortegnelsen, og Gamle Frik aabnede obligationer og skjøder, efterhvert som jeg læste:

«No.«No.] rettet fra: «No. 177 b paa Drarnmensveien, skjøde.»

«Ja, her er det.»

«Karl Johansgade 77, skjøde.»

«Ja, alt iorden.»

o. s. v.

o. s. v.

280«Panteobligation stor kr. 27 000,oo i gaarden Hoff paa Hedemarken, skyld 27 mark 3 sk; thinglæst, o. s. v.»

«Ja, her er den» – – og saa fremdeles.

«Det var en lang lekse,» sagde jeg, «endelig er den slut.»

«Slut?» raabte Gamle Frik. «Nei gu’ om den er slut. Rosinen kommer i enden af pølsen, og det er en pen rosin ogsaa!»

«Hvad mener De? her staar ikke mere paa fortegnelsen.»

Gamle Frik rodede omkring i den tomme konvolut:

«Og her er heller ikke mere! Han har stjaalet obligationen i Ashton-Abbey og – –,» Gamle Frik rev fortegnelsen ud af min haand – «Se her! annamme mig, har han ikke klippet af det nederste stykke af fortegnelsen, saa at det sidste nummer er væk; – men neimen om jeg endnu forstaar, hvad fornøielse han kan have af den obligation.»

«Heller ikke jeg,» tilføiede jeg; «panteobligationer er ikke papirer lydende paa ihændehaveren, som hvemsomhelst kan gjøre i penge. Hr. Frik behøver jo bare at skrive til England og faa en ny udskrift af panteregisteret.»

«Monk ved godt, hvad det altsammen skal 281betyde!» raabte Klara, «han vil bare gjøre os nysgjerrige. Havde jeg vidst, at De saa snart vilde begynde med Deres overlegne detektivminer, saa skulde jeg ikke hjulpet Dem saa hurtig med fotografiet, det kan De være sikker paa.»

Hun saa med komisk forbitrelse paa Monk, som kun smilede velbehagelig:

«Jeg skal indrømme, at i dette øieblik er alt klart for mig; men den sidste knude sprang først op for et par minutter siden. – Sig mig, hr. Frik, hvad er det for en obligation, som her er tale om, og hvor stor var den?»

«Husker De ikke,» svarede Frik ivrig, «at jeg engang fortalte Dem om en gammel skurk – Davis hed han, og om hvordan det tilsidst lykkedes mig at faa has paa ham, saa at han maatte betale mig tilbage min eiendom, som han havde stjaalet.»

«Jovist husker jeg.»

«Ja, jeg ogsaa.»

«Og jeg ogsaa.»

Gamle Frik saa forbauset paa Klara og mig.

«Jeg har fortalt dem alt det tidligere,» faldt Monk ind; «lad os bare faa høre videre om mr. Davis.»

«Ja, det var ikke videre det. Han skulde betale mig 50 000 £; men saa havde han ikke kontanter, da han havde sat alle pengene i et 282stort gods, og saa tog jeg ligesaa godt en første prioritets panteobligation i godset. Den var lige saa god for mig som rede penge; for godset er værd det dobbelte og mere til. Det er den obligation, som er stjaalet og strøget af fortegneIsen.»

«Da passer akkurat tallet 1000 000 istedetfor 1900 000 kroner,» sagde Monk, «50 000 £ er jo netop 900 000 kroner.»

«Ja, det er sandt; men han kommer ikke videre for det. Som hr. Viller siger, saa kan ikke den obligation sælges uden min paategning.»

«Kjendte nogen til, at De var i besiddelse af den panteobligation?» spurgte Monk.

«Nei, ingen her i landet; det prokuratorpak har jeg altid holdt mig fra livet, og ingen har faaet snuse i mine papirer.»

«Nei, ingen uden mr. Howell,» var Monks tørre svar. «Men hør her, mine venner! Jeg vil forelægge Eder et spørgsmaal – omforladelse, først maa De, hr. Frik, svare mig endnu en gang: Hvis ikke alt dette var hændt Dem idag, tror De da, at De nogensinde vilde have aabnet disse konvolutter?»

«Nei,» erklærede Gamle Frik paa det bestemteste. «Naar min sidste time havde nærmet sig, havde jeg maaske ladet skrinet aabne og seet efter, at konvolutterne var der og seglene 283i orden, men intet andet. Jeg vidste jo eller troede at vide, at alt var som det skulde være.»

«Godt. Lad mig saa komme med mit spørgsmaal til Eder andre: Om hr. Frik var død uden at have opdaget det falskneri, som her er begaaet, da vilde jo ingen have kjendt til obligationens eksistense, og eieren af Ashton-Abbey behøvede da ikke at betale sine rentepenge. Vilde ikke det være en ren indtægt for Davis eller hans arvinger af omkring 2 500 £ eller kr. 45 000 om aaret?»

«Jogu’ vilde det saa,» skreg Gamle Frik; «men hvorfor den unge Howell skulde hjælpe Davis til 45 000 om aaret, det skjønner jeg ikke. At han er en stor kjeltring, skjønt hans far var den bedste mand under solen, det forstaar jeg nu; men dum er han pokker ikke.»

«Alligevel slegter han vist sin far paa – –»

«Stop!» raabte jeg, «nu kan jeg ogsaa sige det – Ashton-Hall – – – Ashton-Abbey – jeg forstaar. Den unge Howell er søn af gamle Davis!»

«Ja, det er ogsaa min mening,» svarede Monk, slet ikke fornærmet over, at jeg tog afsløringen fra ham. «Han maa have reist fra Australien sammen med den unge Howell. Alle maa have sat livet til uden unge Davis; saa har denne bemægtiget sig unge Howells papirer 284og senere spillet hans rolle i den gamle verden. Det, tænker jeg, forklarer alt.»

«Ja, han er søn af gamle Davis, det kan ikke feile,» raabte Gamle Frik oprømt; «det var, partere mig! den bedste opdagelse af dem alle, saa slipper jeg at sørge over, at min gamle ven skulde have en saadan søn. Men hvad var det De nævnte om Ashton-Hall? det er nabogodset til Ashton-Abbey. Engang var de to et gods.»

«Monk fortalte os før i dag, at hans agenter havde bragt ham den efterretning, at mr. Howell – eller rettere sagt Davis junior – opholdt sig meget paa det gods. Det var naturligvis for at kunne konferere med sit værdige ophav, gamle Davis. – Det var vel det, som bragte dig paa sporet, Monk?»

«Netop!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.