Andet kapitel: Gamle Frik

11«Da vi skiltes for 15 aar siden,» begyndte Monk, «dengang du reiste til Zürich for at uddanne dig som ingeniør, tog jeg for alvor fat paa det juridiske studium og var heldig nok til 4 aar efter at tage embedseksamen med udmerkelse.

Mine venner og lærere raadede mig til at følge den videnskabelige bane. Et stipendium var netop ledigt ved universitetet, og med dette ved siden af den lille formue, som jeg havde arvet efter min far, kunde jeg sorgløst have fulgt den slagne vei til et professorat ved «Universitas regia Fredericiana»; saa sagde man mig ialfald.

Men det var ikke efter mit hoved; at være sluppet fri fra tilhørerbænken for straks at kravle op paa et støvet katheder, forekom mig alt andet end tiltrækkende.

Først tog jeg plads som fuldmægtig ved et embedskontor langt oppe i landet, hvor der var lidet af forretninger, men overflod af vildt i aaserne og fisk i vandene, og kom tilbage til Kristiania aaret efter som en skjægget, rødmusset Nimrod.

12Saa blev jeg yngste assistent ved Kristiania politi og tilbragte et aars tid eller to med at mulktere unge mennesker for gadeuorden og holde orden paa den mere ustadige del af byens kvindelige befolkning.

Som du kan forstaa, var det ikke netop en beskjæftigelse skikket til at fængsle en mand for længere tid, hvad jeg ogsaa forklarede vor elskværdige politimester, da jeg en vakker dag lagde min afskedsansøgning paa hans pult.

‘Stop nu lidt, min kjære Monk,’ sagde politimesteren med sit lune smil; ‘kunde De ikke vente lidt med den ansøgning? – Jeg maa indrømme, at jeg ikke har fundet nogen særegne anlæg hos Dem, hverken med hensyn til arrestation af fulde studenter eller som lastens vogter; men derimod skulde en mangeaarig erfaring bedrage mig meget, om De ikke vilde være paa Deres rette plads ved opdagelsesafdelingen. Alle ved, at det er Dem vi skylder vort held i den store posttyverisag, uagtet De ikke officielt havde noget med den at gjøre; og den maade, hvorpaa De bragte opklaring i Gjørstadmordet, kjender ialfald jeg. –– Allerede i flere maaneder har jeg tænkt paa at tilbyde Dem ansættelse i den detektive afdeling. Hvis De vil tage Deres ansøgning tilbage, kan De betragte sagen som afgjort.’

13Jeg tog med glæde imod tilbudet; dog først efterat have erhvervet et aars tjenestefrihed – – et aar, som jeg tilbragte i udlandet, paa reise for at studere sprog og verdenslivet.

Hvilken nytte jeg har havt af dette mit ophold ude i den store verden, behøver jeg neppe at forklare dig.

At jeg ved opdagelsespolitiet var kommet paa min rette hylde, kan jeg ikke tvivle paa, hvis jeg skal tage hensyn til den overflødige ros, som mine overordnede lidt efter lidt ødslede paa mig; eller den smigrende opmerksomhed, som aviserne og publikum begyndte at gjøre mig til gjenstand for.

En stor del af mit held som opdager tilskriver jeg imidlertid den velvillige maade, hvorpaa naturen har udrustet mig i legemlig henseende. Naar man uden at blive sløv kan være i tøiet en 12–16 timer itræk og negte sig en nats søvn, naarsomhelst det behøves, da kan man faa gjort en hel del personlige iagttagelser og slippe at være henvist til, hvad andre kan finde ud for een.

Det er en stor feil, som de fleste politimænd gjør sig skyldig i, at de i vigtige sager stoler paa andres undersøgelser.

Hvis du vil lægge merke til, under hvor 14mange forskjellige vinkler en og samme ting – selv om det er en tilsyneladende ubetydelighed – kan sees, og hvor forskjellig beretningerne om den samme ting kan være, naar de afgives af forskjellige individer, da vil du kunne forstaa, at en overordnet vanskelig kan komme til den rette kombination, med mindre han selv tager alle enkeltheder, selv de ubetydeligste, i øiesyn.

Desuden ved du, at jeg er en mester i alle legemlige idræter; hvilket sammen med de muskler, som forsynet saa rigelig har udstyret mig med, gjør, at jeg sjelden behøver at være ængstelig for min personlige sikkerhed.»sikkerhed.»] rettet fra: sikkerhed. (trykkfeil)

«Nei, det skal Gud vide,» tænkte jeg; «som gut var du den værste at have mod sig og den bedste at have med sig i et slagsmaal; og du ser ikke ud til at være hyggeligere at komme ud for, om det gjælder, den dag i dag.» Jeg kastede et blik paa den smidige skikkelse foran mig med de kraftige skuldre, de smale hofter og de smaa, muskuløse hænder, hvis greb jeg kjendte saa godt – – – –

Men jeg fik ikke lang tid til at dvæle ved ungdommens erindringer.

Monk slog et slag hen over gulvet, som hans vane var, naar hans tanker var sterkt optaget, og fortsatte saa :

15«Ja, nu tror jeg at have givet dig et ydre rids af mine forhold indtil den dag, der bragte en indledning til, hvad der senere spillede hovedrollen i mit liv og gjør det den dag idag.

*

Det var en regn- og stormfuld nat i slutningen af september for 7 aar siden.

Vaad til skindet og udaset kom jeg kjørende til min bolig i Universitetsgaden. Jeg boede dengang altid i første etage for at kunne komme ud og ind saa hurtig og ubemerket som muligt.

Jeg havde været paa en ekspedition efter nogle indbrudstyve høit oppe paa Egebergkanten. Ekspeditionen havde været lang og møisommelig baade for mig selv og mine medhjælpere og uden resultat.

Jeg benytter altid den samme droskekusk, naar jeg har brug for en saadan, – ja, du husker jo Peder Syversen? Han som var saa uheldig at komme forsent til jernbanen med den franske reisende, der deponerede sine penge hos bankier Vendel og tog dem ud igjen saa pludselig? – Hvis jeg ikke tar feil, skrev du endog en lang historie om ham og kaldte den ‘Bankierens pengeskab’?

16Ja, jeg vidste nok, at du huskede ham, men nok af det: min droskekusk var ligesaa vaad som jeg selv – han havde ventet paa os i fem timer i en af de yderste smaagader paa Grønland – og ligesaa nedslaaet over det triste resultat, saa at jeg fandt mig beføiet til at tage ham med ind i min stue og slaa i ham en stiv kognaker. Hesten tog sig imidlertid en lur under en presenning ude i regnet.

Min gode Syversen havde netop tømt sit glas og under de hjerteligste taksigelser tændt sig en ‘Trabucos’, med hvilken han trak sig baglængs tilbage, da der hørtes en kraftig ringen paa telefonen.

‘Vent lidt!’ raabte jeg til kusken og sprang hen til apparatet.

‘Er De Monk, politifuldmægtig Monk?’

‘Ja, – hvem er det, jeg taler med?’

‘Bartolomæus Frik, gamle Frik paa Drammensveien, som folk kalder mig. Kan De komme herud straks? her er gjort indbrud hos mig. Jeg troede, at en mand som De helst vilde være den første paa flekken, og saa fort som muligt!’

‘Godt, jeg skal komme.’

Behageligt var det ikke; men Bartolomæus Frik havde ret, naar han sagde, at jeg ønskede at være førstemand paa pletten; og nogle minutter 17senere rullede drosken i stridregnet gjennem de øde gader og udover Drammensveien.

Jeg benyttede tiden, medens vi var underveis, til at samle i min hukommelse, hvad jeg vidste om ‘Gamle Frik.’

Bartolomæus Frik eller Kaptein Frik, som han ogsaa kaldtes, havde forladt Norge som ganske ung mand i tyve-trediveaarene.

I en menneskealder eller saa havde ingen hørt noget større fra ham, indtil han pludselig som gammel mand kom tilbage til sit fødeland, nogle aar før min historie begynder.

Han kom til Kristiania slæbende med sig en hel skibsladning af rariteter og kostbarheder, ligesom han idetheletaget skulde være en meget rig mand.

Hans kapteinstitel skrev sig formodentlig fra, at han i folkemunde sagdes at have erhvervet sine penge som kaptein paa et sørøverskib og senere som slavehandler.

En rimeligere forklaring og vistnok den, der stemmede med sandheden, var, at han havde tjent sin formue ved guldvaskning i Australien og diamantgravning i Afrika. Han havde begge steder været en af de første, der kom over de rige skatte.

Kommen til Kristiania, kjøbte han sig et stort hus paa Drammensveien, og dette fyldte 18han da næsten helt med alle sine hjemførte rariteter fra alle jordens egne.

Ved sin hjemkomst fandt han af slegt kun sin broders enke med to halvvoksne børn i trange kaar.

Sandsynligvis for at reparere paa sin tidligere ligegyldighed havde han overvældet den stakkars enke med velgjerninger og bragt hendes svage sjælsevner i den største forvirring ved at stille store og efter hendes begreber fabelagtige summer til hendes disposition.

Hun var imidlertid død kort tid efter, og Frik havde da taget hendes to børn – en søn og en datter – til sig. Man antog ialmindelighed, at de skulde arve ham.

Gamle Frik var en vel kjendt skikkelse i Kristiania – selv havde jeg forresten aldrig talt med ham – og nød stort ry for sin rigdom, gavmildhed og – vredagtighed.

Huset ligger straks udenfor Skillebæk, som du kanske ved. Det er forresten intet under, om du ikke har hørt tale om ham, trods dit nye hus ligger ikke langt fra hans eiendom; thi i de senere aar har Gamle Frik været fængslet til sygeleiet. Han viser sig aldrig udenfor huset, og – som det pleier at gaa – folks ligegyldighed for ham nu er ligesaa stor, som 19deres interesse for ham og hans affærer var i sin tid.

Drosken holdt foran jern-gitterporten til haven, hvilken port straks blev aabnet af en mand – det var kusken i huset – med en lygte i haanden.

Der behøvedes ikke mange ord; han var forberedt paa min ankomst, og jeg førtes straks op til hovedbygningen.

Vi gik gjennem en entré og et par værelser – i det sidste af disse stod nogle piger og hviskede sammen – og kom saa ind i et stort værelse eller sal, som var fuldt oplyst.

Salen frembød et broget skue: enkelte af møblerne var gammeldagse, andre nymodens; der var tropiske planter i store baljer; venetianske speile paa væggene og imellem dem store skabe fyldte med merkværdigheder fra alle himmelstrøg og alle tidsaldre; udstoppede dyr fremme paa gulvet og i krogene; paa en hylde nogle svære alterlysestager fra en gammel kirke, paa nabohylden en lampe fra et hinduisk tempel; paa en konsol et pragtverk af et parisisk taffelur; ligeoverfor et sandur fra den tidlige middelalder. Ja, jeg kunde regne op de forunderligste blandinger og kombinationer.

Trods alt var værelset ikke uhyggeligt, – min første tanke var, hvad ogsaa senere viste sig at 20være rigtigt: alt dette har Bartolomæus Frik dynget sammen, men hans broderdatter har ordnet det.

Kun i den ene ende af værelset var der en merkbar uorden: væltede stole, opbrukne skabe og det ene vindu fuldstændig knust – baade ruder og sprosser. Stormen og regnen trængte forresten ikke ind, da det laa mod den læ side af huset; og da der paa kaminen i den anden ende af salen flammede en lystig ild, var totalindtrykket velgjørende varmt og behageligt.

Ved kaminilden sad Gamle Frik i en stor stol. Paa gesimsen foran ham laa en svær amerikansk marinerevolver med blankt pudset løb, og lænet op til hans stol stod en vældig preussisk rytterpallask.

Husets herre selv var iført en storblomstret slaabrok og tøfler og reiste sig straks, da jeg kom ind.

Ved siden af ham stod hans broders børn: en kjæk, ung mand med lyst, aabent ansigt og en – meget vakker ung dame.

Gamle Frik selv var ikke netop vakker at se til. Han havde et stort, fyldigt, rødt ansigt med en stor og rødblaa næse saa omtrent i midten; hvidt, busket haar, der strittede ud i tøilesløse totter, og et ligesaa hvidt, tykt skjæg 21i form af bakkenbarter, der mødtes under hagen. Hans øine var lyse og oftest venlige; men naar han blev sint, hvad slet ikke sjelden hændte, skiftede de over i et slags grønlig farve, der var alt andet end tiltalende.

Ethvert menneske skal jo ligne et eller andet dyr: Bartolomæus Friks udseende vilde ikke have gjort nogen bengalsk kongetiger skam.

Han kom hurtig imod mig og trykkede min haand i sin vældige næve, der var af fylde og størrelse som luffene paa en hvalros. Han var tyk, bred og undersætsig, men bevægede sig med ungdommelig raskhed om end noget klodset.

‘Naa, er De allerede der, hr. Monk! velkommen! Det er vist ikke mere end fem minutter, siden jeg ringede Dem op i telefonen; det kan man kalde rask ekspedition! ja, det er rigtig det, unge mand, hurtighed fremfor alt, det er det vigtigste i verden. – Hvorfor tror De Napoleon kunde erobre hele Europa? hvad tror De, det var, som hjalp ham? hans hurtighed, far! og intet andet. Snak ikke til mig om feltherretalent og denslags. Han var kvikkere end alle andre, og derfor gjorde han ogsaa med dem, som han vilde! – – Men nu skal De faa høre, hvordan det er gaaet for sig med dette hersens indbrud her i huset. – Du blinker 22til mig, Sigrid, du mener vel, at jeg først skal presentere dere for Monk; very well! Det er min broderdatter, Sigrid Frik, og det er min brodersøn, Einar Frik; begge min alderdoms glæde og støtte. Men lad os saa komme til indbruddet. – Hvad! begynder du ogsaa at gjøre miner til mig, Einar? Naa! du mener, at vi skal byde hr. Monk at sætte sig’ – –

‘– og et glas vin,’ faldt den unge dame ind og kastede et medlidende blik paa mine vaade klæder.

‘Ja, selvfølgelig skal Monk sidde ned og faa alt, hvad han behager; men imidlertid kan jo jeg i faa ord fortælle ham, hvordan all er gaaet for sig – – –’

Bartolomæus Frik var imidlertid ikke manden af faa ord, og det tog ikke liden tid før jeg fik vide, at han havde ligget søvnløs, – holdt vaagen af ‘en pokkers ubehagelig fornemmelse i den ene stortaa’ – og saa ved ét-tiden havde hørt en underlig lyd i værelset nedenunder, – han havde soveværelse lige over salen, hvor vi sad.

Gamlingen var ikke sen til at springe ud af sengen, snappe en ladt revolver, der altid laa parat paa hans natbord, og en sabel, der ligetedes stod færdig, – det var vel levninger fra hans eventyrlige liv –.

23Saaledes rustet og med tøfler paa benene, men forøvrigt uden anden bedækning end sin natskjorte, havde han da lurt sig nedover trapperne og sagtelig aabnet døren til salen.

Her saa han to mænd, der roligen arbeidede med at bryde op hans skabe og tømme det værdifuldeste indhold i en sæk.

‘Jeg fyrede først to skud efter hovederne paa dem,’ fortsatte Frik; ‘men da krudtrøgen trak bort, saa jeg, at de var lige levende begge to og paa veien bort til vinduet for at flygte. Jeg for efter dem med sabelen, og de skulde nu ikke have kommet levende ud, hvis jeg ikke havde snublet over den fordømte panteren!’ – han pegte paa en stor, udstoppet tigerkat, som laa væltet over paa siden midt i værelset.

‘Men du kunde jo have dræbt dem, onkel!’ faldt den unge dame bebreidende ind.

‘Ja, dræbt dem! jeg skulde ønske, jeg havde faaet hugget dem til plukkefisk. Men hør nu, nu kommer det forargeligste af alt. Bare den ene af kjæltringerne kunde komme ud gjennem det aabne vindu, – jeg har nemlig ikke kramper paa den anden halvdel, – og den anden, som formodentlig ikke syntes, han havde tid til at vente, til jeg kom mig op, for luks igjennem baade glas og sprosser med hovedet foran. – 24– – Men det gik nu ikke saa glat, for da jeg kom løs fra den fordømte panteren, hang endnu det venstre bagbenet hans igjen indenfor. Det skal du da ikke faa tat med dig, tænkte jeg; for nu var jeg bare et par alen fra ham og sabelen over hovedet færdig til hug; men netop som jeg lader hugget falde, kommer min ene fod ind i kjæften paa isbjørnen, og saa faldt jeg for anden gang – – – Ja, De ler! De tror mig kanske ikke; men jeg siger, at havde ikke den isbjørnen lagt iveien, saa havde jeg nu i dette øieblik kunnet lægge paa bordet for Dem kjæltringens fod og kanske et stykke af læggen til; her kan De selv se, sabelen tog med sig støvlehælen og saalen; videre rak jeg ikke; men et par tommer til havde gjort det!’

Han lagde triumferende foran mig en bred, grov støvlehæl med vedhængende saale, øiensynlig skilt fra støvlen ved et kraftigt hug.

‘Dette var det eneste, som blev igjen af fyren. Resten sprang tvers gjennem haven, over stakitet og ud paa Drammensveien. Revolveren var ogsaa faldt fra mig, ellers skulde jeg nok have prøvet et par skud til paa dem. Jeg skjød engang en Zulu paa 70 skridt med den samme revolver – han havde stjaalet en høne fra mig, den skurk!’

25Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulde tro om en saa frygtelig blodtørst hos oldingen. Men et vist humoristisk blink i hans øie lod mig ane, at den ikke var saa ganske ægte, og da de to unge mennesker ikke lagde skjul paa sin munterhed, fik vi os alle tre en sund latter.

Siden lærte jeg om Gamle Frik, at han led af de feil, der sædvanlig pleier at være en følge af et haardt og eventyrligt liv, saaledes som han havde ført det fra ungdommen til alderdommen: stædighed, selvraadighed og tyrannisk foragt for andres følelser, naar hans egne var i oprør. Forøvrigt var hans hjerte blødt og godt som guld.

Det var saa langt ifra, at indbruddet havde bragt ham ud af humør; tvertimod, han følte sig betydelig oplivet ved denne mindelse om et liv rigt paa lignende scener, især da han selv havde spillet en saa vigtig rolle ved at overraske tyvene.

Endelig blev han færdig med sin fortælling om, hvordan tyvene forsvandt, huset blev alarmeret, der blev telefoneret efter mig, med mere. Men hvad der især var gjenstand for hans stolthed, det var, at han havde befalet og strengt paaseet, at intet blev rørt eller forandret i værelset efter indbruddet.

26‘Jeg har selv været politimand,’ sagde han; ‘jeg var sheriff i Ballarat 3 aar i træk, og jeg ledede mangen en undersøgelse der. Saameget har jeg lært og erfaret, at aastedet for en forbrydelse skal være helligt og uberørt, til politiet kommer, ellers er det umuligt for det at arbeide.’

Jeg takkede ham for hans omtanke og aandsnærværelse, hvad der syntes at smigre ham meget.

Jeg har omtalt dette mit første møde med Gamle Frik saa udførligt, ikke fordi det forøvrigt har større betydning for min historie; men fordi det maaske kan give dig en forestilling om manden og hans egenskaber.

Jeg skred til at undersøge skuepladsen for indbruddet. Det var ganske, som Frik havde sagt: intet var rørt eller forandret. Ligetil sækken, som tyvene havde brugt for at bortføre kostbarhederne i, saa laa den fyldt paa gulvet, saaledes som de havde slængt den fra sig, da de flygtede.

Flere af skabene i værelset var til enhver tid fyldte med guld– og sølvsager og ædle stene. Det var et fuldstændigt museum, og tyvene havde forsaavidt fulgt en fornuftig plan, som de havde opbrudt alle gjemmer, men kun stoppet i sækken de værdifuldeste og lettest transportable ting.

27Forøvrigt var der intet merkeligt at opdage. Vi kunde følge tyvenes spor gjennem haven, over stakitet og ud paa Drammensveien; men de havde intet efterladt uden den af Gamle Frik afhuggede trofæ – støvlehælen med saale og saa sækken.

Denne blev atter tømt, og sagerne sat paa plads i skabene; der syntes intet at mangle, og kontrolen var let, da alt havde sit nummer og numereret plads.

Da slog frøken Frik pludselig sine hænder sammen: ‘Men skildpadden, onkel! Skildpadden er væk!’

‘Det er en kostbarhed, vi kalder saa, en stor diamant indfattet i guld og af form som en skildpadde,’ lagde hun til, da hun saa mit forundrede blik.

‘Det er den dyreste af alle mine sager,’ fortsatte Frik; ‘jeg ved ikke, hvad diamanten – den er sort – kan være værd, naar den blir slebet; men det ved jeg, at jeg har været buden 2000 £ for den, som den nu er; det er næsten 40000 kroner.’

Han rakede med sin svære næve i bunden af sækken og vrængte den; men der var ingen diamantskildpadde. – Saa blev værelset og endelig haven og den nærmeste del af Drammensveien 28undersøgt paa det nøiagtigste med lygter, men uden resultat.

‘Hvor stor var skildpadden?’ spurgte jeg.

‘Den kunde til nød skjules i en mands hule haand; saa’n et par tommer i diameter med indfatningen.’

Klokken var omtrent 3 om morgenen. Der var ikke mere at gjøre for mig paa stedet. Jeg anbefalede mig for at tage afsked.

Den gamle mand var paany kommet i oprør ved tabet af diamanten og beklagede sig i de mest energiske udtryk over, at det ikke havde været ham forundt at skyde ihjel eller med sabelen partere de kjæltringer, der havde bestjaalet ham.

‘Det vilde være dumt af mig at love noget,’ sagde jeg, ‘men selv er jeg temmelig sikker paa, at vi skal have fuglene i buret inden faa dage, og saa faar vi vel diamanten med.’

Med disse ord tog jeg afsked, stak den afhuggede støvlehæl i lommen og gik hjem.

Mine tanker paa hjemveien dreiede sig naturligvis om, hvad jeg havde seet og hørt hos Bartolomæus Frik.

Men merkværdig nok, det var den unge dame, frøken Frik, hos hvem mine tanker dvælede. Kun faa var de ord, jeg havde hørt af 29hendes mund, og det var første gang, jeg saa hendes ansigt. Men – hun forekom mig særdeles tiltrækkende.

Jeg har aldrig været af nogen forelsket natur, og noget sterkere indtryk havde aldrig nogen kvinde gjort paa mig; saa at det forbausede mig at merke, hvor tydeligt hendes billede stod for mig efter de korte timers samvær. Jeg følte allerede en sterk lyst til at behage hende, lyst til at gjøre noget, der kunde vække hendes beundring.

‘Du kan da ialfald i en fart skaffe hendes onkel diamanten tilbage,’ tænkte jeg; ‘unge damer sætter vistnok ikke synderlig pris paa detektivkunsten, men det vil da idetmindste glæde hendes onkel og bringe mig i hendes nærhed med det første.’

Jeg havde straks seet, at indbruddet hos Frik var af en simpel og lidet indviklet art, og sagen havde ikke interesseret mig synderlig fra et professionelt standpunkt; pludselig havde den faaet en ny interesse for mig.

Kommen hjem skiftede jeg i en fart klæder, kogte mig en kop kaffe over spirituslampen og tog saa den afhuggede støvlehæl med saale frem.

Det var en bred sterk hæl med jernbeslag under og fuldstændig ny ligesom saalen. Den 30lignede ikke ganske tilbehøret til de sædvanlige godtkjøbssager, som vore almindelige forbrydere er henviste til, uden at den dog syntes at tilhøre noget finere slags skotøi. – Den forekom mig ligesom kjendt; min hjerne begyndte at arbeide med en ubestemt erindring – – – ah! der dukkede det op for mig: hælen og saalen tilhørte samme sort sko, ja, var fuldstændig mage til et par, som netop havde tjent politiet til indiciebevis ved aftrykket i blød jord under en lignende sag. Det var af den sort skotøi, hvormed fængselsselskabet forsyner dimitterede straffanger, for at de ikke skal staa aldeles hjælpeløse, straks de kommer ud af strafanstalten.

Den ene af tyvene var altsaa en dimitteret straffange. –– Min hjerne arbeidede videre: ‘Skoen er fuldstændig ny, – – – han er altsaa sluppet ud efter udsonet straf – sandsynligvis igaar morges. Planen til indbruddet og den nødvendige udspeiden af lokaliteterne har derimod den anden besørget, den anden, der allerede tidligere har været paa fri fod – – –’

Ti minutter efter stod jeg i forværelset til mit kontor paa politikammeret. – Det var endnu ikke lyst om morgenen. En vagthavende betjent sad og døsede foran kakelovnen.

31‘Undersøg i protokolen, om nogen af vore indbrudstyve er dimitteret fra strafanstalten i løbet af de to foregaaende dage,’ raabte jeg.

Det er desværre en kjendsgjerning, at en flerhed af forbrydelser begaaes af straffanger, straks de har udsonet sin straf, og vi førte derfor nøiagtigt register over dem, der løslodes.

Imidlertid gik jeg ud i vagten og rekvirerede to konstabler til at ledsage mig.

‘Svarte-Jon, han Trondhjemeren, som fuldmægtigen nok husker, er dimitteret igaar morges; andre finder jeg ikke.’

‘Det er godt; undersøg, hvor han holder til, naar han er «udenfor».’

‘Jeg kjender ham godt, hr. fuldmægtig, han pleier at holde til hos Tykke-Berthe, hun som har «Kaffe og Logis for Reisende» øverst oppe paa Vaalerengen. Men ellers pleier han ogsaa at ligge i teglverkerne deromkring.’

Jeg havde altid en droske parat ved politikammeret, og et kvarterstid efter steg jeg med mine to konstabler i civile klæder ud i passende afstand fra Tykke-Berthes pensionat.

Svarte-Jon var imidlertid ikke der, og vi begyndte paa undersøgelsen af teglverkerne.

Ved den anden ovn, vi kom til – det var begyndt saa smaat at lysne, og arbeiderne ruslede 32ind med sine madspand i haanden – smuttede to mænd ud paa den anden side og begyndte at springe over en pløigsle, der stødte op til verket.

Vi satte efter dem; men det syntes, som om de havde for stort forsprang og skulde slippe fra os i morgentaagen.

Pludselig begyndte imidlertid den ene at sakke paa farten, og vi havde ham snart mellem os; den anden lod vi foreløbig fare.

Den kar, som vi havde faaet fat paa, bandte og svor, men gjorde forresten ingen modstand.

‘Havde det ikke været for den helvedes skoens skyld, skulde ikke politiet faaet mig denne gang,’ raabte han.

Vi fulgte retningen af hans blik og saa, hvorledes hans venstre fod var krøbet tvers igjennem skoen, som hang og slang om ankelen paa ham.

Noget særlig bekvemt skotøi til at springe i kunde det ikke være. Jeg kjendte forresten aarsagen altfor godt; men konstablerne saa med forbauselse dette usædvanlige ved en sko, som forresten saa fuldstændig ny ud.

Svarte-Jons snakkesalighed narrede mig imidlertid ikke; jeg holdt skarpt øie med alle hans bevægelser. Medens han med et slags raa gemytlighed 33lod konstablerne betragte sko-fænomenet, førte han den ene haand sagtelig bag paa ryggen, og med en næsten umerkelig bevægelse af haandledet slyngede han en liden gjenstand en 10–12 skridt bag sig.

‘De streger kan du spare dig, Svarte-Jon,’ sa’ jeg venlig, gik bort og tog op en liden skidden pakke, undsvøbt i et fedtet stykke af ‘Morgenposten’.

Indeni en 3–4 omslag af samme kvalitet laa den forunderligste tingest, jeg nogensinde har seet.

Det var en stor sort diamant, fladtrykket, oval og tilspidset i enderne. Den var indfattet i en temmelig bred guldramme af samme form som stenen, og for at gjøre ligheden med en skildpadde fuldstændig, var der anbragt et hoved, en liden stump af hale samt fire knotter under som ben; altsammen af guld. I hovedet skinnede to grønne ædelstene som øine.

‘Aa nei, den hjælper jo ikke mig like vel,’ sa’ Svarte-Jon resigneret; ‘jeg ska’ vel innaføre for no’en aar, kan jeg forstaa.’

Han udviste et lunt galgenhumor, medens han traskede indover til byen mellem de to politikonstabler. Morgendunsterne efter hyppige natlige libationer syntes ikke ganske at have forladt ham.

34‘Det er et slidsomt haandverk, vi har, fuldmægtig,’ fortsatte han fortrolig; ‘jeg tror, det er ligesaa godt aa være paa slaveriet al sin tid. Der slipper en da ialfald aa bli saa skræmt om natten, som vi blei det inat.’

‘Blev dere skræmt inat ude paa Drammensveien?’ spurgte jeg deltagende.

‘Ja, skræmt …! aa ville Dere si’e, fuldmægtig, om Dere holdt paa me’ noe smaapusleri i et hus om natta, hvor Dere trodde alt var stilt og rolig, aasse de’ kommer en gammal orangutang i bare skjorta med sabel i den ene hanna aa pistol i den a’re aa begyndte aa skyte paa Dere saa kulene peip om øra Deres?’

Under den slags skjæmtsom samtale fortsattes veien til byen, hvor vore veie skiltes.

*

Kl. halv et om formiddagen – det var en deilig blank solskinsdag – ringede jeg atter paa hos Gamle Frik paa Drammensveien. Jeg havde sovet nogle timer, aflagt min rapport hos politimesteren og vilde nu have den fornøielse at levere Gamle Frik hans diamant.

Jeg havde anvendt lidt længere tid end vanligt paa mit toilet; – du faar selv udfinde grunden.

35Det glædede mig ogsaa meget, da jeg blev vist ind i stuen, at finde frøken Frik alene. Jeg kunde da veksle nogle ord med hende; naar Gamle Frik kom til, saa vidste jeg nok, hvem der vilde føre samtalen.

Hun modtog mig venlig, og da jeg uden videre rakte hende diamanten, slog hun hænderne sammen af forbauselse:

‘Nu skal onkel blive glad! Naar han faar den igjen, vil han sikkert betragte historien inat som en ualmindelig behagelig adspredelse. Kan jeg faa lov til at levere ham den tilbage?’

‘Ja selvfølgelig.’

‘Det var nemlig jeg, som raadede ham til at telefonere til Dem inat, hr. Monk, og jeg forsikrede ham ogsaa idag om, at De nok vilde skaffe ham skildpadden tilbage – –’

‘Det glæder mig meget, frøken, at De har saa stor tiltro til min dygtighed; men hvordan kjender De da mit navn?’

Den unge pige rødmede lidt: ‘Vi har oftere læst om Dem i aviserne, og Einar fortæller, at der ikke findes den sag, som De ikke kan finde rede i – – –’

‘Jeg takker Deres broder saameget for hans smigrende dom og priser indbrudstyvene fra inat, som gav mig anledning til at gjøre Deres 36bekjendtskab – jeg mener bekjendtskab med husets beboere.’

‘Men De faar undskylde mig et øieblik, hr. Monk; jeg maa skynde mig med at finde onkel og give ham diamanten. Jeg har jo ikke engang sagt ham, at De er her!’

Hun ilede ud af værelset, og jeg saa henrykt efter hende. Hun var endnu smukkere ved dagslys end ved lampelys. Lyst, rød-gyldent haar, trofaste blaa øine, en ret næse og en vakker mund, om end ikke af de mindste. Hvad figuren angaar, da var det den veritable Diana, som forsvandt fra værelset.

Jeg blev staaende og se ud af vinduet, da døren gik op.

Jeg vendte mig hastig om, og for mit første, flygtige blik syntes det, som om det var frøken Frik, der atter kom ind i værelset. Men allerede det næste sekund oplyste mig om, at jeg ikke tidligere havde seet den unge pige, som stod nølende paa dørtærskelen.

Hun var ogsaa høi, lys og slank og med ikke lidet af den samme ynde i bevægelser; ja baade bevægelser og holdning var meget lig frøken Friks, ansigtet heller ikke uligt og især hovedets form; men haaret var meget mere rødligt, læberne tyndere, og munden skarpere 37skaaret. Øinene var vistnok blaa og vakre, men havde et meget koldere udtryk.

Jeg troede først, at det var frøken Friks søster, men et blik paa den lille, kokette stuepigekappe sagde mig, at hun indtog en anden stilling i huset.

Hun forlod meget hurtig værelset med en undskyldning: hun vidste ikke, at der var fremmede inde, og havde søgt frøkenen.

Neppe var døren lukket efter hende, før frøken Frik atter viste sig, og da hun formodentlig endnu saa en skygge af forundring paa mit ansigt, lo hun saa smaat:

‘Mit andet jeg har nok været herinde; hun vidste ikke, at her var nogen. – Alle fremmede, som kommer her, forbauses over ligheden mellem Evelina og mig. Det er min kammerpige, som onkel kalder hende; det er hans paafund, at jeg skulde have en egen pige til min opvartning. –– Jeg tror nok, hendes hovedbeskjæftigelse her i huset er at sy klæder til fattige; selv liker jeg bedst at opvarte mig selv; heldigvis er jeg ikke vant til andet. Men onkel er ikke saa god at faa fra, hvad han engang har sat sig i hovedet. – Det er forresten en udmerket pige, og jeg betragter hende næsten som veninde. De maa ikke tage hende for særlig 38forfængelig, om De skulde se hende i fløiel og silke. Onkel er ikke tilfreds, med mindre han ser mig i en ny kjole hver uge, og saa er jeg glad til, at Evelina kan hjælpe mig at faa has paa stasen. Saa det er intet under, om vi to fugle har en vis lighed, hvad fjærene angaar!’

‘Ligheden forekommer mig dog ikke at være saa særdeles stor,’ svarede jeg, ‘synes De virkelig det selv? Jeg vilde aldrig tage feil.’

‘Jovist,’ svarede hun; ‘det var mig endog i begyndelsen ubehageligt. – Hendes far var i sin tid en velstaaende haandverker; men det gik ud med ham, han begyndte at drikke –– moderen er nok heller ikke rigtig bra – og saa vilde onkel, som har kjendt dem i flere aar, absolut, at jeg skulde byde datteren plads som kammerpige.’

Det var mig en stor glæde at passiare med den smukke unge dame; hun var saa naturlig og fri for affektation, som jeg nogensinde havde seet en ung pige. At hun havde en god forstand og udmerkede kundskaber, kunde man snart merke.

Hr. Frik lod desværre ikke længe vente paa sig. Han kom vraltende ind, klædt i en storternet, engelsk jakkedres; hans blomstrende ansigt straalede som en sol. Han indskrænkede sig denne gang ikke til at ryste min ene haand, 39men greb dem begge i sine labber. – Hans ros over min dygtighed var isandhed overvældende, og det var kun med store anstrengelser, at jeg fik ham væk fra emnet.

Derpaa fulgte en indbydelse til at spise middag paa ‘villa Ballarat’, saa kaldte han sit hus. Han vilde da have en nøiagtig beretning om, hvordan jeg havde baaret mig ad med at opspore indbrudstyvene.

Denne indbydelse stemte slet ikke med mine forretninger den dag, og jeg troede mig allerede forpligtet til at afslaa den, da jeg kom til at kaste et blik paa frøken Frik.

Det forekom mig, at jeg i hendes ansigt læste noget, der lignede lidt usikker forventning, og – jeg modtog indbydelsen. Som du ser, sprellede allerede fisken i nettet.

Middagen forløb udmerket. Gamle Frik fortalte os om, hvordan han havde fundet skildpadden – men det kommer jeg siden tilbage til.

Heldigvis var der endnu en person tilstede, som kunde afgive auditorium for Gamle Frik, medens jeg fik mig en ulige mere interessant samtale med frøken Sigrid.

Den unge Hr. Einar, der lod til at være en prægtig ung mand, og hvis beskjæftigelse det var at føre sin onkels bøger, tømte alene en 40flaske af den bedste Heidsieck monopole og sneg sig straks over middagen med en forsvarlig forsyning af onkelens ægte Havannacigarer afsted for at faa sig et parti billard paa Grand.

Før jeg forlod villa Ballarat, havde jeg dog en samtale med Gamle Frik om mere alvorlige materier: jeg foreholdt ham det urigtige i at lade saamange kostbarheder som de, han havde sammendynget, ligge ubeskyttet mod tyve og røvere.

‘De har selv seet, hr. Frik,’ sagde jeg, ‘hvorledes De frister folk til at gjøre indbrud.’

Gamle Frik viste sig for en gangs skyld villig til at lade sig raade.

‘Besøg mig imorgen,’ sagde han; ‘jeg vil svært gjerne spørge Dem tilraads om, hvorledes jeg bør indrette mig. – Huset her bliver desuden for lidet for mig; jeg venter en gjæst om nogle dage. Hvad siger De, om jeg byggede en paviljong ude i haven, og indrettede den specielt til museum eller opbevaringssted for alle mine rariteter. Naar jeg byggede paviljongen udtrykkelig i det øiemed, saa maatte jeg vel kunne gjøre den temmelig sikker mod tyve. Man kan jo anbringe jernskabe, jernstænger for vinduerne, elektriske varselsapparater og den slags 41ting. – Saalænge jeg selv er rask og rørig, saa kan jeg nok passe paa mine ting –– som De har seet, jeg gjorde inat – men naar jeg blir ældre, saa blir det værre. Man kan jo ikke stole paa ungdommen i huset!’

Ved at give ham passende medhold fik jeg ham til at sætte denne plan iverk, og inden en maaned havde Gamle Frik ladet opføre en bygning i haven omtrent 50 alen fra hovedbygningen. En bygning, der skulde tjene til opbevaringssted for hans samlinger og tillige havde rum for hans kontor og et ildfast opbevaringssted for penge og vigtige dokumenter.

Denne bygning kommer senere til at spille en rolle i min fortælling, og jeg skal derfor give dig en kort beskrivelse af den.

Den blev gjort omtrent firkantet og delt i to. – Hele den ene halvdel blev indrettet for at modtage Friks samlinger. Den dannede en stor sal, der ingen vinduer havde, men fik lys fra taget. Over tagvinduerne lagdes et sterkt gitter af forgyldte jernstænger, for at hindre indbrud ovenfra.

Svære jernlemmer, hvidmalede og lakerede, saa de saa ud som uskyldige træbretter, kunde trækkes ned foran skabene, naar ‘museet var stengt’, som Gamle Frik udtrykte sig.

42Disse jernlemmer var imidlertid saa vel afbalanserede ved skjulte modvegter, at den svageste

barnehaand kunde sætte dem i bevægelse opover eller nedover. De kunde laases fast med kraftige, dirkefri laase, hvortil kun Bartolomæus Frik havde nøglerne.

Den anden halvdel af huset var delt i to: et større og et mindre rum. Det større gjorde tjeneste som hr. Friks kontor; der residerede hans brodersøn om formiddagen blandt en hel del store bøger. – Det mindre rum, der paa grund af flere fod tykke murvægger kun afgav meget liden indvendig plads, tjente som ildfast opbevaringssted for penge og dokumenter.

Dette rum havde ingen vinduer og kun en yderst solid, flerdobbelt jerndør, som vendte ud mod den før omtalte sal eller ‘museet’.

Dette var gjort efter mit raad; idet jeg ræsonnerede som saa: kontoret er selvfølgelig det mindst sterke rum i bygningen. Det har vinduer, og der maa nødvendigvis færdes en hel del fremmede folk. – Det tryggeste er at lade den eneste dør til det ildfaste hvælv, hvor Frik ynder at opbevare større summer kontant, munde ud i museet; der færdes kun husets folk og gjæster, og det er om natten ganske anderledes sikret mod indbrud end kontoret.

43Rundt hele haven blev opført et jern-stakit af to gange mandshøide, og folk, der skulde op til huset, maatte ringe paa ved gitterporten.

Gamle Frik bor den dag idag paa samme sted; men nu er han syg og – ensom. Han forlader neppe sit værelse mere. Han har trukket sig ud af alle forretninger, og det ildfaste rum er sandsynligvis tomt.

Paa den tid, da jeg gjorde hans bekjendtskab, havde han sat en hel del af sine penge i almennyttige foretagender, industrielle bedrifter og især saadanne, der kunde skabe nye næringskilder for landet.

Selv disponerede han forresten ingen af disse forretninger, og der var ikke mere arbeide nødvendigt paa hans kontor, end at det besørgedes af ham selv og brodersønnen.

Det varede ikke længe, før jeg var en stadig og, saavidt jeg kunde merke, velseet gjæst paa villaen, ja udover vinteren gik der neppe nogen dag, uden at jeg saa indom.

Gamle Frik kunde aldrig blive lei af at spørge mig om nyt fra polititjenesten, skjønt jeg har en mistanke om, at det ikke var mine beretninger, der interesserede ham saameget, som den ting, at han for hver en af mine historier – som jeg søgte at gjøre saa korte som muligt – 44fandt anledning til at fremdrage en 2–3 af sine egne oplevelser, hvis beskrivelse ikke altid tog saa kort tid.

Han var forresten en udmerket fortæller, og vi sad ofte i timevis og hørte paa ham med den største interesse.

Somoftest indskrænkede selskabet sig til Gamle Frik, Sigrid og mig. Einar var en munter ungdom, som færdedes meget ude med kamerater.

Som jeg har nævnt, førte han sin onkels bøger; men det greiede han let om formiddagen. Han beklagede sig ofte over, at onkelen ikke vilde give ham nogen fast løn. Vistnok var de summer, som onkelen i ny og næ forærede sin nevø, ikke smaa og oversteg sammenlagt langt en sædvanlig bogholders gage. Men han fik dem altid til høist ubestemte tider, eftersom onkelen var i lune, saa at han undertiden svælgede i overflod, men til andre tider kunde gaa i ugevis, ja i maaneder uden at eie en skilling; hvad der slet ikke var behageligt for ham, der gik som en «richard» blandt en hel del morsomme, men pengelænse kamerater.

Gamle Frik havde vist sat sig i hovedet, at han paa den maade vænnede den unge mand til baade at kunne bruge penge og at kunne 45undvære dem, og blev rasende, hvis brodersønnen slog paa det hensigtsmæssige i at blive sat paa fast gage.

Broderdatteren var Gamle Friks øiesten, og en af hendes vanskeligheder var, hvorledes hun bedst skulde undgaa alle de gaver, hvormed onkelen overvældede hende.

Pengene var det ikke saa vanskeligt med. Baade var broder Einar meget modtagelig for et lidet laan nu og da, og saa var der aldrig mangel paa nødlidende ved den unge piges dør.

Værre var det med de kostbare tøier og smykkerne, som onkelen selv udtog og lod hende tilstille med meget smaa mellemrum.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.