Constance Ring

av Amalie Skram

II.

Det irriterede Ring, at hans Kone ikke saa’ ud som en lykkelig Hustru, og saa gik han til Tanten og beklagede sig. Denne lovede at tale til Constance, og det gjorde hun da ogsaa ved den første Anledning.

Fru Ring hørte paa hendes formanende Ord med en nedslaaet Mine og nu og da et Par Enstavelsesord som: Ja, jeg véd nok, ja vist, ja o. s. v., indtil Tanten tog hende ind til sig og kjærlig hviskende bad hende sige, hvad der var i Vejen.

Da brast Constance i Graad og fik med Møje frem de Ord: «Jeg længes hjem.»

Resultatet af denne Samtale blev saa senere refereret til Ring.

Længes hjem! En gift Kone gaa og længes hjem. Det var skam en net Historie. Var da hendes Hjem ikke hos hendes Mand for Fanden! Og havde hun ikke alt, hvad hun 12kunde ønske sig og mere til. Gik han kanske ikke der og bar hende paa Hænderne, og vidste han vel det gode, han ikke vilde gjøre hende?

Om han prøvede at sende hende hjem en Tur, havde Tanten foreslaaet.

Helt op Fanden i vold til Molde! Nej Tak, det skulde han bede sig betakket for. Var hun ikke netop kommen fra Badet, og havde han ikke undværet hende i Maaneder? Der maatte da være Grænse for Opofrelse ogsaa!

Bare der kom Smaafolk – mente Tanten.

Ja var der endda noget sligt i Gjære, saa skulde han ikke ha talt om det, – men Pokker heller!

Tanten havde saa, da han alt stod med Haanden paa Dørgrebet, sagt noget om, at al Ting stod i Vorherres Haand, og at Constances Sindstilstand nok vilde bedres.

Men Vinteren gik, og Vaaren kom, og alt blev ved det gamle. Naar hun var ude i Selskab, eller der var fremmede hos dem, kunde hun nok faa en Raptus af sin gamle Livlighed, og endog undertiden give sig hen til en paafaldende Lystighed. Dette var dog kun en ny Kilde til Ærgrelse for Ring. Der kunde hun sidde og fjase og le med disse Mandfolk, som drev ind hos dem om Aftenen og gav sig til at blive, enten han bad dem eller ej, og alene 13med ham var der aldrig et Smil at se paa hendes Ansigt. Skulde han faa hende til at snakke, maatte han, som han plejede at sige, hale og slide hvert Ord ifra hende, undtagen naar det gik ud paa at sige ham imod eller være ubehagelig, for da skulde han tro, hun kunde faa Munden paa Gang, saa det forslog.

Ring skulde gjøre en Tur til Stockholm og Kjøbenhavn dels i Forretninger dels for at friske sig, og foreslog sin Kone at følge med. Hun blev i det første Øjeblik henrykt; hun, som aldrig havde været udenfor Norge, skulde endelig faa se lidt af Verden. Men det kom og gik som en kort Opblussen, for naar hun tænkte sig om, glædede hun sig ikke. Hun forudsaa, hvordan det vilde gaa; de havde jo aldrig Lyst til det samme og altid en stik modsat Opfatning af, hvad der var behageligt og fornuftigt. De havde gjort en liden Tur opover Mjøsen og Gudbrandsdalen forrige Aar, og da havde de ligget i Splid og Disput om hver eneste Bagatel. Naar hun var sulten og vilde spise, var han propmæt, og naar hun var træt og vilde hvile, følte han sig netop saa oplagt til at drage videre. – Alligevel tænkte hun ikke paa andet end at blive med, indtil Ring en Aften, Rejsen kom paa Tale, sad og foreholdt hende, hvor meget dyrere det vilde blive at ta hende med, og at han derfor haabede, hun vilde vise 14sin Taknemmelighed ved at være rigtig sød og elskværdig baade paa Rejsen og senere.

«Tak! naar det er paa den Manér, vil jeg helst blive hjemme,» brast det pludselig ud af hende.

«Gud bevar’s, hvor du er prippen, aldrig kan du taale et spøgende Ord; men værs’god – hvis du tror, at jeg tigger dig, tar du fejl.»

«Det vilde heller ikke nytte dig noget. Kort og godt, jeg rejser ikke med.»

Og nu udspandt der sig en af disse Trætter, der var saa hyppige mellem dette Ægtepar, og som endte med, at Ring sa noget rigtig krast, eller gjorde noget meget voldsomt, som f. Eks. at rive Dagsavisen i Filler, knuge Stykkerne i sine Fingre og kaste dem i Øst og Vest, eller kyle en Bog bortover Gulvet, saa Bindet løsnedes, hvorpaa han med Hast og Bram absenterede sig for at komme tilbage med en forlegen Mine og spagfærdig spørge om en eller anden ligegyldig Ting, som han havde god Greje paa i Forvejen.

I de følgende Dage søgte Ring at formaa sin Kone til at forandre sin Beslutning, og blev baade forbavset og imponeret, da han mærkede, at hun ikke var til at rokke.

Han rejste da alene, slog sig rigtig ungkarleløs, besøgte de fashionable Fruentimmer, morede sig udmærket og havde Skrupler og Samvittighedsnag hver Morgen, naar han vaagnede. 15Under saadanne Sindstilstande skrev han Breve hjem fulde af Elskov, af Længsel og af Forsikringer om, at Livet uden hende var det rene Intet for ham. Han vidste nok, at han ikke var hende værdig o. s. v., men han elskede hende saa højt, – det var hans eneste Fortjeneste. Naar han nu kom hjem, skulde hun se, hvor godt det skulde blive. Adskillelsen havde lært ham at sætte den rigtige Pris paa hende, han skulde være saa hensynsfuld og god, ingen Disharmoni skulde blive mulig mellem dem for Eftertiden o. s. v. Jo mere han skrev, jo hidsigere blev han; han skruede sig op til en sand Feber og pønsede i sin Utaalmodighed paa at gjøre Rejsen kortere, end Bestemmelsen havde været.

Constance sad imidlertid hjemme i den kjedelige By med sit evindelige Savn og sin Længsel efter det, hun havde tænkt, Livet skulde være, men som det ikke var. Det forventede Velbefindende ved at være fri for sin Mands Selskab indfandt sig ikke. Aldrig havde hun dog været saa nedstemt og mismodig som nu. Ensomheden plagede hende, og dog var hun ikke i Humør til at se nogen. Hun gik meget lidet ud og nægtede sig hjemme, naar det ringede.

At hun dog ikke var rejst med! Hun kunde ikke lade være at græmme sig over det. Hvad var hans Snak at bryde sig om, han, 16som altid snakkede og snakkede og kom med saa meget Sludder, som egentlig ikke var saa ondt ment, især om Aftenen, naar han havde drukket den væmmelige Kognak med Selters i. Bare Tiden vilde gaa, saa han kunde komme tilbage … Ja, sandelig – gik hun ikke der og ønskede ham hjem igjen, han fik være den, han var, alting var jo at foretrække for denne tærende Ensomhed.

Og om Aftenen, naar hun skulde svare paa hans Breve, flød hun hen i en vemodig Stemning med underlig bløde Forestillinger. Hun digtede alting om; hun var en lykkelig Hustru, hendes Mand var hendes elskede, som brændte efter at ile hjem og slutte hende i sine Arme. Det var Længselen, som gjorde hende trist og hjærtesyg.

Denne hendes Digtning gled over i Brevene; den lagde et Skjær af Ømhed over Stilen og formede Udtrykkene varme og milde, saa Ring sad og læste det med Henrykkelse.

Men da han saa pludselig stod der i Stuen en Uge for tidlig med sin Forelskelse, sine voldsomme Kjærtegn og sine Foræringer spredt ud over Borde og Stoler, sank Hjærtet til Bunds i hendes Bryst. Der var han med al sin støjende, selvtilfredse Sikkerhed, der fyldte Stuen fra Gulv til Loft, med denne irriterende Meddelsomhed, der fortalte de trivielleste Ting med en Bredde og Vidtløftighed, som var det 17rene Fænomener. Alt dette digtede Kram, som i hans Fravær havde kastet et kunstigt Skjær af Skjønhed over et Par traurige Aftentimer, var fejet bort og fordunstet i samme nu, og hun fornam det sikrere end nogen Sinde før, at det, hun følte for denne Mand, var idel Lede og Ligegyldighed.

Nogle Dage senere stødte Ring paa Tante Wleügel i en Sporvogn. Der var ikke mange Passagerer, den gamle Dame satte sig over til ham og spurgte efter Constances Befindende, og om hvordan Humøret var.

«Skidt» – sa han og rystede paa Hodet med en Grimace.

«Jeg har tænkt paa det, Ring» – sa Tanten i en lav, fortrolig Tone, «at hvis hendes Mor kom herned en Tid, saa vilde det ha en god Indflydelse.»

«Skal tro det …?» svarte Ring tvilende og plirede med Øjnene.

«Det var i alt Fald et Forsøg værdt … en skal gjøre, hvad der er rigtigt. Min Søster er saa god og forstandig – ja, De kjender hende jo saa lidet, – – men det er saa underligt med ens Mor.»

Ring var ved sit Bestemmelsessted.

«Jeg skal tænke paa det» – sa han trævent og sprang ud, mens Sporvognen var i fuld Fart.

18«Hvad siger du om at faa din Mor herned paa et Besøg, Constance?» – sa Ring pludselig samme Dags Aften, mens han borte ved Ovnen stelte med sin Pibe.

Constance sad i Sofaen og hæklede. Hun løftede hurtig Hodet og svarte i en overrasket, lidt hemmelighedsfuld Tone: «Tænk, jeg drømte inat, at hun var her.»

Ring tændte sin Pibe og satte sig magelig til Rette ved Siden af hende.

«Kunde du ha Lyst til det, Constance?»

«Snak om en Ting» … hun smilte modstræbende som en, der ikke vil la sig mærke med sin Glæde.

Ring drak en stor Slurk af det fyldte Glas foran sig.

«Skriv og inviter hende,» sa han og smækkede med Læberne.

«Ja, ja» – svarte hun oprømt. Hun kastede hurtig sit Arbejde og rejste sig. Saaledes havde Ring ikke set hende siden Forlovelsestiden.

«Men ikke nu» – sa han med et misfornøjet Tonefald. «Det er jo Sengetid, du faar da vente til i Morgen.»

Hun satte sig straks og begyndte at hækle igjen.

«Saa det blev hun dog i en Smule Humør for, – se, se, saa det blev hun dog i Humør 19for.» Han kneb hendes Kind med sin Pege- og Langfinger.

«Au» – sa hun og trak Hovedet til sig som et Barn, der blir ærtet. «Det gjør ondt.»

«Hvor det klær dig at være venlig, Constance … Det er skam noget andet end det mugne Fjæs, som gaar og sætter Splid imellem os om Dagene.»

«Lad nu mit Fjæs være i Fred» – svarte hun med paataget Surmuleri.

«Ja, saa skriver du altsaa i Morgen og spør, om din Mor kan komme.»

«Og blive her en Tid?»

«Saalænge hun har Lyst naturligvis.»

«Saalænge hun har Lyst, ja … Hvorledes faldt du paa det?»

«Jeg vilde gjøre noget, som rigtig skulde glæde dig.»

«Saa har du sandelig været heldig.» Hun lo muntert.

«Men saa skal du kysse mig og sige, at du er glad i mig» – bad han.

Hun bøjede sig hen til ham og kyssede ham skyndsomst paa Kinden.

«Nej værs’god paa Munden.» Han saa’ forurettet ud og snappede hende til sig, da hun alt var halvvejs tilbage igjen.

Hun kyssede ham paa Munden.

«Og saa skal du sige, at jeg er snil, og at du er glad i mig.»

20«Slig en Skolemester» – sa hun og lod, som om det morede hende. Derpaa ramsede hun op, at han var snil, og at hun var glad i ham, som et Barn, der fremsiger sin Lektie.

Han lo og vilde ta hende paa sit Skjød.

«Jeg maa gi Blomsterne Vand, de er saa tørre,» sa hun og vilde løs.

Han slap hende med en sur Mine.

«Naturligvis, det er den gamle Vise … Naar jeg vil, du skal ofre et Minut paa mig, faar du et Hastværk, som om Verden skulde forgaa i næste nu.»

Han kastede sig tilbage paa Sofaen, stak Hænderne i Bukselommerne, og gav sig til at stirre paa Rafaels Madonna med en skuffet og fiendtlig Mine.

Constance havde været ude efter Vandkanden. Nu gik hun og syslede med Blomsterne paa en rolig, omhyggelig Maade som en, der har Tiden for sig. Ring fulgte hende med Øjnene og bad hende grættent om at skynde sig. Han gispede og vilde tilsengs.

Hun mente, at han kunde gaa, naar han vilde. Der var jo istand paa Soveværelset.

Han tømte sit Glas, rejste sig braat og gik ud af Stuen med afmaalte Skridt og et Smæld af Døren, der røbede hans ublide Sindsstemning.

Da Constance langt om længe var færdig med sine Blomster, ryddede hun op i sit Syskrin, 21ordnede Bøger og Aviser og tog sig til sidst for at flytte Nipssagerne paa Etagèren om.

Saa slog hun sig ned mellem Blomsterbordene og Plantestativerne borte ved det brudte Vindu, hvor der i en Runding om et lidet Marmorbord stod et Par lave Lænestole. Her sad hun og bed i sin Underlæbe, der var trukken helt ind i Munden, med Armene overkors paa Brystet. Glæden over, at Moren skulde komme, var som blæst bort, eller ogsaa maatte hun rent ha glemt det.

En Dør blev pludselig aabnet, uden at hun havde hørt Skridt i Forvejen, og Constance skvat højt i Vejret.

«Hvor blir du af, Constance?» – det lød saa klynkende. – – «Jeg ligger her og faar ikke sove.» Han var gaaet lige af Sengen for at se, hvad hun tog sig til.

Hun rejste sig med en Kuldegysning. Det maatte ha trukket stærkt fra Vinduet.

«Nu kommer jeg» – sa hun lidt befippet som en, der er bleven overrasket i et ubelejligt Øjeblik. Derpaa slukkede hun Lampen og gik ind til ham.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.