XII.

Da Constance kom ned paa Gaden, stod hun et Øjeblik stille og tænkte sig om. Saa gik hun hurtig i den modsatte Retning af, hvor hendes Hjem laa. Da hun naaede Incognitogaden, gik hun ind i et stort Hus med spidse smaa Taarnbygninger og ringede paa i Stuelejligheden, hvor Fru Wleügel boede.

Jo, Tanten var hjemme; hun sad inde og drak Te, svarte Pigen, der lukkede op.

Constance gik igjennem den rummelige trefags Dagligstue med de store, gammeldags Møbler, som hun kjendte saa vel fra gamle Dage. Derborte ved Pianoet sad hun, den Gang Tanten leverte hende Frierbrevet, og her med Haanden paa Ryggen af Sovestolen stod hun første Gang han kom som forlovet. – – Huttitu, hvor hun rystede ved disse Minder.

198Der brændte en liden, med lyserødt Papir tilsløret Lampe borte i Hjørnet foran den halvrunde Hjørnesofa; den store hvide Porcellænsovn sendte en mild Varme ud over Værelset, og der duftede af Potteblomster. Døren til Spisestuen stod paa Klem, og ind gjennem Sprækken et Stykke bortover Gulvtæppet flød et stærkt gulagtigt Lys, som mødtes med det afdæmpede, røde Lampeskin.

Idet Constance traadte over Tærskelen til Spisestuen, havde Tanten rejst sig fra sit færdige Maaltid. Hendes Haar var paa det sidste blevet ganske hvidt; hun bar en Kappe med pibede Strimler, og udenpaa Kjolen havde hun en stor rundskaaren Fløjelsmodest, der endte i to lange Spidser, foran besat med Silkefrynser. Ondet i Foden havde forværret sig saa, at hun denne Vinter var begyndt at bruge Stok.

«Nej, men Constance, er det dig, som er ude og gaar saa sent, nu har jeg netop drukket Te, skal jeg lave dig en Kop?» spurgte hun.

«Nej Tak, Tante, slet ikke det, – jeg vil tale med dig.»

Fru Wleügel saa’ studsende paa hende, – der var noget i Stemmen, som foruroligede hende.

«Der er da ikke tilstødt dig noget?» spurgte hun.

199«Jo, Tante, kom ind, saa skal du høre.» Og saa begyndte Constance at fortælle, mens hun i Hast afførte sig sit Overtøj, og endte med at sige:

«Og nu er jeg kommen for at bli hos Dig, Tante, indtil det er ordnet.»

Tanten havde hørt paa hende i Taushed; hendes Øjenlaag var sænkede, og der var kommen en stram Trækning i Mundvigerne.

«Og hvad vil du saa gjøre, Constance?» spurgte hun, og saa’ alvorligt paa hende.

«Rejse hjem,» svarte Constance og brast ud i en lidenskabelig Hulken.

«Det vil dine Forældre aldrig tillade,» Fru Wleügel rystede tungsindig paa Hodet. «En skal gjøre, hvad der er Ret.»

«Naar de hører, hvorledes Ring har været! Nej, Tante, saa slet tror jeg ikke om dem.»

«Stakkels kjære Constance min – Gud skal vide, jeg føler for dig,» det vibrerte stærkt om den gamle Dames tynde Læber, «det gaar mig saaledes til Hjærtet, at – aa Gud, aa Gud – det er grænseløst, hvad vi Kvinder maa taale, men aldrig havde jeg trot, at det skulde gaa dig – –»

Stemmen tabte sig i en tynd Piben, og hun fôr med Haanden over Øjnene.

«Du maa tro, jeg véd, hvad det er,» vedblev hun lidt efter, «ja, for saadan gik det mig ogsaa.»

200«Var din Mand ogsaa saaledes?» raabte Constance og styrtede paa Knæ foran hende.

Fru Wleügel tog hendes Hode mellem Hænderne og kyssede hende paa Haaret.

«Ak ja, Constance, og ikke bare han. Vi tror altid, at vi er Undtagelser, men det er saa langtfra. – Det er saa vanskeligt med Mændene; gifter de sig, mens de er unge, saa har de ikke raset fra sig, og venter de, til de er ældre, saa er deres Vaner blet dem for stærke.»

«Men Tante, Tante,» raabte Constance, «hvorfor sa du ingenting om dette før? Hvorfor vilde du da saa gjærne faa mig gift?»

«Constance min, naar du blir saa gammel som jeg, vil du forstaa alting bedre, – en faar gjøre, hvad der er Ret. – Verden er indrettet paa, at Kvinderne skal være gift; ulykkelig blir de, det vil sige til en Tid; men et ugift Fruentimmer, – ja, hendes Lod er dog endnu langt sørgeligere. – Af to Onder faar en vælge det mindste –»

«Da véd jeg dog, hvad jeg vilde valgt, hvis jeg havde vidst Besked,» udbrød Constance med Bitterhed og rejste sig.

«Den, som har Skoen paa, véd, hvor den trykker,» sa Tanten og vuggede sagte frem og tilbage med Overkroppen. – «Tro mig, Constance, var du bleven Pebermø, saa vilde din ugifte Tilstand ha forekommet dig at være den 201vigtigste Hindring for at naa Lykken i Livet.»

«Ja, ja, Tante, lad os ikke disputere om dette nu, det fører saa ikke til noget,» sa Constance.

Hun kunde ikke være stille, men bevægede sig urolig omkring.

«Og du har været hos Præsten, siger du? Ak Gud, ak Gud, hos Præsten. – Og Ring, hvad siger Ring?»

Saa fik hun vide, at Constance ikke havde talt med ham, og at han var uvidende om, hvad hun havde besluttet.

«Constance, du maa betænke dig, du maa betænke dig vel, før du bestemmer dig i denne Sag.» Hun hævede Haanden som til Advarsel.

«Der er ingenting at betænke, – kan du ikke forstaa det, Tante,» det kom utaalmodig klynkende. «Begynd nu ikke at pine mig, hører du, – jeg kan ikke taale det!»

«Ja, men søde Constance – du maa være fornuftig. – Af alle Ulykker er en Skilsmisse den værste – du maa da høre, hvad Ring –»

«Hvis du vil ha mig til at vende tilbage til ham, saa siger jeg, at det nytter dig ikke,» afbrød Constance hende, «jeg gjør det ikke, jeg gjør det ikke.» Hun stod og smaatrampede 202med begge Fødder, som om hun gav sig i Farten til et Løb.

«Du skal ta dig Tid, Constance, – ikke handle nu. – Den første Smerte er saa overvældende. – En skal gjøre, hvad der er Ret –»

«Nej, Tante, det er ikke Smerte, det er Væmmelse, Afsky – – Afsky, og Foragt. – Jeg taaler ikke at se ham, – jeg blir gal bare ved Tanken –». Hun vred sine Hænder, som om hun var ude af sig selv.

«Ja, ja, jeg véd det nok,» Tanten slog ud med Haanden, «men det gir sig. Naar der er gaat nogen Tid, vil du ha det bedre. Det nytter ikke at gjøre Oprør, Constance! Hvad kunde det hjælpe at sidde der som fraskilt med al Skandalen og Sorgen paa sig, rynket paa Næsen til af alle og enhver. Rejse hjem, siger du! – Var din Mor her, hun vilde tigge og trygle dig om at vende tilbage – du kunde ikke volde dine Forældre en større Sorg, Constance. – Du kan tro, det er sandt, hvad jeg siger.»

Constance kastede sig paa Knæ i en Lænestol med Ansigtet i Hænderne og vaandede sig højt.

Tanten humpede hen til hende og tyssede blidt paa hende.

«Nu skal du pænt gaa hjem, Constance, vær nu snil Pige. – Jeg skal følge dig. – Vi tar en Vogn, saa skal jeg tale med Ring, han 203skal ikke faa røre ved dig. – Du skal faa det, som du vil – komme her hver Dag. – Nu længes snart Dagene, inden vi véd Ord af det, har vi Sommeren, saa rejser du til Molde – det skal være, som om Ring ikke eksisterte, indtil du er kommen over det, kom nu, Constance –»

Constance løftede Hodet og saa’ paa hende. Ansigtet var smertelig fortrukket, Øjnene havde et fortvilet Udtryk, Munden var presset sammen i Forbitrelse. Med en energisk Bevægelse kastede hun Overkroppen bagover og sa med stille Kraft: «Hvis du jager mig fra dig i Aften, Tante, saa gaar jeg lige hen og dræber mig – nu kan du gjøre, hvad du vil.»

Tanten fôr forfærdet et Skridt tilbage; hun forstod, at her nyttede det ikke at overtale.

«Du kan begribe, at jeg mere end gjærne huser dig, Constance min,» sa hun med grædende Stemme. «Jeg bare stræber efter at gjøre det rette, jeg. – Naar du er saa desperat tilsinds, saa faar du bli i Guds Navn, – ja, i Guds Navn.»

Constance lod Ansigtet falde tilbage paa sine Hænder, der hvilede paa Stoleryggen.

Fru Wleügel humpede hen til Skrivebordet og skrev med Blyant de Ord til Ring:

«Constance er her og kommer ikke hjem i Nat. Hun er aldeles fortvilet og vil absolut ha Skilsmisse.»

204Saa sendte hun Pigen afsted med Brevet.

Derpaa gik han hen til Constance og fik hende med blide Ord og Kjærtegn til at sætte sig i Sofaen.

«Se saa, – her er en Skammel til Fødderne, – ta den Pude i Nakken og læg Tæppet over Knæerne, se saa – nu sidder du godt.»

Constance sad tilbagelænet med nedhængende Arme og lukkede Øjne; Ansigtet var indsvundet, og omkring Munden laa der et Træk af usigelig Græmmelse.

«Nu skal jeg lave dig en god Kop Te,» smaapludrede Fru Wleügel, «og saa skal jeg stelle i Stand for Natten, du skal faa ligge inde hos mig, paa Sovesofaen, hvad tror du om det, Constance?»

Hun nikkede.

«Ak ja, ak ja, en faar gjøre, hvad der er Ret,» mumlede den gamle Dame, mens hun trippede ud af Stuen med smaa, geskjæftige Skridt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.