Constance Ring

av Amalie Skram

XIX.

Tre Aar var forløbet siden hin 26de Oktober, da Constance, som hun undertiden sa sig selv, havde ladet Kampen for sin Menneskeværdighed falde.

Ring var de sidste Par Maaneder bleven overmaade grætten. Det gik daarlig med Forretningerne, og saa var det disse Jærngruber, der saa’ ud til at skulle blive hans Ruin. Deres Værdi havde nemlig efter Kjøbet vist sig at være aldeles forsvindende. Han var bleven tat grundig ved Næsen af Svenskerne. Kunde han ikke faa Handelen til at gaa tilbage, blev han en fattig Mand. Hansen, der var hans juridiske Konsulent, havde imidlertid været saa heldig at opdage en formel Fejl ved Kjøbekontrakten, og efter hans Raad var han begyndt at føre Proces.

Disse Forviklinger havde medført, at han flere Gange havde gjort Smaarejser til Sverig 282hvorfra han altid var kommen tilbage i et yderlig slet Humør. Constance var uvilkaarlig begyndt at føle disse Jærngruber som sit Livs værste Plage. –

– – Det var den sidste Oktober. Rings havde boet paa Landet og var nylig flyttet ind til Byen. De sidste Dage havde været fugtige og kolde, og der var en stærk høstlig Tone i Luften. Ring skulde atter til Sverig; hans Bestemmelse var at gaa med Smaalensbanen til Gøteborg, men saa kom der et Par smukke Dage med varmt Solskin og en fristende Vestenbris. Han fik Lyst til at sejle nedover Fjorden med Kutteren, saa langt Vinden stod, og der efter videre over Land. Det blev saa sidste Tur for i Aar. Han fik overtalt Løjtnant Fallesen til at bli med og sendte et Bybud hjem med Besked til sin Kone, at hans Tøj maatte være færdigt Kl. 2. Omtrent ved dette Klokkeslet kom han kjørende i en Hyrevogn, som han lod vente neden for.

«Jeg skal jo med Kutteren og der har du tat min Jærnbanevadsæk. Det er da Fanden ogsaa!»

«Jeg trode, du havde indstillet dine Lystture for i Aar.»

«Det er Pokker ingen Lysttur,» sa han og trak i Klokkestrængen. «Disse fordømte Gruber!» Han aabnede hastig en Skuffe i Skrivebordet og tog nogle Penge frem.

283«Se her, tag op igjen alt dette, og læg det i den anden Greie, – den med Rummene, De véd» – sa han ilsomt til Pigen. «Bring det saa ned i Vognen.» –

Pigen tog Vadsækken og gik.

«Og det er sandt –» raabte han efter hende, «lad os faa med de to Flasker Kognak, som staar i Buffeten, – og endelig en kulørt Skjorte! – Saa var det Cigarer,» mumlede han og stod stille et Øjeblik med en betænkt Mine. «Skal tro jeg har nok –,» han var atter inde i Sideværelset og kom tilbage med en Cigarkasse, hvis Indhold han rystede op og ned, «og lad mig bare ikke glemme Fyrstikker!»

Constance rakte ham nogle Æsker.

«Død og Pine – min nye Snadde!» han fôr med Hænderne i Lommerne, vimsede omkring for at søge og fandt den saa i Vindusposten.

«Hvor længe blir du borte?» spurgte Constance, da han et Øjeblik stod stille for at tænde en Cigar.

«Véd ikke,» svarte han med Cigaren mellem Tænderne og den brændende Fyrstikke i Haanden. «En Ugestid kanske. Trænger du Penge?»

«Fem Kroner er hele min Beholdning. Det er bedst, jeg faar nogle.»

«Saa var der vel ikke noget, jeg har glemt,» sa Ring og tænkte sig om. «Jeg har 284jo mine Greier om Bord. – Ja, Penge, det er sandt –.» Han tog sin Lommebog frem og la nogle Sedler paa Bordet.

«Tyve Kroner det klarer du dig vel med? Ikke? – ja, ja, se her er firtifirti] rettet fra: forti da.»

«Skal du rejse i Floshat?» spurgte Constance. Han havde netop sat den paa sit Hode.

Han lo over sin egen Distraktion, fôr ud i Entrén og søgte omkring paa alle Knagerne.

«For Pokker, – jeg finder ikke min Hue!» raabte han.

«Du har den vel hængende om Bord,» sa Constance, der var gaat efter.

«Ja, naturligvis har jeg det,» svarte han og satte en liden rundpullet Hat paa.

«Se saa – hvor Fanden er nu min Cigarmundspids? – Den laa paa Hylden i Dag.»

Constance tog en Gjenstand op fra Gulvet og rakte ham.

«Ingen Ting ligger der, hvor det sidst laa her i Huset,» sa han, idet han stak Mundspidsen til sig.

Han aabnede Entrédøren for at gaa. «Mine Nøgler!» raabte han pludselig og slog paa alle sine Lommer. «Død og Pølse, – det skulde set godt ud – –»

Constance gik allerede og søgte, og hun fandt dem ogsaa til ham.

285«Men jeg glemmer jo at sige Farvel –» sa han og kom tilbage, da han alt var ude af Entrédøren. Han tog Cigaren ud af Munden for at kysse sin Kone, stak den straks derpaa ind igjen og gik dampende ned over Trapperne.

Constance gik til Vinduet og saa ham kjøre bort. Da Vognen drejede om Hjørnet, vendte han Hodet og saa sig tilbage. Hun drog et Suk som af Lettelse og gav sig til at ordne i Stuerne. Der var altid saa meget Rod efter Ring, naar han skulde afsted paa disse Rejser.

Hun havde faat et Brevkort om Morgenen fra en Barndomsveninde, der var gift med en Præst, ved Navn Sunde, som nu var forflyttet, at hun vilde komme til Kristiania paa Gjennemrejse. Kaldet laa fem Timers Jærnbanefart fra Byen; og Fru Sunde skulde op i Forvejen for at stelle og ordne, saa alt kunde være i Stand, naar Manden og Børnene kom efter. Hvis Dampskibet ikke blev forsinket, vilde hun være der i Morgen ved Middagstider.

Den næste Dag var Himlen overtrukken. Luften var mørk og diset, og hist og her var der tykke, sorte Skyer kantet som med Border af gulagtig Uld. Det blæste ikke, men der hang noget truende over Hodet paa Folk. Man gik og keg paa Luften og paa Barometret, 286der stod usædvanlig lavt, og man spaaede hinanden, at det vilde bli et rigtigt Ruskvejr.

Constance var bleven liggende længe i Sengen. Klokken var hen ved 12, før hun var færdig med sit Toilette, og just som hun satte Broschen fast under Hagen, hørte hun en Vogn stanse uden for og straks efter en Ringen paa Entrén. Hun var saa hurtig der ude, at hun kom Pigen i Forkjøbet, og i næste nu laa hun sin Veninde om Halsen. Hun hjalp hende Rejsetøjet af og fik at vide, at hun skulde afsted igjen allerede Klokken 4. Constance var skuffet over dette; hun havde haabet at faa beholde hende et Par Dage. Ring var jo borte, og de kunde havt det saa hyggeligt sammen.

«Hvor du er uforandret, Constance,» sa Fru Sunde og betragtede sin Veninde med Velbehag, «skjønt nej, du er i Grunden smukkere.»

«Man holder sig vist bedre nu end før i Tiden,» svarte Constance, som skjænkede Chokolade og nu satte en Kop hen til Fru Sunde.

«Det er forskjelligt, se nu mig! Du kunde ikke kjendt mig igjen, hvis du ikke havde vidst det, – det skal jeg dø paa.»

«Hvor kan du tænke! – Snak, du er slet ikke saa forandret.»

«Aa, jeg véd saa godt om det. – Hvis jeg bare ikke saa’ saa daarlig ud, for det er 287det, som gjør mig gammel. Men du kan tænke, fire Børn i fem Aar! Du kan altid være straalende, som ingen har – Er du lei for det?»

«Nej da! Hvordan er det ellers at ha Børn?»

«Et Slid og Mas og Kav uden Ende. Og saa al den Nattevaagingen!»

«Men Lykken og Fryden, som skal følge med at være Mor – –. Kan du huske, der staar i Bibelen: «af Glæde over, at et Menneske er født til Verden …» Det maa vel være noget ganske aparte, det?»

«Ja det er det jo ogsaa, kan du skjønne, men det trækker saa i Husholdningen.» Og Fru Sunde drog et langt Suk.

«Har I lidet at leve af, Rikke?»

«Ja da, – sligt et fille Præstekald skal en ikke bli fed af.»

«Hvad kan Indtægten beløbe sig til?»

«En 2000 Kr. foruden Huslejegodtgjørelse.»

«Ikke mere du?»

«Nej da, – det er enda højt regnet. Saa længe det bare var os to, gik det an, – men siden har det rigtignok knebet.»

«Hvor gammel er din yngste?» spurgte Constance.

«Ni Maaneder.»

«Vilde du ikke ønske, at du ikke fik flere?»

288«Om jeg vilde ønske det!» sa Fru Sunde og vendte sine Øjne opad som for at ta de usynlige Magter til Vidne. «Men hvad nytter Ønsker, – der er meget, en kunde ønske.» Stemmen var modfalden, og hun saa’ træt og bekymret ud.

De havde rejst sig fra Bordet og var gaat ind i Dagligstuen.

«Men fortæl mig nu lidt om dig, Constance. – Du er vel lykkelig, som har det saa dejligt.» Hendes Blik gled rundt paa de fløjlsstoppede Møbler, de fine Gardiner og de smukke Malerier.

«Lykkelig –,» sa Constance med et Tonefald, som om hun studsede, «det er i Grunden et dumt Ord.»

Fru Sunde lo. «Jeg véd ikke det,» sa hun, «der er da vist dem, som er lykkelige.»

«Tror du? – Ja, kanske, – men saa er det vist en Indbildning.»

«Du er vist meget forandret, Constance, – ja saadan indvendig, mener jeg.»

«Det er jeg vist. – Men kom nu her og sæt dig lidt godt og sig mig saa, Rikke, hvorledes du egentlig er fornøjet med Livet.»

«Jeg kan jo ikke klage, jeg har en snil Mand og søde Børn.»

«Ja, ja, ja – lad nu det være godt – men jeg mener, hvorledes du synes, at Livet er.»

289«Hvis jeg havde nok af Penge, og der ikke var fuldt saa meget Kav –, saa –»

«Blev du ikke skrækkelig skuffet, og havde du vel tænkt, at det var saaledes?»

«Jo, naar du siger det, saa husker jeg, at jeg følte noget sligt i Begyndelsen. Jeg laa og græd mange Gange, forsikrer jeg dig, men senere fik jeg andet at bestille.»

«Jeg synes, Livet er saa rasende tomt,» sa Constance utaalmodig, «og dertil saa underlig jærnskoet, du. – Det gaar sin Gang og tramper os ned, der vi skal være, uden at spørge om, hvordan vi liker at ha det netop saaledes.»

«Jeg tror, det vilde være godt for dig at faa Børn, Constance.»

«Langtifra! Det er en Overtro, dette Snak om disse Børn. – Hvis jeg havde Børn, vilde jeg bare gaa og ønske, at de maatte dø.»

«Nej, fy da!»

«Jeg vilde ikke ha Ro paa mig, før de døde. Alt det onde de maa op i her i Verden! Huttitu!» Og Constance tog sig sammen, som om hun frøs.

«Gud bevare mig vel for et Slags Livssyn du har faat!» sa Fru Sunde forbauset. «Hvad siger din Mand til det?»

«Tror du, jeg taler med ham om sligt?»

«Du er vist ikke lykkelig gift, Constance.»

«Nej hør nu, Rikke, lad os være enig om ikke at bruge dette ubeskedne Ord. Jeg er 290for Resten lige saa lykkelig, jeg – som de andre.»

«I saa da saa forelskede ud, da I holdt Bryllup – især Ring for Resten. Jeg kan huske, vi talte – – ja, undskyld – om hvor lykkelige I var.»

«Gjorde I det?» –

Fru Sunde sad og legte med en Papirskniv.

«Jeg er saa bange for dig, Constance –» sa hun nølende.

«For mig? hvorledes det?»

«Jo, for – ja, du maa ikke bli sint, – men hvis du ikke elsker din Mand, saa kunde der komme et slet Menneske og bedaare dig.»

Constance brast i Latter. «Du er for sød med din Bekymring, Rikke, men vær du tryg! Mændene er ikke saaledes beskafne. – Desværre, havde jeg nær sagt.»

«Fy, hvor du snakker, – det er da ikke dit Alvor?»

«Hvorfor ikke det? Det vilde da være noget.»

«Men der er da intet afskyeligere i Verden end en gift Kone, som lever med en Elsker.»

«Eller en gift Kone, som lever af at leve med sin Mand, – det kommer ud paa ét,» sa Constance med et Skuldertræk.

291«Lever af at leve med sin Mand, – det er jo en Kones Pligt, véd jeg.»

«Ja naturligvis –» Constance saa ud, som om hun var træt af det. «Uf du –» fôr hun pludselig op og kastede et Bind Digte, hun havde siddet og pillet ved, «Ægteskabet er i Grunden en styg Institution.»

«Nej, men Constance, saadan maa du ikke tale om Guds Indstiftelse, – tænk dig til, hvorledes det vel vilde se ud i Verden, hvis Ægteskabet ikke var.»

«Ja, det véd jeg ikke noget om, – og det angaar mig heller ikke,» svarte Constance og satte sig haardt tilbage i Sofaen.

«Du sværmer da vel aldrig for den frie Kjærlighed?»

«Nej, mæn gjør jeg ej, – men jeg sværmer heller ikke for den tvungne med de tvungne Kjærlighedspligter. Jeg sværmer ikke for nogen Ting, jeg.»

«Den frie Kjærlighed er jo Tegnet paa den yderste Fordærvelse. – Det vil bli Utugten sat i System, siger Sunde.»

«Siger han det?» Constance smilte mat. «Da glemmer han vist, at Utugten allerede er sat i System, i offentligt System, og længe har været det.»

Fru Sunde taug betuttet.

«Det er for Resten for latterligt, at vi sidder her og taler om sligt,» sa Constance og 292gjorde en Bevægelse, som om hun pludselig besindede sig. «Kjærlighed – – det er nu ogsaa et Æmne!»

«Det er vel et interessant nok Æmne det, skulde jeg mene,» sa Fru Sunde for at sige noget.

«Lever du og din Mand godt sammen, Rikke?» spurgte Constance i en helt forandret Tone.

«Hvor falder du paa det?» spurgte hun.

«Aa, fordi det faldt mig ind. – Du kan jo la være at svare, hvis du ikke har Lyst.»

«Jo du, vi kommer rigtig godt ud af det med hinanden,» sa Fru Sunde, «rigtig godt saagar, især nu, siden jeg kjender Sunde og véd, hvordan han skal ha det.»

«Var han vanskelig at komme til Rette med?»

«Aa nej saamæn, ikke saa værst. Naar jeg bare lader, som jeg føjer ham og snakker ham lidt efter Munden, faar jeg sat igjennem alt, hvad jeg vil.»

«Er I aldrig Uvenner?»

«Ikke nu mere. Jeg har aldrig Tid, ser du, undtagen naar jeg ligger og har faat en liden, og da er jeg ikke oplagt til at trætte.»

Pigen meldte, at Middagen stod paa Bordet. De forskrækkedes begge over, at Klokken var bleven saa mange. Der var neppe Tid til at spise; det maatte gaa i Huj og Hast, og Kaffen blev 293drukket, mens de gik og tog Tøjet paa. Pigen havde hentet en Vogn, og Constance kjørte med til Stationen.

«Det var kjedeligt, at jeg ikke fik se din Mand, Constance,» sa Fru Sunde paa Vejen nedover. «Du faar hilse ham fra mig.»

«Saa havde vi jo ikke kunnet tale saa ugenert sammen,» svarte Constance. «Det var rigtig godt, at han var væk.»

«Aa ja, kanske. Huttitu for et Vejr, det er blet.» –

Det var begyndt at storme; Gaden stod pakkende fuld af en Skodde med Rusk og Støv og visne Blade. De fik det fejet lige ind i Vognen, saa de sad og gned sig i Øjnene i et væk. Constance bøjede sig frem og saa paa Himlen. Den var sort og uvejrsagtig, og enkelte store Vanddraaber begyndte at falde.

«Og din Mand som er ude og sejler!»

«Han hytter sig nok, kan du tro. Nu ligger han i Havn etsteds og nyder sin Cigar og sit Glas Toddy.»

De var ved Stationen. Det var saa vidt der var Tid til at faa Billet og sætte sig ind, før det bar afsted. Constance stod og vinkede til Afsked og gik først, da hun ikke kunde øjne Toget mere. Vinden havde tat til i Styrke, og nu var det ogsaa begyndt at øsregne.

294Da hun kom hjem, la hun sig paa Sofaen og forsøgte at sove. Men det lykkedes ikke. Den stærke Blæst havde git hende Hodepine, og hun følte sig saa nedtrykt og trist, saa grænseløs ensom og elendig. Hun laa og lyttede til Vindens Tuden og det voldsomme Regn, der slog mod Ruderne. Naar det blæste fra denne Kant, tog det haardt i Huset. Det forekom hende, at Stuen rystede. Hun kunde ikke ligge rolig, men maatte op og gaa frem og tilbage. Til sidst stillede hun sig hen ved Vinduet og gav sig til at stirre ned i Haven. Det saa sørgeligt ud der nede. Høsten var kommen med ét og havde tat fat for Alvor; der laa allerede i bunkevis af Ødelæggelse. Det var dog Synd for den pæne, ranke Syringbusk, som nu laa næsegrus i et af Sidebedene og dukkede sig mod Jorden med sønderpiskede Blade, mens et Par lange, tynde Rodtrevler endnu holdt den fast. Georginerne var bøjet over i to. Naar Stormen fôr ind mellem dem, rystede de sine sortebrune Hoder som i Græmmelse over sit skjæmmede Ydre. Palmeplanterne i de store, lysegule Urner paa de hvidmalede Fodstykker hang og dinglede efter Stammens yderste Hylster, knækket over paa Midten. De lange, smalle Blade var filtret sammen af Væden; alt imellem løste Vinden dem fra hinanden, og da bugtede de sig frem og tilbage som tynde Slanger, der var 295bleven hængende, og vilde løs. Og hvor var det gaat hurtigt med at faa Løvet af Træerne! Endnu i Gaar havde det været der; nu var det drysset ud over Haven og laa i tykke, toppede Længder over alt i Vejene, gulbrunt og vissensort. Nederst nede op mod Gjærdet holdt Vinden paa at feje sammen en stor Dynge. Den havde ellers sit Besvær dermed, for Bladene var tunge af Vandet og sene i Vendingen; de klæbede sig sammen og satte sig fast i store Klumper bag Træstammer og paa Bænkefødder og opefter Lysthusets Sprinkelvægge. Constance gjøs og følte et Slags Fortvilelse over, at hun ikke gik ind i den anden Stue, hvor der var lunere, eller dog i det mindste bort fra Vinduet og det pinefulde Syn. Men det var, som om hun holdtes fast af en usynlig Magt, der tvang hende til at bli staaende og se paa, hvorledes Regnet blev pisket af Vinden, saa det drev i Hvirvler mellem Himmel og Jord og slog ned med et Sprøjt over hver en liden Plante, som endnu tappert holdt Nakken stiv. Og med en Slags aandeløs Spænding maatte hun følge Vindstødene nedover, naar de døde hen, og opover, naar de voksede. Og det var som persede de sig frem fra hendes eget Bryst, disse langstrakte Støn, og disse Stød, der kom med en rasende Styrke og dæmpede sig ned til sørgmodige Klagehyl, for saa igjen 296at tude op med djævelske Hvin. Og midt under dette stod Haven fra Sommertiden for hende, da alt havde duftet og straalet i Solskinnet, og hun saa sig selv sidde der nede paa Bænken om Aftenen i det fredsommelige Maaneskin, som flød ind gjennem Træernes Grene hen over de grusede Gange og forsølvede hvert eneste Blomsterbed.

Det var blevet ganske mørkt, men endnu stod hun der. Hun frøs lige ind i Sjælen, og Hjærtet føltes som en haard Klump i den venstre Side. Det klemte om den, saa hun havde Trang til at vaande sig, men hun gjorde det ikke.

Pigen kom og sa, at Teen var færdig. Hun rev sig løs og gik ind i Spisestuen, hvor Lampen var tændt og Maskinen stod og surrede. Det var dog godt at komme bort fra det Himlens Vejr. At hun virkelig havde staat der saa længe!

Efter Maaltidet læste hun i «Fromont jeune et Risler ainé.» Det var bare det sidste Kapitel, hun havde tilbage. Den stakkels Rislers gyselige Endeligt rystede hende en Del. Hun kastede Bogen og hulkede et Øjeblik med Lommetørklædet for Øjnene.

Før hun gik til Sengs vilde hun dog se, hvordan det stod til med Vejret; det havde en underlig Tiltrækning for hende i Aften. Hun gik ind i den anden Stue. Stormen var stilnet 297noget, og det regnede ikke for Øjeblikket. Men Luften saa rusket ud. Maanen stod som en smal, lysegul Appelsindel paa Himlen og strævede med at holde sig en Smule Rum frit til Udkig mellem de forrevne Skyer, der alt i ét jog hen over den. Et svagt hvidligt Skin strejfede nu og da den ramponerte Have. Hun forlod Vinduet og gik ind i det mellemste Værelse, der havde Døren aaben til Spisestuen, hvorfra en svag Lysning trængte ind. Midt paa Gulvet blev hun staaende, saa op mod Loftet med et famlende Blik og strakte Armene op over sit Hode med en sagte, sukkende Lyd. Saa gled hun ned i en Lænestol, lagde Armene ud over Bordet og Ansigtet ned paa dem. Hun vidste ikke af, at hun græd, før hun kjendte nogle enkelte kolde Taarer paa sit Ansigt. Hun gad ikke engang tørre dem bort. – – –

– Dagen efter fik hun vide, at Ring var kuldsejlet i Stormen. Han og Løjtnant Fallesen var druknet, men Kuttermanden havde reddet sig paa Hvælvet. Det var ham, som bragte Budskabet paa Kontoret.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.