Constance Ring

av Amalie Skram

III.

Der kommet Telegramsvar fra Svigerfaren, Sorenskriver Blom, at Moren skulde komme nedover med første Dampskib.

Nu gik Constance og talte Dagene og var ivrig sysselsat med at pynte Gjæsteværelset op og bringe Huset i den fuldkomneste Orden, for at Moren skulde blive rigtig tilfreds med hendes Stel.

Ring havde aldrig set sin Kone saa livlig og virksom. Gik hun ikke der og var i godt Humør!

De var begge om Bord for at ta imod Fru Blom. Constance havde hele Dagen været febrilsk og ordknap, og hvert Øjeblik var hun gaaet ind paa Gjæsteværelset med Smaating til Toiletbordet eller for at prøve en eller anden Forandring i Arrangementet.

Da hun nu pludselig saa’ sin Mor paa Dampskibet, brast hun i Graad og faldt hende om Halsen.

23Ring saa fortrædelig ud og mumlede noget om, at et Dampskib ikke var det rette Sted til at opføre Scener paa.

Fru Blom tyssede paa hende med blide Ord og kjærlige Haandklap, og i Vognen opover henvendte hun ligegyldige Spørsmaal til Ring om hvad Gaden hed, og hvad det var for en ny Kirke, de kom forbi.

Der var nok at spørge om; hun havde ikke været i Kristiania paa seksten Aar.

Da hun saa troede Constance var kommen sig, begyndte hun at fortælle om alt hjemmefra, disse Smaating om Duerne og Hønsene, om den ældgamle Hest, det kjære Dyr, der nu skulde skydes, om Spisestuen, der blev malet, og om de gamle Gardiner, som hun og Constance plejede at stoppe til hver Pintse, og som nu endelig maatte kasseres. Og saa huskede hun paa de Masser af Hilsener, hun havde med fra Far og Søskende, fra Gutterne og Kusken, gamle Ane Stuepige, fra Veninder og Kusiner og ellers andre.

Men denne Passiar om de hjemlige Ting gjorde Constance saar om Hjærtet og bragte en Skare Minder med, som ikke var til at udholde. Hun sad og stred med Graaden.

«Du ser rigtig ud, som en skulde gjort dig en Fornøjelse» – sa Ring pludselig med en Lyd af Tungen, der udtrykte hans Misfornøjelse.

24«Men Constance,» sa Fru Blom mildt bebrejdende, da hun saa Taarerne trille ned over Datterens Kinder. «Hvad gaar der af dig, Barn?»

«Jeg kan ikke gjøre for det Mor,» – det lød halvkvalt, bedende, og hun holdt Lommetørklædet for Øjnene.

«Jo, det er oplivende for en Mand» – sa Ring og gjorde nogle heftige Bevægelser med Overkroppen som for at komme til at sidde bedre, hvorpaa han indtog nøjagtig sin forrige Stilling.

Da Vognen lidt efter holdt ved Døren, var det en Lettelse for dem alle, at Kjørslen var til Ende.

Da de var kommen op, førte Ring sin Svigermor om i Værelserne. Hun skulde straks se hele Lejligheden. Han udpegede, hvad der var Presenter, og hvad ikke, betroede hende, hvad Malerierne var værd, og hvad han havde faaet dem for, aabnede Buffetdøren og viste hende Sølvtøjet og de fine Glassager, trak hende ind i Soveværelset, for at hun skulde beundre Stoffet i Sengeomhænget. Han tog frem sin Violin og spillede nogle Strofer for hende, vilde saa pludselig, at hun skulde se Linnedskabet, og fôr ud efter Nøglen i Kjøkkenet til Constance, der stod og lavede Salat, men kom saa endelig i Tanker om, at Fru Blom kunde være træt og trængte til at 25sætte sig. Med jagende Hast fik han hende placeret i en Lænestol, og dyngede saa op en Mængde Albumer og illustrerede Pragtværker paa Bordet foran hende, og under alt dette blev han ved at snakke i løsrevne Smaastumper om alt muligt, saa Fru Blom følte sig ganske ør i Hodet.

Ved Aftensbordet var Ring overmaade meddelsom. Han beskrev Hjemkomsten paa Bryllupsaftenen, da Stuerne var straalende oplyst til den store Udstilling af Presenter. Saa fortalte han Smaatræk fra deres Ægteskabs første Dage og lo selv af fuld Hals over, hvad han gav tilbedste. For at fejre sin Svigermors Ankomst drak han tre Drammer til de kolde Retter og et Par Glas Sherry til den hjemmelavede Æblekage. –

Constance var taus, og saa’ ud til at kjede sig. Aldrig forekom han hende ubehageligere, end naar han sad og skulde være elskværdig. Saa var det jo ogsaa dette, at han i saadanne Situationer som oftest havde drukket noget, og det mærkedes straks paa ham, i alt Fald for Constance. Hun formelig undsaa sig ved ham. Alt, hvad han gjengav, forvrængte han, og for at faa det til at klinge, lagde han ofte noget til, som slet ikke var sandt. Hun kunde godt selv overdrive, naar hun var i Humør til det, men saa vilde hun heller ikke, det skulde gjælde for andet, hvorimod han blev sint og 26paastaaelig, naar hun paatalte det, og beklagede sig over hendes Vranghed. Som nu i Aften, da hun ikke kunde holde sig, men gjorde Indsigelser imod noget, han fortalte, om hvordan det gik til, da deres første Pige skulde jages bort for Tyveri. Han blev ærgerlig, og Constance svarte ham. Fru Blom lagde ind et mæglende Ord til Fordel for Ring. Constance tog det for strængt, det gik ikke an at hænge sig saadan i Ordene. Naar en sad og var morsom, kunde en dog ikke veje Udtrykkene saa nøje, en var jo ikke edfæstet. Constance gav sin Mor et skarpt Svar. Hvor kunde hun blande sig i Ting, hun ikke kjendte? Men saa angrede hun det og taug pludselig stille. Ring beholdt det sidste Ord; han mumlede noget om, at det ikke var grejt for en Mand, naar ens Kone saa og hørte sig sint paa alt, hvad han sa og gjorde. Derpaa drog han et dybt Suk og rystede paa Hodet som en, der er vant til at forurettes men har bestemt sig til at bære det med Taalmodighed.

«Du maa ikke være saa hovmestererende mod din Mand, Constance» – sa Fru Blom. De havde rejst sig fra Bordet, og Ring var gaaet ind til sine Piber.

«Aa pyt» – sa Constance og slog med Nakken.

«Nej alvorligt, – det er ikke tækkeligt.»

27«Skal han da ha Lov til at sidde og lyve saa?»

«Lyve, – det er da et besynderligt Ord – –.»

«Ja netop lyve, det er saa forargeligt at høre paa.»

«Snak – du maa virkelig ikke være saadan, det gaar ikke an at behandle sin Mand saa hensynsløst.»

«Du skulde ikke holde med ham Mor, – han er Kar til at greje sig selv, kan du tro, og hvis han mærker, at du tar Parti for ham, blir han ikke til at være i Stue med.»

«Ta Parti, – holde med, – det er Forestillinger, som ikke hører hjemme i et Ægteskab, som det skal være.»

Constance stod og trommede paa Bordet med nedtrukne Mundviger og Næsen til Vejrs.

«Og du har da virkelig ikke set sligt noget for dig, din Far og jeg stod jo aldrig paa den Fod.»

«Nej Far, nej, – det tror jeg nok» – sa hun med en Stemme og en Mine, der protesterte mod den dragne Parallel som en Meningsløshed. «Drak Far kanske Drammer og sad og vrøvlede med tykt Mæle og var saa rædsom utækkelig?»

«Om Ring drikker en Dram eller to til Maden, – det er ingen Ting at bryde sig om.»

28«Aa pyt, han drikker Kognak ogsaa om Aftenen med Vand i.»

«Naa ja, ja, naar han bare ikke overdriver det. At vise sin Mand sure Miner for det, er den sikreste Vej til at faa ham til at debauchere.»

Pigen kom for at ta af Bordet, og de to Damer gik ind i Dagligstuen, hvor Ring sad og røg med et stort Glas Selters og Kognak foran sig. Han spurgte, om han skulde bringe dem noget kold Punsch, men de afslog det begge.

Ring var kommen i Humør igjen. Han skvadronerte og gestikulerte i et Kjør, og Fru Blom var en udmærket Tilhørerinde, som svarte og lo i rette Tid.

«Sid nu ikke der og surmul længere, Constance» – sa han pludselig i en oprømt Tone. «Læg bort den Filleavisen og kom her og vær hyggelig.» Han trak hende op af Stolen, og vilde drage hende til sig.

Hun stred imod.

«Saa sæt dig dog, Constance –» sa Fru Blom formanende.

Hun gav uvilkaarlig efter, og Ring fik hende ned paa sit Knæ. Han begyndte at kjærtegne hende og kaldte hende ved Kjælenavne. Hun syntes, hun skulde synke i Jorden af Undseelse. At Moren skulde se paa dette, og at hun kunde sidde der og sanktionere 29det. Den stærke Lugt af Tobak og Kognak var hende dertil saa modbydelig, og hans Læber og Skjæg kjendtes ækelt fugtigt mod hendes brændende tørre Ansigt.

«Slip mig – du kvæler mig!» raabte hun pludselig og sled sig løs. Hun fôr med Lommetørklædet over Ansigtet og gik ud af Stuen.

«Der kan du se, hvorledes hun er at omgaas» – sa Ring irriteret og rejste sig. «Jeg tænker ikke paa andet end at være elskværdig – og altid er hun saadan.»

Han gik op og ned ad Gulvet og saa ophidset ud.

«Hun er træt og nervøs i Aften» – sa Fru Blom mæglende.

«Hun er som hun plejer at være.» Han satte sig determineret ned igjen. «Den mindste Smule Venlighed maa jeg tigge mig til, som var det en Naade, hun viste mig.»

«Det ligner saa lidet Constance» – svarte Fru Blom og saa’ ud til at grunde over Sagen.

«Det er naturligvis et Lune, en Grille, – noget fordømt Romansludder – om Forladelse.» Han var uforvarende kommen til at hikke.

«Nej, tror Du det?» – sa Fru Blom skeptisk.

«Ja, gu tror jeg det – det er den eneste 30mulige Forklaring. Hvad skulde det ellers være, for Fanden?»

Fru Blom drog et Suk og gav sig til at betragte sine Negle.

«Hvis jeg bare ikke var saa forbandet forelsket i hende,» vedblev Ring. «Kunde jeg vise mig kold og ligegyldig, faldt hun nok tilføje.»

«Uf nej – gjør ikke det Ring, – Constance maa tages med Kjærlighed.»

«Kjær – Kjærlighed!» – sa Ring, og bøjede sig med et pludseligt Sæt hen imod sin Svigermor. «Jeg gad se paa den Mand, som kunde være kjærligere.»

«Du faar ta det med Fornuft, Ring, – de fleste unge Koner er lidt tufs de første Par Aar.»

«Fanden heller, – de er forelsket – er de. Marie f. Eks., – der skulde du se en Kone. – Men Constance er saa rar, – jeg forsikrer dig til, at» – – her bøjede han sig nærmere og talte i en lavere Tone.

«Constance er saa ung endnu, – det retter sig nok,» sa Fru Blom tillidsfuldt.

«Ja hvorom al Ting er, saa maa hun sandelig forandre sig, hvis jeg skal bli en lykkelig Mand. Jeg har sat store Forhaabninger til dit Besøg, – du faar virkelig se til at tale med hende.»

31Nu kom Constance og sa, at hvis Moren var træt, saa var al Ting i Stand paa hendes Værelse. Fru Blom rejste sig straks og sa god Nat. Hendes Datter fulgte hende ind og tændte Lysene, blev saa derinde og puslede om hende, mens hun klædte sig af.

Da Moren var kommen i Seng, satte hun sig paa Sengekanten hos hende.

«Hvor det er morsomt at ha dig her i Sengen og vide, at du skal ligge her Nat efter Nat i ugevis.» Hun lo af Glæde og kyssede hende med inderlig Tilfredshed.

«Ja, naar du bare var rigtig fornøjet, Constance … Hvorfor er du ikke det?»

«Det er jo ikke noget, man kan kommandere, Mor! … Hvor pæne dine nye Natkapper er. – – Har du syet dem selv?»

«Ja … Du har jo saa meget at være glad for, Constance.»

«Men jeg skal vædde, at Helene har broderet dem.»

«Ja vist, ja. – – Ikke sandt Constance, har du ikke meget at være glad for?»

«Jo da! Jeg kunde se, det var Helenes Søm; – – hun broderer saa pænt.»

«For du maa jo være lykkelig med din Mand, han, som er saa snil.»

«Men at hun kunde ta det kjedelige Mønster; Huller og Tunger er baade snarere og pænere.»

32«Lad nu Mønstret være, og hør paa, hvad jeg siger.»

Hun skjulte sit Ansigt hos Moren.

«Søde Barne mit, – – du elsker jo din Mand, – hvad, gjør du ikke? Hvad?»

«Jeg véd ikke, jeg.»

«Hvad er det for en Snak! Véd du det ikke?»

Hun løftede Hodet op og pillede ved Morens Kappebaand.

«Men jeg tror ikke, jeg gjør det» – sa hun sagte.

«Du forskrækker mig, Barn! Da du gav ham dit ja, var det ikke da af Kjærlighed?»

«Ja Gud véd, du, endskjønt jo, – det var det vel ogsaa paa en Maade. Jeg har nok studeret paa det, maa du tro, men, men» – hun holdt inde, og saa’ forlegen ud.

«Men?» gjentog Moren … Naa da, men?»

«Men jeg synes ikke om at være gift.»

«For et urimeligt Snak» – sa Fru Blom indigneret.

«Synes du det er saa urimeligt? – – – Kan du slet ikke forstaa det? – – Og tror du ikke, det ofte kan gaa saa?»

«Jo, hvis man faar en slet eller en ondskabsfuld Mand.»

«Er det bare derpaa det kommer an?»

«I alle Fald derpaa det burde komme an.»

33«Men man kan da like et Menneske mere eller mindre, uansét, hvor god eller daarlig han er.»

«Aa nej da, Constance, dette Snak Hører intet Steds hjemme, en Hustru har ikke Lov til at tænke slig.»

«Det kan jeg ikke begribe.»

«Det er forskruet eller i det mindste barnagtigt, – og det er det værste i et Ægteskab, – du maa for Guds Skyld ikke være barnagtig, Constance.»

«Ja ja, lad nu det være godt. Hør her Mor, nu maa Du ikke sige nej, – jeg har saa’n Lyst til at ligge her inde hos Dig.» Og hun stak Hænderne ind under Morens Nakke og løftede hendes Hode op imod sig.

«Hos mig, – er du gal Barn?»

«Jeg skal gjøre mig saa smal, saa smal som paa Landet, naar der kom Gjæster, husker du, og vi maatte ligge sammen» – sa hun indsmigrende.

«Ja, den Gang, ja, – da var du jo saa liden.»

«Aa pyt, om jeg er de Par Tommer længere, saa gjør vel ikke det noget … Saa bilder jeg mig ind, at jeg er hjemme igjen, og at det er Sommerferie, og saa kan vi snakke saa meget, som vi vil … Jeg springer ind og henter mit Nattøj.»

Hun var allerede henne ved Døren.

34«Ikke paa nogen mulig Maade Constance! Hvad vilde din Mand sige!» Fru Blom sad overende i Sengen og saa formelig bestyrtet ud.

«Saapas maatte han vel gi mig Lov til, – han, som er saa snil.»

«Kom her, Constance» – sa Moren strengt. Og da hun atter sad paa Sengekanten, talte hun formanende og alvorligt til hende. Hun maatte ikke være lunefuld eller ukjærlig mod sin Mand. Det var hendes Pligt at elske ham og hendes Kald at gjøre ham lykkelig. Hun skulde betænke, hvor godt hun havde faaet det, hun, en fattig Embedsmands Datter være kommen saaledes paa det tørre, det var saamæn ikke at blæse til. Og saadan en prægtig, elskværdig Mand, hun havde faaet, med slig Sans for Hjemmets Hygge. Hun maatte sandelig være forsigtig, at hun ikke gjorde ham lej af sig; hun kunde risikere, at han søgte andet Steds hen med sin Kjærlighed, for saadan var nu engang Mændene. Det kom saa blødt og mildt, og hun strøg hende hele Tiden kjærlig over Haanden, som hun holdt mellem begge sine. Og var der noget, hun havde vanskelig for at vinde Bugt med hos sig selv, saa skulde hun bare trøstig gaa til Gud og bede om hans Hjælp. Og hun skulde begynde med at takke for al hans Naade og Godhed. Naar hun holdt sig til Herren, vilde alt blive saa 35godt og velsignet, og hun skulde være hendes egen kjære Constance som i gamle Dage.

Det var det samme, som Tanten altid sa. Vilde nu Moren ogsaa trykke hende til Jorden med dette Snak om, hvor godt hun havde det, og med Kravet om, at hun skulde leve sit Liv saa at sige paa Knæ. De vilde tvinge hende til at være glad, til at føle sig lykkelig. Var der da noget at være saa lykkelig over? Hun saa’ det ikke. Hun havde fuldt op at æde og drikke – det var sandt –, men det havde hun altid havt. Hvad kunde hun hjælpe for, at hun gik med denne Tomhed i sit Indre, og at hun havde stedse vanskeligere for at fordrage sin Mand. At de ikke kunde la hende i Fred. Selv skreg hun jo ikke op, eller gjorde noget Menneske nogen Bebrejdelse. Hvis det nu virkelig var saa afskyeligt at være som hun var, saa var det jo ikke hendes Skyld, hun kunde jo ikke skabe sig om, hun. Som hun sad der paa Sengekanten og hørte paa Morens lange Tale, fik hun en Følelse af en bitter Skuffelse og en smertelig Forladthed. Hun havde lovet sig saa meget af Morens Besøg; hun havde gaaet med en uklar Forestilling om, at naar hun kom, skulde alt blive godt. Men nu forstod de slet ikke hinanden. Moren blev pludselig til en fremmed, en allieret af dem, der gik og anklagede hende. Der aabnede sig en Afstand imellem dem, et 36stort Rum, hvori alt det laa, som Moren var gaaet forbi uden at se eller uden at vide om, var til. Hun blev med ét saa undselig for hende. Bare de kunde undgaa at komme tilbage til dette. Hun skulde være saa venlig og blid mod Ring. Der skulde ingen Anledning blive. Og hun skulde nok se lykkelig ud – det skulde være hendes mindste Kunst, naar det endelig derpaa kom an.

«Ikke sandt Constance min, – du vil være en god og fornuftig Pige?» – sa Fru Blom tilsidst efter at ha ventet lidt paa, at Datteren skulde sige noget.

«Jo da! Jeg skal være saa fornuftig, saa! Du skal bare se. God Nat Mor.» Hun kyssede hende, rejste sig op og gik ud af Stuen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.