Constance Ring

av Amalie Skram

XXIX.

De tog ind paa Grand-Hotel, hvor de vilde bli, til de havde faat ordnet sit Hjem. Fru Hansen havde lejet Lejlighed til dem i Homansby ikke langt fra Constances forrige Bolig; hun havde hængt Gardiner op i alle Værelserne, flyttet Lorcks og Constances Møbler derop og bragt Kjøkken og Spisekammer i Orden.

Tilbage var kun at kjøbe nogle nye Ting, de vilde anskaffe sig, faa Malerierne ophængte, Bogskabene fyldte og Nipssagerne stillet op.

Det var tredje Dagen efter deres Tilbagekomst. Constance var just færdig med at ordne Smaatingene paa sit Skrivebord og saa’ sig prøvende om. Saa gik hun ind i Dagligstuen; den var saa lun og hyggelig. Spisestuen var større, lys, med to Fag Vinduer, dekoreret med en Mængde Bladvækster og blomstrende Potteplanter.

426Hun kastede ogsaa et Blik paa Soveværelset; alt var udmærket; saa gik hun tilbage og lod sig glide ned i en Lænestol, den selvsamme, som hun i gamle Dage plejede at sidde og drømme i om Eftermiddagen foran Kakkelovnen. Hun sukkede og lukkede Øjnene; hun vilde tænke paa Fortid og Nutid, men Mejer kom imellem. Hun gjennemgik ethvert af deres Møder fra den allerførste Tid af. Hvorfor var hun ikke bleven forelsket i ham den Gang, for nu, – ja hvis hun nu havde været fri, saa vidste hun, hvordan det vilde gaat. Vilde gaat! Var det ikke allerede der? Nej, nej, nej! Hun havde altid været en hæderlig Kvinde, og noget andet vilde hun ikke by sig selv. –

Men hans Venskab vilde hun nyde; deri var intet ondt; det vilde bringe en Art af Rigdom ind i hendes Liv og forsone hende med alt andet.

Saa gjenkaldte hun sig Natten paa Dækket, hans Kys paa hendes Hænder, den Stemme, han havde havt – de Ord, han havde sagt, og saa det Afskedsblik. Mindet skyllede varmt hen over hende.

Lyden af Entréklokken brød ind over Stilheden og bragte hende med et heftigt Ryk tilbage til Nuet. Pigen kom og sa, at der var en Herre, som spurgte, om han kunde faa 427hilse paa Fruen. Constance tog det Kort, hun rakte hende.

«Lad ham komme,» sa hun stakaandet og famlede efter noget i Lommen. I det ene Minut, som hengik, inden Mejer viste sig paa Tærskelen, havde Constance rejst sig op og sat sig ned flere Gange.

Hun rakte sin Haand ud imod ham.

«Det var morsomt at se Dem» – sa hun nervøst. «Hvordan har De det?»

Mejer stod og arbejdede med noget i Halsen, som kom i Vejen for hans Ord, mens han trykkede hendes varme Haand med sine kolde Fingre.

«Jeg mødte Deres Mand for lidt siden, han bad mig gaa op og se, hvordan De boede.»

«Havde De ikke tænkt paa det af Dem selv da?»

«Jeg vidste ikke –, jeg troede … Er De allerede i Orden?»

Constance fik sin Sikkerhed tilbage; Blegheden paa hendes Ansigt var borte; i Kinderne var der kommet en fin rød Farve, og Øjnene straalte med sin smukkeste Glans.

«Fuldstændigt» – svarte hun – «dette er mit Værelse, vil De se de andre?»

Han gik foran. «Her er Lorcks Departement,» sa hun, da de var kommet gjennem Spisestuen. «Her skal De se, Venteværelse, Modtagelsesværelse og Studereværelse.» Det 428sidste var et lidet Rum med Vindu til Sidegaden, fuldpakket af Bøger og smukke polstrede Egetræsmøbler.

«Og her er Deres Territorium?» spurgte Mejer, da de var færdig med Besigtigelsen.

«Ja, dette er mit Værelse. Er det ikke hyggeligt?»

«Utroligt! og med Dem til Beboerske. – Jeg véd ikke, om det er, fordi Værelset er Deres, eller fordi De er Værelsets, at det ser saa bedaarende ud.»

Hun bøjede sig ned og slog et Støvgran af sin Kjole.

«Lad os prøve, hvordan det er at sidde i» – sa hun og skjøv en Stol hen til ham.

«Tænke sig til, at det bare er tre Dage siden vi kom,» begyndte Mejer, idet han satte sig.

«Ja kan De fatte det,» afbrød Constance, «jeg synes, det er Maaneder.»

«Evigheder!» – han slog ud med Haanden, «i Gaar og i Dag har ikke villet faa Ende, det er fordi jeg ikke har set Dem, Constance.»

Hun flyttede sig lidt paa Stolen. «Jeg synes ogsaa, det er saa længe,» sa hun.

«Jeg har gaat og fantaseret om at gaa herop,» begyndte han igjen, «og saa har jeg længtes saa ihærdigt efter Dem, at jeg til sidst kom i Vane med det, og syntes det var saa godt at ha noget at længes efter.»

429«De snakker, som De havde gaat slig i Aarevis,» hun smilte.

«Og saa har jeg uafladelig maattet tænke paa Dem som De var paa Dækket om Natten – uafladelig» – gjentog han med Betoning.

«Men det maa De glemme, Mejer.» – Der var noget bønligt i Stemmen. «Vi skal være Venner, kun Venner, lov mig, at De vil behandle mig som saadan.» Hun hævede Øjnene og fæstede dem paa ham.

Mejer svarte ikke straks; han sad og fortabte sig i, hvor dejlig hun var; det var saa sødt at høre hendes Stemme, være hende saa nær og føle hendes Øjne paa sit Ansigt.

«Ikke sandt, De lover mig det» – la hun til.

«Aa nej, lad mig slippe! Jeg kan ikke paa Forhaand bestemme at være saadan eller saadan mod Dem.» Tonen var klagende.

Hun gav sig til at overveje hans Ord, og saa’ hen for sig med en bekymret Hoderysten.

«Jeg har elsket Dem hele mit Liv, fra den første Tid jeg saa Dem, og jeg har lidt i en Grad, saa De aner det ikke. – Giv mig Lov til at være, som jeg kan og maa.» Han havde rejst sig op og stod nu foran hende. «Jeg vil intet ondt gjøre Dem» – der kom en vemodig Klang i Stemmen. «Tror De vel det?»

Hun slog Øjnene ned; hendes Fingre pillede ved Kniplingen paa hendes Overkjole.

430«Tror De vel det?» gjentog han inderligere.

Hun saa’ op paa ham og smilte sørgmodigt.

«Nej» – sa hun og rystede langsomt paa Hodet. «Men Mejer, Mejer, hvordan skal dette ende!» hun rejste sig og fôr hurtigt bortover Gulvet.

«Ende! Hvad tænker De paa det for? Der faar komme hvad der vil!» raabte han lidenskabeligt. «Jeg er Deres, – De ejer mig, hører De, Constance, De ejer mig!»

Hun holdt Hænderne for Ørene og virrede med Hodet, mens hun betragtede ham med forskræmte Øjne.

«De maa ikke være bange, Constance» – han talte roligere og gik nærmere til hende. «Ser jeg ud som en Røver eller Indbrudstyv? Hellere vilde jeg hugge min højre Haand af end strække den ud for at gribe efter Dem, naar De ikke frit gav mig Lov.»

Hun gav sig til at drive paa Gulvet, og Mejer kunde se, at det kjæmpede i hende.

«De skal lære at være tryg ved mig, Constance – ingen i Verden kan være ømmere over Dem end jeg.» Han rakte Hænderne ud imod hende.

Hun stod stille foran ham, tog om begge hans Hænder og knugede dem et Øjeblik.

«De skal være god, Mejer, bare god» – sa hun med lav Stemme og saa’ ham angstfuld 431ind i Øjnene. Saa slap hun Hænderne og begyndte atter at gaa op og ned.

«Constance, jeg har en Bøn til Dem: kald mig Harald, naar vi er alene,» bad han – «aa gjør det, Constance.»

Hun nikkede og blev ved at gaa.

«Der kommer nogen» –. Hun gik hen og aabnede Døren.

«Har Mejer ikke været her?» spurgte Lorcks Stemme fra Entrén.

«Han sidder her,» var Svaret. Hun sendte ham over Skulderen et Blik som sa: Sæt Dem dog. Han følte sig elektrisk berørt; det var jo en Godkjendelse af deres hemmelige Forstaaelse.

«Nu, hvad siger du, Mejer, er her ikke noksaa beboeligt?»

Lorck var traadt indenfor og saa’ sig veltilfreds om.

De talte lidt om Stuernes udmærkede Beliggenhed, om den Fordel det var at ha Formiddagssolen og om andet lignende.

– «Saa flytter vi altsaa hjem i Aften, Constance,» sa Lorck, da Mejer var gaat. «Du følger vel med ned paa Hotellet og pakker Sagerne sammen?»

«Ja lad os saa komme af Sted straks,» svarte hun.

«Aa nej vent lidt, her er saa hyggeligt,» han begyndte at lukke Dørene op, «her ser jo 432formelig elegant ud, naar der staar aabent til alle Værelserne.» Han gned fornøjet Hænderne og satte sig, saa at han kunde overskue det hele.

«Og saa flink som du har været! Kom hen til mig, Constance. Er det ikke dejligt at være hjemme i vort eget nydelige Hjem?»

«Jo» – sa hun aandsfraværende.

Han trykkede hende ned paa sit Knæ, tog fat i hendes Hænder og gav sig til sagte at gynge hende op og ned, mens han nynnede: «Ride, ride Ranke».

«Nej, nej – hold op – jeg maa ud og tale med Pigen.» Hun kom sig hurtig løs.

Han sad igjen beklemt om Hjærtet. Siden hin Aften i Lausanne havde han ikke trængt ind paa hende med noget Kjærtegn. Han havde ventet paa, at hun skulde komme til ham. Han besad jo hendes Kjærlighed, og det var vel dog den stærkeste Bundsforvandt, som gaves. Han og den i Fællesskab maatte jo vinde Bugt med den smule Skade, som hin dumme Tilfældighed havde anrettet.

Han havde været som en Bejler imod hende fra den Dag af, da han fik Sandheden at vide. For hendes mindste Smil havde han været glad som for det Bifald, man høster for sit Arbejde. Og hvert et Haandtryk, hvert et Blik, hver en snedig opfunden Situation maatte jo ha fortalt hende, hvorledes han længtedes.

433– Hans Sind havde været saa alvorligt og saa mildt; han havde tydelig mærket, hvorledes hans Maade at ta dette paa havde gjort ham til et bedre Menneske. Det var saa velgjørende. Og naar Constance var bleven helbredet, vilde hun rørt takke ham, fordi han havde reddet Lykken for dem. Saa vilde hun komme med sine Arme om hans Hals og trykke sine Læber mod hans, mange Gange, og saa vilde han svare: jeg vilde lære dig at se, Conny, hvor god min Kjærlighed var. –

Men nu var der hengaat fjorten Dage, uden at hun havde gjort det ringeste Tegn til at nærme sig ham. Efter Ankomsten til Kristiania havde han dog troet at mærke gode Symptomer. Der var kommet noget melankolsk, frygtsomt jomfrueligt over hende. Hendes Stemme havde været saa blød og mild, og naar hun sad for sig selv, kunde hun se saa bevæget, saa længselsfuld ud. Han havde tænkt sig at være Maalet saa nær.

Nu begyndte Modet at svigte ham, thi for et Øjeblik siden havde hun siddet paa hans Knæ, kold og uberørt som en Statue. Var da hendes Kjærlighed forbi? Umuligt! der var jo ikke foregaat noget, som kunde retfærdiggjøre en slig Forvandling. Hun maatte ville eksperimentere med ham, straffe ham, hævne sig paa en Vis. Han blev bitter imod hende; hun var 434dog en haard og sfinksagtig Kvinde. Maaske skulde hun slet ikke tages paa med denne varsomme Ømhed, men var en af dem, der trængte til en Overmand. Han vilde sætte haardt imod haardt; hun skulde faa føle hans Mishag og Kulde, indtil hun kom og tiggede om hans Kjærlighed. Men da skulde hun ogsaa faa den; da vilde han i fuldt Maal la hende nyde den Salighed det var at komme tilbage til hans Favn.

Constance havde tat Tøjet paa; hun stod i Entrén og kunde ikke bekvemme sig til at lukke paa Døren og sige til Lorck, at hun var færdig til at gaa. Det var jo saa topmaalt dumt at staa der og kvie sig for at kalde paa ham; det var blevet som i Ægteskabets første Tid; hun likte sig ikke sammen med ham. Hun gav sig noget at bestille foran Spejlet, gik saa ind i Soveværelset og satte sig paa Kanten af en Stol. Hun vilde vente, indtil han kom og saa’ efter hende. Men Minutterne gik, og til sidst fik hun den Idé, at han var falden i Søvn. Det maatte hun undersøge. –

Der sad han i samme Stol med Hodet tilbagelænet, Øjnene vidaabne og Hænderne foldet helt oppe paa Brystet. Der var noget stivnet over Ansigtet; Underlæben var stærkt nedtrukket i begge Mundvigerne, og hans Mine var barsk og mørk.

435Constance fôr uvilkaarlig sammen; det slog hende, at han saa’ gammel og slap ud.

Lorck rettede sig op og betragtede Constance med en Blanding af Behag og Vrede. Det sorte, fine Stof i hendes Kjole med de mange Kniplinger og Atlaskessløjfer og det fikse, moderne Snit, klædte hende saa godt. Paa Hodet havde hun en blød, sort Filthat med en lang, broncefarvet Strudsfjær; Overstykket var af tyk, sort Silke med et Brus af Kniplinger om Halsen og nedover Brystet. De lange franske Hansker af Fjærens Farve sad glat og stramt om Fingrene, og i Haanden holdt hun en sort Atlaskes kniplingsbesat Entouscas foret med brungul Silke. Lorck tænkte paa, hvor dejlig hun saa’ ud og sukkede.

«Skal vi saa gaa?» spurgte Constance, staaende i Døren.

«Ja» – svarte han kort og rejste sig.

Om Aftenen da Constance sad i Soveværelset og redte sit Haar foran Spejlet, gik Lorck op og ned inde i sit Modtagelsesværelse med en Cigar, som han mod Sædvane røg stærkt af. Han havde hele Aftenen ikke henvendt et Ord til Constance. Maaltidet havde de spist i Taushed. Naar Constance spurgte om et eller andet eller kom med en Bemærkning, havde han svaret med Enstavelsesord saa trævent som muligt. 436Saa havde Constance rejst sig og var med et kort: «Jeg vil lægge mig,» gaat fra ham.

Denne Ligegyldighed opirrede Lorck. Han spekulerte paa Midler til at kue hende. Hjalp ikke hans Kulde, maatte han finde paa noget andet. Han foresatte sig at forsøge at være hensynsløs. Han vilde gaa sin Vej paa de urimeligste Tider, udebli fra Maaltider, komme hjem midt paa Natten og svare, at det ikke kom hende ved, naar hun spurgte, hvor han havde været, lade, som om hun var ham det ligegyldigste paa Jorden.

Pludselig stod han stille. Nu laa hun maaske allerede og sov i sin Seng, og saa fik han ingen Lejlighed til at vise hende, at han vilde lægge sig uden at sige hende god Nat. Han kastede Cigaren og skyndte sig ind til hende.

Da han kom ind, var Constance færdig med Haaret. En Lyst til at gaa hen og omfavne hende overfaldt ham, men han betvang sig, vendte sig hurtig bort og begyndte at klæde sig af. Der sad hun paa Sengekanten og saa’ saa bedrøvet og mild ud. Han betragtede hende uafbrudt, mens han trak Uhret op. Han kunde ikke længer staa imod. Glemte var Planerne om Tugt og Opdragelse. Inden han vidste af det sad han ved Siden af hende, la sin Arm om hendes Liv og trak hende ind til sig.

437«Constance» – hviskede han – «hvorlænge skal dette vare?»

«Hvad for noget?» – mumlede hun med bortvendt Hode og forsøgte at stemme sine Hænder mod Sengekanten.

«Din Ukjærlighed, denne Fjernhed. Skal vi ikke leve sammen som to Mennesker, der elsker hinanden?»

Hun følte det i denne Stund klarere end nogen Sinde, at hendes Kjærlighed var død, og at hun burde sige ham det helt ud. Men hun manglede Mod. Han havde lagt hendes Hode op til sit Bryst, saa’ at hendes Ansigt var skjult. Havde Lorck kunnet se Udtrykket i hendes Øjne, vilde han maaske ha sluppet hende. Nu tog han hendes viljeløse given sig hen under hans Kjærtegn for noget andet end det var.

Men den næste Morgen da Lorck var borte, laa Constance paa Knæ foran Sengen og græd paa sin Hodepude som i hendes første Ægteskabs tidligste Dage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.