Constance Ring

av Amalie Skram

XXXII.

Der var gaat en Maanedstid. Forholdet mellem Constance og Mejer var ikke traadt ind i nogen ny Fase. Dagen efter Karnevalet, da han var kommen derop, havde hun været forvirret og tilbageholdende og søgt at klare Situationen ved at tale ustanseligt om alt og ingen Ting. Saa var Lorck traadt ind, og da han mod Sædvane saa ud til at ville slaa sig til Ro i Dagligstuen, havde Mejer fortrukket.

Og paa lignende Vis var det gaat ham bestandig siden. En uheldig Stjærne syntes at hvile over hans Besøg. Enten var der nogen, naar han kom, eller Constance var ude, eller Lorck var tilstede. Et hemmeligt Haandtryk, et talende Blik, en Arm om hendes Liv et kort Sekund, stjaalet ved Tilfældets Hjælp, var alt, hvad der var foregaat mellem dem.

469– Mejer gik i en Tilstand af Lidelse og Spænding. Hver Dag var han vis paa, at noget maatte ske, og stadig væk skete der intet. Han ventede et Brev fra hende; hun risikerede jo intet ved at skrive, mens han derimod ikke turde vove det.

Hun maatte jo dog ha noget at sige ham, et Møde at foreslaa, en Aftale at træffe. Nu siden hun havde hvilet i hans Arme og besvaret hans Kys, var der ikke længer nogen Skranke imellem dem. Deres gjensidige Kjærlighed gav dem en uendelig, uklanderlig Ret. Hvorfor talte hun saa ikke. At leve fort uden Klarhed over de ydre Former for et saa intimt Forhold, var utaaleligt. Og saa led han under det, at Constance kunde ta Sagen saa roligt, kunde være snaksom og smilende som ellers, kunde se ud, som om det hele kun flygtigt angik hende. Han befandt sig i en stadig nervøs Ophidselse, fôr i Vejret ved den mindste uventede Lyd, kunde pludselig skifte Farve, tabte Appetitten og havde søvnløse Nætter. –

Det var en af de sidste Dage i April. Mejer var færdig med sine Eftermiddagstimer og stod nu i sin Dagligstue foran Vinduet med Tommelfingrene stukket ind i Vestens Armhuler.

Det bankede paa Døren.

«Kom ind!» raabte han uden at vende sig.

470En ung blond Pige med sort Vaarjakke og graa Filthat, besat med blaa Fløjelspynt, kom frygtsomt over Tærskelen. Hun bøjede Overkroppen en Smule fremover, som naar man skal over en Grøft og er bange for at falde, og saa sig om i Stuen med et hurtigt Blik. Saa lukkede hun Døren med en tryg og glad Mine som efter en overstaaet Fare.

«De kan lægge Vasken ind paa Sengen,» sa Mejer fremdeles uden at vende sig.

Hun holdt Haanden for Munden for at tvinge Latteren tilbage og gik paa Taaspidserne med et Ansigt, hvori hvert Træk sitrede i tilbagetrængt Lystighed hen til Mejer, stak sin Haand under hans Arm, drejede sig med en lynsnar Bevægelse ind til ham og kyssede ham midt paa Munden, idet hun brød ud i en overgiven Latter.

«Hvad for noget! er det dig, Emma? jeg trode, det var Vaskerkonen, som jeg venter paa.» Der var et halvt overrasket, halvt misfornøjet Tonefald i Stemmen.

Hun lo ikke mere. «Kommer jeg ubelejligt?» spurgte hun og saa frygtsomt forskende paa ham.

«Oprigtig talt, – jeg skal ud.»

«Men du har da vel ikke sligt forfærdeligt Hastværk, vel?» hun la bønligt sit Ansigt til hans Kind.

«Jeg trode, du sad ude i disse Dage?»

471«Det gjør jeg ogsaa. Ja, det vil sige, jeg skulde været hos Fru Lorck, men saa tog jeg mig fri for at komme ned til dig. Jeg længtes saa rasende efter dig,» vedblev hun indsmigrende, «det er jo næsten en Uge siden jeg var her. Jeg tar Tøjet af, kan jeg ikke?» Hun la Hodet paapaa] rettet fra: pa skjæve og saa bedende paa ham.

«Jeg har virkelig ikke megen Tid at rutle med,» – han trak op sit Uhr.

«Hvorfor er du ikke glad for jeg kommer? Det er stygt af dig. Et Kys vil du da vel i det mindste gi mig?» Hun omfavnede ham heftigt og kyssede ham utallige Gange.

«Saa, saa, saa –» mumlede han.

Men hun knugede sig stedse inderligere ind til ham; saa slog han Armene om hende og gjengjældte hendes Kjærtegn.

«Tog du Nøglen af Entrédøren?»

Hun holdt den smilende op for ham.

En Timestid senere stod Mejer i Skjorteærmer ved Vinduet og børstede sit Haar og sin Knebelsbart med et Spejl i Haanden. Han betragtede sig omhyggeligt, vendte og drejede Ansigtet, kastede Hodet tilbage og til Siden, undersøgte sine Tænder og gjorde tilsidst en Grimace til sig selv. Derpaa pudsede han sine Negle og aabnede begge Vinduerne. De vendte mod Vest; Eftermiddagssolen stod og stegte ind, og Luften var tung og beklumret. 472Han skar Spidsen af en Cigar og faldt saa pludselig i Tanker ved Vinduet med Blikket paa en Guldregn og nogle Syringtræer, der stod foran Gjenbohuset i en liden Indhegning, mylrende fulde af bristefærdigebristefærdige] rettet fra: bristefærdige Knopper. Han huskede saa tydeligt, hvor bare og nøgne de havde været, da Emma var fulgt op med ham første Gang, nej ikke første, for det havde været sent om Aftenen, men den næste, da hun var kommen ved firetiden.

Kort efter slentrede han opover Pilestrædet. Han vilde til Constance. Nu maatte Lorck være ude i Praksis, og saa skulde han tvinge hende til en ordentlig Samtale.

Der kom en Sporvogn forbi; han tænkte et Øjeblik paa at stige op, men fandt det bedre at gaa for at faa Tid til at ordne sine Tanker og forberede sig paa, hvad han vilde sige. Men det lykkedes ikke; han kom aldrig længer end til, at han stod foran hende og fik fat i hendes Haand. Saa begyndte Hjærtet at banke og Blodet at suse ham for Ørene, og saa gjorde han det hele om igjen. – –

– Lorcks havde lejet et Landsted for Sommeren ude paa Ladegaardsøen. Da Vejret var saa smukt og mildt, havde de tænkt at være udflyttet allerede til første Maj. Constance vilde ta derud lidt i Forvejen for at hænge op Gardiner og undersøge, hvad Ejeren, 473en Grosserer, som laa i Udlandet med Familie, havde efterladt af Møbler og Husgeraad, og for at gi Gartneren Anvisning paa, hvad der skulde gjøres med Haven.

Constance havde brugt Dagen til at ordne de Sager, hun og Hanne Stuepige skulde ha med sig. De havde faat færdigpakket to store Kasser med Dækketøj og Sengelinned; ind imellem havde de stuvet ned en Del Vinflasker, og øverst laa de nystrøgne Gardiner. Nu var hun gaat ind i Soveværelset for at gjøre den lille Haandvadsæk med Rejsetoilettet i Stand. De skulde bli der ude et Par Dage, og de skulde ta afsted med Toget den næste Morgen Klokken 9. Hele Eftermiddagen havde hun tænkt, at Mejer vilde komme, og samtidig med en hemmelig Gysen næsten ønsket det modsatte. Nu, da Tiden var gaat uden at bringe ham, blev hun utaalmodig og kunde ikke begribe, hvorfor han udeblev. Var han kjølnet i sine Følelser for hende? Ak nej! Hun havde følt Elskovens Feber i hvert hans Aandedræt, i hvert eneste Blik siden hin Aften paa Karnevalet. Det var da, at han havde tat hende i Besiddelse. Hun vidste, at hun var hans; det var denne dumme, underlige Frygtagtighed, som havde bestemt hendes Væsen og Adfærd i Mellemtiden. Denne Skræk for at være en utro Hustru, som sad hende saa fast i Blodet … Ægteskabsbrud … 474Hor. – Uf, hvad vilde hun dog ta slige stygge Ord i sin Mund for! Der var andre Betegnelser, som passede paa dette. «En Kvinde tilhører kun den Mand, hun elsker,» stod der hos Fru Gyllembourg. Og selv om … Sæt nu, at Lorck var bleven forelsket i en anden, som var villig. Vilde han kanske ha betænkt sig? Ikke et Sekund heller, – ikke han, ikke nogen af alle de Ægtemænd, hun kjendte. Hvorfor skulde da en Kvinde ha alle disse Skrupler? Lige for lige, det var Livets eneste gyldige Princip. –

Men der var ogsaa noget andet, som hagede sig fast i hende. I disse Uger siden Karnevalet havde Lorck været saa besynderlig rørende. Da han om Morgenen efter Ballet havde bedt hende glemme hans hæslige Udbrud i Vognen om Aftenen, havde han set saa hjærtebedrøvet ud. Da hun svarte, at hun slet ikke tænkte paa det mere, tog han hendes Hode mellem sine Hænder, kyssede hende paa Haaret og sa: «Constance, min egen Constance, vogt dig for at gjøre dig selv Skade.» Hans Stemme havde havt en Klang, som hun havde saa vanskelig for at faa ud af sit Øre. Og siden mange Gange havde han siddet og betragtet hende med et Blik, som det gik hende til Hjærtet at mindes. Det var saa ømt, saa smærteligt, saa taalmodigt. Naar hun mødte 475hans Øjne i saadanne Øjeblikke, stak det i hende, og hun syntes, hun følte Anger.

Men hvad kunde det nytte at angre. Hun kunde jo ikke gjøre for, at hendes Kjærlighed var blet borte for hende. Det, som var sket, maatte saa være, og det, hun havde gjort, kunde hun ikke ladt være, ikke for sit Livs Frelses Skyld. Hvorledes havde hun ikke stridt imod, hvor langsomt var det ikke gaat. Hun havde først git efter, da noget, hun ikke kunde raa med, havde tat Magten fra hende. Saa var det jo meningsløst at gruble og sørge.

Hanne Stuepige stak Hodet ind ad Døren.

«Hr. Mejer er her og spør efter Fruen.»

«Jeg kommer straks,» svarte Constance og vendte sig rask bort, for at Pigen ikke skulde se hendes Rødme. Hun lukkede Øjnene, la Hodet tilbage og aandede dybt op. Saa laasede hun Vadsækken med skjælvende Fingre, rettede paa Haaret med et aandsfraværende Blik og gik ind til ham.

Mejer stod med Ryggen til Døren og syntes fordybet i et Lithografi paa Væggen. Han vendte sig hurtig om og gik imod hende med fremstrakte Hænder. Det slog Constance, at han saa lidende ud. Øjnene havde denne grødede Glans, som er Tegn paa aandelig Overanstrængelse eller lang Lidelse, Læberne var tørre, og Hodet saa hedt ud.

476«Har du det ikke godt?» spurgte hun deltagende og saa ømt paa ham.

Han tog hende om begge Haandled. «Borte fra dig har jeg det aldrig godt,» svarte han sagte og drog hende til sig.

Hans Blik var saa underlig sammensat, bønligt, kjærligt, hjælpeløst og tillidsfuldt paa en og samme Gang. Hun fik Lyst til at kjæle for ham som for et ganske lidet Barn.

Han havde tænkt at gjøre hende Bebrejdelser, at affordre hende en Forklaring, men ii] rettet fra: i i det samme Nu hun stod saa mild og god foran ham, var hans Hensigt glemt.

«Hvor dejligt, at jeg traf dig, og at du er alene,» hviskede han. «Lad os sætte os.»

Han trak hende blidt ned paa Sofaen og la Armen om hendes Liv. En stille Henrykkelse paakom Constance. Hendes Hode gled hen paa hans Skulder. Han greb om hende med den anden Arm og fik hende drejet om, saa at hun laa tæt ind til ham og vendte Ansigtet op imod ham. Saa bøjede han sig ned over hende og kyssede hende.

Da han gik fra hende, havde de aftalt, at han skulde besøge hende paa Landstedet næste Aften, hvor de vilde være alene og uforstyrrede. Svimmel af Lykke kom Mejer hjem.

Den følgende Dag var det straalende Solskin med en mild, sydlig Bris. Alle Vand- og Sølepytter, som der om Natten havde været 477Rimfrost paa, var optøet i Solvarmen, og overalt, hvor der var en Smule Helding rislede smaa og store, synlige og usynlige Kildevæld afsted.

Formiddagen var gaat, og ude paa Løkken var Constance og Pigen ikke bleven færdig med at hænge Gardiner op i de tre Værelser, som vendte mod Haven. Hanne Stuepige havde aldrig set Fruen saa glemsom og tutlet. Fire Gange havde de sprættet Gardinerne fra Gallerierne, fordi Mønstret vendte op ned, eller Vrangen var kommen ud. Lange Stunder gik med til at søge efter alt, hvad de skulde bruge, for naar Fruen blot et Øjeblik havde havt en Gjenstand mellem Hænderne, var den forlagt paa de forkjerteste Steder. Det gik heller ikke med at bringe Møblerne i Orden, for det, der skulde være i Spisestuen, blev af Fruen beordret sat i Havestuen og omvendt, og saa vandt Hanne Stuepige og Hjælpekonen ikke mere end at gaa og gjøre al Ting om igjen. Tilsidst syntes Pigen, at de bare gik i Vejen og saa sendte hun Konen ned for at feje i Kjælderen og satte sig selv ude i Kjøkkenet og syede paa sin Kjole, der var revnet i Sømmen.

Gartneren kom og sa, at han ikke vidste, hvad han skulde ta sig til i Haven. Naar han spurgte Fruen om, hvor Zwiblerne skulde sættes, svarte hun, at hun kom straks, og saa 478kom hun alligevel ikke, og saadan var det gaat hele Dagen. Hanne bød ham en Kop Kaffe og noget Smørrebrød, som han nød, siddende paa Kjøkkenbordet.

«Ja Gud véd, hvad der gaar af Fruen i Dag,» mumlede Hanne, idet hun puttede et Stykke Sukker i Munden og hældte den rygende Kaffe paa Underkoppen.

Gartneren svarte ikke noget til dette. Han stoppede sin Snadde, tændte den borte ved Komfuren og saa paa sit Uhr.

«Jeg gaar likegodt hen til Konsulens og planter Aurikler,» sa han. «Spør Fruen efter mig, saa er jeg ikke længer afvejen, end at De kan raabe over til mig.»

Han slog sin rundpullede Filthat, der var fuld af Jordflækker, mod Knæet, for at faa af den løse Muld, satte den paa og gik med Tak for Kaffe og et Nik til Farvel.

Constance var gaat oven paa. I et Kammer med skraat Panel ved Siden af det store Soveværelse, der havde Altan til Haven, sad hun paa en Kasse foroverbøjet med Albuerne paa Knæerne og Hænderne for Ansigtet. Hun havde tilbragt en næsten søvnløs Nat og var staat tidlig op. Med feberagtig Hast jagede hun efter at komme afsted og havde været paa Stationen et Kvarter for tidlig, Tanken om Stævnemødet havde ganske behersket hende. Hun havde været et Offer for de mest modstridende 479Stemninger og havde lidt af en nagende Ængstelighed og et Tryk for Brystet, der af og til blev saa stærkt, at hun maatte anke sig højt. Og alt imellem steg det hende til Hodet som en Beruselse, at hun i Aften skulde ha hans Arme om sit Liv, hans Læber paa sin Mund; men hver Gang var der kommet en Gysen over hende og hun syntes, hun havde sét en Afgrund for sin Fod.

Nu sad hun deroppe i Kammeret, og efterhvert som Timerne gik, forandredes hendes Uro til Angst, der steg for hvert Minut. Hvordan vilde hun være til Sinds i Morgen tidlig? Og naar hun traf Lorck, og han ingen Ting anede, men troede hende saa vel, og længtedes efter et kjærligt Ord, et frivilligt Kjærtegn. Hun kneb Øjnene sammen og vendte Hodet til Siden. Det var dog en oprørende Uret mod ham, han, som havde elsket hende saa uforanderlig trofast hele Tiden, siden hun blev hans Hustru, som, det var hun sikker paa, ikke i sine inderste Tanker havde været hende utro. Bare hun turde tro, at han havde sveget hende, men det var der ingen Skygge af Rimelighed for. Dog hun elskede ham ikke, det kunde hun jo ikke gjøre for, hendes Kjærlighed tilhørte en anden. Ja var hun nu saa vis paa, at hun elskede Mejer? Elskede ham saa grænseløst, at der ingen Muligheds Raad var for at la være, hvad 480hun nu stod i Begreb med at gjøre? Hun maatte tilstaa, at hun kunde la være. Hun turde ikke paastaa for sig selv, at hun vilde dø af at la ham fare, og det var da, hvad der maatte til, hvis hun for sig selv skulde kunne forsvare, at hun gav sig hen til ham … Hvis Lorck havde anet, hvad hun havde fore, vilde han være kommen for at myrde hende … Den blodige Tort, hun beredte ham … Men nu var det for sent at træde tilbage, og desuden – –. Hun havde jo allerede saa grundig forraadt ham i sit Hjærte – dette mere eller mindre gjorde hverken fra eller til.

Nu var Klokken tre; Klokken ti vilde Mejer være der; de havde aftalt, at han skulde gaa bagenom Løkken hen til Skovvejen, hvor hun skulde møde ham. Saa kunde de gaa ind gjennem Verandadøren, naar Lyset var slukket i Kjøkkenet.

«I Aften, i Aften –» gjentog hun saa længe, til hun blev bange for Lyden af sin egen Stemme. Hun for op og gik frem og tilbage; men der var saa kort Stykke Vej at gaa paa, at hun blev svimmel af de idelige Vendinger; saa satte hun sig ned igjen paa Kassen, trak sit Uhr frem og gav sig til at tælle paa Skiven. Hun følte sig som et fortabt Menneske, og der paakom hende med ét en rasende Drift til at 481bryde ud, flygte, løbe, pile afsted som et forfulgt Vilddyr. Men hun vred sine Hænder og jamrede: «For sent, umuligt – hvor hen –» Pludselig slog hun den flade Haand mod sin Pande. «Hvorfor umuligt?» sa hun til sig selv. Og som det dæmrende Skjær af det første Daggry paa en kulsort Himmel, saaledes glimtede det frem i hendes Forestilling, at hun endnu kunde redde sig. Hun tog sig med begge Hænder om Hodet, bøjede Overkroppen fremover som en, der stirrer og lytter, og saa talte hun med sig selv, hviskende afbrudt, med en Lyd i Stemmen som hos et Barn, der efter overstaat Straf ber godt for sig og lover sin Mor at være snil Pige. Saa rettede hun sig op med et Ryk, kastede Hat og Kaabe paa og løb ned over Trapperne.

I Døren mødte hun Hanne, der spurgte, om Fruen skulde med Toget.

«Ja,» svarte hun skyndsomst. «Jeg tar ind igjen. De faar ordne, hvad De selv kan finde paa.»

«Og ligge her alene i Nat? Det tør jeg ikke, Frue.»

«Saa rejs ind, naar De er færdig – det maa De gjerne.»

«Ja, for her farer saa mange Slags Fanter omkring – –. Men vil Fruen ikke ha noget 482at spise, eller drikke Kaffe i det mindste? – Der er et helt Kvarter til Toget kommer,»

«Jo giv mig lidt, men hurtig, lad mig faa det her.» Constance fulgte efter Pigen ind i Kjøkkenet. Hun følte sig pludselig sulten og nød staaende, hvad Hanne tog frem af Madkurven og satte for hende. Til sidst drak hun et stort Glas Rødvin. Saa hørte hun Toget pibe, sprang afsted og satte sig ind i Kupeen.

Hun vilde tale med Lorck, Klokken fem var hans Modtagelsestid forbi; naar hun tog en Droske, vilde hun være der, inden han gik i Praksis. Hun vilde fortælle ham alt; saa vilde hun styrte sig om hans Hals, sige ham, at nu var Tiden kommen, da det var hende, som længtedes tilbage til ham, at hun vilde prøve paa at komme ham saa nær som i den første lykkelige Tid, be ham glemme og tilgi, hvis han kunde, al den Fortræd, hun havde gjort ham, lægge sit Hode til hans Bryst og sige ham, at der var hendes rette, hendes eneste Hvilested. Hun blev saa rørt over det Billede, hun manede frem, at Øjnene uafladelig løb over af Taarer; og hun følte sig saa glad og let om Hjærtet. Freden drog ind i hendes pinte Sind.

Klokken halv fem var hun i Kristiania, og ti Minutter før fem steg hun op ad Trapperne i sit Hjem. Hun lukkede selv op og 483gik uden at støde paa nogen ind i Soveværelset. Her kastede hun Overtøjet paa Sengen, vaskede sine Hænder og listede forsigtig som en Tyv ud af Stuen. Mellem Soveværelset og Lorcks Studereværelse var der en nogle Skridt bred Mellemgang. Oprindelig havde dette Værelse ikke været i Forbindelse med Gangen, men Lorck havde ladet anbringe en Tapetdør for at slippe at gaa Omvejen gjennem Spisestuen til sine Værelser. Modtagelsesværelset laa mellem Studereværelset og Venteværelset, der saa atter stødte til Spisestuen.

Constance gik hen til Tapetdøren; Nøglen sad i paa Ydersiden; Lorck var gaat derigjennem Klokken fire. Snart vilde han være færdig, og saa kom han denne Vej til Soveværelset for at gjøre en Smule Toilette, inden han gik ud. Hun vilde sidde i Studereværelset, naar han kom. Saa overrasket som han vilde bli, og glad! Hun hørte det Tonefald, hvormed han vilde sige: «Men Constance, er du alt kommen tilbage?» Med bankende Hjærte skjøv hun Døren op – den gav ingen Lyd – og traadte sagte ind. Døren til Modtagelsesværelset stod paa Klem. Hun hørte, der var nogen hos ham; det maatte være den sidste for i Dag.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.