XVIII.

Saa var de da begyndt paa nyt igjen. – Alt var kommet i den gamle Gjænge udadtil, og Ring var til Mode som et Menneske, der har kjæmpet mod Skjæbnen og til sidst har vundet Bugt med den.

Men han følte sig alligevel ikke lykkelig. Constances haanlige Væsen og isnende Kulde pinte og ærgrede ham vekselvis. – Han havde haabet, at det vilde gi sig, at hun til sidst vilde la sig smelte og vise ham en Smule Imødekommen, af og til i det mindste. Men al hans Kjærlighed og Overbærenhed var ganske og aldeles spildt.

Hvis hun bare vilde været som i Ægteskabets første Aar! Den Gang havde han været misfornøjet og følt sig forurettet; nu vilde han med Tak og Haandkys tat imod hende, som hun den Gang var.

Lidt efter lidt undergik hans Adfærd en Forandring. Han blev brutal og opfarende. 276Dette stædige Fruentimmer, som aldrig blev færdig med at hævne sig, kunde jo bringe en Engel til at tabe Taalmodigheden.

Der kom hæslige Scener imellem dem, Scener, i hvilke Constance slængte ham sin Foragt og Afsky lige i Ansigtet og i hæftige Ord fordrede, at han skulde vise hende Høflighed, i alt Fald naar Trediemand var til Stede. Han svarte med Haan, at hans Opførsel var altfor god for hende, hun, som dengang havde talt, som hun kunde været en – nok sagt – – at han var, som han vilde være, eller andet lignende.

I rolige Stunder sa Constance sig selv, at naar hun tænkte sig om, var det jo ikke saa underligt, at han vovede at by hende dette. – Han havde tabt Respekten for hende, netop fordi hun havde givet efter; det var det, som var sket.

– – Men Aarene gik, og Tiden har som oftest en udjævnende Indflydelse. Ring kom efterhaanden over den fikse Idé, at han absolut vilde ha en forelsket Kone, og blev som Følge deraf lettere at omgaas. Hans egne Følelser var jo ogsaa en Del afkjølede, derfor var han ikke mer saa færdig til at yppe Klammeri over Constances afvisende Væsen. Constance paa sin Side havde slaat sig til Ro og fandt sig bedre til Rette med Livet. Hun sad ikke længer og grublede over det, der nu en Gang 277ikke var anderledes. Hun havde sagt sig selv, at saadan og saadan forholdt det sig, og derefter tat sit Parti. Hun var træt af disse Skjærmydsler; de frugtede jo ikke andet end at gjøre Tilværelsen hæsligere, end det strængt tat var nødvendigt. Hun vilde ha Fred for enhver Pris og blev passiv og føjelig lige over for hans Kjærtegn. Det var dog bedre at ha en Mand, som var i godt Humør den Stund de var sammen om Dagene, end en, der gik og var ubehagelig og fuld af en Slags Hævngjerrighed, som især slog ud i fremmedes Nærværelse. Ring glædede sig over Forandringen og lykønskede sig selv med den gode Inflydelse han dog til syvende og sidst havde havt paa sin Kone. At det, han kaldte sin huslige Lykke, var vokset op paa den Grav, under hvilken hendes Hjærtes Foraar var gjemt, vidste han intet om. Det laa ikke for ham at forstaa sig paa sligt.

Undertiden kunde der jo rigtignok komme et lidet Optrin, en kort Ordveksel, fulgt af et fiendtligt Blik, der gaves og sendtes tilbage med slagfærdig Raskhed. Sligt kom dog stedse sjældnere fore. Constance ærgrede og skammede sig bag efter; hun kunde jo lige godt gi sig til at kjækle, ja f. Eks. med Postbudet.

At gaa hver sin Vej og udveksle, hvad de havde at sige hinanden, i høflig Fredsommelighed 278– det var blevet hende Idealet for en ægteskabelig Tilværelse. Og i det hele tat gik Livet glat og rolig imellem dem. De var optat hver paa sin Vis, og lod være at blande sig i hinandens Anliggender. Ring havde sine Forretninger og sin Kutter, sine Herremiddager og Selterskognaker. Saa indlod han sig ogsaa undertiden paa smaa pikante Æventyr med en eller anden Tivolisangerinde. Og saa var han i den senere Tid bleven saa fuld af alle Slags Indfald, som det morede ham at realisere. Et af hans sidste havde været at anskaffe sig et Fotografiapparat, som han en Tid lang var lidenskabelig hengiven til at eksperimentere med. Han fotograferte Dagligstuen med Constance i om og om igjen, indtil hun tabte Taalmodigheden og nægtede at sidde. Saa vinkede han Venner og bekjendte op fra Gaden, eller han fotograferte Kjøkkenet og Tjenestepigen. Da han endelig havde raset fra sig, var det en Lettelse for flere af hans Medmennesker.

Constance paa sin Side syslede med alt det, der er opfundet for at faa de velstillede Lediggjængerskers Tid til at gaa. Hun læste Romaner, hæklede point-laces og broderte paa Klæde med ægte Guldtraad. Hun stod Tableau i Bazarer og lærte at ride, havde Abonnement i Theatret og gik paa Baller og i Selskaber. Og saa havde hun sine Herrevenskaber at pleje, 279som for Resten aldrig gjorde hende andet end Vrøvleri og Lejelse. For det gik naturligvis bestandig saa, at de forelskede sig i hende, og til sidst gjorde hende en Erklæring, eller i al Fald saa tydelig la sine Følelser for Dagen, at det blev plagsomt at omgaas dem. Men det brød hun sig ikke længer om; hvad kom det hende ved, at de gjorde sig Indbildninger, disse dumme Fyre, som hun snakkede med for at fordrive en ledig Time, og som hun glemte, i det samme hun vendte dem Ryggen. Hun kunde bruge dem, det var hende Hovedsagen, for de hjalp hende til at faa Bugt med en Kjedsomhed, der altid laa paa Lur efter hende.

Hun levede i denne Tid i en stadig Hvirvel af Adspredelser. Det Ringske Hus var mere gjæstfrit og selskabeligt end nogensinde før. Og Constance saa’ straalende ud i sin fuldmodne, livskraftige Skjønhed. Man talte en hel Del om hende; hun gik for at være en meget farlig og meget koket Dame.

Ude i Selskab stødte Constance undertiden paa Lorck. Han havde for længe siden taget sidste Del af sin Eksamen med Udmærkelse og praktiserte nu som Læge i Byen, i hvilken Stilling han nød adskillig Anseelse; man nævnte ham almindelig som en af de dygtigste blandt de yngre Læger.

280Han gjorde aldrig nogen Mine til at nærme sig Constance, men et Par Gange havde det hændt, at hun havde mærket hans Blik hvile paa sig fra Afstand, naar hun sad i munter Snak med en af sine Tilbedere. Hun havde set noget fiendtligt, halvt spottende og halvt smerteligt i hans Øjne, der ramte hende som en Dom eller Dadel. En Gang, da hun havde spurgt ham, hvorfor han aldrig mere kom hjem til dem, havde han set paa hende med noget opblussende vredt i Blikket uden at svare, og da hun gjentog Spørgsmaalet, sa han med lav Stemme: «Jeg ønsker ikke at være Øjenvidne til hvad der der gaar for sig,» hvorpaa han vendte sig og gik fra hende. Constance blev opbragt over hans Dristighed og samtidig opfyldt af en sviende Smerte. Hun havde et Øjeblik Lyst til at gi sin Stemning Luft i Skrig eller Graad, men saa slog det om til en støjende Munterhed, fuld af kaade Indfald og voldsomme Latterudbrud. Ved Aftensbordet, da Talen faldt paa Mejer, som fremdeles laa i Udlandet med Stipendium, greb hun Lejligheden til at udtale sig i begejstrede Udtryk om, hvor godt han saa’ ud og hvor bedaarende han var, og endte med at be Lorck endelig hilse ham, hvis han skrev, og sige, at han var det sødeste paa Jorden, hvortil Lorck svarte, at den Kommission saa’ han helst, hun betroede i andre Hænder.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.