Constance Ring

av Amalie Skram

X.

Et Par Maaneder efter denne Begivenhed fulgtes Ring og Hansen opover Karl Johansgade. De kom fra sine Kontorer og skulde hjem til Middag. Da de havde passeret Universitetet, drejede Hansen tilhøjre.

«Jeg kan ligegodt gaa den Vej,» sa Ring og slog Følge; han plejede ellers at gaa igjennem Slotsparken.

«Du, det er sandt,» sa Hansen med et pludseligt Hop i sin Tankegang – «Du maa jagu se at faa Jenten paa Dør – ja, for nu kan altsaa enhver se det.»

«Nej, Fanden vel?» sa Ring opskræmt, og gav sig pludselig til at bide paa sin højre Pegefingernegl.

«Vil du vide, hvad Marie sa, da vi gik fra jer forleden?»

«Nu? Saa kom da med det, Mand.»

172«La du Mærke til, hvordan Alette saa ud? sa hun med det samme, vi altsaa var kommen udenfor Gadedøren.»

«Naa, men du lod vel som ingenting –» spurgte Ring febrilsk.

«Naturligvis – jeg forsikrede, at hun tog fejl; men hun bare lo og paastod, at jeg altsaa maatte være komplet blind.»

Fordømt!» sa Ring, og plirede med Øjnene, som en Mand, der har et Snedrev i Ansigtet.

«Ja, og saa vilde hun sige til Constance,» fortsatte Hansen, «at hun ikke paa nogen Maade maatte ha hende gaaende i Huset.»

«Saa til Helvede,» mumlede Ring, «det maa du forhindre, Hansen.»

«Det kan jeg jo ikke uden at røbe altsaa, – at –»

«Havde hun Mistanke?»

«Ikke Tale om det! Det er for Resten mærkeligt, tænke sig til, at der véd hun altsaa – og alligevel. Ja – vore Koner er dog utrolig umistænksomme. – Det kommer vel af, at de er saa meget bedre end vi –»

Ring var atter begyndt at bide sine Negle; han grublede over, hvilken Fremgangsmaade der var den retteste og spurgte sig selv, om Constance vilde være ligesaa langt fra at ane Sandheden som Marie.

173«Du maa Død og Pine være forsigtig, Rikard, saa din Kone ikke faar Snøv i det,» sa han med Eftertryk paa hvert Ord.

Hansen slog ud med Haanden. «f du, det er en lej Historie – Pokker saa kjedelig – og altsaa, ja, det gjør mig ondt for din Kone. – Drive paa sligt i sit eget Hjem – det er noget Svineri, du – –»

«Naar Ulykken en Gang er sket,» sa Ring med et Skuldertræk, «er der Skam liden Nytte i at holde moralske Foredrag bagefter. Og desuden – det er let for dig at snakke … Men med en Kone som Constance –»

«– Du var da ogsaa et ubegribeligt Fæ, som ikke fik hende væk med det samme altsaa.»

«Bæstialsk,» sa Ring og rystede modfaldent sit Hode. «Men hvem kunde nu ogsaa tænkt. … Hun sa det jo først bagefter – –»

«Ja, som sagt, det med Pengene altsaa skal jeg nok greje for dig, naar saavidt kommer.» Hansen stod stille udenfor Huset, hvor han bode.

Ring ventede en halv Time over den sædvanlige Tid, da han om Eftermiddagen havde drukket Kaffe, i Haab om, at Constance skulde gaa ud, men han havde ikke Lykken med sig. Mod Sædvane holdt hun ikke Skumring men tændte straks Lampen, da det blev for mørkt 174til at læse; det syntes at være en fængslende Bog.

Ring sad inde hos sig selv, og røg den ene Cigar efter den anden; gjennem Aabningen i Portièren iagttog han Constance, og det slog ham, at hendes Kinder var bleven saa smale og hvide.

Stakker, det havde tat paa hende dette, men med Guds Hjælp vilde hun nok forvinde det. – Bare dette med Alette gik i Orden.

Constance havde været saa mild og stilfærdig siden dette kom paa, – Ring blev blød ved Tanken; kanske var det gaat op for hende, at hun selv ikke var uden Skyld. – Men sligt skulde aldrig hænde mere, han skulde være hende saa tro, saa tro som Guld – det var jo hende, han elskede –. Hvad brød han sig om disse Tøser, som han for et godt Ord eller en Klat Sølv kunde komme i Forbindelse med – – Aa, den som havde Jenten vel paa Dør! – Tænk, om det kom op! – – Han brast i Sved ved den blotte Forestilling, og saa bad han til Gud, at han i sin Naade skulde afvende det værste og hjælpe ham til at skaane sin stakkels Hustru – det var jo hende, han tænkte paa; af Omsorg for hende var det ogsaa, at han havde skjult Sandheden, da hun spurgte ham ud; det vidste den alvidende, som – det var han sikker paa – ogsaa havde tilgivet ham. – 175Naar han nu bare kunde komme sig til at stole rigtig trygt paa hans Hjælp og Bistand.

Nej, nu gik det ikke an at bie længere. Idag fik han ikke talt med hende, men i Morgen tidlig inden han gik paa Kontoret, vilde han se til at gribe Lejligheden.

«Skal Du ikke ud i Eftermiddag, Constance?» spurgte han, da han gik gjennem Dagligstuen.

«Nej,» sa hun uden at se op.

«For saa kunde vi slaat Følge –.» Der foresvævede ham noget om, at han i saa Fald kunde gaa tilbage, naar han skiltes fra hende.

Constance rystede paa Hodet.

«Ja ja, Farvel da, Vennen min,» han strøg hende ømt over Haaret. «Nu faar jeg min Sandten skynde mig.»

Ude i Entrén gløttede han paa Kjøkkendøren; han vilde gjøre Tegn til Alette, at hun skulde gaa ned Bagtrappen, men der var tomt, og han vovede ikke at kalde. Saa maatte han da gaa med uforrettet Sag.

Constance la Bogen fra sig og lænede sig tilbage i Sofaen. Hun tænkte paa sin Mand. Hvad der var hændet, havde dog vistnok gjort Indtryk paa ham; der var kommet noget alvorligt, næsten sørgmodigt over ham, som klædte ham; han drak heller ikke saa meget i den senere Tid, – der var jo Aftener, hvor han af sig selv forlangte Te.

176Naar han var slig, kunde hun nok maaske med Tiden komme til at holde af ham; han var jo hendes Mand og havde som saadan en Slags Ret til hendes Kjærlighed – –

Og hun havde dog vistnok mere Godhed for ham, end hun selv havde vidst af, for hvorfor skulde det ellers gjort hende saa ondt, det med Alette, ja, for det var ikke bare Vrede, hun havde følt. Kanske var det sandt dette, at hun kunde faa et bedre Menneske ud af ham, hvis hun ret for Alvor søgte at vise ham lidt Kjærlighed – det saa da virkelig ud til det – –. Naar han kom hjem i Aften, vilde hun tale med ham og la ham mærke sin Stemning. Det bedste i Livet var dog vel, naar alt kom til alt, at være noget godt for en anden, – og en fik desuden være nøjsom, lære at slaa af paa sine Fordringer til Lykken.

Hun blev afbrudt i sine Betragtninger ved at det ringede, og straks efter traadte Marie ind.

Det var ikke Meningen at bli, sa hun, men hun vilde sidde en Stund, og tog derfor Tøjet af.

«Saa skal vi ha en Kop Eftermiddagste,» sa Constance og gik ud for at gi Alette Besked.

De begyndte at tale om dit og dat, men det gik ofte istaa imellem dem.

177Alette kom ind og satte Tebrættet med Tilbehør paa et af Smaabordene, som Constance havde stillet hen for Øjemedet. Marie mønstrede Pigen fra Top til Taa. Alette blev blodrød, og i sin Forvirring snublede hun mod en Skammel, saa at hun holdt paa at falde. Marie fulgte hende ubarmhjærtig med Øjnene lige til Døren, som hun formelig krøb sig igjennem.

Constance havde ikke set paa hende; det gjorde hun aldrig siden hin Aften: kun de allernødvendigste Ord havde hun værdiget hende.

Da hun hørte hende tørne mod Skammelen, saa’ hun et Sekund i den Retning og opfangede et Glimt af Minespillet i Maries Ansigt; hun blev ubehagelig berørt deraf; det var dog ufint at la Pigen mærke, at hun var Medvider i denne modbydelige Hemmelighed – det kunde Marie gjærne lat være med, for hendes Skyld idetmindste.

«At den Tøs ikke skammer sig,» sa pludselig Marie, mens hun rørte om med Teskeen i Koppen.

«Nu har hun jo ikke saa længe igjen,» bemærkede Constance ligegyldig.

«Men du tænker da vel ikke paa at beholde hende Tiden ud, Constance, det gaar jo ikke an at la hende vise sig for Folk, og det maa jo være ækelt for dig ogsaa.»

178«La hende vise sig – hvad er det, du sidder og snakker om?» Constance saa’ forundret paa Marie.

«Men ser du da ikke, hvordan det er fat med hende?»

«Fat med hende –» gjentog Constance mekanisk.

«Ja, du gode Gud, Constance, hun er jo rent ud sagt, højst frugtsommelig.»

Constance slog Hænderne sammen.

«Men hvor har du da dine Øjne henne, Constance?»

«Aa, men tar du ikke fejl, Marie –?»

«Men saa se da paa hende!» raabte Marie. – «Saa langt som hun er fremme –. Det mindste Barn maa jo kunne opdage det –»

«Nej, at den Alette! – Uf, det er da en væmmelig Historie,» sa Constance med et Udtryk af Afsky i sine Miner.

«Med hende overrasker det mig nu slet ikke,» mente Marie, «det hænder jo med dem, en mindst skulde tro det om – hun har naturligvis en Kjæreste?»

«Det véd jeg ikke,» sa Constance.

«Har hun ikke havt en Fyr gaaende paa Dørene? Det har de jo alle, – men saa er det jo altid en Bror, som skal til Amerika, forstaar sig – og som kommer for at ta Afsked. – Nej, Pigerne nu for Tiden!»

«Uf, hvad skal jeg dog gjøre?» sa Constance 179raadvild – «det er saa lejt at sige det til hende.»

«Sig ingenting, bare betyd hende, at hun har at pakke sammen straks. – Du kan tro, hun gaar nok uden at komme med Spørsmaal.»

Constance saa’ modfaldent hen for sig.

«Jeg skal skaffe dig en anden i Mellemtiden – jeg véd en udmærket Pige, som er ledig, og som du kan faa med en Dags Varsel,» vedblev Marie opmuntrende.

«Ja, tak, det var jo godt men –»

«Du betænker dig vel ikke. – Hør, Constance – af Anstændighedshensyn, om ikke for andet – tænk, naar her er Fremmede, og Herrer, – det er jo til at synke i Jorden af Undseelse over –»

«Ja, du har Ret,» sa Constance, «men, uh, hvor jeg kvier mig –»

– Da Fru Marie var gaat, gik Constance frem og tilbage med en halvt spændt, halvt forlegen Mine. Hun var ganske nervøs ved, hvad der forestod, for hun vilde ha det fra sig med det samme; skulde det til, saa vilde hun i alt Fald ikke sove paa det. Og Ring, hvad monstro han vilde sige? Saa pinligt som det vilde være at se ham sidde der og skamme sig, naar han nu hørte, hvorledes hun var. Men paa den anden Side havde han godt af det ogsaa.

180Hun gik hen og ringede. Alette kom ind og spurgte, hvad Fruen ønskede.

Constance betragtede hende opmærksomt og var straks paa det rene med, at Marie havde Ret. Det var dog besynderligt, at hun ikke havde set det før.

Alette mærkede, at noget usædvanligt forestod; der havde liksom hængt noget ondt over hende de sidste Par Dage.

Hun forsøgte at se kjæphøj og ligegyldig ud, og mødte Constances Blik med en trodsig, halvt fræk Mine; men det varede kun nogle faa Sekunder, saa fôr Øjnene usikkert famlende nedover Constances Kjole, flyttede sig hen paa nogle Stoleben, ned paa Tæppet, op igjen et Stykke langs Bordbenene, men kom hurtig nedover igjen; tilsidst, saa’ hun ret ned for sig.

«Jeg har ringet paa Dem for at sige Dem, at De maa flytte herfra i Morgen,» sa Constance stakaandet.

«Ja, jeg har ventet paa det,» svarte Alette med dump Stemme, og Hodet sank helt ned paa Brystet. «Det var det, jeg straks sa, at det var bedst, jeg gik med det samme.»

Constance hørte ikke, hvad hun sa, og gad ikke spørge om det.

«Ja, for De forstaar, at her kan De ikke bli – slig som De har stelt Dem,» vedblev Constance.

181Et pludseligt Skrig skar gjennem Stilheden i Stuen, og i næste Nu laa Alette for hendes Fødder og hulkede saaledes, som Constance aldrig havde hørt det i sine Dage. Hun vidste ikke, hvad hun skulde sige eller gjøre og var ikke langt fra selv at briste i Graad.

«Naade, Naade,» kom det omsider dernede fra. Ordene persede sig med Møje ud fra den sammensnørte Strube. Med begge Hænder havde hun grebet fat i en Flig af Constances Kjole; en Strøm af Taarer styrtede nedover hendes Ansigt; hun laa omtrent næsegrus, og gjennem Ryg og Skuldre gik der heftige Rykninger, som fik hun Stød af et elektrisk Apparat.

«Jeg har grædt saa meget –,» vedblev hun, stadig afbrudt af den voldsomme Graad, «aa, om Nætterne, jeg tænkte tidt paa at forkorte mig – ja, det gjore jeg – det gjore jeg, – det var for Deres Skyld, Frue, – for en slik som jeg er liksom skapt til at komme i Uløkke. – Og jeg sa det til ham, da han fristede mig, – ja, det véd den evige Gud, jeg gjore, – tænk paa Deres Kone – sa jeg.» Her glap Stemmen ganske og blev til en krampagtig Hikke. «– Men han vilde ha sin Vilje –. Naade, siger jeg, – Naade! – Aa, Gud hjælpe mig, Gud trøste og hjælpe mig –» hun krøb nærmere til Constance og vilde kysse hendes Fod.

182Som et Lys, der i tyk Taage skimtes fra det fjærne, og lidt efter lidt blir større og klarere, eftersom man nærmer sig, saaledes gik Sandheden op for Constance. Hun krummede sig sammen og bøjede sig helt nedover den sammenrullede Skikkelse, med Arm og Haand hævet som til Slag. Der var et Øjeblik, hvor hun kunde traadt denne Skabning ihjel under sin Støvlehæl, men i næste Nu gik det gjennem hende, hvor elendig og fornedret dette Medmenneske var, som hun laa der færdig til at sønderbrydes af sin stormflodsagtige Hulken, og hun fyldtes af en smertelig Medlidenhed.

«Rejs Dem op,» sa hun rolig, næsten mildt, «der er ingen Hjælp i at ligge her.»

Langsomt og med Møje kom hun sig paa Benene; hun slog Forklædet over Hodet, og tumlede mod Døren.

«Véd han – jeg mener Ring – om, – om, at De er i en saadan Forfatning?» spurgte Constance.

«Ja,» hviskede Alette.

«Og han vedkjender sig, at det er hans Barn?»

«Ja, aa ja,» sa Alette, og slog ud med Haanden.

«Har han fortsat Forholdet siden den Aften, De husker nok?»

Pigens Svar var saa lavt, at Constance maatte spørge om igjen.

183«Jeg har forsøgt at staa imod,» hviskede hun.

«Godt,» sa Constance, «gaa nu.»

Hun famlede efter Dørgrebet og sneg sig sagte ud.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.