Constance Ring

av Amalie Skram

XXIV.

Imidlertid sad Lorck og Constance nede i et lidet Lysthus, som laa i det ene Hjørne af Hotellets rummelige Have. Det var en sval og stille Aften. Lorck var varm efter Turen og drak Rødvin med Is i for at kjøle sig. Constance sad tilbagelænet i den magelige Havebænk med et stort Sjal af sort Uldknipling kastet om Skuldrene. Haven var fuld af lyse Striber Maaneskin og skarpttegnede Skygger; ind i Lysthuset faldt det blege Dimmer gjennem Vinløvets Aabninger og tegnede sig paa Gulvet og henefter Bordet som utallige smaa og store uregelmæssige Flænger.

De talte om Mejer og var begge oplivet over Mødet med ham. Constance syntes, han var bleven saa forandret, ikke til sin Fordel, mente hun. Han var saa blaseret og snakkede saa spottende om sig selv og al Ting. Lorck svarte, at saaledes gik det med de Kunstnere, som var 366dømt til at leve i Norge. «Det er forresten Synd i ham,» la han til, «for han er en kjæk og prægtig Gut. – Jeg har al Tid saa godt kunnet like ham.»

«Ja, jeg ogsaa,» sa Constance. «Jeg vilde ønske, han blev gift med en rig Dame.»

«Skal vi lægge vore Hoder i Blød og se at skaffe ham en?» spurgte Lorck smilende.

Constance lo.

«Naar vi nu kommer hjem, skal vi være rigtig hyggelig mod ham, Constance, – jeg tror, han synes om at være sammen med os.»

«Ja, rigtig hyggelig» – svarte Constance.

«Han var vist forresten rasende indtaget i dig en Tid, du. Mærkede du ikke noget?»

«Ikke Spor» – var Svaret.

«Lod han sig aldrig forlyde med sligt noget?»

«Aldrig!» – svarte Constance.

«Nej, han er nu en fin og velopdragen Person» – tænkte Lorck og ofrede Mindet om sin egen Opførsel et stille Suk.

«Det har nu vel forresten ogsaa været en ganske forbigaaende Raptus, han har havt» – sa han højt.

«Sa han noget til dig om det da?» spurgte Constance med et halvt skjælmsk, halvt undseligt Smil.

«Nej da, ikke det Guds skabende Gran,» forsikrede Lorck. – «Det kan godt hænde, 367det bare var en Grille af mig, – jeg gik nu og syntes, at alle maatte forelske sig i dig, skjønner Du.» –

De taug begge stille nogle Minutter.

«Hvad er det, du tænker paa, Conny min,» sa saa Lorck og søgte efter hendes Haand.

«Paa ingen Ting i Grunden» – sa hun venligt.

«Snak – fortæl det nu,» bad han, og drog hende nærmere til sig.

«Ja det er nu lettere sagt end gjort. – Under Tiden farer ens Tanker saa løbsk, eller de kommer i Smaastumper og er saa usammenhængende, eller det er det rene Tusseskab, en sidder og kjøres rundt af, det er slet ikke til at finde Ord for.»

Han havde lagt sin Arm om hendes Liv og bøjede med den anden Haand hendes Hode ind imod sig, saa det kom til at hvile ved hans Hals. De holdt hinanden omslyngede og sad lidt uden at tale.

«Men nu véd jeg, hvad jeg tænker paa» – hviskede Constance og trykkede sine Læber mod hans Skjæg.

«Paa hvad da, Conny.»

«Paa det, vi saa ofte har talt om, paa hvor lykkelig du har gjort mig, paa alle vore Skatte, paa alt det, vi har levet sammen, paa den Kjærlighed, du har elsket frem 368i mig, og især paa det, du véd, det, som forestaar.»

«Min elskede, søde» – sa Lorck og trykkede hende tættere til sig. «Hvor du gjør mig lykkelig – hvor dine Ord er livsalige, og dine Kjærtegn søde. Og du, som var saa bange for at ta mig –» la han lidt efter til med ømmere Stemme.

«Ikke dig mere end andre – jeg havde Ulyst eller Afsmag, saadan i det hele tat.»

«Du stygge, som ikke vilde vide af mig. – Kan du huske, hvordan jeg maatte stræve. – Og hvis Brevet ikke var – uf, jeg tør ikke tænke paa det.»

«Det var en græsselig Tid,» sa Constance, «sligt et Væsen jeg var bleven til. – At du virkelig havde Mod paa mig, det var godt gjort af dig» – hun klyngede sig til ham.

«Jeg elskede dig, Conny.»

«Og i Begyndelsen da vi var gift, – Kan du huske, hvor dum jeg var – rent ulykkelig af Generthed.»

«I Grunden har jeg været nok saa udholdende, Conny, det maa du indrømme, for du gjorde alt for at ta Modet fra mig, men som sagt, jeg elskede dig, – jeg har aldrig elsket, før jeg begyndte at elske dig.»

«Er det virkelig sandt, Nils, – sig, er det sandt?»

«Ja, min Ven, det véd jeg nu, havde du 369ikke været, vilde jeg aldrig lært Kjærlighed at kjende. – Og nu, da vi har vor Skat i vente, – jeg er overlykkelig, Conny» –

«Men du har dog været forelsket i andre, – ja, og staat i Forbindelse med andre?»

«Det har været Vrøvl og Tant, Conny, først du har gjort Livet levende for mig.»

«Og saaledes er det ogsaa for dig, Conny,» – vedblev han lidt efter, – «dit Liv begynder først med mig, ikke sandt?»

Hun svarte ikke.

«For du elsker mig, sig, at du elsker mig’»

«Det véd du jo, Nils» – sa hun sagte.

«Men sig det alligevel, – det er saa sødt at høre.»

Der paakom hende en underlig Fornemmelse. Hun følte Lyst til at ryste hans Arme af sig og løbe bort. Det var, som om noget spøgelsesagtigt i Mørke kom listende bag paa hende, noget, hun ikke turde vende sig om for at se paa. Det fik hende til at gyse. Ogsaa i samme Nu mindedes hun det blide Velbehag, som var smøget sig over hende, da Mejer i Dag rent tilfældig kom til at lægge Armen paa Ryggen af den Stol, hun sad i. Men nu vilde hun bort fra alt dette, og satte med et Sprang ind i den Forestillingskreds 370af Elskov og Lykke, hun i disse mange Maaneder havde levet i. Hun svøbte Minderne om de søde Timer og alle de fortryllende Smaatterier, som havde været mellem hende og Lorck, om sig som et Værn. Hun vilde være lykkelig, var det.

«Jeg elsker dig» – sa hun, «elsker, elsker dig,» og hendes Kys og Kjærtegn var heftigere end nogen Sinde.

Lorck trykkede hende til sit Hjærte med et henrykt Smil om de halvtaabne Læber. Hun gjemte sit Ansigt i hans bløde, tætte Skjæg.

«Men hvad er det» – sa han med et pludseligt Ryk, «jeg blir syg.» Han greb om hendes Haand og bøjede sig stønnende fremover. Heftige Kuldegysninger gik gjennem ham.

«Du har forkjølet dig af den Is» – sa Constance – «kom lad os gaa op.»

Med Møje rejste han sig og gik støttet paa Constances Arm op gjennem Haven og ind i Hotellet; af og til stod han stille og gav sig af Smerter.

Da de var kommen op paa sine Værelser, forskrækkedes Constance over hans Bleghed; en kold Sved laa paa hans Pande, og han klagede over en ulidelig Kvalme. Hun lod straks sende Bud efter en Læge.

371Det var en halvgammel, undersætsig liden Franskmand med Masser af graat Haar og Skjæg. Han sa til Constance, at hendes Mand havde paadraget sig en hæftig Forkjølelse, men at han haabede, det ikke blev slemt. Saa lovede han at sende nogen Medicin og at komme igjen næste Morgen. –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.