Constance Ring

av Amalie Skram

XI.

Constance følte et rasende Had til Ring. Dette skjøgeagtige, svigefulde Mandfolk, hvis Undskyldninger og Forsikringer hun havde nedladt sig til at høre paa, som hun havde havt ondt af og var begyndt at fatte Tillid til.

Denne usle Stakker af et Menneske vilde ganske sikkert paa ny be om Tilgivelse; han vilde ligge paa sine Knæ og ta Gud til Vidne paa, at det var hende, han elskede, og at det andet ingen Ting betød. Uvilkaarlig knyttede hun Hænderne.

Du gode Gud og Fader for en Lykke det var, at hun havde faat Sandheden at vide; hun kunde ha trykket Alettes Haand af Taknemmelighed.

Naar hun nu bare vidste, hvorledes det var, man bar sig ad for at faa Skilsmisse. Hun stod og grundede over det, med Hænderne foldet i hinanden. Præst maatte der 185til – det var hun paa det rene med, – saa var det jo bedst, hun skyndte sig til ham.

I febrilsk Hast tog hun Tøjet paa. Hun skjalv af Angst for at møde Ring i Trappen, men slap uhindret frem. Hurtig gik hun ned over Gaden. Pastoren boede i et af Hjørnehusene paa Holbergs Plads. Snart var hun ved Maalet og fandt sin Vej op over den gasbelyste Trappe. Paa Entrédøren i anden Etage var der anbragt en skinnende Messingplade, og paa denne læste hun: F. B. Huhn, Sognepræst, Kontortid 9–10 og 4–5. Saa var han vel ikke hjemme eller tog i alt Fald ikke imod. Hendes Knæ skjælvede, og Hjærtet slog saa haardt, at hun kjendte det op i Svælget; – det var som Sjælen vilde ud af hende for hvert Aandedrag, hun tog.

Hun løftede Haanden for at ringe, men lod den atter synke, – hvad skulde hun sige? Hun prøvede at lave en Begyndelse, men Hjærnen nægtede at gjøre Tjeneste, Tankerne gled fra hende. Hun havde en Fornemmelse af, at inde i Hodet gik noget rundt, uafladelig rundt, det var derfor hun ikke kunde huske, hvad Ordene hed. – – Bare disse Hammerslag i den venstre Side vilde gi sig lidt –, de maatte jo overdøve Lyden af hendes Stemme – eller kvæle den indvendig fra. – – – Endelig, ganske mekanisk trykkede hun paa Ringeapparatet og veg forskrækket tilbage for 186Virkningen. En hæftig Angst greb hende. Blodet fôr i jagende Hast frem og tilbage fra Hjærtet til Hodet. Et Øjeblik tænkte hun paa at flygte; hun tog et samlende Greb i sine Kjoleskjørter og vilde sætte ned over Trapperne, men saa hørte hun nogen komme, vendte sig derfor hurtig om og blev staaende.

Med en Stemme, hvis tørre, tynde Klang syntes hende aldeles fremmed, spurgte hun, om Pastoren var hjemme.

«Nej –» blev der svaret i en uvis Tone.

Constance følte sig lettet, og med Lettelsen fulgte en Smule Mod.

«Tar han ikke imod paa denne Tid?» spurgte hun.

Pigen betragtede hende med et undersøgende Blik.

«Jeg skal høre med Fruen –» sa hun lidt nølende og gik nogle Skridt, hvorpaa hun kom tilbage:

«Tør jeg kanske be om Deres Kort.»

Angsten slog igjen sin Klo i Constance, men hun følte sig paa en Maade under Pigens Kommando.

«Jeg har intet,» stammede hun, «– sig at en Dame, – mit Navn er Fru Ring.»

En dæmpet Hvisken af Stemmer naaede ud til hende, hun hørte tydelig: «Jo, det ser ud til at være vigtigt –» derpaa Skridt, som fjærnede sig, saa de samme Skridt, som nærmede 187sig, saa en kort Besked, hvorpaa Pigen kom tilbage og sa: «Værsgo.» –

Straks efter stod hun inde ved Døren i et lidet Værelse, fuldpakket af Bøger i store Reoler, med et smaamønstret Gulvtæppe og en Mængde falmede Kanavasbroderier rundt omkring paa Stoler, Puder, Skamler og Pibebrætter. Oppe ved Vinduet til venstre stod et Skrivebord bedækket af Aviser, Papirer og andet. Stuen var fuld af Tobaksrøg, og i Ovnen brændte det med en stærk, durrende Lyd.

Constance saa’ det altsammen som gjennem en Taage. Pastorens Stemme naaede til hendes Øren fra en umaadelig Afstand.

«Værsgo Frue, behag at ta Plads –» sa den venlige gamle Herre og satte en Stol til Rette foran Gyngestolen, hvorfra han havde rejst sig.

Straks efter hørte Constance med Forundring nogen sige: «Jeg ber om Undskyldning, fordi jeg ulejliger Dem, det er ikke Deres Kontortid» – hun kunde ikke begribe, at det var hende selv, som havde talt.

«Aa, jeg ber, Frue, jeg ber, – jeg er med Glæde til Tjeneste, men der er saa mange, som søger mig i alle Slags Ærinder, – det er nødvendigt at begrænse sig. – En skal jo ogsaa ha Tid til sine Prækner –.»

Constance bevægede sig urolig paa Stolen 188uden at svare, og Pastoren la Mærke til, at hun saa’ saa besynderlig ud.

«Har De noget specielt paa Hjærte, Frue,» sa han deltagende, «er der noget, jeg kan hjælpe eller vejlede Dem med?»

Hans hjærtelige Tone virkede godt paa Constance, hun holdt et Øjeblik Lommetørklædet for Øjnene for at samle sig, og sa saa fast:

«Jeg er kommen for at sige Dem, at jeg vil skilles fra min Mand.»

Pastoren gjorde en Bevægelse som efter et Stød.

«Aa nej da, Frue, sig ikke det – jeg vilde ikke hørt det for meget godt,» sa han næsten bedende.

«Jo, det er min faste og urokkelige Vilje» – hun saa’ ham lige i Ansigtet. – «Vil De være saa god at sige mig, hvorledes jeg skal bære mig ad –»

«Først maa jeg høre, hvilke Grunde De har, og dernæst er det min Pligt som Sjælesørger og Medmenneske, selvfølgelig ogsaa i Medfør af min Stilling som kirkelig Embedsmand, at formane Dem til at afstaa fra Deres sørgelige Forehavende.»

«Men det vil være aldeles frugtesløst, Hr. Pastor, ingen menneskelig Magt kan faa mig fra det,» sa Constance rolig.

189«Men hvad Mennesker ikke formaar, det kan dog maaske han, som er Jordens og Himlens Herre. – Ikke sandt, Frue, De ønsker ikke at staa ham imod –»

«Jeg ønsker at skilles fra min Mand,» vedblev hun heftigere, «– hvem og hvad der end sætter sig imod det.» Hun snurrede Muffen rundt mellem Hænderne og tabte den derved paa Gulvet. Huhn tog den op og la den paa Bordet.

«Husk, at der staar skrevet–» begyndte han.

«Det er mig lige meget, hvad der staar skrevet,» afbrød hun ham og trak Panden i Folder som én, der vil til at storgræde.

«Det mener De ikke, Frue –» formanede Pastoren.

«Og desuden, Skilsmisse strider ikke imod Guds Bud,» vedblev hun og greb nervøst om de Egetræes Armstykker paa Stolen, hun sad i.

«Jo, Frue,» afbrød han hende med mild Stemme. «Eller hvorledes vil De kunne slippe fra et Ord som dette: hvad Gud har sammenføjet, skal Menneskene ikke adskille.»

«Men De vil da vel ikke sige, at det er Gud, som sammenføjer alle Ægtefolk,» raabte Constance.

«De er smittet af Tidens Vantro, Frue! Guds Veje er ikke vore Veje. Ægteskabet er af Gud; naar Herrens Tjener foran Guds Alter 190udtaler Indstiftelsesordene over Brudeparret, saa er det Herrens eget, bindende Ord, der har lydt. Ægtefolkenes Uværdighed borttager ikke et Fnug af Institutionens Hellighed, ligesom Nadverens Sakramente ligefuldt er Kristi Legeme og Blod, om det end nydes af de mest ubodfærdige.»

«Men Skilsmisse er dog tilladt mellem de kristne,» sa Constance i en ophidset Tone.

«Det er for Hjærternes Haardheds Skyld, husk hvad Moses sa til Jøderne.»

«Moses og Jøderne kommer ikke os ved,» afbrød hun.

«Atter et Tegn paa Vantro. – Saa længe Herrens Menighed eksisterer i Verden, saa længe vil Mose Lov komme os ved. – Men siden De ikke vil bøje Dem for Moses, saa vil De dog maaske lade Frelserens Ord faa Indpas i Deres Hjærte. Hør hvad han siger om Ægtefolk.» Han greb Testamentet, som laa opslaget paa Bordet, bladede lidt i det og gav sig til at læse Mathæus 19. Kap. 5. til 10. Vers.

Constance havde Møje med at beherske sig saa vidt, at hun kunde sidde stille, mens han læste. Det brændte i hendes Tindinger og susede for hendes Øren. Dette uden om gaaende Snak harmede hende. Hun vidste i sin inderste Sjæl, at det, hun vilde, var Ret, det var heller ikke for at spørge derom, hun var kommen. At forsøge paa at stanse hende 191var en lumpen Handling, det var at gjøre sig meddelagtig i Svineriet, hun var flygtet fra.

«Der staar det jo netop, at Skilsmisse er tilladt,» sa hun, da Præsten la Bogen bort; hendes Øjne gnistrede, og Stemmen brast af Sindsbevægelse.

«Ja, for Hors Skyld, men ogsaa ene derfor,» svarte han med en apostolisk Haandbevægelse.

«Det er ogsaa netop derfor, jeg vil skilles –,» sa hun.

Pastor Huhn bøjede sig forover med et pludselig Kast af Hovedet.

«Hvad siger De! Arme, arme Frue, – skulde det være muligt, skulde det virkelig være muligt –»

Den dybe Medlidenhed i hans Tone naaede helt ind til den Stræng i Constances Hjærte, der ikke kunde røres ved, uden at den gav Gjenlyd. Med en hurtig Bevægelse slog hun Hænderne for Ansigtet og hulkede saart.

«Stakkels Frue, græd De blot, græd ud, rigtig ud, det letter det sorgbetyngede Sind. – At tænke sig, at sligt skal foregaa i Herrens Menighed. – Ak ja, Menneskenes Synder er bleven saare store iblandt os.»

«Men er De nu ogsaa vis paa, at De ikke dømmer paa en blot og bar Mistanke?» spurgte han, da Constance igjen var bleven rolig.

192«Ja, for det er en forfærdelig Anklage, De rejser imod Deres Mand, Frue,» skyndte han sig at tilføje, da han saa’ hendes utaalmodige Hoderysten.

«Om han ogsaa kan ha Skinnet stærkt imod sig,» vedblev han, «det kan være fejlt. Kvinder er tilbøjelige til Skinsyge, og Skinsyge er det samme som at være slagen med Blindhed.» – Pastorens Tone lød med ét opirret, som om han sad og forsvarede sig.

«Vor Tjenestepige venter et Barn, som er, ja, – som er hans –» afbrød hun ham.

Det gav et Sæt i ham; han stirrede et Øjeblik paa hende med maalløs Forskrækkelse.

«Langmodigheds Gud, hvad maa du ikke se paa,» han sukkede hen for sig og foldede Hænderne. «– Hvad maa dit Faderhjærte ikke lide! – Og De er vis paa,» vendte han sig til Constance, «at der ingen Fejltagelse er mulig?»

«Hun har selv sagt mig det –» var Svaret.

«Du store Tid, for en Fordærvelse –» mumlede Præsten og bevægede Fingrene, som om han toede sine Hænder.

«Det er da vist ikke saa ualmindeligt, efter hvad jeg har hørt,» sa Constance og saa’ hen for sig med et tomt Blik.

«Nej, nej, Frue – saadan maa De ikke tale, det røber en sædelig Depravation i 193Tankegangen, som i sin inderste Grund er ukristelig.»

«Men naar det nu er sandt! At det forholder sig slig, er da vel mere ukristeligt end at vide og sige det.»

«Men man maa ikke tabe Troen paa det gode, Frue. Bevar dit Hjærte frem for alt det, der bevares – staar der skrevet.»

Pastor Huhn faldt hen i Tanker. Constance sad stille og ventede paa, at han skulde tale.

«Dette er en svær Tugtelse, Frue,» begyndte han efter en Stunds Forløb; hans Stemme var mild og formanende, «nu gjælder det, at De lar den blive til Deres Sjæls evige bedste.»

Hun flyttede sig urolig paa Stolen.

«Ja, det er haardt for Kjød og Blod, det, Gud forlanger af os –» vedblev han, «men det er dog det eneste, som kan skaffe Fred i vore Sjæle» –

Constance taug fremdeles; Præsten betragtede hende opmærksomt.

«Værer barmhjærtige, ligesom eders Fader i Himlen er barmhjærtig.» –

«De mener, jeg skal tilgi ham,» raabte hun, og hendes Holdning blev pludselig udfordrende.

«Ja, Frue, saa stor Grund De end kan ha, – De bør ikke bryde Deres Ægteskab –»

194«Det er ikke mig, som bryder, – det har han besørget!»

«En kristen Kvinde forlader aldrig sin Mand. – De vilde nok ha den kolde Retfærdighed paa Deres Side, men ikke den Kjærlighed, der tilgiver alt, taaler alt, tror alt, haaber alt. – Tro mig, det er saligt at tilgive» –

«Det er foragteligt, oprørende, umoralsk,» udbrød hun, dirrende af Harme.

«Tænk, om vor Herre vilde svare os saaledes, naar vi kom og bad om Naade,» sa Pastor Huhn med et stille Smil og i en Tone, som om han nu havde fundet det rette Ord. «Tænk, om han i vor sidste Stund, naar vi raabte til ham om Tilgivelse for et helt Livs Synd, vilde gjøre med os efter Fortjeneste –»

«Men de to Forhold kan jo slet ikke sammenlignes,» sa Constance i en heftig Tone. «– For det første er der jo intet Ægteskab mellem Gud og Menneskene, og for det andet er det jo ham selv, som har skabt os, som vi er.»

«De forfærder mig, Frue – De bespotter Gud i Deres syndige Tale.» Det lød strængt.

«Bespotter man Gud ved at sige, hvad der er sandt?» spurgte hun og rejste sig.

«Vantroens Aand taler ud af Dem,» han rystede modfaldent sit Hode, «paa Dem vil mine Formaninger vistnok være spildt 195– Dem kan kun Gud hjælpe. – Jeg har gjort, hvad der er min Pligt, og foreholdt Dem at vise kristelig Mildhed og Overbærenhed, – naar De ikke vil lade Dem lede af Skriftens Ord, saa har jeg ikke mere at sige.»

«Men sig mig, Hr. Pastor,» sa Constance med dybere Stemme, «hvis det nu var en Mand, hvis Hustru stod i Begreb med at føde et Barn, som f. Eks. hans Kontorbud var Fader til, vilde De saa ogsaa komme med dette: Ingen kristen Mand forlader sin Hustru?» Hun saa’ paa ham med et næsten fiendtligt Blik.

«Her er Forholdet forskjelligt. – Naar en Kvinde falder paa dette Omraade, røber det en saa stor Fornedrelse, en saa dyb moralsk Fordærvelse, at hendes Nærværelse i Hjemmet maa anses for besmittende.»

«Ja, man er nu saa vant til at høre det, men jeg tror ikke længer paa dette med denne store Forskjel.» sa Constance trodsigt.

Pastor Huhn slog ud med Haanden og saa ud, som om han ventede, hun vilde gaa.

«Vil De saa sige mig, hvad jeg har at gjøre?» spurgte hun og tog sin Muffe.

«De behøver blot at skrive en Ansøgning, eller faa én til at gjøre det for Dem, og sende mig den, saa skal jeg paategne, at det lovbefalede Mæglingsforsøg har været frugtesløst, 196og saa – – Ja, jeg skal med Fornøjelse ekspedere den videre for Dem.»

Hun takkede og sa Farvel.

«Vor Herre være hos Dem og gjøre Dem sagtmodig og ydmyg af Hjærtet, saa at hans Vilje maa fuldbyrdes,» sa Præsten med bekymret Mine.

«God Nat, Frue!»

Han fulgte hende ud og lukkede Entrédøren efter hende.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.