Constance Ring

av Amalie Skram

XXI.

Et halvt Aars Tid var hengaat. Tidlig om Vinteren var gamle Sorenskriver Blom død, og saa havde Fruen tat Ophold hos sin yngste Datter, der var gift med en Præst paa Nordfjordejdet. Barndomshjemmet var saaledes opløst; de to Brødre hver paa sin Kant og den anden Søster i Huset hos sine tilkommende Svigerforældre paa Molde.

Constance var bleven smertelig grebet ved Budskabet om Farens Død. Det var som Billedet af hendes lykkelige Barndom og første Ungdom gik under i det samme. Nu laa den kjære Far i Graven, og det elskede Hjems øvrige Beboere var spredt for alle Vinde. Der var ikke længer noget fast Punkt, hvortil hun kunde knytte sine Drømme og Længsler, ikke nogen fredet Plet at søge hen med sine Tanker i de mest nedtrykte Stunder. Alt var fejet bort; hun var saa fattig og ribbet, hendes 312Liv saa øde og meningsløst, og hun syntes ofte, det var bedst at dø. –

Somme Tider var hun ogsaa saa kjed og led, at hun for Alvor overvejede, hvilken Maade der vilde være den nemmeste, naar det gjaldt at ta sig selv af Dage. Men saa blev det Aften og Sengetid, og saa var der det, at hun kunde lægge sig til at sove. Det var en Lise at sove.

Naar hun sad hjemme de lange, lange Eftermiddage og hjemme var hun altid –, syntes hun Timerne aldrig fik Ende. Hendes Ensomhed plagede hende, og dog stod det for hende som noget endnu skrækkeligere at søge ud blandt Menneskene.

Det var i Marts, en Ruskevejrsdag med nordvestlige Stormbyger, gjennemblødte af isnende Ufjælge. Resterne af Føret var graaskiden i Bunden med brune Flækker her og der.

Constance havde prøvet at sy en Stund paa en broderet Strimmel, der altid laa i Sykurven. Hun havde for længe siden glemt, hvad hun oprindelig havde tænkt at bruge den til. Saa havde hun læst lidt, kastet Bogen, spaseret paa Gulvet, og sad nu atter og syede nogle Sting. Men pludselig slang hun Strimmelen og drejede sig selv og Stolen, hun sad paa, helt rundt. Hun støttede Albuerne i Vindusposten og Ansigtet i Hænderne, og 313gav sig til at betragte Gaden med Øjne, der var sløve af Kjedsomhed.

Det var ikke noget opmuntrende Syn.

Folk gik og jaskede i det vanskelige Føre og saa’ saa jammerdalsagtig ud. Nogle to og to, uden Tvil besværede de hinanden, andre ensomme. Nogle fôr af Sted i Hastværk, andre seg hensigtsløst fremover.

Der kom Brødgutten om Hjørnet med det mørkegrønne Skjærf tullet om Halsen og de rødviolette Luvaatter, som hun kjendte saa vel, og som skulde bøde paa de udslidte, fravoksne Kiær i den bidende Slubsekulde. Han var saa spinkel og blaafrossen og saa’ saa gammel og bekymret ud, som var han oppe i sekstierne. Det maatte jo ogsaa være dræbende at komme der hver eneste Dag om det samme Hjørne med den samme Karre og aflevere det samme Brød i de samme Huse for den samme Betaling. «Uh,» sa hun langtrukkent, «det er et grufuldt Syn.»

Saa kom Ølmanden paa sin tillukkede Dragkiste. Gud ske Lov, saa var Klokken halv seks. Han havde dog en ordentlig Trøje paa, men Herre Gud, hvor han var barket af Møje og bøjet i Nakken som efter et Halsjærn.

Nej, Gaden var ikke til at udholde; hun vendte den Ryggen og lod Hænderne falde ned paa sine Knæ.

314Hun burde vistnok gaa ud en Stund; hun skulde jo spasere for at bli af med Kardialgien.

I Tankerne rejser hun sig, tar Tøjet paa, gaar ud af Døren, ned ad Trappen, – men huf, ude paa Gaden er der vaadt og ækkelt, og Landevejen er endnu modbydeligere. Saa sa hun højt til sig selv: «Ud, – nej, det gjør jeg ikke.»

End om hun fik en Kop varm Te –! Men uf nej, – saa skulde hun ha Johanne rendende med Brættet, og saa kom hun med disse Spørsmaal, som var hende en Pest, og som Johanne havde en særlig Gave til at hitte paa.

Hun vidste ikke, hvoraf det kom, men naar hun hørte Johanne i Stuen ved Siden af og forstod, at hunhun] rettet fra: kun kom for at spørge om dit eller dat, overfaldtes hun af en afsindig Gru for at høre og svare og følte i sin Fortvilelse Lyst til at styrte sig ud af Vinduet, bare for at bli fri. – Hun gav sig til at gaa op og ned paa Gulvet, og omhyggelig passede hun paa at sætte Foden midt i Tæppemønstrets Firkanter. Saa stillede hun sig op foran Spejlet og betragtede sin Haarfaçon. De sa, at den var saa gammeldags. Skulde hun prøve den spidse Knude nede i Nakken? Ikke paa nogen mulig Maade, hvad skulde hun det for!

315Saa hellere stoppe det Hul paa Strømpen, som hun hele Dagen havde gaat og følt. Men i den bøjede Stilling hun havde indtat for at skyve Strømpen af Foden, i den blev hun siddende, som var hun manet til Sten af et Trolddomsord.

Billede efter Billede, nej, det var ikke noget Billede – et hid og did svajende, i Stykker faldende Virvar, der greb og slap alt i ét, vakte en Erindring, som straks gled bort, dannede en Forestilling, som flød ud i det samme, og saa ind imellem og under Visestumper og Operamelodier og Dansemusik og al Slags Uvæsen, altsammen saa slæbende trægt og livløst, at det kjedede hende indtil Pinsel.

Men endelig rettede hun sig op med en Kraftanstrængelse og gjorde en Gestus, som væltede hun noget ækkelt fra sig. Saa trak hun atter Strømpen paa, for nu var det dog for mørkt til at stoppe, og Garn havde hun heller ikke ved Haanden. Saa gik hun hen og la sig i den lave Lænestol borte ved Ovnen.

Der var hun altid i Vinterdagenes lange Skumringsstunder.

Og her i dette fredsommelige Tusmørke, mens Skjæret fra det hældende Dagslys mødtes med det røde Skin fra Ovnens glødende Koksbaal, hengav hun sig ganske til sit ørkesløse Tankesammensurium.

316Der hang en Duft af Primulaer og Zwibler i Atmosfæren, – Marie havde sendt hende nogle til hendes Fødselsdag forleden –, og den blandede sig med Lugten af et Sandeltræsskrin, som stod borte i Krogen paa Etagèren, og med den Parfume, der altid fulgte hende. Lange Lysstriber spillede hen paa Madonna over Sofaen, Ansigtets Udtryk syntes at veksle under den urolige Leg. Oppe ved Vinduet dansede flagrende Profilskygger af Mozarts og Beethovens Buster, medens Minerva stod i fornem og skyggefuld Stilhed paa den midterste Skrivebordsopsats. Bogskabet var i Mørke, men Spejlet mellem Vinduerne optog Flammeskjærets Uro og gjengav Hængelampens Prismer, der lyste med brogede Stenes ildschatterede Glans. Nu og da faldt en gyldenrødlig Stribe paa en Perlepude, et Hjørne af et Slumringstæppe eller et Stykke af den røde Portière, men det kom og gik i ustadig Rastløshed.

Der hørtes ingen anden Lyd end Taffeluhrets Tiktak, der lød afdæmpet i den fløjelspolstrede Stilhed, og Koksenes Raslen i Ovnen, hver Gang de indre Lag sank sammen til Aske, og de øvre gled dybere ned.

Disse Skumringsstunder var hendes egne par excellence. I den holdt hun Hvile, det vil sige gav sig sit Mismod og sin Livslede viljeløst ivold og tog sig fri for den Skygge af 317Kontrol, som hendes Forstand dog endnu holdt med den Maade, hvorpaa hun anvendte sin Tid. Hun grublede undertiden over dette, at Livet var saa anderledes end det, de havde lært hende. Det var dog en Skam, at de gamle gik og narrede de unge, for de gamle maatte jo vide Besked. Hvorfor skulde de lyve Livet op til noget, som det ikke var og aldrig havde tænkt paa at være. Og Løgnen var overalt, i Bøgerne, de fik at læse, i Undervisningen paa Skolen, i de Billeder, man viste dem, i den Maade, hvorpaa de voksne talte om al Ting paa.

Det undrede hende, at de andre saa ud til at komme saa godt ud af det med Tilværelsen. Var de ikke ogsaa bleven ligesaa topmaalt skuffede som hun? Hvis ikke, saa kom det af, at de ikke havde bedre Vid, men tog tiltakke, eller lod for sig selv og andre, som om der intet var i Vejen. Saa tænkte hun ogsaa med pinefuld Bekymring paa Fremtiden og kunde ikke begribe, hvorledes hun skulde komme igjennem det besværlige Liv. –

– – Men Johanne tænkte, at hendes Frue var et sørgeligt Menneske, som kunde tillade sig at drive Vorherres kostbare Dage saa sansesløst tilende. Det var dog Synd, at somme skulde ha det saaledes i Verden, mens de andre maatte gaa i et uafladeligt Trask fra Morgen til Kvæld. For Eksempel hun selv. – 318Hun fik det nu vist aldrig anderledes, for ikke om de vilde forgylde hende fra Nakke til Fod og slænge de blanke Kronestykker efter hende, hvor hun gik og stod, vilde hun ha noget at bestille med det, der hedte Mandfolk.

Og Johanne spyttede i Thetøjsbollen og fôr saa haardhændt afsted med Kopperne, hun vaskede, at det rent var et Under, de ikke gik i Knas.

Hendes Frue var hende en Kilde til stadig Ærgrelse. For hun forstod sig ikke paa hende.

At en fattig Stakker kunde gaa hen og spærre sig inde og være ligesæl med al Ting, – det kunde hun ha fundet sig i. Men Fru Ring, som det vist ikke manglede paa Midler og sligt! Det var en Nød, som Johanne ikke formaaede at knække, hvordan hun end bar sig ad.

Hvis hun havde været gjærrig eller gudelig, – men det havde sig ikke saaledes, – det var godt at mærke paa saa mange Ting.

Men paa et Slags Vis maatte det jo hænge sammen, og saa bestemte hun sig for at tro, at Fruen gik med noget ekstra paa Samvittigheden.

Bare hun maatte komme efter, hvad det var for noget.

Johanne trivtes ikke i sin Tjeneste; der var saa træskt og saa dødt, at et frisk Menneske 319kunde gaa snubt fra Forstanden af det. Og at det skulde hede sig, at hun havde en let Kondition! Det var nu saa fortærendes.

For de skulde bare vidst, hvor liden Tid hun fik til at sy i for sig selv. Havde Fruen været som en anden, – ja da, ja! Men nu gik hele Formiddagen hen i idel Venting og Varting.

Johanne var bare en simpel Enepige, men det vidste hun med sig selv, at hun vilde genert sig baade for Gud og Mennesker for at gaa saa og drøse og tusse sig, som Fru Ring gjorde, før hun vandt at faa de stakkels Klærene paa sig om Morgenen.

Var hun endda bleven liggende, saa vilde dog Johanne vidst, hvad hun skulde kaldt det for. Men at det læst skulde bety, at hun stod op Kl. 9, naar det var vitterligt, at der aldrig var Tilkomst til Soveværelset før efter den var 12, det var det, som var det skammelige.

Havde der endda været en kristelig Ovn i Huset, saa at Kaffekanden kunde ha staat der, – men slige runde Spektakler! Det var nu ogsaa en dejlig Mode. Nu havde hun denne Møje med at holde Kaffen varm. Ikke for det, Fruen skjændte aldrig, om den var kold, men Johanne holdt sig for god til at benytte sig af det. Men den Uskik at dække i Spisestuen havde hun for længe siden afskaffet. 320Frokostbordet kunde jo ikke staa der og skildre opefter hele Formiddagen.

For der maatte jo være Skam i Folk.

Nu fik Fruen Frokosten ind paa et Bræt i Soveværelset.

Undertiden kunde det hænde, at Johanne fik Lyst at vide, hvad det var, hun kunde drive paa til Pokkers saadan Time efter Time derinde paa Soveværelset, og saa gav hun sig til at kige ved Nøglehullet. Ofte saa hun Fruen da sidde op og ned med en Støvle i Haanden og det ene Ben lagt i Vinkel over det andet Knæ. Saa kunde Johanne pludselig gjøre sig Ærind ind, og saa skvat Fruen sammen som en, der gribes paa frisk Gjerning, og fik Foden bestøvlet i en Fart. Men naar saa Johanne efter en Stunds Forløb fandt Stilheden derinde mistænkelig og atter tog sig en Svip paa Strømpelæsten til Nøglehullet, saa sad Fruen i samme Stilling, kun med den Forskjel, at det nu var den anden Fod, hun var falden i Staver over.

Saa var det jo godt at se, at der var intet Udkomme med hende.

Eller hun kunde sidde foran Spejlet og kjæmme sit Haar. Det saa’ ud, som om Haanden dovnede bort undervejs, saa slæbende gik den op og ned indtil den faldt i Dvale og blev liggende paa Bordkanten, mens Hodet 321hang og ludede som efter et Slag over Nakken.

Saa med ét kunde hun kaste det bagover, sprige Fingrene ud og stikke dem ind i Haaret for at stryge det væk fra Ansigtet. Naar hun saa satte Albuerne paa Bordet og gav sig til at niglane paa sig selv i Spejlet, saa vidste Johanne, at nu kunde hun trygt gaa tilkøjs og ta sig en Times Lur og endda finde Fruen paa samme Flæk, naar hun kom tilbage.

Et triveligt Kvindfolk, den Fru Ring!

Og saaledes var det med alle mulige Ting. Bare nu det at vaagne om Morgenen. «Hun ist minsæl ikke lukke Øjnene op, men ligger og kniber dem sammen og kvier sig for at vedgaa, at det er høje, lyse Dagen,» kunde Johanne staa og sige til Pigen nedenunder.

Men der var flere Ting Johanne ærgrede sig over. Til Eks. nu dette, at hun maatte staa der og lyve og sige, at Fruen ikke var hjemme, naar dog Gud i Himlen skulde vide, at hun laa der og grode fast i Stolen, hvis hun ikke drev over en Bog etsteds eller holdt paa et Hækletøj, som ingen skulde bilde hende ind var for andet end et Syns Skyld.

«Jeg er ikke hjemme» – eller «slip ingen ind, jeg har Hodepine» – aa, hvor hun kjendte dem til at brække sig af, disse Beskeder. Hvor havde hun ikke hærmet dem op igjen og vrænget dem fra sig derude i Kjøkkenet 322med en Stemme, der ikke just havde en smigrende Lighed med Fruens.

«Det er Gud forsørge mig den argeste Dovenskab,» brummede hun ofte som Konklusion paa sine forargede Betragtninger. «Hun kunde ha godt af at røre paa Kroppen sin,» og hun gjorde en Bevægelse med Haanden, som om hun smældte med en Pisk.

Naar det saa tog i Entréklokken, kom Fruen ofte farende og rystede sit Hode midt i Kjøkkendøren for at indskjærpe Instruksen. Det var saa vidt Johanne fik se, hun ikke led af noget Tilfælde i Benene, hvad hun havde god Grund til at mistænke hende for, saa møjsommeligt som hun drog sig fra Dagligstuen til Spisestuen og tilbage igjen.

Det var jo umuligt at være i et sligt Hus. Hun værkede i Ørene af denne idelige Stilheden, og hun var saa forfjamsket i Blodet, at hun, naar Klokken gik, skvat op i en Forskrækkelse og fik en Urolighed over sig som en, der har noget udestaaende med Politiet.

Til Høsten vilde hun flytte, hun havde saa ikke større Takken for alt det, hun gik igjennem, for den Fru Ring skulde saamæn aldrig ta saameget som et erkjendtligt Ord ifra sig.

Tingen var, at Johanne havde det saa ulige meget bedre, end hun havde været vant til.

323Men hun kjedede sig.

For hun var af et driftigt og virkelystent Temperament, og sine forrige Madmødre havde hun leveret de mest durable Bataljer.

Men her var ingen Anledning.

At gaa saaledes Aaret rundt, uden at der kom nogen Ting paa! – Hun vilde heller havt Husespektakel hver eneste Dag.

Men Fru Ring holdt sig saa passiv som en fremmed Logerende. Hun gav Johanne de nødvendige Penge til Husholdningen og lod hende stelle, som selv hun vilde.

De første fjorten Dage hun var i Tjenesten, havde Johanne regelmæssig hver Morgen spurgt om, hvad de skulde ha til Middag, og ligesaa ufravigelig regelmæssig faat til Svar: «Lav, hvad De vil.»

Saa var hun holdt op med at spørge.

Engang havde hun prøvet at ærgre hende ved at sætte frem den samme Sort Mad tre Dage i Træk. Men hun havde ingen Ting havt for det. Fru Ring havde som sædvanlig spist uden at sige et Muk.

Sligt maatte jo gaa i en Sten. –

Inde i Stuen var der blevet mørkere og mørkere. Koksene var udbrændte, og Constance sad just og kviede sig ved Tanken om, at hun blev nødt til at rejse sig, hvis hun ikke vilde la Ilden gaa ud. Saa hørte hun Entréklokken 324og fôr pilsnart i Vejret. Bare hun ikke slipper dem ind! Hun greb fat i Spisestuens Dørgreb, men blev staaende, Ørene var rejste, Halsen strakt fremover. Hun lyttede med en Anstrængthed, som gjaldt det Liv og Lemmer.

«Ja saa sandelig –,» og som en Kat smøg hun gjennem Døren.

«Sidder du i Mørke, Constance –?»

Ordene rullede hen i den varme parfumerede Luft, og der kom i det samme et Gufs af Martsdagens fugtige Kulde ind i Stuen.

«Men giv dog Lyd, du risikerer, at jeg snubler i dig –.» Den indtrædende gik et Skridt fremover og stødte mod en Stol. Med et lydeligt: «Huf da!» vendte hun om, famlede efter Døren og skyndte sig ud med en nervøs Hast, som var der noget ondt i Hælene paa hende.

Constance, som sad paa Huk i den fjerneste Krog af Stuen, indsaa, at Johanne, naar hun først havde aabnet Fiendtlighederne, ikke vilde gi sig med dette, men komme og lyse hende frem. Hun rejste sig derfor og stod et Øjeblik stille for at faa sit Ansigt lagt i Folder. Paa Stemmen havde hun hørt, at det var Marie. – Idet hun traadte ind, kom denne og Johanne gjennem den modsatte Dør, den sidste ganske rigtig bevæbnet med en Haandlampe.

«Var du her?» spurgte Marie med noget i Stemmen som lignede Indignation.

325«Nej, jeg var dér,» sa Constance, og viste med Hodet paa Døren bag sig.

«Her stod jeg og talte til bare det bællende Mørke. Hutitu, hvor det var fælent!»

«Tænd Lampen, Johanne og gaa ud med den der, – De ser vel, at den oser,» – sa Constance tilrettevisende.

Johanne kneb sine tynde Læber sammen for at skjule det skadefro Smil i Mundvigerne og kastede et Blik fra Lampen til Fruen, der tydeligt sa, at det om Osningen var noget Tøv. Men udenfor slog hun paa Nakken, og mumlede: «Hvad jeg skal være hendes Løgner for, – saamæn godt af at røre sin valne Mund.»

«Du min, hvor her er varmt,» sa Fru Marie og pustede.

Constance ymtede noget om at løse paa Tøjet, hvortil den anden bemærkede, at det var hun nødt til, hvis hun ikke vilde risikere at faa ondt.

Constance rullede Persiennerne ned; saa gik hun hen for at hjælpe hende med Kaaben.

«Tak, jeg tar den ikke af, – – jeg sidder blot et Øjeblik,» og hun lod den glide ned over sine Skuldre, inden hun satte sig.

Constance tog ligeledes Plads og greb sit Arbejde. Hun snakkede om Vejret og spurgte efter de smaa uden at lægge Mærke til Svarene.

326Fru Marie havde trukket af sine Hansker. Hun sad og glattede dem med en distrait Omhyggelighed og saa ud til at være beklemt. Hun spurgte, om hvordan det stod til med Kardialgien og fik det Svar, at den var ved det samme.

«Naturligvis – som du sidder inde, – – jeg undres ikke paa det.»

Constance trak sig bagover paa Stolen med et lidet Slæng til Siden, som var der noget, hun unddrog sig.

«Gaar det godt med Bazaren?» sa hun, for at holde Liv i Snakket.

«Udmærket, vi har faat en Masse, og der strømmer ind fremdeles.»

«Det var jo morsomt,» sa Constance og gispede lydløst.

«Du kunde saamæn gjerne været med, men saadan er du nu altid.» Det kom saa ligegyldigt, som var det slet ikke det, hun vilde sagt, og Hanskerne syntes fremdeles at lægge Beslag paa hendes Opmærksomhed.

«Lad os nu ikke komme ind paa det igjen.»

«Nej, lad os endelig ikke det. Jeg for min Del er alt andet end oplagt til det i Aften.»

Constance studsede et Sekund ved hendes Sagtmodighed. Hun plejede, naar det gjaldt 327dette, at ha en Ordflom, saa Gud sig forbarme.

«Har du nylig været i Theatret?» spurgte Constance for at sige noget.

«Nej – jo, hvad siger jeg, – jeg saa jo «fallitten» forleden.»

«Morede du dig?»

«Ja –. Ja, det vil sige, det var gribende.» Hun havde tat op sit Lommetørklæde og højst umotiveret pudset sin Næse. Nu la hun fine Folder paa det, som hun strævede med at faa bene. «Det er frygteligt der, hvor Familjen faar vide, at de i Grunden er tiggefærdige,» vedblev hun. «Men forresten, Fattigdom er ikke det værste.»

«Nej, det er sikkert,» henkastede Constance.

«Ja, det er let nok sagt du, – men sæt, det hændte med en selv, – ja, f. Eks. med dig, Constance.» Det lød, som om hun tog Fart for at faa det sagt, og Stemmen vibrerte lidt.

«Hvad hændte?» Der var et Glimt af Opvaagnen paa Constances Ansigt og et Snæv af Ængstelighed i Stemmen.

«Ja, at du blev fattig, – ja f. Eks. mistede, hvad du ejer.» Hun stødte Ordene fra sig med pilsnart Hast.

«Er der noget galt med Processen?» – spurgte Constance og rettede sig i Sædet.

328«Har du virkelig ikke mærket det, har du ikke set, hvorledes jeg har siddet og pint mig?» Fru Marie drog Vejret dybt og pustede ud.

«Men saa sig dog, hvad det er! – Er Dommen falden?»

«Ja desværre. Ja, du forstaar det vel, – – de skriver, at du har, ja, rent ud sagt, at Processen er tabt.»

«Men det er jo umuligt!» Der var en Lyd i Halsen, som slog Klik.

«Det sa Rikard ogsaa, men desværre, her hjælper nok ingen kjære Mor; – han fik først Telegram, og idag kom der Brev.»

«Og der stod, at Processen var tabt? Stod det med rene, tydelige Ord?»

«Med rene tydelige Ord, – jeg læste selv Brevet. Rikard vilde været her, men saa tænkte han, det var bedst, jeg gik og forberedte dig.»

«Det kunde du nu gjerne ha sagt mig før,» sa Constance med en Stemme, der lød underlig fortabt. «Jeg maa sige, det er rart af dig.»

«Jeg kunde jo ikke det, før jeg vidste det, maa du huske.»

«At det var igjære, mener jeg, saa var det ikke kommet saa pludselig –. Endskjønt, det kan ogsaa være akkurat det samme.» Hun 329kastede sig tilbage paa Stolen og la Armene overkors paa Brystet.

«En faar tidsnok vide det, som ondt er, synes nu jeg. – Jeg vilde saa nødig forskrække dig, før der ikke længer var nogen Tvil.»

«Og nu er du aldeles vis paa, at der ingen Fejltagelse kan være?»

Fru Marie rystede paa Hodet.

«Jeg er altsaa saa fattig, – saa fattig som Naalen, – simpelt hen Tigger –.»

«Nu maa du ta det pænt, Constance. Forresten, om alt stryger med, det véd jeg ikke rigtig.»

«Men det véd jeg saa udmærket godt. Ring sa det, da han begyndte paa Processen, og Hansen har ogsaa sagt det, at det vilde være klomplet Ruin, hvis vi tabte. Men det var han jo rigtignok vis paa, der ikke kunde være Tale om.»

«Processer er noget Kram; en skulde aldrig befatte sig med dem.»

«Men denne her har jo gjort god Nytte den, siden jeg har havt den til at leve af i disse Aar; for hver Skilling vilde alligevel været gaat tabt i disse dejlige Jærngruber. En god Handel det, rigtig en Genistreg!» Hun havde, mens hun talte, skiftet Plads med nervøs Rastløshed, og som hun slet ikke vidste af, at hun gjorde det. Nu sad hun paa en 330lav Mejestol og gyngede ilfærdig frem og tilbage.

«Hvad vil du nu gjøre, Constance?» spurgte Fru Marie.

«Gjøre? undskyld, men det er virkelig et underligt Spørsmaal.»

«Ja, jeg mener, hvad du agter at ta dig til?»

«Agter at ta mig til? hvad skulde jeg agte at ta mig til? Kan du sige mig det?» Der var noget over hende, som mindede om Bobler i kogende Vand.

«Det første du maa gjøre er naturligvis at sige Lejligheden op og sælge dine Møbler,» svarte Fru Marie med en stram Mine.

«Og saa?»

«Ja, saa maa du se til at faa dig en Post som Lærerinde eller en Plads hos en Enkemand, eller oprette en Industri, eller» –

«Eller søge mig et Embede som Sognepræst eller faa mig en Ansættelse ved en Cirkus, eller gi mig til at være Gjordemoder –» afbrød Constance, «aa, der er nok af Ting at begynde paa!»

«Jeg synes ikke, at Situationen indbyder til Spøg, men det forstaar sig, kan du være oplagt, saa kan altid jeg.» Fru Marie rejste sig og trak sin Kaabe opover sine Skuldre.

Constance saa ud, som om hendes Tanker stod stille. Hun sad og stirrede hen for sig 331med sammentrukne Bryn og et haardt Udtryk i de mørke Øjne.

«Forresten Constance,» vedblev den anden, idet hun bøjede sig ned og knappede de nederste Knapper i sin Kaabe, «saa Synd som jeg synes i dig, – ja, du maa ikke bli sint, – saa tror jeg virkelig, du har godt af det».

«Ja, naar alt kommer til alt, skal du se, det er et stort Held dette her –,» sa Constance.

«Ja, for du kan nu sige, hvad du vil, saa er det alligevelalligevel] rettet fra: alllgevel et sørgeligt Liv, du har ført,» vedblev Fru Marie, mens hun trak sine Hansker paa og langsomt glattede Skindet om hver særkilt Finger. «Ingenting har du havt Lyst til, og ingenting har du villet bestille, ikke saa meget som saa,» – hun strøg sin højre Haand over den venstres indvendige Flade. «Se nu bare Bazaren, som vi andre har havt alt det Stræv med, har du villet løfte saa meget som en Finger, og det uagtet vi gik og bad dig? Sligt er, – ja det hjælper ikke, sligt er rent ud sagt for galt. Og det hævner sig.»

«Det ser ud til det,» svarte Constance, «og det er jo godt, at Retfærdigheden sker Fyldest.»

«Du tar det saa besynderligt, du formelig skaber dig sint, – som om jeg kunde hjælpe det.»

332«Men Herre Gud, Marie, du kan da vel begribe, at det ikke just morer mig at faa vide, at jeg i den nærmeste Fremtid kommer til at dø af Sult.»

«Ja hør nu bare, der er ikke et skikkeligt Ord at faa ud af dig, og det nytter jo ikke at tale Fornuft. Du er saa, hvad skal jeg kalde det, – krakilsk!»

«Havde du kanske ventet at se mig springe i Taget af Henrykkelse over Efterretningen? Og maa jeg spøre, om ikke et Menneske har Lov at gaa fra Koncepterne under slige Omstændigheder?» Stolen havde hun holdt stille, mens hun talte; nu tog hun paa at gynge igjen med den forrige Fart.

«Hvis der kunde være nogen Hjælp i det, saa – –»

«Der er lige god Hjælp i det ene som i det andet. Det er slig Slag det.»

«Bare jeg kunde faa dig til at indse, at du nødvendigvis maa gjøre noget.»

«Men jeg skal da vel ha Lov til at besinde mig vel – –? Jeg kan da sandt for Herren ikke gi mig til at slæbe Møblerne ned i Auktionslokalet nu paa staaende Fod, likevæl!» Stolen stod atter stille for straks efter at sættes i Gang igjen.

«Du er ikke til at komme nær i Aften. Jeg véd næsten ikke, om jeg tør komme frem 333med den Hilsen, som Rikard gav mig med, og som gjælder mig selv ogsaa forresten.»

«Hvad var det for en Hilsen?»

«At vi saa gjerne vilde ha, du skulde flytte over til os, indtil alt dette var ordnet, – ja, at vi kortsagt saa gjerne vilde hjælpe og raade dig.»

«Ja Tak, – det véd jeg nok.»

«Ja, for vi har virkelig saa ondt af dig, baade Rikard og jeg.»

«Aa – jeg finder nok paa Raad.» Og hun nikkede med Hodet nogle bistre Nik.

«Er det noget i Særdeleshed du tænker paa?»

«Nej da! Men i værste Fald kan jeg jo ta Livet af mig. Den Udvej er der jo.»

«Tal ikke saa stygt – endskjønt, du gjør mig ikke bange. – Den, der mener det alvorligt, taler ikke om det, – det er en gammel Erfaring.»

Constance mumlede noget mellem Tænderne og nikkede atter med en forhærdet Mine.

Fru Marie var færdig til at gaa. Hun havde nølende tat sin Muffe; nu stod hun og klappede dens bløde Skind med sin behanskede Haand.

«Der er en Ting, jeg saa gjerne vilde spurgt dig om, men du skal love mig ikke at bli sint, Constance –»

334«Spør bare,» sa den anden sløvt uden at flytte Øjnene fra den Arabesk i Gardinet, som de var hæftet paa.

«Hvorfor har du git Lorck en Kurv? Ja jeg spør bare i al Venskabelighed» – vedblev hun hurtig, da Constance med et pludseligt Sæt drejede sig om paa Stolen.

«Lorck!» sa hun. «Hvad véd du om det? Forresten er det noget Snak.»

«Nej, Constance, det tror jeg ikke, – husk, at Lorck er Rikards gode Ven og min ogsaa for den Sags Skyld, – og noget har der været imellem jer, – det er jeg vis paa. Men det skal du vide, at har Du sagt nej til ham, saa vil jeg ikke sige, hvad jeg synes.»

«Saa faar det være det samme da,» sa Constance og satte sig rolig tilrette paa Stolen igjen.

«Jeg tænker slet ikke bare paa den praktiske Side af Sagen, hans gode Stilling, hans store Formue, hans Anseelse og smukke Ydre, men i og for sig er det mig højst ubegribeligt.»

«Ja, jeg kan tænke det,» sa Constance.

«Ja, for hør engang Constance, det er da vel din Mening, at du vil gifte dig igjen?»

«Synes du ikke ét Ægteskab er nok, maa jeg spørge?»

335«Nok! – Ja, hvis du endda havde noget at virke for, men slig som du har stelt dig! Har du virkelig et Øjeblik tænkt, at du vilde gaa slig og slænge gjennem Resten af dit Liv?»

«Jeg véd ikke, hvad jeg har tænkt jeg,» svarte Constance med en Gebærde, som om hun var led og ked af denne Passiar.

«Nej, det er just Ulykken det, – men hør nu Constance, kunde du ikke skrive til Lorck –»

«Og be ham fri igjen?»

«Ja, om du saa gjorde, du kunde Skam falde paa værre Ting. Men du kunde jo bare gjøre en Tilnærmelse, – ja du fandt nok altid paa Ordene.»

«Siden jeg nu er saa yderlig reduceret,» hun smilte bittert, «ja, det gjorde jeg nok.»

«Det kommer jo slet ikke Sagen ved, – det er jo ikke Penge han vil ha, – og naar nu Manden er saa forelsket, saa er der ingen Skam i at komme ham i Møde.»

«Hold op med dette Snak, Marie!» Constance var træt.

«Ja, ja, du skulde ikke være saa kjæphøj, Constance, den Dag vil komme, da du angrer det, tro du mig, og saa kan det være for sent.»

336Constance gjorde en affærdigende Bevægelse og saa’ ud til at være bestemt paa at tie. Saa sa Fru Hansen god Nat og gik.

Constance fulgte hende ud, rent mekanisk, og lyste hende ned ad Trappen.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.