Constance Ring

av Amalie Skram

VII.

En Ugestid senere var Ring og Constance i stort Fødselsdagsgilde hos Tante Wleügel paa Landstedet; det var fast Skik, at hun ikke flyttede til Byen, før den Dag var over.

Denne Gang var hun særdeles heldig med Vejret. Det var en af disse milde, solblanke Oktoberdage, der kan komme som et Efterslæt af Sommeren, og er saa dejlige i Norge ved den vidunderlige Rigdom af pragtfulde Farver, som Naturen er iklædt.

Man havde spist Middag Klokken tre, og siden delt sig i flere Partier; de ældre Fruer sad i Havestuen med sine Strikketøjer, og nogle af Herrerne var tyet ind i Røgeværelset med sine Cigarer og Kaffepunscher. Ude paa den store Gaardsplads gik en Del af de unge og slog Kroket, andre var beskjæftiget med Ringspil. Tilsidst slog de sig sammen, og 128legte Enkemand søger Mage paa den store Græsmark, der skraanede jævnt nedover mod Fjorden til højre for Villaen.

Mejer og Constance stod sammen; Fallesen var Enkemanden i Fronten.

Da Turen kom til dem at løbe ud, hviskede hun ham i Øret, at han endelig ikke maatte la hende bli tat og satte saa i fuldt Løb nedover Bakken. Fallesen anstrængte sig af yderste Evne for at indhente hende. Tilsidst forsvandt Constance bag om Pagterhuset, Mejer blev den, der gik af med Sejeren.

Constance havde slig Fart, at han maatte svinge rundt med hende for ikke at rive hende omkuld; hun var svimmel efter Løbet, og ganske ufrivillig kom hun et Øjeblik til at hvile sit Hode mod hans Skulder. I samme nu bøjede han sig ned og kyssede hende paa Øret. Hun kom løs med et Ryk og saa’ forskrækket bebrejdende op paa ham.

«Om Forladelse,» sa han og blev rød, «jeg kunde ikke gjøre for det.» Han saa’ saa skamfuld og ulykkelig ud, at Constance maatte synes Synd i ham.

«Det er jo ingen Ulykke,» sa hun trøstende. «Men sligt maa De aldrig gjøre, Mejer,» føjede hun alvorlig til, og der kom et bedende Udtryk i Øjet.

«Kom nu, lad os gaa tilbage.» Hun tog 129hans Arm, og de spaserede langsomt opover og stillede sig paa Plads igjen.

Resten af Aftenen var Constance munter som sædvanlig, uden Skygge af Forandring i sit Væsen mod Mejer. Da de skiltes, spurgte hun, om Tiden for hans Afrejse var bestemt, og da han svarte, at han skulde afsted efter Nytaar, bad hun ham endelig besøge dem snart.

Da han gik fra hende, digtede han videre paa sin Kjærlighed. Hans Følelse syntes ham gjennemtrængt af en Hengivenhed, som han ikke havde vidst, at det ene Menneske kunde nære for det andet.

Hvor var hun dog uskyldig og rensindet; den Kjærlighed, hun indgav, virkede lutrende og gjorde ham god; han vilde ikke skræmme hende bort ved at la hende mærke sin Lidenskab, nej, ikke om han saa døde af den. Som en Mand vilde han bære sin Ulykke og søge Trøst i Musiken og i sin Kjærligheds bittersøde Hemmelighed. – –

Dagen efter sad Constance alene hjemme i Skumringen. Hun var begyndt paa et Brev til Moren, men havde ikke været oplagt til at skrive, og havde derfor stukket det ind i Mappen for at fuldføre det en anden Dag.

Bare hun vidste, hvad hun skulde ta sig til – –. Denne Tilstand at ikke ha Lyst til nogen Verdens Ting var dog en græsselig 130Plage; – havde hun endda været søvnig, og kunde faat en Lur paa Sofaen – men nej, ikke det engang.

Hun spaserede op og ned paa Gulvet, indtil det værkede i Fodsaalerne; saa stillede hun sig hen ved Vinduet med Hænderne paa Ryggen; men paa Gaden var der ikke det mindste at se paa.

Monstro om der ikke skulde komme nogen – en eller anden –?

Sluttelig tændte hun Lampen og satte sig til at brodere.

Straks efter ringede det.

Hendes Hjærte begyndte at banke af Nysgjerrighed. Det var naturligvis bare Postbudet, – men nej – der hørte hun nogen spørge, om Fruen var hjemme. – Det var Lorcks Stemme.

Straks efter sad han ved Siden af hende i Lænestolen. Han trak en Bog op af Lommen, og foreslog hende at læse højt af den, det var Kiellands første Novelletter, som netop var udkommet.

Hun blev glad og sa, at det var en udmærket Idé.

Da han var færdig med Læsningen, begyndte de at drøfte Indholdet, og saa kom de til at tale om Kjærlighed.

«Det lader ikke til, at Kielland har synderlig Respekt for den Følelse,» sa Constance, 131«han rigtig haaner den. – Et Stykke med pæn, virkelig Kjærlighed i, kunde han nu gjærne ha git os.»

«Ja–a, men –» bemærkede Lorck og trak paa Skulderen, «det man plejer at kalde en pæn, virkelig Kjærlighed er jo et gammeldags Begreb –»

«Det ser ud til det,» sa Constance, «det er vel derfor, den ikke mere er Hovedæmne i Bøgerne, ialtfald ikke i vore, –»

«Og heller ikke i Livet,» sa Lorck; han sad og drejede Pennekniven mellem Fingrene og iagttog hende med et opmærksomt, næsten lurende Blik.

«Ja, har den nu egentlig nogensinde været det?» spurgte Constance og lod Naalen med den lange, røde Silketraad stanse paa Halvvejen. «Gad vidst, om ikke alt det har været Digt og Tøv – –»

«Og De vil klandre Kielland, Frue! – Hvad vil De med, at han skal digte om det, De selv ikke tror paa?»

«Man er nu saa vant til, at det skal staa i Bøgerne. – Men for Resten – klandre, – det var nu slet ikke Meningen –»

«Forøvrigt tar De fejl, Frue. – Man døde af Kjærlighed i gamle Dage –»

«Tog Livet af sig, naar man ikke fik den, man vilde ha – mener De?»

132«Ja, eller simpelthen døde af Sorg, fik Tæring eller lignende –»

«Det maatte være dejligt,» udbrød Constance pludselig alvorlig.

«At dø af Kjærlighed?» spurgte han og rettede sig i Sædet.

«At kunne ha saa stærke Følelser,» mener jeg. «Men de Tider er længst forbi – tror De ikke ogsaa?»

«Jo, det véd Gud – ja, det vil sige, det er da ikke falden i min Lod at træffe paa sligt et Vidunder –»

«Nej, ikke i min heller,» sa Constance med et Suk.

«Skjønt Gud véd, om ikke dog et mindre normalt konstrueret Individ kunde faa en ulykkelig Kjærlighed til at vare Livet igjennem paa et Slags Vis,» sa Lorck med en Mine, som om han nøje granskede Sagen.

«Eller en lykkelig –» henkastede Constance.

«Nej, det er en anden Sag, Frue –. En lykkelig Kjærlighed er ikke længer nogen Kjærlighed –»

Constance lod Arbejdet synke.

«Er en lykkelig Kjærlighed ikke længer nogen Kjærlighed!» – Det kom med et Dunk paa hvert eneste Ord.

«Ikke efter almindelige, velanstændige 133Begreber, for saa vil det jo sige, at man gifter sig.»

«Ja, og hvad saa?»

«Saa er det forbi,» sa han og trak Øjenbrynene i Vejret, som om han meget beklagede Faktum.

«Tror De virkelig, at det altid gaar saa?» Der kom et spændt Udtryk paa hendes Ansigt, som dog hurtig forsvandt, da hun saa’ et Smil som af Triumf om Lorcks Læber.

Hun gjorde en Bevægelse med Munden som for at sluge sine egne Ord.

«Ja, hvis det ikke er meget tarvelige, jeg mener meget enfoldige Mennesker, eller ialtfald Folk uden Udviklingsevne.»

«Ja, det forstaar jeg nu egentlig ikke,» sa Constance, og lænede sig tilbage i Sofaen med Synaalen i den ene Haand og Arbejdet i den anden.

«Jo, for ser De, Frue, Kjærligheden – især mellem Ægtefolk, for der er jo dem, som er forelsket, naar de gifter sig, den altsaa slides op – viskes ud af Tid og Brug som alt andet her i Verden. Og saa desuden, hvor skal man kunne forlange af et Menneske, at det skal kunne elske den samme i Firtiaarene, eller bare i Trediverne, som i Tyveaarsalderen f. Eks.? Den Kvinde, som bedaarede mig den Gang, vilde jeg – ja, det er jeg sikker paa, kanske ikke kunne udstaa, 134naar jeg var kommen til Skjæls Aar og Alder.»

«Ja, det høres unægtelig, som der var noget i det,» sa Constance med et Suk og gav sig atter til at sy.

«Hvis jeg da ikke selv stod komplet stille, med andre Ord var Idiot» – fuldførte Lorck.

«Men efter den Teori burde jo ingen gifte sig,» sa Constance og saa et Øjeblik op.

«Nej, Ægteskabet, som vi har det, er sikkert en højst mislig Institution,» svarte Lorck med et Smil.

«Ja, ialfald ikke, før baade han og hun var bleven temmelig tilaars,» fortsatte Constance, «færdig med det, man kalder sin Udvikling.»

«Ja, ser De,» sa Lorck. og trak paa Skuldrene, «det har nu ogsaa sin Skyggeside – især for Kvinderne, – jo ældre de blir, jo vanskeligere er det for dem at bli gift – og saa maa der jo tænkes paa Efterkommerne –»

«Hvad gjør det, om der ikke blir sat saa mange Mennesker i Verden? –» sa Constance livlig. «I et fattigt lidet Land som vort, kan jeg ikke skjønne andet, end at det vilde være en Velgjerning.»

«Ja, det var nu ikke det, jeg mente,» sa 135Lorck, «men Børn af gamle Forældre blir ikke saa gode, som de skulde være.»

«Ja, saa faar det gaa sin skjæve Gang da –» sa Constance, og sukkede resigneret.

«Det faar nok det,» mente Lorck. «For Resten hvad det kommer an paa, er jo at være fordomsfri.»

«Hvorledes fordomsfri?» spurgte Constance, og holdt et Øjeblik op at sy.

«At ikke la sig binde af de Lænker, som Menneskene selv har smedet sig, men følge sit Hjærtes Trang til at føle og elske frit.»

«Men naar der nu ikke gives nogen Kjærlighed? – De sa selv, at det var Sludder –, saa kommer jo den Sag slet ikke fore,» sa Constance ligegyldig.

«Jeg mente de gammeldags Begreber! – Gives nogen Kjærlighed!» han talte med ét lavere, «det kunde ikke være mig, Nils Lorck, som sa en saadan Ting, jeg, som nu i over et Aar har baaret paa en Forelskelse, – der, ja, saa Gud hjælpe mig, tror jeg det ikke – ender med at gjøre mig gal.»

Der var kommet noget stakaandet over ham, Stemmen skjalv, og Fingrene arbejdede nervøst med Pennekniven; Holdningen var saa forskjellig fra hans sædvanlige overlegne rolige.

Constance fik en uhyggelig Fornemmelse af Utryghed; hun turde ikke se op.

136Bare han ikke siger, det er mig, tænkte hun. Hvad i Alverdens Rige skal jeg begynde paa, – uf, en saadan Scene.

«Aa, det gaar vel over med mindre,» sa hun og forsøgte at lade som ingenting.

«Nej, det er ikke af den Art – det er kommet saa altfor vidt, – det er blevet til en Lidenskab, som fortærer mig!»

Stemmen var saa indtrængende, Lyden ligesom borede sig ind i hendes Øren.

Det var det værste, du kunde finde paa at sige, tænkte hun; hun syede med Heftighed og bøjede sig dybere over Arbejdet. Hvad i Alverdens Rige skulde hun svare.

«Og det har De naturligvis mærket, Frue, – De har vidst det ligegodt som jeg,» vedblev han.

Redningsløst! tænkte hun, og var tilmode som om hun sank bagover.

«Vidst, – hvad, – jeg,» stammede hun.

«Ja, for det er jo Dem, jeg elsker, Constance –».

Hun havde ikke mærket, at han gjorde nogen Bevægelse, derfor kunde hun ikke begribe, hvorledes det gik til, at han pludselig laa paa Knæ. Hun vilde sige noget, men fik ikke Tungen til at lystre.

«Constance –» hviskede han, «lad det nu være nok. – Strid ikke længer imod – du er skabt til Elskov, og du skal komme til at 137smage den Sødme det er, at gi sig hen til en Mand, der elsker saa grænseløst som jeg –».

Han tog hendes Haand og nærmede sit Ansigt til hendes Bryst; hun kjendte hans varme Aande stryge hen over sin Pande.

«Nej, nej, nej!» raabte hun pludselig, og var i et Spring henne paa Gulvet.

«Hold op med dette, Lorck! Hvad skal det være for,» sa hun i en bebrejdende Tone.

«De viser mig bort, Frue,» han stod bleg og truende foran hende.

«At tale saadan til mig – det er stygt af Dem, Lorck –» klynkede Constance, og saa’ hjælpeløst paa ham.

«Jeg spør, om De viser mig bort?» Han stødte Foden haardt i Gulvet, idet han traadte et Skridt nærmere.

Det gav et Sæt i Constance.

«Ikke skræm mig saa!» sa hun, med en Bevægelse som om hun værgede for sig.

Lorck korsede Armene paa Brystet, og betragtede hende stift.

«Jeg elsker dig, Constance – det er Alvor, ganske anderledes end jeg selv endog vidste. Jeg giver dig mig selv, mit Liv, min Sjæl, – vil du ikke ta imod det?»

«Nej, uf nej,» sa hun, og veg uvilkaarlig tilbage.

«Hvorfor har du da legt med mig, Kvindemenneske!» 138spurgte han og traadte tæt hen til hende.

«Det har moret mig at tale med Dem, aldrig var der andet i min Tanke!» raabte hun med Heftighed, og Stemmen røbede, at hun var nærved at briste i Graad.

«Det er Løgn!» sa han brutalt. «Hvem er det, som har tat dig – jeg vil vide, hvem du elsker! – Din Mand maaske?» Han lo haanlig.

«Hvor kan De staa og fornærme mig saaledes?» spurgte hun, og der kom et Udtryk af krænket Værdighed, af Smærte og Forskrækkelse i hendes Øjne. «Jeg, som aldrig med Vilje har gjort Dem nogen Fortræd.»

Hun gik hen til Vinduet.

Han fulgte efter, tog hende bagfra om begge Haandled og tvang hende til at vende sig om.

«Kokette!» snærrede han.

«Slip mig!» raabte hun vredt, og rev sine Hænder til sig. «Jeg er ingen Kokette, men De er et Mandfolk; der er en aandelig Raceforskjel mellem os, deraf kommer det.»

Hun gik om paa den anden Side af Bordet; der stod hun og saa’ paa ham med blussende Kinder og fjendtlig Holdning.

En Forestilling om, at han havde bedømt denne Kvinde fejlagtig, steg op i Lorck. Han forvirredes og følte sig ydmyget; men vant 139som han var til at være paa Højde med Situationen vilde han forsøge at trække sig tilbage med Værdighed.

«Tilgiv mig, Frue, – jeg var for heftig,» sa han fuldkommen rolig. – «Jeg indser, at jeg har taget fejl af Dem. – For mig er det bleven skjæbnesvangert, vor Herre maa vide i hvilken Udstrækning. – Men jeg ber Dem, la være at bære Nag til mig –»

«Jeg bærer ikke Nag,» sa hun med lav Stemme.

«Men det vil være Dem ubehageligt at se mig efter dette?»

«Det véd jeg ikke – i dette Øjeblik kan jeg ikke tænke rolig over Sagen –» svarte hun.

«Synes De, jeg burde gaa?» spurgte han stilfærdig.

«Ja, det synes jeg, De burde,» sa hun alvorlig.

«Naa, ja, som De vil; men forsøg at se fornuftigt paa det – De maa ikke finde paa, at jeg nu skal være banlyst fra Dem – jeg skal aldrig mere falde Dem besværlig paa den Vis som i Aften, Frue.»

«Det vil dog vist bli for pinligt mellem os herefterdags,» sa hun.

«Nu, ja, – De har at befale,» han bukkede og forlod Stuen med afmaalte Skridt.

140Ude paa Gaden gik han og svang med Spaserstokken, og rendte lige mod en af sine Venner uden at lægge Mærke til ham, før han fik et Slag paa Skulderen, og et Halløj raabt ind i Øret.

«Aa, er det dig,» sa han aandsfraværende og gik videre uden at hilse.

Men inde i Sofaen sad Constance og græd med Hodet begravet i en Fløjlspude.

Det var altsaa saaledes, hun blev set paa. Som en fræk Kokette, der la sine Garn ud for at fange Mandfolk. – – Hvem det var, som havde tat hende! – – Det var altsaa den Agtelse, han trode det nødvendigt at ha for hende, saa dybt nede stillede han hende. – – Om hun kanske elskede sin Mand! – – Haane hende ogsaa med dette! Nej, men hendes Mand var dog den eneste, hvis Kjærlighed kunde hædre hende.

Hvor var dog Verden slet og smudsig, og Livet tomt og værdiløst, og alt det Grums, det skyllede hen over hende! – Den Lorck, den slette, modbydelige Lorck, – hun hadede ham – – – –

Hun laa i samme Stilling, da hun hørte Ring komme. Hun rejste sig straks, og gik ind til Temaskinen. Mod Sædvane var han alene, og da de havde spist, begyndte han at tale om en Herremiddag, han maatte gi for nogle Svensker, af hvem han havde kjøbt en 141Del Jærngruber, der skulde gjøre ham til en grundrig Mand. Dagen og Retterne blev aftalt. Saa regnede han op, hvem der skulde inviteres.

Lorck var iblandt dem.

Hun brød af og sa, at hun ønskede, han ikke vilde be Lorck.

«Hvorfor ikke det?» spurgte han forundret.

«Jeg har mine Grunde,» sa hun bestemt.

«Hvafornoe! Er du nu ogsaa bleven kjed af ham. – Du lar Aktierne stige og falde altfor hurtig, Constance. Men hvad jeg vilde sagt, han maa nu være med alligevel denne Gang. Altsaa Storm seks, Lorck syv, –» han sad og talte paa Fingrene.

«Nej, det er Alvor,» sa hun opirret, «Lorck maa du ikke invitere, – du kan da la være, naar Du hører, jeg ber Dig –»

«Vær nu ikke saa paastaaelig, Constance. Lorck er kjendt med Svenskerne, jeg har lovet dem, at de skal træffe ham her, altsaa Lorck syv –»

«Nu skal han ikke bes,» brød hun ud med Heftighed og rejste sig. «Det er en Flab og en væmmelig Fyr, – han har – – ja, det er det samme, men du maa ikke be ham.»

«Har han været nærgaaende? – Ja, hør, véd du hvad, Constance, det er min Sandten 142din egen Skyld. – Det er altid Damen, som gir Tonen an –»

«Ti stille!» raabte hun, og holdt for Ørene.

Ring kunde ikke begribe, hvorfor Stemmen var saa jammerfuld, og Minen saa bønlig. – Den Constance var nu heller ikke let at bli klog paa.

«Du skal nu ikke gaa for strængt i Rette med Lorck heller, Stakker,» vedblev Ring i en mæglende Tone, «for ser du, han regner sig til Familien. Du behøver bare at læse ham Teksten én eneste Gang, og saa være lidt fornem imod ham.»

«Du bryr dig altsaa ikke om, hvad jeg siger, men ber ham alligevel?»

«Jagu ber jeg ham! – Det er da, Gud hjælpe mig, for meget forlangt, at jeg skal rette mig efter sligt et Lune, naar der nu er Grunde for at ha ham med. – Du er saa fuld af Indfald, at –»

Han holdt pludselig inde; hendes Blik, der var fæstet paa ham, bragte ham til at glemme, hvad det var, han vilde sagt.

«Hvad glaner du efter,» sa han med et Grin, som om noget stak ham i Øjnene, «en skulde tro, du saa Spøgelser.»

«Nej, det er dig, jeg staar og falder i Tanker over,» sa hun koldt. «Ja, lad os saa 143be Lorck,» vedblev hun, og satte sig stille ned igjen.

– Hun fik en Raptus med at ville isolere sig, og stængte sig konsekvent ude fra alting. Hun sa til sig selv, at hun ikke orkede at holde Menneskene ud.

Og saa midt i denne triste, mørke Vintertid, naar hun om Aftenen sad alene med den strænge Ordre til Alette om ingen at slippe ind som et Værn mellem sig og Verden, kunde hun pludselig gribes af Længsel efter at noget skulde ske, noget usædvanligt, noget skrækkeligt. Tiden slæbte sig langsomt, langsomt hen, mens hun prøvede paa at sy eller læse. Det var som om hun døde af Kjedsomhed, Tomme for Tomme; undertiden kunde hun fare op, gaa omkring og vride Hænderne, og gjentage atter og atter: «Jeg blir gal.»

Ring var vred, naar hun afslog Indbydelser, som han vilde, hun skulde modta.

Hun undskyldte sig med, at hun var syg.

Hvad der da fejlede hende?

Ja, det vidste hun ikke; men utilpas var hun.

Hvorfor hun saa ikke vilde ha Doktoren?

Det kunde ikke hjælpe.

Dette varede ved et Par Maaneders Tid. Saa brød hun overtvært og sa til Ring, at hun 144vilde i Theatret. Hun havde læst en Afhandling om Idiosynkrasi, som havde skræmt hende.

Da saa Juleselskabeligheden begyndte, kastede hun sig ind i den med større Liv end nogensinde; det var, som om hun kun havde hvilet ud for at ta desto kraftigere fat.

Ring smilte og nikkede fornøjet. Det var nok det, han vidste, at hun snart vilde faa nok af at agere Eremit.

I Midten af Januar rejste Mejer til Leipzig. Da han var paa Afskedsvisit hos Rings, traf han Constance alene hjemme.

Hun var bleven bleg og lidt magrere, førekom det ham, i den Tid hun havde skrantet. Men det klædte hende nydeligt; aldrig havde han fundet hende smukkere. Han syntes, hun var paafaldende alvorlig, og skjønt Venligheden selv, mere tilbageholdende end før.

Det sugede ham om Hjærtet, mens han sad og strævede med at tale om ligegyldige Ting. Han holdt sig dog kjæk lige til det sidste Øjeblik, men da glippede det for ham. Han maatte vende sig bort for at bli Herre over sin Bevægelse. Lyden af hans Farvel døde i det Kys, han trykkede paa hendes Haand. I det næste nu var han borte.

Men Constance tænkte ofte paa det blege Ansigt og det rørende Udtryk om hans Læber, i det Øjeblik han gik ud gjennem Døren.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.