Constance Ring

av Amalie Skram

IX.

Der var gaat over et Aar efter Fru Bloms Besøg. Det var en Eftermiddag i Midten af December med Frost og klingende Føre. Constance havde været ude for at gjøre nogle Indkjøb. Nede paa Karl Johansgade havde hun mødt Lorck; han var gaat hende forbi med en ærbødig Hilsen. Siden Optrinet imellem dem var han hørt op med sine Besøg; han kom kun, naar Ring ekspres inviterte ham, og behandlede da Constance med en udsøgt Opmærksomhed, der var præget af en Respekt og Tilbageholdenhed, som var paafaldende forskjellig fra hans tidligere frie og spøgende Tone. Constance sa undertiden til sig selv, at hun egentlig savnede ham, men naar hun saa huskede hans Ord hin Aften, blussede Forbitrelsen op i hende.

Da hun nærmede sig Huset, saa’ hun, at Spisestuen var svagt oplyst, og tænkte, at 153Alette maatte være der inde for at lægge i Ovnen.

Hun var allerede halvt oppe i Trappen, da hun huskede, at Klokkeledningen var i Ustand. Hun havde ingen Entrénøgle paa sig, derfor vendte hun om og gik op Bagvejen. Da hun kom ind i Kjøkkenet, fandt hun Lampen stærkt osende og Vandkjedlen saa voldsomt i Kog, at der stod en Sprøjt ud af Tuden hen over Gulvet. Uden at give sig Tid til at ta Tøjet af, vilde hun ind i Spisestuen for at bede Pigen raade Bod paa denne Uorden. Døren var halv aaben, og idet hun stødte den op, saa’ hun Bagsiden af Ring, der stod med noget klemt inde i sine Arme og Hodet saa dybt fremoverbøjet, at det saa’ ud, som om Kroppen var hodeløs. Uden at fatte, hvad det var, som foregik, traadte hun over Tærskelen, og i samme Nu løsnede der sig to Skikkelser ud fra hinanclen. Med en hurtig Bevægelse vendte Ring sig om og skottede med langsomme Øjekast fra den ene til den anden. Der kom en slap Trækning om hans Mundviger, et Slags fjollet Smil. Med Ansigtet halvt bortvendt stod Alette; hun var flammende rød, hendes Haar i Uorden; Øjnene fôr raadvilde omkring, og den ene Haand kramsede hjælpeløst paa Forklædet.

Constance blev greben af en underlig Svimmelhed. Det syntes hende, at hun sank 154og sank, hun og Stuen og altsammen, og at det aldrig fik Ende. Hun vilde gaa hen over Gulvet eller bare røre sig fra Stedet, hvor hun stod, men det forekom hende, at hun var stivnet fra Top og til Taa, og at det ikke vilde lykkes hende.

Alette var den første, som fattede sig; stille luskede hun ud af Stuen.

«Skal du ikke ta Tøjet af?» Stemmen lød saa ydmyg, saa ulig hans almindelige. Hun vidste næsten ikke, om det var Ring, der havde talt. Men Lyden vakte hende; hun gik et Par Skridt og tog et Tag i Spisebordet som for at støtte sig.

Ring begyndte langsomt at gaa frem og tilbage uden at passere forbi Constance. Da han anden Gang var tæt ved Døren, som Alette havde ladet staa aaben, lukkede han den stilfærdig. Saa gik han hen til Buffeten, flyttede et Glas og en Flaske bag Temaskinen, og stillede sig op i en skraa Stilling med Haandfladen hvilende paa Buffeten.

«Constance – jeg ber dig – hm,» – han byttede Fod, – «tro mig, – det var, – det var ikke saa ondt ment, som det, – som det kanske saa’ ud.»

Hun stod ubevægelig og saa’ stivt hen for sig.

«Jeg kan godt forstaa, at det, – – ja, at det maa ha tat sig, – jeg mener forekommet 155dig underligt» – –. Han stansede lidt mellem hvert tredje eller fjerde Ord.

«Men jeg forsikrer dig til, at – ja, bare du vilde tro det – det var, – ja, virkelig var det bare en Spøg, en Kaadhed, om jeg saa skal sige, – en, ja, en Guttestreg, – noget som stak mig – jeg begriber det ikke selv.»

Det var umuligt at mærke paa hende, om hun hørte, hvad han sa eller ej.

«Jeg er saa lei for det, ja, saa lei, at jeg – ikke det kan sige, – ja, rent ud sagt, jeg væmmes ved det.»

Constance førte, ligesom aandsfraværende, Haanden op til panden og saa ud til at beflitte sig paa at tænke efter.

«Jeg véd ikke hvad, – ja, hvad jeg ikke vilde gi for at faa det, – ja, ugjort,» fortsatte han i den samme underdanige Tone. «Hvis jeg turde, saa vilde jeg, ja, paa mine Knæ be dig om Tilgivelse.» Han nærmede sig og rørte sagte ved hendes Muffe, som hun endnu holdt i den slapt nedhængende Haand.

«Lad mig være, Menneske,» sa hun og veg til Side; derpaa forlod hun Stuen og gik hastig ned paa Gaden. Der greb hende et vanvittigt Ønske om at flyve afsted gjennem Luften og ikke stanse, før hun naaede Huset der hjemme, hvor hun kunde dale ned og lægge sit Hode i Morens Fang og be om Lov til at være der bestandig. En voldsom 156Graad brød op i hende; hun holdt Muffen for Munden, mens Taarerne strømmede ned over hendes Ansigt. Hun havde en Følelse af, at der overgik hende en stor Tugtelse, som bøjede hende til Jorden. Hvad havde hun da forbrudt, at sligt skulde hjemsøge hende. Det forekom hende, at hun for første Gang smagte, hvad Skam var. Ja vist havde hun ofte været forpint og ulykkelig, men hvad var dette mod disse sviende Piskeslag, hvorunder hun nu vred sig som en Vaand, der svajer i Vinden. Hun blev saa ydmyget der ved; hun kunde være falden paa Knæ og anraabt om Tilgivelse, fordi hun havde været misfornøjet med sin Lod, da der intet var paa Færde.

Hun sa til sig selv, at det ikke kom hende ved; hvorfor kunde hun ikke la ham kysse hvem han vilde, – men nej, nej, nej! han havde jo hende til Hustru, hende! Skulde han saa kunne tænke paa at se paa nogen anden paa den Manér – og understaa sig til at gjøre det! Nej, at han kunde være saa lumpen og saa svinsk.

Harmen kogte op i hende, og saa kom igjen denne uudholdelige Smerte. Uvilkaarlig begyndte hun at be til den Gud, hun tvivlede om var til, og anklagede sig selv for Utaknemmelighed og Hovmod. Nu var Straffen kommen over hende; derfor skulde hun bøje sin Nakke under den Haand, som tugtede. Der var kun 157ét, hun ikke vilde finde sig i, at leve med Ring efter dette; men det kunde jo hverken Gud eller Mennesker forlange.

«God Aften Frøken, – ude at spasere i det dejlige Vejr,» lød det pludselig lige ved hendes Øre.

Under sædvanlige Omstændigheder vilde hun være bleven yderlig opskræmt ved saadan en Tiltale af en fremmed Mandsperson paa Gaden ved Aftenstid. Nu ænsede hun det knapt; rolig gik hun videre uden at svare, og Fyren dinglede bort. Hun var nu kommen ned i Welhavensgade og naaede snart Huset, hvor Hansens boede.

Ja naturligvis; derop maatte hun ty for at betro sig til Marie. Saa liden Sympati, der end ellers var imellem dem, paa dette Punkt vilde de forstaa hinanden. – Hun gik op og ringede paa.

Jo Fruen var alene, og hun blev vist ind.

Marie sad i det ene Hjørne af den rummelige Dagligstue, i en fløjelspolstret Sofa og broderte med gule Silker paa rødt Klæde ved en skjærmdækket, stærkt lysende Lampe. En svag Duft af Drivhusblomster fyldte Stuen, og foran den store, hvide Porcellænsovn var stillet en pragtfuld, af Guldpailletter og Arabesker overbroderet Skjærm.

Da hun saa’ Constance træde ind, la hun 158Arbejdet bort, rejste sig op og gik hende venlig smilende i Møde.

«Hvor hyggeligt, Constance; – det var rigtig pænt af dig, – ja, for du blir naturligvis –, saa sender vi Bud efter Ring.» Og hun gav sig ivrig i Færd med at løse hendes Hattebaand og hjælpe hende af med Kaaben.

Constance lod det viljeløst ske. Marie bar Tøjet ud i Entrén og blev ved at snakke, mens Døren stod paa Klem.

Da hun kom ind igjen, tog hun Constance om Livet for at føre hende til en Lænestol. Men pludselig forandredes hendes Mine; hun stirrede paa Kusinens forgrædte Ansigt og stive Træk med et næsten bestyrtet Blik. Deres Øjne mødtes, og i samme Nu kastede Constance sig om hendes Hals og brød ud i en lidenskabelig Hulken.

«Men Gud, Constance, hvad fejler dig?» Og let bevægelig som hun var, kom hun selv til at græde.

Constance blev saa rørt over dette Tegn paa Deltagelse, at hun klyngede sig tættere til hende.

«Aa Marie – du maa hjælpe mig, – jeg er saa ulykkelig –!» kom det omsider med brudt Stemme.

«Men hvad er der da sket? Kom og sæt dig og lad mig høre.»

«Jeg vil ikke leve med Ring længere, – 159jeg kan det ikke» – og saa fortalte hun, hvorledes Sagerne stod.

Det spændte Udtryk i Maries Ansigt veg efterhaanden Pladsen for et bekymret Alvor.

«Ja, naturligvis forstaar jeg godt, at det har gjort dig græsselig ondt, men det er da ikke noget at ta saadan paa Veje for.» Hun ventede lidt. «Et Mandfolk, som kysser en Tjenestepige. – Det har ikke stort paa sig, du.»

Det var Constance som om Grunden svigtede under hende.

«En gift Mand, i sin egen Spisestue – med sin Kones Tjenestepige» – stammede hun.

«Ja vist er det for galt, og jeg maa rigtignok sige, at jeg ikke havde troet, at Ring var saadan. – Men Constance, er du ganske vis paa, at du ikke selv har Skyld?»

«Hvad mener du med det?» spurgte Constance.

«Du er altid saa kold og overlegen mod ham, det synes baade Rikard og jeg.»

Constance følte sit Hjærte sammensnøres. At Marie skulde vende Angrebet mod hende, var noget, hun ikke havde tænkt sig. Hun stirrede hjælpeløs paa hende.

«Hans Opførsel oprører dig altsaa slet ikke?» spurgte hun.

«Jo, det skal Gud vide, Constance, – men du maa huske, at Mændene er saa ganske anderledes end vi. De er saa vant til slige 160Affærer fra før af, og de kan saa let faa Tilbagefald, hvis ikke deres Koner, jeg havde nær sagt, sætter Livet ind paa at holde dem fast, og det kan en Kone, i alt Fald en, der har de ydre Betingelser, – som du f. Eks.»

Constance følte en oprørsk Forbitrelse, der var nær ved at kvæle hende.

«Det er modbydeligt, hvad du siger,» sa hun og knyttede uvilkaarlig Hænderne.

«Ja, ja, Constance, – du faar nok lære om igjen, du skulde bare vide, hvor faa Mænd der er, som er sine Koner tro, ikke et af hundrede Ægteskaber er rent, du.»

Og nu gav hun sig til at fortælle vidt og bredt om al den Uterlighed, Ægtemændene bedrev, og Konerne saa gjennem Fingre med; hun nævnte flere Eksempler fra deres fælles nærmeste Bekjendte og fra andre, som de kun kjendte af Navn.

Constance blev sjælesyg af at høre paa det.

«Men du gode Gud!» – raabte hun til sidst, «hvis dette er sandt, og hvis alle Mennesker finder sig i det, hvorfor er da ikke denne Løgninstitution afskaffet? Hvorfor i al Verdens Rige har vi ikke offentligt Flerkoneri?»

«Som Tyrker og Hedninger! – jo, det vilde være herligt.»

«Saa var der da Sandhed i Tingene, og saa vidste vi jo, hvad vi gik ind til.»

161Marie vilde ikke gaa nærmere ind paa dette meningsløse Snak.

«Ja, jeg er nu som sagt saa vis paa, at det kommer saa uhyre meget an paa Konen, hvordan Ægteskabet blir. Hvis du vilde, kunde du faa en umaadelig Magt over Ring. – Han er saa snil og saa let at lede – og saa elsker han dig virkelig, om han saa hundrede Gange kysser saadan en Tøs.»

Constance lo bittert.

«Ja, for det er bare en Mandfolkestreg. – Du kan endnu faa en udmærket Mand af ham, og det er jo en Kones, – jeg kan næsten sige Mission at virke godt paa sin Mand.»

«Men jeg føler ikke noget Kald for den Mission,» sa Constance haanlig.

«Vis dig nu højmodig, Constance og tilgiv ham, saa skal du se, du faar Velsignelse af det. Ofte er en slig Hændelse et Middel i Guds Haand til at bringe Hjærterne nærmere sammen, naar vi bare bruger det paa den rette Maade.» Maries Stemme vibrerte, og hendes Øjne var fugtige.

Der blev en Pause.

Constance sad med korslagte Arme og saa stivt hen for sig.

Marie tænkte det var bedst at nytte Lejligheden og tale om, hvad hun længe havde havt paa Hjærte.

«Nej, véd du, hvad jeg vilde synes var 162meget værre, Constance? Det var at ha en Mand, som var svag for Drik.»

«Ja, det mangler det da heller ikke paa, skulde jeg tro, – men det er vel ogsaa min Skyld,» svarte Constance med en Mine, som om hun var forberedt paa alt.

«Ja, Constance, jeg kan ikke la være at tro, og det siger Rikard ogsaa, – at Ring gaar og er lej af sig, fordi du er saa kold imod ham. – Han drikker for at døve sig.»

«Ja, stakkels Mand, han gaar vist rent i Hundene, fordi han er gift med mig.»

«Og det maa jeg rigtignok sige, at ha en utro Mand, det faar endda være – saa græsseligt som det er, men en som drikker!» –

Atter følte Constance den forrige ordløse Forbitrelse inden i sig.

«Ja, for en Mand, som drikker,» vedblev Marie, «kan jo hverken passe sine Forretninger eller skaffe til Veje, hvad der skal til – han er jo borgerlig ruineret.»

«Hvor har du gjort af mit Tøj?» spurgte Constance og rejste sig.

Marie gik ud i Entrén efter det.

«Ja, for nu vil jeg ikke be dig bli,» sa hun, da hun kom tilbage. «Nu skal du pænt gaa hjem og forsone dig med Ring. Gjør det, aa, gjør det med det samme, Constance.»

«Ja, nu gaar jeg hjem og ber om Forladelse, fordi jeg ikke har passet bedre paa ham, 163og lover at forbedre mig for Eftertiden. – Er det ikke det, jeg skal?»

«Ja, nu er du bitter, og det kan jeg godt forstaa, men naar du faar tænkt dig om, skal du se, du gir mig Ret. Vil du ikke, Pigen skal følge dig?» spurgte hun, da Constance var færdig.

«Nej, for Guds Skyld lad mig slippe! – God Nat.»

«God Nat, Constance.»

Imidlertid gik Ring hjemme i den pinligste Uro. Da Alette hørte Fruen forlade Huset, gik hun ind igjen til ham og stod og hulkede med Forklædet for Øjnene. Han havde bragt hende i Ulykke; nu vilde Fruen jage hende – hvorfor havde han ikke ladt hende gaa for den, hun var; – før havde hun holdt sig som en ordentlig Pige, og nu! Aa Jøsses, at det skulde gaa hende saa’n, – hvad skulde der nu bli af hende, – der var ikke andet for end at gaa bent bort og kaste sig væk – – –. Ring lovede ikke at slaa Haanden af hende og bad hende bare forholde sig rolig og gjøre sine Ting, som om intet var forefaldt. Han skulde nok se at lempe paa dette, saa der ikke blev noget videre af det. –

Saa vandrede han op og ned i Dagligstuen, stod stille ret som det var og forbandede det fordømte Tilfælde, som havde spillet ham et saa intrikat Puds. Han vred sig ved Tanken 164om alt det, han vilde faa at gjennemgaa med Constance. Hun vilde ikke blive naadig, mente han, men sluttelig trøstede han sig med, at det hele vilde drive over, naar der gik nogen Tid. Ved dette Punkt af sine Betragtninger følte han Trang til at oplive sig med et Glas Kognak og Vand. Hvorfor var Constance altid saadan – det var hendes Skyld, at det gik saa skidt. Hvorfor levede de ikke sammen som to Turdelduer – –

– – Hvert Øjeblik var han ved Vinduet og keg ud; af og til stod han ude i Entrén og lyttede.

Jo længer det led, jo mere ilde tilmode blev han; Munden var trukket op i en mismodig Grimace; Øjenbrynene stod som en spids Vinkel, og Panden laa i tykke, posede Folder. Han kviede sig frygtelig til det Øjeblik hun skulde træde ind og var samtidig i en Kval, fordi hun udeblev.

Endelig hørte han nogen ved Entrédøren. Han gik ud og lukkede op.

Constance skred rolig forbi ham og begyndte at ta Tøjet af. Saa gik hun ind i Dagligstuen, satte sig i Sofaen og tog fat paa Aftenavisen.

Ring gled ned paa en Stol et Stykke borte og blev siddende i en foroverbøjet Stilling med Albuen paa Knæet og Haanden skyggende for Øjnene. Af og til skottede han hen til 165sin Hustru, men manglede Mod til at tiltale hende.

Omsider mandede han sig op og sa: «Kan du tilgi mig, Constance?»

Hun lagde Avisen bort, saa’ hen paa ham, som for at sige noget, men opgav det og greb atter Bladet.

«Denne Dag skal bli et Vendepunkt i mit Liv,» begyndte han.

«Forskaan mig for Talemaader,» sa hun tørt, «jeg orker ikke at høre paa dem.»

«Jeg véd, jeg har fornærmet dig grusomt,» stammede han, «og jeg vil ta hvad Bod du paalægger mig – hvor» – – –

«Hvad jeg har at sige er ikke meget,» – afbrød hun ham med en Haandbevægelse, – «naar du staar i Forhold til min Tjenestepige –»

«Jeg staar ikke i noget Forhold, jeg.»

«Naar du staar i Forhold til min Tjenestepige, saa er det en Selvfølge, at jeg vil forskaanes for dig. – Hvis du vil ha hende – saa værsgod, men saa faar du la mig være i Fred. – Jeg er gaat ind paa at være din Hustru – det er galt nok, men en af dine Friller, det blir der ikke noget af.» – Hun rejste sig og vilde forlade Stuen.

Ring syntes, at hun aldrig havde været saa dejlig og saa attraaværdig som i dette Øjeblik. – Hun var en helt anden. En Rædsel 166for at miste hende fôr igjennem hans Sind som et ondt Stik; han sprang op og stillede sig i Vejen for hende.

«Forhaan mig, træd paa mig, spyt paa mig, dræb mig!» raabte han, «jeg er en Pjalt, en elendig Fyr, som ikke har vidst, hvad Skat jeg besad, et Menneske, som ikke er værd at løse dit Skobaand, men jeg elsker dig, Constance, – nej, lad mig tale, jeg elsker og forguder dig, jeg ligger i Støvet og kysser dine Fødder, – jeg bryr mig ikke om nogen i Verden uden dig – hvad du saa end tror.» Han holdt Hænderne om Hodet og vred sig som i Krampe.

«Sludder,» sa hun med en Grimace, «du kjeder mig.»

«Ja, jeg véd det, – jeg véd det, og det er min evige Kval. – Du har aldrig elsket mig, ikke det bøs. – Og saa undertiden har du været, saa jeg næsten maatte indbilde mig, du holdt af mig – jeg har gaat i et Vilderede, har jeg. Aa Constance, havde du elsket mig, kunde du faat en anden Mand ud af mig. Hvor har jeg ikke forsmægtet efter din Kjærlighed, det er det, som er Skyld.» – – Stemmen blev borte i Graad. Han sank paa Knæ og skjulte Ansigtet i hendes Kjole.

«Rejs dig op – du er drukken,» sa hun uvilligt.

167«Jeg er lige saa ædru i dette Øjeblik som du selv, Constance.» Han saa’ op paa hende med et Blik som en straffet Hund. – «Jeg rejser mig ikke, jeg ligger her til du siger, at du har tilgivet mig.»

Constance følte en medmenneskelig Medlidenhed med ham; det pinte hende at se ham saa ydmyget. – «Men hvor vil du, at jeg skal kunne tro dig?» sa hun.

«Nej, Constance, – det er sandt, det er altfor sandt, – aa, men gjør det alligevel, denne ene Gang, og du skal faa Tak og Ære for det; – naar du en Gang har fattet Tillid til mig paa nyt, og du kanske føler en Slags Godhed for mig, fordi jeg gjennem mange Aar har været nøjsom og tro, og aldrig har beklaget mig, da vil det gjøre dig godt at tænke paa, at det var dig, som reddede mig. – Stød mig ikke bort, for uden dig gaar jeg til Grunde.» Han laa fremdeles paa Knæ, og han holdt med begge Hænder hendes Kjole, som han kyssede.

Constance blev smittet af denne dybe Sindsbevægelse. Hun bøjede Hovedet og begyndte at græde.

«Der er et gammelt Ord om, at det er bedre at gi end at ta,» vedblev han med den samme lidenskabelig bedende Stemme – «se paa mig, Constance, som ligger her og tigger, mens du staar der og er saa hævet over 168mig og har min Skæbne i din Haand; vær ikke ubarmhjærtig, men lad dig røre, Constance.»

«Det er ikke af Haardhed,» sa hun med taarefugtigt Mæle, «men hvad der er sket, kan jo ikke stryges ud af vort Liv.»

«Jo, det kan, det kan, Constance, aa forsøg, forsøg – tag mig til Naade og tag mig paa Prøve.»

«Rejs dig op og sæt dig – jeg vil spørge dig om noget.»

Han adlød som en Skolegut. Hun tog Plads lige over for ham.

«Siden det ser ud til, at du tar dette saa alvorligt, som det er,» sa hun, mens hun glattede sit Lommetørklæde paa sit Skjød og la det sammen til en liden Firkant, «saa tør jeg kanske vente, at du vil svare mig sandfærdigt.»

«Ja, det kan du stole paa, Constance.»

«Lad mig saa faa vide, hvor vidt det er kommet mellem dig og hende.»

«Kommet, det er slet ikke kommet, hvad skulde det være kommet til, andet end hvad du saa’, det er galt nok det.»

Hvis Constance havde været mere erfaren, og hvis Evnen til Mistanke om Sandheden ikke havde ligget hende saa uendelig fjærn, til Trods for Maries Belærelser, vilde hun ha 169tat Varsel af hans famlende Blik og usikre Maade at svare paa.

«Og er det alt?» spurgte hun og saa’ ham lige i Ansigtet.

«Ja, jeg forsikrer dig, tror du kanske, – nej, du maa være vis paa, jeg taler sandt –»

«Var det første Gang du gjorde, – gjorde saadan med hende?»

«Du hører jo det, Constance. – Hvorledes skal jeg kunne forsikre det, – hvad kan det nytte, naar du ikke vil tro mig.»

«Du ser saa besynderlig ud,» sa hun tvilende.

«Hvordan tror du et Menneske ser ud, som er spændt paa Pinebænken? Aa Constance, spar mig, – jeg er saa skamfuld, lad det nu være nok.»

Hun trode ham; ikke fordi hun havde synderlig Tillid til hans Karakters Sandfærdighed, men fordi hun ikke kunde tænke sig Muligheden af, at Ulykken, som havde rammet hende, var af saa stort et Omfang. Sligt kunde naturligvis forekomme, men ikke i hendes Ægteskab, ikke lige under hendes Øjne, saadan ganske hverdagslig. Vel var Ring letsindig, men en saa dybt falden Mand var han ikke.

«Og vil du gi mig dit Æresord paa, at du aldrig mere vil gjøre det?» spurgte hun halvt bedende.

170«Jeg sværger dig det til ved den evige Gud! Aa Constance, du kan tro, jeg har faat Lærepenge, om ikke af anden Grund, saa for at skaane mig selv for saa megen Lidelse, skal jeg vide at passe mig for Eftertiden.»

Dette kunde Constance saa godt forstaa; hun følte sig sikker paa, at han maatte være grundig kureret, og det stemte hende forsonligere.

«Ja, saa skal jeg prøve at glemme,» sa hun og to store Taarer trillede ned over hendes Kinder.

«Tak! aa Tak, du elskede!» raabte han, idet han for op for at omfavne hende.

«Nej, ikke Kjærtegn, ikke endnu,» sa hun afvisende, – «jeg maa faa Tid til at komme mig.» –

«Men din Haand! Din Haand Constance!»

Hun rakte ham sin kolde, hvide Haand, og han styrtede sig over den som en Menneskeæder.

«Og saa siger jeg Alette op til Paaske.»

«Naturligvis, Constance, – vil du ikke helst, hun skal gaa straks?»

«Aa nej, det er jo ikke værdt at gjøre alt det Opstyr. – Og nu har du jo givet mig dit Æresord.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.