XVII.

En Eftermiddag i Slutningen af Oktober sad Fru Wleügel oppe hos Constance. Det var stærk Skumring, men Lyset fra Kakkelovnen kastede et saa hyggeligt Skjær over Stuen, at Constance ikke havde Lyst til at ringe efter Lamperne.

Tanten havde tilbudt hende noget brugt Tøj til hendes fattige, men Constance havde bedt hende hellere sende det til Marie. Saa fortalte Fru Wleügel, at hun havde havt Brev fra Molde og meddelte noget af Indholdet.

Der blev en Pause. Fru Wleügel sad urolig paa Stolen og kremtede saa smaat et Par Gange. Tilsidet sa hun: «Din Mor skriver i dette Brev ogsaa, om hvor glad hun er, fordi det blev godt igjen med Dig og Ring; det kan hun aldrig nedlægge.»

«Ja, ja, det er jo godt, at de er glad,» sa Constance med et Suk.

257«Men hvis hun var her og kunde se paa, vilde hun være højst bekymret, – ja, det vilde hun, Constance.»

«Hvorfor det da? Nu har de jo faat det, som de vilde.»

«Jo, for det er galt fat med Ring, Constance –» Tanten stansede lidt for at samle Mod – «jeg er bange for, at han gaar til Grunde i det,» sa hun saa med Vægt.

«Gaar han nu ogsaa til Grunde? Det var jo for at hindre det, I fik mig overtalt til at vende tilbage.» Stemmen var underlig skjærende.

«Men dette er halvgjort Gjer ….», hun holdt pludselig inde, fordi Døren gik op, og Pigen traadte ind med de tændte Lamper.

«Dette er halvgjort Gjerning, Constance,» vedblev hun, da de atter var alene. «En skal gjøre, hvad der er Ret, og det kan aldrig være Ret at være uforsonlig. Ring staar ikke i det, Constance, – han gaar hen og blir drikfældig.» De sidste Ord næsten hviskede hun.

«Blir?» sa Constance foragtelig, «brug Imperfektum og Præsens istedetfor Futurum, Tante, saa er du Sandheden nærmere.»

«Ak nej, Constance, der er Forskjel paa at ta sig et Glas for meget i godt Lag; men dette her er noget ganske andet; noget ganske andet,» gjentog hun og rystede paa Hodet.

258«Aa nej, saa min Sandten om det er,» svarte Constance i en harmfuld Tone, «han har saamæn aldrig vidst at passe sig.»

«Men det er blet værre, det er blet meget værre, Constance.»

«Hvis saa er, er det hans egen Skam! Hvad kommer det mig ved?»

«Han gjør det af Fortvilelse,» sukkede Fru Wleügel. «Det gaar ikke paa denne Maaden,» fortsatte hun mere indtrængende. «Du maa flytte ind til ham igjen, hvis han ikke skal bli en ren Drukkenboldt, tænk dig, hvad det vil sige at være gift med en Drukkenboldt – du maa ta Skridtet helt ud og tilgi ham ganske og aldeles – – En skal gjøre, hvad der er Ret, Constance.»

«Har han beklaget sig for dig?» spurgte Constance.

Det kom skarpt, som Hugget af en Kniv.

«Nej, saamæn har han ej,» sa Fru Wleügel lidt forfjamsket, «men at Manden gaar og græmmer sig, er da let at se, og flere Gange er han kommen op til mig ved Syvtiden, og da har han været temmelig anløben, og det er jo svært tidlig paa Kvælden.»

Fru Wleügel sa ikke Sandhed. Ring havde netop udtrykkelig bedt hende tale hans Sag hos Constance. Naar hun nu kom hjem, vilde han være der for at høre, hvordan det var gaat.

259«Han vidste, hvad han indlod sig paa,» svarte Constance kort.

«Ja, men naturligvis gaar Manden i en Kval for det. – Det kan han ikke la være med, ellers maatte han være mere end et Menneske, og det er han jo ikke,» sa Tanten overtalende.

«Nej, det véd den gode Gud!» udbrød Constance haanlig.

«Men det er nu egentlig ikke noget at klandre ham for,» svarte Tanten med en krænket Mine.

«Gaar man ind paa noget, skal man holde sig til Aftalen, det er stymperagtigt andet,» raabte Constance.

«Mændene er svage, Ring har ikke din Karakterfasthed, alle kan ikke være ens, Constance – en skal gjøre det rette.»

Constance svarte ikke. Hun sad med Albuerne paa sine Knæ og Ansigtet i Hænderne, og rokkede sagte frem og tilbage.

Fru Wleügel humpede hen til hende og la Haanden paa hendes Skulder.

«Jeg er dig jo paa en Maade i Mors Sted, Constance,» sa hun inderligt, «du kan tro, jeg vil dig vel.»

«Ja, det vil I jo allesammen, i alt Fald siger I det,» det lød dumpt og utydeligt, for hun tog ikke Hænderne bort, mens hun talte.

260«Og vi, som er gamle,» vedblev Tanten, «vi véd bedre, hvad der er det bedste, Constance –»

«Ja, Gud véd, om det er saa vel for mig – det, I faar mig til at gjøre,» sa hun næsten med et Skrig og sprang pludselig op.

«Nej, men Constance, hvor kan du tale saa ukjærligt.»

«Jo, det er sandt, hvad jeg siger,» raabte hun, «Dere ødelægger mig, Dere rigtig fordærver mig, Dere faar mig til at tro, at hele Livet er et eneste Dike af Løgn og Usselhed. Det gaar ikke an at vente Troskab og Sandhed i Ægteskabet, siger I – Ring er ingen Undtagelse, tværtom – de andre er meget værre. – – Det værste, I hører, oprører jer ikke, du, Marie, Pastor Huhn, Mor, Far, allesammen! – For Skams Skyld lader I, som I synes, det er skrækkelig sørgeligt, men der er ingen Alvor i jeres Indignation. – Slig er det nu engang – siger I, Mændene er saa svage –.» Hun gik frem og tilbage i rastløs Hast, stod nu og da et Øjeblik stille for at slaa ud med Haanden, Ordene kom hurtig som en rivende Strøm, og Øjnene formelig sprudede Ild. Pludselig fôr hun tæt hen til Tanten, stampede med den ene Fod og holdt de tæt sammenknugede Hænder op foran sig i Højde med Hodet: «Hvorfor lader I da til hverdags,» raabte hun, 261«som om I tror paa alt det taabelige Snak om det gode og skjønne, om Religionens Magt og om, at Ægteskabet er helligt og indstiftet af Gud? – Helligt!» gjentog hun med en Latter. «Jeg væmmes ved dette sumpede Væsen, væmmes ved det og foragter det. – Jeg foragter alt, alt, alt, først og fremst mig selv, fordi jeg er ussel nok til at gaa i jeres Ledebaand, tiltrods for, – ja tiltrods for min bedre Overbevisning. – Véd du, hvad det vil sige, Tante, det vil sige at gaa i Hundene!»

Den gamle Dame veg et Par Skridt tilbage. Constances Ord gik rent rundt for hende; hun syntes, hun ikke forstod et Muk af det. Men hendes voldsomme Oprør forfærdede hende; hun stirrede paa hende, maalløs og med opspilede Øjne, støttet paa sin Stok. Da Constance holdt inde, begyndte hun i sin Befippelse at græde.

Constance blev med et rolig.

«Om Forladelse, Tante, at jeg blev saa heftig, – det var ikke møntet paa dig,» sa hun med mat Stemme. «Det er hverken din Skyld eller nogen enkelts – det kommer af hele Grejen, men det forstaar du ikke, Tante.»

Fru Wleügel blev ved at græde.

«Vær nu ikke sint paa mig.» Hun la sin Arm om hendes Skulder. «Du maa ikke græde, 262snille Tante, du hører jo, jeg mente ikke dig – saa, saa, hold nu op.»

Fru Wleügel tørrede langsomt sine Øjne, pudsede sin Næse og gjemte sit Lommetørklæde.

«Det hørtes saa stygt det, du sa, Constance, du rent skræmte Livet af mig. – Jeg véd, jeg har altid villet gjøre, hvad der var Ret –» Graaden vilde op igjen.

«Ja, ja, Tante, – det har du ogsaa. Du har gjort det bedste, du vidste, mod mig og alle – det forstaar jeg saa godt –» Constance stod og klappede hende paa Kinden.

«Saa faar jeg vel se at komme mig hjem da,» sa Tanten og saa ud som et Barn, der er bleven skjændt paa med Urette. Hun gik et Par Skridt og stansede.

Constance stod og trak i sit Lommetørklæde med smaa betænksomme Ryk.

«Og saa overtænker du nok, hvad vi talte om, Constance,» det kom frygtsomt bedende, «tro mig, det er det bedste baade for dig og ham.»

Constance kunde ikke faa sig selv til at snakke hende efter Munden og taug derfor stille.

Men Fru Wleügel vilde nu ikke gi sig uden at ha faat et Ord, der gik i Retning af et Løfte. Ring sad jo derhjemme og ventede, 263og han havde kaldt hende sin Skæbnes gode Engel.

«Lov mig, Constance, at du vil tilgi Ring helt,» sa hun indtrængende, «eller lov mig i det mindste, at du vil prøve paa det.»

Ordet tilgi bragte paa ny Constances Blod til at koge. Det brændte hende paa Tungen at svare, at naar hun nu gik hen og gjorde det, de kaldte tilgi, saa betød det kun, at hun med velberaad Hu slang sig nedfor i Snavset. Men hun tvang det tilbage; hvad kunde det nytte med denne gamle, skikkelige Sjæl, hvis oprindelige Renhed og Finhed Livet havde afstumpet; det var jo kun at volde hende en aldeles unyttig Forskrækkelse

«Ja, Tante, jeg skal prøve paa det,» sa hun lavt og vendte Ansigtet bort.

«Det var snilt af dig, Constance, tak for det Ord. Nu skal du se, hvor godt det blir. – Du vil gaa om Dagene og være saa glad, – og naar du skal tænke dig om, hvad det er for, saa er det, fordi du har gjort det rette.»

Constance drog et Suk, men svarte ikke.

Da Fru Wleügel var gaat, satte Constance sig hen og overvejede. Hun havde jo alt længe havt en Fornemmelse af, at det vilde ende saaledes, men ikke havt Mod til at se Sandheden i Øjnene. Det kunde ikke nytte 264at staa imod længere; siden hun havde samtykket i at vende tilbage, var der ikke andet for. – – Stillingen var uholdbar i Længden. – Hum var paa et Skraaplan, der var ingen Mulighed for at stanse. – Saa fik det da bære afsted!

Hum tænkte paa Rings forlibte Fagter, paa hans Forsikringer om, at han elskede hende, og gjøs. – – Give sig hen i Samliv med en Mand, som hun foragtede! – Men det gik vel over, naar hun blev vant til det.

Hun havde jo aldrig elsket ham! – Men stræbt efter at fatte Kjærlighed til ham, havde hun dog ærlig gjort. Tanken om, at han kunde være hende utro, havde ligget hende fjærnere end alt i Verden. Hun havde anset sig for hans Ejendom og set paa sit Ægteskab i alt Fald med Respekt; og det havde liksom holdt sammen paa hende, men nu! – Hun følte sig som en Kvinde, der af Magelighedshensyn vælger at leve af Skjøgeri. – – «Ja, ja, ja! saaledes er det!» raabte hun halvhøjt og slog Hænderne sammen over sit Hode. «Men –» hviskede hun lidt efter, «det er der jo saa mange, som gjør, det er ikke værre for dig, end for de andre –»

Hum hørte Ring i Entrén, greb sit Arbejde og sad bøjet over det, da han traadte ind.

265Han sa blidt godaften og satte sig i en Lænestol ved Siden af hende.

«Hvor du er flittig, Constance,» sa han beundrende. «Altid i Virksomhed – du er saa sød at se paa, naar du sidder ved dit Arbejde.»

Hun svarte ikke.

«Hvad er det nu igjen, du strikker paa?» hans Tone var beskeden, men dog saa interesseret.

«Strømper.»

«Til Fattigbørnene?»

«Ja.»

Der blev en Pause.

«Véd du, hvad det er for en Dag i Dag, Constance?» spurgte Ring efter at ha rømmet sig et Par Gange; hans Stemme var frygtsom og usikker.

«Nej,» sa hun kort.

«Det er jo den 26de Oktober, husked du ikke det?»

«Nej,» var Svaret.

«0g jeg, som trode –» han havde nær forsnakket sig og røbet, at han vidste, Tanten havde været der. «Jasaa,» vedblev han og smilte anerkjendende til sin gode Hukommelse, «saa det havde du glemt, – vor Forlovelsesdag, Constance,» føjede han sagtere til.

«Jeg synes ikke, der er nogen Glæde ved at mindes den, for Resten,» sa hun tørt.

266Ring sukkede dybt.

«Aa nej, Constance, det kan du ha Ret i, for din egen Del. – Men jeg, – ja, jeg kan ikke la være at anse den som den lykkeligste Dag i mit Liv, ja, næst vor Bryllupsdag da.»

«Tsjhe!» sa hun og gjorde en Gebærde af Uvilje.

«Ja, ja, Constance, jeg skal tie stille, naar du ønsker det, ikke sige et Muk, som du ikke gir mig Lov til, jeg skal gjøre alt for at tækkes dig,» han strakte sig hen imod hende med et bønfaldende Blik og talte lavt og frygtsomt.

Hun vendte sig bort med et Udtryk af Træthed.

«Aa, Constance, kunde du bekvemme dig til paa denne Dag,» vedblev han, «at gi mig et eneste lidet Kjærtegn – du gjorde en god Gjerning imod mig.» Stemmen brast, han holdt Haanden for Øjnene og drog Vejret langsomt, næsten stønnende.

Constance maalte ham med et opmærksomt Øjekast.

«Nu har han vist drukket igjen,» tænkte hun.

Han rejste sig, gik et Par Gange op og ned paa Gulvet og satte sig saa stilfærdig paa sin forrige Plads.

«Jeg har gaat med et forfængeligt Haab,» begyndte han igjen i en betrængt Tone. «Jeg 267tænkte mig, at Erindringen om denne Dag maaske skulde stemme dig mildere. – Aa, Constance, du er meget, meget haard imod mig.» Han bøjede sig fremover, støttede Albuen paa Knæet og Panden i Haanden.

«Sig mig én Ting,» sa Constance koldt, «hvad mente du egentlig, da du saa beredvillig gik ind paa at faa mig tilbage paa det Vilkaar, jeg satte?»

«Hvad jeg mente,» stammede han, «jeg mente – –»

Hun saa’ ham lige i Ansigtet. Han forvirredes.

« Jeg forstaar dig ikke,» brød han af og lod Hodet synke.

«Du lod, som du fandt det saa rimeligt, som du slet ikke tænkte dig Muligheden af, at det kunde være anderledes. – Husker du det?»

«Det var ogsaa oprigtigt fra min Side, Constance. – Jeg kunde saa godt forstaa, at du ikke saadan straks –. Men jeg haabede jo –» han holdt inde og sukkede.

«Der var ikke Tale om straks eller senere eller om nogen Slags fremtidig Mulighed for Forandring. Du gik helt og uindskrænket ind paa mit Forlangende. Og naar jeg nu tænker paa, hvordan du opfører dig –» hun holdt pludselig inde. «– Du store Gud, at du 268ikke skammer dig,» tilføjede hun halvt bortvendt.

«Jeg elskede dig saa højt, Constance,» stønnede han.

«Ti stille med det Ord, det er mig vederstyggeligt i din Mund,» sa hun med opblussende vrede.

«Jeg kunde jo ikke la være at tro, at Tiden skulde mildne dit Sind!» udbrød han og rettede sig op i Sædet. «Jeg havde jo et Haab om, at det en Gang skulde lykkes mig at vinde dig tilbage. – Hvis det ogsaa skal regnes mig til en Forbrydelse – saa –» han holdt inde.

«Du stolte paa, at du skulde trætte mig ud, saa jeg tilsidst skulde gi mig, – derfor begyndte du saa godt som straks at overhænge mig. – Du brød dit Ord fra Begyndelsen af – der er ikke Gnist af Karakter i dig.»

«Det er ikke godt for en Mand at vise Karakter, naar han er stillet som jeg. – Gaa og se paa dig hver Dag, være dig saa nær og aldrig turde røre dig – –. Aa, Constance, – du maa la dette ha en Ende, – du maa bli min igjen, du maa, du maa!»

Han sank paa Knæ og skjulte Ansigtet i hendes Kjole.

«Rejs dig op,» sa hun uvillig, «hvad ligger du der for?»

269Han adlød straks og satte sig tilbage paa Stolen.

«Din Beregning var ikke dum,» sa hun og saa’ paa ham med et næsten hadefuldt Blik, «du vidste, hvad du indlod dig paa; det var mere end jeg gjorde. Men jeg gir mig over, det er mig, som har trukket det korteste Straa. – – – Værsgod, du kan faa det, som du vil –.»

Hun havde rejst sig og stod nu med korslagte Arme og saa’ hen for sig.

Han fôr op med et Spring.

«Du vil være min Hustru igjen som i gamle Dage,» hviskede han og rakte Hænderne ud imod hende, «aa, Constance –,» der kom en smeltet Lyd i hans Stemme, «dette er for megen Glæde, den kommer for pludselig,» han tog sig om Hodet, «du tilgir mig helt, ganske –»

Noget, som lignede Latter, afbrød ham.

«Jeg tilgir dig ikke, – aldrig, forstaar du,» hun traadte et Skridt nærmere, «tig Liget af en Person, du har myrdet, om Tilgivelse og se, om det svarer dig – –. Jeg gjør det i Selvforagt, hører du – i Selvforagt! – Det er Følgerne af mit Nederlag, det Nederlag, jeg led, da jeg opgav Skilsmissen, jeg nu tar paa mig.» Hun knyttede Hænderne og strøg forbi ham. «Det nytter 270ikke at ville løbe fra sine Handlingers Konsekventser,» raabte hum jamrende, «de følger en i Hælene og overmander en.» Hun gik frem og tilbage i det hæftigste Oprør.

«Nej, Constance, naar du først kom tilbage, saa maatte det ende saaledes, – et Forhold som det, du tænkte dig, er en Umulighed, en Unaturlighed – –. Men du skal se, det kan endnu bli godt, jeg skal endnu komme til at gjøre dig lykkelig.» Han gjorde et Skridt hen imod hende.

«Lykkelig –» sa hun med ubeskrivelig Haan. «Slige Betegnelser hører ikke hjemme i et Forhold som mit. Lad os se Sagen som den er.» Hun gik pludselig tæt hen til ham. «Naar jeg nu samtykker i at være din Hustru,» sa hun truende, «betyr det ikke det, du tror! – Nej, jeg skal sigé dig noget – det vilde være mig præcis det samme, om det var en hvilkensomhelst anden Mand, jeg skulde tvinges til, forstaar du, præcis det samme.»

Ring fôr uvilkaarlig sammen.

«Uf nej, Constance, tal ikke saa stygt –» bad han. «Men det er det samme, naar du blot vil bli min igjen, – dette er en Stemning, som gaar over. – Aa, Constance, jeg kunde ligge paa mine Knæ og takke dig i hele Nat, hvis jeg fik Lov, men du vil jo ikke ha det.»

271«Der er bare en Ting, jeg vilde be dig om,» sa Constance med en Mine, som om hun ikke havde hørt hans sidste Ord, «og det er, at du skal holde op med at drikke.»

«Men du kan da ikke sige, at jeg drikker, Constance,» sa han modfaldent.

Hun slog ud med Haanden, som om hun ikke gad indlade sig paa dette.

«Kan du huske, at du flere Gange har sagt, at hvis du ikke havde havt noget i Hodet, som du kalder det, saa var du ikke kommen op i dette med hende, Pigen?» spurgte Constance.

«Og det var ogsaa sandt,» sa han ydmygt.

«Vil du saa herefterdags holde op med at faa noget i Hodet, for at ikke risikere, at du handler i Fuldskab?» vedblev hun.

«Med Glæde, Constance, du skal aldrig se mig smage det Skidt mere. – Jeg befinder mig ogsaa langt bedre uden, og nu, naar jeg faar dig tilbage, – det skal være mig en let Sag. – Nu trænger jeg hverken til at døve eller stimulere mig. –»

«Ja, ja, lad nu det være godt,» sa hun og forlod Stuen. Hun gik ind paa sit Soveværelse, hun trængte til at være alene. Der drev hun op og ned paa Gulvet; det forekom hende som en Evighed siden hun havde havt den Samtale med Tanten; hun kunde slet ikke begribe, at det var i Aften. – Hun var for 272Resten ganske fattet, saa underlig stivnet indvendig, Forhærdelse maatte det være, sa hun til sig selv, siden hun hverken var fortvilet eller bedrøvet.

Ring var i en overstadig lykkelig Stemning. Endelig, endelig var han ved Maalet! Han fik Taarer i Øjnene af Glæde og Rørelse, og Brystet svulmede af de forløsende Sukke, som arbejdede sig frem. Han gik ind i sit Værelse, og tændte sig en af sine fineste Cigarer – – I Aften, allerede i Aften! Men han havde ogsaa lidt skrækkeligt i disse tre Maaneder, ja den hele Tid, siden det kom paa. Nu var der snart gaat et Aar. Han havde sandelig faat sin Straf og været mere end taalmodig. Men nu skulde de begynde paa et nyt Liv – Et nyt Liv – Gud være lovet og priset!

Han kunde ikke holde sig rolig; han havde Trang til at bevæge sig omkring uafladelig.

Men det var liksom noget manglede ham, et Savn, noget, som mindede ham.

Et Glas af den fine Champagnekognaken med en Tredjedel Vand, – aha – det skulde gjøre godt!

Han skjød Fart gjennem Dagligstuen som en Mand, der er i oprømt Humør, men saa huskede han sit Løfte og vendte brat om.

Lidt efter kom Lysten over ham, stærkere end før. I Aften vilde det nu bare ha 273virket godt paa ham, gjort hans Stemning rigere og liksom mere løftet; ved saadanne Lejligheder gik det ham ikke til Hodet –. Om han nu tog et eneste Glas i Aften, – han var atter paa Vej, men vendte om igjen.

Det var da ogsaa besynderligt for en voldsom Trang han havde til det netop nu, det kom vel af den stærke Spænding, han havde været i fra tidlig om Eftermiddagen. Han var saa slap og mat, det vilde ligefrem været Medicin for ham.

Det kunde jo ikke gjøre noget, om han drak et eneste Glas –. Constance havde jo slet ikke ment det paa den Maaden, og der var jo ikke Tale om, at han kunde komme op i nogen Slags Ubesindigheder i Aften.

Jo, han vilde, – det skulde være det sidste; – det var ligefrem at tømme et Afskedsbæger for sit gamle jeg, det var jo formelig en højtidelig Anledning.

Han havde netop faat det opskjænket og stod med Glasset for Munden, da han hørte Constance komme ind i Dagligstuen.

I rasende Fart styrtede han Indholdet i sig og satte Glasset forsigtig paa Buffeten.

«Jeg søgte etter Fyrstikker,» sa han, da han kom ind fra Spisestuen, rød i Hodet og med noget opstrammet over Ansigtstrækkene. «Altid blir de borte for mig,» mumlede han og drev ind til sig selv, idet han lod som han ledte.

274Constance saa’ efter ham med et studsende Blik; hun havde hørt Lyden af Glasklir, i det samme hun kom ind, og gik nu ind i Spisestuen for at se efter. Hun tog det tømte Glas, som stod ved Siden af Kognaksflasken og lugtede til det. Saa satte hun det rolig ned igjen og blev staaende henfalden i Tanker med et stivt Udtryk paa sit Ansigt.

Lidt efter tog hun sig sammen, gik ind igjen i Dagligstuen og satte sig til at strikke.

Og da Ring efter Maaltidet lagde Armen om hendes Liv og kjærtegnede hende, fandt hun sig i det med iskold Ro.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.