Constance Ring

av Amalie Skram

XXVIII.

Et Par Dage senere var de paa Hjemvejen. Lorck havde siden ikke talt til Constance om deres indbyrdes Forhold.Forhold.] rettet fra: Forhold (uten punktum) Han troede det rigtigst ikke at drøfte dette Tema; naar Constance blev ladt i Fred, vilde nok denne Stemning tabe sig. Hun var jo en fornuftig Kvinde, ganske fri for sentimentale Forestillinger, som vistnok maatte kunne gjøre Ulykke i et Ægteskab.

Han følte sig saa oplagt til at være elskværdig i denne Tid, ikke alene mod Constance men ogsaa mod Mejer. Han havde saa meget at meddele, saa meget at bringe paa Bane. Han var hver Dag i godt Humør, med en stedse aarvaagen Iver for at være behagelig, ikke larmende eller paa en iøjnefaldende Maade, tværtom beskeden og stilfærdig, som en, der ikke fordrer at lægges Mærke til. Der var kommet noget Dust i hans Væsen, som 416virkede behageligt; om det saa var hans Stemme, saa havde den faat en mildere Klang.

De havde tilbragt et Par Dage i Kjøbenhavn. Det havde været stygt Vejr, og da Constance var træt, holdt de sig i Ro paa Hotellet og gik kun i Theatret om Aftenen. Nu var Barometret gaat op; Vinden og Regnet syntes at ha raset fra sig, og det var blevet klar Himmel med mild, næsten sommerlig Luft, skjønt de alt var midt i Oktober. De bestemte sig for at ta Søvejen direkte til Kristiania.

Dagen paa Dampskibet gik meget behageligt. Om Aftenen sad de oppe paa Dækket efter at ha spist til Aftens; Lorck og Mejer drak et Glas Toddy; Constance havde faat Sherry med Selters. De talte om de hyggelige Dage, de havde tilbragt sammen, og lovede hinanden at fortsætte Omgangen. Tilsidst drak de paa snarligt Gjensyn i Kristiania og paa en behagelig Vinter for dem alle. Saa brød de op og sa god Nat.

Der var mange Passagerer, og Lorcks havde ingen Separatkahyt kunnet faa. Constance skulde sove i Damekahytten.

Der var varmt og kvalmt der nede, og saa var der et Spædbarn, som ikke vilde holde Fred, men laa og gryntede og sutrede i et væk. Constance kunde ikke sove; hun vendte og drejede sig paa den smale Sofa, indtil hun 417blev saa ophedet, at hun ikke kunde holde det ud. Saa stod hun op, kastede nogle Klædningsstykker paa sig, svøbte sig i sin lange, bløde Rejsefrakke og gik op paa Dækket. Det var straalende dejligt Vejr; hun spaserede frem og tilbage og forsøgte at tænke sig ind i, hvordan det vilde bli at være kommen hjem. Saa gjennemgik hun det, der var foregaat i den lange Tid, de havde været paa Rejse. Hun havde været lykkelig, meget lykkelig – ja, det var den Gang hun elskede Lorck. Den Gang, hvor syntes det ikke langt tilbage i Tiden. Fremtiden havde set saa skjøn og lokkende ud, hun havde glædet sig til at leve den, – men nu, – ja nu var hun lige nær. Skjønt nej, – det var dog ganske anderledes. Hun var gift med en Mand, som hun i alt Fald kunde like, om hun ikke netop elskede ham, – og saa havde hun jo Mejer …

Pludselig dukkede der en Skikkelse op ved Siden af hende; hun vidste, det var Mejer, inden hun havde set det.

«Jeg haabede næsten, De vilde komme op igjen,» sa han med en Stemme, der forraadte hans Glæde.

Hendes Hjærte slog voldsomt, og det susede for hendes Øren.

«Det var umuligt at sove – et Barn som skreg, og slig kvælende Varme –»

418De gik langsomt ved Siden af hinanden; han begyndte at fortælle om Dampskibe, der havde været saa overfyldte, at Folk maatte ligge endog oppe i Merset. Hun morede sig over hans Skildring og kom selv med nogle Smaahistorier af samme Slags.

Der havde siddet nogle Efternølere her og der paa Dækket, Herrer med Cigar og et Glas foran sig, som lidt efter lidt søgte neden under. Nu var de to alene med Rormanden. Natten var fremdeles lun og stille; de utallige Stjærner spredte et blegt, tindrende Lysskjær omkring dem. Det regelmæssige Slag af Propellen, Lyden af Rattet, naar Roret drejedes, og det roligt skvulpende Sus af Vandet langs Skibets Sider havde for dem begge et blødt Behag.

«Lad os sætte os lidt,» sa Mejer.

«Jeg skulde vel gaat ned nu,» mumlede Constance, men satte sig alligevel paa en Bænk, der stod tværskibs op mod Røgesalonens Ydervæg.

«Ak ja,» sa Mejer og sukkede. «Al Ting faar en Ende.» Det lød som Slutningsbemærkningen til en foregaaende Betragtning.

Hun spurgte ikke, hvad han mente, men sa sørgmodigt: «Det sad ogsaa jeg og tænkte paa.»

«Samværet med Dem har gjort mig saa 419god og glad,» vedblev han. «Hvor det er Synd, at det nu skal høre op.»

«Men det skal det, jo slet ikke,» sa hun næsten heftigt.

«Det blir dog paa en anden Maade. – Træffe Dem i Ny og Næ, med de selskabelige Formers Maske paa – uf, det blir afskyeligt.»

«De kan jo komme i vort Hjem, naar De vil –» sa hun.

«Men der er jo Deres Mand –,» det lød som om han vaandede sig.

Det gav et Sæt i hende. «Jeg trode, De likte ham godt,» sa hun forfjamsket.

«Det vilde jeg ogsaa gjøre, hvis han ikke var gift med Dem.»

Constance blev greben af en svimmel Fornemmelse. Hun vidste ikke, om det var Angst eller Glæde.

«De spøger,» sa hun og forsøgte at skjule Virkningen af hans Ord.

«Gjør mig den Tjeneste ikke at fornærme mig, jeg spøger aldrig med den Slags Ting.»

Constance ledte efter noget andet at tale om. Endelig fik hun fat i en Tanke.

«Skal De straks begynde Deres Informationer?» spurgte hun.

«Ja,» svarte han kort.

«Det maa være haardt i Begyndelsen, før en kommer i Trit,» vedblev hun.

«Ja» – sa han som før.

420Constance tænkte, hun burde gaa nu. Hun sad og fantaserte om, at hun rejste sig i et væk, sa god Nat og gik neden under; egentlig kunde hun ikke begribe, hvorfor hun ikke kom ned i Damekahytten, men blev værende paa samme Plet. Saa tog hun Mod til sig og vilde gjøre Alvor af det.

«Har De mange Informationer?» blev det til i Stedet for.

«Flere end nok,» svarte han og gjorde en utaalmodig Bevægelse.

Der blev en Pause. «Hvad skal det bety, at De sidder og snakker om dette?» spurgte han pludselig.

«Hvad det skal bety?» gjentog hun forsagt.

«Jeg tror for Resten, jeg stryger til Udlandet igjen,» sa han lidt efter. «Livet hjemme er ikke lysteligt Vinterdag – og ikke Sommerdag heller for den Sags Skyld. Og nu –» der kom noget i Stemmen, som syntes at ta Mælet fra ham.

«Ikke rejs!» sa hun med et Ryk.

«Hvorfor siger De det, Frue?» spurgte han og bøjede sig nærmere til hende. Der var en Angst og et Alvor i hans Tone, som gjorde hende ræd.

«For det er saa kjedeligt, naar ens Venner drager bort,» sa hun med tør og nervøs Stemme.

421Det stak i ham. Var hun da virkelig en Kokette, og vilde hun more sig med ham? Eller var hun saa let af Sind, at alt blev hende en Leg. Det passede ikke ind i det Billede, han havde af hende, men han kunde jo ha tat fejl.

«Aa pyt, ikke andet,» sa han haanligt, «De vil altid faa nok tilbage.»

Der slog pludselig en voldsom Smerte op i Constance; den skyllede som en Bølge hen over hendes Indre, og det syntes hende, at den Draabe for Draabe var bleven til af hendes Livs mangeartede Taarer. Hvad havde hun dog faat ud af sig selv? Hvor var Livets gode Indhold, den Værdi, hun skulde ha lagt sig til bedste, hvor var den blet af? Hendes Facit var Nul. Det havde været en Møje og Lejelse, en Leven paa Stumper og Stykker, en Fægten sig frem fra Dag til Dag. Hun længtedes tilbage til sin Mands Arme, – nej! ikke til hans Arme, men til den Tid, da hun havde været lykkelig der, skjønt nej, og tusind Gange nej! Hvad var det vel at længes efter – en Boble, som hun i sin Daarlighed havde tat for en fast Klode, stærk nok til at bære hendes Liv – en Boble, som maatte og skulde ende med at briste. Og nu sad hun her og følte sig dragen til en anden Mand, en anden Mand! Med Lyst og Trang til at kaste sig til hans Bryst og sige, at hun var hans. 422Det skar igjennem hende, at hun var en utro Hustru; saa vidt var det altsaa kommet. – «En utro Hustru!» Hun slog Hænderne for Ansigtet og brød ud i Graad.

«Frue, – – Constance,» hviskede han og tog med sin Haand om hendes Skulder. Hun blev ved at hulke. «Har jeg gjort Dem Fortræd?» spurgte han ømt. «Tilgiv mig, – jeg ber Dem.» Han fik fat i hendes Haand, som han trykkede til sine Læber mange Gange.

Hun følte hans Kys som en Dulmelse, men hendes Taarer blev ved at flyde. Omsider tørrede hun sit Ansigt.

«De skal ikke bry Dem om det,» sa hun lavt. «Det kom saadan over mig, – nu er det forbi – – Men, men, – det er ikke saa let at leve.» Hendes Bryst hævedes af et krampagtigt Suk.

Hendes pludselige Udbrud havde grebet ham dybt. Han kunde ha knælet for hende og bedækket hendes Klær med Kys. Han havde i denne Stund en tydelig Bevidsthed om, hvilken Rolle de vilde komme til at spille i hinandens Liv. Han var bleven sikker paa, at han ikke var hende ligegyldig, og det gik som en svimlende Jubel igjennem ham, at han en Gang skulde holde hende i sine Arme, saaledes som han havde drømt det. Han knugede Haanden mod Hjærtet for at dæmpe den brusende Lidenskab derinde og ventede lidt, før 423han sa: «Nej, – det er ikke saa let, uden for den, der elsker lykkeligt.»

Der kom en Mand for at ta sit Tørn ved Roret. De fôr sammen ved Lyden af hans Skridt.

«Nu skal De gaa til Hvile, Constance,» sa Mejer og rejste sig. Han begyndte at trække hendes Hansker af. Hun gjorde ingen Modstand; han stak dem til sig og tog fat i hendes Hænder, som han flyttede omkring i sine egne; han kom op paa hendes Haandled og gled ned over igjen til Fingerspidserne med sagte Tryk. Saa lagde han den op paa sit Ansigt, trak dem ned paa sin Mund og kyssede dem indvendig og udvendig.

«God Nat, Constance,» hviskede han med skjælvende Stemme og slap hende.

Uden at se tilbage gik hun ned og la sig.

Mejer tændte en Cigar og blev endnu en Tid lang paa Dækket. Timerne gik som Minutter. Han var fyldt af en Stemning, som løftede ham ud af og over sit tidligere Jeg. Han hengav sig ikke til nogen bestemt Forestilling, havde næppe en ordentlig, sammenhængende Tankerække. En livsalig Glædesfølelse uden hverken Begyndelse eller Ende, fyldte ham; Livet var med et blet yndefuldt og smilende.

Da han endelig hen ad Morgenstunden laa udstrakt paa sin Køje, gjentog han atter og atter: «Dette er Lykke.»

424– Om Morgenen saa Constance bleg og forvaaget ud. Mejer viste sig kun for at ta Afsked. Lorck rystede hjærtelig hans Haand og bad ham ikke vente længe, før han besøgte dem. Paa Kajen vendte Mejer sig om og gav Constance en sidste Hilsen. Hun blev underlig greben af den Maade, hvorpaa han blottede sit Hode og stod hensunken i Tanker, indtil Lorck tog hende i Armen og sa, at Tøjet var ekspederet fra Toldboden og alt stod paa Drosken. Men paa Hjemvejen og længe efter saa hun atter og atter hans Blik og Hilsen, og hver Gang var det, som om hun skjælvede indvendig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Constance Ring

Amalie Skrams første roman, Constance Ring, ble utgitt i 1885 for Skrams egen regning i kommisjon hos Olaf Huseby. Amalie Skram hadde året før sendt manuskriptet til Frederik Hegel i det danske Gyldendal Forlag (forlaget til Henrik Ibsen, Alexander Kielland og mange av samtidens norske forfattere), men han takket nei fordi han mente romanen inneholdt for dristige skildringer.

Romanen handler om den unge Constance som har giftet seg med den mye eldre Ring. Samlivet er ulykkelig, først og fremst på grunn av manglende forståelse mellom Ring og fruen. Da Ring dør gifter Constance seg på ny, denne gang med husvennen Lorck. Dette samlivet er i starten vellykket, men etterhvert fører den manglende forståelsen mellom kjønnene igjen til ulykke og død.

Som i flere av de senere romanene kritiserer Skram i Constance Ring samtidens dobbeltmoral og hvordan det finnes ett sett med leveregler for mennene og et eget sett for kvinnene. Hun kritiserer også mødre (og tanter) for å ikke forberede sine døtre (og nieser) på livet som venter dem som gifte fruer.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1888 (nb.no).

Les mer..

Om Amalie Skram

Amalie Skram har en fremtredende plass i norsk litteraturhistorie som en av de store naturalistene på slutten av 1800-tallet. Hun skildret fattigdommens og kjærlighetens kår, og ønsket, i likhet med mange av forfatterne i samtiden, å sette søkelyset på samfunnsproblemer. Men hun gikk et skritt lenger enn de fleste. Ikke bare var hun opptatt av det følelsesmessige kjærlighetsforholdet mellom kvinne og mann, men også av erotikken.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.